Beskrivelse af Benedikt VII, der var Pave i år 974-983

Sct. Peter var den første biskop af Rom og dermed den første Pave i historien.
Der er opstået tradition for at biskoppen over Rom, er den katolske kirkes overhovede og dermed Pave for hele den katolske verden. Pavetitlen bliver dog først brugt efter år 300.
Kirken ledes af paven, der anses som Sankt Peters efterfølger. Den opfattelse stammer fra Matthæusevangeliet, hvor Jesus giver Peter nøglerne til himmeriget.
Jesus sagde følgende ord til Peter, som kan læses på indersiden af kuplen i
Peterskirken: ''Du er Peter (klippen) og på denne klippe vil jeg bygge min Kirke.
Dig vil jeg give nøglerne til himlens rige''.

Benedikt VII - 974-983 :

Benedikt VII (Benedetto VII) Benedict VII.
Benedikt VII var af den tusculanske greveslægt, valgt af det kejserlige parti efter Bonifacius VII’s flugt. Han ydede kejser Otto II store tjenester, og denne beskyttede ham til gengæld mod det nationale parti i Rom. Benedikt sluttede sig til den reformbevægelse, der udgik fra Cluny.
Benedict VII blev udnævnt til pave efter forgængerens flugt. Han var romersk aristokrat og tæt forbundet med Roms stærke Crescentiifamilie.
Paven havde været biskop i Suri ved Viterbo. Den flygtede pave, Bonifacio, lavede et kup, og Benedict så sig nødsaget til at flygte fra Rom, og først da kejser Otto fra Italien greb ind, kunne han returnere til Rom i marts 981.
Senere i 981 blev den vigtige Synode afholdt i St. Peterskirken, hvor Simoni blev erklæret for forbudt i hele kirken.
Da kejser Otto II døde i Rom 7/12 983, var paven uden politiske støtter, og den afsatte og flygtede Bonifacio returnerede fra Konstantinopel og fik med Crescentiifamilien hjælp fængslet Benedikt, der uden rettergang - som bekendt af eftertiden - blev holdt indespærret, indtil han døde af sult eller muligvis forgiftet 20/8 984.
Paven er begravet i S. Croce in Gerusalemme.

Benedict VII (Latin: Benedictus PP. VII, Italian: Benedetto VII; died 10 July 983) was born in Rome, the son of David or Deodatus (brother of Alberic II of Spoleto). Before his election to the papacy, he had previously served as Bishop of Sutri. He belonged to the noble family of the Counts of Tusculum. He was elected by the Roman clergy and people in October 974 under the influence of Sicco, imperial envoy of Emperor Otto II. He governed Rome quietly for nearly nine years, a somewhat rare thing in those days.
Benedict VII's date of birth is not known with certainty, but it is known that he was related to Prince Alberic II and connected to the Crescenti family. He succeeded to the papacy as a compromise candidate to replace antipope Bonifacius VII (974, 984-985). Bonifacius VII was excommunicated and unsuccessfully attempted to retake the papacy.

Benedict VII promoted monasticism and Ecclesiastical reform along with Emperor Otto II. He also consecrated the priest James, who had been sent to him by the people of Carthage "to help the wretched province of Africa." Benedict VII visited the city of Orvieto with his nephew Filippo Alberici, who later settled there and became Consul of the city state in 1016. The Alberici family live there to this day. In March 981, Benedict presided over a synod in St Peter's that prohibited simony. In September 981, he convened a Lateran Synod.

---

                  Katolske begreber:

Ordforklaring :

Ecclesiast
Lateran
Simoni
Synode

Ecclesiast:

Lateran:

Laterankirken (Arcibasilica di San Giovanni in Laterano) er bispedømmet Roms domkirke og dermed pavens sæde, en del af Vatikanstaten og den katolske kirkes fornemste domkirke. Det har historiske årsager. Frem til pavernes ophold i Avignon (fra 1309) var Lateranpaladset lige ved kirken det pavelige palads. Først efter tilbagekomsten fra Avignon blev Vatikanet pavens opholdssted, og selv om Peterskirken er den største, er den ikke en domkirke.

Laterankirken kaldes ofte Alle kirkers mor, og på facaden står indskriften SACROSANCTA LATERANENSIS ECCLESIA OMNIUM URBIS ET ORBIS ECCLESIARUM MATER ET CAPUT (latin for: Den allermest hellige Laterankirke, for hele byen og verden moder- og hovedkirke). Kirken er viet til Jesus Kristus, Johannes Døberen og Evangelisten Johannes.

Kirken er en af de fire patriarkalbasilikaer (de fire største kirker i Rom: Peterskirken, Laterankirken, Santa Maria Maggiore og Sct. Paul uden for murene). I lighed med de andre har den en hellig port, som åbnes, når det hvert 25. år er jubelår. Pilgrimme, der går gennem porten efter at have skriftet deres synder, får fuld aflad.

Den første domkirke blev rejst under kejser Konstantin. Den blev ødelagt af vandalerne, og en ny blev rejst af pave Leo 1. ca. 460. Pave Sergius 3. (904–911) byggede den helt om, efter at et jordskælv havde forårsaget store skader. I 1308 blev den fuldstændig ødelagt af en brand, og flere efterfølgende paver stod for genopbygningen. Under arbejdet blev den igen totalskadet af brand i 1360. Nutidens basilika er med undtagelse af nogle mindre arbejder i det 19. århundrede resultatet af Francesco Borrominis arbejde før jubelåret 1650.

Apostlene Peters og Paulus' hoveder skal være bevaret i relikvarier i baldakinen over højalteret. I selve alteret er dele af en bordplade fra antikken indfældet. Den skal komme fra senator Pudens' hus, og Peter skal have fejret nadveren ved det.

Simoni:

Synode: