|
Dagens Helgen : Sankt Augustin |
06:49:35 |
 Det ældste kendte billede af Augustin fra 500-tallet i Laterankirken i Rom.
Biskop Sankt Augustin af Hippo.
Glasmosaik-vindue med Skt. Augustinus, Lightner Museum.
"El Sant i el Diable", angiveligt Sankt Augustin og djævelen, af Michael Pacher, 1471-75, fra alteret i Sankt-Wolfgang (Múnic, Alte Pinakothek).Sankt Augustin tvinger djævelen til at deltage i den kristne liturgi.
Augustin døbes af biskop Ambrosius.Legenden vil vide, at hymnen, Te Deum, blev til i den påskenat, da Ambrosius døbte Augustinus: Ved guddommelig indskydelse havde Ambrosius istemt hymnen, og Augustinus havde fortsat. 
Salmen Te Deums første linje på farvet glas.Sorrowful Mother Shrine Chapel (Bellevue, Ohio). 
Te Deum fra Frankisk salmebog, midten af det 8. århundrede. Vat_Reg_Lat_11_230v. 
Marc-Antoine Charpentier (født 1643, død 24. februar 1704) var en fransk barokkomponist. Han skrev operaer, men er mest kendt for kirkemusik.Charpentier har komponeret et musisk underlæg til salmen Te Deum. Præludiet til denne er måske bedre kendt som: "Eurovision melodien" også kendt fra det årlige Europæiske Melodi Grand Prix. |
Helgenen: Sankt Augustin
Trump - countdown: 2 år 346 dage 12 timer og Indholdsfortegnelse :Augustin af HippoBarndom og ungdom Helgen Religiøs og filosofisk udvikling Arvesynden Om Guds stad Salmen: Te Deum Te Deum Marc-Antoine Charpentier Charpentiers Liv Charpentiers data
Augustin af Hippo 🔝Eller Aurelius Augustinus (født 13. november 354, død 28. august 430) var den mest berømte teolog, kirkefader og filosof i sen-antikken. Hans far var hedensk og hans mor var kristen.På grund af hans åbenhjertige selvbiografi – en af de første – ved vi mere om Augustin end om nogen anden fra samme tid. Han blev født i den romerske by Tagaste (det nuværende Souk Ahras i Algeriet) på den nordafrikanske kyst. Han studerede de latinske klassikere i Karthago med tanke på at blive sagfører og tog en tjenestepige til elskerinde. Han underviste i filosofi i Karthago, inden han drog til Rom, hvor senatet stadigvæk holdt til, og derfra til Milano, hvor kejser Theodosius den Store holdt hof, og hvor Augustin blev udnævnt til professor i retorik i 384. Han lod sig døbe i 386, og efter fem år på Sicilien og i Tagaste, blev han udnævnt til biskop i Hippo i 396. Her boede han til sin død. Hans sidste år var en meget urolig tid, idet vandalerne krydsede Middelhavet til Nordafrika og bevægede sig vestpå mod Hippo og Karthago. Som de fleste germanske stammer var vandalerne arianere, og Augustin så den katolske kirkes autoritet vakle i takt med deres fremrykken. For ham var hans skrifter ingen teoretisk bevisførelse, men en desperat kamp for den type kristendom, han mente var den rigtige. Han anså det som en realistisk mulighed, at han kunne ende som martyr. Barndom og ungdom 🔝Augustin blev født i byen Tagaste i Numidia, i det romerske Nordafrika (nu Souk Ahras i Algeriet). Han blev født efter kejser Konstantin den Stores omvendelse i en tid, hvor Nordafrika fik et stadigt stærkere indslag af græsk kristen kultur, mens den latinske kultur blev svækket. Kirken i området var præget af splittelser.Hans fader, Patricius, var romersk borger og tjenestemand med godt ry. Moderen, Monika, var kristen, mens faderen var hedning – han lod sig dog døbe kort tid før sin død. Hun fik ikke døbt den lille dreng men sørgede for, at han tidligt fik undervisning i kristendommen. Da Augustin som ung dreng blev alvorligt syg, bad han om at blive døbt, men han blev rask, før det blev gjort, og udsatte dåben. Det var ikke usædvanligt på den tid, da man ønskede at vente så længe som muligt med at lade sig døbe af frygt for at begå synder efter dåben. Faderen var streng, og han var aldrig virkelig fortrolig hverken med Monika eller Augustin. Men han bidrog til at forme sønnen, da han lærte ham at beundre de latinske klassikere. Det skulle blive til stor nytte i hans forfatterskab. Hans kendskab til græsk blev dog begrænset. Monika, som i katolsk tradition ses som et billede på en perfekt moder, betød meget for Augustin og hans søskende – man kender en broder, Navigius, og en søster, som døde som konsekreret jomfru og abedisse, under en tidlig form for ordensliv. Augustin fik sin uddannelse i Tagaste og derefter i Madaura. I 370 blev han sendt til Kartago for at fuldføre uddannelsen og fik snart en ledende rolle på retorikskolen. Med et ønske om at blive jurist studerede han retorik fra 372 til 375, men ved slutningen af studiet valgte han at undervise. Han underviste i retorik fra 375 og drev sine egne skoler i retorik og grammatik i ni år. Efter at have læst bogen "Hortensis" af den romerske advokat, politiker, taler og forfatter Cicero (106-43 f.Kr.) blev han interesseret i filosofi (bogen er senere gået tabt). Han studerede blandt andet Platons værker, og fra 373 og flere år frem over var han og vennen Honoratus tiltrukket af Manikæismen, en kristen sekt, som mente, at den åndelige verden var skabt af Gud, mens den materielle verden var skabt af den onde. Augustin forkastede det meste af den tro, som hans moder havde lært ham, men fandt heller ikke fred i Manikæismen. I sin Confessiones skriver Augustin:
Helgen 🔝Augustin blev regnet som helgen lige efter sin død. I 496 bragte kristne flygtninge fra Hippo hans relikvier til Sardinien. I 723 blev de fragtet videre til Pavia af langobardkongen Liutprand. De blev bisat i kirken San Pietro in Ciel d'Oro, og i det 14. århundrede blev der opført et smukt gravmonument i hvid marmor der. En del af hans relikvier blev bragt til Hippo i 1842.Hans helgenkult spredte sig hurtigt. I det 8. århundrede blev hans fest fejret i Rom. Sammen med Ambrosius, Gregor den Store og Hieronymus regnes han som en af de vestlige kirkelærere, og har tilnavnet Nådens lærer (Doctor gratiae). Mindedagen er i vestkirken 28. august, hans dødsdag. I østkirken er han ikke kommet med i helgenkalenderen, selv om han levede længe før det store skisma; hans værker og hans teologi hører klart hjemme i den vestlige tradition, og hans gennemslagskraft i øst har aldrig været stor. Reglen, som han skrev for et kloster i Hippo, er brugt af mange ordener og kongregationer. Det er to ordener, som regnes som augustinere i egentlig forstand: Augustinerkorherrerne og Augustinereremitterne. Religiøs og filosofisk udvikling 🔝Aurelius Augustinus gennemgik en interessant personlig og filosofisk udvikling fra manikæismen over skepticismen til en nyplatonisk inspireret kristendom. Augustins omvendelse til kristendommen i år 387 markerer et vendepunkt i hans tænkning. Hans skeptiske holdning til den romerske statsreligion er fra da af afløst af et forsvar for den.Den katolske kirke fremholdt Bibelen som kilde til sand visdom, hvad unge romere med Augustins uddannelse og baggrund oplevede som absurd. Det gamle testamente var fyldt med besynderlige historier oversat til dårlig latinsk prosa. Den, der var opvokset med Ciceros og Vergils sublime sprog, blev forvirret og frastødt af Det gamle testamentes form og indhold. Som mange andre uddannede romere var Augustin tiltrukket af manikæismen og dens forsøg på at forene ulige religioner. I manikæismen var Kristus en stor lærer, der ikke behøvede støtte fra Det gamle testamentes profeter. I Milano blev Augustin fascineret af biskop Ambrosius. Ambrosius' syn på kristendommen som en åndelig religion, med sjælene som ikke-fysiske enheder inden i legemets forgængelige kød, var nyt for Augustin, der som de fleste andre havde tænkt sig Gud som et fysisk nærvær. Platons syn var, at idealernes verden udgjorde sjælens tidløse, fuldkomne hjemsted, mens den virkelige verden fremviste et forfald, der blev værre. Men hvor Platon mente, at den ideelle verden kunne nås frem til ved hjælp af fornuft og tanke, mente Plotin, at dette tværtimod placerede Gud helt udenfor rækkevidde af menneskelig tanke. Som Augustin senere skrev om Gud: "Jeg forstod, at jeg var langt borte fra Dig." Ambrosius' tolkning af Plotin tiltalte Augustin og fik ham til at droppe manikæismen til fordel for katolicismen. Han lod sig derfor døbe i 386. Inspireret af nyplatonikerne Origenes og Plotin samt apostelen Paulus var hans mission at transformere den antikke kultur efter de nye kristne idealer, og formulere den kristne filosofi og tanke som en frigørelse fra den antikke. Der var altså ikke tale om et brud med platonismen, men snarere en videreførelse og optagelse af den i kristendommen. Arvesynden 🔝For Augustin var det centrale spørgsmål i kristendommen, hvor det onde kommer fra, hvis Gud er både almægtig og god. Manikæerne forklarede det med, at en ond gud deler magten med en god gud. Augustin afviste den løsning. Han ville konfrontere det onde, ikke blot undgå det. Spørgsmålet afslører hans gæld til Sokrates og Platon. Ingen havde tidligere tænkt, at der skulle findes en abstrakt enhed kaldet "ond", som var det modsatte af en enhed kaldet "god". Den idé opstod i det post-klassicistiske Grækenland.Problemet var at forene Det gamle testamentes hævngerrige Jahve med en kropsløs helligånd og den milde, tilgivende Kristus. Augustin besluttede, at Jahves barske påbud var nødvendige for at holde de onde mennesker på plads. Her greb han til en doktrin, kendt fra flere religioner i det senromerske kejserdømme, nemlig den om arvesynden. Han anførte, at Adam og Eva blev skabt fuldkomne, men bragte det onde ind i verden ved at handle forkert. Deres efterkommere kunne leve eksemplariske liv, men bar alle med sig en mulighed for at vælge det onde. Særlig bekymrede Augustin sig for kønsdriften, måske pga. sin egen udsvævende ungdom. Overbevisningen om at mennesker er født slette, hjalp til med at forklare, hvorfor så mange led og døde, mens den verdslige verden brød sammen om dem. Efter år 412, da man begyndte at læse Augustins Bekendelser, protesterede Pelagius mod begrebet arvesynd. Han troede ikke på, at menneskers anstrengelser for at blive bedre var uden betydning pga. en handling i fjern fortid, eller at Adams fejltrin kunne have dømt menneskene til fortabelse. Pelagius' tilhænger, Julian fra Eclanum, skrev til Augustin, at begrebet arvesynd var "usandsynligt, usandt, uretfærdigt og ugudeligt; og dertil får det til at se ud, som om Djævlen skabte mennesket." Om Guds stad 🔝Augustins syn på det korrekte liv for en kristen, skulle appellere til alle i menigheden – til den utro ægtemand; til kvinden, der var uønsket gravid; og til den fattige, der ønskede sig en bedre tilværelse. Her viste Augustin, der ellers var så fordømmende mod menneskeheden, tolerance. Han greb til nyplatonikernes tro på en fjern gud, som anså menneskene som en ubetydelig del af sit skaberværk. En kristen skal handle rigtigt for sin egen skyld, for ved at befri sig fra onde lyster, opfatter han nemmere Guds kærlighed. Dette har dog ingen betydning for Guds endelige dom, for enkeltmenneskets skæbne er allerede afgjort. Gud behøver ikke at vente til dommedag for at dømme den enkelte, for det er jo Ham, der dikterer folks handlinger og tanker. Ifølge Om Guds stad er menneskene delt i dem, der bor i Babylon, det ondes stad, og dem, der bor i Jerusalem, Guds stad. Babylon vil udslettes på dommedag, mens Jerusalem skånes. Menneskene er Guds foretrukne skabninger, mens deres liv og lidelser er uden interesse for Ham. Deres handlinger er forudbestemte, og deres frie vilje kun en illusion. Men om de er syndere uden håb om frelse, kan de alligevel handle efter Guds bud og derved ære Ham. – Sådan konstruerede Augustin en verden, hvori Gud har forudbestemt alt, men hvor menneskene alligevel besidder en fri vilje til at handle rigtigt. Det er en selvmodsigelse, og som filosofisk argument holder det ikke vand; men det lykkedes som en opskrift på et kristent liv i en ond verden. Augustins teologi er en dyster, sammensat og selvmodsigende vision, men kom til at danne grundlaget for Vestens kristendom.Salmen: Te Deum 🔝Te Deum 🔝[Dette appendix er opdateret d. 08/10 2025]Te Deum, Tedeum eller ambrosiansk lovsang kaldes en allerede i oldtiden almindelig brugt hymne til Treenighedens pris, Te Deum laudamus ("Vi love dig, Gud"), efter de første ord også kaldet Tedeum. Man henførte den til den store hymnedigter Ambrosius; legenden ville endog vide, at hymnen blev til i den påskenat, da Ambrosius døbte Augustinus: ved guddommelig indskydelse havde Ambrosius istemt hymnen, og Augustinus havde fortsat. Ambrosiansk lovsang er imidlertid en gammel østerlandsk hymne, der er blevet oversat til latin. Ved almindelig katolsk gudstjeneste har den stedse på de allerfleste festdage været stående lovsang. I Middelalderen gengav man hymnen i folkelige oversættelser. Luther oversatte den 1529 (Herr Gott, Dich loben wir), og den blev brugt ved de fleste lutherske gudstjenester, udført af to kor, der svarede hinanden. I dansk og norsk salmebog findes den gengivet (O store Gud, vi love dig, (Den Danske Salmebog 2003 nr. 9). Denne gamle hymne dateres normalt til omkring år 390 og ses muligvis som skrevet af enten Sankt Ambrosius eller Sankt Augustin. Eller måske en anden, for alt hvad vi ved. Den, der skrev den, vidste dog helt sikkert, hvad han (eller hun!) lavede. Nogle virkelige store navne gennem århundrederne har prøvet den, hvoraf en af de mest berømte er Franz Joseph Haydn omkring år 1800. Værket af Marc-Antoine Charpentier, Te Deum, med "Le Parlement de Musique", dirigeret af Martin Gester, er bestemt heller ikke at foragte. Præludiet til denne er måske bedre kendt som: "Eurovision melodien" også kendt fra det årlige Europæiske Melodi Grand Prix. Her kommer den originale tekst med løs oversættelse fra Latin til Dansk:
Bemærk, at "confitemur" har samme rod som "confide". Hvis du betror dig til nogen, bekender du ofte noget til den person.
Det første spørgsmål, der skal stilles om denne oversættelse, er: "Har det latinske ord, Tibi, noget at gøre med dit skinneben?" Nej. Dit skinneben er opkaldt efter et gammelt græsk blæseinstrument, lidt ligesom en fløjte. Så hvad betyder "Tibi"? Dybest set betyder det: "til dig (jer)".
Det store ord i versets sidste linje, "Paraclitum", er gengivet på engelsk som "Paraclete". Det beskriver "Talsmanden", den tredje person i Treenigheden, og der menes "Trøster" eller "Hjælper".
Hvad i alverden handler det her om "Du [Jesus] afskyede ikke Jomfru Marias livmoder"? Den formulering virker lidt hård, især da vi i dag bruger ordet abhor = "afsky" som et synonym for "hade" eller "forstøde". Bemærk dog, at jeg også vil nævne "frygte", som et synonym. Linjen understreger et centralt princip i kristen lære: Kristi villige inkarnation, det vil sige at iklæde sig kød og blod. What on earth is this business about "You [Jesus] did not abhor the Virgin's womb"? That wording seems a bit harsh, especially since we use the word "abhor" today as a synonym for "hate" or "detest." Note, however, that I listed "dread" as one of the synonyms above. The line emphasizes a central tenet of Christian doctrine: the willing incarnation, that is, taking on flesh, of Christ.
Ser du det engelske ord "sequence" i "saeculum" eller "saeculi"? Jo, det burde du! En af dets betydninger er "alder, tid, tiderne, en æra" - med andre ord, en lang tidssekvens. Do you see the English word "sequence" in "saeculum" or "saeculi"? Well, you should! One of its meanings is "age, time, the times, an era"—in other words, a long sequence of time. --------------------------
Jeg har altid elsket det latinske ord for barmhjertighed: "misericordia", bogstaveligt talt "medlidenhed fra hjertet". Og hvis du synes, at "miserere" har en stærk lighed med "elendighed", så har du ret. Hvis jeg er ulykkelig eller ynkelig, så har jeg brug for barmhjertighed eller medlidenhed. De to begreber synes at være blevet flettet sammen: den elendige situation og den håbede reaktion. Jeg håber, at det foregående har uddybet din forståelse af denne salme, uanset hvilken indstilling du synger eller hører den i. Her er blot et par af dem: Først en opførelse i Peterskirken i Rom af i det mindste en version af den gregorianske sangindstilling. Komplet med kåber og processioner og det store orgel. De originale opførelser af stykket ville naturligvis ikke have haft noget akkompagnement. Jeg kunne ikke finde en version med munke i hætter, der sang a capella, så du må finde dig i alle disse ceremonielle udsmykninger. So Sorry! Marc-Antoine Charpentier 🔝Charpentier (født 1643, død 24. februar 1704) var en fransk barokkomponist. Han skrev operaer, men er mest kendt for kirkemusik.Charpentier har komponeret et musisk underlæg til salmen Te Deum. Charpentiers Liv 🔝Han blev født i eller nær Paris som søn af en mesterskribent med gode forbindelser til Det parisiske parlament. Han fik musikundervisning som barn og tog som 18-årig til Rom, hvor han var 1667 – 1669. Der studerede han hos den italienske komponist Giacomo Carissimi. Tilbage i Frankrig med stor viden om barokmusik arbejdede han hos Marie af Lorraine til hendes død i 1688.Charpentiers data 🔝
|
|
