|
|
Det dynamisk skiftende indhold på denne side er sammensat af bearbejdet materiale, der fortrinsvis er inspireret af fakta fra ovenstående links. Disse links er i sig selv og i høj grad spændende og anbefalelsesværdig læsning.
Jeg påberåber mig således ingen former for ophavsret over nærværende materiale.
Jeg takker hermed for inspiration. :-)
M. Due 2024
|
|
Modpave Clemens VII - 1378-1394 :
Modpave Clemens VII (Clemente VII) Clement VII; Clement VII, Modpave var født som Robert af Geneva. Han var Modpave fra 20/09 1378 til 16/09 1394.
Clemens VII, Modpave 1378-94. Robert, Greve af Genève, Biskop i Cambrai, valgtes 1378 af de fr. Kardinaler til Urban VI’s Modpave. Hermed begyndte den store Pavesøndring - Skismaet.
Clemens VII døde 1394 i Avignon, berygtet som en grov Pengepuger.
Robert af Genève (1342-16 September 1394) blev valgt til pavedømmet som (Anti-) pave Clement VII af de franske kardinaler, der imod Urban VI, og var den første Avignon Modpave af Western Skisma.
Biografi
Han var søn af Amadeus III, greve af Genève, og blev født i Genève, i hvad der nu er Schweiz, i 1342. Udpeget Protonotary apostoliske i 1359, blev han biskop af Thérouanne i 1361, ærkebiskop af Cambrai i 1368 og en kardinal på 30 maj 1371.
I 1377, ledede samtidig tjener som pavelig legat i øverste Italien (1376-78), for at sætte ned et oprør i Kirkestaten, kendt som krigen i de otte hellige, han personligt tropper udlånt til pavedømmet af condottiere John Hawkwood at reducere den lille by Cesena i område Forlì, som modstod bliver tilføjet til arv Peter for anden gang i en generation; der autoriseret han angiveligt massakre på 4.000 civile, en ugerning selv af reglerne for krig på det tidspunkt, hvilket indbragte ham Brugernavn slagter- eller bøddel af Cesena.
Valgt til pave i Fondi på 20 September 1378 af de franske kardinaler opposition Urban VI, var han den første Modpave af Western Skisma, andet af de to perioder, der undertiden omtales som den store Skisma, som varede til 1415. Frankrig, Skotland, Castilla, Aragon, Navarra, Portugal, Savoy, og nogle mindre tyske stater anerkender hans autoritet. Stand til at opretholde sig selv i Italien, han tog sin bopæl på Avignon i det sydlige franske Comtat Venaissin, hvor han blev afhængige af det franske Hof. Han skabte fremragende cardinals men doneret den større del af de pavelige stater til Louis II af Anjou, tyede til Simoni og afpresning de finansielle behov for sin ret, og synes aldrig at har inderligt ønsket opsigelse af Skisma.
Han døde i Avignon den 16 September 1394.
Til sidst blev det fastslået, at han ville blive registreret som Modpave ikke som en pave. Usikkerhed over hvem der var legitim pave gav i løbet af det Vestlige Skisma anledning til den juridiske teori kaldes Conciliarism, som hævdede, at et generelt råd fra kirken var overlegen i forhold til paven og kunne derfor dømme mellem konkurrerende fordringshavere.
Robert of Geneva (1342 - 16 September 1394) was elected to the papacy as (Anti-)Pope Clement VII by the French cardinals who opposed Urban VI, and was the first Avignon antipope of the Western Schism.
Biography
He was the son of Amadeus III, Count of Geneva, and was born in Geneva, in what is now Switzerland, in 1342. Appointed Protonotary Apostolic in 1359, he became Bishop of Thérouanne in 1361, Archbishop of Cambrai in 1368, and a cardinal on 30 May 1371.
In 1377, while serving as papal legate in upper Italy (1376-78), in order to put down a rebellion in the Papal States, known as the War of the Eight Sankts, he personally commanded troops lent to the papacy by the condottiere John Hawkwood to reduce the small city of Cesena in the territory of Forlì, which resisted being added to the Patrimony of Peter for the second time in a generation; there he allegedly authorized the massacre of 4,000 civilians, an atrocity even by the rules of war at the time, which earned him the nickname butcher - or executioner of Cesena.
Elected pope at Fondi on 20 September 1378 by the French cardinals in opposition to Urban VI, he was the first antipope of the Western Schism, the second of the two periods sometimes referred to as the Great Schism, which lasted until 1415. France, Scotland, Castile, Aragon, Navarre, Portugal, Savoy, and some minor German states acknowledged his authority. Unable to maintain himself in Italy, he took up his residence at Avignon in the southern French Comtat Venaissin, where he became dependent on the French court. He created excellent cardinals but donated the larger part of the Pontifical States to Louis II of Anjou, resorted to simony and extortion to meet the financial needs of his court, and seems never to have sincerely desired the termination of the schism.
He died at Avignon the 16 September 1394.
Eventually it was determined that he would be recorded as an antipope rather than as a pope. Uncertainty over who the legitimate pope might be during the time of the Western Schism gave rise to the legal theory called Conciliarism, which claimed that a general council of the church was superior to the pope and could therefore judge between rival claimants.
Katolske begreber:
|
Ordforklaring :
Avignon
Modpave
Simoni
Skisma
Avignon:[ - ]
Avignon: Er en fransk kommune i det sydøstlige Frankrig i delstaten Vaucluse omkranset af den venstre bred af floden Rhône. Der bor ca. 95.000 indbyggere i byen, heraf ca. 12.000 i den gamle bymidte omgivet af sine middelalderlige volde.
Ofte omtalt som "Pavernes by" på grund af tilstedeværelsen af paver og modpaver fra 1309 til 1423 under de katolske skisma. Det er i øjeblikket den største by og hovedstad i delstaten Vaucluse. Det er en af de få franske byer til har bevaret sine volde. Derudover er dens historiske centrum, Paveslottet, Rocher des Doms, og Avignon-broen velbevaret.
Som et udstillingsvindue for kunst og kultur, har berømmelsen af den årlige teaterfestival, kendt som Festival d'Avignon, langt overskredet de franske grænser.
Geografi
Avignon ligger på venstre bred af floden Rhône, et par kilometer ovenfor dens sammenløb med Durance, omkring 580 km syd-øst for Paris, 229 km syd for Lyon og 85 km nord-nord-vest for Marseille. Avignon udfylder et stort ovalt areal, ikke fuldt befolket, men i vid udstrækning dækket af parker og haver.
Klima
Avignon har et middelhavsklima, kendetegnet ved relativt tørre somre og kølige, fugtige vintre. Byen er ofte underlagt blæsende vejr; den stærkeste er mistralvinden. Det populære ordsprog er dog lidt overdrevet, Avenie ventosa, sinus vento venenosa, cum vento fastidiosa (Vindenes Avignon, skadedyr-plaget når der ingen vind er, vind-plaget når der er).
[ - ]
Modpave:[ - ]
En modpave var i middelalderen en pave, som kejseren eller et oppositionsparti fik valgt i konkurrence med den retmæssige pave, og som ikke anerkendes i den officielle paveliste.
Modpaverne var i høj grad medvirkende i både det katolske og det statslige politiske spil op gennem årene.
Modpave Hypolitus, 217-235 regnes som regel for at være den første modpave.
Modpave Felix V, 1439-1449, var den sidste af slagsen.
Herunder ses:
Modpave Johannes XXIII
(1410 - 1415)
Liste over modpaver gennem historien:
- Hypolitus (217-235)
- Novatian (251-258)
- Felix II (355-365)
- Ursinus (366-367)
- Eulalius (418-419)
- Laurentius (498-499 og 501-506)
- Dioskur (september-oktober 530)
- Teodor (september-december 687)
- Paschalis (oktober-december 687)
- Konstantin II (767–768)
- Filippus (juli 768)
- Johannes (januar 844)
- Anastasius III (august-september 855)
- Kristoforus (903-04)
- Bonifatius VII (juni-juli 974 og 984-85)
- Johannes XVI (997-98)
- Gregor VI (juni-juli 1012)
- Benedikt X (1058-59)
- Honorius II (1061-72)
- Klemens III (1080-84)
- Theoderik (1100-01)
- Albert (februar-marts 1102)
- Sylvester IV (1105-11)
- Gregor VIII (1118-21)
- Celestin II (december 1124)
- Kletus [Anakletus] II (1130-38)
- Viktor IV (marts-maj 1138)
- Viktor IV (1159-64)
- Paschalis III (1164-68)
- Callistus III (1168-78)
- Innocent III (1179-80)
- Nikolas V (1328-30)
- Klemens VII (1378-94)
- Benedikt XIII (1394-1423)
- Alexander V (1409-10)
- Johannes XXIII (1410-15)
- Klemens VIII (1423-29)
- Benedikt XIV (1423-29)
- Benedikt XIV (1430-37)
- Felix V (1439-49)
Senere har der dog været andre som har taget pavetitel, flere gange efter være blevet valgt af skismatiske grupper. Dette er de såkalte sedevakantister, som mener, at pavestolen står tom, og at de dermed må vælge en af deres egne til at fylde den. Vatikanet har modpaverne med i de officielle lister over paver frem til Felix (V), som døde i 1449, men man medtager ikke sedevakantisterne. Årsagen til dette er, at modpaverne på den officielle liste blev valgt af personer, som befandt sig indenfor den katolske kirke, mens sedevakantistenes paver er valgt af personer, som befandt sig udenfor og havde dannet egne kirkesamfund. De anses derfor af Vatikanet for ledere af konkurrerende katolske eller katolsk-inspirerede grupper.
I katolsk kirkeret er det at lade sig vælge til modpave en skismatisk handling, som automatisk fører til ekskommunikation.
[ - ]
Simoni:[ - ]
Simoni var i kirken betegnelsen for at modtage åndelige eller kirkelige goder for penge eller gods, og var en forbrydelse efter kanonisk ret. Navnet stammer fra Simon Mager der i følge Apostlenes Gerninger (8, 18-24) ville købe evnen til at meddele helligånden ved håndspålæggelse. Forsøget blev afvist, og simoni har derfor altid været forbudt indenfor den kristne kirke. På Første Laterankoncil i 1123 blev dette forbud fornyet i Den katolske kirke. I de fleste andre kirker findes det også klare regler som forbyder fænomenet.
Især i middelalderens investiturstrid der handlede om sammenblandingen mellem kirkelig og verdslig autoritet var der store problemer med simoni, da mange gjorde karriere ved at købe sig et kirkeligt embede. Verdslige herskere udnyttede også muligheden til at placere loyale personer i embeder gennem bestikkelser.
Den kanoniske ret straffede i Simonisager begge implicerede parter med suspension og ekskommunikation. Simoni gjaldt ikke kun erhvervelse af embeder, men også forvaltning af sakramenter, salg af relikvier og optagelse i gejstlige ordener.
Også efter reformationen har man haft problemer med simoni, i Danmark begunstiget af patronatsretten til præstekaldene. Det førte til at man i Danske Lov fastsatte at den som til et præsteembede indvies, forpligtes til at gjøre sin højeste ed for Superintendanten, at han hverken selv eller ved andre har budet, givet eller lovet nogen gave for at bekomme Kaldet; Denne simonied blev først afskaffet i 1870, hvor den blev afløst af en tilsvarende om at man ikke har noget uhæderligt middel til at få embedet.
[ - ]
Skisma:[ - ]
Det rigtigt store skisma var skismaet mellem Konstantinopel og Rom 1054. Men traditionelt betegnes også den vestlige kirkes skisma som »det store skisma« - man er tilbøjelige til at ignorere Østrom i europæisk historie.
Det Store Skisma, splittelsen mellem den romerske og den byzantinske kirke fra 1054.
Der havde siden 800-t. bestået spændinger om bl.a. pavens forrang, filioque, kirkelige skikke, nadverbrødet og fordelingen af kirkelig jurisdiktion.
I 1054 nedlagde en romersk delegation en bandbulle på alteret i Sofiakirken i Konstantinopel mod patriark Michael Kerullarios og den byzantinske kirkeledelse.
Derpå bandlyste Kerullarios romerne; de gensidige fordømmelser blev først ophævet i 1965.
Året 1054 er traditionelt blevet regnet for tidspunktet for bruddet mellem den østlige og den vestlige kristendom.
Det Vestlige Skisma :
Den romersk-katolske kirke var i senmiddelalderen og renæssancen præget af en række kriser. Kirkens første alvorlige krise kom i 1309, da paven flyttede hoffet fra Rom til Avignon, og i denne periode var paven under den franske konges indflydelse. Pave Gregor 11. flyttede hoffet tilbage til Rom i 1378, men døde kort efter, hvorefter det kom til endnu en krise. Denne krise omtales som Det store Skisma, som varede fra 1378 til 1417, hvor der på et tidspunkt fandtes tre paver (Rom, Pisa og Avignon). Dette blev begyndelsen på koncilbevægelsen, der begyndte med koncilet i Konstanz og afsluttedes med koncilet i Basel. Koncilbevægelsen forsøgte at gøre sig til kirkens øverste myndighed, men tabte magtkampen til paven.
Urban VI´s (1378-1389) valg skete under pres fra den romerske befolkning, der ønskede en romer eller i det mindste en italiener valgt som pave. Han er den sidste pave uden kardinaltitel og hans valg førte til et næsten 50-årigt skisma (spaltning) af den romersk-katolske kirke, hvor der frem til et møde i Pisa i 1409 var to paver og efter mødet var der tre paver - en situation, der varer til de stridende parter mødes på et konsil i Konstanz (1414-1418), hvor man enes om at vælge Oddo di Colonna som pave Martino V og afsætte de øvrige.
Navnene på paver og modpaver i denne periode er:
- Modpave Clemens VII (1378-1394)
- Pave Bonifacius IX (1389-1404)
- Modpave Benedikt XIII (1394-1423)
- Pave Innocent VII (1404-1406)
- Pave Gregor XII (1406-1415)
- Pave Alexander V (1409-1410)
-
Modpave Johannes XXIII (1410-1415)
På konklavet i 1378 valgte Det italienske parti Prignano til pave Urbano VI, men de franske kardinaler ville ikke godkende valget og de blev politisk støttet af den franske kong Karl V og Napolis dronning Johanna 1 af Anjou. Det franske parti valgte så kardinal Robert af Genf som modpave under navnet Clemente VII, og han bosatte sig i Avignon og så var spaltningen af den romersk-katolske kirke en kendsgerning og de indbyrdes krige kunne begynde, hvor Pave Urbano VI tabte en række slag, men han afslog alle forsøg på et kompromis.
I 1415 besluttede den retmæssigt valgte Gregor XII under koncilet i Konstanz (1415-1418) at træde tilbage. Det gjorde han for at afslutte det vestlige skisma, hvor hele tre paver gjorde krav på Petersembedet.
[ - ]
0557
|
