Beskrivelse af Gregor VI, der var Pave i år 1045-1046

Sct. Peter var den første biskop af Rom og dermed den første Pave i historien.
Der er opstået tradition for at biskoppen over Rom, er den katolske kirkes overhovede og dermed Pave for hele den katolske verden. Pavetitlen bliver dog først brugt efter år 300.
Kirken ledes af paven, der anses som Sankt Peters efterfølger. Den opfattelse stammer fra Matthæusevangeliet, hvor Jesus giver Peter nøglerne til himmeriget.
Jesus sagde følgende ord til Peter, som kan læses på indersiden af kuplen i
Peterskirken: ''Du er Peter (klippen) og på denne klippe vil jeg bygge min Kirke.
Dig vil jeg give nøglerne til himlens rige''.

Gregor VI - 1045-1046 :

Gregor VI (Gregorio VI) Gregorius VI; Gregorius VI blev pave fra 1/5 1045 til 20/12 1046. Gregor VI var Modpave en kort tid i 1012. Gregor VI købte pavedømmet af Benedictus IX, der senere igen blev pave selv.
Gregor VI hed oprindeligt Johannes Gratianus og var Archipresbyter i Rom og stod i Ry for fromhed og lærdom. Han købte Paveværdigheden af Benedikt IX i håb om at kunne få Kirken reformeret, men han blev afsat 1046 på Synoden i Sutri, fordi han var kommet i Embede ved Simoni.
I de borgerkrigslignende tilstande i Rom, bliver han af kejser Henrik III tvunget til at abdicere og gå i eksil i Köln. I dette eksil ledsages han af munken Hildebrandt, der senere i 1073 vælges til pave. Gregorio VI regnes for grundlæggeren af den pavelige hær.
Gregor VI døde i Köln sent i 1047.

Pave Gregor VI (Latin: Gregorius PP. VI, italiensk: Gregorio VI), født Johannes Gratianus i Rom, var leder af den katolske kirke fra 1 maj 1045 indtil sin abdikation på Synoden i Sutri den 20 December 1046. Han døde 1047-1048.
Gratian var domkirkepræst i St. Johannes ved den latinske port og var en mand med ef stort ry for sin karakterfaste retsindighed. Han var også fadder for Pave Benedict IX, der i en alder af tyve, blev påtvunget pavedømmet af hans magtfulde familie, Theophylacti, som var grever i Tusculum.
Benedikt IX, der ønskede at gifte sig og forlade den stilling, som han var blevet påtvunget af sin familie, spurgte sin gudfader om, hvorvidt han kunne træde tilbage fra det øverste Pontifikat. Da han blev overbevist om, at han kunne gøre dette, tilbød han at opgive pavedømmet, til fordel for sin fadder for en stor sum penge. Med ønsket om, at befri pavesædet i Rom for en uværdig pave, betalte Johannes Gratianus ham pengene og blev anerkendt som pave i hans sted.
Ved Gratianus tiltrædelse tog han navnet Gregor VI. Tiltrædelsen bragte imidlertid ikke fred til kirken, selvom den nogle steder blev hilst med glæde, selv af den strenge rettighedsvogter St. Peter Damian. Da Benedikt IX forlod byen efter, at have solgt pavedømmet, var der allerede en anden aspirant til pavesædet i feltet. Johannes, biskoppen af Sabina, blev hyldet som pave Sylvester III af den adelsfraktion, der havde drevet Benedikt IX fra Rom i 1044, og derefter havde installeret Sylvester i hans sted. Selvom Benedikt IX hurtigt kom tilbage, og tvang Sylvester III til at trække sig tilbage til hans Embede i Sabina, opgav Sylvester aldrig sine krav til den pavelige trone og gennem sine politiske allierede bevarede han tilsyneladende sin position i visse dele af Rom.
For yderligere at komplicere sagen, angrede Benedikt IX, der ikke kunne få den brud som han havde kastet sit hjerte på, snart sin afskedsbegæring og krævede pavedømmet tilbage, og i sin tid menes han, at have lykkedes med, at erhverve herredømmet over en del af byen.
Med en tom statskasse og de gejstlige, der stort set havde mistet sansen for retfærdighed, blev Gregor VI konfronteret med en næsten håbløs opgave. Ikke desto mindre, forsøgte han ved hjælp af sin "capellanus" eller præst, Hildebrand, der var udset til, at blive pave Gregor VII, at tilvejebringe både civil og religiøs orden. Han stræbte efter det sidstnævnte med breve og Konciler, og efter det første med våbenmagt. Men hans rivalers fraktioner var for stærke til, at blive slået ned, og forvirringen steg kun.
Overbevist om, at intet kunne opfylde de udfordringer kirken stod over for, undtagen kejserens indblanding, samledes en række indflydelsesrige præster og lægfolk sig fra menighederne, både Gregor VI's og hans to rivalers og bønfaldt kejser Henrik III om, at krydse alperne og genoprette ro og orden. Henrik III reagerede på disse opfordringer ved, at drage sydover til Italien i efteråret 1046.
I stærk overbevisning om sin uskyld, gik Gregor VI mod nord til at møde ham. Han blev modtaget af Henrik III med al den ære der er en pave værdig, og i overensstemmelse med den kongelige anmodning, indkaldtes til Synoden i Sutri.
Af hans rivaler var det kun Sylvester III der mødte frem på Synoden, der blev indledt den 20 December 1046. Hans var krav var rettet mod, både pavedømmet og at Benedikt IX snart blev fjernet. Frataget alle kirkelige titler og betragtet som tronraner fra begyndelsen, blev Sylvester III idømt isolering i et Kloster i resten af sit liv.
Gregor VI blev beskyldt for at købe pavedømmet og indrømmede det frivilligt; dog bestred han, at denne handling, i betragtning af omstændighederne, skulle betragtes, som Simoni. Skønt biskopperne i Synoden var imponerede over Gratianus, mente de dog, at denne handling faktisk var Simoni, og befalede ham, at træde tilbage. Da Gregor VI så de begrænsede valg, der blev overladt til ham, frasagde han selv sit embede.

Gregory VI was succeeded in the papacy by the German bishop of Bamberg, Suidger, who took the name Pope Clement II.
Gregory VI himself was taken by the Emperor to Germany in May 1047, where he died in 1048, probably at Cologne.
Gregory VI was accompanied by Hildebrand, who remained with him until his death. After about a year in Cluny, Hildebrand returned to Rome in January 1049 with the new Pope Leo IX (Bruno of Toul), successor of Popes Clement II and Damasus II. And when Hildebrand himself was elected Pope in 1073, he deliberately chose for himself the title Pope Gregory VII in order to proclaim his firm and loyal belief in the legitimacy of Gratian as Pope Gregory VI.

Gregor VI blev efterfulgt i pavesædet af den tyske biskop af Bamberg, Suidger, der tog navnet pave Clement II.
Gregor VI blev taget med til Tyskland af kejseren i maj 1047 og han døde i 1048, sandsynligvis i Köln.
Gregor VI var ledsaget af Hildebrand, der forblev hos ham indtil hans død. Efter ca. et år i Cluny, Hildebrand vendte tilbage til Rom i januar 1049 med den nye Pave Leo IX (Bruno af Toul), efterfølgeren til paver Clement II og Damasus II. Og da Hildebrand, selv blev valgt til pave i 1073, valgte bevidst han selv titlen pave Gregor VII for at forkynde sin faste og loyale troen på legitimiteten af Gratianus som pave Gregor VI.

---

                  Katolske begreber:

Ordforklaring :

Kloster
Koncil
Modpave
Pontifikat
Simoni
Synode

Kloster:

Ordet Kloster betyder "indelukke" og betegner dels et bygningsværk, dels et religiøst fællesskab, som lever adskilt fra det øvrige samfund efter en klosterordens særlige bestemmelser.
Der findes klostre indefor flere religioner.

• 1 Kristne klostre
• 2 Buddhistiske klostre
• 3 Islamiske klostre
• 4 Hinduistiske klostre

Kristne klostre

I de kristne klostre var meningen med klosterlivet at efterkomme Jesu ord til den rige unge mand: "Vil du være fuldkommen, så gå hen og sælg, hvad du ejer, og giv pengene til de fattige, så vil du have en skat i himlene. Og kom så og følg mig!". Klosterets beboere, der for mænds vedkommende kaldes munke og for kvinders vedkommende nonner, var og er mennesker, der har følt et kald til at forsage verdens velfærd og vie deres liv til Gud.

Ikke alle klostre blev opført i askese. Herunder ses spisesalen fra Leubus kloster i Lubiaz i Polen.

Koncil:

Et Koncil er et kirkemøde for hele eller dele af Den Katolske Kirke. Ordet kommer fra latin "concilium"=Rådsforsamling. Man taler om 4 forskellige typer af konciler: "Concilio Diocesano" eller "Sinodo" indkaldes af Biskoppen, "Concilio Provinciale" indkaldes af Metropolitten (Ærkebispen), "Concilio Nazionale" indkaldes af Patriarken eller Overhovedet for Kirken i det enkelte land.



Endelig er der "Concilio Ecumenico", som indkaldes af Paven og gælder for alle dele af Den Katolske Kirke.

Et Økumenisk Koncil foregår i 3 bestemte faser: Indkaldelsen af de nærmere bestemte grupper gejstlige som skal deltage. Afholdelsen sker under Pavens præsidium eller under en af hans legater. Paven bestemmer de emner, der skal debatteres og om evt. andre forslag skal tages med ind til diskussion. Paven har ret til at opløse Koncilet, eller til at stoppe det eller overflytte det til et andet sted. Den sidste fase er Pavens godkendelse af Koncilets konklusioner.

Koncilier - Romerkirkens generalforsamlinger

Modpave:

En modpave var i middelalderen en pave, som kejseren eller et oppositionsparti fik valgt i konkurrence med den retmæssige pave, og som ikke anerkendes i den officielle paveliste.
Modpaverne var i høj grad medvirkende i både det katolske og det statslige politiske spil op gennem årene.
Modpave Hypolitus, 217-235 regnes som regel for at være den første modpave.
Modpave Felix V, 1439-1449, var den sidste af slagsen.

Herunder ses: Modpave Johannes XXIII
(1410 - 1415)
Liste over modpaver gennem historien:

• Hypolitus (217-235)
• Novatian (251-258)
• Felix II (355-365)
• Ursinus (366-367)
• Eulalius (418-419)
• Laurentius (498-499 og 501-506)
• Dioskur (september-oktober 530)
• Teodor (september-december 687)
• Paschalis (oktober-december 687)
• Konstantin II (767–768)
• Filippus (juli 768)
• Johannes (januar 844)
• Anastasius III (august-september 855)
• Kristoforus (903-04)
• Bonifatius VII (juni-juli 974 og 984-85)
• Johannes XVI (997-98)
• Gregor VI (juni-juli 1012)
• Benedikt X (1058-59)
• Honorius II (1061-72)
• Klemens III (1080-84)
• Theoderik (1100-01)
• Albert (februar-marts 1102)
• Sylvester IV (1105-11)
• Gregor VIII (1118-21)
• Celestin II (december 1124)
• Kletus [Anakletus] II (1130-38)
• Viktor IV (marts-maj 1138)
• Viktor IV (1159-64)
• Paschalis III (1164-68)
• Callistus III (1168-78)
• Innocent III (1179-80)
• Nikolas V (1328-30)
• Klemens VII (1378-94)
• Benedikt XIII (1394-1423)
• Alexander V (1409-10)
• Johannes XXIII (1410-15)
• Klemens VIII (1423-29)
• Benedikt XIV (1423-29)
• Benedikt XIV (1430-37)
• Felix V (1439-49)

Senere har der dog været andre som har taget pavetitel, flere gange efter være blevet valgt af skismatiske grupper. Dette er de såkalte sedevakantister, som mener, at pavestolen står tom, og at de dermed må vælge en af deres egne til at fylde den. Vatikanet har modpaverne med i de officielle lister over paver frem til Felix (V), som døde i 1449, men man medtager ikke sedevakantisterne. Årsagen til dette er, at modpaverne på den officielle liste blev valgt af personer, som befandt sig indenfor den katolske kirke, mens sedevakantistenes paver er valgt af personer, som befandt sig udenfor og havde dannet egne kirkesamfund. De anses derfor af Vatikanet for ledere af konkurrerende katolske eller katolsk-inspirerede grupper.
I katolsk kirkeret er det at lade sig vælge til modpave en skismatisk handling, som automatisk fører til ekskommunikation.

Pontifikat:

Pontifikat, (af lat. pontificatus, afledt af pontifex), en paves regeringstid.

Pontifex, (lat., af pons 'vej, bro', gen. pontis, og -fex, af facere 'gøre'; af omstridt bet., måske 'den, der baner vej' eller 'den, der bygger bro'), i romersk religion navnet på et ledende medlem af pontifikalkollegiet, et præstekollegium bestående af rex sacrorum, de tre store flamines og tolv mindre flamines; pontifex maximus 'den største pontifex' havde som særligt embedsområde Vestakulten. Pontifikalkollegiet holdt til i Regia (egl. 'kongens hus') på Forum Romanum og havde bl.a. overopsyn med Roms statskult, lege (ludi), sakralret og varselstydning. Fra ca. 200 f.Kr. kendes tabulae pontificum 'pontifexernes tavler', en samling historiske annaler.

Fra og med Augustus blev ærestitlen pontifex maximus givet til den regerende kejser, og i løbet af 400-t. overtog paven den oprindelig hedenske titulatur, ofte forkortet pont.max. eller PM, nu i formen summus pontifex, hvis betydning tolkedes kristologisk som 'den, der slår bro mellem Jord og Himmel'.

Simoni:

Synode: