Beskrivelse af Nikolaus I, der var Pave i år 858-867

Sct. Peter var den første biskop af Rom og dermed den første Pave i historien.
Der er opstået tradition for at biskoppen over Rom, er den katolske kirkes overhovede og dermed Pave for hele den katolske verden. Pavetitlen bliver dog først brugt efter år 300.
Kirken ledes af paven, der anses som Sankt Peters efterfølger. Den opfattelse stammer fra Matthæusevangeliet, hvor Jesus giver Peter nøglerne til himmeriget.
Jesus sagde følgende ord til Peter, som kan læses på indersiden af kuplen i
Peterskirken: ''Du er Peter (klippen) og på denne klippe vil jeg bygge min Kirke.
Dig vil jeg give nøglerne til himlens rige''.





    B: 1.029.156
     LU: 22:46

Pave Nikolaus I i tal :
Nummer 105 i paverækken

Begivenhed: Dato:Varighed:
Født :   ? 800  0
Pavevalgt :Fredag 24. Apr. 858 Ca. 58 år
Papiat slutter :Tirsdag 13. Nov. 867 9,6 år
Fratrådt/Død  alder : Ca. 67 år





Det dynamisk skiftende indhold på denne side er sammensat af bearbejdet materiale, der fortrinsvis er inspireret af fakta fra ovenstående links. Disse links er i sig selv og i høj grad spændende og anbefalelsesværdig læsning.
Jeg påberåber mig således ingen former for ophavsret over nærværende materiale.
Jeg takker hermed for inspiration. :-)
M. Due 2024















Nikolaus I - 858-867 :

Nikolaus I (San Niccolò I Magno) Nicholas I blev pave 24/4 858 og døde 13/11 867.
Nicolaus 1., ca. 820-13.11.867. Nicolaus anså paven for at være Guds repræsentant på Jorden og indehaver af absolut myndighed i kirken. Han tvang flere ærkebiskopper til at anerkende pavens autoritet. Over for den græske kirke førte Nicolaus en konfrontationspolitik, der bl.a. bestod i et aggressivt missionsfremstød på Balkan, som hørte under østkirken. Konflikten resulterede i, at Patriarken af Konstantinopel, Fotios, og paven i Rom ekskommunikerede hinanden. Det ældste kendte pavebrev til en dansk konge (864) stammer fra Nicolaus 1.

Nikolaus I (858-867) var en af de betydeligste pseudo-isidorske dekretaler fandt også i ham den rette mand, han arbejdede af al kraft på at bringe dem til gyldighed i kirken.
Det lykkedes ham at få pavedømmets magt udvidet over for Soissons genindsætte i embedet.
Også kong Lothars grunde for gyldige, viste Nikolaus, at Synoderne havde uret, og det lykkedes ham at få Lothar til at sende Waldrada bort og på ny tage Teutberga, hvis uskyld var godtgjort, til sig.
Endelig havde Nikolaus en lang strid med den græske kirke. Paven tog sig med stor kraft af den afsatte Byzans. Den mæhriske og den bulgariske kirke blev begge trods alle anstrengelser fra grækernes side romersk-katolske.

Paven Saint Nicholas I (Latin: Preben jeg; c. 800-13 November 867), også kaldet Saint Nicholas den store, var pave fra 24 April 858 til sin død i 867. Han huskes som en konsoliderende eller samlende pavelig myndighed og magt, øve afgørende indflydelse på den historiske udvikling af pavedømmet og dets position blandt de kristne nationer i Vesteuropa. Nicholas hævdede, at paven skulle have suzeræne myndighed over alle kristne, endda royalty, i sager af tro og moral.

Han er æret som en helgen i den katolske kirke, med en festdag på 13 November.

Han nægtede at give en annullation til Kong Lothair II af Lotharingia fra Teutberga, så Lothar kunne gifte sig med hans elskerinde Waldrada. Når en Rådet udtalt til fordel for annullation, Nicholas jeg annullerede Rådet til at blive afsat, sine budbringere ekskommunikeret, og dens beslutninger. Trods pres fra karolingerne, der belejrede Rom, holdt hans beslutning. I hans regeringstid syrnede forbindelser med det byzantinske rige over hans støtte til Ignatius, Patriark af Konstantinopel, som var fjernet fra sin post til fordel for Photius.

Tidligt liv

Født af en fremtrædende familie i Rom, søn af Defensor Theodore modtaget Nicholas fremragende uddannelse. Fornem for sin fromhed, velvilje, kompetence, viden og veltalenhed, han trådte service af kirken i en tidlig alder. Han blev lavet en subdeacon af pave Sergius II (844-847) og en diakon af Leo IV (847-855). Efter døden af Benedict III (7 April 858) kom Holy Roman Emperor Louis II, der var i kvarteret i Rom, ind i byen til at udøve sin indflydelse på valget. På 24 April blev Nicholas valgt til pave, indviet, og sidder på tronen i Peterskirken i overværelse af kejseren. Tre dage efter, holdt han en farvel banket for kejseren og bagefter, ledsaget af den romerske adel, besøgte ham i hans lejr før byen, ved hvilken lejlighed kejseren kom for at møde paven og førte sin hest for nogle afstand.

Pavedømmet

Til et åndeligt udmattet og politisk usikre Vesteuropa plaget af muslimske og nordboerne indtrængen, optrådte paven Nicholas som en samvittighedsfuld repræsentant for romerske forrang i kirken. Han var fyldt med en høj opfattelse af sin mission til retfærdiggørelse af kristen moral og forsvaret af Guds lov mod stærke, verdslige mangler.

Biskopper

Ærkebiskop John af Ravenna undertrykte indbyggere i den pavelige område, behandlet sin suffragan biskopper med vold, foretaget uretfærdige krav om dem for penge og ulovligt fængslet præster. Han forfalskede dokumenter til støtte for sit krav mod Roman See og mishandlet de pavelige legater. Advarsler om paven var uden resultat, og ærkebiskoppen ignoreret et tre gange gentaget tilsigelse til fremmøde den pavelige domstol, blev han ekskommunikeret. Først efter at have besøgt kejser Louis på Pavia, ærkebiskop repareret med to kejserlige delegerede til Rom, hvor Nicholas citeret ham før de romersk Synode samlet i efteråret af 860. Efter dette flygtede John fra Rom.

Gå i person til Ravenna, paven derefter undersøgt og reguleret retfærdigt alt. Igen appellerer til kejseren, var ærkebiskoppen anbefalet af ham til at indsende til paven, som han gjorde på den Roman Synode af November 861. Senere men han indgået en pagt med den ekskommunikeret ærkebiskopperne af Trier og Köln, var selv igen ekskommunikeret, og endnu engang tvunget til at gøre sin indsendelse til paven. En anden konflikt opstod mellem Nicholas og ærkebiskop Hincmar af Reims: det pågældende prærogativer pavedømmet. Biskop Rothad af Soissons havde appelleret til paven mod afgørelsen af Synode Soissons af 861, som havde væltet ham. Hincmar imod appellen til paven, men til sidst var nødt til at anerkende retten til pavedømmet at tage til efterretning af vigtige juridiske årsager (causae majores) og passere uafhængig dom over dem. En yderligere konflikt brød ud mellem Hincmar og paven om udvidelse af gejstlige Wulfad til den ærkebispens Se af Bourges, men her igen, Hincmar endelig sendt til dekreter af den apostoliske se, og de frankiske synods gået tilsvarende ordinancer.

Ægteskab love

Nicholas viste den samme iver i andre bestræbelser på at bevare Kirkens disciplin, især med hensyn til ægteskabslovene. Ingiltrud, gift med Grev Boso, havde forladt sin mand for en elskerinde; Nicholas befalede biskopper i dominions af Charles Bald at excommunicate hende, medmindre hun vendte tilbage til sin mand. Som hun betalt nogen opmærksomhed til tilsigelse til fremmøde Synode i Milano i 860, blev hun sat under forbuddet.

Paven var også involveret i en desperat kamp med Lotharingia biskopper over ukrænkelighed af ægteskab. Kong Lothair II havde opgivet sin retmæssige hustru Teutberga at gifte sig med Waldrada. Ved Synoden i Aachen på 28 April 862 godkendt biskopperne af Lotharingia denne union, i modsætning til kirkelige lov. På Synode Metz, juni 863, de pavelige legater, bestukket af kongen, samtykkede til Aachen beslutning og fordømt de fraværende Teutberga. Efter dette bragte paven sagen for sin egen domstol. De to ærkebiskopper, Günther i Köln og Thietgaud i Trier, som var kommet til Rom som delegerede, blev indkaldt før Lateran Synode af oktober 863, når paven fordømt og afsatte dem såvel som John af Ravenna og Hagano i Bergamo. Kejser Louis II tog årsagen til de afsatte biskopper, mens kongen Lothair frem mod Rom med en hær og belejrede byen, således at paven var begrænset til to dage i St. Peters uden mad. Endnu Nicholas ikke vakle i sin bestemmelse; efter Engelberga arrangeret en forsoning med paven, kejseren trak sig ud af Rome og befalede tidligere ærkebiskopperne af Trier og Köln at vende tilbage til deres hjem. Nicholas aldrig ophørt med sine bestræbelser på at tilvejebringe en forsoning mellem Lothar og hustruen lovlig, men uden virkning.

En anden ægteskabssager sag hvor Nicholas indskudt var der af Judith af Flandern, datter af Charles Bald, der havde giftet sig med Baldwin I, greve af Flandern, uden hendes fars samtykke. Frankiske biskopper havde ekskommunikeret Judith, og Hincmar af Reims havde taget sider mod hende, men Nicholas opfordrede eftergivenhed for at beskytte ytrings-ægteskab.

Relationer med den østlige kirke

Nicholas var set i øst som forsøger at udvide sin pavelige magt ud over, hvad var den kirkelige myndighed hævde en "herredømmet" over kirken i stedet for "højeste ære blandt ligemænd" position som paven i Rom gennem øst. Han hævdede, at Patriarken af Konstantinopel Ignatius blev afsat i 857 og Photius hævet til den Patriarkalske see i overtrædelse af kirkelige lov. I et brev af 8 maj 862 rettet til Patriarkerne i øst, Nicholas opfordrede dem og alle deres biskopper til at afslå anerkendelse til Photius og på en romersk Synode afholdt i April 863, han ekskommunikeret Photius.

Af den byzantinske kejser Michael III vilje blev Photius valgt lovligt og canonically i 858 ifølge kirke i Konstantinopel. Dette blev bekræftet senere i 879 i Rådets betragtes som økumenisk af nogle i den ortodokse kirke. Ignatius' elevation af Patriarkatet blev erklæret for at være uncanonical og Photius blev hyldet som korrekt valgt som den nye Patriark. Dette førte til konflikt mellem Konstantinopel og Rom over doktrinære spørgsmål såsom tilsætning af delsætningen Filioque Nicene-Constantinopolitan Creed og territoriale krav vedrørende kirke i Konstantinopel beslaglæggelse af territorium fra Roman Patriarchate i det sydlige Italien og Sicilien. Den østlige kirke også utilfreds med Nicholas' presning af doktrinen om pavelig forrang. En Synode i Konstantinopel i 867 ekskommunikeret Nicholas og afviste hans påstande om forrang, hans bestræbelser på at konvertere Bulgarien til lydighed af Roman Church, og tilføjelsen af delsætningen Filioque i dele af kirken Latin.

For en række årsager, prins Boris I af Bulgarien blev interesseret i at konvertere til kristendommen og forpligtede sig til at gøre det i hænderne på vestlige præster skal leveres af kong Louis tyske of East Francia i 863. Sent i det samme år invaderede det byzantinske rige Bulgarien som det lidte hungersnød og naturkatastrofer. Boris var tvunget til at søge fred. Fordi størstedelen af sit folk var stadig imod kristendommen, blev han hemmeligt døbt ifølge den byzantinske rite. Den byzantinske kejser, der blev hans gudfar indrømmede område i Thrakien til ham.

Utilfreds med byzantinske indflydelse og som ønsker en autocephalous status som Photius var uvillig til at give, Boris sendt en ambassade til Nicholas med 106 spørgsmål om undervisning og disciplin i kirken i August 866. Nicholas besvaret disse undersøgelser i hans "Responsa Nicolai ad consulta Bulgarorum" (Giovanni Domenico Mansi, "Coll. koncentreret", XV, 401 sqq.) og sendte missionærer under den pavelige legat biskop Formosus (senere pave Formosus. Da pave Adrian II afviste Boriss anmode om, at enten Formosus eller diakon Marinus (senere pave Marinus I) blive gjort ærkebiskop af Bulgarien, Boris begyndte at kigge igen mod Constantinople. I 870 et råd af Konstantinopel ydet kirken Bulgarien autocephalous status og græske præster blev sendt som missionærer; de blev snart erstattet af bulgarerne.

Legacy

Nicholas tilskyndet missionsvirksomhed i kirken. Han sanktioneret EU ser i Bremen og Hamburg, og bekræftet at St. Anschar, ærkebiskop af Bremen og sine efterfølgere embedet som pavelig legat til danskere, svenskere og slaver. I mange andre kirkelige spørgsmål, han udstedte breve og beslutninger, og han tog aktive foranstaltninger mod biskopper, der forsømt deres pligter.

I Rom, Nicholas genopbygget og begavet flere kirker, og hele tiden forsøgte at opmuntre religiøse liv. Hans førte et fromt personlige liv styret af en ånd af Christian askese. Regino af Prüm rapporterer, at Nicholas blev højt værdsat af borgere i Rom og af sine samtidige generelt (Chronicon, "ad året 868," i "man kimen. His." Scriptet ", I.579). Efter sin død blev han betragtet som en helgen.

Et spørgsmål, som er vigtige for at bedømme integriteten af denne pave er om han gjort brug af smedet pseudo-Isidorian pavelige decretals. Efter en udtømmende undersøgelse, har Schrörs besluttet at paven var heller ikke bekendt med samlingen pseudo-Isidorian i sin hele udstrækning, eller gjorde han brug af dets enkelte dele. Han måske havde en generel viden om de falske decretals, men basere ikke sin opfattelse af loven på dem og skylder sin viden af dem udelukkende til dokumenter, der kom til ham fra det frankiske rige.

Pope Saint Nicholas I (Latin: Nicholaus I; c. 800 – 13 November 867), also called Saint Nicholas the Great, was Pope from 24 April 858 to his death in 867. He is remembered as a consolidator of papal authority and power, exerting decisive influence upon the historical development of the papacy and its position among the Christian nations of Western Europe. Nicholas asserted that the pope should have suzerain authority over all Christians, even royalty, in matters of faith and morals.

He is venerated as a saint in the Roman Catholic Church, with a feast day on 13 November.

He refused to grant an annulment to King Lothair II of Lotharingia from Teutberga so that Lothair could marry his mistress Waldrada. When a Council pronounced in favor of annulment, Nicholas I declared the Council to be deposed, its messengers excommunicated, and its decisions void. Despite pressure from the Carolingians, who laid siege to Rome, his decision held. During his reign, relations with the Byzantine Empire soured over his support for Ignatius, Patriarch of Constantinople, who had been removed from his post in favor of Photius.

Early life

Born to a distinguished family in Rome, son of the Defensor Theodore, Nicholas received excellent training. Distinguished for his piety, benevolence, competence, knowledge, and eloquence, he entered the service of the Church at an early age. He was made a subdeacon by Pope Sergius II (844–847) and a deacon by Leo IV (847–855). After the death of Benedict III (7 April 858), Holy Roman Emperor Louis II, who was in the neighbourhood of Rome, came into the city to exert his influence upon the election. On 24 April Nicholas was elected pope, consecrated, and enthroned in St. Peter's Basilica in the presence of the emperor. Three days after, he held a farewell banquet for the emperor and afterward, accompanied by the Roman nobility, visited him in his camp before the city, on which occasion the emperor came to meet the pope and led his horse for some distance.

Papacy

To a spiritually exhausted and politically uncertain Western Europe beset by Muslim and Norse incursions, Pope Nicholas appeared as a conscientious representative of Roman primacy in the Church. He was filled with a high conception of his mission for the vindication of Christian morality and the defence of God's law against powerful, worldly failings.

Bishops

Archbishop John of Ravenna oppressed the inhabitants of the papal territory, treated his suffragan bishops with violence, made unjust demands upon them for money, and illegally imprisoned priests. He also forged documents to support his claims against the Roman See and maltreated the papal legates. As the warnings of the pope were without result, and the archbishop ignored a thrice-repeated summons to appear before the papal tribunal, he was excommunicated. Having first visited the Emperor Louis at Pavia, the archbishop repaired with two imperial delegates to Rome, where Nicholas cited him before the Roman synod assembled in the autumn of 860. Upon this John fled from Rome.

Going in person to Ravenna, the pope then investigated and equitably regulated everything. Again appealing to the emperor, the archbishop was recommended by him to submit to the pope, which he did at the Roman Synod of November 861. Later on, however, he entered into a pact with the excommunicated Archbishops of Trier and Cologne, was himself again excommunicated, and once more forced to make his submission to the pope. Another conflict arose between Nicholas and Archbishop Hincmar of Reims: this concerned the prerogatives of the papacy. Bishop Rothad of Soissons had appealed to the pope against the decision of the Synod of Soissons of 861, which had deposed him. Hincmar opposed the appeal to the pope, but eventually had to acknowledge the right of the papacy to take cognizance of important legal causes (causae majores) and pass independent judgment upon them. A further dispute broke out between Hincmar and the pope as to the elevation of the cleric Wulfad to the archiepiscopal See of Bourges, but here again, Hincmar finally submitted to the decrees of the Apostolic See, and the Frankish synods passed corresponding ordinances.

Marriage Laws

Nicholas showed the same zeal in other efforts to maintain Ecclesiastical discipline, especially as to the marriage laws. Ingiltrud, wife of Count Boso, had left her husband for a paramour; Nicholas commanded the bishops in the dominions of Charles the Bald to excommunicate her unless she returned to her husband. As she paid no attention to the summons to appear before the Synod of Milan in 860, she was put under the ban.

The pope was also involved in a desperate struggle with the bishops of Lotharingia over the inviolability of marriage. King Lothair II had abandoned his lawful wife Teutberga to marry Waldrada. At the Synod of Aachen on 28 April 862, the bishops of Lotharingia approved this union, contrary to Ecclesiastical law. At the Synod of Metz, June 863, the papal legates, bribed by the king, assented to the Aachen decision, and condemned the absent Teutberga. Upon this the pope brought the matter before his own tribunal. The two archbishops, Günther of Cologne and Thietgaud of Trier, who had come to Rome as delegates, were summoned before the Lateran Synod of October 863, when the pope condemned and deposed them as well as John of Ravenna and Hagano of Bergamo. The Emperor Louis II took up the cause of the deposed bishops, while King Lothair advanced upon Rome with an army and laid siege to the city, so that the pope was confined for two days in St. Peter's without food. Yet Nicholas did not waver in his determination; after Engelberga arranged a reconciliation with the pope, the emperor withdrew from Rome and commanded the former Archbishops of Trier and Cologne to return to their homes. Nicholas never ceased his efforts to bring about a reconciliation between Lothair and his lawful wife, but without effect.

Another matrimonial case in which Nicholas interposed was that of Judith of Flanders, daughter of Charles the Bald, who had married Baldwin I, Count of Flanders, without her father's consent. Frankish bishops had excommunicated Judith, and Hincmar of Reims had taken sides against her, but Nicholas urged leniency in order to protect freedom of marriage.

Relations with the Eastern Church

Nicholas was seen in the East as trying to extend his papal power beyond what was the canonical authority asserting a "rulership" over the Church instead of the position of "highest honor among equals" accorded to the pope of Rome by the East. He contended that the Patriarch of Constantinople Ignatius was deposed in 857 and Photius raised to the patriarchal see in violation of Ecclesiastical law. In a letter of 8 May 862 addressed to the patriarchs of the East, Nicholas called upon them and all their bishops to refuse recognition to Photius, and at a Roman synod held in April 863, he excommunicated Photius.

By the will of the Byzantine Emperor Michael III, Photius was elected lawfully and canonically in 858 according to the Church of Constantinople. This was affirmed later in 879 in a council regarded as ecumenical by some in the Orthodox Church. Ignatius’ elevation to the Patriarchate was declared to be uncanonical and Photius was acclaimed as properly elected as the new Patriarch. This led to conflict between Constantinople and Rome over doctrinal issues such as the addition of the Filioque clause to the Nicene-Constantinopolitan Creed and territorial claims due to the Church of Constantinople's seizure of territory from the Roman Patriarchate in southern Italy and Sicily. The Eastern Church also resented Nicholas' pressing of the doctrine of papal primacy. A synod at Constantinople in 867 excommunicated Nicholas and rejected his claims of primacy, his efforts to convert Bulgaria to the obedience of the Roman Church, and the addition of the Filioque clause in parts of the Latin Church.

For a variety of reasons, Prince Boris I of Bulgaria became interested in converting to Christianity and undertook to do that at the hands of western clergymen to be supplied by King Louis the German of East Francia in 863. Late in the same year, the Byzantine Empire invaded Bulgaria as it suffered famine and natural disasters. Boris was forced to sue for peace. Because the majority of his people were still opposed to Christianity, he was secretly baptized according to the Byzantine rite. The Byzantine Emperor who became his godfather conceded territory in Thrace to him.

Unhappy with Byzantine influence and desiring an autocephalous status which Photius was unwilling to grant, Boris sent an embassy to Nicholas with 106 questions on the teaching and discipline of the Church in August 866. Nicholas answered these inquiries in his "Responsa Nicolai ad consulta Bulgarorum" (Giovanni Domenico Mansi, "Coll. Conc.", XV, 401 sqq.) and sent missionaries under the papal legate bishop Formosus (later Pope Formosus. When Pope Adrian II rejected Boris's request that either Formosus or Deacon Marinus (later Pope Marinus I) be made Archbishop of Bulgaria, Boris began to look again towards Constantinople. In 870 a council of Constantinople granted the Church of Bulgaria autocephalous status and Greek priests were sent as missionaries; they were soon replaced by Bulgarians.

Legacy

Nicholas encouraged the missionary activity of the Church. He sanctioned the union of the Sees of Bremen and Hamburg, and confirmed to St. Anschar, Archbishop of Bremen, and his successors the office of papal legate to the Danes, Swedes, and Slavs. In many other Ecclesiastical matters, he issued letters and decisions, and he took active measures against bishops who neglected their duties.

In Rome, Nicholas rebuilt and endowed several churches, and constantly sought to encourage religious life. His led a pious personal life guided by a spirit of Christian asceticism. Regino of Prüm reports that Nicholas was highly esteemed by the citizens of Rome and by his contemporaries generally (Chronicon, "ad annum 868," in "Mon. Germ. Hist." Script.", I.579). After his death he was regarded as a saint.

A question that is important in judging the integrity of this pope is whether he made use of the forged pseudo-Isidorian papal decretals. After exhaustive investigation, Schrörs has decided that the pope was neither acquainted with the pseudo-Isidorian collection in its entire extent, nor did he make use of its individual parts. He perhaps had a general knowledge of the false decretals, but did not base his view of the law upon them and owed his knowledge of them solely to documents that came to him from the Frankish Empire.



                  Katolske begreber:

Afladshandel

Antiochia

Apokryf

Ariani

Arianisme

Arvesynd

Avignon

Basilika

Breviar

Bulle

Camerlengo

Cistercienser

Davids Slægt

Decius

Diokletian

Dominikaner

Donatisme

Døbefont

Dødssynder

Ecclesiast

Exarch

Franciskaner

Galilei

Glas

Gnostiker

Goddag mand økseskaft

Gudsbevis

Hegesippus

Helvede

Herrens år

Ikonoklasme

Inkvisition

Interregnum

Investitur

Irenæus

Janseni

Kanon

Katakomber

Kirkebøger

Kloster

Koncil

Konklave

Korstog

Lateran

Liber Pontificalis

Longobard

Luther

Lydkonge

Malakias

Malakiasrækken

Markion

Matematik

Modpave

Monarkianisme

Monofysitisme

Monoteletisme

Monstrans

Montanisme

Muhammed

Novatian

Nuntius

Oligark

Origenes

Pallium

Paternoster

Patriark

Pavenumre

Paverækken

Pavinde

Pelagianisme

Pontifikat

Påskestriden

Ramaskrig

Ravenna

Sakramente

Sanktus

Saracen

Schweizergarden

Sede Vacante

Simoni

Skisma

Syndefald

Synode

Tiara

Transsubstantiation

Vatikan

Vox-In-Rama

Økumenisk


Ordforklaring :

Ecclesiast
Lateran
Patriark
Ravenna
Synode

Ecclesiast:

[ - ]
Lignende ord i ordbogen:

Ecclesiastes                      -  Prædikerens Bog
Ecclesiastical                   -  Kirkelig
Ecclesiastical council      -  Koncil
Minister for - - -
Ecclesiastical Affairs       -  Kirkeminister
Ecleciast betyder direkte oversat til dansk: gejstlig.

[ - ]

Lateran:

[ - ]


Laterankirken (Arcibasilica di San Giovanni in Laterano) er bispedømmet Roms domkirke og dermed pavens sæde, en del af Vatikanstaten og den katolske kirkes fornemste domkirke. Det har historiske årsager. Frem til pavernes ophold i Avignon (fra 1309) var Lateranpaladset lige ved kirken det pavelige palads. Først efter tilbagekomsten fra Avignon blev Vatikanet pavens opholdssted, og selv om Peterskirken er den største, er den ikke en domkirke.

Laterankirken kaldes ofte Alle kirkers mor, og på facaden står indskriften SACROSANCTA LATERANENSIS ECCLESIA OMNIUM URBIS ET ORBIS ECCLESIARUM MATER ET CAPUT (latin for: Den allermest hellige Laterankirke, for hele byen og verden moder- og hovedkirke). Kirken er viet til Jesus Kristus, Johannes Døberen og Evangelisten Johannes.

Kirken er en af de fire patriarkalbasilikaer (de fire største kirker i Rom: Peterskirken, Laterankirken, Santa Maria Maggiore og Sct. Paul uden for murene). I lighed med de andre har den en hellig port, som åbnes, når det hvert 25. år er jubelår. Pilgrimme, der går gennem porten efter at have skriftet deres synder, får fuld aflad.

Den første domkirke blev rejst under kejser Konstantin. Den blev ødelagt af vandalerne, og en ny blev rejst af pave Leo 1. ca. 460. Pave Sergius 3. (904–911) byggede den helt om, efter at et jordskælv havde forårsaget store skader. I 1308 blev den fuldstændig ødelagt af en brand, og flere efterfølgende paver stod for genopbygningen. Under arbejdet blev den igen totalskadet af brand i 1360. Nutidens basilika er med undtagelse af nogle mindre arbejder i det 19. århundrede resultatet af Francesco Borrominis arbejde før jubelåret 1650.

Apostlene Peters og Paulus' hoveder skal være bevaret i relikvarier i baldakinen over højalteret. I selve alteret er dele af en bordplade fra antikken indfældet. Den skal komme fra senator Pudens' hus, og Peter skal have fejret nadveren ved det.



[ - ]

Patriark:

[ - ]
En patriark er overhovedet i en romersk-katolsk eller ortodoks kirkeprovins, et patriarkat. Da embedet er personorienteret bruger man sjældent betegnelser som f.eks. patriarkatet Konstantinopel, men som regel patriarken af Konstantinopel osv.
Fem patriarkater – i Rom, Jerusalem, Alexandria, Antiokia og Konstantinopel – har rødder i oldkirken. De andre er kommet til på senere tidspunkter, enten som belønning for loyalitet mod kirken eller af religionspolitiske grunde.


Patriarken Fotios af Konstantinopel (billede herover) levede fra ca. 820 til 893. Han regnes for en af de mest lærde mænd nogensinde i den Ortodokse Kirke.
Fotios var patriark af Konstantinopel - det vil sige, at han havde samme rolle i den østromerske, ortodokse kirke, som paven har den romersk-katolske kirke.

Fire af de ortodokse patriarkater, de fire første på listen, er oldkirkelige. De andre er nyere, og er knyttet til nationalkirker i forskellige lande.
  • Patriarken af Konstantinopel (Den økumeniske patriark)
  • Patriarken af Alexandria
  • Patriarken af Antiokia
  • Patriarken af Jerusalem
  • Patriarken af Moskva og hele Rusland
  • Patriarken af hele Bulgarien
  • Katholikos-patriarken af hele Georgien
  • Patriarken af hele Rumænien
  • Den serbiske patriark

Den katolske kirkes patriarkater
Et af de katolske patriarkater går direkte tilbage til oldkirken, nemlig Rom. Patriarkaterne i Alexandria, Antiokia og Jerusalem har rødder i oldkirken, men disse steder var der i lang tid kun ortodokse patriarker.
Udover de nuværende patriarkater er der også i Den katolske kirke nogle historiske patriarkater, som af forskellige grunde ikke eksisterer mere.

Nuværende katolske patriarkater
  • Patriarkatet i Rom (paven er patriark)
  • Det koptiske patriarkat i Alexandria
  • Det græske patriarkat i Antiokia
  • Det syriske patrirkat i Antiokia
  • Det maronittiske patriarkat i Antiokia
  • Det romersk-katolske patriarkat i Jerusalem
  • Patriarkat i Babylon (Bagdad)
  • Patriarkat i Cilicia
  • Patriarkat i Venezia
  • Patriarkat i Lisabon

Historiske katolske patriarkater
  • Det romersk-katolske patriarkat i Konstantinopel
  • Det romersk-katolske patriarkat i Alexandria
  • Det romersk-katolske patriarkat i Antiokia
  • Patriarkatet i Vest-Indien
  • Patriarkatet i Øst-Indien

De orientalske ortodokse kirkers patriarkater
  • Paven og patriarken af Alexandria (Den koptiske ortodokse kirke)
  • Patriarken af Antiokia (Den syriske ortodokse kirke)
  • Katholikos-patriarken af Etchmiadzin og Armenia (Den armenske ortodokse kirke)
  • Patriarken af Cilicia of Midt-Østen (Den armenske ortodokse kirke)
  • Patriarken af hele Etiopien (Tewahedokirken)
  • Patriarken af hele Eritrea (Den eritreanske ortodokse kirke)

De nestorianske patriarkater
De nestorianske kirker blev løsrevet fra resten af den kristne kirke i det 5. århundrede.
  • Katholikos-patriarken af Babylon (Bagdad, Den assyriske kirke i øst)
  • Katholikos-patriarken i Jerusalem (Kirken i øst og udenlands, sæde i Nordamerika)

Et patriarkat er en kultur, hvor magten og herredømmet besiddes af (de ældste) mænd, og hvor den fædrene linie tegner slægten. Magten tilhører den myndige og ærværdige patriark. Begrebet patriark kommer af græsk "patria", der betyder slægt og -ark, der betyder leder eller anfører. Patriarken er slægtens anfører og som sådan ikke kønsbestemt, men i bibelens gamle testamente er Abraham og hans søn Isak og dennes søn Jakob patriarker.

[ - ]

Ravenna:

[ - ]
Ravenna er en by i den italienske region Emilia-Romagna. Ravenna har 134.631 (2001) indbyggere.

Ravenna var hovedstad i det Vestromerske Rige efter Romerrigets deling i 396 e.Kr. Senere var Ravenna de byzantinske kejseres administrative hovedstad for de italienske provinser. Ved byzantinernes fordrivelse fra den italienske halvø, blev Ravenna en del af Kirkestaten.



Den gamle æra

Oprindelsen af Ravenna er usikker. Den første bosætning er skiftevis tilskrives (og så har set co tilstedeværelse af) Thessalians, etruskerne og Umbrien, bagefter dens område blev afgjort også af Senones, især det sydlige landskab i byen, (der var ikke en del af lagunen), Ager-Decimanus. Ravenna bestod af huse bygget på pæle på en serie af små øer i en sumpet lagune-en situation svarende til Venedig adskillige århundreder senere. Romerne ignoreret det under deres erobring af Po floddelta, men senere accepterede det ind i den romerske republik som et organisationsnetværk by i 89 F.kr. I 49 f.kr var det det sted, hvor Julius Cæsar samlet sine styrker før krydset Rubicon. Senere, efter sin kamp mod Mark Antonius i 31 f.kr. grundlagde kejser Augustus den militære harbor Classe. Denne havn, beskyttet på første var af sine egne mure, en vigtig station i den romerske kejserlige flåde. I dag byen er indlandsstater, men Ravenna forblev en vigtig havn ved Adriaterhavet indtil den tidlige middelalder. Under de tyske kampagner, var Thusnelda, enke efter Arminius, og Marbod, konge af markomannierne, begrænset til Ravenna.

Ravenna fremgang stor under romersk herredømme. Kejser Trajan bygget en 70 km (43,50 mi) lang akvædukt i begyndelsen af det andet århundrede. Under de Marcomannic krige, germanske bosættere i Ravenna gjorde oprør og formået at gribe byen i besiddelse. Derfor forvist Marcus Aurelius besluttede ikke kun mod at bringe flere Barbarerne i Italien, men selv dem, der tidligere var blevet bragt der. I AD 402 overført kejser Honorius hovedstaden i det vestromerske rige fra Milano til Ravenna. Overførslen blev foretaget dels i defensivt øjemed: Ravenna var omgivet af sumpe og moser, og blev opfattet som nemt forsvares (selvom faktisk byen faldt til Modstående styrker mange gange i sin historie); Det er også sandsynligt, at overgangen til Ravenna skyldtes byens port og god søs forbindelser til det Østromerske rige. Men i 409, King Alaric af vestgoterne simpelthen omgået Ravenna, og gik, at fyre Rom i 410 og tage Galla Placidia, datter af kejser Theodosius, gidsel. Efter mange omskiftelser tilbage Galla Placidia til Ravenna med hendes søn, kejser Valentinian III og støtte af hendes nevø Theodosius II. Ravenna nød en periode med fred, i hvilket tidsrum den kristne religion var begunstiget af det kejserlige Hof, og byen opnået nogle af sine mest berømte monumenter, herunder den ortodokse døbefont, såkaldte Mausoleum Galla Placidia (hun ikke var virkelig begravet der) og San Giovanni Evangelista.

Den sene 400s så opløsningen af romerske myndighed i vest, og den sidste person til at holde titlen som kejser i Vesten blev afsat i 476 af den generelle Odoaker. Odoaker regerede som konge af Italien i 13 år, men i 489 den østlige kejser Zeno sendt den ostrogotiske King Theoderic dejligt at re-tage den italienske halvø. Efter at have tabt slaget Verona Odoaker trak sig tilbage til Ravenna, hvor han modstået en belejring af tre år af Theoderic, indtil udtagning af Rimini berøvet Ravenna af forsyninger. Theoderic tog Ravenna i 493, angiveligt dræbte Odoaker med hans egne hænder, og Ravenna blev hovedstaden i den ostrogotiske i Italien. Theoderic, efter hans kejserlige forgængere, også bygget mange pragtfulde bygninger i og omkring Ravenna, herunder hans palace kirke Sant'Apollinare Nuovo, en Arian domkirke (nu Santo Spirito) og dåbskapellet og hans eget Mausoleum lige uden for murene. .

Theoderic og hans tilhængere var arianske kristne, men co-eksisterede fredeligt med latinere, der var hovedsageligt ortodoks. Ravennas ortodokse biskopper gennemført markante byggeprojekter, som er den eneste overlevende en Capella Arcivescovile. Theoderic tilladt romerske borgere inden for hans rige til romerretten og den romerske retssystem. Goterne, i mellemtiden, levede under deres egne love og skikke. I 519, når en pøbel var brændt ned synagoger af Ravenna, beordrede Theoderic byen til at genopbygge dem for egen regning.

Theoderic døde i 526 og blev efterfulgt af hans unge barnebarn Athalaric under ledelse af hans datter Amalasunta, men af 535 begge var døde og Theoderics linje var repræsenteret kun af Amalasunthas datter Matasuntha. Forskellige ostrogotiske militære ledere tog kongedømme i Italien, men var ingen så vellykket, som Theoderic havde været. I mellemtiden, den ortodokse Christian Byzantine Emperor Justinian, imod både ostrogotiske regel og den arianske vifte af kristendommen. I 535 sin general Belisarius invaderede Italien og i 540 erobrede Ravenna. Efter erobringen af Italien blev afsluttet i 554, blev Ravenna sæde for byzantinsk regering i Italien.

Fra 540 til 600, Ravennas biskopper indledt en bemærkelsesværdig bygning program af kirker i Ravenna og i og omkring port byen Classe. Overlevende monumenter omfatter San Vitale Basilica samt til Sant'Apollinare-basilikaen i Classe og delvist overlevende San Michele i Africisco.

Eksarkatet Ravenna

Efter Belisarius for kejser Justinian erobringer I det sjette århundrede, Ravenna blev sæde for den byzantinske guvernør i Italien, Exarch, og blev kendt som Eksarkatet Ravenna. Det var på dette tidspunkt at Ravenna kosmografi blev skrevet.

Under byzantinsk herredømme, ærkebiskop af Ravenna blev midlertidigt ydet autocephaly fra Roman Church i kejseren, i 666, men dette snart blev tilbagekaldt. Ikke desto mindre, ærkebiskop af Ravenna holdt andenpladsen i Italien efter paven, og spillede en vigtig rolle i mange teologiske kontroverser i denne periode.

Ancient era

The origins of Ravenna are uncertain. The first settlement is variously attributed to (and then has seen the co presence of) the Thessalians, the Etruscans and the Umbrians, afterwards its territory was settled also by the Senones, especially the southern countryside of the city (that wasn't part of the lagoon), the Ager Decimanus. Ravenna consisted of houses built on piles on a series of small islands in a marshy lagoon – a situation similar to Venice several centuries later. The Romans ignored it during their conquest of the Po River Delta, but later accepted it into the Roman Republic as a federated town in 89 BC. In 49 BC, it was the location where Julius Caesar gathered his forces before crossing the Rubicon. Later, after his battle against Mark Antony in 31 BC, Emperor Augustus founded the military harbor of Classe. This harbor, protected at first by its own walls, was an important station of the Roman Imperial Fleet. Nowadays the city is landlocked, but Ravenna remained an important seaport on the Adriatic until the early Middle Ages. During the German campaigns, Thusnelda, widow of Arminius, and Marbod, King of the Marcomanni, were confined at Ravenna.

Ravenna greatly prospered under Roman rule. Emperor Trajan built a 70 km (43.50 mi) long aqueduct at the beginning of the 2nd century. During the Marcomannic Wars, Germanic settlers in Ravenna revolted and managed to seize possession of the city. For this reason, Marcus Aurelius decided not only against bringing more barbarians into Italy, but even banished those who had previously been brought there. In AD 402, Emperor Honorius transferred the capital of the Western Roman Empire from Milan to Ravenna. The transfer was made partly for defensive purposes: Ravenna was surrounded by swamps and marshes, and was perceived to be easily defensible (although in fact the city fell to opposing forces numerous times in its history); it is also likely that the move to Ravenna was due to the city's port and good sea-borne connections to the Eastern Roman Empire. However, in 409, King Alaric I of the Visigoths simply bypassed Ravenna, and went on to sack Rome in 410 and to take Galla Placidia, daughter of Emperor Theodosius I, hostage. After many vicissitudes, Galla Placidia returned to Ravenna with her son, Emperor Valentinian III and the support of her nephew Theodosius II. Ravenna enjoyed a period of peace, during which time the Christian religion was favoured by the imperial court, and the city gained some of its most famous monuments, including the Orthodox Baptistery, the so-called Mausoleum of Galla Placidia (she was not really buried there), and San Giovanni Evangelista.

The late 400s saw the dissolution of Roman authority in the west, and the last person to hold the title of emperor in the West was deposed in 476 by the general Odoacer. Odoacer ruled as King of Italy for 13 years, but in 489 the Eastern Emperor Zeno sent the Ostrogoth King Theoderic the Great to re-take the Italian peninsula. After losing the Battle of Verona, Odoacer retreated to Ravenna, where he withstood a siege of three years by Theoderic, until the taking of Rimini deprived Ravenna of supplies. Theoderic took Ravenna in 493, supposedly slew Odoacer with his own hands, and Ravenna became the capital of the Ostrogothic Kingdom of Italy. Theoderic, following his imperial predecessors, also built many splendid buildings in and around Ravenna, including his palace church Sant'Apollinare Nuovo, an Arian cathedral (now Santo Spirito) and Baptistery, and his own Mausoleum just outside the walls. .

Theoderic and his followers were Arian Christians, but co-existed peacefully with the Latins, who were largely Orthodox. Ravenna's Orthodox bishops carried out notable building projects, of which the sole surviving one is the Capella Arcivescovile. Theoderic allowed Roman citizens within his kingdom to be subject to Roman law and the Roman judicial system. The Goths, meanwhile, lived under their own laws and customs. In 519, when a mob had burned down the synagogues of Ravenna, Theoderic ordered the town to rebuild them at its own expense.

Theoderic died in 526 and was succeeded by his young grandson Athalaric under the authority of his daughter Amalasunta, but by 535 both were dead and Theoderic's line was represented only by Amalasuntha's daughter Matasuntha. Various Ostrogothic military leaders took the kingship of Italy, but none were as successful as Theoderic had been. Meanwhile, the orthodox Christian Byzantine Emperor Justinian I, opposed both Ostrogoth rule and the Arian variety of Christianity. In 535 his general Belisarius invaded Italy and in 540 conquered Ravenna. After the conquest of Italy was completed in 554, Ravenna became the seat of Byzantine government in Italy.

From 540 to 600, Ravenna's bishops embarked upon a notable building program of churches in Ravenna and in and around the port city of Classe. Surviving monuments include the Basilica of San Vitale and the Basilica of Sant'Apollinare in Classe, as well as the partially surviving San Michele in Africisco.

Exarchate of Ravenna

Following the conquests of Belisarius for the Emperor Justinian I in the 6th century, Ravenna became the seat of the Byzantine governor of Italy, the Exarch, and was known as the Exarchate of Ravenna. It was at this time that the Ravenna Cosmography was written.

Under Byzantine rule, the archbishop of Ravenna was temporarily granted autocephaly from the Roman Church by the emperor, in 666, but this was soon revoked. Nevertheless, the archbishop of Ravenna held the second place in Italy after the pope, and played an important role in many theological controversies during this period.

[ - ]

Synode:

[ - ]
Synode, (gr. synodos 'sammenkomst', af syn- og hodos 'vej, passage', jf. -ode), d.s.s. koncil, men fortrinsvis anvendt om kirkemøder på lokalt og nationalt plan. Man taler om stiftssynoder for de enkelte bispedømmer, om provinssynoder for en hel kirkeprovins og (national)synoder for et enkelt land.

Som organer for kirkeligt selvstyre har synoder en særlig rolle i kirker, der er uafhængige af statsmagten. I den græsk-ortodokse og romersk-katolske kirke er hele spektret af synoder repræsenteret, hvorimod synoders rolle er varierende i de protestantiske kirkesamfund. Størst betydning har de i de reformerte kirker. Den danske folkekirke karakteriseres ved et stærkt statsstyre og kender ikke til synoder.

[ - ]


2246
Pt:334