Beskrivelse af Innocens IV, der var Pave i år 1243-1254

Sct. Peter var den første biskop af Rom og dermed den første Pave i historien.
Der er opstået tradition for at biskoppen over Rom, er den katolske kirkes overhovede og dermed Pave for hele den katolske verden. Pavetitlen bliver dog først brugt efter år 300.
Kirken ledes af paven, der anses som Sankt Peters efterfølger. Den opfattelse stammer fra Matthæusevangeliet, hvor Jesus giver Peter nøglerne til himmeriget.
Jesus sagde følgende ord til Peter, som kan læses på indersiden af kuplen i
Peterskirken: ''Du er Peter (klippen) og på denne klippe vil jeg bygge min Kirke.
Dig vil jeg give nøglerne til himlens rige''.





    B: 1.028.120
     LU: 09:00




Det dynamisk skiftende indhold på denne side er sammensat af bearbejdet materiale, der fortrinsvis er inspireret af fakta fra ovenstående links. Disse links er i sig selv og i høj grad spændende og anbefalelsesværdig læsning.
Jeg påberåber mig således ingen former for ophavsret over nærværende materiale.
Jeg takker hermed for inspiration. :-)
M. Due 2024

















Innocens IV - 1243-1254 :

Innocens IV (Innocenzo IV) Innocent IV; Innocent IV var født som Sinibaldo de' Fieschi. Han var pave fra 25/06 1243 til 07/12 1254.
Innocens 4., Sinibaldo Fieschi, ca. 1195-7.12.1254, pave fra 1243. Koncilet i Lyon rejste i 1245 anklager imod den tyske kejser Frederik 2. hvor de ekskommunikerede ham og krævede ham afsat; frem til kejserens død i 1250 førte Innocens 4. en omfattende kampagne imod ham.
Innocens IV (1243-54) hed Sinibaldo Fieschi og var fra Genova.
Han var en Ungdomsven af Frederik II, men da han blev Pave, blev en fjendtlig Stilling til de hohenstaufiske Kejsere ham påtvunget. Han flygtede for Frederik II i til Frankrig, hvor han i Lyon (1245) holdt det store Kirkemøde, og her anklagede han Kejseren for Kirkeran og Mened, beskyldte ham for at have talt om Christus som en af de tre Bedragere og afsatte ham.
Frederik mindede ham imidlertid om den apostoliske Fattigdom og den nytestamentlige Kristendom, og de pavelige Modkonger Henrik Raspe (1246) og Vilhelm af Holland (1247) fik ingen betydning. Først efter Frederik II’s Død kunne Innocens vende tilbage til Rom (1251), hvorfra han fortsatte Kampen mod Konrad IV. I Lyon havde han søgt at få i Skismet mellem den romerske og den græske Kirke hævet. Han gav Kardinalerne den røde Hat og var en fremragende Kirkeretslærer, hvorfor han kaldtes pater et organum veritatis. Han skrev en Kommentar til Gregor IX’s Dekretaler.

Sinibaldo Fieschi født ca 1195 i Genova, studier i Bologna, tilsluttet kurien som dommer i 1226, blev kardinal i 1227.
Efter Gregorio IX's død stod pavestolen ledig i næsten to år, hvorefter i 1243 en klog og beregnende prælat (Sinbalbo Fieschi) blev valgt til pave, og overtog fra forgængerne Onorio III (1216-1227) og Gregorio IX konflikten med kejser Friedrich II.
Paven fastholdt kravet om, at før kejseren kunne få ophævet bandet, skulle han trække sine tropper tilbage fra de områder af kirkestaten, som var besat. Da kejseren ikke gik ind på disse betingelser, flygtede paven til Lyon i 1244, hvor kan indkaldte til det 13. kirkemøde, der fastholdt bandlysningen af Frederik II og man forsøgte sig med udnævnelsen af en "modkonge" landgreven af Thüringen.
Efter Frederik II's død i 1250 vendte Innocenzo IV tilbage til Italien og indledte nye intriger omkring den syditalienske krone. Til sidst fandt man en engelsk prins, der var villig til at modtage Sicilien som len af paven, betale skat til pavestolen, og om nødvendigt at støtte Kirkestaten med tropper. Han deltog i det 5. Korstog under ledelse af Louis IX af Frankrig.
Paven opfordrede til en stærk missionspolitik (Franciskanere og Dominikanere) rettet mod østen (mongolerne) og ikke mindst mod Islam.

Da Sibibaldo blev valgt og tok navnet Innocens IV den 25. juni 1243 skal den tysk-romerske kejseren Fredrik II ha sagt at han mistet sitt vennskap med en kardinal og fikk et fiendskap med en pave. Han uttrykte allikevel i et brev til sin tidligere venn at han håpet at man kunne komme fram til gode løsninger på de problemer som eksisterte mellom hans rike og Den hellige stol. Forhandlinger startet raskt efter, men brøt sammen da Frederik ikke kunne indfri alle de krav Innocens stilte.
Pave Innocens IV var henført af Korstogtanken. Han efterfulgte den sykelige Celestin IV som ikke var pave lengre enn nogen uker, men før den tid havde Gregor IX været en sterk pave som i sitt testamente ba sine efterfølgere om at forsvare Jerusalem som stadig blev angrepet af muslimene og for at slåss mot den tysk-romerske kejseren Fredrik II som havde sat sig opp mot pavemakten. Den nye paven forsøkte at løse de oppgavene som den tidligere paven havde efterlatt seg.

Striden med den tysk-romerske kejseren
Paven fant ut at hans posisjon i Roma var usikker, og i hemmelighet trakk han sig sommeren 1244 tilbake til Genova, og derfra videre til Lyon. Der samlet han konsilet i Lyon som påbød en allmenn fireårig fred over hele Vesterlandet. Man våget ikke at holde kirkemøtet i Roma for da delegatene sist, 15 år tidligere, blev forsøkt samlet blev de tatt til fange af den tysk-romerske kejserens soldater og møtet blev innstilt. Et mål med det tidligere møtet var faktisk at få kejseren avsatt. Det samme målet havde også konsilet i Lyon, som lå plassert lengre fra kejserens maktbase på Sicilia. Konsilet avsatte Fredrik II og bannlyste og anklaget ham for mened, helgenran og kjetteri. I hele kristenheden blev det startet en voldsom propaganda mot kejseren. Til sin hjelp tok paven i bruk blant annet de nylig opprettede tiggermunkene, Dominikanerordenen|Dominikanerne og Fransiskanerordenen|Franciskanerne, de viktigste drivkreftene i den kirkelige ekspansjon på 1200-tallet. Dette skapte sterke reaksjoner i hele Europa, og det var først efter Fredriks død i 1250 at Innocens trygt kunne vende tilbake til Italia. Han dro først til Perugia, og først i 1253 reiste han videre til Roma.

Korstog planlegges og mislykkes
Det blev også planlagt et nytt Korstog i Lyon i 1245, og for at bekoste det blev det krevd en større andel af presteskapets tyvendedel for de nærmeste tre årene. Pave Innocens IV og kardinalene skulle på samme tid ofre en tiendedel af sine inntekter for Jerusalems sak.
Det blev oppfordret til at de kristne i Europa skulle be for Jerusalems redning. Korstogspredikanter reiste rundt og samlet inn penger og søkte stridsmenn til det Korstoget som Ludvig IX af Frankrike ledet. Den norske kongen Håkon Håkonsson havde i brev til paven lovet at lede en korsfarerflåte. Da kardinal Vilhelm af Sabina besøkte Bergen sommeren 1247 nektet kong Håkon at delta. Denne beslutningen viste sig i eftertid at være en meget klok beslutning. Korstoget mislyktes totalt. De kristne blev slaktet ned, og den franske kongen blev tatt til fange. Ludvig IX blev først frigitt efter en enorm erstatning på hundretusentalls gullmynt. Kardinal Vilhelm af Sabina besøkte for øvrig også Sverige i 1248 da Skänninge-møtet blev holdt.
Resten af Innocens IVs Pontifikat var sentrert rundt planer om at styrte Manfred, Fredriks sønn som af de fleste af byene og adelen blev regnet som den naturlige efterfølger på kejsertronen. På sitt sykeleie fikk paven vite at Manfred havde seiret i slaget ved Foggia i 1254. Dette skal ha fremskyndet hans død, som inntraff 7. desember 1254.

Pavens sendebud hos mongolene
Ikke bare Norden fikk pavens sendebud på besøk, men så langt østover som i dagens Russland i daværende mongolenes land kom Plano Carpini 1246 i kontakt med folk som samojeder for at vinne flere sjeler til kristendommen. Carpini var pave Innocens IVs sendebud i øst i 1245-1247. Selv muslimene fikk nogen fredelige besøk ved siden af Korstog, blant annet i Syria og Egypt.

Tidligt liv
Sinibaldo blev født i Genova (selv om nogle kilder siger Manarola) i en ukendt år, søn af Brumisan di Grillo og Ugo Fieschi, greve af Lavagna. Fieschi var en købmand herskabet i Ligurien. Sinibaldo fik sin uddannelse ved universiteterne i Parma og Bologna og for en tid, lærte Kanonisk ret ved Bologna. Han blev betragtet som en af de bedste canonists af sin tid og blev kaldet til at tjene paven i Romanum Curia i år 1226.

Kardinal
Før hans ophøjelse til pavestaten var Sinibaldo vicekansler i den hellige romerske kirke (1226-27), bliver lavet kardinal præst i San Lorenzo i Lucina på 18 September 1227 af pave Gregory IX, senere tjener som guvernør i Ancona-marts fra 1235 indtil 1240.
Det er almindeligt gentaget fra 1600-tallet på at han blev biskop i Albenga i 1235, men der er ingen foundation til denne påstand.
Innocens IV (1243-1254) blev sandsynligvis den første pave, der anvendes personlige våben. Innocents umiddelbare forgænger var pave Celestine IV, valgt 25 oktober 1241, hvis regeringstid varede blot 15 dage. Begivenhederne i Innocens IVs Pontifikat er derfor uløseligt forbundet med de politikker, der dominerer hersker af paver Innocens III, Honorius III og Gregory IX.
Gregory havde krævet tilbagelevering af dele af Kirkestaten overtaget af Holy Roman Emperor Frederick II, da han døde. Paven havde kaldt et generelt råd, så han kunne afsætte kejseren med støtte fra Europas åndelige ledere, men Frederik havde beslaglagt to kardinaler rejser til Rådet i håb om at intimidere curia. De to prælater forblev fængslet og savnet den Konklave, der straks valgt Celestine. Den Konklave, der indspilningsstudiet efter hans død faldt i lejre støtte modstridende politikker om hvordan man behandler med kejseren.

Ny pave, samme kejser
Efter et år og en halv af konfliktfyldt debat og tvang nået en pavelig valget endelig en enstemmig afgørelse. Kardinal de' Fieschi meget modvilligt accepteret blev valgt som pave, idet navnet Innocens IV fra 25 juni 1243. Som kardinal de' Fieschi, Sinibaldo havde været på venskabelig fod med Frederick, selv efter hans ekskommunikation. Kejseren også beundrede Kardinalens visdom, har haft drøftelser med ham fra tid til anden.
Efter valget den vittige Frederick bemærkede, at han havde mistet venskab af en kardinal men lavet til det ved at vinde fjendskab af en pave.
Hans spøg uanset, Fredericks brev til den nye pave blev formuleret i respektfulde vendinger, tilbyder Innocens tillykke og succes, også udtrykke håb for en mindelig bilæggelse af forskellene mellem rige og pavedømmet. Forhandlinger, der fører til dette mål begyndte kort tid bagefter, men viste sig at være mislykkede. Innocens nægtede at ned fra hans krav, Frederick II nægtede at affinde, og striden fortsatte, dens store punkt stridspunkt er genindførelsen af Lombardiet til arv af St. Peter.
Kejserens rænkespil forårsaget meget anti-papal følelse at stige i Italien, især i Kirkestaten, og imperial agenter tilskyndet parceller mod pavens styre. At indse, hvordan uholdbar hans position i Rom var voksende, trak Innocens IV hemmeligt og skyndsomt til Genova, hans fødested, i sommeren 1244. Rejser i forklædning, banede Innocens sig vej til Sutri og Civitavecchia, derfra til Frankrig, hvor han var glædesfyldt hilses velkommen. At gøre sin vej til Lyon, var Innocent heldigvis mødt af herskere i byen.
At finde sig selv nu i sikre omgivelser, indkaldt Innocens som mange biskopper som kunne komme til Lyon til at deltage i, hvad der blev 13 generelle (økumeniske) Rådet af kirken, først i Lyon. Biskopperne mødte tre offentlige sessioner: 28 juni, 5 juli, og 17 juli 1245. Deres virksomhed var undertvinge Frederick.

Kompromiset om Talmud
Før Innocens IV pavedømmet, havde hans forgænger Gregory IX udstedt breve opfordrer til afbrænding af alle kopier af Talmud i hele Europa kristenheden. Louis IX, konge af Frankrig, på grund af disse breve afholdt en retssag i Paris i 1240, som i sidste ende fandt Talmud skyldig i 35 påståede afgifter. Fireogtyve vognlæs af Talmud blev brændt.
Efter Innocens IV blev pave, fremlagde et argument at denne politik var en negation af kirkens traditionelle holdning af tolerance mod jødedommen. Den nye pave accepterede dette argument og år 1247, han skrev breve til effekten, Talmud bør censureres snarere end brændt. Innocens IV ord blev mødt med fordømmelse af mange af ærkebiskopperne (pavelige ufejlbarlighed ikke ville komme indtil seks århundreder senere). Ikke desto mindre pave Innocent IV persistens holdt ud og Talmud blev gemt.

Koncilet i Lyon
Det første råd Lyon i 1245 havde nogen generelle råd før det færrest deltagerne. Men tre Patriarker og den latinske kejser af Konstantinopel deltog, sammen med omkring 150 biskopper, de fleste af dem prælater fra Frankrig og Spanien. De var i stand til at komme hurtigt, og Innocens kunne stole på deres hjælp. Biskopper fra resten af Europa uden for Spanien og Frankrig frygter gengældelse fra Frederick, mens mange andre biskopper blev forhindret i at deltage enten ved invasioner af tatarer i Fjernøsten eller Muslim angrebene i Mellemøsten.
I session, var Frederick IIS holdning forsvaret af Taddeo af Suessa, der fornys i sin herres navn alle løfter gjort før, men nægtede at give garantier paven krævede. Stand til at afslutte det dødvande, som Taddeo var forfærdede over at høre Rådet solemmly fædre Askar og excommunicate kejseren på 17 juli, mens fritage alle hans undersåtter fra troskab. Den politiske agitation over disse retsakter fortrukket Europa. Uroen afslappet kun med Fredericks død i December 1250, der fjernes den umiddelbare trussel mod Innocens liv og tilladt hans triumferende tilbage til Italien. Fra 1251-53 paven opholdt sig på Perugia indtil det var sikkert for ham at bringe den pavelige domstol tilbage til Rom.

Herskeren af fyrster og konger
Som Innocens III havde før ham, så Innocens IV sig selv som Vice-regent af den Almægtige, hvis magt blev over jordiske konger. Innocens og havde derfor ingen indvendinger til at gribe ind i rent verdslige anliggender. Han udpegede Afonso III administrator af Portugal, og lånte sin beskyttelse til Ottokar, søn af kongen af Bøhmen. Paven sidet selv med kong Henry III mod både adelige og biskopper i England, på trods af kongens chikane af Edmund Rich og sin politik under kirkens penge indsamlet i ledig benefices leveret til de kongelige kasse.
De krigeriske tendenser i tatarer også bekymret paven, og han sendte en pavelig Nuntius til det mongolske rige i et forsøg på at finde en aftale. Innocens dekreteret, at han, som sognepræsten i Kristus, kunne gøre ikke-kristne acceptere hans herredømme og endda nøjagtige straf bør de overtræder de ikke-Gud centreret kommandoer af de ti bud. Denne politik blev holdt mere på teori end på praksis og blev til sidst afvist århundreder senere.

Sognepræsten i Kristus
Den pavelige optagethed af imperial spørgsmål og verdslige fyrster forårsaget spiritualitet i kirken at lide. Beskatning øgede i pavestaten og klager over indbyggerne voksede højt og hot.
I August 1253, efter meget bekymre dig om den rækkefølge insisteren på absolut fattigdom, godkendt Innocens endeligt reglen om 2nd rækkefølgen af Franciskanerne, Klarisserne, grundlagt af St. Clare af Assisi, en stor ven af St. Francis.
I 1246 Edmund blev rige, tidligere ærkebiskop af Canterbury (død 1240), opkaldt en helgen. I 1250 Innocens proklamerede den fromme dronning Margaret af Edinburgh (døde 1093), gift med kong Malcolm III i Skotland, en helgen af Gud. Den Dominikanske præst Peter af Verona, martyrdøden ved Albigensiske kættere i 1252, var rejst til altre, som var Stanislaus af Szczepanów, den store polsk ærkebiskop af Krakow, både i 1253.

Oprettelsen af begrebet persona ficta
Innocens IV er ofte krediteret som bidrager til at skabe ideen om juridiske personlighed, persona ficta, som det oprindeligt blev skrevet, som har ladet tanken om corporate personhood. Dette tillod klostre og universiteter mulighed for at handle som en enkelt juridisk person, giver mulighed for deres eksistens at blive mere kontinuerlig og munke lovede at fattigdom ikke desto mindre være en del af en organisation, der kunne eje infrastruktur, men som "fiktive personer" de ikke kunne være ekskommunikeret eller anses for skyldig i retskrænkelsen, dvs uagtsomhed til handling, der ikke kræves kontraktligt. Dette betød, at straf af personer i en organisation vil afspejle mindre på organisationen, som det ville, hvis den person, der kører sådan en organisation sagdes at besidde det i stedet være en bestanddel af det, og var ment til at give stabilitet.

Diplomatiske forbindelser
Forbindelserne med portugisiske
Innocens IV var ansvarlig for eventuel aflejring af Kong Sancho II af Portugal på anmodning af sin bror Afonso (senere kong Afonso III i Portugal). Et af de argumenter, han brugte mod Sancho II i sin Grandi ikke immerito tekst var hans status som en mindreårig ved arve tronen fra sin far Afonso II.

Kontakter med mongolerne
Pave Innocent IV sender Dominikanerne og Franciskanerne ud til tatarer.
I 1245, Innocens IV udstedte tyre og sendt en udsending i skikkelse af Giovanni da Pian del Carpine (ledsaget af Benedict Pole) til "Tatarer kejser". Meddelelsen bedt den hersker til at blive en kristen og stoppe hans aggression mod Europa. Khan Güyük svarede i 1246 i et brev skrevet i persisk, som stadig hviler i Vatikanet bibliotek, kræver indsendelse af paven og de andre herskere i Europa.
Ascelin af Lombardia modtager et brev fra pave Innocent IV, og remitterende det til den mongolske generelle Baiju.
I 1245 havde Innocens sendt endnu en mission, gennem en anden rute, ledet af Ascelin af Lombardia, også forsynet med breve. Missionen mødtes med den mongolske hersker Baichu nær det Kaspiske Hav i 1247. Besvarelse af Baichu var i overensstemmelse med Güyük, men det var ledsaget af to mongolske udsendinge til den pavelige sæde i Lyon, Aïbeg og Serkis. De mødtes med Innocens IV i 1248, der igen har appelleret til mongolerne at stoppe deres drab på kristne.
Innocens IV ville også sende andre missioner til mongolerne i 1245: mission af André de Longjumeau, Laurent de Portugal eventuelt aborterede mission og mission af Giovanni da Pian del Carpine, som forlod på 16 April 1245 og ville nå den mongolske hovedstad Karakorum.

Senere liv og død
Resten af Innocenss liv var i høj grad rettet til ordninger for compassing omstyrtelsen af Manfred af Sicilien, den naturlige søn af Frederick II, som byerne og adelen fik for det meste som sin fars efterfølger. Innocent tog sigte på at indarbejde den hele kongeriget Sicilien i Kirkestaten, men han manglede den nødvendige økonomiske og politiske magt. Derfor, efter en mislykket aftalen med Karl af Anjou investerede han dette rige til Edmund, ni-årige søn af kong Henry III af England, på 14 maj 1254.
I samme år, Innocens ekskommunikeret Frederick IIS anden søn, Conrad IV, konge af Tyskland, men sidstnævnte døde et par dage efter indsættelsen af Edmund. Innocens derfor flyttet til Anagni vente Manfreds reaktion på begivenheden, især som Conrads arving, Conradin, havde betroet den pavelige tutorage af kongens Testamente. Manfred indsendt, dog sandsynligvis kun at vinde tid og imødegå truslen fra Edmund, og fik titel af pavelig sognepræst for Syditalien. Innocens kunne derfor leve en periode, hvor han var effektiv suveræne af størstedelen af halvøen, og på 27 oktober 1254 fejrede han kunststykket ved at indtaste byen Napoli.
Manfred havde dog ikke mistet sin nerve og arrangeret en modstand, støttet af sin trofaste Saracenske tropper, indstilling optøjer mod den nye myndighed. Det var på en sygeseng på Napoli, som Innocens IV hørt af Manfreds sejr i Foggia mod de pavelige styrker: tidender siges at have fældet hans død på 7 December 1254 i Napoli.
Innocent's learning gav verden et apparat i quinque libros decretalium. Han huskes også for udstedelse af pavelige bull Ad extirpanda, der har godkendt brugen af tortur af Inkvisitionen til fremkalde bekendelser fra kættere.
Han blev efterfulgt af Pave Alexander IV. Innocens var også onkel Adrian v.

I populærkulturen
Innocens blev nævnt på det amerikanske komedie program 30 Rock (episode "sæson 4"). Hans billede var tilsyneladende blevet revet på tv i protest mod sin skattepolitik.



Early life
Born in Genoa (although some sources say Manarola) in an unknown year, Sinibaldo was the son of Brumisan di Grillo and Ugo Fieschi, Count of Lavagna. The Fieschi were a noble merchant family of Liguria. Sinibaldo received his education at the universities of Parma and Bologna and, for a time, taught canon law at Bologna. He was considered one of the best canonists of his time and was called to serve the Pope in the Roman Curia in the year 1226.

Cardinal
Before his elevation to the papacy, Sinibaldo was Vice-Chancellor of the Holy Roman Church (1226-27), being created Cardinal Priest of San Lorenzo in Lucina on 18 September 1227 by Pope Gregory IX, later serving as governor of the March of Ancona from 1235 until 1240.
It is widely repeated from the 17th century on that he became bishop of Albenga in 1235, but there is no foundation to this claim.
Innocent IV (1243-1254) was probably the first pope who used personal arms. Innocent's immediate predecessor was Pope Celestine IV, elected 25 October 1241, whose reign lasted a mere fifteen days. The events of Innocent IV's pontificate are therefore inextricably linked to the policies dominating the reigns of popes Innocent III, Honorius III and Gregory IX.
Gregory had been demanding the return of portions of the Papal States taken over by Holy Roman Emperor Frederick II when he died. The Pope had called a general council so he could depose the emperor with the support of Europe's spiritual leaders, but Frederick had seized two cardinals traveling to the council in hopes of intimidating the curia. The two prelates remained incarcerated and missed the conclave that immediately elected Celestine. The conclave that reconvened after his death fell into camps supporting contradictory policies about how to treat with the emperor.

New pope, same emperor
After a year and a half of contentious debate and coercion, a papal election finally reached a unanimous decision. Cardinal de' Fieschi very reluctantly accepted election as Pope, taking the name Innocent IV as of 25 June 1243. As Cardinal de' Fieschi, Sinibaldo had been on friendly terms with Frederick, even after his excommunication. The Emperor also greatly admired the cardinal's wisdom, having enjoyed discussions with him from time to time.
Following the election the witty Frederick remarked that he had lost the friendship of a cardinal but made up for it by gaining the enmity of a pope.
His jest notwithstanding, Frederick's letter to the new pontiff was couched in respectful terms, offering Innocent congratulations and success, also expressing hope for an amicable settlement of the differences between the empire and the papacy. Negotiations leading to this objective began shortly afterwards, but proved abortive. Innocent refused to back down from his demands, Frederick II refused to acquiesce, and the dispute continued, its major point of contention being the reinstatement of Lombardy to the Patrimony of St Peter.
The Emperor's machinations caused a good deal of anti-papal feeling to rise in Italy, particularly in the Papal States, and imperial agents encouraged plots against papal rule. Realizing how untenable his position in Rome was growing, Innocent IV secretly and hurriedly withdrew to Genoa, his birthplace, in the summer of 1244. Traveling in disguise, Innocent made his way to Sutri and Civitavecchia, thence to France, where he was joyously welcomed. Making his way to Lyon, Innocent was happily greeted by rulers of the city.
Finding himself now in secure surroundings, Innocent summoned as many bishops as could get to Lyon to attend what became the 13th General (Ecumenical) Council of the Church, the first in Lyon. The bishops met for three public sessions: 28 June, 5 July, and 17 July 1245. Their business was subjugate Frederick.

Compromise on the Talmud
Prior to Innocent IV's papacy, his predecessor Gregory IX had issued letters calling for the burning of all copies of the Talmud throughout European Christendom. Louis IX, King of France, on account of these letters held a trial in Paris in 1240, which ultimately found the Talmud guilty of 35 alleged charges. Twenty-four cartloads of the Talmud were burned.
After Innocent IV became pope, an argument was presented that this policy was a negation of the Church’s traditional stance of tolerance toward Judaism. The new Pope accepted this argument and in the year 1247, he wrote letters to the effect that the Talmud should be censored rather than burned. Innocent IV’s words were met with disapproval by many of the archbishops (Papal infallibility would not come until six centuries later). Nonetheless, Pope Innocent IV’s persistence persevered and the Talmud was saved.

First Council of Lyon
The First Council of Lyon of 1245 had the fewest participants of any General Council before it. However three patriarchs and the Latin emperor of Constantinople attended, along with about 150 bishops, most of them prelates from France and Spain. They were able to come quickly, and Innocent could rely on their help. Bishops from the rest of Europe outside Spain and France feared retribution from Frederick, while many other bishops were prevented from attending either by the invasions of the Tartars in the Far East or Muslim incursions in the Middle East.
In session, Frederick II's position was defended by Taddeo of Suessa, who renewed in his master's name all the promises made before, but refused to give the guarantees the pope demanded. Unable to end the impasse Taddeo was horrified to hear the fathers of the Council solemmly depose and excommunicate the Emperor on 17 July, while absolving all his subjects from allegiance. The political agitation over these acts convulsed Europe. The turmoil relaxed only with Frederick's death in December 1250, which removed the proximate threat to Innocent's life and permitted his triumphant return to Italy. From 1251-53 the Pope stayed at Perugia until it was safe for him to bring the papal court back to Rome.

Ruler of princes and kings
As Innocent III had before him, Innocent IV saw himself as the Vice-regent of the Almighty, Whose power was above earthly kings. Innocent, therefore, had no objection to intervening in purely secular matters. He appointed Afonso III administrator of Portugal, and lent his protection to Ottokar, the son of the King of Bohemia. The Pope even sided with King Henry III against both nobles and bishops of England, despite the king's harassment of Edmund Rich and his policy of having church money collected in vacant benefices delivered to the royal coffers.
The warlike tendencies of the Tartars also concerned the Pope, and he sent a papal nuncio to the Mongol Empire in an attempt to strike an agreement. Innocent decreed that he, as Vicar of Christ, could make non-Christians accept his dominion and even exact punishment should they violate the non-God centered commands of the Ten Commandments. This policy was held more in theory than in practice and was eventually repudiated centuries later.

Vicar of Christ
The papal preoccupation with imperial matters and secular princes caused the spirituality of the Church to suffer. Taxation increased in the Papal States and the complaints of the inhabitants grew loud and hot.
In August 1253, after much worry about the order's insistence on absolute poverty, Innocent finally approved the rule of the 2nd Order of the Franciscans, the Poor Clares, founded by St. Clare of Assisi, the great friend of St Francis.
In 1246 Edmund Rich, former Archbishop of Canterbury (died 1240), was named a Sankt. In 1250 Innocent proclaimed the pious Queen Margaret of Edinburgh (died 1093), wife of King Malcolm III of Scotland, a Sankt of God. The Dominican priest Peter of Verona, martyred by Albigensian heretics in 1252, was raised to the altars, as was Stanislaus of Szczepanów, the great Polish Archbishop of Cracow, both in 1253.

Creation of the concept of persona ficta
Innocent IV is often credited as helping to create the idea of Legal personality, persona ficta as it was originally written, which has let to the idea of corporate personhood. This allowed monasteries and universities the ability to act as a single legal entity, allowing for their existence to be more continuous and for monks pledged to poverty to nonetheless be part of an organization that could own infrastructure, but as "fictional people" they could not be excommunicated or considered guilty of delict, that is, negligence to action that is not contractually required. This meant that punishment of individuals within an organization would reflect less on the organization itself as it would if the person running such an organization was said to own it rather than be a constituent of it, and was meant to provide stability.

Diplomatic relations
Relations with the Portuguese
Innocent IV was responsible for the eventual deposition of King Sancho II of Portugal at the request of his brother Afonso (later King Afonso III of Portugal). One of the arguments he used against Sancho II in his Grandi non immerito text was his status as a minor upon inheriting the throne from his father Afonso II.

Contacts with the Mongols
Pope Innocent IV sends Dominicans and Franciscans out to the Tartars.
In 1245, Innocent IV issued bulls and sent an envoy in the person of Giovanni da Pian del Carpine (accompanied by Benedict the Pole) to the "Emperor of the Tartars". The message asked the Mongol ruler to become a Christian and stop his aggression against Europe. The Khan Güyük replied in 1246 in a letter written in Persian that still rests in the Vatican Library, demanding the submission of the Pope and the other rulers of Europe.
Ascelin of Lombardia receiving a letter from Pope Innocent IV, and remitting it to the Mongol general Baiju.
In 1245 Innocent had sent another mission, through another route, led by Ascelin of Lombardia, also bearing letters. The mission met with the Mongol ruler Baichu near the Caspian Sea in 1247. The reply of Baichu was in accordance with that of Güyük, but it was accompanied by two Mongolian envoys to the Papal seat in Lyon, Aïbeg and Serkis. They met with Innocent IV in 1248, who again appealed to the Mongols to stop their killing of Christians.
Innocent IV would also send other missions to the Mongols in 1245: the mission of André de Longjumeau, the possibly aborted mission of Laurent de Portugal, and the mission of Giovanni da Pian del Carpine, which left on 16 April 1245 and would reach the Mongol capital Karakorum.

Later life and death
The remainder of Innocent's life was largely directed to schemes for compassing the overthrow of Manfred of Sicily, the natural son of Frederick II, whom the towns and the nobility had for the most part received as his father's successor. Innocent aimed to incorporate the whole Kingdom of Sicily into the Papal States, but he lacked the necessary economic and political power. Therefore, after a failed agreement with Charles of Anjou, he invested that kingdom to Edmund, the nine-year-old son of King Henry III of England, on 14 May 1254.
In the same year, Innocent excommunicated Frederick II's other son, Conrad IV, King of Germany, but the latter died a few days after the Investiture of Edmund. Innocent therefore moved to Anagni to wait for Manfred's reaction to the event, especially as Conrad's heir, Conradin, had been entrusted to the Papal tutorage by the King's testament. Manfred submitted, although probably only to gain time and counter the menace from Edmund, and received the title of Papal vicar for southern Italy. Innocent could therefore live a period in which he was the effective sovereign of most of the peninsula, and on 27 October 1254 he celebrated the feat by entering the city of Naples.
However, Manfred had not lost his nerve and organized a resistance supported by his faithful Saracen troops, setting riots against the new authority. It was on a sick bed at Naples that Innocent IV heard of Manfred's victory at Foggia against the Papal forces: the tidings are said to have precipitated his death on 7 December 1254 in Naples.
Innocent's learning gave to the world an Apparatus in quinque libros decretalium. He is also remembered for issuing the papal bull Ad extirpanda, which authorized the use of torture by the Inquisition for eliciting confessions from heretics.
He was succeeded by Pope Alexander IV. Innocent was also the uncle of Adrian V.

In popular culture
Innocent was mentioned on the US comedy programme 30 Rock (episode "Season 4"). His picture had apparently been torn up on television in protest against his taxation policy.



                  Katolske begreber:

Afladshandel

Antiochia

Apokryf

Ariani

Arianisme

Arvesynd

Avignon

Basilika

Breviar

Bulle

Camerlengo

Cistercienser

Davids Slægt

Decius

Diokletian

Dominikaner

Donatisme

Døbefont

Dødssynder

Ecclesiast

Exarch

Franciskaner

Galilei

Glas

Gnostiker

Goddag mand økseskaft

Gudsbevis

Hegesippus

Helvede

Herrens år

Ikonoklasme

Inkvisition

Interregnum

Investitur

Irenæus

Janseni

Kanon

Katakomber

Kirkebøger

Kloster

Koncil

Konklave

Korstog

Lateran

Liber Pontificalis

Longobard

Luther

Lydkonge

Malakias

Malakiasrækken

Markion

Matematik

Modpave

Monarkianisme

Monofysitisme

Monoteletisme

Monstrans

Montanisme

Muhammed

Novatian

Nuntius

Oligark

Origenes

Pallium

Paternoster

Patriark

Pavenumre

Paverækken

Pavinde

Pelagianisme

Pontifikat

Påskestriden

Ramaskrig

Ravenna

Sakramente

Sanktus

Saracen

Schweizergarden

Sede Vacante

Simoni

Skisma

Syndefald

Synode

Tiara

Transsubstantiation

Vatikan

Vox-In-Rama

Økumenisk


Ordforklaring :

Dominikaner
Franciskaner
Inkvisition
Investitur
Kanon
Koncil
Konklave
Korstog
Nuntius
Patriark
Pontifikat
Saracen
Vatikan

Dominikaner:

[ - ]
Dominikanerordenen, (officielt navn Ordo Fratrum Praedicatorum, Prædikebrødrenes orden), er en religiøs tiggermunkeorden grundlagt af Dominicus 1215 og stadfæstet af paven nogle år senere. Ordenen har fra 1400-tallet i almindelighed været opkaldt efter sin stifter, Dominicus navn. (Se billedet herunder)



Formål og indflydelse

Dominikanerordenen er en romersk-katolsk munkeorden, hvis indflydelse har været stor i teologiens historie, bl.a. fra en af romerkirkens største kirkelærde Thomas Aquinas. Hans filosofi blev dominerende for resten af middelalderen og har i vore dage fået en renæssance med den såkaldte nythomisme. Et af ordenens oprindelige formål var arbejdet for at bekæmpe kættere, og i middelalderen fik dominikanerordenen ansvar for trosgranskningen ved inkvisitionen. Ordenen blev heraf kaldt “Herrens hunde” (lat: Domini canes), og et af ordenens symboler er en hund med en fakkel i gabet. Faklen symbolisere sandhedens fakkel. Ordensdragten er en tunika med munkekappe og hætte, begge af hvid uld. Ved udendørs brug består overtøjet af den sorte kappe, hvilken har givet dem tilnavnet sortebrødre.

Dominikanere i Danmark

Dominikanerordenen bredte sig hurtigt i de fleste europæiske lande. Forkyndelse var en hovedopgave, og derfor lå klostrene hovedsageligt i byerne. Danmark fik sit første dominikanerkloster i 1222-23 i Lund, og ordenen spredtes hurtigt til flere andre byer. Danske dominikanske nonneklostre blev grundlagt to steder i det nuværende Danmark. Det ene, Sankt Agnete Kloster i Roskilde, blev grundlagt af kong Erik Plovpennings døtre Agnes og Jutta i 1263. Det andet kloster på Gavnø blev grundlagt i 1403 af dronning Margrethe 1. Ved reformationen havde dominikanerordenen 15 klostre i Danmark, hvorefter de blev fordrevet. Fra 1916 og indtil sidste halvdel af 1900-tallet fandtes der dominikanere i Danmark i Sankt Andreas Kloster i Charlottenlund og ved Sankt Hyacinthus Kirke på Bornholm.

[ - ]

Franciskaner:

[ - ]
Franciskanerordenen (latin: Ordo Fratrum Minorum (O.F.M.), "Mindrebrødrenes Orden") blev grundlagt af den den hellige Frans af Assisi i 1209.
Efter at Frans var vendt om fra sit muntre ungdomsliv til at søge Gud – ved at tage sig af de spedalske og opbygge små forfaldne kirker – fik han efterhånden følgeskab af andre, som ville følge hans eksempel.
Bernardo da Quintavalle og Pietro da Cattani var de første. De sluttede sig til Frans i 1208. De søgte vejledning ved at slå op tre gange i evangeliebogen, hvor de hver gang fandt bibelsteder, der handlede om efterfølgelse og fattigdom. Det var fra begyndelsen et ustruktureret fællesskab, som kaldte sig bodgørere fra Assisi.

         
         Sct. Frans af Assisi

Men i løbet af 1209 nedskrev Frans den første regel for fællesskabet og rejste til Rom for at få dem godkendt af paven, Innocens III. Og den fik de, ifølge legenden, fordi paven havde en drøm, hvor han så en fattigt klædt mand, Frans, støtte og opretholde Laterankirken, som var ved at styrte sammen.
Traditionen siger, at denne godkendelse fandt sted den 16. april, som franciskanerne derfor betragter som ordenens grundlæggelsesdag. Franciskanerne hører til de såkaldte "tiggermunke", fordi de ikke skulle skamme sig ved at tigge, hvis ikke de kunne skaffe sig det daglige brød ved arbejde.

Frans' brødre skulle leve efter de gamle klosterregler om fattigdom, lydighed og kyskhed. Og det var strengere forstået end i andre ordener. Fx gjaldt ejendomsløsheden ikke blot den enkelte mindrebroder, men også ordenen som sådan. Og en mindrebroder måtte ikke modtage penge overhovedet.

Palmesøndag 1212 flygtede en pige af fornem familie Chiara dei Scifi hjemmefra og sluttede sig til Frans' bevægelse. Hun blev grundlægger af clarisserordenen, som også kaldes den anden orden, til forskel fra den første orden, Frans' orden for mænd.

         
         Frans af Assisi, malet af Cimabue

Frans stiftede selv en tredje orden for mennesker, som ville leve et liv efter Frans' idealer uden at gå i kloster, men forenet med deres daglige arbejde og ægteskab. Reglen for denne tredje orden blev godkendt af paven i 1221.

[ - ]

Inkvisition:

[ - ]
En inkvisition var en institution inden for den katolske kirke, som opsporede og dømte kættere i 1200-1800-tallet. Især dominikanerne spillede en væsentlig rolle i forbindelse med Inkvisitionen.

Inkvisitioner:
  • Middelalderlige inkvisition (1184-1230'erne)
  • Spanske inkvisition (1478-1834)
  • Portugisiske inkvisition (1536-1821)
  • Romerske inkvisition (1542-1860'erne)
  • Peruvianske inkvisition (1570-1820)
  • Mexikanske inkvisition (1571-1820)
På billedet: Galileo blev i 1633 stillet for inkvisitionen på baggrund af hans påstand om at Jorden bevægede sig rundt om Solen, maleri af Cristiano Banti, 1857

inkvisitionen, (af lat. inquisitio 'udspørgning, undersøgelse', af in- og afledn. af quaerere 'søge, spørge'), pavelig domstol, oprettet 1231 for at bekæmpe kætteri; den indførtes i størstedelen af det katolske Europa, hvor den forfulgte kætterske sekter som katharer, albigensere og husitter. Inkvisitionen kom aldrig til Danmark. Ganske vist udnævntes franciskaneren broder Niels Jensen i Odense i 1421 til inkvisitor for hele Norden, men han synes mere at have oppebåret den pavelige titel af navn end af gavn. I anden halvdel af 1400-t. var inkvisitionen en hensygnende institution, og i første halvdel af 1500-t. forsvandt de sidste middelalderlige kætterdomstole. Kun i Spanien, Portugal og Italien fortsatte inkvisitionen i en omorganiseret og for Spaniens og Portugals vedkommende statskontrolleret skikkelse. Allerede i 1478 havde paven bemyndiget Ferdinand og Isabella til at udpege deres egne inkvisitorer. Det blev begyndelsen til den spanske inkvisition med en generalinkvisitor og et ottemandsråd i spidsen for efterhånden 20 tribunaler, der vågede over troens renhed i det spanske imperium fra Sicilien i øst til Mexico i vest. Kun Nederlandene og kongeriget Neapel undgik den spanske inkvisition, som i sit hjemland var virksom helt op til 1820.
Den italienske humanist og filosof Giordano Bruno blev 17. februar 1600 brændt som kætter på Campo dei Fiori i Rom, bl.a. fordi han nægtede at tage afstand fra det kopernikanske verdensbillede. I 1889 rejstes som en hyldest til tankens frihed et monument på stedet.
I 1531 blev den portugisiske inkvisition reorganiseret efter spansk forbillede; den fungerede indtil 1821. En lignende struktur blev 1542 indført i Italien med den "romerske" inkvisition, hvor Inkvisitionskongregationen oprettedes som central myndighed for de italienske provinstribunaler og vedblev at eksistere længe efter disses ophør i slutningen af 1700-t. Endnu i 1960'erne var den med til at fordømme forskellige kætterier i den katolske verden. I 1965 fik Paul 6. den reorganiseret og omdøbt til Troskongregationen (Congregazione per la dottrina della fede), som fortsat varetager en række af inkvisitionens funktioner, fx bogcensur og overvågelse af den katolske tros renhed.
Inkvisitionen har været omgivet af mange myter, som 1970'ernes historikere i nogen grad har dementeret. Eksempelvis har påstanden om inkvisitionens blodige hekseforfølgelse i 1200- og 1300-t. vist sig at bygge på kildeforfalskninger; hekseprocesserne begyndte først i 1400-t. (se heks). En statistik omfattende 44.000 spanske inkvisitionssager fra perioden 1540-1700 og vedrørende alle slags kætterier har dokumenteret, at dødsdommene udgjorde under 2%; den romerske inkvisition var endnu mildere, mens den portugisiske var noget strengere, når det gjaldt anvendelse af dødsstraf. En tredje undersøgelse har fremdraget, at den spanske inkvisition for at bekæmpe misbrug og korruption blandt sine ansatte accepterede anonyme klager og hemmelige vidner. Så megen tillid havde man altså til den ellers så berygtede hemmelige inkvisitionsproces, at man turde anvende den imod sine egne.
Autodafé i Palermo på Sicilien, afholdt den 6. april 1724 på følgende måde: Under baldakinen på en høj tribune fem trin oppe tronede de spanske inkvisitorer, under dem sad den verdslige og den gejstlige øvrighed, og nedenunder og på gulvet forskellige honoratiores. Øverst på den modsatte tribune sad kætterne iført en speciel dragt, som viste, at de skulle brændes. Foran delinkventerne var to prædikestole, hvorfra dommene læstes. Autodaféerne var omhyggeligt iscenesatte propagandaforestillinger.

[ - ]

Investitur:

[ - ]
Investiturstriden; Forklaring:
Investiturstriden var en strid i middelalderen i 1000-1100-tallet, mellem de tysk-romerske kejsere på den ene side og pavestolen på den anden, om retten til at udnævne personer til høje kirkelige embeder - biskopper, abbeder osv. Striden sluttede i år 1122 med Wormskonkordatet (Pactum Calixtinum), der var et forlig, som godt nok styrkede pavemagten på kort sigt, men dog ikke på den lange bane.


Billedet herover viser kejserens syn på diskussionen om de to sværd i investiturstriden. Skt. Peder sidder i midten og uddeler på samme tid det verdslige sværd, magtens sværd, til kejseren, som står til højre, og det åndelige sværd til paven, som står til venstre. De to, kejser og pave (eller konge og ærkebisp) er altså ligeværdige. Kirken mente, at det åndelige sværd var mere værd end det verdslige. Derfor striden, som kaldes investiturstriden.

Investiturstriden, (1. led af lat. investitura 'iklædning, installation'), middelalderens strid mellem kirken og de verdslige herskere om, hvem der skulle besætte kirkelige embeder, symbolsk udtrykt ved at iklæde bisperne deres embedsklædning. Bisperne var store lensbesiddere, og fra den tidlige kirkes tid havde kongerne i de germanske områder haft udnævnelsesretten til politisk vigtige poster.
Med reformpavedømmet i 1000-t. erklærede paven, frem for alt Gregor 7., embedsudnævnelserne for indre kirkelige anliggender. Henrik 4. af Tyskland nægtede at bøje sig for det, så paven løste i 1076 hans stormænd fra deres lensed til ham, og mange af dem gjorde oprør. Henrik 4. måtte bøje sig og gå til Canossa i 1077, men siden vendte han sig mod paven og udnævnte en modpave. En foreløbig afslutning fik Investiturstriden med konkordatet i Worms 1122 med Henrik 5., hvorefter kejseren ikke længere kunne indsætte bisper, men dog kunne nedlægge veto mod en udvalgt bisp. I praksis afhang udnævnelsesretten af det politiske styrkeforhold mellem pave og verdslige herskere.
I 1100- og 1200-t. tiltog de hohenstaufiske kejsere Frederik 1. Barbarossa og Frederik 2. sig investiturret og udnævnte endog modpaver, men efter Frederik 2.s død i 1250 endte striden på få år med pavens sejr. Pavens forsøg på at hævde kirkens overherredømme over for den franske konge førte i begyndelsen af 1300-t. til det stik modsatte resultat: Bonifacius 8. blev fanget i 1303, og pavestolen flyttet til Avignon 1309-77.
Pavestolens svækkede prestige, kirkemødernes og lokale domkapitlers større styrke i forhold til paven samt endelig fremvæksten af nationalkirker fra 1300-t. betød, at Investiturstriden med udgangen af middelalderen løstes ved, at udnævnelsesretten til bispesæder principielt blev kirkens anliggende, men at paven i reglen rettede sig efter fyrsternes henstillinger.

[ - ]

Kanon:

[ - ]
Kanon kommer af græsk og betyder rettesnor eller doktrin, og begrebet bruges om den officielle samling af bøger og helligskrifter inden for en given religion. Begrebet bruges først og fremmest om kristendommens kanon, dvs den officielle samling af skrifter, som er blevet optaget i Bibelen, og som anses for sande og nødvendige for Bibelens samlede helhed. Begrebet anvendes også indenfor en række andre religioner.

Kanonisk ret eller Kirkeretten er et retssystem indført af kirken.

Den katolske kirke kæmpede gennem hele middelalderen for at få godkendt, at den havde jurisdiktion over egne forhold. Det indebar oprettelsen af en særskilt dømmende magt, den kanoniske ret, der blev udviklet til et logisk og sammenhængende retssystem i løbet af det 11. århundrede.
Kirkeretten virkede i alle sager om kirkelige anliggender, herunder også moral og ægteskab. Kirkeretten stillede store krav til bevisførelsen, og førte ansvaret over på den enkelte i stedet for slægten.
De kirkelige retter blev ret meget brugt, fordi de lagde vægt på faktiske beviser i stedet for edsaflæggelse. De var også kendt for at være effektive i gældssager.
International kirkeret fik i 1234 sin officielle lovbog, Liber Extra, udstedt af pave Gregor IX (1227-41).
Den udøvende magt, iværksættelsen af straffeforanstaltninger osv. blev derimod på den verdslige magts hænder. Derfor var det kirkeretten, der pådømte sager om f.eks. præsters utugt, men det var lensherrens folk, der udførte straffen.

En del af kirkerettens bestemmelser vedrørende ægteskabelige forhold videreførtes efter reformationen i Tamperretten. Jyske Lov var stærkt inspireret af Kirkeretten.

I vore dage findes der stadig kirkeret. Den katolske kirke har en større lovsamling, men også i Danmark er der kirkeret. Ikke som nøje afgrænsede lovtekster, men som akademisk disciplin indenfor retsvidenskaben, der beskæftiger sig med de særlige retsregler, der regulerer den danske folkekirkes interne retsforhold.


Kanonisk messe

I den gamle liturgi er Kanon centrum i Messen som offer. I flg. tridentinerkoncilets vidnesbyrd går Kanon tilbage til apostlenes tradition, og var i det væsentlige fuldendt omkring Gregor d. Store (600 e. Kr.). Den romerske kirke havde aldrig andre kanoniske bønner. Selv mysterium fidei ["troens mysterium"] i indstiftelsesordene nævnes udtrykkeligt af pave Innocent d. 3. i et brev til ærkebiskoppen af Lyon i 1202, … Dette mysterium fidei blev fjernet i den nye liturgis indstiftelsesord. Samtidig blev der givet tilladelse til andre kanoniske bønner. Den anden - som ikke nævner Messens karakter af offer - men som er den korteste - har erstattet den gamle romerske Kanon stort set overalt. Derved er dyb teologisk indsigt fra tridentinerkoncilet gået tabt.



[ - ]

Koncil:

[ - ]
Et Koncil er et kirkemøde for hele eller dele af Den Katolske Kirke. Ordet kommer fra latin "concilium"=Rådsforsamling. Man taler om 4 forskellige typer af konciler: "Concilio Diocesano" eller "Sinodo" indkaldes af Biskoppen, "Concilio Provinciale" indkaldes af Metropolitten (Ærkebispen), "Concilio Nazionale" indkaldes af Patriarken eller Overhovedet for Kirken i det enkelte land.



Endelig er der "Concilio Ecumenico", som indkaldes af Paven og gælder for alle dele af Den Katolske Kirke.

Et Økumenisk Koncil foregår i 3 bestemte faser: Indkaldelsen af de nærmere bestemte grupper gejstlige som skal deltage. Afholdelsen sker under Pavens præsidium eller under en af hans legater. Paven bestemmer de emner, der skal debatteres og om evt. andre forslag skal tages med ind til diskussion. Paven har ret til at opløse Koncilet, eller til at stoppe det eller overflytte det til et andet sted. Den sidste fase er Pavens godkendelse af Koncilets konklusioner.

Koncilier - Romerkirkens generalforsamlinger

[ - ]

Konklave:

[ - ]
Konklave: (ordet kommer af "cum clave" = "med nøgle"). Konklave eller Pavevalg er forsamlingen af kardinaler, der vælger den nye pave, efter at den gamle er død eller træder af, som det var tilfældet med Pave Benedikt d. 16. Ordet konklave stammer fra latin, con'clave, og betyder: aflukkeligt værelse (helt bogstaveligt cum clave: med nøgle); specielt om den fra omverdenen afspærrede del af Vatikanpaladset, hvor pavevalget foregår; forsamlingen af kardinaler som vælger paven.
Annuntio vobis gaudium magnum! Habemus Papam! – Jeg meddeler jer en stor glæde! Vi har en pave! Sådan lyder budskabet fra protodiakonen fra balkonen over Peterspladsen i Rom, når valget er truffet. Det sker ved en højtidelig og historisk proces, der følges til punkt og prikke.
To uger efter pavens død vil kardinalerne mødes ved et højtideligt hemmeligt konklave i Det Sixtinske Kapel for at vælge apostlen Peters næste efterfølger. Konklavet må ikke afholdes senere end 20 dage efter. 14 dages-reglen er opstået for at give alle kardinalerne mulighed for at nå frem fra alle verdens hjørner. En regel, som nok mere stemmer overens med den tid, hvor kardinalerne skulle nå frem med hest og vogn end i dag, hvor de kommer flyvende til Rom.
Kardinalerne er udpeget overalt i verden og er pavens nærmeste rådgivere. Som det er i dag kan op til 120 kardinaler deltage, og de skal være under 80 år. Det blev bestemt af Pave Paul 6. i 1970. Ved sidste tælling af kardinalerne var der 119, der opfyldte kravene for at være med til at vælge.
Når kardinalerne ankommer til konklavet, hvor pavens efterfølger bliver valgt, lukkes den store bronzedør bag dem, og alle døre og vinduer bliver forseglet med bly. Tidligere skulle kardinalerne bo i spartanske værelser i selve kapellet, men i dag bliver alle indkvarteret i hotellignende værelser i Santa Martha Huset. Når kardinaler ankommer til konklavet, sværger de at holde alt, hvad der sker under afstemningen, hemmeligt. Hvis de bryder deres løfte, bliver de bortvist fra den katolske kirke.
Der gennemføres afstemning, hvor hver kardinal på en seddel skriver navnet på den kardinal, han ønsker som pave. Denne procedure gennemføres, indtil en af dem har har fået et flertal på 2/3 af stemmerne. Efter hver afstemning brændes stemmesedler, og røgen sendes gennem skorstenen. Ved tilsætning af kemikalier farves røgen sort, hvis afstemningen ikke har givet resultat og hvid, hvis afstemningen har peget på en ny pave.


Den nye pave skal formelt bekræfte, at han ønsker at påtage sig valget. Han spørges: "Accepterer De valget af egen, fri vilje?" Besvarer den valgte dette med "Accepto", er han den nye pave fra det øjeblik. Næste spørgsmål lyder: "Hvilket navn ønsker De at blive kaldt?", hvorpå han svarer med det navn, han ønsker at antage.

[ - ]

Korstog:

[ - ]
Korstog er en serie felttog fra 11. til 13. århundrede. De fleste var godkendt af paven. De kan ses som modtræk til flere århundreders islamisk ekspansion, og de fleste havde som mål at sikre kristen kontrol over Det hellige land, som var under muslimsk kontrol.

1. korstog 1096-1099

Pave Gregor 7. havde kort efter sin tiltrædelse i 1073 opfordret til et korstog til Jerusalem. Imidlertid lå pave Gregor i strid med den tyske konge og kejser (investiturstriden), så det blev først hans efterfølger, pave Urban 2., der kom til at virkeliggøre ideen.
Indtagelsen af Jerusalem under det første korstog 1099 i et middelalderligt manuskript.

2. korstog 1147-1149

Korstoget blev sat i gang på initiativ af Bernhard af Clairvaux, der inspirerede Ludvig 7. til at gå i spidsen, da der blev kaldt om hjælp fra Antiokia og Edessa i Syrien, der var blevet erobret under det første korstog.

3. korstog 1189-1193

Fra 1169 havde Saladin indtaget Egypten og havde sat et mål om at drive kristne væk fra den østlige del af Middelhavet. Efter at have erobret Syrien kunne han omringe korsfarerstaten, og den 4. juli 1187 overvandt han den i slaget ved Hattin. Den 2. oktober overgav Jerusalem sig, og derefter var det kun Antiokia, Tripoli, Tyrus og Margat, som var under kristen kontrol.
Frederik 1. Barbarossa (1122-1190), kejser af Tyskland og korsridder. Han var én af lederne af det 3. korstog i 1189

4. korstog 1202-1204

Under det 4. korstog ødelagde korsfarerne Konstantinopel – verdens største by – i 1204, selv om det var en kristen (græsk ortodoks) by, og plyndrede den. Dette betragtes som en af katolicismens skampletter og fik pave Johannes Paul 2. til den 4. maj 2001 officielt at undskylde overfor den Græske Kirke ved et personligt møde med den Økumeniske Patriark.

Nordiske korstog mod baltiske egne

I begyndelsen af 1200-tallet var turen kommet til de baltiske lande, blandt andet med danske korstog mod Estland. Korsfarerne drog først og fremmest af sted af religiøs overbevisning, men også med ønsket om at markere sig personligt som riddere, opnå anerkendelse eller finde store rigdomme i det mystiske østen.
Allerede ved midten af 1100-tallet opfordrede paven de danske konger til at føre korstog mod hedningene ved Østersøens sydkyst og de baltiske egne. Fra 1158 førte den danske ledingsflåde under ledelse af kong Valdemar den Store og den indflydelsesrige biskop Absalon krig mod de hedenske vendere for i 1169 at undertvinge disse og lægge øen Rügen under dansk indflydelsessfære. Den stærke danske kongemagt gennemførte i de følgende 50 år større og større erobringer for i 1219 at fuldbyrde korstogsmissionen ved at tvangskristne esterne. Esterne havde ellers forsvaret deres land med næb og kløer, men måtte bøje sig for den danske overmagt i slaget ved Lyndanisse.

[ - ]

Nuntius:

[ - ]
Den pavelige Nuntius er chef for Den Hellige Stols diplomatiske repræsentation i et land eller ved en international organisation. Nuntius har rang som ambassadør og er i katolske lande oftest doyen. Han varetager normalt også forbindelserne mellem Den hellige Stol og den lokale katolske kirke. Nuntius vil oftest være en prælat med rang af biskop, ærkebiskop eller højere.

Nuntius, (m. lat. form) nuntii. (af lat. nuntius, sendebud; jf.
I. Legat; katolsk-kirk.) pavelig udsending, gesandt.

Billedet herunder: Ærkebiskop Henryk Józef Nowacki, Nuntius for de nordiske lande fra 2012.



[ - ]

Patriark:

[ - ]
En patriark er overhovedet i en romersk-katolsk eller ortodoks kirkeprovins, et patriarkat. Da embedet er personorienteret bruger man sjældent betegnelser som f.eks. patriarkatet Konstantinopel, men som regel patriarken af Konstantinopel osv.
Fem patriarkater – i Rom, Jerusalem, Alexandria, Antiokia og Konstantinopel – har rødder i oldkirken. De andre er kommet til på senere tidspunkter, enten som belønning for loyalitet mod kirken eller af religionspolitiske grunde.


Patriarken Fotios af Konstantinopel (billede herover) levede fra ca. 820 til 893. Han regnes for en af de mest lærde mænd nogensinde i den Ortodokse Kirke.
Fotios var patriark af Konstantinopel - det vil sige, at han havde samme rolle i den østromerske, ortodokse kirke, som paven har den romersk-katolske kirke.

Fire af de ortodokse patriarkater, de fire første på listen, er oldkirkelige. De andre er nyere, og er knyttet til nationalkirker i forskellige lande.
  • Patriarken af Konstantinopel (Den økumeniske patriark)
  • Patriarken af Alexandria
  • Patriarken af Antiokia
  • Patriarken af Jerusalem
  • Patriarken af Moskva og hele Rusland
  • Patriarken af hele Bulgarien
  • Katholikos-patriarken af hele Georgien
  • Patriarken af hele Rumænien
  • Den serbiske patriark

Den katolske kirkes patriarkater
Et af de katolske patriarkater går direkte tilbage til oldkirken, nemlig Rom. Patriarkaterne i Alexandria, Antiokia og Jerusalem har rødder i oldkirken, men disse steder var der i lang tid kun ortodokse patriarker.
Udover de nuværende patriarkater er der også i Den katolske kirke nogle historiske patriarkater, som af forskellige grunde ikke eksisterer mere.

Nuværende katolske patriarkater
  • Patriarkatet i Rom (paven er patriark)
  • Det koptiske patriarkat i Alexandria
  • Det græske patriarkat i Antiokia
  • Det syriske patrirkat i Antiokia
  • Det maronittiske patriarkat i Antiokia
  • Det romersk-katolske patriarkat i Jerusalem
  • Patriarkat i Babylon (Bagdad)
  • Patriarkat i Cilicia
  • Patriarkat i Venezia
  • Patriarkat i Lisabon

Historiske katolske patriarkater
  • Det romersk-katolske patriarkat i Konstantinopel
  • Det romersk-katolske patriarkat i Alexandria
  • Det romersk-katolske patriarkat i Antiokia
  • Patriarkatet i Vest-Indien
  • Patriarkatet i Øst-Indien

De orientalske ortodokse kirkers patriarkater
  • Paven og patriarken af Alexandria (Den koptiske ortodokse kirke)
  • Patriarken af Antiokia (Den syriske ortodokse kirke)
  • Katholikos-patriarken af Etchmiadzin og Armenia (Den armenske ortodokse kirke)
  • Patriarken af Cilicia of Midt-Østen (Den armenske ortodokse kirke)
  • Patriarken af hele Etiopien (Tewahedokirken)
  • Patriarken af hele Eritrea (Den eritreanske ortodokse kirke)

De nestorianske patriarkater
De nestorianske kirker blev løsrevet fra resten af den kristne kirke i det 5. århundrede.
  • Katholikos-patriarken af Babylon (Bagdad, Den assyriske kirke i øst)
  • Katholikos-patriarken i Jerusalem (Kirken i øst og udenlands, sæde i Nordamerika)

Et patriarkat er en kultur, hvor magten og herredømmet besiddes af (de ældste) mænd, og hvor den fædrene linie tegner slægten. Magten tilhører den myndige og ærværdige patriark. Begrebet patriark kommer af græsk "patria", der betyder slægt og -ark, der betyder leder eller anfører. Patriarken er slægtens anfører og som sådan ikke kønsbestemt, men i bibelens gamle testamente er Abraham og hans søn Isak og dennes søn Jakob patriarker.

[ - ]

Pontifikat:

[ - ]
Pontifikat, (af lat. pontificatus, afledt af pontifex), en paves regeringstid.

Pontifex, (lat., af pons 'vej, bro', gen. pontis, og -fex, af facere 'gøre'; af omstridt bet., måske 'den, der baner vej' eller 'den, der bygger bro'), i romersk religion navnet på et ledende medlem af pontifikalkollegiet, et præstekollegium bestående af rex sacrorum, de tre store flamines og tolv mindre flamines; pontifex maximus 'den største pontifex' havde som særligt embedsområde Vestakulten. Pontifikalkollegiet holdt til i Regia (egl. 'kongens hus') på Forum Romanum og havde bl.a. overopsyn med Roms statskult, lege (ludi), sakralret og varselstydning. Fra ca. 200 f.Kr. kendes tabulae pontificum 'pontifexernes tavler', en samling historiske annaler.

Fra og med Augustus blev ærestitlen pontifex maximus givet til den regerende kejser, og i løbet af 400-t. overtog paven den oprindelig hedenske titulatur, ofte forkortet pont.max. eller PM, nu i formen summus pontifex, hvis betydning tolkedes kristologisk som 'den, der slår bro mellem Jord og Himmel'.



[ - ]

Saracen:

[ - ]
Saracener var oprindelig en benævnelse som anvendtes af romerne om de indbyggere som beboede ørkenerne nær den romerske provins Syria og som skilte sig ud fra arabere. Senere, og fremforalt under korstogene, anvendtes ordet som benævnelse for muslimer i almindelighed. Da havde termen fået en negativ klang i det kristne Europa.


Etymologi
Saracen kommer fra græsk sarakenoí, hvilket alment anses at komme fra det arabiske ord sharqiyyin, som betyder østerlændinger. Oprindelsen til det arabiske ord er imidlertidigt tvivlsomt ifølge Oxford English Dictionary. En af de tidligste kendte skriftlige kilder er Ptolemæus værk: Geografike hyfegesis fra 100-tallet e.kr.. Han omtaler der befolkningsgruppen Sarakenoi som befolkede den nordvestlige del af den Arabiske halvø og som han adskiller fra araberne. Ordet kan siden have spredt sig til vesteuropa via Østromerske Kejserdømme og korsfarerne. Han beskriver desuden "Sarakene" som en region i det nordlige Sinai, navngiven efter byen Saraka på samme halvø.
Da Marko Polo (1254 - 1324) rejste gennem mellemøsten, omtalte han "saracenerne" som krigsgale.
Efter islams indtog i mellemøsten, og specielt ved tiden for korstogene i middelalderen, anvendtes ordet til at betegne alle muslimer uanset om disse var af arabisk herkomst eller ikke. Specielt anvendtes ordet om muslimer på Sicilien og i det sydlige Italien.
Fra 827 - 1091 herskede saracenerne på Sicilien; i en endnu længere periode på Sardinien.
I det 9. århundrede fandtes der derudover emirater i Tarent, Bari og Brindisi ( Apulien ).
Det må derfor formodes, at der også fandtes arabiske påvirkninger i resten af Syditalien.
Så vidt man ved, var det Saracenerne, der startede med, at drikke kaffe.

[ - ]

Vatikan:

[ - ]
Vatikanstaten er en bystat på 44,2 hektar i Rom i Italien, og er samtidig verdens mindste suveræne stat, der har bred global accept.
Vatikanstatens politik varetages af et enevældigt valgmonarki, hvor lederen af den romerskkatolske kirke er ved magten. Paven er den primære lovgivende, besluttende og udøvende magt i Vatikanstaten, der adskiller sig fra Den Hellige Stol, som er et sjældent tilfælde af ikke-arveligt monarki. Vatikanstaten er det eneste tilbageværende enevældige monarki i Europa.
Historie:
Området blev i oldtiden kaldt Ager Vaticanus. Det kan måske stamme fra det latinske vaticinium, der betyder "varsel", under henvisning til, at der lå et tempel på egnen, hvortil der var knyttet nogle profeter, vates.
Området var landligt, med vingårde. Vinen derfra stod ikke højt i kurs, og Martial skrev: "Drikker du Vatikan-vinen, drikker du gift. Kan du lide eddike, kan du også lide Vatikan-vin." Da undergrunden var rig på ler og sand, var der fremstilling af tegl og porcelæn i området.
Midt på Ager Vaticanus lå en gravplads. Døde måtte ikke begraves indenfor bymurene, så Via Cornelia, der førte gennem egnen, var kantet med gravmæler. Her blev også apostlen Peter gravlagt.


Agrippina den ældre besad nogle store haver mellem Vatikanhøjden og Tiberen, og efter hendes død begyndte sønnen Caligula at bygge et cirkus der. Det blev fuldført af Nero, som opkaldte det efter Caligula og sig selv: Circus Gaii et Neronis. Her fandt en af de første kristenforfølgelser sted, og man regner med, at det var her, apostlen Peter, der også var den første Pave, led martyrdøden.

[ - ]


0900
Pt:376