Beskrivelse af Stefan I, der var Pave i år 254-257

Sct. Peter var den første biskop af Rom og dermed den første Pave i historien.
Der er opstået tradition for at biskoppen over Rom, er den katolske kirkes overhovede og dermed Pave for hele den katolske verden. Pavetitlen bliver dog først brugt efter år 300.
Kirken ledes af paven, der anses som Sankt Peters efterfølger. Den opfattelse stammer fra Matthæusevangeliet, hvor Jesus giver Peter nøglerne til himmeriget.
Jesus sagde følgende ord til Peter, som kan læses på indersiden af kuplen i
Peterskirken: ''Du er Peter (klippen) og på denne klippe vil jeg bygge min Kirke.
Dig vil jeg give nøglerne til himlens rige''.





    B: 535.244
     LU: 12:33

Pave Stefan I i tal :
Nummer 23 i paverækken

Begivenhed: Dato:Varighed:
Pavevalgt :  12. Jun. 254 -
Papiat slutter : 2. Aug. 257 3,1 år





Det dynamisk skiftende indhold på denne side er sammensat af bearbejdet materiale, der fortrinsvis er inspireret af fakta fra ovenstående links. Disse links er i sig selv og i høj grad spændende og anbefalelsesværdig læsning.
Jeg takker hermed for inspiration. :-)
M. Due 2022















Stefan I - 254-257 :

Stefan I (Santo Stefano I) St. Stephen I, fra Rom.
Han var pave fra 12/05 254 til 02/08 257.
Stefan 1., biskop af Rom 254-257. I flere konflikter med bl.a. biskop Cyprian af Karthago hævdede han uden held den romerske biskops myndighed til endeligt at afgøre kirkelige stridsspørgsmål.
Han var romersk af fødsel, men slægten var af græsk afstamning, og han blev biskop i Rom (på den tid det samme som pave) i 254 efter at have været en af pave Lucius' nære medarbejdere, og det var også Lucius, der udpegede Stefan som sin efterfølger.
Under kejser Valerianus (257-260) kristenforfølgelser bliver St. Stefano (pave; 254-257) - brændt i sin biskoppelige stol.

På den tid var de indre stridigheder i kirken lige så stor en trussel mod kristenheden som de ydre forfølgelser. Efter Decius forfølgelser 250-251 blev kirken splittet af, hvordan man skulle reagere på de frafaldne, først og fremmest Novatian, der senere blev erklæret kætter, og hans tilhængere. Dette førte til yderligere kontroverser, om man skulle tillade dåb af medlemmer af udbrydergrupper som en legitim handling. I begyndelsen af sin regeringstid var Stefan påvirket af Faustinus, biskop af Lyon, til at reagere mod Marcian, biskop af Arles, der nægtede altergang til de angrende blandt dem, hvis tro havde forladt dem under forfølgelserne. Denne holdning benævnes "novatianisme" efter Novatian.
Det var også Stefans holdning, at tilbagevendte fra udbryderkirker, der måske var kætterske, ikke behøvede at blive gendøbt, i modsætning til Cyprian og visse biskopper i de romerske provinser i Asien, der krævede ny dåb for at komme tilbage til den rigtige kirke. Stefans holdning fik bred opbakning, men i hans levetid blev forfølgelserne mere voldsomme. Det hævdes også, at han insisterede på at genindsætte biskopperne i León og Astorga, som var blevet udstødt på grund af vaklen i troen under forfølgelserne, selv om de efterfølgende havde angret. I Rom samlede han sin menighed for at afholde messe i Katakomberne ved martyrernes grave. Den 2. august 257 sad Stefan på sin pavelige trone i Katakomberne, da kejserens mænd kom og halshuggede ham. Så langt op som i det 18. århundrede var tronen bevaret, stadig med blodpletter. Hans navnedag er derfor 2. august.
I Katolsk Encyklopædi betragtes det som overordentlig tvivlsomt, at Stefan skulle være martyr. Det er mere sandsynligt, at der er tale om en sammenblanding mellem ham og efterfølgeren Sixtus II, der var en af de første ofre for Valerians forfølgelser i 258. Dennes første forfølgelser i 257 omfattede ikke ordre til at henrette biskopper, så det er tvivlsomt, at Stefan var en af Valerians martyrer.

Paven Stephen I (Latin: Stephanus; døde 2 August 257) var leder af den katolske kirke fra 12 maj 254 til sin død i 257. Romersk af fødsel men græsk af afstamning, han blev biskop efter at have gjort tjeneste som ærkediakon hos pave Lucius I, der udpegede Stephen som sin efterfølger.
Efter Decian forfølgelsen af 250–251, der var uenighed om hvordan man behandler dem, der var bortfaldet fra troen, og Stephen blev opfordret af Faustinus, biskop af Lyon, til at handle mod Catharins, biskoppen af Arles, der benægtede bod og altergang til den bortfaldne, som angrede, positionen kaldet kættere, efter Novatian, senere erklæret en kætter, der holdt i den strengeste tilgang.
Stephen afholdt konvertitter, der var blevet døbt af splinter grupper ikke behøvede re-dåb, mens Cyprian og visse biskopper i den romerske provins i Afrika afholdt rebaptism nødvendig for optagelse til den hellige nadver. Stephens opfattelse vandt i sidste ende bred accept.
Han er også nævnt som at have insisteret på restaurering af biskopperne i León og Astorga, der havde været afsat for utroskab under forfølgelse, men bagefter havde omvendt.
Depositio episcoporum af 354 taler om paven Stephen I som ikke-martyr og han fejres ikke som sådan af den katolske kirke, på trods af kontoen i Golden legenden, i 257 kejser baldrian genoptaget forfølgelse af kristne, og Stephen sad på sin pavelige trone fejre masse til sin menighed, når kejserens mænd kom og halshugget ham på 2 August 257. Så sent som i 1700-tallet, hvad der blev sagt at være stolen blev bevaret, stadig plettet med blod.
St Stephen I's festdag i den romersk katolske kirke fejres på 2 August. I 1839, da nye feast of St Alphonsus Mary de Liguori blev tildelt 2 August, Sankt Stephen I blev nævnt kun som en mindehøjtidelighed i massen af Sankt Alphonsuskrateret. Revision af kalenderen i 1969 fjernet omtale af Sankt Stephen I fra den generelle romerske kalender, men, ifølge generelle instruktion af Roman Missal, 2 August massen kan nu overalt være, at af Sankt Stephen I, medmindre i nogle lokalitet en obligatorisk fest er tildelt til den pågældende dag, og nogle fortsætte med at bruge pre-1969 kalendere, at nævne en Mindehøjtidelighed for Sankt Stephen I den dag.
Pave Sankt Stephen I er protektor for Hvar.




                  Katolske begreber:

Afladshandel

Antiochia

Apokryf

Ariani

Arianisme

Arvesynd

Avignon

Basilika

Breviar

Bulle

Cistercienser

Davids Slægt

Decius

Diokletian

Dominikaner

Donatisme

Døbefont

Dødssynder

Ecclesiast

Exarch

Franciskaner

Galilei

Glas

Gnostiker

Goddag mand økseskaft

Gudsbevis

Hegesippus

Helvede

Herrens år

Ikonoklasme

Inkvisition

Interregnum

Investitur

Irenæus

Janseni

Kanon

Katakomber

Kirkebøger

Kloster

Koncil

Konklave

Korstog

Lateran

Liber Pontificalis

Longobard

Luther

Lydkonge

Malakias

Malakiasrækken

Markion

Matematik

Modpave

Monarkianisme

Monofysitisme

Monoteletisme

Monstrans

Montanisme

Muhammed

Novatian

Nuntius

Oligark

Origenes

Pallium

Paternoster

Patriark

Pavenumre

Paverækken

Pavinde

Pelagianisme

Pontifikat

Påskestriden

Ramaskrig

Ravenna

Sakramente

Sanktus

Saracen

Schweizergarden

Sede Vacante

Simoni

Skisma

Syndefald

Synode

Tiara

Transsubstantiation

Vatikan

Økumenisk


Ordforklaring :

Decius
Katakomber
Novatian

Decius:

[ - ]
Kejser Decius

Gajus Messius Quintus Decius var kejser i 249-251 efter Kristus.

Han var født i Illyrien i ca. 190-200 og fik af Kejser Philippus I (244-249) til opgave at genoprette roen ved Donau.


Hans militære successer fik tropperne til at udråbe ham til kejser i 249 og Philippus blev besejret og dræbt i et slag nær Verona.
Det romerske Senat hædrede Decius ved at give ham tilnavnet Trajan (Traianus).
I 249-250 startede han voldsomme forfølgelser af de kristne, som først tog lidt af mod slutningen af år 250 på grund af den gotiske krig.
Decius' ældste søn blev gjort til medkejser og sendt ud for at besejre goterne, Decius fulgte med ham og de døde begge i slaget ved Abritta i juni 251.
Kejser Decius lod bl.a. opføre en badeanstalt på Aventin : Decius' Termer (Terme Deciane).
Decius blev dræbt i kamp med goterne i juni 251 herefter blev Trebonianus Gallus kejser. Kristenforfølgelserne begyndte igen i juni 252.

[ - ]

Katakomber:

[ - ]
Domitilla-katakomberne, der blev opkaldt efter et medlem af den romerske familie, der havde bestilt gravpladserne, er de største i Rom. De strækker sig over 12 kilometer og går ned på fire niveauer med 26.250 grave fra anden til femte århundrede.



Over Domitilla katakomberne står basilikaen, som ses herover, Santi Nereo e Achilleo, der er ombygget og istandsat, så kun meget lidt er tilbage fra det 4. årh., hvor den blev bygget.
I katakomberne kan man se smukke fresker, bl.a. en der forestiller Kristus som den gode hyrde.
Når de kristne begravede de døde i underjordiske kirkegårde udenfor Rom, var det ikke på grund af forfølgelse, men blot fordi de fulgte tidens love.
Da der i katakomberne er begravet mange helgener, blev disse til helligdomme og genstand for besøg af pilgrimme.
De døde blev anbragt i nicher (loculi), hvor der kunne ligge 2 - 3 lig og de vigtigste rum blev udsmykket med stuk og fresker, se billedet herunder.
Det er en stor og spændende oplevelse at besøge disse underjordiske gravpladser.



Mange af krypterne har fresker, der synes udslettet. Faktisk blev de strippet af gravrøvere, idet katakomberne blev hærget og fresker skåret ud og fjernet som trofæer i middelalderen. Denne antikke form for tyveri kan findes i et museum i Catania, der viser eksempler, der oprindeligt blev bragt til Sicilien af en adelsmand for at dekorere hans hjem.



Domitilla katakomberne er de største af katakomberne og mange af gravene kan føres helt tilbage til 1. og 2. årh. e. Kr. dermed har disse kun ringe forbindelse med de kristne.



[ - ]

Novatian:

[ - ]
Modpave Novatian (251-258) gav navn til en kættersk bevægelse, Novatianismen, indenfor den katolske kirke.
Novatianisme var et kristent "kætteri" med oprindelse i det tredje århundrede, baseret på læren fra Modpave Novatian, der blev valgt i opposition til pave Cornelius . Novatianismen havde en noget mindre eftergivende politik med hensyn til tilgivelse af frafaldne kristne, der havde været villige til under tvang, at begå synd og afgudsdyrkelse under kristenforfølgelserne.

Se mere om Novatian på dette link.

Novatian var en respekteret og lærd gejstlig, der havde været sekretær for den romerske kirke under kejser Decius kristenforfølgelser i år ca. 250. Novatian mente, at det var både en fejltagelse og ud over myndigheden i kirken, at kunne frikende frafaldne kristne for den sørgeligt almindelige synd afgudsdyrkelse, han blev ordineret til biskop af Rom imod Cornelius. Novatianisterne skabte snart stor i hele det romerske imperium, en splittelse der fortsatte godt ind i det femte århundrede og videre frem.
Novatian selv blev martyr for sin tro i 258.

Hans tilhængere, også kaldet Novatianere, havde et puritansk syn på kirkens politik og mente, at dødelige synder kunne kun blive tilgivet af Gud, ikke af biskopper. Selvom de ikke skyede de angrende syndere, som havde begået forbrydelser som hedenskab, utroskab, hor og mord, nægtede de alligevel sådanne personer tilladelse til fuld altergang. Kontroversen bestod i; om den kristne kirke var "hellig" (om den bestod af helgener villige til at ofre deres liv for troen) eller "katolsk" (universel: også for syndere, herunder dem, der havde begået alvorlige synder efter at være blevet døbt).

Novatianerne fortsatte med deres uforsonlige linie helt op til det 5.århundrede, nogle steder endog længere. Fordi de ikke ville besudle Kirken med at genoptage frafaldne, kaldte de sig "de rene", på græsk "katharoi", hvoraf ordet kætter er opstået.

Se mere om Novatian på dette link.

[ - ]


1233
Pt:183