|
|
Det dynamisk skiftende indhold på denne side er sammensat af bearbejdet materiale, der fortrinsvis er inspireret af fakta fra ovenstående links. Disse links er i sig selv og i høj grad spændende og anbefalelsesværdig læsning.
Jeg påberåber mig således ingen former for ophavsret over nærværende materiale.
Jeg takker hermed for inspiration. :-)
M. Due 2024
|
|
Modpave Novatian - 251-258? :
Modpave Novatian (Novaziano) Novatian var Modpave ca.251-258?
Novatian var først stoisk filosof, inden han omvendtes til Kristendommen. Han blev herefter præst og fik flere vigtige hverv indenfor Kirken i Rom. Han forfattede også et meget læst skrift om Treenigheden.
Efter kristenforfølgelserne under Kejser Decius i 249-250 fastholdt Novatian, at man ikke skulle give de kristne, som havde ladet sig true til at lade som om de ikke var kristne og ofre til de hedenske guder, lov til atter at indtræde i Kirken. I denne uforsonlighedspolitik havde Novatian mange tilhængere i bevægelsen som kaldtes "Novatianisme"; "Novatianere".
Novatian var på dette tidspunkt leder af den romerske menighed, efter at Pave Fabianus havde lidt martyrdøden den 20.januar 250 og menigheden stod uden leder. Efter Kejser Decius' død i marts 251 forsøgte Novatian nærmest et kup for at blive valgt til ny Biskop i Rom, datidens Pave, men kuppet mislykkedes og adelsmanden Cornelius valgtes i stedet.
Novatian gav dog ikke op og hans tilhængere udråbte ham til Pave og de forsøgte på alle måder at få andre Biskopper og menigheder over på Novatian's side.
Pave Cornelius sammenkaldte da til et møde i Rom, hvortil også Novatian blev indkaldt. Her fordømte 60 Biskopper i 251 Novatian og hans lære og Novatian og hans tilhængere, der ikke ville opgive den, endte med at blive exkommunikeret.
Novatian og hans tilhængere fortsatte med deres "egen" kirke, indtil han led martyrdøden under Kejser Valerian's forfølgelser i 257/258. Novatianerne fortsatte imidlertid deres uforsonlige linie helt op til det 5.århundrede, nogle steder endog længere. Fordi de ikke ville besudle Kirken med at genoptage frafaldne, kaldte de sig "de rene", på græsk "katharoi", hvoraf ordet kætter er opstået.
Mens Novatian var Modpave mødtes han og hans tilhængere i Rom i det badeanlæg ved Vicus Patricius, som måske derefter blev kaldt Thermae Novatianae. Det var indrettet i et hus fra det 1.århundrede ejet af den kristne senator Pudens. Hans søn Timotheus havde indrettet anlægget i forbindelse med huset omkring år 145, det kaldtes derfor Thermae Timotheanae.
Legenden fortæller, at Pudens også havde en søn, der hed Novatus, og at det var denne, der indrettede termeanlægget, som så fik navn efter ham. Det er dog mere sandsynligt, at Novatus ikke er en historisk person, men i en senere tid "opfundet" af legenden ud fra navnet Thermae Novatianae. I badeanlægget var der også indrettet et lille kristent kapel og det var her, at Novatianerne holdt til.
Novatian (c. 200–258) var en lærd, præst, teolog og Modpave, der holdt titel mellem 251 og 258. Græske forfattere, pave Damasus I og Prudentius give hans navn som Novatus.
Han var en kendt teolog og forfatter, den første romerske teolog, der brugte det latinske sprog, på et tidspunkt da der var megen debat om hvordan man skal håndtere kristne, som havde bortfaldet og ønskede at vende tilbage, og spørgsmålet om bod. Indviet som paven af tre biskopper i 251, han har indtaget en mere stringent holdning end de etablerede pave Cornelius. Novatian var kort tid bagefter ekskommunikeret: den schismatic kirke, som han etablerede varet i flere århundreder (Se kættere). Novatian flygtede i en periode med forfølgelser, og kan have været en martyr.
Liv
Få detaljer er kendt om hans liv. Han var den første konvertere til kristendommen har studeret stoiske filosofi og er uddannet i litterære sammensætning.
Pave Cornelius, fastslår i et brev til Fabius af Antiochia, at en catechumen kaldet Novatian var besat af Satan for en hel sæson. Han blev uddrevet, men blev så syg efter den rite, at han skulle dø, og så hans dåb blev bragt frem. Da han var kommet, han fik ikke resten af Sakramenterne og biskoppen vil ikke bekræfte ham. Han stillede således Cornelius "Hvordan, derefter, kan jeg få den hellige ånd?".
For sin dyb læring defineret Cornelius sarkastisk ham som "at skaberen af dogmer, som forkæmper for kirkelige kultur", selvom hans veltalenhed imponeret Sankt Cyprian af Kartago (brev LX, 3) og en pave (sandsynligvis pave Fabianus) gjorde ham til en præst. Cornelius hedder det, at hans priesting ikke var hilst velkommen af præster eller lægfolk, der holdt at en, der havde været døbt kun på døden kunne ikke blive præst. Historien fortalt af Eulogius, biskoppen af Alexandria, hvor Novatian var en ærkediakon af Rom indviet en præst af paven til at føre tilsyn med den pavelige arvefølgekrig, modsiges af Cornelius og er baseret på en nyere situation i hvilke romerske diakoner var statsmænd snarere end religiøs ministre.
Den 20 januar 250, under Decians forfølgelser, blev pave Fabian blev martyr og forfølgelse var så voldsomme, at det var umuligt at vælge en efterfølger, med den pavelige sæde resterende ledige i et år. I denne periode var kirken underlagt flere præster, herunder Novatian. I et brev taler det følgende år, Cornelius om sin rival, hvis fejhed og kærlighed til hans eget liv fik ham til at nægte at forfølgeren, han var en præst og nægte at trøste sine brødre i fare. Diakonerne opfordrede ham til at komme frem fra sit skjul, men han fortalte dem, at han var forelsket i en anden filosofi og dermed ikke ønskede at være en præst længere. Historiens betydning er uklar - Novatian kan have været at undgå at blive en aktiv præst at dedikere sig til en asketisk livsstil. Under alle omstændigheder skal det erindres, at den vigtigste kilde til Novatian er pave Cornelius, der var grunde til at angribe sin fjende og antagonist. Den anonyme arbejde Ad Novatianum (XIII), at "(Novatian), mens han var i Kristi kirke, betragtes som hans naboer synder til at være hans egen, lettet hans brødre byrder, som formanede af apostlen, og befæstet med trøst dem, hvis tro var rystet".
Novatian absolut skrev breve under forfølgelse i den romerske præster, som senere gik til Sankt Cyprian (breve XXX og XXXVI). Disse bogstaver ser på spørgsmålet om dem, der var bortfaldet fra troen og kartaginenserne krav, at de alle får lov tilbage ind i kirken uden bod. Romerske præster aftalt med Cyprian, at spørgsmålet skulle behandles med mådehold og ligevægt af et Råd på det hurtigst muligt, efter valget af en ny biskop. I øvrigt de afholdt, de havde til at opretholde den bare kirke disciplin, der havde præget romerske kirke siden tidspunktet for Sankt Paul (brev til romerne 1:8), uden at være grusom til dem, der var angrende. Disse breve bruger stærke udtryk men vis at romerske præster ikke tror tilbagetagelse af bortfaldne kristne altergang var helt umuligt.
I marts 251, med kejser Decius død, forfølgelse begyndte at stilne og det romerske samfund beslaglagt mulighed for at udpege en efterfølger til Fabian. Med samtykke fra næsten alle præster, folk og biskopperne præsenteret (Cyprian, brev LV, 8-9) romersk aristokrat og moderat Cornelius og han blev valgt. Novatian havde håbet på at være valgt og anklaget Cornelius af foul play. Han stævnede derefter tre biskopper fra de afsides hjørner af Italien til at komme til Rom så hurtigt som muligt, sammen med de andre biskopper at mægle på en intern division. Disse enkle mænd blev tvunget til at gøre Novatian biskop kl 10. En af disse biskopper, men vendte tilbage til kirken for at bekende sin synd og Cornelius hedder "vi sendt erstatninger for de andre to biskopper til de steder, hvorfra de kom". At sikre hans tilhængernes loyalitet Novatian tvunget dem til at sværge på de indviede brød og vin på hellige kommunion, at de ikke ville gå tilbage til Cornelius. Ifølge Sankt Hippolytus af Rom (anses af nogle for at være Novatians lærer), Novatian således blev kristendommens anden nogensinde Modpave.
Cornelius og Novatian styrtede deres budbringere ud til kirker til at annoncere deres valg. Sankt Cyprian korrespondance fortæller om en nøjagtig undersøgelse udført i slutningen af Rådet Karthago, hvilket resulterede i hele afrikanske Bispestolen opbakning Cornelius. Selv Sankt Dionysios af Alexandria sidet med Cornelius og med denne indflydelsesrige støtte han snart konsoliderede sin stilling. Men for nogle gang kirken blev delt mellem de to konkurrerende paver. Sankt Cyprian skriver at Novatian "overtog" (brev LXIX, 8) og sendt nye apostle til mange byer for at få dem til at acceptere hans valg. Selvom alle provinser og alle byer afholdt biskopper ærværdige alder, ren tro og gennemprøvet dyd, der havde været bandlyst under forfølgelse, Cyprian skriver (brev LV, 24), Novatian vovede at erstatte dem med nye biskopper havde han skabt sig selv.
Novatian døde i 258, sandsynligvis under Baldrians forfølgelser, samme år som hans store modstander Cyprian.
Katolske begreber:
|
Ordforklaring :
Antiochia
Decius
Modpave
Novatian
Sakramente
Antiochia:[ - ]
Antiochia, tredjestørste by i Nærorienten i hellenistisk tid (efter Alexandria og Seleukeia ved Tigris), nuværende Antakya i Tyrkiet. Grundlagt år 300 f.Kr. af Seleukos 1. og opkaldt efter hans far Antiochos. Byen lå 20 km inde i landet ved Orontesflodens bred og Silpiosbjergets fod. Seleukeia Pieria, grundlagt 310 ved Orontesflodens udløb i Middelhavet, reduceredes snart til Antiochias havneby, og ca. 280 blev Seleukiderigets hovedstad flyttet fra Seleukeia til Antiochia. Da Pompejus i 64 f.Kr. erobrede byen, gjorde han den til hovedstad i den nydannede romerske provins Syria.
Blandt de oprindelige kolonister dominerede et kontingent af makedonere og athenere, som Seleukos havde overført fra nabobyen Antigoneia, men tilflyttere fra alle de omliggende provinser gjorde snart Antiochia til et kosmopolitisk bysamfund med bl.a. en stor jødisk befolkningsgruppe. Byen var knudepunktet for karavanevejen fra Det Røde Hav i syd og fra Mesopotamien og Persien i øst, og den store velstand skyldtes fortrinsvis handel.
Skæbnegudinden Tyche er Antiochias beskytter. Hun står på Orontesfloden, personificeret som en gud, og har bykronen på sit hoved. Statuen er tilskrevet billedhuggeren Eutychides kort efter Antiochias grundlæggelse i 300 f.Kr.
Antiochia spillede allerede i urkristen tid en afgørende rolle for både kristendommens og kirkens historie. I Antiochia opstod — måske allerede i begyndelsen af 30'erne — den første kristne menighed uden for Palæstina, og her blev betegnelsen "de kristne" første gang anvendt for at adskille fra jøder og andre (Ap.G. 11,26). Menigheden i Antiochia indledte en missionsvirksomhed blandt hedninge, hvilket gav anledning til voldsomme diskussioner med de jøder, der var blevet kristne. Paulus besøgte flere gange den kristne menighed, og byen var udgangspunkt for hans tredje missionsrejse. Antiochia blev et hovedsæde for hellenistisk jødekristendom, og i begyndelsen af 200-t. var Antiochia sammen med Alexandria det førende center i den østlige kirke. Fra 300-t. var byen sæde for en af Østkirkens fire patriarker.
Antiochia blev erobret adskillige gange af perserne, og i 637 blev byen en del af det arabiske kalifat. Den blev i 969 tilbageerobret af kejser Nikeforos 2. Fokas og stod herefter under Det Byzantinske Rige indtil korsfarertiden.
[ - ]
Decius:[ - ]
Kejser Decius
Gajus Messius Quintus Decius var kejser i 249-251 efter Kristus.
Han var født i Illyrien i ca. 190-200 og fik af Kejser Philippus I (244-249) til opgave at genoprette roen ved Donau.
Hans militære successer fik tropperne til at udråbe ham til kejser i 249 og Philippus blev besejret og dræbt i et slag nær Verona.
Det romerske Senat hædrede Decius ved at give ham tilnavnet Trajan (Traianus).
I 249-250 startede han voldsomme forfølgelser af de kristne, som først tog lidt af mod slutningen af år 250 på grund af den gotiske krig.
Decius' ældste søn blev gjort til medkejser og sendt ud for at besejre goterne, Decius fulgte med ham og de døde begge i slaget ved Abritta i juni 251.
Kejser Decius lod bl.a. opføre en badeanstalt på Aventin : Decius' Termer (Terme Deciane).
Decius blev dræbt i kamp med goterne i juni 251 herefter blev Trebonianus Gallus kejser. Kristenforfølgelserne begyndte igen i juni 252.
[ - ]
Modpave:[ - ]
En modpave var i middelalderen en pave, som kejseren eller et oppositionsparti fik valgt i konkurrence med den retmæssige pave, og som ikke anerkendes i den officielle paveliste.
Modpaverne var i høj grad medvirkende i både det katolske og det statslige politiske spil op gennem årene.
Modpave Hypolitus, 217-235 regnes som regel for at være den første modpave.
Modpave Felix V, 1439-1449, var den sidste af slagsen.
Herunder ses:
Modpave Johannes XXIII
(1410 - 1415)
Liste over modpaver gennem historien:
- Hypolitus (217-235)
- Novatian (251-258)
- Felix II (355-365)
- Ursinus (366-367)
- Eulalius (418-419)
- Laurentius (498-499 og 501-506)
- Dioskur (september-oktober 530)
- Teodor (september-december 687)
- Paschalis (oktober-december 687)
- Konstantin II (767–768)
- Filippus (juli 768)
- Johannes (januar 844)
- Anastasius III (august-september 855)
- Kristoforus (903-04)
- Bonifatius VII (juni-juli 974 og 984-85)
- Johannes XVI (997-98)
- Gregor VI (juni-juli 1012)
- Benedikt X (1058-59)
- Honorius II (1061-72)
- Klemens III (1080-84)
- Theoderik (1100-01)
- Albert (februar-marts 1102)
- Sylvester IV (1105-11)
- Gregor VIII (1118-21)
- Celestin II (december 1124)
- Kletus [Anakletus] II (1130-38)
- Viktor IV (marts-maj 1138)
- Viktor IV (1159-64)
- Paschalis III (1164-68)
- Callistus III (1168-78)
- Innocent III (1179-80)
- Nikolas V (1328-30)
- Klemens VII (1378-94)
- Benedikt XIII (1394-1423)
- Alexander V (1409-10)
- Johannes XXIII (1410-15)
- Klemens VIII (1423-29)
- Benedikt XIV (1423-29)
- Benedikt XIV (1430-37)
- Felix V (1439-49)
Senere har der dog været andre som har taget pavetitel, flere gange efter være blevet valgt af skismatiske grupper. Dette er de såkalte sedevakantister, som mener, at pavestolen står tom, og at de dermed må vælge en af deres egne til at fylde den. Vatikanet har modpaverne med i de officielle lister over paver frem til Felix (V), som døde i 1449, men man medtager ikke sedevakantisterne. Årsagen til dette er, at modpaverne på den officielle liste blev valgt af personer, som befandt sig indenfor den katolske kirke, mens sedevakantistenes paver er valgt af personer, som befandt sig udenfor og havde dannet egne kirkesamfund. De anses derfor af Vatikanet for ledere af konkurrerende katolske eller katolsk-inspirerede grupper.
I katolsk kirkeret er det at lade sig vælge til modpave en skismatisk handling, som automatisk fører til ekskommunikation.
[ - ]
Novatian:[ - ]
Modpave Novatian (251-258) gav navn til en kættersk bevægelse, Novatianismen, indenfor den katolske kirke.
Novatianisme var et kristent "kætteri" med oprindelse i det tredje århundrede, baseret på læren fra Modpave Novatian, der blev valgt i opposition til pave Cornelius . Novatianismen havde en noget mindre eftergivende politik med hensyn til tilgivelse af frafaldne kristne, der havde været villige til under tvang, at begå synd og afgudsdyrkelse under kristenforfølgelserne.
Se mere om Novatian på dette link.
Novatian var en respekteret og lærd gejstlig, der havde været sekretær for den romerske kirke under kejser Decius kristenforfølgelser i år ca. 250. Novatian mente, at det var både en fejltagelse og ud over myndigheden i kirken, at kunne frikende frafaldne kristne for den sørgeligt almindelige synd afgudsdyrkelse, han blev ordineret til biskop af Rom imod Cornelius. Novatianisterne skabte snart stor i hele det romerske imperium, en splittelse der fortsatte godt ind i det femte århundrede og videre frem.
Novatian selv blev martyr for sin tro i 258.
Hans tilhængere, også kaldet Novatianere, havde et puritansk syn på kirkens politik og mente, at dødelige synder kunne kun blive tilgivet af Gud, ikke af biskopper. Selvom de ikke skyede de angrende syndere, som havde begået forbrydelser som hedenskab, utroskab, hor og mord, nægtede de alligevel sådanne personer tilladelse til fuld altergang. Kontroversen bestod i; om den kristne kirke var "hellig" (om den bestod af helgener villige til at ofre deres liv for troen) eller "katolsk" (universel: også for syndere, herunder dem, der havde begået alvorlige synder efter at være blevet døbt).
Novatianerne fortsatte med deres uforsonlige linie helt op til det 5.århundrede, nogle steder endog længere. Fordi de ikke ville besudle Kirken med at genoptage frafaldne, kaldte de sig "de rene", på græsk "katharoi", hvoraf ordet kætter er opstået.
Se mere om Novatian på dette link.
[ - ]
Sakramente:[ - ]
Sakramenter er handlinger, hvorved den troende får del i noget guddommeligt.
Der findes sakramenter og sakramentale handlinger overalt i religionernes verden.
I den danske folkekirke taler vi om to sakramenter: dåb og nadver. Men hvad ligger der egentlig i betegnelsen sakramente?
"Sakramente" er et latinsk ord, som er en oversættelse af det græske ord mysterion, der betyder hemmelighed. Vi vil se nærmere på, hvad man i kirken forstår ved et sakramente og hvilke sakramenter, vi har i de forskellige kirker.
Augustins lære om sakramenterne
Det var den store teolog og filosof Aurelius Augustin (354-430), der for alvor udformede en lære om sakramenterne. Sakramenterne, sagde han, er tegn, der peger hen på en usynlig og guddommelig virkelighed.
Vi kan sammenligne et sakramente med en gave, som man får af en nær ven eller et kært familiemedlem. Der er noget af giveren i selve gaven. Gaven forbinder giver og modtager. Og i Augustins forståelse er sakramentet et tegn på det hellige, på Gud selv. Augustin var stærkt inspireret af den græske filosof Platon (427-347 f. Kr) og hans lære om idéernes verden, som afspejlede sig i menneskets sjæl. På samme måde har tegnet også del i den virkelighed, det formidler.
Det ældste kendte billede af Augustin
fra 500-tallet i Laterankirken i Rom.
Dåben er således ikke blot en neddykning i vand, en renselse. Men idet den troende neddykkes i vand i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn, så kommer den døbte til at tilhøre Gud. På samme måde forholder det sig med kirkens nadver. Her modtager den troende brød og vin forbundet med ordene om, at dette er Jesu legeme og blod, som gives til syndernes forladelse.
Ifølge Augustin er elementerne brød og vin sammen med ordene det, der gør handlingen til et sakramente. Den troende får nu del i det, som Jesus Kristus har gjort for mennesker, nemlig frelst fra deres synder ved sin egen død på korset.
Augustin af Hippo
Jesus Kristus er det egentlige sakramente, siger Augustin. Det guddommelige, Gud selv, er kommet ind i menneskers verden som Jesus Kristus for at frelse mennesket fra den synd, som det har siddet fast i siden Adams og Evas syndefald. Kirken formidler nu denne frelse videre gennem sakramenterne, som for Augustin først og fremmest er dåben og nadveren.
Aurelius Augustin om begrebet 'tid'
Hvad er tid?
Det siges om den lærde kirkefader Aurelius Augustin, at hvis ingen spurgte ham, da vidste han hvad tid er, men hvis nogen spurgte ham, da vidste han det ikke. 'Si non rogas intelligo', skal han have sagt.
Den katolske kirkes opfattelse
Augustins opfattelse blev bestemmende for den katolske kirkes opfattelse. Dog understregede man i løbet af middelalderen en mere realistisk opfattelse. Det gjaldt især læren om nadveren. Brødet og vinen blev reelt til Jesu legeme og blod, når præsten sagde indstiftelsesordene.
Den katolske kirke
Den katolske kirke regnede efterhånden med syv sakramenter:
-
Dåben er det første sakramente, der gives til den nyfødte. Her tager Gud mennesket til sig, og det bliver Guds barn som ved en ny fødsel. Det modtager Helligånden, Guds kærligheds Ånd. Det er ved dåben, at den enkelte bliver medlem af kirken.
- I bodens sakramente tilstår den enkelte sine synder, fortryder dem og får dem slettet ved syndernes forladelse, som gives gennem præstens ord.
- Nadveren: Katolikker tror, at når præsten siger ordene: "Dette er mit legeme" og "Dette er mit blod", bliver brødet og vinen virkelig forvandlet til Jesu Kristi legeme og blod.
Alterkalken
- Firmelsen eller konfirmationen hænger sammen med dåben. Selve konfirmationshandlingen foretages af kirkens biskop, der lægger sin hånd på den unges hoved og med indviet olie tegner et kors på hendes pande med ordene: Vær beseglet med Helligånden, Guds gave. Nu er den unge kaldet og styrket til at leve med Den salvede, det vil sige Messias, som sit forbillede.
- Ægteskabet regnes også af den katolske kirke som et sakramente. Foreningen af kvinde og mand i ægteskabet et tegn på, at den materielle og fysiske del af verden er god og skabt af Gud. Børnefødsel og familieliv har ægteskabet som forudsætning.
- Sygesalvelse skal styrke den syges mod og håb.
- Og endelig regnes ordinationen til præst med som et sakramente.
Luther og sakramenterne
Martin Luther (1483-1546) mente kun, at der kunne være to sakramenter: dåb og nadver. Han krævede, at der var baggrund i Bibelen for det, som kirken gjorde, og om sakramenterne krævede han, at de skulle være indstiftet af Jesus selv. Det gjaldt ifølge Luther kun dåben og nadveren.
Troen er det afgørende for opfattelsen af sakramentes betydning, mente Luther. Troen og dåben hører sammen på den måde, at den døbte altid har sin dåb at falde tilbage på. Den handling, der blev foretaget ved dåben og de ord, der blev sagt har en blivende betydning. Nu hører den døbte Gud til og det er, hvad den døbte fremover kan holde sig til. Troen er ikke en betingelse eller forudsætning for dåben. Tværtimod så kommer troen af det, som er sket i dåben. Derfor er dåben ifølge Luther altid en barnedåb også selv om det er en voksen, der døbes.
Martin Luther (1483-1546)
Vedrørende nadveren afviste Luther den katolske kirkes opfattelse af, at der sker en forvandling af brød og vin til Jesu legeme og blod ved præstens indstiftelsesord. For Luther er nadveren et fællesskab med Jesus Kristus, som kun kan erfares i troen. Når præsten ved uddelingen siger, at brødet og vinen er Jesu legeme og blod, så sker der ingen forvandling. Brødet forbliver brød, og vinen forbliver vin. men det er Kristus selv, der giver dette måltid mening. Sådan har Jesus Kristus valgt at give sig til kende for mennesker. Kristus er til stede i, med og under brøds og vins skikkelse, sagde Luther.
[ - ]
0118
|
