 Helgenen, Kirkefaderen og Modpaven, Sankt Hippolytus.
Sankt Hippolytos blev sønderrevet ved at blive trukket af vilde heste og en sådan voldsom dødsform kombineret med en kristen tro har givet den historiske Hypolitus sin helgenstatus.
Saint-Hippolyte. Glasmaleri i Saint-Jean-Baptiste-kirken i Saint-Jean-sur-Vilaine.
Mosaik af Sankt Hippolytus af Rom fra basilikaen Sant'Apollinare Nuovo i Ravenna.
|
Helgenen: Sankt Hippolytus
| Særligt fokus : | Han udøvede stærk kritik af biskopperne i bl.a. Rom og fungerede som den første "Modpave". |
| Sekundært fokus : | Kirkefader. |
| Diverse : | . |
| Helgenkåret : | Efter sin død kåret til helgen som Sankt Hypolitus. |
| WEB site : | https://gadekrydset.dk/Alamank/Helgener/?dnr=66
Denne side er blevet vist: 381 gange.
Opdateret: 13/08 2025 - Filstørrelse: 8.9 kBt. |
Per Deum countdown: 30 år 257 dage 11 timer og 13 min.
Trump - countdown: 2 år 319 dage 18 timer og 13 minutter.Indholdsfortegnelse :
Sankt Hippolytus
Modpaver
Hippolytus' skrifter
| | Nedenstående tekst vises på ca.: 5 skærmsider med 4 illustrationer. |
Hippolytus (død 235, på dansk Hippolyt eller Hippolytos (hippo=hest) var en af den tidligste kristendoms betydeligste skribenter. Han betegnes som kirkefader, var tilsyneladende en overgang modpave og efter sin død kåret til helgen som Sankt Hippolytus.
Hippolytus festdag der også er hans navnedag er d. 13. august.
Han var en græsk kirkeskribent. Han blev dømt til slavearbejde på Sardinien og døde der.
Hypolitus var en lærd teolog og den betydeligste skribent inden for den romerske kirke i det 3. årh. Han udøvede stærk kritik af biskopperne i bl.a. Rom og fungerede som den første "modpave". Blev deporteret af romerne under forfølgelserne af de kristne og var i arbejdslejr sammen med paven som han blev forsonet med.
Han døde i fangenskab på Sicilien ca. år 235. Hypolitus er en meget værdifuld kilde til kristne skikke, ritualer og livsformer i begyndelsen af det 3. årh. i Rom.
Hypolitus (død 235), på dansk undertiden kaldet Hippolyt eller Hippolytos, var en af den tidligste kristendoms betydeligste skribenter. Han betegnes som kirkefader, var tilsyneladende en overgang modpave og efter sin død kåret til helgen som Sankt Hypolitus.
Hypolitus må være født i anden halvdel af det 2. århundrede, sandsynligvis i Rom. Han omtales af Photius som discipel af Irenaeus eller som tilhørende dennes teologiske retning.
Han var presbyter i den romerske kirke under Biskop Zefyrinus i begyndelsen af det 3. århundrede, hvor en ung Origenes, der senere som Hypolitus blev kendt som kirkefader, hørte ham.
På grund af uenigheder om teologiske spørgsmål og kirkens disciplin kom Hypolitus i åben konflikt med Zephyrinus, som han beskyldte for at give for lang snor til monarkianismen, der var en kættersk bevægelse, samt for at undergrave den kristne kirkes disciplin ved at lade folk, der havde gjort sig skyldige i grove forbrydelser, komme tilbage til kirken.
Det kom til et brud med paven og da Zephyrinus døde og der skulle vælges ny pave i 217, var Hypolitus og en markant del af den romerske kirke ikke tilfreds med valget hans efterfølger Callistus, så Hypolitus blev valgt som pave parallelt med denne. Denne situation er opstået flere gange senere i historien og man omtaler den uofficielle pave som modpave. Hypolitus regnes som regel for at være den første modpave.
Under den romerske kejser Maximinus I Thrax oplevede den kristne kirke store forfølgelser og Hypolitus blev sammen med Callistus efterfølger, Pave Pontianus, deporteret til Sardinien i 235, hvor begge døde. På det tidspunkt var Hypolitus åbenbart blevet forsonet med den officielle kirke, idet ligene af både Pontianus og Hypolitus det følgende år blev bragt til Rom, hvor de fik officielle begravelser.
Eftertiden har tillagt ham en dramatisk død svarende til den, legenden tillægger hans mytologiske navnebror Hippolytos, der var søn af Theseus. Der var tale om, at Hippolytos blev sønderrevet ved at blive trukket af vilde heste og en sådan voldsom dødsform kombineret med en kristen tro har givet den historiske Hypolitus sin helgenstatus.
Kirkefaderen og teologen Hypolitus (170-235) fremhæves ofte som den første modpave, fordi han kom i konflikt med den daværende pave Zefyrinus over, hvordan kirken skulle forholde sig til den teologiske lære monarkianisme, som dyrkede forestillingen om Guds enhed og herigennem nedprioriterede Kristi guddommelighed. Hypolitus mente, at Zefyrinus var for mild i sin holdning til den voksende kristne sekt. Den interne strid i kirken opblussede, da Zefyrinus døde og hans højre hånd Callistus blev udnævnt i stedet for Hypolitus, som ligeledes havde mange tilhængere.
Konflikten delte de næste mange år kirken i to lejre og førte herved til det første skisma, hvilket er den betegnelse, som bruges om intern kirkelig splittelse. Det er dog usikkert, hvorvidt Hypolitus rent faktisk erklærede sig for Roms biskop og derfor kan han måske ikke kaldes for en decideret modpave.
Modpaver fra 217 - 1449.
En modpave var i middelalderen en pave, som kejseren eller et oppositionsparti fik valgt i konkurrence med den retmæssige pave og som ikke anerkendes i den officielle Katolske paveliste.
Modpaverne var i høj grad medvirkende i både det katolske og det statslige politiske spil, op gennem årene.
Kirkefaderen og teologen Hippolytus (170-235) fremhæves ofte som den første modpave, fordi han kom i konflikt med den daværende pave Zefyrinus over, hvordan kirken skulle forholde sig til den teologiske lære monarkianisme. Modpave Felix V, 1439-1449, var den sidste af slagsen.
| • | Laurentius (498-499 og 501-506) |
| • | Dioskur (september-oktober 530) |
| • | Teodor (september-december 687) |
| • | Paschalis (oktober-december 687) |
| • | Anastasius III (august-september 855) |
| • | Bonifatius VII (juni-juli 974 og 984-85) |
| • | Gregor VI (juni-juli 1012) |
| • | Albert (februar-marts 1102) |
| • | Celestin II (december 1124) |
| • | Kletus (Anakletus) II (1130-38) |
| • | Viktor IV (marts-maj 1138) |
| • | Benedikt XIII (1394-1423) |
| • | Johannes XXIII (1410-15) |
Ialt ca. 40 stk.
Hippolytus er berømt for sin omfattende skribentvirksomhed, der skulle inkludere bibelfortolkning, forsvarsskrifter for kristendommen og kirkeret. Desværre er hans arbejder ikke bevaret i en tilstand, så det har været muligt for moderne forskere at verificere hans betydning.
Blandt de bedst bevarede skrifter er Kommentar til profeten Daniel og Kommentar til Højsangen samt et polemisk skrift med titlen Argument mod al kætteri, der er blevet kendt under titlen Philosopumena. Det bestod oprindeligt af ti bind, men bind to og tre er ikke bevaret. Selv om værket har været meget berømmet, regnes det nu om stunder ikke for at være særlig vigtigt; blandt andet er en række informationer heri fundet at være utroværdige.
Tillige skrev Hippolyt en kirkeordning: "Den apostolske tradition", der bl.a. omhandler det oldkirkelige katekumenat.
|
Helgener i databasen:
Anvendt kilde materiale:
Det dynamisk skiftende indhold på denne side er sammensat af bearbejdet materiale, der fortrinsvis er inspireret af fakta fra ovenstående links. Disse links er i sig selv og i høj grad spændende og anbefalelsesværdig læsning.
Jeg påberåber mig således ingen former for ophavsret over nærværende materiale.
Jeg takker hermed for inspiration. :-)
Per Deum 2026.
|
