Beskrivelse af Modpave Benedikt XIII, der var Modpave i år 1394-1423

Sct. Peter var den første biskop af Rom og dermed den første Pave i historien.
Der er opstået tradition for at biskoppen over Rom, er den katolske kirkes overhovede og dermed Pave for hele den katolske verden. Pavetitlen bliver dog først brugt efter år 300.
Kirken ledes af paven, der anses som Sankt Peters efterfølger. Den opfattelse stammer fra Matthæusevangeliet, hvor Jesus giver Peter nøglerne til himmeriget.
Jesus sagde følgende ord til Peter, som kan læses på indersiden af kuplen i
Peterskirken: ''Du er Peter (klippen) og på denne klippe vil jeg bygge min Kirke.
Dig vil jeg give nøglerne til himlens rige''.

En modpave var i middelalderen en pave, som kejseren eller et oppositionsparti fik valgt i konkurrence med den retmæssige pave, og som ikke anerkendes i den officielle paveliste.
Vi vil nu alligevel bringe ham på denne side !
Modpaverne var i høj grad medvirkende i både det katolske og det statslige politiske spil op gennem årene. Modpave Felix V, 1439-1449, var den sidste af slagsen.





    B: 1.012.979
     LU: 07:39

Modpave Benedikt XIII i tal :
Nummer 36 i mod-paverækken

Begivenhed: Dato:Varighed:
Pavevalgt :   ? 1394 -
Papiat slutter :  ? 1424 Ca. 30 år





Det dynamisk skiftende indhold på denne side er sammensat af bearbejdet materiale, der fortrinsvis er inspireret af fakta fra ovenstående links. Disse links er i sig selv og i høj grad spændende og anbefalelsesværdig læsning.
Jeg påberåber mig således ingen former for ophavsret over nærværende materiale.
Jeg takker hermed for inspiration. :-)
M. Due 2024













Modpave Benedikt XIII - 1394-1423 :

Modpave Benedikt XIII (Benedetto XIII) Benedict XIII;
Benedikt XIII. Der er to Paver af dette navn.
  • Peter de Luna, en Spanier, som valgtes af de franske Kardinaler ved Clemens VII’s Død 1394, medens de italienske Kardinaler ved Urban V’s død 1389 havde valgt Bonifacius IX. Den, største del af Kirken ville ikke godkende ham, og da Frankrig 1398 trak sig tilbage fra ham, måtte han i nogle År leve som fange i sit Palads i Avignon. Han blev afsat og ekskommuniceret i Pisa 1409, men Skotland og Spanien forblev ham desuagtet tro; han blev atter afsat og ekskommuniceret i Konstans 1417, men, skønt svigtet af alle magter, opførte han sig som den eneste retmæssige Pave, omgivet af fire Kardinaler, på Slottet Peniscola ved Valencia, hvor han døde 1424.
  • Vincenzo Maria Orsini, Dominikanermunk og Ærkebiskop af Benevent (Pave 1724-30), kaldte sig først Benedikt XIV, men ændrede senere nummeret. Han søgte at sætte en grænse for Kardinalernes og de italianske præsters overdådighed; over for statsmagten var han eftergivende, når undtages Portugal, der truede med at afbryde forbindelsen med den romerske Stol. Benedikt har skrevet flere teologiske værker.

Benedict XIII, Modpave blev født c. 1328 i Illueca i Aragonien. Kardinal fra 1375. Modpave i Avignon fra 26/07 1417 til 23/05 1423. Han efterfulgte Modpaven Clement VII.
Der var stærke kræfter, der forsøgte at få sluttet tilstanden med pave og Modpave inklusive det Konklave, der mødtes 26/09 1394 for at tage stilling til ny pave. Bl.a. havde den franske kong Charles VI sendt breve med anmodning om udsættelse af valget, men alle 21 medlemmer af Konklaven fortsatte deres arbejde og havde svoret, at hvis vedkommende blev valgt, ville han abdicere for at ende Skismaet.
Den eneste, der havde været uvillig til at sværge, var kardinaldiakon Pedro de Luna fra St. Maria in Cosmedin - og ham valgte man så, hvorefter han nægtede at abdicere og derved forlængede Skismaet.
Det fik i 1398 Frankrig med andre til at udelukke ham fra at modtage finansielle midler, og hovedparten af hans støtter forlod ham. Benedict måtte flygte og opslog hovedkvarter i Perpignan, der dengang var en del af Spanien.
I 1403 fik dog nogle af støtterne, inklusive Frankrig, tilbage, men denne koalition holdt kun til 1408, hvor der var aftalt møde mellem paverne, men det fandt aldrig sted, da begge paver var uforsonlige.
Langsomt blev støtten til begge paver, Benedict XIII og Gregor XII i Rom, mindre, og et Koncilium indkaldt i 1409 i Pisa fordømte begge paver og afsatte dem under det 15. møde den 05/06 1409, og samme Koncilium valgte den 26/06 1409 som ny pave Alexander V.
Benedict ville ikke give sig og opslog nu hovedkvarter i Barcelona med støtte fra Spanien, Portugal og Skotland. Den tyske konge og senere kejser Sigismund rejste til Perpignan og prøvede at overtale ham til at abdicere, men blev afvist.
Med svigtende og stadig mindre støtte måtte paven nu igen flytte hovedkvarter; denne gang til en borg på Peniscola, et forbjerg 120 km nord for Valencia.
Konciliet i Pisa sad stadig, og på dets 37. møde den 26/07 1417 afsatte det igen Benedict, der dog ved hjælp fra sine støtter i Castillen og Aragonien blev siddende, og han udnævnte endda kardinaler.
Benedict var da blevet over 90 år, og hans tid var til ende den 23/05 1423. Efter døden blev han ført til sit fædrene slot i Illuecca, hvor franske Napoleonstropper i 1811 skændede hans grav og - på nær hans kranium - spredte hans rester for vinden.

Tidligt liv
Pedro Martínez de Luna blev født i Illueca, Kongerige af Aragonien (en del af moderne Spanien) i 1328. Han tilhørte familien de Luna, der var en del af de aragonske adel. Han studerede jura på universitetet i Montpellier, hvor han fik sin doktorgrad og senere underviste Canon law. Hans viden om canon lov, ædel afstamning og spartansk livsform vandt ham godkendelse af pave Gregory XI, der udnævnte de Luna til placeringen af kardinal Deacon Santa Maria i Cosmedin på 20 December 1375.

Avignon valg
Indvielsen af Benedict XIII I 1377 Pedro de Luna og andre cardinals vendte tilbage til Rom med pave Gregory, der var blevet overtalt til at forlade sin pavelige base i Avignon af Catherine af Siena. Efter Gregorys død 27 marts 1378 frygtede befolkningen i Rom at cardinals ville vælge en fransk pave og returnere Pavestolen til Avignon. Derfor, de gjorde oprør og belejrede til kardinaler, insistere på en italiensk pave. Konklave valgt behørigt Bartolomeo Prignano, ærkebiskop af Bari, som Urban VI på 9 April, men den nye pave viste sig for at være intractably fjendtligt indstillet over for cardinals. Nogle af dem indspilningsstudiet på Fondi i September 1378, erklærede det tidligere valget ugyldigt og valgt Robert i Genève som deres nye pave, indlede Western Skisma. Robert antaget navnet Clement VII og flyttede tilbage til Avignon.
Efter Clemens død på 16 September 1394, Kardinalerne mødtes i Avignon. Konklave bestod af 11 franske kardinaler, otte italienerne, fire spanierne og en fra Savoy, alle proklamerede den brændende ønske om at genforene kirke, "selv til punkt af afgivende pavedømmet, hvis det er nødvendigt."
Når navnet på en kardinal blev foreslået for valget, tilstod han i en smerte af ærlighed, "Jeg er svag og måske ikke ville løbe fra. Ikke udsætte mig for fristelsen!" "Jeg på anden side," talte op kardinal de Luna, "ville abdicere så let som jeg tage hatten."... En lærd og begavet mand af ædle fødsel, subtile i diplomati, spartansk i private liv, en ekspert manipulator, han var en stiv modstander (en generel kirkes) Rådets selvom en glødende fortaler for EU. Han blev valgt som Clements efterfølger på September 28, under navnet Benedict XIII.
På Urban VI død i 1389 havde romerske kardinaler valgt Bonifacius IX; valget af Benedict foreviget derfor Western Skisma. I starten af sin embedsperiode, blev de Luna anerkendt som pave ved kongeriger i Frankrig, Skotland, Sicilien, Castilla, Aragon, Navarra og Portugal. I 1396 sendt Benedict Sanchez Muñoz, en af de mest loyale medlemmer af Avignon curia, som en udsending til biskop i Valencia at afstive støtte til Avignon pavedømmet i Spanien.

Nedgangen i Avignon pavedømmet
Men i 1398 den franske kirke trak sin troskab fra Avignon pavedømmet. Benedikt var forladt af 17 i sin kardinaler, med kun fem forbliver tro mod ham. En hær under ledelse af Geoffrey Boucicaut, bror til Jean Boucicaut, besatte Avignon og startede en femårig belejring af den pavelige palace i 1398, som sluttede, da Benedikt formåede at flygte fra Avignon på 12 marts 1403, og søge ly i territorium tilhører Louis II af Anjou.
På dette tidspunkt, Benedicts myndighed var ikke længere anerkendt i Frankrig, Portugal og Navarra, men han blev anerkendt som pave i Skotland, Sicilien, Aragonien og Castilien. Efter den romerske Pope Innocent VII døde i 1406, begyndte den nyvalgte Roman Pope, Gregory XII, forhandlingerne med Benedict, tyder på, at de begge trække sig så en ny pave kunne blive valgt at genforene den katolske kirke. Når disse samtaler endte i hårdknude i 1408, erklærede den franske kong Charles VI, at Frankrig var neutral begge pavelige kandidater. Charles hjalp til at organisere Rådet Pisa i 1409. Dette råd skulle arrangere både Gregory og Benedikt at træde tilbage, så at et nyt universelt anerkendt kunne blive valgt til pave. Men da både Benedict og Gregory nægtede at abdicere, den bare genstand at var opnåede var at en tredje kandidat til Pavestolen blev fremsat: Peter Philarghi, der antog navnet Alexander V.
Dels for at styrke vaklende støtte til sin pavedømmet, indledt Benedict år lange ordkløveri af Tortosa i 1413, som blev den mest fremtrædende Christian-Jewish ordkløveri af middelalderen.
Benedict er også nævnt for sine undertrykkende love mod jøderne. Disse love blev ophævet af pave Martin V, efter at han fik en mission af jøder, sendes af den berømte Synoden afholdt af jøderne i Forlì, i 1418.

Rådet af Constance
I 1415 bragt Rådet Constance dette sammenstød mellem pavelige fordringshaverne til ophør. Gregory XII og Baldassare Cossa, der havde efterfulgt Philarghi som Pisa pavelige contender i 1410 og antog navnet John XXIII, begge enige om at træde tilbage. Benedict, til gengæld nægtede at stå ned, så han blev erklæret en schismatic og ekskommunikeret fra den katolske kirke af Rådet Constance på 27 juli 1417. Benedict, der havde boet i Perpignan fra 1408 til 1417, nu flygtede til Peñíscola slot nær Valencia i Spanien. Han betragtede sig selv stadig sandt paven, indlægget, at han var den eneste levende kardinal udnævnt før Skisma. Hans påstand var nu kun anerkendes i Kongeriget Aragonien, hvor han blev givet beskyttelse af Kong Alfonso V. Benedict forblev på Peñíscola fra 1417 indtil sin død der på 23 maj 1423.

Succession
Dagen før sin død, udnævnt Benedikt fire kardinaler af bevist loyalitet at sikre succession af en anden pave, der ville forblive tro mod linjen nu betrængte Avignon. Tre af disse cardinals mødtes på 10 juni 1423 og valgt Sanchez Muñoz som deres nye pave, med Muñoz antager det pavelige navnet Clement VIII. Den fjerde kardinal, Jean Carrier, ærkediakon af Rodez i nærheden af Toulouse, var fraværende på denne Konklave bestridt sin gyldighed, hvorefter luftfartsselskab, som en slags en mand om kardinaler, fortsatte med at vælge Bernard Garnier, kordegn i Rodez, som paven med Garnier tager navn Benedikt XIV.

Begravelse
Benedict XIII blev begravet i Peñíscola slot. Hans krop blev senere flyttet til Illueca; men under den spanske arvefølgekrig hans jordiske rester blev ødelagt. Kun hans kranium blev gemt, og den hviler i Condes de Argillo palads i Aragonien (Spanien).
Kun positive og håndgribelige arven fra hans diskutable kontor er velsagtens udstedelse af pavelige Bull for det første universitet i Skotland i 1412. Efter at have mistet støtte fra Frankrig og drevet ud fra Avignon, Benedict inden da havde søgt tilflugt i remote Perpignan på den spanske grænse, men Skotland var blandt håndfuld af tilhængere, der forblev loyale. St Andrews Universitys våbenskjold/emblem inkorporerer de ulykkelige anti-paven.

Early life
Pedro Martínez de Luna was born at Illueca, Kingdom of Aragon (part of modern Spain) in 1328. He belonged to the de Luna family, who were part of the Aragonese nobility. He studied law at the University of Montpellier, where he obtained his doctorate and later taught Canon law. His knowledge of canon law, noble lineage, and austere way of life won him the approval of Pope Gregory XI, who appointed de Luna to the position of Cardinal Deacon of Santa Maria in Cosmedin on 20 December 1375.

Avignon election
The consecration of Benedict XIII In 1377 Pedro de Luna and the other cardinals returned to Rome with Pope Gregory, who had been persuaded to leave his papal base at Avignon by Catherine of Siena. After Gregory's death on 27 March 1378, the people of Rome feared that the cardinals would elect a French Pope and return the papacy to Avignon. Consequently, they rioted and laid siege to the cardinals, insisting on an Italian Pope. The conclave duly elected Bartolomeo Prignano, Archbishop of Bari, as Urban VI on 9 April, but the new Pope proved to be intractably hostile to the cardinals. Some of them reconvened at Fondi in September 1378, declared the earlier election invalid and elected Robert of Geneva as their new Pope, initiating the Western Schism. Robert assumed the name Clement VII and moved back to Avignon.
Following Clement's death on 16 September 1394, the cardinals met at Avignon. The conclave consisted of 11 French cardinals, eight Italians, four Spaniards, and one from Savoy, all proclaiming the ardent wish to reunite the church, "even to the point of ceding the papacy, if necessary."
When the name of one cardinal was proposed for election, he confessed in an agony of honesty, "I am weak and perhaps would not abdicate. Do not expose me to temptation!" "I on the other hand," spoke up Cardinal de Luna, "would abdicate as easily as I take off my hat." ... A learned and clever man of noble birth, subtle in diplomacy, austere in private life, an expert manipulator, he was a rigid opponent of (a general Church) Council though an ardent advocate of union. He was elected as Clement's successor on September 28, taking the name of Benedict XIII.
On the death of Urban VI in 1389 the Roman College of Cardinals had chosen Bonifacius IX; the election of Benedict therefore perpetuated the Western Schism. At the start of his term of office, de Luna was recognised as Pope by the kingdoms of France, Scotland, Sicily, Castile, Aragon, Navarre, and Portugal. In 1396 Benedict sent Sanchez Muñoz, one of the most loyal members of the Avignon curia, as an envoy to the Bishop of Valencia to bolster support for the Avignon papacy in Spain.

Decline of Avignon Papacy
However, in 1398 the French church withdrew its allegiance from the Avignon papacy. Benedict was abandoned by 17 of his cardinals, with only five remaining faithful to him. An army led by Geoffrey Boucicaut, brother of Jean Boucicaut, occupied Avignon and started a five-year siege of the papal palace in 1398, which ended when Benedict managed to escape from Avignon on 12 March 1403, and seek shelter in territory belonging to Louis II of Anjou.
By this stage, Benedict's authority was no longer recognized in France, Portugal, and Navarre, but he was acknowledged as Pope in Scotland, Sicily, Aragon, and Castile. After the Roman Pope Innocent VII died in 1406, the newly elected Roman Pope, Gregory XII, started negotiations with Benedict, suggesting that they both resign so a new Pope could be elected to reunite the Catholic Church. When these talks ended in stalemate in 1408, the French king, Charles VI, declared that France was neutral to both papal contenders. Charles helped to organise the Council of Pisa in 1409. This council was supposed to arrange for both Gregory and Benedict to resign, so that a new universally recognised Pope could be elected. However, since both Benedict and Gregory refused to abdicate, the only thing that was achieved was that a third candidate to the Holy See was put forward: Peter Philarghi, who assumed the name Alexander V.
In part to bolster faltering support for his papacy, Benedict initiated the year-long Disputation of Tortosa in 1413, which became the most prominent Christian-Jewish disputation of the Middle Ages.
Benedict is also mentioned for his oppressive laws against the Jews. Those laws were repealed by Pope Martin V, after he received a mission of Jews, sent by the famous synod convoked by the Jews in Forlì, in 1418.

Council of Constance
In 1415 the Council of Constance brought this clash between papal claimants to an end. Gregory XII and Baldassare Cossa, who had succeeded Philarghi as the Pisan papal contender in 1410 and had assumed the name John XXIII, both agreed to resign. Benedict, on the other hand, refused to stand down, so he was declared a schismatic and excommunicated from the Catholic Church by the Council of Constance on 27 July 1417. Benedict, who had lived in Perpignan from 1408 to 1417, now fled to the castle of Peñíscola near Valencia in Spain. He still considered himself the true Pope, pleading the fact that he was the only living cardinal appointed before the schism. His claim was now only recognised in the kingdom of Aragon, where he was given protection by King Alfonso V. Benedict remained at Peñíscola from 1417 until his death there on 23 May 1423.

Succession
The day before his death, Benedict appointed four cardinals of proven loyalty to ensure the succession of another Pope who would remain faithful to the now beleaguered Avignon line. Three of these cardinals met on 10 June 1423 and elected Sanchez Muñoz as their new Pope, with Muñoz assuming the papal name of Clement VIII. The fourth cardinal, Jean Carrier, the archdeacon of Rodez near Toulouse, was absent at this conclave and disputed its validity, whereupon Carrier, acting as a sort of one man College of Cardinals, proceeded to elect Bernard Garnier, the sacristan of Rodez, as Pope, with Garnier taking the name Benedict XIV.

Burials
Benedict XIII was buried in Peñíscola castle. His body was later moved to Illueca; but during the War of the Spanish Succession his remains were destroyed. Only his skull was saved, and it rests in Condes de Argillo Palace in Aragon (Spain).
Arguably the only positive and tangible legacy of his disputable office is the issuing of Papal Bull for the first university of Scotland in 1412. Having lost the support of France and driven out from Avignon, Benedict by then had taken refuge in remote Perpignan on the Spanish border, but Scotland was among the handful of supporters that remained loyal. St Andrews University's coat of arms/emblem incorporates that of the hapless anti-pope.



                  Katolske begreber:

Afladshandel

Antiochia

Apokryf

Ariani

Arianisme

Arvesynd

Avignon

Basilika

Breviar

Bulle

Camerlengo

Cistercienser

Davids Slægt

Decius

Diokletian

Dominikaner

Donatisme

Døbefont

Dødssynder

Ecclesiast

Exarch

Franciskaner

Galilei

Glas

Gnostiker

Goddag mand økseskaft

Gudsbevis

Hegesippus

Helvede

Herrens år

Ikonoklasme

Inkvisition

Interregnum

Investitur

Irenæus

Janseni

Kanon

Katakomber

Kirkebøger

Kloster

Koncil

Konklave

Korstog

Lateran

Liber Pontificalis

Longobard

Luther

Lydkonge

Malakias

Malakiasrækken

Markion

Matematik

Modpave

Monarkianisme

Monofysitisme

Monoteletisme

Monstrans

Montanisme

Muhammed

Novatian

Nuntius

Oligark

Origenes

Pallium

Paternoster

Patriark

Pavenumre

Paverækken

Pavinde

Pelagianisme

Pontifikat

Påskestriden

Ramaskrig

Ravenna

Sakramente

Sanktus

Saracen

Schweizergarden

Sede Vacante

Simoni

Skisma

Syndefald

Synode

Tiara

Transsubstantiation

Vatikan

Vox-In-Rama

Økumenisk


Ordforklaring :

Avignon
Dominikaner
Koncil
Konklave
Modpave
Skisma
Synode

Avignon:

[ - ]
Avignon: Er en fransk kommune i det sydøstlige Frankrig i delstaten Vaucluse omkranset af den venstre bred af floden Rhône. Der bor ca. 95.000 indbyggere i byen, heraf ca. 12.000 i den gamle bymidte omgivet af sine middelalderlige volde.
Ofte omtalt som "Pavernes by" på grund af tilstedeværelsen af paver og modpaver fra 1309 til 1423 under de katolske skisma. Det er i øjeblikket den største by og hovedstad i delstaten Vaucluse. Det er en af de få franske byer til har bevaret sine volde. Derudover er dens historiske centrum, Paveslottet, Rocher des Doms, og Avignon-broen velbevaret.
Som et udstillingsvindue for kunst og kultur, har berømmelsen af den årlige teaterfestival, kendt som Festival d'Avignon, langt overskredet de franske grænser.

Geografi
Avignon ligger på venstre bred af floden Rhône, et par kilometer ovenfor dens sammenløb med Durance, omkring 580 km syd-øst for Paris, 229 km syd for Lyon og 85 km nord-nord-vest for Marseille. Avignon udfylder et stort ovalt areal, ikke fuldt befolket, men i vid udstrækning dækket af parker og haver.


Klima
Avignon har et middelhavsklima, kendetegnet ved relativt tørre somre og kølige, fugtige vintre. Byen er ofte underlagt blæsende vejr; den stærkeste er mistralvinden. Det populære ordsprog er dog lidt overdrevet, Avenie ventosa, sinus vento venenosa, cum vento fastidiosa (Vindenes Avignon, skadedyr-plaget når der ingen vind er, vind-plaget når der er).

[ - ]

Dominikaner:

[ - ]
Dominikanerordenen, (officielt navn Ordo Fratrum Praedicatorum, Prædikebrødrenes orden), er en religiøs tiggermunkeorden grundlagt af Dominicus 1215 og stadfæstet af paven nogle år senere. Ordenen har fra 1400-tallet i almindelighed været opkaldt efter sin stifter, Dominicus navn. (Se billedet herunder)



Formål og indflydelse

Dominikanerordenen er en romersk-katolsk munkeorden, hvis indflydelse har været stor i teologiens historie, bl.a. fra en af romerkirkens største kirkelærde Thomas Aquinas. Hans filosofi blev dominerende for resten af middelalderen og har i vore dage fået en renæssance med den såkaldte nythomisme. Et af ordenens oprindelige formål var arbejdet for at bekæmpe kættere, og i middelalderen fik dominikanerordenen ansvar for trosgranskningen ved inkvisitionen. Ordenen blev heraf kaldt “Herrens hunde” (lat: Domini canes), og et af ordenens symboler er en hund med en fakkel i gabet. Faklen symbolisere sandhedens fakkel. Ordensdragten er en tunika med munkekappe og hætte, begge af hvid uld. Ved udendørs brug består overtøjet af den sorte kappe, hvilken har givet dem tilnavnet sortebrødre.

Dominikanere i Danmark

Dominikanerordenen bredte sig hurtigt i de fleste europæiske lande. Forkyndelse var en hovedopgave, og derfor lå klostrene hovedsageligt i byerne. Danmark fik sit første dominikanerkloster i 1222-23 i Lund, og ordenen spredtes hurtigt til flere andre byer. Danske dominikanske nonneklostre blev grundlagt to steder i det nuværende Danmark. Det ene, Sankt Agnete Kloster i Roskilde, blev grundlagt af kong Erik Plovpennings døtre Agnes og Jutta i 1263. Det andet kloster på Gavnø blev grundlagt i 1403 af dronning Margrethe 1. Ved reformationen havde dominikanerordenen 15 klostre i Danmark, hvorefter de blev fordrevet. Fra 1916 og indtil sidste halvdel af 1900-tallet fandtes der dominikanere i Danmark i Sankt Andreas Kloster i Charlottenlund og ved Sankt Hyacinthus Kirke på Bornholm.

[ - ]

Koncil:

[ - ]
Et Koncil er et kirkemøde for hele eller dele af Den Katolske Kirke. Ordet kommer fra latin "concilium"=Rådsforsamling. Man taler om 4 forskellige typer af konciler: "Concilio Diocesano" eller "Sinodo" indkaldes af Biskoppen, "Concilio Provinciale" indkaldes af Metropolitten (Ærkebispen), "Concilio Nazionale" indkaldes af Patriarken eller Overhovedet for Kirken i det enkelte land.



Endelig er der "Concilio Ecumenico", som indkaldes af Paven og gælder for alle dele af Den Katolske Kirke.

Et Økumenisk Koncil foregår i 3 bestemte faser: Indkaldelsen af de nærmere bestemte grupper gejstlige som skal deltage. Afholdelsen sker under Pavens præsidium eller under en af hans legater. Paven bestemmer de emner, der skal debatteres og om evt. andre forslag skal tages med ind til diskussion. Paven har ret til at opløse Koncilet, eller til at stoppe det eller overflytte det til et andet sted. Den sidste fase er Pavens godkendelse af Koncilets konklusioner.

Koncilier - Romerkirkens generalforsamlinger

[ - ]

Konklave:

[ - ]
Konklave: (ordet kommer af "cum clave" = "med nøgle"). Konklave eller Pavevalg er forsamlingen af kardinaler, der vælger den nye pave, efter at den gamle er død eller træder af, som det var tilfældet med Pave Benedikt d. 16. Ordet konklave stammer fra latin, con'clave, og betyder: aflukkeligt værelse (helt bogstaveligt cum clave: med nøgle); specielt om den fra omverdenen afspærrede del af Vatikanpaladset, hvor pavevalget foregår; forsamlingen af kardinaler som vælger paven.
Annuntio vobis gaudium magnum! Habemus Papam! – Jeg meddeler jer en stor glæde! Vi har en pave! Sådan lyder budskabet fra protodiakonen fra balkonen over Peterspladsen i Rom, når valget er truffet. Det sker ved en højtidelig og historisk proces, der følges til punkt og prikke.
To uger efter pavens død vil kardinalerne mødes ved et højtideligt hemmeligt konklave i Det Sixtinske Kapel for at vælge apostlen Peters næste efterfølger. Konklavet må ikke afholdes senere end 20 dage efter. 14 dages-reglen er opstået for at give alle kardinalerne mulighed for at nå frem fra alle verdens hjørner. En regel, som nok mere stemmer overens med den tid, hvor kardinalerne skulle nå frem med hest og vogn end i dag, hvor de kommer flyvende til Rom.
Kardinalerne er udpeget overalt i verden og er pavens nærmeste rådgivere. Som det er i dag kan op til 120 kardinaler deltage, og de skal være under 80 år. Det blev bestemt af Pave Paul 6. i 1970. Ved sidste tælling af kardinalerne var der 119, der opfyldte kravene for at være med til at vælge.
Når kardinalerne ankommer til konklavet, hvor pavens efterfølger bliver valgt, lukkes den store bronzedør bag dem, og alle døre og vinduer bliver forseglet med bly. Tidligere skulle kardinalerne bo i spartanske værelser i selve kapellet, men i dag bliver alle indkvarteret i hotellignende værelser i Santa Martha Huset. Når kardinaler ankommer til konklavet, sværger de at holde alt, hvad der sker under afstemningen, hemmeligt. Hvis de bryder deres løfte, bliver de bortvist fra den katolske kirke.
Der gennemføres afstemning, hvor hver kardinal på en seddel skriver navnet på den kardinal, han ønsker som pave. Denne procedure gennemføres, indtil en af dem har har fået et flertal på 2/3 af stemmerne. Efter hver afstemning brændes stemmesedler, og røgen sendes gennem skorstenen. Ved tilsætning af kemikalier farves røgen sort, hvis afstemningen ikke har givet resultat og hvid, hvis afstemningen har peget på en ny pave.


Den nye pave skal formelt bekræfte, at han ønsker at påtage sig valget. Han spørges: "Accepterer De valget af egen, fri vilje?" Besvarer den valgte dette med "Accepto", er han den nye pave fra det øjeblik. Næste spørgsmål lyder: "Hvilket navn ønsker De at blive kaldt?", hvorpå han svarer med det navn, han ønsker at antage.

[ - ]

Modpave:

[ - ]
En modpave var i middelalderen en pave, som kejseren eller et oppositionsparti fik valgt i konkurrence med den retmæssige pave, og som ikke anerkendes i den officielle paveliste.
Modpaverne var i høj grad medvirkende i både det katolske og det statslige politiske spil op gennem årene.
Modpave Hypolitus, 217-235 regnes som regel for at være den første modpave.
Modpave Felix V, 1439-1449, var den sidste af slagsen.

Herunder ses: Modpave Johannes XXIII
(1410 - 1415)
Liste over modpaver gennem historien:
  • Hypolitus (217-235)
  • Novatian (251-258)
  • Felix II (355-365)
  • Ursinus (366-367)
  • Eulalius (418-419)
  • Laurentius (498-499 og 501-506)
  • Dioskur (september-oktober 530)
  • Teodor (september-december 687)
  • Paschalis (oktober-december 687)
  • Konstantin II (767–768)
  • Filippus (juli 768)
  • Johannes (januar 844)
  • Anastasius III (august-september 855)
  • Kristoforus (903-04)
  • Bonifatius VII (juni-juli 974 og 984-85)
  • Johannes XVI (997-98)
  • Gregor VI (juni-juli 1012)
  • Benedikt X (1058-59)
  • Honorius II (1061-72)
  • Klemens III (1080-84)
  • Theoderik (1100-01)
  • Albert (februar-marts 1102)
  • Sylvester IV (1105-11)
  • Gregor VIII (1118-21)
  • Celestin II (december 1124)
  • Kletus [Anakletus] II (1130-38)
  • Viktor IV (marts-maj 1138)
  • Viktor IV (1159-64)
  • Paschalis III (1164-68)
  • Callistus III (1168-78)
  • Innocent III (1179-80)
  • Nikolas V (1328-30)
  • Klemens VII (1378-94)
  • Benedikt XIII (1394-1423)
  • Alexander V (1409-10)
  • Johannes XXIII (1410-15)
  • Klemens VIII (1423-29)
  • Benedikt XIV (1423-29)
  • Benedikt XIV (1430-37)
  • Felix V (1439-49)
Senere har der dog været andre som har taget pavetitel, flere gange efter være blevet valgt af skismatiske grupper. Dette er de såkalte sedevakantister, som mener, at pavestolen står tom, og at de dermed må vælge en af deres egne til at fylde den. Vatikanet har modpaverne med i de officielle lister over paver frem til Felix (V), som døde i 1449, men man medtager ikke sedevakantisterne. Årsagen til dette er, at modpaverne på den officielle liste blev valgt af personer, som befandt sig indenfor den katolske kirke, mens sedevakantistenes paver er valgt af personer, som befandt sig udenfor og havde dannet egne kirkesamfund. De anses derfor af Vatikanet for ledere af konkurrerende katolske eller katolsk-inspirerede grupper.
I katolsk kirkeret er det at lade sig vælge til modpave en skismatisk handling, som automatisk fører til ekskommunikation.

[ - ]

Skisma:

[ - ]
Det rigtigt store skisma var skismaet mellem Konstantinopel og Rom 1054. Men traditionelt betegnes også den vestlige kirkes skisma som »det store skisma« - man er tilbøjelige til at ignorere Østrom i europæisk historie.

Det Store Skisma, splittelsen mellem den romerske og den byzantinske kirke fra 1054.
Der havde siden 800-t. bestået spændinger om bl.a. pavens forrang, filioque, kirkelige skikke, nadverbrødet og fordelingen af kirkelig jurisdiktion.
I 1054 nedlagde en romersk delegation en bandbulle på alteret i Sofiakirken i Konstantinopel mod patriark Michael Kerullarios og den byzantinske kirkeledelse.
Derpå bandlyste Kerullarios romerne; de gensidige fordømmelser blev først ophævet i 1965.
Året 1054 er traditionelt blevet regnet for tidspunktet for bruddet mellem den østlige og den vestlige kristendom.

Det Vestlige Skisma :


Den romersk-katolske kirke var i senmiddelalderen og renæssancen præget af en række kriser. Kirkens første alvorlige krise kom i 1309, da paven flyttede hoffet fra Rom til Avignon, og i denne periode var paven under den franske konges indflydelse. Pave Gregor 11. flyttede hoffet tilbage til Rom i 1378, men døde kort efter, hvorefter det kom til endnu en krise. Denne krise omtales som Det store Skisma, som varede fra 1378 til 1417, hvor der på et tidspunkt fandtes tre paver (Rom, Pisa og Avignon). Dette blev begyndelsen på koncilbevægelsen, der begyndte med koncilet i Konstanz og afsluttedes med koncilet i Basel. Koncilbevægelsen forsøgte at gøre sig til kirkens øverste myndighed, men tabte magtkampen til paven.
Urban VI´s (1378-1389) valg skete under pres fra den romerske befolkning, der ønskede en romer eller i det mindste en italiener valgt som pave. Han er den sidste pave uden kardinaltitel og hans valg førte til et næsten 50-årigt skisma (spaltning) af den romersk-katolske kirke, hvor der frem til et møde i Pisa i 1409 var to paver og efter mødet var der tre paver - en situation, der varer til de stridende parter mødes på et konsil i Konstanz (1414-1418), hvor man enes om at vælge Oddo di Colonna som pave Martino V og afsætte de øvrige.

Navnene på paver og modpaver i denne periode er:
  • Modpave Clemens VII (1378-1394)
  • Pave Bonifacius IX (1389-1404)
  • Modpave Benedikt XIII (1394-1423)
  • Pave Innocent VII (1404-1406)
  • Pave Gregor XII (1406-1415)
  • Pave Alexander V (1409-1410)
  • Modpave Johannes XXIII (1410-1415)
På konklavet i 1378 valgte Det italienske parti Prignano til pave Urbano VI, men de franske kardinaler ville ikke godkende valget og de blev politisk støttet af den franske kong Karl V og Napolis dronning Johanna 1 af Anjou. Det franske parti valgte så kardinal Robert af Genf som modpave under navnet Clemente VII, og han bosatte sig i Avignon og så var spaltningen af den romersk-katolske kirke en kendsgerning og de indbyrdes krige kunne begynde, hvor Pave Urbano VI tabte en række slag, men han afslog alle forsøg på et kompromis.
I 1415 besluttede den retmæssigt valgte Gregor XII under koncilet i Konstanz (1415-1418) at træde tilbage. Det gjorde han for at afslutte det vestlige skisma, hvor hele tre paver gjorde krav på Petersembedet.

[ - ]

Synode:

[ - ]
Synode, (gr. synodos 'sammenkomst', af syn- og hodos 'vej, passage', jf. -ode), d.s.s. koncil, men fortrinsvis anvendt om kirkemøder på lokalt og nationalt plan. Man taler om stiftssynoder for de enkelte bispedømmer, om provinssynoder for en hel kirkeprovins og (national)synoder for et enkelt land.

Som organer for kirkeligt selvstyre har synoder en særlig rolle i kirker, der er uafhængige af statsmagten. I den græsk-ortodokse og romersk-katolske kirke er hele spektret af synoder repræsenteret, hvorimod synoders rolle er varierende i de protestantiske kirkesamfund. Størst betydning har de i de reformerte kirker. Den danske folkekirke karakteriseres ved et stærkt statsstyre og kender ikke til synoder.

[ - ]


0739
Pt:387