Beskrivelse af Linus, der var Pave i år 67-79

Sct. Peter var den første biskop af Rom og dermed den første Pave i historien.
Der er opstået tradition for at biskoppen over Rom, er den katolske kirkes overhovede og dermed Pave for hele den katolske verden. Pavetitlen bliver dog først brugt efter år 300.
Kirken ledes af paven, der anses som Sankt Peters efterfølger. Den opfattelse stammer fra Matthæusevangeliet, hvor Jesus giver Peter nøglerne til himmeriget.
Jesus sagde følgende ord til Peter, som kan læses på indersiden af kuplen i
Peterskirken: "Du er Peter (klippen) og på denne klippe vil jeg bygge min Kirke.
Dig vil jeg give nøglerne til himlens rige."

Linus - 67-79 :

Linus (San Lino) St. Linus, fra Toscana. Han fik overgivet embedet direkte fra St. Peter og Paul efter grundlæggelsen af den romerske kristne menighed og blev derfor på en måde den første pave, men fra en gang i 300-tallet begyndte man at tælle fra Peter som nummer et. Det er også for tidligt at tale om et egentligt embede, da ingen funktioner og ritualer med hensyn til valg eller bare for biskopembedet endnu var fastlagt. Hans placering skyldes, at en person med navnet Linus var følgesvend til Paulus og sendte hilsner til Timotius i Efesos. Han kendes fra listen over de første paver udfærdiget af Irenaeus fra Lyons omkring år 180 og Hegesippus fra omtrent samme tid. Listerne blev bekræftet af Eusebius, men det var først omkring år 300.

Han udnævnte de 15 første biskopper og forbød kvinder at komme i kirken med udækket hår. I dette pontificat led evangelisterne Lukas og Markus martyrdøden.

Pave Linus eller Sankt Linus (død 79) var den anden leder af den kristne kirke i Rom. Den romersk-katolske kirke identificerer Linus som den anden pave, idet han efterfulgte apostlen Peter. Imidlertid er der kristne lærde, der hævder, at Sankt Linus i stedet var den første biskop af Rom, og at Sankt Clemens i stedet var Sankt Peters efterfølger. Tilsvarende er der flere forskellige bud på, hvornår Linus' regeringstid startede, rækkende fra 55 til 69, hvilket kan skyldes, at han, allerede mens Peter levede, var dennes højre hånd.
Sankt Peters holdning er dog den fremherskende, og i den apostolske konstitution (der blev godkendt af Sankt Clemens) skrev Peter: "Hvad angår de biskopper, som er udnævnt i vor levetid, siger vi jer, at disse: ... For kirken i Rom var Linus, søn af Claudia, den første og udnævnt af Paulus, og Clemens vil efter Linus' død blive den anden som udnævnt af mig, Peter."
Man kender stort set ikke noget til Linus' liv. For alle skrifter, der har været henført til Linus, har det senere vist sig, at det er ukorrekt eller ikke bevist, at Linus var ophavsmanden. Som med dateringen for starten af hans pavedømme er det tilsvarende forskelligt, hvornår han menes at være død. Årstallet varierer fra 67 til 81, men 79 er mest anerkendt. Mange kilder hævder, at han døde som martyr, men da der ikke var kristen-forfølgelser på den tid, regnes det af de fleste historikere som usandsynligt. Ifølge traditionen er hans mindedag 23. september, der skulle være den dag, han blev henrettet. Han siges at være begravet på Vatikanhøjen.

Pave Linus (døde ca. 79), var ifølge flere tidlige kilder, den anden biskop af Rom, hvilket gjorde ham til den anden pave. Hans pavedømme varede fra ca. 67 til hans død ca. 76. Ifølge andre tidlige kilder, var pave Clement I den anden pave; Men ifølge Annuario Pontificio var Clement imidlertid den fjerde pave. Blandt dem, der af den katolske kirke, anses for at have haft placeringen som pave, er kun Clement, Linus og Peter specifikt nævnt i det nye Testamente.

De første biskopper i Rom
Det tidligste vidne til Linus's status som biskop var Irenæus, der i omkring år 180 skrev, "De velsignede Apostlene, der har grundlagt og opbygget Kirken, giver den i hænderne på Linus som sidder i Bispestolen." Oxfords leksikon over paverne fortolker Irenæus der klassificerer Linus som den første biskop over Rom. Linus præsenteres af Hieronimus som "den første efter Peter, der er ansvarlig for den Romerske Kirke" og af Eusebius som "den første til at modtage Bispestolen i kirken i Rom, efter Peter og Pauls martyrium". John Chrysostomos skrev, "Denne Linus, siges af nogle, at være den anden biskop af kirken i Rom efter Peter", mens det liberiske katalog præsenterer Peter som den første biskop af Rom og Linus som hans efterfølger i samme embede. Liber Pontificalis præsenterer også en liste, der gør Linus til nummer to i rækken af biskopper i Rom, efter Peter, men siger også, at Peter ordinerede to biskopper, Linus og Cletus, til præstelig tjeneste for menigheden og hengav sig i stedet selv til bøn og forkyndelse, og at det var til Clemens han overdrog kirken som helhed og udpegede ham til sin efterfølger. Tertullian skrev også om Clemens som afløser for Peter. Hieronimus klassificerer Clemens, som "den fjerde biskop af Rom efter Peter" (dvs. den fjerde i en række, der omfattede Peter) og tilføjede, at, "de fleste latinere tror at Clemens var nummer to efter Apostlen."
De apostolske forfatninger noterer at Linus, der var ordineret af Paul, var den første biskop af Rom og blev efterfulgt af Clement, der var ordineret af Peter. Irenæus anser Cletus som Linus' efterfølger, og de andre nævnt ovenfor, der præsenterer Linus enten som den første biskop af Rom eller, hvis de tager Peter som den første, som nummer to.

Hans liv
Det liberiske katalog og Liber Pontificalis daterer Linus embedsperiode til 56-67, under regeringstid af Nero, men Hieronimus daterer det til 67-78, og Eusebius udtrykker, at slutningen af hans embedsperiode er i det andet år af af Titus regeringstid (år 80).
Irenæus identificerer Linus med den Linus der er nævnt i vers 2 i Timothy 4:21 som en bekendt af apostlen Paulus. Andre af kilderne nævnt ovenfor, siger det samme.

Ifølge Liber Pontificalis var Linus italiener og født i Volterra i Toscana-regionen. Faderens navn var registreret som Herculanus. De apostolske forfatninger nævner hans mor som Claudia (umiddelbart efter navnet "Linus" i vers 2 i Timothy 4:21 en Claudia er nævnt, men den apostolske forfatninger identificerer ikke udtrykkeligt, Claudia som Linus' mor).
Ifølge Liber Pontificalis udstedte Linus et dekret om, at kvinder skal dække deres hoveder i kirken, udnævnte de første femten biskopper, og han døde som martyr og blev begravet på Vatikanhøjen ved siden af Peter. Den opgiver datoen for hans død som d. 23 September, den dato, hvor hans festdag stadig fejres. Hans navn er inkluderet i den Romerske Kanoniske messe.
Med hensyn til Linus' formodede dekret der krævede at kvinder skulle dække deres hoveder, kommenterer J.P. Kirsch i den katolske Encyclopedi: "dette dekret er uden tvivl Apokryft og kopieret af forfatteren til Liber Pontificalis fra Paulus første brev til korintherne (11:5) og vilkårligt tilskrevet den første efterfølger af apostelen i Rom. Erklæringen fra den samme kilde, at Linus lider martyrdøden, ikke kan bevises og er usandsynlig. For mellem Nero og Domitian er der ingen omtale af nogen forfølgelser af Romerske Kirke; og Irenæus udpeger, blandt de tidlige romerske biskopper, kun Telesforus som en hellig martyr."
Romersk Martyrologi lister ikke Linus som martyr. Posten om ham er som følger: "i Rom højtideligholdes Sankt Linus, paven, der ifølge Irenæus, var den person, som den velsignede Apostel betroede den episkopale pleje af kirken, som blev grundlagt i byen, og hvem den velsignede Apostel Paulus nævner som en bekendt."
En grav, der blev fundet i Peterskirken i 1615 ved Torrigio var indskrevet med bogstaverne LINVS, blev dengang taget for, at være Linus' grav. Men et notat fra Torrigio viser, at disse blot var de sidste fem bogstaver i et længere navn (f.eks. Aquilinus eller Anullinus). Et brev om Peter og Pauls martyrier blev engang tilskrevet ham, men i virkeligheden stammer dette brev fra det sjette århundrede.

---

                  Katolske begreber:

Ordforklaring :

Apokryf:

Hegesippus:

Hegesippus eller Egesippus En jødisk historiker fra Rom. Født ca. 110 og død 7. april i år 180. Han betragtes som kirkehistoriens fader. Kirkehistorikeren Egesippus (el. Hegesippus) var jøde og kom fra Jerusalem. Senere konverterede han til kristendommen og blev rådgiver for Pave Anicetus. Egesippus betragtes som en af de store kirkefædre og han opholder sig i Rom gennem en årrække og her dør han også omkring år 180.



Hegesippus var en jødisk-kristen historiker, som ifølge Eusebius levede i sidste halvdel af det andet århundrede og "tilhørte den første generation efter apostlene". Han var sandsynligvis opvokset i Israel og skrev et fem-binds erindingsværk mod gnosticismen. Selvom dette værk kun er bevaret i fragmenter, særligt gennem Eusebius' brug og referencer til værket, menes det at have været bevaret i biblioteker helt op til det 16. århundrede.
Eusebius skrev omkring år 300, den første samlede historie om den kristne kirke fra Jesus til egen tid. Eusebius lider martyrdøden omkring år 337. Hegesippus var en af Eusebius' primære kilder til den tidlige kirkehistorie i Jerusalem og brugte ham bl.a. som kilde til beretninger om Jesu familie, særligt omtaler Hegesippus - Jakobs (Jesu brors) martyrium og nogle beretninger om Judas (ligeledes Jesu brors) slægtninge. Generelt må Hegesippus' skrifter anses som meget lidt pålidelige til, at danne et billede af den tidlige kirkes første historie.

Et eksempel fra Egesippus 3. bog: "Om jødernes ulykker" : "Simon mager gik, i sin djævelske forvovenhed, med til en væddekamp med Skt. Peter i Rom, om hvem der kunne opvække en død ung mand. Og selv om denne mager forsøgte sig med sin kunst, som den første og ved djævelens blændværk fik udvirket, at den døde bevægede hovedet en smule, så formåede han dog ikke at udvirke, at han stod op eller virkelig blev levende, som Skt. Peter derefter gjorde det i Jesu navn".



Sankt Egesippus (c. 110 - c. April 7, 180 E.v.t.), var en kristen krønikeskriver af den tidlige kirke, der kan have været en jødisk konvertere og helt sikkert skrev imod heresies af gnostikerne og Marcion. Datoen for Egesippus fastsættes Systemadministrators af oversigten over Eusebius, død og apoteose af Antinous (130) fandt sted i Egesippus' levetid, og at han kom til Rom under pave St. Anicetus og skrev på tidspunktet, pave St. Eleutherus (biskop af Rom, ca 174-189).

Egesippus' værker er nu fuldstændig tabt, gemme otte passager om Kirkehistorie citeret af Eusebius, der fortæller os, at han skrev Hypomnemata ("Erindringer" eller "Aftalememoranda") i fem bøger, i den enkleste stil om traditionen med den apostolske prædiker. Gennem Eusebius Egesippus var også kendt til Jerome, der er ansvarlig for den idé, at Egesippus "skrev en historie om alle kirkelige begivenheder fra passion for vor Herre ned til sin egen periode... i fem bind", som har etableret en Hypomnemata som en Kirkehistorie. St. Egesippus appellerede hovedsagelig til tradition som nedfældet i den undervisning, som var blevet overleveret gennem succession af biskopper, hvorved Eusebius oplysninger om de tidligste biskopper, der ellers ville have været tabt.

Eusebius siger at St. Egesippus var konverteret fra jødedommen, lærd i de Semitiske sprog og fortrolig med jødernes mundtlige traditioner og skikke, for han citerede fra hebraisk, var bekendt med evangeliet om Hebræerne og med en syrisk Gospel, og han citerede også uskrevne traditioner fra jøderne. Eusebius' egen rystende kommando af hebraisk og aramæisk, og hans manglende personlige kendskab til jødernes skikke, var utilstrækkeligt grundlagt for at bedømme Egesippus som en pålidelig kilde. Han synes at have levet i en del af øst for, i pave Anicetus tid (e.kr. 155-166) rejste han gennem Corinth at nå Rom, indsamling på stedet lære af de forskellige menigheder, som han besøgte, og vurdere deres ensartethed med Rom, ifølge dette uddrag:

Og kirken af korintherne forblev i det sande ord indtil Primus var biskop i Korinth; Jeg gjort deres bekendtskab i min rejse til Rom, og forblev med Corinthians mange dage, hvor vi var forfrisket med det sande ord. Og da jeg var i Rom, jeg lavede en række op til Anicetus, hvis diakon var Eleutherus. Og i hver række og i hver by alle er ifølge ordinancer af loven og profeterne og Herren

Det er sandsynligt, at Eusebius lånte sin liste over de tidlige biskopper i Jerusalem fra Egesippus. Med stor opfindsomhed J.B. Lightfoot, Clement i Rom (London, 1890), findes spor af en liste over paver i Epiphanius af Cypern, (Haer., xxvii, 6), kan også stamme fra Egesippus, hvor den fjerde-tals forfatter skødesløst siger: "Marcellina kom til os sidst og ødelagt mange i dagene af Anicetus, biskop af Rom", og så henviser til "den ovennævnte katalog", selvom han har ingen givet. Han tydeligvis citere en forfatter, der var i Rom i tid af Anicetus og lavede en liste over paver en liste, som har nogle mærkelige aftaler med Epiphanius, idet den strækker sig kun til Anicetus, er fundet i digtet af Pseudo-Tertullian imod Marcion; tilsyneladende har Epiphanius forvekslet Marcion med "Marcellina". Den samme liste er i bunden af den tidligere del af den liberiske katalog, utvivlsomt taget fra Hippolytus. Korrespondancer mellem lister over St. Irenæus, Africanus og Eusebius antages ikke at være kommet fra listen tabt af Egesippus, som kun Eusebius nævner hans navn.

Eusebius citater fra Egesippus femte og sidste bog en lang beretning om Jakob den retfærdige, "Herrens bror", givet det obskure græske tilnavn Oblias, skulle være et semitisk navn i græske oversættelse død. Dr. Robert Eisenman forbinder "Oblias" med "Beskytter af folket", som blev andre 'Zaddikim'. Han også transcribes fra Egesippus historien om valget af sin efterfølger Simeon, og tilkalde af efterkommerne af St. Jude til Rom af kejser Domitian. En liste over kætterier mod som Egesippus skrev er også nævnt. Dr. Lawlor har hævdet (Hermathena, XI, 26, 1900, s. 10), alle disse passager, citeret af Eusebius var forbundet i oprindelige, og var i den femte bog af Egesippus. Han har også fremført (tidsskrift for teologiske studier, April 1907, VIII, 436) sandsynligheden for at Eusebius fik fra Egesippus sætningen at St. John blev forvist til Patmos af Domitian. Egesippus nævnte brev af pave St. Clement I til Korintherne, tilsyneladende i forbindelse med forfølgelse af Domitian. Det er meget sandsynligt, at dating kættere ifølge pavelige regerer i Irenæus og Epiphanius-e.g., at Marcion discipel, Cerdon, og Valentinus kom til Rom under Anicetus - var afledt af Egesippus, og det samme kan være tilfældet med den påstand, at Hermas, forfatter af Hermas hyrden var bror til Pave Pius I (som det liberiske katalogdigt imod Marcion og Muratorian fragment alle stat).

En historie af Egesippus (historia Hegesippi) vises i en oversigt over bøger i Abbey Corbie; lageret er af usikker dato, ofte betragtes som tolvte århundrede. Men det er sandsynligt, at dette henviser til en anonym fjerde århundrede latinske tilpasning af Josephus' historiske værker, der var også skrevet i fem bøger, og som var misattributed på et tidligt tidspunkt at Egesippus. Egesippus' eget arbejde, efter at alle, blev aldrig oversat til Latin, og Abbey af Corbie katalog refererer til en Latin snarere end græsk historie. (I dag dens forfatter er mere almindeligt kaldet Pseudo-Egesippus, for at skelne ham fra Egesippus). Zahn (Zeitschrift für Kirchengeschichte, II 877-, 288, og i Theologisches Litteraturblatt 89, 495) har vist at arbejde af Egesippus kan stadig have været bevaret i det sekstende og syttende århundrede i tre østlige biblioteker, siger: "vi skal beklage tabet af andre dele af erindringer, som var kendt for at eksistere i det syttende århundrede.

Irenæus:

Irenæus (ca. 130 - ca. 200) var biskop af Lugdunum i Gallien (det nuværende Lyon i Frankrig) og en af de tidlige kirkefædre og den vigtigste teolog i det andet århundrede.


Irenæus' skrifter spillede en afgørende rolle i udviklingen af den tidlige kristne teologi, og han anerkendes som helgen af både den romersk-katolske kirke og de ortodokse kirker. Hans helgendag er 28. juni for den romersk-katolske kirke og den 23. august i den ortodokse kirke.
Han er særligt kendt for sit virke som kristen apologet, dvs. trosforsvarer. Det er forholdsvis sikkert, at Irenæus, mens han stadig var meget ung, har set og hørt Polykarp, der var biskop i Smyrna indtil sin død i år 155, der selv havde været discipel af evangelisten Johannes.
Irenæus er kendt for sit opgør med gnosticismen og har skrevet flere værker mod gnostikerne, hvor man kan iagttage en meget tidlig kristen teologi i støbeskeen. Irenæus havde ikke tidligere teologer at trække på, men var en vigtig faktor i kanondannelsen af de bibelske skrifter. Han var blandt de første til at definere de fire kanoniske evangelier. På hans tid cirkulerede dusinvis af evangelier i de kristne menigheder, indbefattet hans egen græsktalende indvandrer-menighed i Gallien, men Irenæus insisterede på, at kun de fire var autentiske. Hans begrundelse var, at ligesom der kun eksisterer fire verdenshjørner, fire vindretninger, og fire søjler til at holde himlen oppe, kan der kun være fire evangelier. Disse, påstod han, var skrevet af Jesu egne apostle (Matthæus og Johannes), eller deres følgesvende (Markus, Peters discipel, og Lukas, Paulus' discipel).

Biografi
Irenæus blev født i det andet århundrede (det eksakte årstal er diskuteret, ifølge nogle mellem 115 og 125, ifølge andre 130 og 142.) Irenæus formodes at være græker fra Polykarps hjemby, Smyrna i Lilleasien, det nuværende Izmir i Tyrkiet. Han voksede op i en kristen familie og fik formodentlig teologien ind med modermælken, hvilket forklarer hans brændende entusiasme for ortodoksi.
Irenæus var en vigtig person i forsvaret af de fire evangelier, Matthæus, Markus, Lukas og Johannes, og deres plads i Det Nye Testamente.
Hvorfor Irenæus forlod Lilleasien vides ikke, og vi kender heller ikke omstændighederne ved hans rejse, eller hvorfor han tog til Gallien.
Under kristenforfølgelserne på Marcus Aurelius' tid var Irenæus præst i Lyon i det nuværende Frankrig. De gejstlige i byen var under hårdt pres, og mange blev sat i fængsel. Irenæus blev derfor sendt til Rom (i 177 eller 178) med et brev til pave Eleuterus angående montanismen. Det var måske på grund af denne rejse, han selv slap for martyriet. Da han vendte tilbage til Gallien, efterfulgte Irenæus biskop Pothinus som havde lidt martyrdøden, og blev dermed den anden biskop i Lyon.
Efter Marcus Aurelius fulgte der religiøs fred, og den nye biskop delte sine opgaver i to grupper. For det første havde han pligter som præst, og for det andet som missionær (som vi dog kun har meget sparsomme informationer om). Næsten alle hans skrifter var rettet mod gnosticismen, en udspringer af kristendommen, men med et helt andet filosofisk grundlag for fortolkningen af bibelteksten. Gnosticismen spredtes på bekostning af ortodoks kristendom. Det mest berømte værk er Adversus Haereses (dansk: Mod kætterne). I 190 eller 191 drog Irenæus igen til Rom, og opfordrede den daværende pave Victor I til at opgive ekskommunikationen af de lilleasiatiske menigheder pga. uenighed omkring påskens korrekte dato.
Hans dødsdag er ikke nærmere kendt, men må formodes at være sidst i de andet århundrede eller i begyndelsen af det tredje. Det er ikke sandsynligt, at han endte sine dage som martyr, selvom flere senere kilder beretter om det. Han blev begravet i Johanneskirken i Lyon, som senere er blevet navngivet St. Irenæus. Graven og hans fysiske rester blev destrueret i 1562 af de calvinistiske hugenotter. Hans helgendag er 28. juni for den romersk-katolske kirke og den 23. august i den ortodokse kirke.

Skrifter
To fuldstændige værker er bevaret fra Irenæus’ hånd. Alle hans skrifter er hovedsageligt et opgør med den gnostiske tankegang, og han behandler flere teologiske emner. Han forsvarer de dødes legemlige opstandelse, han forsvarer at Gud i Det Gamle Testamente er den samme som Gud i Det Nye Testamente og er den første til at henvise til store dele af Det Nye Testamente som autoritativt skrift.

Kanon:

Kanon kommer af græsk og betyder rettesnor eller doktrin, og begrebet bruges om den officielle samling af bøger og helligskrifter inden for en given religion. Begrebet bruges først og fremmest om kristendommens kanon, dvs den officielle samling af skrifter, som er blevet optaget i Bibelen, og som anses for sande og nødvendige for Bibelens samlede helhed. Begrebet anvendes også indenfor en række andre religioner.

Kanonisk ret eller Kirkeretten er et retssystem indført af kirken.

Den katolske kirke kæmpede gennem hele middelalderen for at få godkendt, at den havde jurisdiktion over egne forhold. Det indebar oprettelsen af en særskilt dømmende magt, den kanoniske ret, der blev udviklet til et logisk og sammenhængende retssystem i løbet af det 11. århundrede.
Kirkeretten virkede i alle sager om kirkelige anliggender, herunder også moral og ægteskab. Kirkeretten stillede store krav til bevisførelsen, og førte ansvaret over på den enkelte i stedet for slægten.
De kirkelige retter blev ret meget brugt, fordi de lagde vægt på faktiske beviser i stedet for edsaflæggelse. De var også kendt for at være effektive i gældssager.
International kirkeret fik i 1234 sin officielle lovbog, Liber Extra, udstedt af pave Gregor IX (1227-41).
Den udøvende magt, iværksættelsen af straffeforanstaltninger osv. blev derimod på den verdslige magts hænder. Derfor var det kirkeretten, der pådømte sager om f.eks. præsters utugt, men det var lensherrens folk, der udførte straffen.

En del af kirkerettens bestemmelser vedrørende ægteskabelige forhold videreførtes efter reformationen i Tamperretten. Jyske Lov var stærkt inspireret af Kirkeretten.

I vore dage findes der stadig kirkeret. Den katolske kirke har en større lovsamling, men også i Danmark er der kirkeret. Ikke som nøje afgrænsede lovtekster, men som akademisk disciplin indenfor retsvidenskaben, der beskæftiger sig med de særlige retsregler, der regulerer den danske folkekirkes interne retsforhold.


Kanonisk messe

I den gamle liturgi er Kanon centrum i Messen som offer. I flg. tridentinerkoncilets vidnesbyrd går Kanon tilbage til apostlenes tradition, og var i det væsentlige fuldendt omkring Gregor d. Store (600 e. Kr.). Den romerske kirke havde aldrig andre kanoniske bønner. Selv mysterium fidei ["troens mysterium"] i indstiftelsesordene nævnes udtrykkeligt af pave Innocent d. 3. i et brev til ærkebiskoppen af Lyon i 1202, … Dette mysterium fidei blev fjernet i den nye liturgis indstiftelsesord. Samtidig blev der givet tilladelse til andre kanoniske bønner. Den anden - som ikke nævner Messens karakter af offer - men som er den korteste - har erstattet den gamle romerske Kanon stort set overalt. Derved er dyb teologisk indsigt fra tridentinerkoncilet gået tabt.

Liber Pontificalis:

Liber Pontificalis: eller Pavernes Bog er en af de væsentlige kilder vedrørende den tidlige middelalders historie, men den er også genstand for stor skepsis i den henseende.


På det umiddelbare plan er bogen en samling kortfattede biografiske registreringer af de første paver op til slutningen af det 10. århundrede nævnt i kronologisk rækkefølge. Hver af registreringerne består af pavens regeringstid i antal år (og herudfra kan årstallene udledes), deres fødselssted og forældre, de samtidige kejsere, indsats med hensyn til byggeri (specielt vedrørende romerske kirker), udnævnelser, vigtigste erklæringer, begravelsessted og tiden indtil næste pave var valgt og indviet. Imidlertid vanskeliggør måden, den blev til på, at man kan fæste ordentlig lid til bogen som historisk dokumentation.
Liber Pontificalis er skrevet af underordnede embedsmænd ved paveretten, og der er fundet eksempler på forvanskninger, udeladelser og forfalskninger. Registreringerne for de første tre århundreder er derfor nok først og fremmest interessante for historikere som eksempler på, hvad man i det 5. århundrede vidste om den tidligste katolske kirke. Fra det 4. århundrede og frem er skribenterne på mere sikker grund, selv om der stadig kan findes fejl og mangler. Granskning af teksten lader formode, at der fandtes to tidlige versioner fra før belejringen af Rom i 546, men herefter er der tale om et enkelt eksemplar. Fra begyndelsen af det 7. århundrede (omkring tiden for Pave Honorius 1.'s indsættelse) og frem indtil indsættelsen af Pave Adrian 2. er registreringerne skrevet i samtiden kort efter hver paves død og dermed rimeligt præcise, når man ser bort fra de enkelte skribenters holdninger.
Fortsættelser af Liber Pontificalis blev senere lavet og fører beretningerne om paverne videre fra omkring 1100 til midten af det 15. århundrede, men kvaliteten heraf er meget varierende.
De mange skribenters arbejde over lang tid komplicerede arbejdet med at lave udgaver af værket til videnskabelige formål. Mod slutningen af det 19. århundrede gjorde Louis Duchesne og Thodor Mommsen begge forsøget, men Mommsens udgave er dog ikke komplet. I det 20. århundrede er der udkommet oversatte og kommenterede udgaver, hvor vægten af kommentarerne har gået på den historiske troværdighed af beskrivelserne.

Vatikan:

Vatikanstaten er en bystat på 44,2 hektar i Rom i Italien, og er samtidig verdens mindste suveræne stat, der har bred global accept.
Vatikanstatens politik varetages af et enevældigt valgmonarki, hvor lederen af den romerskkatolske kirke er ved magten. Paven er den primære lovgivende, besluttende og udøvende magt i Vatikanstaten, der adskiller sig fra Den Hellige Stol, som er et sjældent tilfælde af ikke-arveligt monarki. Vatikanstaten er det eneste tilbageværende enevældige monarki i Europa.
Historie:
Området blev i oldtiden kaldt Ager Vaticanus. Det kan måske stamme fra det latinske vaticinium, der betyder "varsel", under henvisning til, at der lå et tempel på egnen, hvortil der var knyttet nogle profeter, vates.
Området var landligt, med vingårde. Vinen derfra stod ikke højt i kurs, og Martial skrev: "Drikker du Vatikan-vinen, drikker du gift. Kan du lide eddike, kan du også lide Vatikan-vin." Da undergrunden var rig på ler og sand, var der fremstilling af tegl og porcelæn i området.
Midt på Ager Vaticanus lå en gravplads. Døde måtte ikke begraves indenfor bymurene, så Via Cornelia, der førte gennem egnen, var kantet med gravmæler. Her blev også apostlen Peter gravlagt.


Agrippina den ældre besad nogle store haver mellem Vatikanhøjden og Tiberen, og efter hendes død begyndte sønnen Caligula at bygge et cirkus der. Det blev fuldført af Nero, som opkaldte det efter Caligula og sig selv: Circus Gaii et Neronis. Her fandt en af de første kristenforfølgelser sted, og man regner med, at det var her, apostlen Peter, der også var den første Pave, led martyrdøden.