Beskrivelse af Zacharias, der var Pave i år 741-752

Sct. Peter var den første biskop af Rom og dermed den første Pave i historien.
Der er opstået tradition for at biskoppen over Rom, er den katolske kirkes overhovede og dermed Pave for hele den katolske verden. Pavetitlen bliver dog først brugt efter år 300.
Kirken ledes af paven, der anses som Sankt Peters efterfølger. Den opfattelse stammer fra Matthæusevangeliet, hvor Jesus giver Peter nøglerne til himmeriget.
Jesus sagde følgende ord til Peter, som kan læses på indersiden af kuplen i
Peterskirken: ''Du er Peter (klippen) og på denne klippe vil jeg bygge min Kirke.
Dig vil jeg give nøglerne til himlens rige''.





    B: 1.179.853
     LU: 09:08

Pave Zacharias i tal :
Nummer 91 i paverækken

Begivenhed: Dato:Varighed:
Født :   ? 679  0
Pavevalgt :Fredag 10. Dec. 741 Ca. 62 år
Papiat slutter :Tirsdag 22. Mar. 752 10,2 år
Fratrådt/Død  alder : Ca. 73 år





Det dynamisk skiftende indhold på denne side er sammensat af bearbejdet materiale, der fortrinsvis er inspireret af fakta fra ovenstående links. Disse links er i sig selv og i høj grad spændende og anbefalelsesværdig læsning.
Jeg påberåber mig således ingen former for ophavsret over nærværende materiale.
Jeg takker hermed for inspiration. :-)
M. Due 2024













Zacharias - 741-752 :

Zacharias (San Zaccaria)
Zacharias var pave i Rom fra 10. December 741 til 22. Marts 752, han støttede St. Bonifacius missionsvirksomhed blandt frankerne.
Han styrkede sin position ved at anerkende Pippen den Lille som frankernes konge. Zacharias kom fra en græsk familie fra Calabrien og blev valgt til pave i år 741, den sidste græske pave. Zacharias fik Liutprand, som var konge over Longobarderne, til at tilbagegive de erobringer, han havde gjort fra pavestolen, og fik efter dennes død en from kriger Ratchis valgt til Longobardernes konge. Få år efter anerkendte han Pipin som frankernes konge og skaffede derved pavestolen en støtte i onde tider.
På Zacharias anmodning blev nogle relikvier stammende fra grundlæggeren af Benediktinerordenen, munken Benedikts jordiske rester ført tilbage til Montecassino Kloster, hvor Benedikt oprindeligt var begravet ved siden af sin søster Scholastica. I 673 var Benedikts jordiske rester nemlig blevet overført til Fleury-klostret i St.-Benoft-sur-Loire i Nordfrankrig. Zacharias bragte således orden i tingene igen.
Da Pave Pius IV godkendte indvielsen af en kirke til de 7 Ærkeengle: Michael, Raffael, Geudiel, Sealtiel, Gabriel, Barachiele og Uriele, opstod en diskussion blandt teologerne om antallet af ærkeengle og disses navne. På et tidspunkt havde Pave Zacharias nemlig erklæret, at der kun måtte nævnes 3 ærkeengle: Michael, Gabriel og Raffael.
Årsagen til Zacharias erklæring kan være, at nogle personer på et tidspunkt nærmest tilbad 8 navngivne engle som afguder og derfor blev ekskommunikeret. Derfor dekreterede Zacharias på Koncilet i Laodicea, at man ikke måtte nævne andre englenavne end de 3: Michael, Gabriel og Raffael.
I året 751 advarede pave Zacharias foruden imod hestekød stærkt imod at spise kød af harer, bævere, storke, krager og alliker.
Pave Zacharias dør den 22. Marts 752 og allerede dagen efter vælges en ny Pave, Stefan, men han dør straks efter, inden indsættelsen, og istedet bliver Stefan II Pave den 25. Marts.

Pave Zacharias (Latin: Zakarias; 679-22 marts 752) var pave fra 10 December 741 til sin død i 752. an var græsk fra Santa Severina, Calabrien, han var den sidste pave i det byzantinske pavedømme. Sandsynligvis var han diakon i den Romerske kirke og underskrev, som sådan dekreter ved det romerske Koncil i 732 og var på fortrolig fod med Gregor III, hvem han efterfulgte den 5. December 741.

Liv

Zacharias var en klog og subtil diplomat. Hans forgænger alliance med det langobardiske hertug af Spoleto sætte pavelige byer risiko når hertugerne af Spoleto og Benevento oprør. Zacharias viste at Kong Liutprand langobarden direkte. Respekt for Zacharias restaureret kongen til kirken i Rom alle område beslaglagt af langobarderne og sendt tilbage fanger uden løsepenge. Den moderne historie (Liber Pontificalis) hviler hovedsageligt på Zacharias' store personlige indflydelse med Liutprand, og hans efterfølger Ratchis. Hans takt i beskæftiger sig med disse fyrster i en række forskellige nødsituationer bidraget til gemme Eksarkatet Ravenna fra langobarden angreb.

En korrespondance af betydeligt omfang og af stor interesse mellem Zacharias og Sankt Bonifacius, Apostlen af Tyskland, overlever, og viser, hvor stor var denne pave indflydelse på begivenhederne i Frankrig og Tyskland. Han opmuntrede aflejring af den sidste merovingiske konge af frankerne, Childerik III, og det var med hans sanktion at Boniface kronet Pipin lille som konge af frankerne ved Soissons i 752. Zacharias angives at have protesterede med den byzantinske kejser Constantine V Copronymus på den del, han havde taget i den billedstormende kontrovers.

I bestræbelserne på at kristne Rom bygget Zacharias den oprindelige kirke Santa Maria sopra Minerva over et gammelt tempel for Minerva i nærheden af Pantheon. Han er også restaureret slottet Lateran flytter levn fra lederen af Sankt George til Kirke af San Giorgio al Velabro. Visse venetianske købmænd har købt på Rom mange slaver til at sælge til Maurerne i Afrika, Zacharias forbød sådan trafik, og betale handlende deres pris, gav slaverne deres frihed.

Pave Zacharias døde den 22. marts 752 og blev begravet i Peterskirken. Hans efterfølger blev Stephan, der døde inden sin indvielse og ikke betragtes som en gyldig pave. Han blev derefter efterfulgt af en anden Stephan, der blev Stephan II.

Breve og dekreter af Zacharias offentliggøres i Jacques Paul Migne, Patrolog. lat. XCI. s. 917–960.

Pope Zachary (Latin: Zacharias; 679 – 22 March 752) was Pope from 10 December 741 to his death in 752. A Greek from Santa Severina, Calabria, he was the last pope of the Byzantine Papacy. Most probably he was a deacon of the Roman Church and as such signed the decrees of the Roman council of 732 and was on intimate terms with Gregory III, whom he succeeded on 5 December 741.

Life

Zachary was a wise and subtle diplomat. His predecessor's alliance with the Lombard Duke of Spoleto put papal cities at risk when the Dukes of Spoleto and Benevento rebelled. Zachary turned to King Liutprand the Lombard directly. Out of respect for Zachary the king restored to the church of Rome all the territory seized by the Lombards and sent back the captives without ransom. The contemporary history (Liber Pontificalis) dwells chiefly on Zachary's great personal influence with Liutprand, and with his successor Ratchis. His tact in dealing with these princes in a variety of emergencies contributed to save the Exarchate of Ravenna from the Lombard attacks.

A correspondence of considerable extent and of great interest between Zachary and Saint Boniface, the apostle of Germany, survives, and shows how great was the influence of this pope on events in France and Germany. He encouraged the deposition of the last Merovingian king of the Franks, Childeric III, and it was with his sanction that Boniface crowned Pepin the Short as King of the Franks at Soissons in 752. Zachary is stated to have remonstrated with the Byzantine emperor Constantine V Copronymus on the part he had taken in the iconoclastic controversy.

In the effort to Christianize Rome, Zachary built the original church of Santa Maria sopra Minerva over an ancient temple to Minerva near the Pantheon. He also restored the Lateran Palace, moving the relic of the head of Saint George to the church of San Giorgio al Velabro. Certain Venetian merchants having bought at Rome many slaves to sell to the Moors in Africa, Zachary forbade such traffic, and, paying the merchants their price, gave the slaves their liberty.

Pope Zachary died on 22 March, 752 and was buried in St. Peter's Basilica. His successor was Stephen, who died soon before his consecration and is not considered a valid pope. He was then succeeded by another Stephen who became Stephen II.

The letters and decrees of Zachary are published in Jacques Paul Migne, Patrolog. lat. lxxxix. p. 917–960.



                  Katolske begreber:

Afladshandel

Antiochia

Apokryf

Ariani

Arianisme

Arvesynd

Avignon

Basilika

Breviar

Bulle

Camerlengo

Cistercienser

Davids Slægt

Decius

Diokletian

Dominikaner

Donatisme

Døbefont

Dødssynder

Ecclesiast

Exarch

Franciskaner

Galilei

Glas

Gnostiker

Goddag mand økseskaft

Gudsbevis

Hegesippus

Helvede

Herrens år

Ikonoklasme

Inkvisition

Interregnum

Investitur

Irenæus

Janseni

Kanon

Katakomber

Kirkebøger

Kloster

Koncil

Konklave

Korstog

Lateran

Liber Pontificalis

Longobard

Luther

Lydkonge

Malakias

Malakiasrækken

Markion

Matematik

Modpave

Monarkianisme

Monofysitisme

Monoteletisme

Monstrans

Montanisme

Muhammed

Novatian

Nuntius

Oligark

Origenes

Pallium

Paternoster

Patriark

Pavenumre

Paverækken

Pavinde

Pelagianisme

Pontifikat

Påskestriden

Ramaskrig

Ravenna

Sakramente

Sanktus

Saracen

Schweizergarden

Sede Vacante

Simoni

Skisma

Syndefald

Synode

Tiara

Transsubstantiation

Vatikan

Vox-In-Rama

Økumenisk


Ordforklaring :

Exarch
Kloster
Koncil
Lateran
Liber Pontificalis
Longobard
Ravenna

Exarch:

[ - ]
Exarch; Exarchen var ikke en religiøs myndighed.
Det kejserlige exarkat/statholderskab. Exarchen var en officiel myndighed i den østlige romerske (Byzantinske) regering og havde politisk og militær myndighed. Han havde dermed ikke noget med religiøse anliggender at gøre, men paven skulle i mange år anerkendes af Exarchen alligevel.

Exarch (gr. ex-archos = han, som leder).
1. En orientalsk biskop, som på en patriarks vegne leder et område uden for patriarkatet.
2. I de med Rom forenede orientalske Kirker også lederen af et exempt kloster med et bestemt område og de derboende gejstlige og lægfolk.
Exarchen i Ravenna (eller Italien) var et centrum for den byzantinske magt i Italien, fra udgangen af den sjette århundrede frem til år 751, hvor den sidste Exarch blev dræbt af Langobarderne. (de langskæggede)

Exarchatet i Ravenna var organiseret af en gruppe af hertugdømmer (dvs. Hertugdømmet af Rom, Hertugdømmet af Venetia, Hertugdømmet af Calabrien, Hertugdømmet af Napoli, Hertugdømmet Perugia, Pentapolis osv Lucania) som hovedsagelig var de kystnære byer på den italienske halvø, da langobarderne havde magten i baglandet.
Den civile og militære leder af disse kejserlige besiddelser, Exarchen personligt, var repræsentant i Ravenna for kejseren i Konstantinopel. Det omgivende område fra floden Po, som fungerede som grænse med Venedig i nord, til Pentapolis på Rimini i syd, grænsen af marskerne langs Adriaterhavskysten; "de fem byer" det nåede endog ikke kystnære byer, som f.eks Forli. Området ligger på den østlige flanke af Appenninerne; Det var under Exarchens direkte administration og dannede Exarchatet i videste forstand. De omkringliggende områder var styret af hertuger og magistri militium mere eller mindre under hans myndighed. Perspektiv af Konstantinopel fra bestod eksarkat af den italienske provins.
Exarchatet i Ravenna var ikke den eneste byzantinske provins i Italien. Det Byzantinske Sicilien dannede en separat regering sammen med Korsika og Sardinien, sålænge de forblev byzantinske, tilhørte de Eksarkatet i Afrika.

[ - ]

Kloster:

[ - ]
Ordet Kloster betyder "indelukke" og betegner dels et bygningsværk, dels et religiøst fællesskab, som lever adskilt fra det øvrige samfund efter en klosterordens særlige bestemmelser.
Der findes klostre indefor flere religioner.
  • 1 Kristne klostre
  • 2 Buddhistiske klostre
  • 3 Islamiske klostre
  • 4 Hinduistiske klostre
Kristne klostre

I de kristne klostre var meningen med klosterlivet at efterkomme Jesu ord til den rige unge mand: "Vil du være fuldkommen, så gå hen og sælg, hvad du ejer, og giv pengene til de fattige, så vil du have en skat i himlene. Og kom så og følg mig!". Klosterets beboere, der for mænds vedkommende kaldes munke og for kvinders vedkommende nonner, var og er mennesker, der har følt et kald til at forsage verdens velfærd og vie deres liv til Gud.

Ikke alle klostre blev opført i askese. Herunder ses spisesalen fra Leubus kloster i Lubiaz i Polen.


[ - ]

Koncil:

[ - ]
Et Koncil er et kirkemøde for hele eller dele af Den Katolske Kirke. Ordet kommer fra latin "concilium"=Rådsforsamling. Man taler om 4 forskellige typer af konciler: "Concilio Diocesano" eller "Sinodo" indkaldes af Biskoppen, "Concilio Provinciale" indkaldes af Metropolitten (Ærkebispen), "Concilio Nazionale" indkaldes af Patriarken eller Overhovedet for Kirken i det enkelte land.



Endelig er der "Concilio Ecumenico", som indkaldes af Paven og gælder for alle dele af Den Katolske Kirke.

Et Økumenisk Koncil foregår i 3 bestemte faser: Indkaldelsen af de nærmere bestemte grupper gejstlige som skal deltage. Afholdelsen sker under Pavens præsidium eller under en af hans legater. Paven bestemmer de emner, der skal debatteres og om evt. andre forslag skal tages med ind til diskussion. Paven har ret til at opløse Koncilet, eller til at stoppe det eller overflytte det til et andet sted. Den sidste fase er Pavens godkendelse af Koncilets konklusioner.

Koncilier - Romerkirkens generalforsamlinger

[ - ]

Lateran:

[ - ]


Laterankirken (Arcibasilica di San Giovanni in Laterano) er bispedømmet Roms domkirke og dermed pavens sæde, en del af Vatikanstaten og den katolske kirkes fornemste domkirke. Det har historiske årsager. Frem til pavernes ophold i Avignon (fra 1309) var Lateranpaladset lige ved kirken det pavelige palads. Først efter tilbagekomsten fra Avignon blev Vatikanet pavens opholdssted, og selv om Peterskirken er den største, er den ikke en domkirke.

Laterankirken kaldes ofte Alle kirkers mor, og på facaden står indskriften SACROSANCTA LATERANENSIS ECCLESIA OMNIUM URBIS ET ORBIS ECCLESIARUM MATER ET CAPUT (latin for: Den allermest hellige Laterankirke, for hele byen og verden moder- og hovedkirke). Kirken er viet til Jesus Kristus, Johannes Døberen og Evangelisten Johannes.

Kirken er en af de fire patriarkalbasilikaer (de fire største kirker i Rom: Peterskirken, Laterankirken, Santa Maria Maggiore og Sct. Paul uden for murene). I lighed med de andre har den en hellig port, som åbnes, når det hvert 25. år er jubelår. Pilgrimme, der går gennem porten efter at have skriftet deres synder, får fuld aflad.

Den første domkirke blev rejst under kejser Konstantin. Den blev ødelagt af vandalerne, og en ny blev rejst af pave Leo 1. ca. 460. Pave Sergius 3. (904–911) byggede den helt om, efter at et jordskælv havde forårsaget store skader. I 1308 blev den fuldstændig ødelagt af en brand, og flere efterfølgende paver stod for genopbygningen. Under arbejdet blev den igen totalskadet af brand i 1360. Nutidens basilika er med undtagelse af nogle mindre arbejder i det 19. århundrede resultatet af Francesco Borrominis arbejde før jubelåret 1650.

Apostlene Peters og Paulus' hoveder skal være bevaret i relikvarier i baldakinen over højalteret. I selve alteret er dele af en bordplade fra antikken indfældet. Den skal komme fra senator Pudens' hus, og Peter skal have fejret nadveren ved det.



[ - ]

Liber Pontificalis:

[ - ]
Liber Pontificalis: eller Pavernes Bog er en af de væsentlige kilder vedrørende den tidlige middelalders historie, men den er også genstand for stor skepsis i den henseende.


På det umiddelbare plan er bogen en samling kortfattede biografiske registreringer af de første paver op til slutningen af det 10. århundrede nævnt i kronologisk rækkefølge. Hver af registreringerne består af pavens regeringstid i antal år (og herudfra kan årstallene udledes), deres fødselssted og forældre, de samtidige kejsere, indsats med hensyn til byggeri (specielt vedrørende romerske kirker), udnævnelser, vigtigste erklæringer, begravelsessted og tiden indtil næste pave var valgt og indviet. Imidlertid vanskeliggør måden, den blev til på, at man kan fæste ordentlig lid til bogen som historisk dokumentation.
Liber Pontificalis er skrevet af underordnede embedsmænd ved paveretten, og der er fundet eksempler på forvanskninger, udeladelser og forfalskninger. Registreringerne for de første tre århundreder er derfor nok først og fremmest interessante for historikere som eksempler på, hvad man i det 5. århundrede vidste om den tidligste katolske kirke. Fra det 4. århundrede og frem er skribenterne på mere sikker grund, selv om der stadig kan findes fejl og mangler. Granskning af teksten lader formode, at der fandtes to tidlige versioner fra før belejringen af Rom i 546, men herefter er der tale om et enkelt eksemplar. Fra begyndelsen af det 7. århundrede (omkring tiden for Pave Honorius 1.'s indsættelse) og frem indtil indsættelsen af Pave Adrian 2. er registreringerne skrevet i samtiden kort efter hver paves død og dermed rimeligt præcise, når man ser bort fra de enkelte skribenters holdninger.
Fortsættelser af Liber Pontificalis blev senere lavet og fører beretningerne om paverne videre fra omkring 1100 til midten af det 15. århundrede, men kvaliteten heraf er meget varierende.
De mange skribenters arbejde over lang tid komplicerede arbejdet med at lave udgaver af værket til videnskabelige formål. Mod slutningen af det 19. århundrede gjorde Louis Duchesne og Thodor Mommsen begge forsøget, men Mommsens udgave er dog ikke komplet. I det 20. århundrede er der udkommet oversatte og kommenterede udgaver, hvor vægten af kommentarerne har gået på den historiske troværdighed af beskrivelserne.

[ - ]

Longobard:

[ - ]
Longobard = Langt skæg; de langskæggede.
Longobarderne var et germansk folkeslag, som kom fra Midttyskland og i folkevandringstiden drog sydpå ned i Nordbalkan, hvor de i det 4.århundrede grundlagde et rige ved Donau.
Longobarderne kaldte sig oprindeligt for "Winnili" og boede i sydlige Skandinavien (Scadanan) (Codex Gothanus skriver, at winnilierne oprindeligt boede ved en flod kaldet Vindilicus på den yderste grænse af Gallien.


I 568 drog longobarderne under Kong Alboin over Jugoslavien og Østrig og ned i Italien, hvor de erobrede Lombardiet og slog sig ned i Norditalien og grundlagde et Longobardisk Rige, som bestod til 774, hvor de besejredes af frankerkongen Karl den Store, som indlemmede deres rige i Frankerriget. Dog forblev hertugdømmet Benevento longobardisk og selvstændigt indtil det 11.århundrede.
Langobarderne, en nordgermansk folkestamme, nåede under folkevandringen, ca. omkring år 500, ind i det nuværende Norditalien ( Lombardiet ) og erobrede også områder i Mellem- og Syditalien.
Mens den langobardiske hovedstad Pavia allerede i år 774 blev erobret af Karl den Store, forblev Benevento i regionen Kampanien, ikke langt fra Neapel, i langobardisk besiddelse og var under deres indflydelse helt ind i det 11. århundrede.

Longobarderrigets historie i Italien kan opdeles i 3 hovedafsnit:
  • Erobring og konsolidering i perioden 568-616,
  • Riget som europæisk stormagt på linie med det vestgotiske og det frankiske rige - perioden 616-744, og
  • Konflikter med frankerne og nedgangstid i perioden 744-774
Longobarderne eksisterede fra ca. 570 til ca. 806, ialt ca. 236 år.


Billede: Pave Johannes VI mødes med Longobarderne.

[ - ]

Ravenna:

[ - ]
Ravenna er en by i den italienske region Emilia-Romagna. Ravenna har 134.631 (2001) indbyggere.

Ravenna var hovedstad i det Vestromerske Rige efter Romerrigets deling i 396 e.Kr. Senere var Ravenna de byzantinske kejseres administrative hovedstad for de italienske provinser. Ved byzantinernes fordrivelse fra den italienske halvø, blev Ravenna en del af Kirkestaten.



Den gamle æra

Oprindelsen af Ravenna er usikker. Den første bosætning er skiftevis tilskrives (og så har set co tilstedeværelse af) Thessalians, etruskerne og Umbrien, bagefter dens område blev afgjort også af Senones, især det sydlige landskab i byen, (der var ikke en del af lagunen), Ager-Decimanus. Ravenna bestod af huse bygget på pæle på en serie af små øer i en sumpet lagune-en situation svarende til Venedig adskillige århundreder senere. Romerne ignoreret det under deres erobring af Po floddelta, men senere accepterede det ind i den romerske republik som et organisationsnetværk by i 89 F.kr. I 49 f.kr var det det sted, hvor Julius Cæsar samlet sine styrker før krydset Rubicon. Senere, efter sin kamp mod Mark Antonius i 31 f.kr. grundlagde kejser Augustus den militære harbor Classe. Denne havn, beskyttet på første var af sine egne mure, en vigtig station i den romerske kejserlige flåde. I dag byen er indlandsstater, men Ravenna forblev en vigtig havn ved Adriaterhavet indtil den tidlige middelalder. Under de tyske kampagner, var Thusnelda, enke efter Arminius, og Marbod, konge af markomannierne, begrænset til Ravenna.

Ravenna fremgang stor under romersk herredømme. Kejser Trajan bygget en 70 km (43,50 mi) lang akvædukt i begyndelsen af det andet århundrede. Under de Marcomannic krige, germanske bosættere i Ravenna gjorde oprør og formået at gribe byen i besiddelse. Derfor forvist Marcus Aurelius besluttede ikke kun mod at bringe flere Barbarerne i Italien, men selv dem, der tidligere var blevet bragt der. I AD 402 overført kejser Honorius hovedstaden i det vestromerske rige fra Milano til Ravenna. Overførslen blev foretaget dels i defensivt øjemed: Ravenna var omgivet af sumpe og moser, og blev opfattet som nemt forsvares (selvom faktisk byen faldt til Modstående styrker mange gange i sin historie); Det er også sandsynligt, at overgangen til Ravenna skyldtes byens port og god søs forbindelser til det Østromerske rige. Men i 409, King Alaric af vestgoterne simpelthen omgået Ravenna, og gik, at fyre Rom i 410 og tage Galla Placidia, datter af kejser Theodosius, gidsel. Efter mange omskiftelser tilbage Galla Placidia til Ravenna med hendes søn, kejser Valentinian III og støtte af hendes nevø Theodosius II. Ravenna nød en periode med fred, i hvilket tidsrum den kristne religion var begunstiget af det kejserlige Hof, og byen opnået nogle af sine mest berømte monumenter, herunder den ortodokse døbefont, såkaldte Mausoleum Galla Placidia (hun ikke var virkelig begravet der) og San Giovanni Evangelista.

Den sene 400s så opløsningen af romerske myndighed i vest, og den sidste person til at holde titlen som kejser i Vesten blev afsat i 476 af den generelle Odoaker. Odoaker regerede som konge af Italien i 13 år, men i 489 den østlige kejser Zeno sendt den ostrogotiske King Theoderic dejligt at re-tage den italienske halvø. Efter at have tabt slaget Verona Odoaker trak sig tilbage til Ravenna, hvor han modstået en belejring af tre år af Theoderic, indtil udtagning af Rimini berøvet Ravenna af forsyninger. Theoderic tog Ravenna i 493, angiveligt dræbte Odoaker med hans egne hænder, og Ravenna blev hovedstaden i den ostrogotiske i Italien. Theoderic, efter hans kejserlige forgængere, også bygget mange pragtfulde bygninger i og omkring Ravenna, herunder hans palace kirke Sant'Apollinare Nuovo, en Arian domkirke (nu Santo Spirito) og dåbskapellet og hans eget Mausoleum lige uden for murene. .

Theoderic og hans tilhængere var arianske kristne, men co-eksisterede fredeligt med latinere, der var hovedsageligt ortodoks. Ravennas ortodokse biskopper gennemført markante byggeprojekter, som er den eneste overlevende en Capella Arcivescovile. Theoderic tilladt romerske borgere inden for hans rige til romerretten og den romerske retssystem. Goterne, i mellemtiden, levede under deres egne love og skikke. I 519, når en pøbel var brændt ned synagoger af Ravenna, beordrede Theoderic byen til at genopbygge dem for egen regning.

Theoderic døde i 526 og blev efterfulgt af hans unge barnebarn Athalaric under ledelse af hans datter Amalasunta, men af 535 begge var døde og Theoderics linje var repræsenteret kun af Amalasunthas datter Matasuntha. Forskellige ostrogotiske militære ledere tog kongedømme i Italien, men var ingen så vellykket, som Theoderic havde været. I mellemtiden, den ortodokse Christian Byzantine Emperor Justinian, imod både ostrogotiske regel og den arianske vifte af kristendommen. I 535 sin general Belisarius invaderede Italien og i 540 erobrede Ravenna. Efter erobringen af Italien blev afsluttet i 554, blev Ravenna sæde for byzantinsk regering i Italien.

Fra 540 til 600, Ravennas biskopper indledt en bemærkelsesværdig bygning program af kirker i Ravenna og i og omkring port byen Classe. Overlevende monumenter omfatter San Vitale Basilica samt til Sant'Apollinare-basilikaen i Classe og delvist overlevende San Michele i Africisco.

Eksarkatet Ravenna

Efter Belisarius for kejser Justinian erobringer I det sjette århundrede, Ravenna blev sæde for den byzantinske guvernør i Italien, Exarch, og blev kendt som Eksarkatet Ravenna. Det var på dette tidspunkt at Ravenna kosmografi blev skrevet.

Under byzantinsk herredømme, ærkebiskop af Ravenna blev midlertidigt ydet autocephaly fra Roman Church i kejseren, i 666, men dette snart blev tilbagekaldt. Ikke desto mindre, ærkebiskop af Ravenna holdt andenpladsen i Italien efter paven, og spillede en vigtig rolle i mange teologiske kontroverser i denne periode.

Ancient era

The origins of Ravenna are uncertain. The first settlement is variously attributed to (and then has seen the co presence of) the Thessalians, the Etruscans and the Umbrians, afterwards its territory was settled also by the Senones, especially the southern countryside of the city (that wasn't part of the lagoon), the Ager Decimanus. Ravenna consisted of houses built on piles on a series of small islands in a marshy lagoon – a situation similar to Venice several centuries later. The Romans ignored it during their conquest of the Po River Delta, but later accepted it into the Roman Republic as a federated town in 89 BC. In 49 BC, it was the location where Julius Caesar gathered his forces before crossing the Rubicon. Later, after his battle against Mark Antony in 31 BC, Emperor Augustus founded the military harbor of Classe. This harbor, protected at first by its own walls, was an important station of the Roman Imperial Fleet. Nowadays the city is landlocked, but Ravenna remained an important seaport on the Adriatic until the early Middle Ages. During the German campaigns, Thusnelda, widow of Arminius, and Marbod, King of the Marcomanni, were confined at Ravenna.

Ravenna greatly prospered under Roman rule. Emperor Trajan built a 70 km (43.50 mi) long aqueduct at the beginning of the 2nd century. During the Marcomannic Wars, Germanic settlers in Ravenna revolted and managed to seize possession of the city. For this reason, Marcus Aurelius decided not only against bringing more barbarians into Italy, but even banished those who had previously been brought there. In AD 402, Emperor Honorius transferred the capital of the Western Roman Empire from Milan to Ravenna. The transfer was made partly for defensive purposes: Ravenna was surrounded by swamps and marshes, and was perceived to be easily defensible (although in fact the city fell to opposing forces numerous times in its history); it is also likely that the move to Ravenna was due to the city's port and good sea-borne connections to the Eastern Roman Empire. However, in 409, King Alaric I of the Visigoths simply bypassed Ravenna, and went on to sack Rome in 410 and to take Galla Placidia, daughter of Emperor Theodosius I, hostage. After many vicissitudes, Galla Placidia returned to Ravenna with her son, Emperor Valentinian III and the support of her nephew Theodosius II. Ravenna enjoyed a period of peace, during which time the Christian religion was favoured by the imperial court, and the city gained some of its most famous monuments, including the Orthodox Baptistery, the so-called Mausoleum of Galla Placidia (she was not really buried there), and San Giovanni Evangelista.

The late 400s saw the dissolution of Roman authority in the west, and the last person to hold the title of emperor in the West was deposed in 476 by the general Odoacer. Odoacer ruled as King of Italy for 13 years, but in 489 the Eastern Emperor Zeno sent the Ostrogoth King Theoderic the Great to re-take the Italian peninsula. After losing the Battle of Verona, Odoacer retreated to Ravenna, where he withstood a siege of three years by Theoderic, until the taking of Rimini deprived Ravenna of supplies. Theoderic took Ravenna in 493, supposedly slew Odoacer with his own hands, and Ravenna became the capital of the Ostrogothic Kingdom of Italy. Theoderic, following his imperial predecessors, also built many splendid buildings in and around Ravenna, including his palace church Sant'Apollinare Nuovo, an Arian cathedral (now Santo Spirito) and Baptistery, and his own Mausoleum just outside the walls. .

Theoderic and his followers were Arian Christians, but co-existed peacefully with the Latins, who were largely Orthodox. Ravenna's Orthodox bishops carried out notable building projects, of which the sole surviving one is the Capella Arcivescovile. Theoderic allowed Roman citizens within his kingdom to be subject to Roman law and the Roman judicial system. The Goths, meanwhile, lived under their own laws and customs. In 519, when a mob had burned down the synagogues of Ravenna, Theoderic ordered the town to rebuild them at its own expense.

Theoderic died in 526 and was succeeded by his young grandson Athalaric under the authority of his daughter Amalasunta, but by 535 both were dead and Theoderic's line was represented only by Amalasuntha's daughter Matasuntha. Various Ostrogothic military leaders took the kingship of Italy, but none were as successful as Theoderic had been. Meanwhile, the orthodox Christian Byzantine Emperor Justinian I, opposed both Ostrogoth rule and the Arian variety of Christianity. In 535 his general Belisarius invaded Italy and in 540 conquered Ravenna. After the conquest of Italy was completed in 554, Ravenna became the seat of Byzantine government in Italy.

From 540 to 600, Ravenna's bishops embarked upon a notable building program of churches in Ravenna and in and around the port city of Classe. Surviving monuments include the Basilica of San Vitale and the Basilica of Sant'Apollinare in Classe, as well as the partially surviving San Michele in Africisco.

Exarchate of Ravenna

Following the conquests of Belisarius for the Emperor Justinian I in the 6th century, Ravenna became the seat of the Byzantine governor of Italy, the Exarch, and was known as the Exarchate of Ravenna. It was at this time that the Ravenna Cosmography was written.

Under Byzantine rule, the archbishop of Ravenna was temporarily granted autocephaly from the Roman Church by the emperor, in 666, but this was soon revoked. Nevertheless, the archbishop of Ravenna held the second place in Italy after the pope, and played an important role in many theological controversies during this period.

[ - ]


0908
Pt:325