Beskrivelse af Johannes XXII, der var Pave i år 1316-1334

Sct. Peter var den første biskop af Rom og dermed den første Pave i historien.
Der er opstået tradition for at biskoppen over Rom, er den katolske kirkes overhovede og dermed Pave for hele den katolske verden. Pavetitlen bliver dog først brugt efter år 300.
Kirken ledes af paven, der anses som Sankt Peters efterfølger. Den opfattelse stammer fra Matthæusevangeliet, hvor Jesus giver Peter nøglerne til himmeriget.
Jesus sagde følgende ord til Peter, som kan læses på indersiden af kuplen i
Peterskirken: ''Du er Peter (klippen) og på denne klippe vil jeg bygge min Kirke.
Dig vil jeg give nøglerne til himlens rige''.

Johannes XXII - 1316-1334 :

Johannes XXII (Giovanni XXII) John XXII = Johannes XXII; Johannes XXII var født som Jacques Dueze = Duèse. Han var pave fra 7/7 1316 til 4/12 1334. Også denne gang varede det længe - omkring to år - før kardinalerne kunne enes om en ny pave. Konklavet mødtes i Carpentras, men med så megen uro til følge, at mødet blev afbrudt og genoptaget i Lyons efter pres fra den kommende franske konge Philip V. Her lykkedes det efter lange forhandlinger at få valgt en kompromiskandidat, som kunne anerkendes af både den franske kong Philip og den neapolitanske kong Robert.
Johannes XXII (1316-34), en Håndværkersøn fra Cahors, havde været Kansler hos Neapel’s Konge. Han residerede i Avignon og er den mest typiske af de Avignonske Paver; Jurist og Finansmand. Han ordnede det pavelige Kancelli og Kammer og bragte fast System i disses mangfoldige Forretninger, hvorved han reddede Pavestolen fra Fallittens Rand og satte foreløbig Grænse for de underordnede Embedsmænds Vilkårlighed, men herved fik Kurien også i det ydre helt og holdent Karakter af en Finanshovedkasse for Kristenheden. Han bekæmpede Ludvig af Bayern, støttede sig til det franske Kongedømme og søgte at kue den frembrydende Revolution hos Minoritterne. Han måtte forsvare sig mod Beskyldninger for Kætteri. (Litt.: Preger, »Die Politik des Papstes J. XXII« (München 1885), Lettres de J. XXII udg. af Coulon, Paris 1906).

Pave Johannes XXII (Latin: Ioannes PP. XXII, fransk: Jean XXII, italiensk: Giovanni XXII; 1244-4 December 1334), født Jacques Duèze (eller d'Euse), var leder af den katolske kirke fra 7 August 1316 til sin død i 1334. Han var den anden Avignon pave, valgt af en Konklave i Lyon samlet af kong Louis X'er broder Philip, Greven af Poitiers, senere kong Philip V i Frankrig. Ligesom sin forgænger, Clement V, han centraliseret magt og indkomst i pavedømmet og levede en fyrstelig liv i Avignon. Han imod de politiske politikker af Louis IV af Bayern som hellige romerske kejser, som bliver bedt om Louis at invadere Italien og oprettet en Modpave, Nicholas V. Pope Johannes XXII står kontrovers i teologi med sit syn på den Beatific Vision, og han var imod den franciskanske forståelse af fattigdom af Kristus og sine apostle. Han Kanoniserede St. Thomas Aquinas.

Biografi
Som søn af en skomager i Cahors, Jacques Duèze studerede medicin i Montpellier og loven i Paris.
Død af pave Clement V i 1314 blev efterfulgt af et Interregnum to år på grund af uoverensstemmelser mellem de kardinaler, der blev splittet i to fraktioner. Efter to år, Philip V i Frankrig sidst i 1316 lykkedes at arrangere en pavelig Konklave af twenty-tre kardinaler i Lyon. Denne Konklave valgt Jacques Duèze, der tog navnet Johannes XXII og blev kronet i Lyon. Han satte sin bopæl i Avignon i stedet for Rom, fortsætter Avignon pavedømmet af sin forgænger.
Johannes XXII involveret sig i politik og religiøse bevægelser i mange europæiske lande for at fremme interesser i kirken. Dette gjorde ham til en meget kontroversiel paven på tidspunktet. Også hans tætte forbindelser med den franske krone lavet udbredt mistillid af pavedømmet.
Før Johannes XXII valg havde en contest begyndt for imperial crown mellem Louis IV af Bayern og hans modstander, Frederik I af Østrig. Johannes XXII var neutral på først, men i 1323, da Louis IV havde vundet og blev kejser, Guelph (pavelige) parti og partiet ghibellinske (imperial) begyndte et alvorligt skænderi. Dette blev delvis provokeret af Johannes XXII ekstreme krav af myndighed over rige og også til dels af Louis IV støtte for den franciskanske Spirituals. Louis IV invaderede Italien, trådte Rom og konfigurere Pietro Rainalducci som Modpave Nikolaus V i 1328. Projektet var en fiasko. Guelphic overvægt i Rom blev senere restaureret, og Pope Johannes ekskommunikeret William af Ockham. Men Louis IV havde tavshed de pavelige krav og Johannes XXII boede resten af sit liv i Avignon.
Pave Johannes XXII var en fremragende administrator og gjorde meget effektiv reorganisering. Han havde sendt et brev af takket være den muslimske hersker Uzbeg Khan, der var meget tolerante over for kristne og behandlede kristne venligst.
Johannes XXII har traditionelt været krediteret med at have komponeret bøn "Anima Christi, sanctifica mig...", som er kommet til os på engelsk som "Soul af Kristus, helliggøre mig..." og som salmen, "sjæl i min frelser, helliggøre mit breast".
27 Marts 1329 fordømte Johannes XXII mange skrifter af Meister Eckhart som kættersk i sin pavelige Bulle i Agro Dominico.

Franciskaner fattigdom
Pave Johannes XXII var fast besluttet på at undertrykke, hvad han anså for at være overgreb fra Spirituals, der kæmpede ivrigt om opfattelse, at Kristus og hans apostle havde besat absolut intet, enten enkeltvis eller i fællesskab, og der citerer Exiit qui seminat til støtte for deres synspunkt. I 1317 dømt Johannes XXII formelt gruppen af dem kendt som Fraticelli. På 26 marts 1322, med Quia nonnunquam, han fjernet forbuddet mod diskussion af Nicholas III bull og bestilt eksperter til at undersøge tanken om fattigdom baseret på tro, at Kristus og apostlene intet ejede. Eksperter uenige indbyrdes, men de fleste dømt idéen med begrundelsen, at det ville fordømme kirken 's ret til at have ejendele. Den franciskanske kapitel afholdt i Perugia i maj 1322 erklærede tværtimod: "at sige eller hævde, at Kristus, i viser vejen af perfektion, og apostlene, i følge måde og sætte et eksempel for andre, der ønskede at føre det perfekte liv, intet besad enten solidarisk eller fælles ejerskab og dominium ret eller af personlig retVi selskabsmæssigt og enstemmigt erklærer for at være ikke kættersk, men sandt og katolske. " Af tyren Ad conditorem canonum af 8 December 1322, Johannes XXII, at erklære det latterligt at foregive, at hver skrot af mad til munkene og spist af dem tilhørte paven, nægtede at acceptere ejerskabet over varer af Franciskanerne i fremtiden og bevilget dem undtagelse fra reglen om, at absolut forbød ejerskab af noget selv til fælles, hvilket tvinger dem til at acceptere ejerskabet. Og på 12 November 1323, udstedte han kort bull Quum inter nonnullos, som erklærede "fejlagtige og kætterske" doktrinen, Kristus og hans apostle havde ingen ejendele. Johannes XXII handlinger nedrevet således den fiktive struktur, der gav udseende af absolut fattigdom til livet for de franciskanske friars.
Indflydelsesrige medlemmer af ordenen protesterede, såsom den minister generelle Michael af Cesena, engelsk provincial William af Ockham og Bonagratia i Bergamo. I 1324, Louis bayerske sidet med Spirituals og anklaget paven for kætteri. Som svar på argumentet for hans modstandere, at Nicholas III bull Exiit qui seminat var faste og uigenkaldelige, John XXII udstedt bull Quia quorundam på 10 November 1324, i hvilket han erklærede, at det ikke kan udledes af ordene fra 1279 tyren at Kristus og apostlene ikke havde noget at tilføje: "Ja, det kan udledes snarere at evangeliet liv levet af Kristus og apostlene ikke udelukke nogle besiddelser til fællesda levende 'uden egenskaben' kræver ikke, at dem, der lever således bør intet har til fælles. " I 1328 blev Michael af Cesena indkaldt til Avignon til at forklare den rækkefølge uforsonlighed i nægter pavens ordrer og dens medvirken med Louis af Bavaria. Michael blev fængslet i Avignon, sammen med Francesco d'Ascoli, Bonagratia og William af Ockham. I januar samme år trådte Louis af Bavaria Rom og havde selv kronet kejser. Tre måneder senere, erklærede han John XXII afsatte og installeret den åndelige Franciscan Pietro Rainalducci som pave. Den franciskanske kapitel, der åbnede i Bologna på 28 maj genvalgt Michael af Cesena, der to dage før var undsluppet med hans ledsagere fra Avignon. Men i August Louis bayerske og hans paven måtte flygte Rom før et angreb af Robert, kongen af Napoli. Kun en lille del af Franciskanerordenen kom modstandere af John XXII, og på en generel kapitel blev afholdt i Paris i 1329 størstedelen af alle husene erklæret deres indsendelse til paven. Med tyren Quia vir reprobus af 16 November 1329, John XXII svarede til Michael af Cesenas angreb på Ad conditorem canonum, Quum inter nonnullos og Quia quorundam. I 1330, Modpave Nikolaus V indsendt, fulgte senere af den forhenværende general Michael, og endelig, lige før hans død, af Ockham.

Beatific Vision kontrovers
Pave John XXII var involveret i en større teologisk kontrovers vedrørende de Beatific Vision. Endnu inden han var pave, fremførte John XXII, at dem, der døde i troen ikke se Guds nærvær indtil dommedag. Pointen er vigtigt at katolikker, da hvis døde ikke i Guds, så hele idéen med bønner til hellige synes at blive undermineret. (Tanken er også vigtigt at protestanter). John XXII fortsatte dette argument for en tid i prædikener, mens han var pave, selv om han aldrig lært det i officielle dokumenter. Han til sidst bakket ned fra sin stilling, og enige om, at dem, der døde i nåde faktisk straks nyde den Beatific Vision.
Trods holder i mange år udsigt udbredte er kættersk, John XXII er ikke betragtes som en kætter fordi i hans dag doktrinen han havde modsagt ikke havde blevet formelt defineret ved kirken, et tomrum, som hans efterfølger Benedict XII straks fyldt af den encyklika Benedictus Deus, som formelt defineret denne doktrin som en del af kirkens undervisning.

John XXII i fiktion
Umberto Eco, The Name of the Rose, 1980

The Name of the Rose (Rosens Navn) er den første roman af italienske Forfatteren Umberto Eco. Det er en historisk murder mystery i en italiensk Kloster i året 1327, en intellektuel mysterium kombinere semiotik i fiktion, bibelsk analyse, Middelalderstudier og litteraturteori. Først udgivet i italiensk i 1980 under titlen Il nome della rosa, det udkom på engelsk i 1983, oversat af William Weaver.

Romanens handling:
Franciskaner munken William af Baskerville og hans novice Adso af Melk rejser til et benediktinerKloster i det nordlige Italien for at deltage i et teologisk ordkløveri. Da de ankommer, er klostret oprørt over et selvmord. Som historien udfolder sig, dør flere andre munke under mystiske omstændigheder. William får til opgave af abbeden for klostret at undersøge dødsfaldene hvor friske spor ved hver mordoffer fører William til blindgyder og nye spor. Hovedpersonerne udforsker et labyrintisk middelalderligt bibliotek, og diskuterer den undergravende kraft af latter og morskab og kommer ansigt til ansigt med Inkvisitionen. Williams medfødte nysgerrighed og veludviklede logiske og deduktive evner, giver nøglerne til optrævling af mysterierne på Klosteret.

Pope John XXII (Latin: Ioannes PP. XXII, French: Jean XXII, Italian: Giovanni XXII; 1244 - 4 December 1334), born Jacques Duèze (or d'Euse), was the head of the Catholic Church from 7 August 1316 to his death in 1334. He was the second Avignon Pope, elected by a conclave in Lyon assembled by King Louis X's brother Philip, the Count of Poitiers, later King Philip V of France. Like his predecessor, Clement V, he centralized power and income in the Papacy and lived a princely life in Avignon. He opposed the political policies of Louis IV of Bavaria as Holy Roman Emperor, which prompted Louis to invade Italy and set up an antipope, Nicholas V. Pope John XXII faced controversy in theology involving his views on the Beatific Vision, and he opposed the Franciscan understanding of the poverty of Christ and his apostles. He canonized St. Thomas Aquinas.

Biography
The son of a shoemaker in Cahors, Jacques Duèze studied medicine in Montpellier and law in Paris.
The death of Pope Clement V in 1314 was followed by an Interregnum of two years due to disagreements between the cardinals, who were split into two factions. After two years, Philip V of France finally in 1316 managed to arrange a papal conclave of twenty-three cardinals in Lyon. This conclave elected Jacques Duèze, who took the name John XXII and was crowned in Lyon. He set up his residence in Avignon rather than Rome, continuing the Avignon Papacy of his predecessor.
John XXII involved himself in the politics and religious movements of many European countries in order to advance the interests of the Church. This made him a very controversial pope at the time. Also his close links with the French crown created widespread distrust of the papacy.
Before John XXII's election a contest had begun for the imperial crown between Louis IV of Bavaria and his opponent, Frederick I of Austria. John XXII was neutral at first, but in 1323, when Louis IV had won and became Holy Roman Emperor, the Guelph (papal) party and the Ghibelline (imperial) party began a serious quarrel. This was partly provoked by John XXII's extreme claims of authority over the empire and also partly by Louis IV's support of the Franciscan Spirituals. Louis IV invaded Italy, entered Rome and set up Pietro Rainalducci as Antipope Nicholas V in 1328. The project was a fiasco. Guelphic predominance at Rome was later restored, and Pope John excommunicated William of Ockham. However, Louis IV had silenced the papal claims and John XXII stayed the rest of his life in Avignon.
Pope John XXII was an excellent administrator and did much efficient reorganizing. He had sent a letter of thanks to the Muslim ruler Uzbeg Khan, who was very tolerant of Christians and treated Christians kindly.
John XXII has traditionally been credited with having composed the prayer "Anima Christi, sanctifica me ...", which has come down to us in English as "Soul of Christ, sanctify me ..." and as the hymn, "Soul of my Saviour, sanctify my breast".
On 27 March 1329 John XXII condemned many writings of Meister Eckhart as heretical in his papal bull In Agro Dominico.

Franciscan poverty
Pope John XXII was determined to suppress what he considered to be the excesses of the Spirituals, who contended eagerly for the view that Christ and his apostles had possessed absolutely nothing, either separately or jointly, and who were citing Exiit qui seminat in support of their view. In 1317, John XXII formally condemned the group of them known as the Fraticelli. On 26 March 1322, with Quia nonnunquam, he removed the ban on discussion of Nicholas III's bull and commissioned experts to examine the idea of poverty based on belief that Christ and the apostles owned nothing. The experts disagreed among themselves, but the majority condemned the idea on the grounds that it would condemn the Church's right to have possessions. The Franciscan chapter held in Perugia in May 1322 declared on the contrary: "To say or assert that Christ, in showing the way of perfection, and the Apostles, in following that way and setting an example to others who wished to lead the perfect life, possessed nothing either severally or in common, either by right of ownership and dominium or by personal right, we corporately and unanimously declare to be not heretical, but true and catholic." By the bull Ad conditorem canonum of 8 December 1322, John XXII, declaring it ridiculous to pretend that every scrap of food given to the friars and eaten by them belonged to the pope, refused to accept ownership over the goods of the Franciscans in future and granted them exemption from the rule that absolutely forbade ownership of anything even in common, thus forcing them to accept ownership. And, on 12 November 1323, he issued the short bull Quum inter nonnullos, which declared "erroneous and heretical" the doctrine that Christ and his apostles had no possessions whatever. John XXII's actions thus demolished the fictitious structure that gave the appearance of absolute poverty to the life of the Franciscan friars.
Influential members of the order protested, such as the minister general Michael of Cesena, the English provincial William of Ockham and Bonagratia of Bergamo. In 1324, Louis the Bavarian sided with the Spirituals and accused the Pope of heresy. In reply to the argument of his opponents that Nicholas III's bull Exiit qui seminat was fixed and irrevocable, John XXII issued the bull Quia quorundam on 10 November 1324, in which he declared that it cannot be inferred from the words of the 1279 bull that Christ and the apostles had nothing, adding: "Indeed, it can be inferred rather that the Gospel life lived by Christ and the Apostles did not exclude some possessions in common, since living 'without property' does not require that those living thus should have nothing in common." In 1328 Michael of Cesena was summoned to Avignon to explain the Order's intransigence in refusing the Pope's orders and its complicity with Louis of Bavaria. Michael was imprisoned in Avignon, together with Francesco d'Ascoli, Bonagratia and William of Ockham. In January of that year Louis of Bavaria entered Rome and had himself crowned emperor. Three months later, he declared John XXII deposed and installed the Spiritual Franciscan Pietro Rainalducci as Pope. The Franciscan chapter that opened in Bologna on 28 May reelected Michael of Cesena, who two days before had escaped with his companions from Avignon. But in August Louis the Bavarian and his pope had to flee Rome before an attack by Robert, King of Naples. Only a small part of the Franciscan Order joined the opponents of John XXII, and at a general chapter held in Paris in 1329 the majority of all the houses declared their submission to the Pope. With the bull Quia vir reprobus of 16 November 1329, John XXII replied to Michael of Cesena's attacks on Ad conditorem canonum, Quum inter nonnullos, and Quia quorundam. In 1330, Antipope Nicholas V submitted, followed later by the ex-general Michael, and finally, just before his death, by Ockham.

Beatific Vision controversy
Pope John XXII was involved in a major theological controversy concerning the Beatific Vision. Even before he was pope, John XXII argued that those who died in the faith did not see the presence of God until the Last Judgment. The point is important to Catholics, since if the dead are not in the presence of God, then the whole idea of prayers to the Sankts would seem to be undermined. (The idea is also important to Protestants). John XXII continued this argument for a time in sermons while he was pope, although he never taught it in official documents. He eventually backed down from his position, and agreed that those who died in grace do indeed immediately enjoy the Beatific Vision.
Despite holding for many years a view widely held to be heretical, John XXII is not considered a heretic because in his day the doctrine he had contradicted had not been formally defined by the Church, a lacuna that his successor Benedict XII immediately filled by the encyclical Benedictus Deus, which formally defined this doctrine as part of Church teaching.

John XXII i fiktion
Umberto Eco, The Name of the Rose, 1980

The Name of the Rose is the first novel by Italian author Umberto Eco. It is a historical murder mystery set in an Italian monastery in the year 1327, an intellectual mystery combining semiotics in fiction, biblical analysis, medieval studies and literary theory. First published in Italian in 1980 under the title Il nome della rosa, it appeared in English in 1983, translated by William Weaver.

Plot summary
Franciscan friar William of Baskerville and his novice Adso of Melk travel to a Benedictine monastery in Northern Italy to attend a theological disputation. As they arrive, the monastery is disturbed by a suicide. As the story unfolds, several other monks die under mysterious circumstances. William is tasked by the abbot of the monastery to investigate the deaths as fresh clues with each murder victim lead William to dead ends and new clues. The protagonists explore a labyrinthine medieval library, discuss the subversive power of laughter, and come face to face with the Inquisition. William's innate curiosity and highly-developed powers of logic and deduction provide the keys to unravelling the mysteries of the abbey.

---

                  Katolske begreber:

Ordforklaring :

Avignon
Bulle
Franciskaner
Inkvisition
Interregnum
Kanon
Kloster
Konklave
Modpave

Avignon:

Avignon: Er en fransk kommune i det sydøstlige Frankrig i delstaten Vaucluse omkranset af den venstre bred af floden Rhône. Der bor ca. 95.000 indbyggere i byen, heraf ca. 12.000 i den gamle bymidte omgivet af sine middelalderlige volde.
Ofte omtalt som "Pavernes by" på grund af tilstedeværelsen af paver og modpaver fra 1309 til 1423 under de katolske skisma. Det er i øjeblikket den største by og hovedstad i delstaten Vaucluse. Det er en af de få franske byer til har bevaret sine volde. Derudover er dens historiske centrum, Paveslottet, Rocher des Doms, og Avignon-broen velbevaret.
Som et udstillingsvindue for kunst og kultur, har berømmelsen af den årlige teaterfestival, kendt som Festival d'Avignon, langt overskredet de franske grænser.

Geografi
Avignon ligger på venstre bred af floden Rhône, et par kilometer ovenfor dens sammenløb med Durance, omkring 580 km syd-øst for Paris, 229 km syd for Lyon og 85 km nord-nord-vest for Marseille. Avignon udfylder et stort ovalt areal, ikke fuldt befolket, men i vid udstrækning dækket af parker og haver.


Klima
Avignon har et middelhavsklima, kendetegnet ved relativt tørre somre og kølige, fugtige vintre. Byen er ofte underlagt blæsende vejr; den stærkeste er mistralvinden. Det populære ordsprog er dog lidt overdrevet, Avenie ventosa, sinus vento venenosa, cum vento fastidiosa (Vindenes Avignon, skadedyr-plaget når der ingen vind er, vind-plaget når der er).

Bulle:

Bulle, et metalsegl, oftest på et pavebrev. Det pavelige blysegl fik ca. 1100 et fast udseende: på den ene side hovederne af apostlene Peter og Paulus og på den anden side pavens navn.
Ordet bulle kommer af latin bulla 'kapsel'. Vi genfinder ordet i det engelske bullit = patron [ammunition]
Det er også betegnelsen for et brev, beseglet med nævnte metalsegl. Selvom ordet bulle i denne betydning oprindelig kun anvendtes om en bestemt brevtype, blev det fra 1400-t. ofte brugt om alle breve, der var beseglet med blysegl. Den oprindelige bulle har en fast udformning med bestemte formler og særlig skrift, og blyseglet er fastgjort med silketråde. Fra pave Innocens 4.s tid (1243-54) anvendtes denne type til aktstykker af mere almen betydning såsom dekretaler og politisk vigtige bandlysninger. En bulle betegnes normalt ved de første ord i teksten.
En særlig type bulle var den såkaldte In coena Domini, der var en generel opregning af forbrydelser mod kirkeretten, som medførte bandlysning, og som hver skærtorsdag oplæstes i Rom i pavens nærvær.
Bullerne kunne også udfærdiges som rundskrivelser, cirkumskriptionsbuller, med en større eller mindre kreds af modtagere.
Indholdet af de pavelige buller udgør en del af retsgrundlaget for den internationale katolske kirkeret, og mange af dem er derfor blevet udgivet i særlige samlinger, bullarier. Andre samlinger er udgivet som historiske kilder, fx pavebullerne vedr. Danmark udgivet af Alfred Krarup i Bullarium Danicum 1198-1316 (1931-32).

Franciskaner:

Franciskanerordenen (latin: Ordo Fratrum Minorum (O.F.M.), "Mindrebrødrenes Orden") blev grundlagt af den den hellige Frans af Assisi i 1209.
Efter at Frans var vendt om fra sit muntre ungdomsliv til at søge Gud – ved at tage sig af de spedalske og opbygge små forfaldne kirker – fik han efterhånden følgeskab af andre, som ville følge hans eksempel.
Bernardo da Quintavalle og Pietro da Cattani var de første. De sluttede sig til Frans i 1208. De søgte vejledning ved at slå op tre gange i evangeliebogen, hvor de hver gang fandt bibelsteder, der handlede om efterfølgelse og fattigdom. Det var fra begyndelsen et ustruktureret fællesskab, som kaldte sig bodgørere fra Assisi.

         
         Sct. Frans af Assisi

Men i løbet af 1209 nedskrev Frans den første regel for fællesskabet og rejste til Rom for at få dem godkendt af paven, Innocens III. Og den fik de, ifølge legenden, fordi paven havde en drøm, hvor han så en fattigt klædt mand, Frans, støtte og opretholde Laterankirken, som var ved at styrte sammen.
Traditionen siger, at denne godkendelse fandt sted den 16. april, som franciskanerne derfor betragter som ordenens grundlæggelsesdag. Franciskanerne hører til de såkaldte "tiggermunke", fordi de ikke skulle skamme sig ved at tigge, hvis ikke de kunne skaffe sig det daglige brød ved arbejde.

Frans' brødre skulle leve efter de gamle klosterregler om fattigdom, lydighed og kyskhed. Og det var strengere forstået end i andre ordener. Fx gjaldt ejendomsløsheden ikke blot den enkelte mindrebroder, men også ordenen som sådan. Og en mindrebroder måtte ikke modtage penge overhovedet.

Palmesøndag 1212 flygtede en pige af fornem familie Chiara dei Scifi hjemmefra og sluttede sig til Frans' bevægelse. Hun blev grundlægger af clarisserordenen, som også kaldes den anden orden, til forskel fra den første orden, Frans' orden for mænd.

         
         Frans af Assisi, malet af Cimabue

Frans stiftede selv en tredje orden for mennesker, som ville leve et liv efter Frans' idealer uden at gå i kloster, men forenet med deres daglige arbejde og ægteskab. Reglen for denne tredje orden blev godkendt af paven i 1221.

Inkvisition:

En inkvisition var en institution inden for den katolske kirke, som opsporede og dømte kættere i 1200-1800-tallet. Især dominikanerne spillede en væsentlig rolle i forbindelse med Inkvisitionen.

Inkvisitioner:

• Middelalderlige inkvisition (1184-1230'erne)
• Spanske inkvisition (1478-1834)
• Portugisiske inkvisition (1536-1821)
• Romerske inkvisition (1542-1860'erne)
• Peruvianske inkvisition (1570-1820)
• Mexikanske inkvisition (1571-1820)

På billedet: Galileo blev i 1633 stillet for inkvisitionen på baggrund af hans påstand om at Jorden bevægede sig rundt om Solen, maleri af Cristiano Banti, 1857

inkvisitionen, (af lat. inquisitio 'udspørgning, undersøgelse', af in- og afledn. af quaerere 'søge, spørge'), pavelig domstol, oprettet 1231 for at bekæmpe kætteri; den indførtes i størstedelen af det katolske Europa, hvor den forfulgte kætterske sekter som katharer, albigensere og husitter. Inkvisitionen kom aldrig til Danmark. Ganske vist udnævntes franciskaneren broder Niels Jensen i Odense i 1421 til inkvisitor for hele Norden, men han synes mere at have oppebåret den pavelige titel af navn end af gavn. I anden halvdel af 1400-t. var inkvisitionen en hensygnende institution, og i første halvdel af 1500-t. forsvandt de sidste middelalderlige kætterdomstole. Kun i Spanien, Portugal og Italien fortsatte inkvisitionen i en omorganiseret og for Spaniens og Portugals vedkommende statskontrolleret skikkelse. Allerede i 1478 havde paven bemyndiget Ferdinand og Isabella til at udpege deres egne inkvisitorer. Det blev begyndelsen til den spanske inkvisition med en generalinkvisitor og et ottemandsråd i spidsen for efterhånden 20 tribunaler, der vågede over troens renhed i det spanske imperium fra Sicilien i øst til Mexico i vest. Kun Nederlandene og kongeriget Neapel undgik den spanske inkvisition, som i sit hjemland var virksom helt op til 1820.
Den italienske humanist og filosof Giordano Bruno blev 17. februar 1600 brændt som kætter på Campo dei Fiori i Rom, bl.a. fordi han nægtede at tage afstand fra det kopernikanske verdensbillede. I 1889 rejstes som en hyldest til tankens frihed et monument på stedet.
I 1531 blev den portugisiske inkvisition reorganiseret efter spansk forbillede; den fungerede indtil 1821. En lignende struktur blev 1542 indført i Italien med den "romerske" inkvisition, hvor Inkvisitionskongregationen oprettedes som central myndighed for de italienske provinstribunaler og vedblev at eksistere længe efter disses ophør i slutningen af 1700-t. Endnu i 1960'erne var den med til at fordømme forskellige kætterier i den katolske verden. I 1965 fik Paul 6. den reorganiseret og omdøbt til Troskongregationen (Congregazione per la dottrina della fede), som fortsat varetager en række af inkvisitionens funktioner, fx bogcensur og overvågelse af den katolske tros renhed.
Inkvisitionen har været omgivet af mange myter, som 1970'ernes historikere i nogen grad har dementeret. Eksempelvis har påstanden om inkvisitionens blodige hekseforfølgelse i 1200- og 1300-t. vist sig at bygge på kildeforfalskninger; hekseprocesserne begyndte først i 1400-t. (se heks). En statistik omfattende 44.000 spanske inkvisitionssager fra perioden 1540-1700 og vedrørende alle slags kætterier har dokumenteret, at dødsdommene udgjorde under 2%; den romerske inkvisition var endnu mildere, mens den portugisiske var noget strengere, når det gjaldt anvendelse af dødsstraf. En tredje undersøgelse har fremdraget, at den spanske inkvisition for at bekæmpe misbrug og korruption blandt sine ansatte accepterede anonyme klager og hemmelige vidner. Så megen tillid havde man altså til den ellers så berygtede hemmelige inkvisitionsproces, at man turde anvende den imod sine egne.
Autodafé i Palermo på Sicilien, afholdt den 6. april 1724 på følgende måde: Under baldakinen på en høj tribune fem trin oppe tronede de spanske inkvisitorer, under dem sad den verdslige og den gejstlige øvrighed, og nedenunder og på gulvet forskellige honoratiores. Øverst på den modsatte tribune sad kætterne iført en speciel dragt, som viste, at de skulle brændes. Foran delinkventerne var to prædikestole, hvorfra dommene læstes. Autodaféerne var omhyggeligt iscenesatte propagandaforestillinger.

Interregnum:

Sede vacante - Interregnum
Umiddelbart efter pavens død indtræder det såkaldte Interregnum (midlertidigt styre), også kaldet Sede vacante i betydningen, at Peters stol står tom. Alle, der besidder et højt og styrende kirkeligt embede ved Kurien eller i Vatikanstaten, nedlægger med øjeblikkelig virkning deres embeder. Undtagen herfra er fire embedsmænd, der forestår det midlertidige styre af kirken og gennemførelsen af valget af den nye pave. Det drejer sig om kardinalkammerherren, kardinal storpønitentiaren (for bod og syndsforladelse), kardinalvikaren for bispedømmet Rom samt ærkepræsten for Peterskirken, der også er generalvikar for Vatikanstaten.


Pavens Tronstol "Cathedra Petri", der blev flyttet fra den gamle Basilica til San Pietro.

Umiddelbart efter pavens død forsegles alle pavens personlige ejendele for senere disponering efter pavens testamente – og vigtigst af alt: Pescatorio - fiskerens ring - pavens signetring samt det pavelige segl, bliver ”destrueret” i overværelse af det tilstedeværende kardinalkollegium. Dernæst forsegles hele det pavelige palads, indtil en ny pave er blevet valgt.

Vatikanet har siden Laterankonkordatet i 1929 og sin oprettelse som moderne stat haft sit eget postvæsen med egne frimærker.



Mest eftertragtet blandt frimærkerne er de såkaldte ”Sede Vaccante-frimærker” (Den tomme Stol), der kun udstedes ved en paves død og kun er valide i interregnum-perioden, indtil en ny pave er valgt.

Kanon:

Kanon kommer af græsk og betyder rettesnor eller doktrin, og begrebet bruges om den officielle samling af bøger og helligskrifter inden for en given religion. Begrebet bruges først og fremmest om kristendommens kanon, dvs den officielle samling af skrifter, som er blevet optaget i Bibelen, og som anses for sande og nødvendige for Bibelens samlede helhed. Begrebet anvendes også indenfor en række andre religioner.

Kanonisk ret eller Kirkeretten er et retssystem indført af kirken.

Den katolske kirke kæmpede gennem hele middelalderen for at få godkendt, at den havde jurisdiktion over egne forhold. Det indebar oprettelsen af en særskilt dømmende magt, den kanoniske ret, der blev udviklet til et logisk og sammenhængende retssystem i løbet af det 11. århundrede.
Kirkeretten virkede i alle sager om kirkelige anliggender, herunder også moral og ægteskab. Kirkeretten stillede store krav til bevisførelsen, og førte ansvaret over på den enkelte i stedet for slægten.
De kirkelige retter blev ret meget brugt, fordi de lagde vægt på faktiske beviser i stedet for edsaflæggelse. De var også kendt for at være effektive i gældssager.
International kirkeret fik i 1234 sin officielle lovbog, Liber Extra, udstedt af pave Gregor IX (1227-41).
Den udøvende magt, iværksættelsen af straffeforanstaltninger osv. blev derimod på den verdslige magts hænder. Derfor var det kirkeretten, der pådømte sager om f.eks. præsters utugt, men det var lensherrens folk, der udførte straffen.

En del af kirkerettens bestemmelser vedrørende ægteskabelige forhold videreførtes efter reformationen i Tamperretten. Jyske Lov var stærkt inspireret af Kirkeretten.

I vore dage findes der stadig kirkeret. Den katolske kirke har en større lovsamling, men også i Danmark er der kirkeret. Ikke som nøje afgrænsede lovtekster, men som akademisk disciplin indenfor retsvidenskaben, der beskæftiger sig med de særlige retsregler, der regulerer den danske folkekirkes interne retsforhold.


Kanonisk messe

I den gamle liturgi er Kanon centrum i Messen som offer. I flg. tridentinerkoncilets vidnesbyrd går Kanon tilbage til apostlenes tradition, og var i det væsentlige fuldendt omkring Gregor d. Store (600 e. Kr.). Den romerske kirke havde aldrig andre kanoniske bønner. Selv mysterium fidei ["troens mysterium"] i indstiftelsesordene nævnes udtrykkeligt af pave Innocent d. 3. i et brev til ærkebiskoppen af Lyon i 1202, … Dette mysterium fidei blev fjernet i den nye liturgis indstiftelsesord. Samtidig blev der givet tilladelse til andre kanoniske bønner. Den anden - som ikke nævner Messens karakter af offer - men som er den korteste - har erstattet den gamle romerske Kanon stort set overalt. Derved er dyb teologisk indsigt fra tridentinerkoncilet gået tabt.

Kloster:

Ordet Kloster betyder "indelukke" og betegner dels et bygningsværk, dels et religiøst fællesskab, som lever adskilt fra det øvrige samfund efter en klosterordens særlige bestemmelser.
Der findes klostre indefor flere religioner.

• 1 Kristne klostre
• 2 Buddhistiske klostre
• 3 Islamiske klostre
• 4 Hinduistiske klostre

Kristne klostre

I de kristne klostre var meningen med klosterlivet at efterkomme Jesu ord til den rige unge mand: "Vil du være fuldkommen, så gå hen og sælg, hvad du ejer, og giv pengene til de fattige, så vil du have en skat i himlene. Og kom så og følg mig!". Klosterets beboere, der for mænds vedkommende kaldes munke og for kvinders vedkommende nonner, var og er mennesker, der har følt et kald til at forsage verdens velfærd og vie deres liv til Gud.

Ikke alle klostre blev opført i askese. Herunder ses spisesalen fra Leubus kloster i Lubiaz i Polen.

Konklave:

Konklave: (ordet kommer af "cum clave" = "med nøgle"). Konklave eller Pavevalg er forsamlingen af kardinaler, der vælger den nye pave, efter at den gamle er død eller træder af, som det var tilfældet med Pave Benedikt d. 16. Ordet konklave stammer fra latin, con'clave, og betyder: aflukkeligt værelse (helt bogstaveligt cum clave: med nøgle); specielt om den fra omverdenen afspærrede del af Vatikanpaladset, hvor pavevalget foregår; forsamlingen af kardinaler som vælger paven.
Annuntio vobis gaudium magnum! Habemus Papam! – Jeg meddeler jer en stor glæde! Vi har en pave! Sådan lyder budskabet fra protodiakonen fra balkonen over Peterspladsen i Rom, når valget er truffet. Det sker ved en højtidelig og historisk proces, der følges til punkt og prikke.
To uger efter pavens død vil kardinalerne mødes ved et højtideligt hemmeligt konklave i Det Sixtinske Kapel for at vælge apostlen Peters næste efterfølger. Konklavet må ikke afholdes senere end 20 dage efter. 14 dages-reglen er opstået for at give alle kardinalerne mulighed for at nå frem fra alle verdens hjørner. En regel, som nok mere stemmer overens med den tid, hvor kardinalerne skulle nå frem med hest og vogn end i dag, hvor de kommer flyvende til Rom.
Kardinalerne er udpeget overalt i verden og er pavens nærmeste rådgivere. Som det er i dag kan op til 120 kardinaler deltage, og de skal være under 80 år. Det blev bestemt af Pave Paul 6. i 1970. Ved sidste tælling af kardinalerne var der 119, der opfyldte kravene for at være med til at vælge.
Når kardinalerne ankommer til konklavet, hvor pavens efterfølger bliver valgt, lukkes den store bronzedør bag dem, og alle døre og vinduer bliver forseglet med bly. Tidligere skulle kardinalerne bo i spartanske værelser i selve kapellet, men i dag bliver alle indkvarteret i hotellignende værelser i Santa Martha Huset. Når kardinaler ankommer til konklavet, sværger de at holde alt, hvad der sker under afstemningen, hemmeligt. Hvis de bryder deres løfte, bliver de bortvist fra den katolske kirke.
Der gennemføres afstemning, hvor hver kardinal på en seddel skriver navnet på den kardinal, han ønsker som pave. Denne procedure gennemføres, indtil en af dem har har fået et flertal på 2/3 af stemmerne. Efter hver afstemning brændes stemmesedler, og røgen sendes gennem skorstenen. Ved tilsætning af kemikalier farves røgen sort, hvis afstemningen ikke har givet resultat og hvid, hvis afstemningen har peget på en ny pave.


Den nye pave skal formelt bekræfte, at han ønsker at påtage sig valget. Han spørges: "Accepterer De valget af egen, fri vilje?" Besvarer den valgte dette med "Accepto", er han den nye pave fra det øjeblik. Næste spørgsmål lyder: "Hvilket navn ønsker De at blive kaldt?", hvorpå han svarer med det navn, han ønsker at antage.

Modpave:

En modpave var i middelalderen en pave, som kejseren eller et oppositionsparti fik valgt i konkurrence med den retmæssige pave, og som ikke anerkendes i den officielle paveliste.
Modpaverne var i høj grad medvirkende i både det katolske og det statslige politiske spil op gennem årene.
Modpave Hypolitus, 217-235 regnes som regel for at være den første modpave.
Modpave Felix V, 1439-1449, var den sidste af slagsen.

Herunder ses: Modpave Johannes XXIII
(1410 - 1415)
Liste over modpaver gennem historien:

• Hypolitus (217-235)
• Novatian (251-258)
• Felix II (355-365)
• Ursinus (366-367)
• Eulalius (418-419)
• Laurentius (498-499 og 501-506)
• Dioskur (september-oktober 530)
• Teodor (september-december 687)
• Paschalis (oktober-december 687)
• Konstantin II (767–768)
• Filippus (juli 768)
• Johannes (januar 844)
• Anastasius III (august-september 855)
• Kristoforus (903-04)
• Bonifatius VII (juni-juli 974 og 984-85)
• Johannes XVI (997-98)
• Gregor VI (juni-juli 1012)
• Benedikt X (1058-59)
• Honorius II (1061-72)
• Klemens III (1080-84)
• Theoderik (1100-01)
• Albert (februar-marts 1102)
• Sylvester IV (1105-11)
• Gregor VIII (1118-21)
• Celestin II (december 1124)
• Kletus [Anakletus] II (1130-38)
• Viktor IV (marts-maj 1138)
• Viktor IV (1159-64)
• Paschalis III (1164-68)
• Callistus III (1168-78)
• Innocent III (1179-80)
• Nikolas V (1328-30)
• Klemens VII (1378-94)
• Benedikt XIII (1394-1423)
• Alexander V (1409-10)
• Johannes XXIII (1410-15)
• Klemens VIII (1423-29)
• Benedikt XIV (1423-29)
• Benedikt XIV (1430-37)
• Felix V (1439-49)

Senere har der dog været andre som har taget pavetitel, flere gange efter være blevet valgt af skismatiske grupper. Dette er de såkalte sedevakantister, som mener, at pavestolen står tom, og at de dermed må vælge en af deres egne til at fylde den. Vatikanet har modpaverne med i de officielle lister over paver frem til Felix (V), som døde i 1449, men man medtager ikke sedevakantisterne. Årsagen til dette er, at modpaverne på den officielle liste blev valgt af personer, som befandt sig indenfor den katolske kirke, mens sedevakantistenes paver er valgt af personer, som befandt sig udenfor og havde dannet egne kirkesamfund. De anses derfor af Vatikanet for ledere af konkurrerende katolske eller katolsk-inspirerede grupper.
I katolsk kirkeret er det at lade sig vælge til modpave en skismatisk handling, som automatisk fører til ekskommunikation.