Beskrivelse af Hadrian III, der var Pave i år 884-885

Sct. Peter var den første biskop af Rom og dermed den første Pave i historien.
Der er opstået tradition for at biskoppen over Rom, er den katolske kirkes overhovede og dermed Pave for hele den katolske verden. Pavetitlen bliver dog først brugt efter år 300.
Kirken ledes af paven, der anses som Sankt Peters efterfølger. Den opfattelse stammer fra Matthæusevangeliet, hvor Jesus giver Peter nøglerne til himmeriget.
Jesus sagde følgende ord til Peter, som kan læses på indersiden af kuplen i
Peterskirken: ''Du er Peter (klippen) og på denne klippe vil jeg bygge min Kirke.
Dig vil jeg give nøglerne til himlens rige''.

Hadrian III - 884-885 :

Hadrian III (Sant'Adriano III Latin: Adrianus PP. III, Italian: Adriano III)
Hadrian III blev pave 17/5 884 og døde midt i september 885.
Hadrian III (884-885) blev efter heftige Partikampe Pave, og han gik strengt frem mod sin Modstander. Paven fortsatte presset mod den østromerske kejser for at stoppe Skismaet mellem den østlige og vestlige katolske tro. Han døde i 885 på Vejen til Tyskland, hvor han skulle have indsat Kejser Karl den Tykke’s uægte Søn til Rigsarving.

Sct. Hadrian III blev født i Rom. Han døde i juli 885 i San Cesario sul Panaro (Modena) kort efter, at han besluttede sig for en tur til Worms, i (det moderne) Tyskland. Formålet med rejsen var, at deltage i et møde efter, at være indkaldt af den frankiske konge Karl III, den tykke, for at fastlægge arvefølgen til det hellige romerske rige og diskutere Saracenernes tiltagende magt.
Hans død og efterfølgende begravelse i kirken i San Cesario sul Panaro nær Modena bliver mindet i de skulpturelle relieffer (fra c. 1122) der indrammer kirkedøren. Hans relikvier er fundet i nærheden af altertavlen her.
Hans kult blev godkendt i 1891, og hans festdag er 8 juli.

Hadrian III (død september 885) var Den katolske kirkes pave fra 884 til sin død året efter. Han er den eneste pave fra det som i katolsk kirkehistorie kaldes «Den mørke tidsalder» (Saeculum obscurum), perioden fra 882 til 1046.
Ifølge Liber Pontificalis var han fra Rom, og søn af en mand ved navn Benedikt. Udover dette ved man ingenting om ham før han blev pave.
Hans forgænger Marinus I døde 15. maj 884. Omstændighederne omkring valget af Hadrian er uklare, men man ved, at han blev indsat 17. juli samme år.
Han ser ud til at have lagt sig på nogenlunde samme linje som pave Johannes VIII og fik hurtigt problemer med intrigemagere som var blevet ekskommunikeret af Johannes. Marinus havde ladet dem vende tilbage til Rom, men Hadrian kom i konflikt med dem. En af dem var Georg af Aventinen, som var en højere tjenestemand i Lateranpalasset. Georg havde forgiftet sin bror på opfordring af sin elskerinde og havde så giftet sig med pave Benedikt IIIs søster for, at få en bedre position. Senere ønskede han, at gifte sig med en anden kvinde, datter af en embedsmand ved navn Gregor. Georg dræbte sin kone i fuld offentlighed. På grund af sin nye svigerfars indflytelse og sine bekentskaber ved det kejserlige hof undgik han straf for dette. Pave Hadrian III fik ham så straffet ved, at hans øjne blev stukket ud.
Hadrian skal også have ladet en adelskvinde piske nøgen i gaderne i Rom. Dette var muligvis et resultat af intrigerne og hævnlysten som opstod efter mordet på Johannes VIII.
Han havde en forsonlig indstilling til østkirken, og sendte et venligt brev om sin indsættelse, som pave til Patriark Fotios af Konstantinopel.
Den italienske adel skal, ifølge kronikøren Martinus Polonus, have været trætte af, at karolingerne ikke kunne slutte fred med hinanden, og bad Hadrian gribe ind for, at sikre fred i Italien. Paven udstedte to dekreter for, at opnå dette. Det første sagde at pave-valget skulle gennemføres uden, at vente på kejserlig godkendelse, og det andet, at dersom Karl den tykke døde uden mandlige arvinger skulle den italienske adel vælge deres egen kejser og konge over Italien. Polonius var ikke blandt de mest kritiske kronikører, og det er stor mulighed for, at det bare blev bedt om, at Hadrian udstedte disse dekreter, uden at han rent faktisk også gjorde det.
Sommeren 885 blev paven inviteret til, at deltage ved den kejserlige rigsdag i Worms for, at sikre efterfølgelsesretten for Karl den tykkes umyndige og uægtefødte søn Bernhard. Paven skulle også omorganisere bispedømmerne i kejserriket. Hadrian rejste og overlod styringen af Rom til den kejserlige udsending, biskop Johannes af Pavia. Dette tyder på, at det var forståelse for, at kejseren ville hjælpe paven dersom han selv fik hjælp ved rigsdagen.
På rejsen blev Hadrian syg og døde i midten af september 885 ved San Cesario sul Panaro (Modena). Der var mistanke om at han kan være blevet myrdet, og mistankerne blev styrket af, at liget ikke blev ført til Rom med istedet gravlagt i abbediet i Nonantula. Han var, med undtagelse af Martin I, som døde i eksil, den første pave siden Gregor I den store, som ikke blev gravlagt i Peterskirken.
Ved nyheden om Pavens død går romerne amok og plyndrer Lateranet for kirkeskattene. I stor hast vælges den nye Pave, Stefan V.
En helgenkult omkring Hadrian opstod lokalt, og han blev formelt helligkåret ved, at kulten blev godkendt af Leo XIII den 2. juni 1891.

Pave Adrian III (Latin: Adrianus III døde juli 885), var pave fra 17 maj 884 til sin død i 885. Han blev født i Rom. Han døde i juli 885 i San Cesario sul Panaro (Modena) ikke længe efter man indlader sig på en tur til orme, i moderne Tyskland. Formålet rejsen var at deltage i en Imperial kost efter at blive indkaldt af den frankiske konge Charles III, fedt, at bosætte sig for arvegangen til det hellige romerske rige og diskutere de voksende magt af Saracenerne.

Hans kult blev bekræftet i 1891, og hans festdag er 8 juli.

Hans død og efterfølgende begravelse i kirken i San Silvestro skive Abbey nær Modena mindes i de skulpturelle relieffer (c. 1122) at ramme døren til denne kirke. Hans relikvier er fundet i nærheden af altertavlen her.

Pope Adrian III (Latin: Adrianus III; died July 885), was Pope from 17 May 884 to his death in 885. He was born at Rome. He died in July 885 at San Cesario sul Panaro (Modena) not long after embarking on a trip to Worms, in modern Germany. The purpose the journey was to attend an Imperial Diet after being summoned by the Frankish King Charles III, the Fat, to settle the succession to the Holy Roman Empire and discuss the rising power of the Saracens.

His cult was confirmed in 1891, and his feast day is 8 July.

His death and subsequent burial in the church of San Silvestro Nonantola Abbey near Modena is commemorated in the sculpted reliefs (c. 1122) that frame the doorway of this church. His relics are found near the high altar here.

---

                  Katolske begreber:

Ordforklaring :

Lateran
Liber Pontificalis
Patriark
Saracen
Skisma

Lateran:

Laterankirken (Arcibasilica di San Giovanni in Laterano) er bispedømmet Roms domkirke og dermed pavens sæde, en del af Vatikanstaten og den katolske kirkes fornemste domkirke. Det har historiske årsager. Frem til pavernes ophold i Avignon (fra 1309) var Lateranpaladset lige ved kirken det pavelige palads. Først efter tilbagekomsten fra Avignon blev Vatikanet pavens opholdssted, og selv om Peterskirken er den største, er den ikke en domkirke.

Laterankirken kaldes ofte Alle kirkers mor, og på facaden står indskriften SACROSANCTA LATERANENSIS ECCLESIA OMNIUM URBIS ET ORBIS ECCLESIARUM MATER ET CAPUT (latin for: Den allermest hellige Laterankirke, for hele byen og verden moder- og hovedkirke). Kirken er viet til Jesus Kristus, Johannes Døberen og Evangelisten Johannes.

Kirken er en af de fire patriarkalbasilikaer (de fire største kirker i Rom: Peterskirken, Laterankirken, Santa Maria Maggiore og Sct. Paul uden for murene). I lighed med de andre har den en hellig port, som åbnes, når det hvert 25. år er jubelår. Pilgrimme, der går gennem porten efter at have skriftet deres synder, får fuld aflad.

Den første domkirke blev rejst under kejser Konstantin. Den blev ødelagt af vandalerne, og en ny blev rejst af pave Leo 1. ca. 460. Pave Sergius 3. (904–911) byggede den helt om, efter at et jordskælv havde forårsaget store skader. I 1308 blev den fuldstændig ødelagt af en brand, og flere efterfølgende paver stod for genopbygningen. Under arbejdet blev den igen totalskadet af brand i 1360. Nutidens basilika er med undtagelse af nogle mindre arbejder i det 19. århundrede resultatet af Francesco Borrominis arbejde før jubelåret 1650.

Apostlene Peters og Paulus' hoveder skal være bevaret i relikvarier i baldakinen over højalteret. I selve alteret er dele af en bordplade fra antikken indfældet. Den skal komme fra senator Pudens' hus, og Peter skal have fejret nadveren ved det.

Liber Pontificalis:

Liber Pontificalis: eller Pavernes Bog er en af de væsentlige kilder vedrørende den tidlige middelalders historie, men den er også genstand for stor skepsis i den henseende.


På det umiddelbare plan er bogen en samling kortfattede biografiske registreringer af de første paver op til slutningen af det 10. århundrede nævnt i kronologisk rækkefølge. Hver af registreringerne består af pavens regeringstid i antal år (og herudfra kan årstallene udledes), deres fødselssted og forældre, de samtidige kejsere, indsats med hensyn til byggeri (specielt vedrørende romerske kirker), udnævnelser, vigtigste erklæringer, begravelsessted og tiden indtil næste pave var valgt og indviet. Imidlertid vanskeliggør måden, den blev til på, at man kan fæste ordentlig lid til bogen som historisk dokumentation.
Liber Pontificalis er skrevet af underordnede embedsmænd ved paveretten, og der er fundet eksempler på forvanskninger, udeladelser og forfalskninger. Registreringerne for de første tre århundreder er derfor nok først og fremmest interessante for historikere som eksempler på, hvad man i det 5. århundrede vidste om den tidligste katolske kirke. Fra det 4. århundrede og frem er skribenterne på mere sikker grund, selv om der stadig kan findes fejl og mangler. Granskning af teksten lader formode, at der fandtes to tidlige versioner fra før belejringen af Rom i 546, men herefter er der tale om et enkelt eksemplar. Fra begyndelsen af det 7. århundrede (omkring tiden for Pave Honorius 1.'s indsættelse) og frem indtil indsættelsen af Pave Adrian 2. er registreringerne skrevet i samtiden kort efter hver paves død og dermed rimeligt præcise, når man ser bort fra de enkelte skribenters holdninger.
Fortsættelser af Liber Pontificalis blev senere lavet og fører beretningerne om paverne videre fra omkring 1100 til midten af det 15. århundrede, men kvaliteten heraf er meget varierende.
De mange skribenters arbejde over lang tid komplicerede arbejdet med at lave udgaver af værket til videnskabelige formål. Mod slutningen af det 19. århundrede gjorde Louis Duchesne og Thodor Mommsen begge forsøget, men Mommsens udgave er dog ikke komplet. I det 20. århundrede er der udkommet oversatte og kommenterede udgaver, hvor vægten af kommentarerne har gået på den historiske troværdighed af beskrivelserne.

Patriark:

En patriark er overhovedet i en romersk-katolsk eller ortodoks kirkeprovins, et patriarkat. Da embedet er personorienteret bruger man sjældent betegnelser som f.eks. patriarkatet Konstantinopel, men som regel patriarken af Konstantinopel osv.
Fem patriarkater – i Rom, Jerusalem, Alexandria, Antiokia og Konstantinopel – har rødder i oldkirken. De andre er kommet til på senere tidspunkter, enten som belønning for loyalitet mod kirken eller af religionspolitiske grunde.


Patriarken Fotios af Konstantinopel (billede herover) levede fra ca. 820 til 893. Han regnes for en af de mest lærde mænd nogensinde i den Ortodokse Kirke.
Fotios var patriark af Konstantinopel - det vil sige, at han havde samme rolle i den østromerske, ortodokse kirke, som paven har den romersk-katolske kirke.

Fire af de ortodokse patriarkater, de fire første på listen, er oldkirkelige. De andre er nyere, og er knyttet til nationalkirker i forskellige lande.

• Patriarken af Konstantinopel (Den økumeniske patriark)
  
• Patriarken af Alexandria
  
• Patriarken af Antiokia
  
• Patriarken af Jerusalem
  
• Patriarken af Moskva og hele Rusland
  
• Patriarken af hele Bulgarien
  
• Katholikos-patriarken af hele Georgien
  
• Patriarken af hele Rumænien
  
• Den serbiske patriark
  
  

Den katolske kirkes patriarkater
Et af de katolske patriarkater går direkte tilbage til oldkirken, nemlig Rom. Patriarkaterne i Alexandria, Antiokia og Jerusalem har rødder i oldkirken, men disse steder var der i lang tid kun ortodokse patriarker.
Udover de nuværende patriarkater er der også i Den katolske kirke nogle historiske patriarkater, som af forskellige grunde ikke eksisterer mere.

Nuværende katolske patriarkater

• Patriarkatet i Rom (paven er patriark)
  
• Det koptiske patriarkat i Alexandria
  
• Det græske patriarkat i Antiokia
  
• Det syriske patrirkat i Antiokia
  
• Det maronittiske patriarkat i Antiokia
  
• Det romersk-katolske patriarkat i Jerusalem
  
• Patriarkat i Babylon (Bagdad)
  
• Patriarkat i Cilicia
  
• Patriarkat i Venezia
  
• Patriarkat i Lisabon
  
  

Historiske katolske patriarkater

• Det romersk-katolske patriarkat i Konstantinopel
  
• Det romersk-katolske patriarkat i Alexandria
  
• Det romersk-katolske patriarkat i Antiokia
  
• Patriarkatet i Vest-Indien
  
• Patriarkatet i Øst-Indien
  
  

De orientalske ortodokse kirkers patriarkater

• Paven og patriarken af Alexandria (Den koptiske ortodokse kirke)
  
• Patriarken af Antiokia (Den syriske ortodokse kirke)
  
• Katholikos-patriarken af Etchmiadzin og Armenia (Den armenske ortodokse kirke)
  
• Patriarken af Cilicia of Midt-Østen (Den armenske ortodokse kirke)
  
• Patriarken af hele Etiopien (Tewahedokirken)
  
• Patriarken af hele Eritrea (Den eritreanske ortodokse kirke)
  
  

De nestorianske patriarkater
De nestorianske kirker blev løsrevet fra resten af den kristne kirke i det 5. århundrede.

• Katholikos-patriarken af Babylon (Bagdad, Den assyriske kirke i øst)
  
• Katholikos-patriarken i Jerusalem (Kirken i øst og udenlands, sæde i Nordamerika)
  
  

Et patriarkat er en kultur, hvor magten og herredømmet besiddes af (de ældste) mænd, og hvor den fædrene linie tegner slægten. Magten tilhører den myndige og ærværdige patriark. Begrebet patriark kommer af græsk "patria", der betyder slægt og -ark, der betyder leder eller anfører. Patriarken er slægtens anfører og som sådan ikke kønsbestemt, men i bibelens gamle testamente er Abraham og hans søn Isak og dennes søn Jakob patriarker.

Saracen:

Saracener var oprindelig en benævnelse som anvendtes af romerne om de indbyggere som beboede ørkenerne nær den romerske provins Syria og som skilte sig ud fra arabere. Senere, og fremforalt under korstogene, anvendtes ordet som benævnelse for muslimer i almindelighed. Da havde termen fået en negativ klang i det kristne Europa.


Etymologi
Saracen kommer fra græsk sarakenoí, hvilket alment anses at komme fra det arabiske ord sharqiyyin, som betyder østerlændinger. Oprindelsen til det arabiske ord er imidlertidigt tvivlsomt ifølge Oxford English Dictionary. En af de tidligste kendte skriftlige kilder er Ptolemæus værk: Geografike hyfegesis fra 100-tallet e.kr.. Han omtaler der befolkningsgruppen Sarakenoi som befolkede den nordvestlige del af den Arabiske halvø og som han adskiller fra araberne. Ordet kan siden have spredt sig til vesteuropa via Østromerske Kejserdømme og korsfarerne. Han beskriver desuden "Sarakene" som en region i det nordlige Sinai, navngiven efter byen Saraka på samme halvø.
Da Marko Polo (1254 - 1324) rejste gennem mellemøsten, omtalte han "saracenerne" som krigsgale.
Efter islams indtog i mellemøsten, og specielt ved tiden for korstogene i middelalderen, anvendtes ordet til at betegne alle muslimer uanset om disse var af arabisk herkomst eller ikke. Specielt anvendtes ordet om muslimer på Sicilien og i det sydlige Italien.
Fra 827 - 1091 herskede saracenerne på Sicilien; i en endnu længere periode på Sardinien.
I det 9. århundrede fandtes der derudover emirater i Tarent, Bari og Brindisi ( Apulien ).
Det må derfor formodes, at der også fandtes arabiske påvirkninger i resten af Syditalien.
Så vidt man ved, var det Saracenerne, der startede med, at drikke kaffe.

Skisma:

Det rigtigt store skisma var skismaet mellem Konstantinopel og Rom 1054. Men traditionelt betegnes også den vestlige kirkes skisma som »det store skisma« - man er tilbøjelige til at ignorere Østrom i europæisk historie.

Det Store Skisma, splittelsen mellem den romerske og den byzantinske kirke fra 1054.
Der havde siden 800-t. bestået spændinger om bl.a. pavens forrang, filioque, kirkelige skikke, nadverbrødet og fordelingen af kirkelig jurisdiktion.
I 1054 nedlagde en romersk delegation en bandbulle på alteret i Sofiakirken i Konstantinopel mod patriark Michael Kerullarios og den byzantinske kirkeledelse.
Derpå bandlyste Kerullarios romerne; de gensidige fordømmelser blev først ophævet i 1965.
Året 1054 er traditionelt blevet regnet for tidspunktet for bruddet mellem den østlige og den vestlige kristendom.

Det Vestlige Skisma :


Den romersk-katolske kirke var i senmiddelalderen og renæssancen præget af en række kriser. Kirkens første alvorlige krise kom i 1309, da paven flyttede hoffet fra Rom til Avignon, og i denne periode var paven under den franske konges indflydelse. Pave Gregor 11. flyttede hoffet tilbage til Rom i 1378, men døde kort efter, hvorefter det kom til endnu en krise. Denne krise omtales som Det store Skisma, som varede fra 1378 til 1417, hvor der på et tidspunkt fandtes tre paver (Rom, Pisa og Avignon). Dette blev begyndelsen på koncilbevægelsen, der begyndte med koncilet i Konstanz og afsluttedes med koncilet i Basel. Koncilbevægelsen forsøgte at gøre sig til kirkens øverste myndighed, men tabte magtkampen til paven.
Urban VI´s (1378-1389) valg skete under pres fra den romerske befolkning, der ønskede en romer eller i det mindste en italiener valgt som pave. Han er den sidste pave uden kardinaltitel og hans valg førte til et næsten 50-årigt skisma (spaltning) af den romersk-katolske kirke, hvor der frem til et møde i Pisa i 1409 var to paver og efter mødet var der tre paver - en situation, der varer til de stridende parter mødes på et konsil i Konstanz (1414-1418), hvor man enes om at vælge Oddo di Colonna som pave Martino V og afsætte de øvrige.

Navnene på paver og modpaver i denne periode er:

• Modpave Clemens VII (1378-1394)
• Pave Bonifacius IX (1389-1404)
• Modpave Benedikt XIII (1394-1423)
• Pave Innocent VII (1404-1406)
• Pave Gregor XII (1406-1415)
• Pave Alexander V (1409-1410)
• Modpave Johannes XXIII (1410-1415)

På konklavet i 1378 valgte Det italienske parti Prignano til pave Urbano VI, men de franske kardinaler ville ikke godkende valget og de blev politisk støttet af den franske kong Karl V og Napolis dronning Johanna 1 af Anjou. Det franske parti valgte så kardinal Robert af Genf som modpave under navnet Clemente VII, og han bosatte sig i Avignon og så var spaltningen af den romersk-katolske kirke en kendsgerning og de indbyrdes krige kunne begynde, hvor Pave Urbano VI tabte en række slag, men han afslog alle forsøg på et kompromis.
I 1415 besluttede den retmæssigt valgte Gregor XII under koncilet i Konstanz (1415-1418) at træde tilbage. Det gjorde han for at afslutte det vestlige skisma, hvor hele tre paver gjorde krav på Petersembedet.