|
|
Det dynamisk skiftende indhold på denne side er sammensat af bearbejdet materiale, der fortrinsvis er inspireret af fakta fra ovenstående links. Disse links er i sig selv og i høj grad spændende og anbefalelsesværdig læsning.
Jeg påberåber mig således ingen former for ophavsret over nærværende materiale.
Jeg takker hermed for inspiration. :-)
M. Due 2025
|
|
Innocens II - 1130-1143 :
Innocens II (Innocenzo II) Innocent II
Innocent II blev født som Gregorio Papareschi og blev kardinaldiakon i S. Angelo fra 1116. Han var medvirkende ved Wormskonkordatet i 1122.
Hans valg blev udført hemmeligt, og da nyheden spredtes, var mange imod valget, og mange af kardinalerne nægtede at anerkende det, og de udnævnte i stedet ved et morgenmøde i San Marcokirken i Rom kardinal Pietro Pierleoni som pave Anacletus II. Begge paver blev indsat med salving den 23/2 1130: Innocent II blev indsat af biskoppen i Ostia under en højtidelighed i Sta Maria Nuovakirken, mens Anacletus blev indsat af biskoppen af Porto ved en højtidelighed i Peterskirken.
Denne situation afstedkom en fejde, der løb over otte år, indtil Anacletus' død i 1138.
Innocent blev den mest anerkendte, idet der efter nogle år kun var modstand mod ham i Skotland, Aquitanien og Syditalien. Blandt sine støtter taltes også Bernard af Clairvaux, Louis VI i Frankrig og Henrik I i England. I Tyskland blev han accepteret først af præmonstratensernes grundlægger ærkebiskop Norbert af Magdeburg og gennem ham senere af kejser Lothar III.
Anacletus var anerkendt af normannerne i Syditalien, som han havde givet retten til hele Syditalien, og desuden stod han stærkt i Rom. Anacletus medregnes dog ikke på de officielle pavelister og må derfor betragtes som en Modpave.
Innocens II (1130-43) hed Gregor Papareschi og havde som Kardinal været Pavens mellemmand ved afslutningen af Worms-Konkordatet.
På uregelmæssig vis blev han valgt til Pave, og han fik Anacletus til Modpave. Roms Adel delte sig mellem de to Paver. Innocens måtte flygte til Frankrig, hvor Bernhard fra Clairvaux og senere hoffet blev vundne for hans Papat; efterhånden sluttede Tyskland, England og Norden sig også til ham. 1133 førte Kejser Lothar ham ind i Rom, men han måtte snart forlade Byen, idet Roger af Sicilien stod på Anacletus’ Side, og 1137 måtte Kejseren atter tiltvinge ham adgang til Rom.
Pavesøndringen blev hævet 1138 ved den hellige Bernhards hjælp, og Innocens var nu ene Pave. I år 1139 holdt han et Koncil i Lateranet, hvor han erklærede Anacletus' bestemmelser for ugyldige, bandsatte Roger af Sicilien og fordømte Peter af Bruys, Abailard og Arnold fra Brescia.
Han blev fanget på et felttog mod Sicilien og fik kun friheden mod visse indrømmelser.
Han blev valgt med støtte fra Frangipane-familien. Familien indrettede Colosseo og Titusbuen på Forum Romanum til et fæstningsanlæg. Paven opsatte apsismosaik og triumfbuen i S. Maria in Trastevere. Apsismosaikken med den kronede Jomfru Maria betegner Madonnakultens absolutte højdepunkt. På billedet (herunder t.v) af mosaikken ses pave Innocens II, yderst til venstre med en model af kirken. Billedet har paven måske set som Glasmaleri i Paris, som han besøgte i 1122.
Efter pave Innocens II's død udbrød der en republikansk rejsning i Rom under ledelse af Arnold af Brescia, kejser og pave blev frakendt magt over byen, Colosseo blev indtaget i 1142. I 1154 brød borgerkrigen ud igen og magten over Colosseo gik tilbage til Frankipane-familien. Innocens II indkaldte til det 10. kirkemøde.
Innocens II døde 24.9.1143, han hed oprindeligt Gregorio Papareschi. Hans valg til pave støttedes af den tyske kejser, men udløste et Skisma i 1130-38, hvor hans Modpave var Anacletus II. Med hjælp fra bl.a. Bernhard fra Clairvaux opnåede Innocens II efter Modpavens død hele kirkens støtte og afholdt det 2. LateranKoncil i 1139.
Tidlige år
Gregorio Papareschi stammede fra en familie i Rom, antagelig fra Rione Trastevere.
Pave Paschalis II (1099-1118) gjorde ham til kardinaldiakon. I denne egenskab fulgte han pave Gelasius II (1118-1119) da han blev forvist til Frankrig. Under pave Callistus II (1119-1124) blev han valgt til forskellige vigtige og vanskelige opgaver, som en til Worms for afslutte Wormskonkordatet, freden med kejseren, i 1122, og en i Frankrig i 1123.
Som pave
I 1130 da pave Honorius II lå for døden, besluttede kardinalene at overlade valget til en kommision af otte mænd, ledet af pavekansleren Haimerik, som i al hast fik sin kandidat, kardinal Gregorius Papareschi valgt, som pave Innocens II. Han blev indviet den 14. februar, dagen efter at Honorius døde. De andre kardinaler erklærede at Innocens ikke var blevet kirkeretsligt valgt og valgte derfor kardinal Pietro Pierleoni fra Rom, som kom fra en familie som var fjendtlig til Haimeriks støttespillere, frangipanierne. Pierleoni tog navnet pave Anacletus (Anakletus II). Modpave Anacletus’ samlede en gruppe af tilhængere der var mægtige nok til at tage kontrollen over Rom og Innocens blev tvunget til at flygte nordpå. Baseret på enkel majoritet for hele kardinalkorpset var Anacletus kirkeretsligt valgt som pave, og Innocens var Modpaven. Imidlertid gav lovgivningen fra pave Nikolas II, i det berømte påbud af 1059, førsteretsvalget til kardinalpræsternes og kardinaldiakonernes flertal. Denne regel blev ændret i Det andet Laterankonsil i 1139.
Blandt Anacletus' støttespillere var hertug Vilhelm X af Aquitaine og den mægtige grev Roger II af Sicilia. Sistnævnte blev udnævnt til konge af Sicilia umiddelbart efter af Anacletus, en udnævnelse Innocens II først anerkendte ni år senere.
Anacletus havde kontrollen over Rom og Innocens tog ad søvejen til Pisa, derfra til Genova og så til Frankrig hvor indflydelsen fra Bernhard af Clairvaux sørgede for at han blev anerkendt af præsteskapet og af kongens hof. Kong Ludvig VI af Frankrig sammenkaldte et nationalråd af franske biskoper ved Étampes, og Bernard blev valgt til, at dømme mellem de rivaliserende paver. Han besluttede, at give sin tilslutning til Innocent II. Det førte til at paven blev anerkendt af alle de store statsmagter i Europa. I oktober det samme år blev han således anerkendt af Lothar III af Tyskland og hans biskopper ved kirkemødet i Würzburg. I januar 1131 havde han også et vellykket møde med kong Henrik I af England, og i august 1132 drog Lothar III med en hær til Italien for først, at afsætte Modpaven Anacletus og derefter selv blive kronet af pave Innocens. Anacletus og hans tilhængere havde kontrollen over Peterskirken, og kroningen skete derfor i Laterankirken i Rom den 4. juni 1133. I andre henseender viste det tyske hærtogt sig mislykket. Ved indsættelsen af Lothar som kejser fik han overdraget de områder som tilhørte Matilda af Toscana, den såkalte «matildiske arv», som oprindeligt var ment for pavedømmet, ved, at betale en årlig afgift. Konsekvensen var det kuriøse faktum at kejseren blev en vasal af pavedømmet.
Bernhard af Clairvaux tog med Innocens tilbage til Italien og deltog i, at forsone Pisa med Genova og Milano med paven. Det samme år var Bernhard igen ved kirkerådet i Reims i Frankrig på pave Innocens' side og drog derefter til Aquitaine hvor han lykkedes, at få hertug Vilhelm X af Aquitaine til, at opgive sin støtte til Anacletus til fordel for Innocens.
I 1136 foretog Lothar III et andet hærtogt, men det var heller ikke afgørende i, at skabe et resultat, og den langvarige strid mellem de rivaliserende paver blev endelig afgjort ved, at Anacletus døde den 25. januar 1138.
Innocens tog som kardinalnevø, cardinalis nepos, sin egen nevø, som også hed Gregorio Papareschi, og forfremmede ham til kardinal i 1134. Derefter forfremmede han sin egen bror, Pietro Papareschi, til kardinal i 1142. En anden nevø, Cinzio Papareschi (død 1182), som også var kardinal, blev forfremmet i 1158, efter Innocens' død.
Det andet LateranKoncil
Ved Det andet LateranKoncil, blev freden endelig igen oprettet i kirken. Bortset fra en fullstændig genopbygning af oldtidskirken Santa Maria i Trastevere, som måske med oprindelse tilbage til 200-tallet, fik træk som joniske søjler som blev taget fra tidligere søjlegange i Caracallas termer, et badeanlæg fra antikken, og andre rigt detaljerede ting som blev taget fra tidligere romerske monumenter. De resterende år i pavens liv var præget af manglende politiske resultater ligesom hans første år havde været. Hans forsøg på, at omgøre de ulyksalige resultater i Rom fra den lange strid blev derimod helt neutraliseret af en strid i byen Tivoli hvor han blev involveret - og i tillæg til en strid med hans tidligere tilhænger, Ludvig VII af Frankrig, om kandidaten for den næste ærkebiskop af Bourges. Sistnævnte strid førte til, at det franske kongedømme blev lagt under interdikt for, at presse pavens egen kandidat frem.
Aftalen i Mignano
I 1143 nægtete pave Innocens, at acceptere aftalen i Mignano med Roger II af Sicilien, som havde sendt Robert af Selby for, at imødegå pavens legat Benevento. Vilkårene ved Mignano blev anerkendt. Pave Innocens II døde 24. september 1143 og blev efterfulgt af pave Celestin II (1143-1144). De trosspørsmål som Innocens blev bedt om, at afgøre var dem, som fordømte franskmanden Pierre Abélard meninger og af italieneren Arnold af Brescia.
I 1143 da paven lå døende begyndte Kommunen i Rom, på en kortvarig styring i 1100-tallet, for officielt, at genindføre det romerske senat det påfølgende år.
Paven blev lagt i en sarkofag af porfyr som den samtidige tradition hævdede havde tilhørt kejser Hadrian.
Katolske begreber:
|
Ordforklaring :
Glas
Koncil
Lateran
Modpave
Skisma
Glas:[ - ]
Glasfremstilling
Fremstilling af glas er en gammel opfindelse, men dog ikke nær så gammel som kunsten at lave keramik. Det skyldes især, at fremstilling af glas kræver meget høj temperatur; almindelig glas over 1500 grader, mens forskellige specielle glas skal helt op over 2000 grader. Desuden bruger man ikke kun et enkelt råstof, men blander forskellige stoffer. Glas er således noget mere kompliceret at fremstille end keramik.
Man tager dog også udgangspunkt i et meget almindeligt forekommende stof, nemlig kvarts (siliciumoxid). Der tilsættes soda (natriumkarbonat; det nedsætter blandingens smeltepunkt) og forskellige andre oxider, primært natrium- og calciumoxid. Råstoffernes sammensætning varierer lidt, afhængigt af hvilke typer glas der er tale om - og hvilke farver glasset skal have. Det særligt attraktive krystalglas indeholder således blyoxid, mens forskellige farver skyldes tilsætning af andre metaloxider.
Det begyndte nok i Ægypten
Det er omkring 5.000 år siden, man begyndte at lave glas; det skete i Mellemøsten, formentlig først i Ægypten. I begyndelsen lavede man kun perler, men omkring 1.500 år før vor tidsregning begyndte man at lave beholdere af glas. Det skete ved, at man lagde tynde tråde af smeltet glas uden på en form af ler.
I øvrigt var opdagelsen af glas formentlig et biprodukt af keramik-fremstilling i egentlige ovne. Her kommer man op i høje temperaturer, så høje at nogle af de sten ovnen er bygget af, kan begynde at smelte. At det netop var i Ægypten, man opfandt glasset, kan skyldes, at det ler man der brugte til at bygge ovnene med, indeholdt ret store mængder sand (kvarts) og soda.
Glaspustning
Først nogle årtier før vor tidsregning fandt man frem til glaspustningsteknikken. Det skete i Fønikien (Libanon). At puste glas vil sige, at man gennem et langt rør (en pibe) puster luft ind i en klump smeltet glas. Når klumpen er pustet tilstrækkeligt meget op, anbringes den i en form, mens der pustes videre til glasset er tilstrækkeligt tyndt. Samtidig med at glaspusteren puster, roterer han glasklumpen. Når selve genstanden er færdig, 'klistres' detaljer som hank, stilk osv. fast som smeltet glas, der formes med et værktøj. Hvis der er tale om en stilk til fx et vinglas, sker det, mens glasset fortsat roteres.
Efterhånden som glaskunsten spredte sig nordpå, blev teknikken på forskellige måder forbedret. Her spillede især Romerriget en stor rolle; det var bl.a. her man fandt ud af at lave helt klart glas ved at tilsætte manganoxid. Inden da var glas svagt gulligt eller grønligt pga. de små mængder jernoxid, der naturligt findes i siliciumoxid. Det er også fra Romer-tiden at ordet 'glas' kommer; det er dog egentlig et germansk ord, der betyder skinnende og/eller gennemsigtigt. Ordet blev først brugt i den tyske by Trier, der dengang var en vigtig romersk by.
Venezia, Bøhmen og Småland
Den videre udvikling skete langsomt, og det var ofte lokale forhold og tilfældigheder, der skabte nye teknikker og nye glastyper. Således fandt man omkring år 1500 på øen Murano ved Venezia ud af at producere renere glas end tidligere, og dermed blev Murano Europas førende glasområde. Siden udviklede Bøhmen (Tjekkiet) sig til et førende område, der endnu i dag er meget kendt for sit slebne krystalglas. Det er tilsætningen af bly, der gør at glasset hærder langsommere, og derfor lettere kan bearbejdes.
Da kvarts, det vigtigste råstof, findes næsten alle steder, kan man i princippet lave glas hvor som helst, hvor der kan skaffes brænde, og efterhånden som markedet blev større, flyttede en stor del af produktionen ud i områder, hvor der (endnu) var meget skov. Det er forklaringen på, at der i Småland (i Sverige) opstod et stort antal glaspusterier - mange af dem ligger der endnu.
I Danmark blev Holmegård Glasværk oprettet i 1825 i Holmegård Mose, hvor der var rigeligt med tørv.
Med industrialiseringen fik også glasfremstillingen et løft. Dels begyndte man mere målrettet at forske i råstoffernes kemiske sammensætning, og dels udviklede man nye produktionsteknikker. I slutningen af 1800-tallet kom de første flaskemaskiner, og omkring 1. verdenskrig begyndte man at rulle smeltet glas ud som tynde plader.
Vinduesglas
I 1100-tallet fandt tyske glasmagere ud af at lave vinduer ved at puste glasset ud i lange cylindere, der blev skåret op og presset flade. Herved blev det muligt at lave vinduer, men vinduer af glas var dog meget længe en dyr luksus, som var forbeholdt slotte og kirker. Almindelige mennesker måtte klare sig med svineblærer - eller blot med åbne huller i væggen.
Efterhånden steg produktionen dog, og vindueglas blev billigere. I 1800-tallet var det flere steder blevet til en industriel produktion med stor arbejdsdeling: nogle arbejdere samlede det flydende glas omkring piberne, andre blæste ('pustede') glasset op i lange cylindere, atter andre skar cylinderne op på den lange led, og endelig var der nogle der gjorde glasset fladt. Der var således tale om manuelt samlebåndsarbejde udført af faglært personale.
I 1890'erne begyndte man at masseproducere vinduesglas. I løbet af ret få år skete en udvikling med flere forskellige teknologiske fremskridt i Frankrig, Belgien, England og USA. Det vigtigste var at man blev i stand til at producere vinduesglasset i en kontinuerlig proces. Her brugte man gas som brændstof, først kunstig gas ('bygas'), men da man opdagede naturgas i flere af midtveststaterne i USA, flyttede en stor del af produktionen dertil. Da belgiske glaspustere blev regnet for særlig dygtige, blev en del belgiere hentet til USA.
Efter mange års eksperimenter lykkedes det i 1903 amerikaneren John H. Lubbers at få en blæsemaskine til at puste glas så den kunne konkurrere med almindeligt mundblæst glas. Lubbers maskine kunne blæse cylindre der var dobbelt så tykke og fire-fem gange så lange som glaspusterne kunne. Men den erstattede også de professionelle glaspustere med ufaglærte maskinpassere der fik langt mindre i løn.
Udviklingen fortsatte - naturligvis - og glasfremstillingen blev stadig mere industrialiseret. I 1926 blev kun 2 % af al amerikansk vinduesglas produceret af glaspustere. Men sideløbende med denne udvikling voksede behovet for glas dog eksplosivt. Blandt de vigtigste nye markeder var vinduer til de nye højhuse samt til biler.
Kilde: www.teknologihistorie.systime.dk
[ - ]
Koncil:[ - ]
Et Koncil er et kirkemøde for hele eller dele af Den Katolske Kirke. Ordet kommer fra latin "concilium"=Rådsforsamling. Man taler om 4 forskellige typer af konciler: "Concilio Diocesano" eller "Sinodo" indkaldes af Biskoppen, "Concilio Provinciale" indkaldes af Metropolitten (Ærkebispen), "Concilio Nazionale" indkaldes af Patriarken eller Overhovedet for Kirken i det enkelte land.
Endelig er der "Concilio Ecumenico", som indkaldes af Paven og gælder for alle dele af Den Katolske Kirke.
Et Økumenisk Koncil foregår i 3 bestemte faser: Indkaldelsen af de nærmere bestemte grupper gejstlige som skal deltage. Afholdelsen sker under Pavens præsidium eller under en af hans legater. Paven bestemmer de emner, der skal debatteres og om evt. andre forslag skal tages med ind til diskussion. Paven har ret til at opløse Koncilet, eller til at stoppe det eller overflytte det til et andet sted. Den sidste fase er Pavens godkendelse af Koncilets konklusioner.
Koncilier - Romerkirkens generalforsamlinger
[ - ]
Lateran:[ - ]
Laterankirken (Arcibasilica di San Giovanni in Laterano) er bispedømmet Roms domkirke og dermed pavens sæde, en del af Vatikanstaten og den katolske kirkes fornemste domkirke. Det har historiske årsager. Frem til pavernes ophold i Avignon (fra 1309) var Lateranpaladset lige ved kirken det pavelige palads. Først efter tilbagekomsten fra Avignon blev Vatikanet pavens opholdssted, og selv om Peterskirken er den største, er den ikke en domkirke.
Laterankirken kaldes ofte Alle kirkers mor, og på facaden står indskriften SACROSANCTA LATERANENSIS ECCLESIA OMNIUM URBIS ET ORBIS ECCLESIARUM MATER ET CAPUT (latin for: Den allermest hellige Laterankirke, for hele byen og verden moder- og hovedkirke). Kirken er viet til Jesus Kristus, Johannes Døberen og Evangelisten Johannes.
Kirken er en af de fire patriarkalbasilikaer (de fire største kirker i Rom: Peterskirken, Laterankirken, Santa Maria Maggiore og Sct. Paul uden for murene). I lighed med de andre har den en hellig port, som åbnes, når det hvert 25. år er jubelår. Pilgrimme, der går gennem porten efter at have skriftet deres synder, får fuld aflad.
Den første domkirke blev rejst under kejser Konstantin. Den blev ødelagt af vandalerne, og en ny blev rejst af pave Leo 1. ca. 460. Pave Sergius 3. (904–911) byggede den helt om, efter at et jordskælv havde forårsaget store skader. I 1308 blev den fuldstændig ødelagt af en brand, og flere efterfølgende paver stod for genopbygningen. Under arbejdet blev den igen totalskadet af brand i 1360. Nutidens basilika er med undtagelse af nogle mindre arbejder i det 19. århundrede resultatet af Francesco Borrominis arbejde før jubelåret 1650.
Apostlene Peters og Paulus' hoveder skal være bevaret i relikvarier i baldakinen over højalteret. I selve alteret er dele af en bordplade fra antikken indfældet. Den skal komme fra senator Pudens' hus, og Peter skal have fejret nadveren ved det.
[ - ]
Modpave:[ - ]
En modpave var i middelalderen en pave, som kejseren eller et oppositionsparti fik valgt i konkurrence med den retmæssige pave, og som ikke anerkendes i den officielle paveliste.
Modpaverne var i høj grad medvirkende i både det katolske og det statslige politiske spil op gennem årene.
Modpave Hypolitus, 217-235 regnes som regel for at være den første modpave.
Modpave Felix V, 1439-1449, var den sidste af slagsen.
Herunder ses:
Modpave Johannes XXIII
(1410 - 1415)
Liste over modpaver gennem historien:
- Hypolitus (217-235)
- Novatian (251-258)
- Felix II (355-365)
- Ursinus (366-367)
- Eulalius (418-419)
- Laurentius (498-499 og 501-506)
- Dioskur (september-oktober 530)
- Teodor (september-december 687)
- Paschalis (oktober-december 687)
- Konstantin II (767–768)
- Filippus (juli 768)
- Johannes (januar 844)
- Anastasius III (august-september 855)
- Kristoforus (903-04)
- Bonifatius VII (juni-juli 974 og 984-85)
- Johannes XVI (997-98)
- Gregor VI (juni-juli 1012)
- Benedikt X (1058-59)
- Honorius II (1061-72)
- Klemens III (1080-84)
- Theoderik (1100-01)
- Albert (februar-marts 1102)
- Sylvester IV (1105-11)
- Gregor VIII (1118-21)
- Celestin II (december 1124)
- Kletus [Anakletus] II (1130-38)
- Viktor IV (marts-maj 1138)
- Viktor IV (1159-64)
- Paschalis III (1164-68)
- Callistus III (1168-78)
- Innocent III (1179-80)
- Nikolas V (1328-30)
- Klemens VII (1378-94)
- Benedikt XIII (1394-1423)
- Alexander V (1409-10)
- Johannes XXIII (1410-15)
- Klemens VIII (1423-29)
- Benedikt XIV (1423-29)
- Benedikt XIV (1430-37)
- Felix V (1439-49)
Senere har der dog været andre som har taget pavetitel, flere gange efter være blevet valgt af skismatiske grupper. Dette er de såkalte sedevakantister, som mener, at pavestolen står tom, og at de dermed må vælge en af deres egne til at fylde den. Vatikanet har modpaverne med i de officielle lister over paver frem til Felix (V), som døde i 1449, men man medtager ikke sedevakantisterne. Årsagen til dette er, at modpaverne på den officielle liste blev valgt af personer, som befandt sig indenfor den katolske kirke, mens sedevakantistenes paver er valgt af personer, som befandt sig udenfor og havde dannet egne kirkesamfund. De anses derfor af Vatikanet for ledere af konkurrerende katolske eller katolsk-inspirerede grupper.
I katolsk kirkeret er det at lade sig vælge til modpave en skismatisk handling, som automatisk fører til ekskommunikation.
[ - ]
Skisma:[ - ]
Det rigtigt store skisma var skismaet mellem Konstantinopel og Rom 1054. Men traditionelt betegnes også den vestlige kirkes skisma som »det store skisma« - man er tilbøjelige til at ignorere Østrom i europæisk historie.
Det Store Skisma, splittelsen mellem den romerske og den byzantinske kirke fra 1054.
Der havde siden 800-t. bestået spændinger om bl.a. pavens forrang, filioque, kirkelige skikke, nadverbrødet og fordelingen af kirkelig jurisdiktion.
I 1054 nedlagde en romersk delegation en bandbulle på alteret i Sofiakirken i Konstantinopel mod patriark Michael Kerullarios og den byzantinske kirkeledelse.
Derpå bandlyste Kerullarios romerne; de gensidige fordømmelser blev først ophævet i 1965.
Året 1054 er traditionelt blevet regnet for tidspunktet for bruddet mellem den østlige og den vestlige kristendom.
Det Vestlige Skisma :
Den romersk-katolske kirke var i senmiddelalderen og renæssancen præget af en række kriser. Kirkens første alvorlige krise kom i 1309, da paven flyttede hoffet fra Rom til Avignon, og i denne periode var paven under den franske konges indflydelse. Pave Gregor 11. flyttede hoffet tilbage til Rom i 1378, men døde kort efter, hvorefter det kom til endnu en krise. Denne krise omtales som Det store Skisma, som varede fra 1378 til 1417, hvor der på et tidspunkt fandtes tre paver (Rom, Pisa og Avignon). Dette blev begyndelsen på koncilbevægelsen, der begyndte med koncilet i Konstanz og afsluttedes med koncilet i Basel. Koncilbevægelsen forsøgte at gøre sig til kirkens øverste myndighed, men tabte magtkampen til paven.
Urban VI´s (1378-1389) valg skete under pres fra den romerske befolkning, der ønskede en romer eller i det mindste en italiener valgt som pave. Han er den sidste pave uden kardinaltitel og hans valg førte til et næsten 50-årigt skisma (spaltning) af den romersk-katolske kirke, hvor der frem til et møde i Pisa i 1409 var to paver og efter mødet var der tre paver - en situation, der varer til de stridende parter mødes på et konsil i Konstanz (1414-1418), hvor man enes om at vælge Oddo di Colonna som pave Martino V og afsætte de øvrige.
Navnene på paver og modpaver i denne periode er:
- Modpave Clemens VII (1378-1394)
- Pave Bonifacius IX (1389-1404)
- Modpave Benedikt XIII (1394-1423)
- Pave Innocent VII (1404-1406)
- Pave Gregor XII (1406-1415)
- Pave Alexander V (1409-1410)
-
Modpave Johannes XXIII (1410-1415)
På konklavet i 1378 valgte Det italienske parti Prignano til pave Urbano VI, men de franske kardinaler ville ikke godkende valget og de blev politisk støttet af den franske kong Karl V og Napolis dronning Johanna 1 af Anjou. Det franske parti valgte så kardinal Robert af Genf som modpave under navnet Clemente VII, og han bosatte sig i Avignon og så var spaltningen af den romersk-katolske kirke en kendsgerning og de indbyrdes krige kunne begynde, hvor Pave Urbano VI tabte en række slag, men han afslog alle forsøg på et kompromis.
I 1415 besluttede den retmæssigt valgte Gregor XII under koncilet i Konstanz (1415-1418) at træde tilbage. Det gjorde han for at afslutte det vestlige skisma, hvor hele tre paver gjorde krav på Petersembedet.
[ - ]
0422
|
