Beskrivelse af Anterus, der var Pave i år 235-236

Sct. Peter var den første biskop af Rom og dermed den første Pave i historien.
Der er opstået tradition for at biskoppen over Rom, er den katolske kirkes overhovede og dermed Pave for hele den katolske verden. Pavetitlen bliver dog først brugt efter år 300.
Kirken ledes af paven, der anses som Sankt Peters efterfølger. Den opfattelse stammer fra Matthæusevangeliet, hvor Jesus giver Peter nøglerne til himmeriget.
Jesus sagde følgende ord til Peter, som kan læses på indersiden af kuplen i
Peterskirken: ''Du er Peter (klippen) og på denne klippe vil jeg bygge min Kirke.
Dig vil jeg give nøglerne til himlens rige''.

Anterus - 235-236 :

Anterus (Sant'Antero)
St. Anterus, fra Grækenland. Han var pave fra 21/11 235 til 03/01 236.

Pave Anterus (død 3 januar 236) var leder af den katolske kirke fra 21 November 235 til sin død i 236. Han efterfulgte pave Pontian, der var blevet deporteret fra Rom til Sardinien, sammen med Modpave Hippolytus.
Anterus var søn af Romulus, født i Petilia Policastro, Calabrien. Han menes at have været af græsk afstamning, og hans navn kan indikere, at han var en frigivne slave. Han skabte en biskop, for byen Fondi.

Martyrium
Nogle forskere mener, han blev martyr, fordi han beordrede større strenghed i søger i handlinger af martyrer, præcis indsamlet af Notarer udnævnes af Pope Sankt Clement. Andre lærde tvivler på dette og mener, at det er mere sandsynligt, at han døde i udramatisk omstændigheder under forfølgelser af kejser Maximinus thrakiske.

Grav
Han blev begravet i den pavelige krypten af Catacomb Callistus på Appia i Rom. Stedet, hvor hans grav blev opdaget af De Rossi i 1854, med nogle brudt rester af den græske gravskrift indgraveret på den smalle aflange slab, der lukkede hans grav, og kun den græske betegnelse for biskop læsbar.
Hans aske blev flyttet til kirken Sankt Sylvester i Campus Martius og blev opdaget den 17 November 1595, da pave Clement VIII genopbyggede kirken.

Vi ved for visse kun at han regerede nogle fyrre dage, og at han blev begravet i den berømte "pavelige crypt" af St. Calixtus kirkegård i Rom [Northcote og Brownlow, Roma Sotterranea, (London, 1879) I, 296-300]. "Liber Pontificalis" (ed. Duchesne I, 147; jf. xcv-vi) siger, at han blev martyr for at have forårsaget handlinger martyrer skal indsamles af notaren og deponeres i arkiverne i Roman Church. Denne tradition synes gamle og respektable; ikke desto mindre de bedste lærde fastholder at det ikke er tilstrækkeligt sikret ved sin tunge voucher, "Liber Pontificalis" på kontoen, blandt andre ting, af det sene tidspunkt for at arbejde samling. (Se PAVEDØMMET, NOTARER). Stedet, hvor hans grav blev opdaget af De Rossi i 1854, med nogle brudt rester af den græske gravskrift indgraveret på den smalle aflange slab, der lukkede hans grav, et indeks på én gang af sin oprindelse og prævalens af græsk i Roman Church frem til denne dato. "Epistola Anteri" tilskrives ham af Pseudo-Isidor finder Hinschius, "beslutning. Pseudo-Isidorianae"(Leipzig, 1863), 156-160 og P.G., X, 165-168. Jf. "Liber Pont". (ed. Duchesne), I. 147.

---

                  Katolske begreber:

Ordforklaring :

Liber Pontificalis
Modpave

Liber Pontificalis:

Liber Pontificalis: eller Pavernes Bog er en af de væsentlige kilder vedrørende den tidlige middelalders historie, men den er også genstand for stor skepsis i den henseende.


På det umiddelbare plan er bogen en samling kortfattede biografiske registreringer af de første paver op til slutningen af det 10. århundrede nævnt i kronologisk rækkefølge. Hver af registreringerne består af pavens regeringstid i antal år (og herudfra kan årstallene udledes), deres fødselssted og forældre, de samtidige kejsere, indsats med hensyn til byggeri (specielt vedrørende romerske kirker), udnævnelser, vigtigste erklæringer, begravelsessted og tiden indtil næste pave var valgt og indviet. Imidlertid vanskeliggør måden, den blev til på, at man kan fæste ordentlig lid til bogen som historisk dokumentation.
Liber Pontificalis er skrevet af underordnede embedsmænd ved paveretten, og der er fundet eksempler på forvanskninger, udeladelser og forfalskninger. Registreringerne for de første tre århundreder er derfor nok først og fremmest interessante for historikere som eksempler på, hvad man i det 5. århundrede vidste om den tidligste katolske kirke. Fra det 4. århundrede og frem er skribenterne på mere sikker grund, selv om der stadig kan findes fejl og mangler. Granskning af teksten lader formode, at der fandtes to tidlige versioner fra før belejringen af Rom i 546, men herefter er der tale om et enkelt eksemplar. Fra begyndelsen af det 7. århundrede (omkring tiden for Pave Honorius 1.'s indsættelse) og frem indtil indsættelsen af Pave Adrian 2. er registreringerne skrevet i samtiden kort efter hver paves død og dermed rimeligt præcise, når man ser bort fra de enkelte skribenters holdninger.
Fortsættelser af Liber Pontificalis blev senere lavet og fører beretningerne om paverne videre fra omkring 1100 til midten af det 15. århundrede, men kvaliteten heraf er meget varierende.
De mange skribenters arbejde over lang tid komplicerede arbejdet med at lave udgaver af værket til videnskabelige formål. Mod slutningen af det 19. århundrede gjorde Louis Duchesne og Thodor Mommsen begge forsøget, men Mommsens udgave er dog ikke komplet. I det 20. århundrede er der udkommet oversatte og kommenterede udgaver, hvor vægten af kommentarerne har gået på den historiske troværdighed af beskrivelserne.

Modpave:

En modpave var i middelalderen en pave, som kejseren eller et oppositionsparti fik valgt i konkurrence med den retmæssige pave, og som ikke anerkendes i den officielle paveliste.
Modpaverne var i høj grad medvirkende i både det katolske og det statslige politiske spil op gennem årene.
Modpave Hypolitus, 217-235 regnes som regel for at være den første modpave.
Modpave Felix V, 1439-1449, var den sidste af slagsen.

Herunder ses: Modpave Johannes XXIII
(1410 - 1415)
Liste over modpaver gennem historien:

• Hypolitus (217-235)
• Novatian (251-258)
• Felix II (355-365)
• Ursinus (366-367)
• Eulalius (418-419)
• Laurentius (498-499 og 501-506)
• Dioskur (september-oktober 530)
• Teodor (september-december 687)
• Paschalis (oktober-december 687)
• Konstantin II (767–768)
• Filippus (juli 768)
• Johannes (januar 844)
• Anastasius III (august-september 855)
• Kristoforus (903-04)
• Bonifatius VII (juni-juli 974 og 984-85)
• Johannes XVI (997-98)
• Gregor VI (juni-juli 1012)
• Benedikt X (1058-59)
• Honorius II (1061-72)
• Klemens III (1080-84)
• Theoderik (1100-01)
• Albert (februar-marts 1102)
• Sylvester IV (1105-11)
• Gregor VIII (1118-21)
• Celestin II (december 1124)
• Kletus [Anakletus] II (1130-38)
• Viktor IV (marts-maj 1138)
• Viktor IV (1159-64)
• Paschalis III (1164-68)
• Callistus III (1168-78)
• Innocent III (1179-80)
• Nikolas V (1328-30)
• Klemens VII (1378-94)
• Benedikt XIII (1394-1423)
• Alexander V (1409-10)
• Johannes XXIII (1410-15)
• Klemens VIII (1423-29)
• Benedikt XIV (1423-29)
• Benedikt XIV (1430-37)
• Felix V (1439-49)

Senere har der dog været andre som har taget pavetitel, flere gange efter være blevet valgt af skismatiske grupper. Dette er de såkalte sedevakantister, som mener, at pavestolen står tom, og at de dermed må vælge en af deres egne til at fylde den. Vatikanet har modpaverne med i de officielle lister over paver frem til Felix (V), som døde i 1449, men man medtager ikke sedevakantisterne. Årsagen til dette er, at modpaverne på den officielle liste blev valgt af personer, som befandt sig indenfor den katolske kirke, mens sedevakantistenes paver er valgt af personer, som befandt sig udenfor og havde dannet egne kirkesamfund. De anses derfor af Vatikanet for ledere af konkurrerende katolske eller katolsk-inspirerede grupper.
I katolsk kirkeret er det at lade sig vælge til modpave en skismatisk handling, som automatisk fører til ekskommunikation.