Beskrivelse af Nikolaus IV, der var Pave i år 1288-1292

Sct. Peter var den første biskop af Rom og dermed den første Pave i historien.
Der er opstået tradition for at biskoppen over Rom, er den katolske kirkes overhovede og dermed Pave for hele den katolske verden. Pavetitlen bliver dog først brugt efter år 300.
Kirken ledes af paven, der anses som Sankt Peters efterfølger. Den opfattelse stammer fra Matthæusevangeliet, hvor Jesus giver Peter nøglerne til himmeriget.
Jesus sagde følgende ord til Peter, som kan læses på indersiden af kuplen i
Peterskirken: "Du er Peter (klippen) og på denne klippe vil jeg bygge min Kirke.
Dig vil jeg give nøglerne til himlens rige."

Nikolaus IV - 1288-1292 :

Nikolaus IV (Niccolò IV) Pave Nikolaus IV (1288-1292)
Efterfulgte Pave Honorius IV og blev selv efterfulgt af Pave Cølestin V.
Den 22. Februar 1288 valgtes Kardinal Girolamo Masci (også kaldet Gerolamo d'Ascoli) til Pave efter et meget langt valgforløb, hvorunder mange Kardinaler var døde af malaria og resten flygtet fra Rom og sommerens usunde klima.
Den nye Pave tog navnet Nikolaus IV (på italiensk Niccolò IV), og han blev indsat samme dag, som han blev valgt, den 22. Februar 1288.
Girolamo Masci var født omkring 1230 i nærheden af Ascoli Piceno i en fattig og ellers ukendt familie. Som ung indtrådte han i Franciskaner-Ordenen og senere blev han her valgt til Ordens-General og af Pave Gregor X valgt til Pavelig Legat i Østen.
1274 blev han general for Franciskanerordenen, og han var den første Franciskaner, som besteg pavestolen. Han arbejdede forgæves som pave på at sætte et Korstog i gang.
Under Pave Nikolaus III blev Masci i 1278 udnævnt til Kardinal ved Kirken Santa Pudenziana samtidig med Bentivenga de Bentivengis, der også var Franciskaner-munk. Deres venskab varede tilsyneladende til Bentivenga's død i 1286 eller 1289. I sit testamente efterlod han en af sine ringe, "den med den smukkeste og bedste safir" til Girolamo Masci.
I 1280-1281 deltog Kardinal Masci i det Konklave, som valgte Martin V til Pave, og senere i 1281 udnævnte Paven Masci til Biskop i Palestrina. Kardinalen deltog endvidere i to andre Konklaver, det i 1285, hvor Honorius IV blev Pave, og det i 1287-1288, hvor han selv blev valgt.
Girolamo Masci var den første Franciskaner-munk, der blev Pave. Han omtales som en mand uden personlige ambitioner, men med et stort ønske om at bringe fred i verden.
Efter at Masci var blevet Pave Nikolaus IV, tilbød det romerske folk ham at blive livsvarig Senator for Kommunen, men han udnævnte i stedet to medlemmer af Orsini-familien til dette job: Orso Orsini og Bertoldo Orsini. I Rom stredes de mægtige familier om magten og Paven foretrak at forlægge residensen til Rieti., hvor han tilbragte månederne Maj til Oktober. Ifølge Paravicini Bagliani kan der også havde været en anden grund til at Paven foretrak at rejse fra Rom. Det var nemlig ganske almindeligt for 1200-tallets Paver at tilbringe sommermånederne i byerne udenfor Rom, hvor varmen var voldsom og trykkende og de sumpede egne omkring floden udklækkede mængder af myg, som bragte malaria-smitte til alle de besøgte.
Nikolaus V afholdt kun et konsistorium, den 16. Maj 1288, hvor han udnævnte 6 Kardinaler, heriblandt Pietro Colonna, der som Titelkirke fik Sant'Eustachio, og Napoleone Orsini, der blev Kardinanal-Diakon ved Kirken Sant'Adriano.
Da det ikke lykkedes Orsini-senatorerne at bringe fred til byen, vendte Paven sig nu i efteråret 1288 mod den konkurrerende Colonna-familie under overhovedet Giovanni Colonna, hvis ældste søn Pietro Colonna Paven allerede tidligere på året havde udnævnt til Kardinal. Familien modtog også andre gunstbevisninger og endte med at rage uklar med de andre adelsfamilier og Kommunen med en opstand til følge.
Leder af optøjerne var Guida da Polenta, der tog Grev Stefano Colonna til fange i slutningen af 1290. Han blev dog senere løsladt, da Paven sendte en udsending til Rom for at mægle i striden. Samtidig blev Giovanni Colonna nu eneste Senator i Kommunen og dermed i praksis herre i Rom, mens Nikolaus IV foretrak at bo i Viterbo og andre byer udenfor Rom. Han var imidlertid i Orvieto, da det kom til åben kamp mellem byerne Viterbo og Rom. Paven lagde sig imellem og mæglede, så freden blev genoprettet.
Paven mødte mange problemer i Syditalien, hvor Karl II for at blive frigivet fra fangenskab i 1288 havde frasagt sig retten til Siciliens krone. Paven trådte ind i konflikten for at hjælpe Karl mod Giacomo d'Aragona og kronede ham i Rieti i Maj 1289.
Paravicini Bagliani beskriver kroningen således: " Kongen, der var salvet og klædt i kongeklæderne, gik op til alteret, hvor Nikolaus IV modtog ham ved at kysse ham på munden og på brystet, som en Kardinal-Diakon. Kongen svingede derpå sit sværd og satte det atter i skeden. Han knælede og modtog kronen, scepteret og globen. Derpå bevægede han sig frem for at kysse Pavens fod og derefter Kardinalernes fødder. Så vendte han tilbage til sin plads med scepteret i venstre hånd. Efter at have modtaget den endelige velsignelse efter messen, skyndte han sig hen til Paven og hjalp ham op på den hvide hest. Og Kongen førte derpå hesten ved tøjlerne til det pavelige palads. Først herefter kunne han vende tilbage til sin egen bopæl, ridende efter sin dronning".
Men Giacomo d'Aragona fik hjælp fra sin broder Kong Alfonso III d'Aragona og sagen udviklede sig mod Pavens ønsker, da Kong Alfonso døde i 1291. Giacomo d'Aragona arvede magten og samlede nu de to kongeriger uden at Paven kunne stille noget op, trods hans bandlysning af Kongen.
Paven forsømte heller ikke de religiøse spørgsmål. Han bekræftede i 1289 betydningen af kulten af Santa Veronica, som han fandt vigtigere end San Pietro, fordi det var hendes skyld, at man i Peterskirken kunne ære Kristus' ansigt på "Veronika's svededug" (Paravicini Bagliani). Paven satte også gang i Franciskaner-munkene's mission i Asien, hvor de nåede frem til Indien og Kina i 1307.
Urolighederne i Rom fortsatte, men i 1291 nåede man frem til en aftale, hvorved Pandolfo Savelli blev Senator for dette år og Stefano Colonna og Matteo Rinaldo Orsini det følgende år.
At Nikolaus IV ikke opholdt sig så meget i Rom betød ikke, at han ikke bekymrede sig om byen. Han iværksatte tværimod en mængde bygnings- og forskønnelsesarbejder og tilkaldte de bedste af tidens kunstnere til sine byggepladser. I San Giovanni in Laterano blev Kirkens apsis restaureret af blandt andre Arnolfo di Cambio, Pietro Cavallini og Giacomo Torriti, og Kirken Santa Maria Maggiore fik ligefrem en helt ny og større apsis. Som ansvarlige for dette arbejde udnævnte han Kardinalerne Pietro og Giacomo Colonna, som også skød en større sum penge i projektet. Og Torriti blev udset til at udføre apsismosaikken. Desuden lod han opføre - eller gennemrenovere - et palæ ved siden af Kirken, hvor han flyttede ind i Oktober 1291. Området her var kontrolleret af Colonna-familien, som Paven havde stor tilknytning til.
Det var i dette hus, at Nikolaus IV døde den 4. April 1292 og det var i Kirken ved siden af, at han blev begravet, i en enkel grav i Kirkens kor. Pavens gravmæle kan i dag ses i venstre side i indgangsrummet inde i Kirken, det er udført i 1574 efter ønske af Kardinal Felice Peretti, der selv var Franciskaner-munk.
Foruden at tage ophold i palæet ved Santa Maria Maggiore boede Nikolaus IV også i perioder i Vatikan-paladset, som hans forgængere efterhånden havde fået udbygget og indrettet på linie med en fyrstelig bolig med plads til også at huse den pavelige administration og store følge.
De mange flytninger af hele dette apparat mellem Rom og Viterbo, eller andre byer, forårsagede store afbræk i administrationsarbejdet og de kirkelige retshandlinger. Paravicini Bagliani har beregnet, at der under Nikolaus IV gennemsnitligt gik 24 dage tabt under flytteprocedurerne. I nogle tilfælde kunne det dreje sig om flere måneder bare i løbet af et enkelt år.
Men der var også andre ulemper ved de stadige flytninger. Rundt omkring skulle både Paven og alle hans Kardinaler og deres følge huses og efter deres afrejse kunne "udlejerne" stå tilbage med slidte eller ødelagte ejendomme. I 1285 havde Nikolaus IV som Kardinal Masci været i Pave Martin IV's følge under et 6-måneders ophold i Perugia. Efter besøget henvendte de husejere, som havde stillet ejendom til rådighed for Kardinalen (samt flere andre), sig til Perugia's Kommune for at få erstatning for nogle af de ødelæggelser, som deres huse havde været udsat for!
Nikolaus IV efterfulgtes af Pave Cølestin V, som blev valgt efter et meget langt valgforløb, som først endte i Juli 1294. Nicholas IV; Nicholas IV var født den 30/9 1227 i Lisciano som Girolamo Masci. Han blev Franciskanermunk. Han var pave fra 22/2 1288 til 4/4 1292. Intervallet mellem Honorius og Nicholas skyldtes, at kardinalerne ikke kunne blive enige, og forhandlingerne hen over den varme sommer blev ramt af seks kardinalers dødsfald, og de fleste andre blev syge, formodentligt også på grund af varmen og dens bivirkninger på mad og drikke, så blev mødet suspenderet til februar 1288, hvor deltagerne samledes igen, og den 15/2 valgtes Nicholas IV som kompromiskandidat enstemmigt. Dette valg nægtede Girolamo dog at acceptere, så de valgte ham igen den 22/2 1288. Efter hans død blev pavestolen igen stående tom i længere tid, og først 5/7 1294 blev den igen besat.

---

                  Katolske begreber:

Ordforklaring :

Franciskaner:

Franciskanerordenen (latin: Ordo Fratrum Minorum (O.F.M.), "Mindrebrødrenes Orden") blev grundlagt af den den hellige Frans af Assisi i 1209.
Frans af Assisi, født d. 5. juli 1181 død d. 3. oktober 1226, var grundlægger af Franciskanerordenen.
Efter at Frans var vendt om fra sit muntre ungdomsliv til at søge Gud – ved at tage sig af de spedalske og opbygge små forfaldne kirker – fik han efterhånden følgeskab af andre, som ville følge hans eksempel.
Bernardo da Quintavalle og Pietro da Cattani var de første. De sluttede sig til Frans i 1208. De søgte vejledning ved at slå op tre gange i evangeliebogen, hvor de hver gang fandt bibelsteder, der handlede om efterfølgelse og fattigdom. Det var fra begyndelsen et ustruktureret fællesskab, som kaldte sig bodgørere fra Assisi.

         
         Sct. Frans af Assisi

Men i løbet af 1209 nedskrev Frans den første regel for fællesskabet og rejste til Rom for at få dem godkendt af paven, Innocens III. Og den fik de, ifølge legenden, fordi paven havde en drøm, hvor han så en fattigt klædt mand, Frans, støtte og opretholde Laterankirken, som var ved at styrte sammen.
Traditionen siger, at denne godkendelse fandt sted den 16. april, som franciskanerne derfor betragter som ordenens grundlæggelsesdag. Franciskanerne hører til de såkaldte "tiggermunke", fordi de ikke skulle skamme sig ved at tigge, hvis ikke de kunne skaffe sig det daglige brød ved arbejde.

Frans' brødre skulle leve efter de gamle klosterregler om fattigdom, lydighed og kyskhed. Og det var strengere forstået end i andre ordener. Fx gjaldt ejendomsløsheden ikke blot den enkelte mindrebroder, men også ordenen som sådan. Og en mindrebroder måtte ikke modtage penge overhovedet.

Palmesøndag 1212 flygtede en pige af fornem familie Chiara dei Scifi hjemmefra og sluttede sig til Frans' bevægelse. Hun blev grundlægger af clarisserordenen, som også kaldes den anden orden, til forskel fra den første orden, Frans' orden for mænd.

         
         Frans af Assisi, malet af Cimabue

Frans stiftede selv en tredje orden for mennesker, som ville leve et liv efter Frans' idealer uden at gå i kloster, men forenet med deres daglige arbejde og ægteskab. Reglen for denne tredje orden blev godkendt af paven i 1221.

Konklave:

Konklave: (ordet kommer af "cum clave" = "med nøgle"). Konklave eller Pavevalg er forsamlingen af kardinaler, der vælger den nye pave, efter at den gamle er død eller træder af, som det var tilfældet med Pave Benedikt d. 16. Ordet konklave stammer fra latin, con'clave, og betyder: aflukkeligt værelse (helt bogstaveligt cum clave: med nøgle); specielt om den fra omverdenen afspærrede del af Vatikanpaladset, hvor pavevalget foregår; forsamlingen af kardinaler som vælger paven.
Annuntio vobis gaudium magnum! Habemus Papam! – Jeg meddeler jer en stor glæde! Vi har en pave! Sådan lyder budskabet fra protodiakonen fra balkonen over Peterspladsen i Rom, når valget er truffet. Det sker ved en højtidelig og historisk proces, der følges til punkt og prikke.
To uger efter pavens død vil kardinalerne mødes ved et højtideligt hemmeligt konklave i Det Sixtinske Kapel for at vælge apostlen Peters næste efterfølger. Konklavet må ikke afholdes senere end 20 dage efter. 14 dages-reglen er opstået for at give alle kardinalerne mulighed for at nå frem fra alle verdens hjørner. En regel, som nok mere stemmer overens med den tid, hvor kardinalerne skulle nå frem med hest og vogn end i dag, hvor de kommer flyvende til Rom.
Kardinalerne er udpeget overalt i verden og er pavens nærmeste rådgivere. Som det er i dag kan op til 120 kardinaler deltage, og de skal være under 80 år. Det blev bestemt af Pave Paul 6. i 1970. Ved sidste tælling af kardinalerne var der 119, der opfyldte kravene for at være med til at vælge.
Når kardinalerne ankommer til konklavet, hvor pavens efterfølger bliver valgt, lukkes den store bronzedør bag dem, og alle døre og vinduer bliver forseglet med bly. Tidligere skulle kardinalerne bo i spartanske værelser i selve kapellet, men i dag bliver alle indkvarteret i hotellignende værelser i Santa Martha Huset. Når kardinaler ankommer til konklavet, sværger de at holde alt, hvad der sker under afstemningen, hemmeligt. Hvis de bryder deres løfte, bliver de bortvist fra den katolske kirke.
Der gennemføres afstemning, hvor hver kardinal på en seddel skriver navnet på den kardinal, han ønsker som pave. Denne procedure gennemføres, indtil en af dem har har fået et flertal på 2/3 af stemmerne. Efter hver afstemning brændes stemmesedler, og røgen sendes gennem skorstenen. Ved tilsætning af kemikalier farves røgen sort, hvis afstemningen ikke har givet resultat og hvid, hvis afstemningen har peget på en ny pave.


Den nye pave skal formelt bekræfte, at han ønsker at påtage sig valget. Han spørges: "Accepterer De valget af egen, fri vilje?" Besvarer den valgte dette med "Accepto", er han den nye pave fra det øjeblik. Næste spørgsmål lyder: "Hvilket navn ønsker De at blive kaldt?", hvorpå han svarer med det navn, han ønsker at antage.

Korstog:

Korstog er en serie felttog fra 11. til 13. århundrede. De fleste var godkendt af paven. De kan ses som modtræk til flere århundreders islamisk ekspansion, og de fleste havde som mål at sikre kristen kontrol over Det hellige land, som var under muslimsk kontrol.

1. korstog 1096-1099

Pave Gregor 7. havde kort efter sin tiltrædelse i 1073 opfordret til et korstog til Jerusalem. Imidlertid lå pave Gregor i strid med den tyske konge og kejser (investiturstriden), så det blev først hans efterfølger, pave Urban 2., der kom til at virkeliggøre ideen.
Indtagelsen af Jerusalem under det første korstog 1099 i et middelalderligt manuskript.

2. korstog 1147-1149

Korstoget blev sat i gang på initiativ af Bernhard af Clairvaux, der inspirerede Ludvig 7. til at gå i spidsen, da der blev kaldt om hjælp fra Antiokia og Edessa i Syrien, der var blevet erobret under det første korstog.

3. korstog 1189-1193

Fra 1169 havde Saladin indtaget Egypten og havde sat et mål om at drive kristne væk fra den østlige del af Middelhavet. Efter at have erobret Syrien kunne han omringe korsfarerstaten, og den 4. juli 1187 overvandt han den i slaget ved Hattin. Den 2. oktober overgav Jerusalem sig, og derefter var det kun Antiokia, Tripoli, Tyrus og Margat, som var under kristen kontrol.
Frederik 1. Barbarossa (1122-1190), kejser af Tyskland og korsridder. Han var én af lederne af det 3. korstog i 1189

4. korstog 1202-1204

Under det 4. korstog ødelagde korsfarerne Konstantinopel – verdens største by – i 1204, selv om det var en kristen (græsk ortodoks) by, og plyndrede den. Dette betragtes som en af katolicismens skampletter og fik pave Johannes Paul 2. til den 4. maj 2001 officielt at undskylde overfor den Græske Kirke ved et personligt møde med den Økumeniske Patriark.

Nordiske korstog mod baltiske egne

I begyndelsen af 1200-tallet var turen kommet til de baltiske lande, blandt andet med danske korstog mod Estland. Korsfarerne drog først og fremmest af sted af religiøs overbevisning, men også med ønsket om at markere sig personligt som riddere, opnå anerkendelse eller finde store rigdomme i det mystiske østen.
Allerede ved midten af 1100-tallet opfordrede paven de danske konger til at føre korstog mod hedningene ved Østersøens sydkyst og de baltiske egne. Fra 1158 førte den danske ledingsflåde under ledelse af kong Valdemar den Store og den indflydelsesrige biskop Absalon krig mod de hedenske vendere for i 1169 at undertvinge disse og lægge øen Rügen under dansk indflydelsessfære. Den stærke danske kongemagt gennemførte i de følgende 50 år større og større erobringer for i 1219 at fuldbyrde korstogsmissionen ved at tvangskristne esterne. Esterne havde ellers forsvaret deres land med næb og kløer, men måtte bøje sig for den danske overmagt i slaget ved Lyndanisse.

Lateran:

Laterankirken (Arcibasilica di San Giovanni in Laterano) er bispedømmet Roms domkirke og dermed pavens sæde, en del af Vatikanstaten og den katolske kirkes fornemste domkirke. Det har historiske årsager. Frem til pavernes ophold i Avignon (fra 1309) var Lateranpaladset lige ved kirken det pavelige palads. Først efter tilbagekomsten fra Avignon blev Vatikanet pavens opholdssted, og selv om Peterskirken er den største, er den ikke en domkirke.

Laterankirken kaldes ofte Alle kirkers mor, og på facaden står indskriften SACROSANCTA LATERANENSIS ECCLESIA OMNIUM URBIS ET ORBIS ECCLESIARUM MATER ET CAPUT (latin for: Den allermest hellige Laterankirke, for hele byen og verden moder- og hovedkirke). Kirken er viet til Jesus Kristus, Johannes Døberen og Evangelisten Johannes.

Kirken er en af de fire patriarkalbasilikaer (de fire største kirker i Rom: Peterskirken, Laterankirken, Santa Maria Maggiore og Sct. Paul uden for murene). I lighed med de andre har den en hellig port, som åbnes, når det hvert 25. år er jubelår. Pilgrimme, der går gennem porten efter at have skriftet deres synder, får fuld aflad.

Den første domkirke blev rejst under kejser Konstantin. Den blev ødelagt af vandalerne, og en ny blev rejst af pave Leo 1. ca. 460. Pave Sergius 3. (904–911) byggede den helt om, efter at et jordskælv havde forårsaget store skader. I 1308 blev den fuldstændig ødelagt af en brand, og flere efterfølgende paver stod for genopbygningen. Under arbejdet blev den igen totalskadet af brand i 1360. Nutidens basilika er med undtagelse af nogle mindre arbejder i det 19. århundrede resultatet af Francesco Borrominis arbejde før jubelåret 1650.

Apostlene Peters og Paulus' hoveder skal være bevaret i relikvarier i baldakinen over højalteret. I selve alteret er dele af en bordplade fra antikken indfældet. Den skal komme fra senator Pudens' hus, og Peter skal have fejret nadveren ved det.

Vatikan:

Vatikanstaten er en bystat på 44,2 hektar i Rom i Italien, og er samtidig verdens mindste suveræne stat, der har bred global accept.
Vatikanstatens politik varetages af et enevældigt valgmonarki, hvor lederen af den romerskkatolske kirke er ved magten. Paven er den primære lovgivende, besluttende og udøvende magt i Vatikanstaten, der adskiller sig fra Den Hellige Stol, som er et sjældent tilfælde af ikke-arveligt monarki. Vatikanstaten er det eneste tilbageværende enevældige monarki i Europa.
Historie:
Området blev i oldtiden kaldt Ager Vaticanus. Det kan måske stamme fra det latinske vaticinium, der betyder "varsel", under henvisning til, at der lå et tempel på egnen, hvortil der var knyttet nogle profeter, vates.
Området var landligt, med vingårde. Vinen derfra stod ikke højt i kurs, og Martial skrev: "Drikker du Vatikan-vinen, drikker du gift. Kan du lide eddike, kan du også lide Vatikan-vin." Da undergrunden var rig på ler og sand, var der fremstilling af tegl og porcelæn i området.
Midt på Ager Vaticanus lå en gravplads. Døde måtte ikke begraves indenfor bymurene, så Via Cornelia, der førte gennem egnen, var kantet med gravmæler. Her blev også apostlen Peter gravlagt.


Agrippina den ældre besad nogle store haver mellem Vatikanhøjden og Tiberen, og efter hendes død begyndte sønnen Caligula at bygge et cirkus der. Det blev fuldført af Nero, som opkaldte det efter Caligula og sig selv: Circus Gaii et Neronis. Her fandt en af de første kristenforfølgelser sted, og man regner med, at det var her, apostlen Peter, der også var den første Pave, led martyrdøden.