|
|
Det dynamisk skiftende indhold på denne side er sammensat af bearbejdet materiale, der fortrinsvis er inspireret af fakta fra ovenstående links. Disse links er i sig selv og i høj grad spændende og anbefalelsesværdig læsning.
Jeg påberåber mig således ingen former for ophavsret over nærværende materiale.
Jeg takker hermed for inspiration. :-)
M. Due 2024
|
|
Pius VIII - 1829-1830 :
Pius VIII (Pio VIII) Pius VIII (20. November 1761-30 November 1830) født Francesco Saverio Castiglioni var leder af den katolske kirke fra 31 marts 1829 til sin død i 1830.
Han etablerede Vatikanets postvæsen og ikke mindst gik han stærkt ind for en forøget missionsvirksomhed.
Biografi
Han blev født i Cingoli, Marche, søn af Grev Ottavio Castiglioni og sin kone Sanzia Ghislieri. Han studerede Kanonisk ret, og i 1800 blev biskop af Montalto. Efter at han nægtede at sværge troskab til Napoleon af Frankrig (1804–14, 1815) han var taget til Frankrig, men efter nederlaget til Frankrig, han var, i 1816, skabt et kardinal-præst i Santa Maria i Traspontina. Han afholdt forskellige høj kontorer derefter, herunder Major Penitentiary. Han blev snart kardinal biskop af suburbicarian Se Frascati.
"Som en kardinal, Castiglione havde fortsatte med at bo beskedent, gjorde ingen fjender, og selv om sit eget private liv havde altid været upåklagelig, havde han vist ingen tegn på censoriousness, hvor andre var betænkelige. Han led af en meget smertefuld og bekymrende klage, har bestandig produktionsstimulanser sår på sin hals og krop, og var alt for syg og svag til at mere end underskrive dokumenter præsenteret for ham af kardinal Giuseppe Albani, der regerede de pavelige stater som autokratisk, som om han selv havde båret triple crown."
Som pave
Efter døden af Pave Leo XII (1823–29), blev Castiglioni valgt til pave i den pavelige Konklave.
Som Pave Pius VIII indledte han nogle reformer i staterne i kirken. 24 Maj 1829 udstedte han en encyklika, Traditi humilitati. Måske der angiver, at den aktuelle debat om religiøs pluralisme foregik også i hans egen tid han fordømte den "foul fiduser af sofisterne af denne alder", som lægger katolicismen på lige fod med enhver anden religion.
Med hensyn til Bibelen oversættelser, han skrev i denne rundskrivelse:
Vi skal også være på vagt over for dem, der udgiver Bibelen med nye fortolkninger i strid med kirkens love. De fordrejer dygtigt betydningen af deres egen fortolkning. De udskrive bibler på modersmålet, og absorbere en utrolig udgift, tilbyde dem gratis endda at de uuddannede. Desuden, bibler er sjældent uden perverse lille skær til at sikre, at læseren imbibes deres dødbringende gift i stedet for at gemme vandet af frelse.
På 25 marts 1830 fordømte i den korte Litteris altero, han frimurerisk hemmelige samfund og modernistiske bibelske oversættelser.
Hans korte Pontifikat så den katolske frigørelse i Det Forenede Kongerige og Julirevolutionen i Frankrig (1830). Pius VIII anerkendt Louis Philippe (1830-48) som franske konge og tillod endog ham at bruge den franske konge sædvanlige hædrende "Roi Très Chretien" ("mest kristne konge").
Pius VIII accepteret situationen på blandede ægteskaber mellem protestanter og katolikker i Tyskland, men imod ændringer i Irland og Polen.
Sundhed, døden og konspirationsteori
Pius VIII var meget dårligt helbred fra hans valg indtil sin død. Prins Don Agostino Chigi, et nutidigt af pavens og en af de pavelige adel forbundet med den pavelige domstol, registreres i sin dagbog (2. December 1830):
"Nella femte afdeling del cadavere del Pontefice che seguì ieri sera pr. quanto si terninger, furono trovate le viscere sanissime e solo si è rinvenuta qualche debolezza nel polmone, altri dicono qualche sfiancamento nel cuore; resterebbe perciò en sapersi di kvali mandlige sia morto."(Oversættelse: "under dissektion af pavens krop, som fandt sted i går aftes, så langt som de siger, kun meget sundt indre organer (indvolde) fandtes, undtagen nogle svaghed i lungerne, eller, ifølge andre, et træt hjerte; Det er derfor umuligt at kende årsagen til død. ")
Disse få ord er blevet fortolket af nogle partisanerne af en konspirationsteori som beviser at paven faktisk var blevet forgiftet. Kardinal Camillo di Pietro gav begravelse bifald for den afdøde pave, før cardinals trådte Konklave.
Pius VIII (20 November 1761 - 30 November 1830), born Francesco Saverio Castiglioni was the head of the Catholic Church from 31 March 1829 to his death in 1830.
Biography
He was born in Cingoli, Marche, the son of Count Ottavio Castiglioni and his wife Sanzia Ghislieri. He studied Canon law and, in 1800 became bishop of Montalto. After he refused to swear allegiance to Napoleon I of France (1804–14, 1815) he was taken to France, but following the defeat of France, he was, in 1816, made a Cardinal-Priest of Santa Maria in Traspontina. He held various high offices thereafter, including that of Major Penitentiary. He soon became cardinal bishop of the suburbicarian see of Frascati.
"As a Cardinal, Castiglione had continued to live modestly, made no enemies, and although his own private life had always been irreproachable, he had shown no signs of censoriousness where others were concerned. He suffered from a very painful and distressing complaint, having perpetually suppurating sores on his neck and body, and was far too ill and feeble to do more than sign the documents presented to him by Cardinal Giuseppe Albani, who ruled the Papal States as autocratically as though he had himself worn the triple crown."
As pope
After the death of Pope Leo XII (1823–29), Castiglioni was elected Pope in the papal conclave.
As Pope Pius VIII, he initiated some reforms in the States of the Church. On 24 May 1829 he issued an encyclical, Traditi humilitati. Perhaps indicating that the current debate on religious pluralism was also occurring in his own time he condemned the "foul contrivance of the sophists of this age" that would place Catholicism on par with any other religion.
Regarding Bible translations, he wrote in that encyclical:
We must also be wary of those who publish the Bible with new interpretations contrary to the Church's laws. They skillfully distort the meaning by their own interpretation. They print the Bibles in the vernacular and, absorbing an incredible expense, offer them free even to the uneducated. Furthermore, the Bibles are rarely without perverse little inserts to ensure that the reader imbibes their lethal poison instead of the saving water of salvation.
On 25 March 1830, in the brief Litteris altero, he condemned masonic secret societies and modernist biblical translations.
His brief pontificate saw the Catholic Emancipation in the United Kingdom and the July Revolution in France (1830). Pius VIII recognised Louis Philippe (1830-48) as French king and even allowed him to use the French king's customary honorific "Roi Très Chretien" ("Most Christian King").
Pius VIII accepted the situation on mixed marriages between Protestants and Catholics in Germany, but opposed changes in Ireland and Poland.
Health, death and conspiracy theory
Pius VIII was in very poor health from his election until his death. Prince Don Agostino Chigi, a contemporary of the Pope's and one of the papal nobility associated with the papal court, recorded in his diary (2 December 1830):
"Nella sezione del cadavere del Pontefice che seguì ieri sera per quanto si dice, furono trovate le viscere sanissime e solo si è rinvenuta qualche debolezza nel polmone, altri dicono qualche sfiancamento nel cuore; resterebbe perciò a sapersi di qual male sia morto."(Translation: "During the dissection of the Pope's body, which occurred yesterday evening, as far as they say, only very healthy internal organs (viscera) were found, except some weakness of the lungs, or, according to others, a tired heart; it is therefore impossible to know the cause of death.")
These few words have been interpreted by some partisans of a conspiracy theory as evidence that the Pope had indeed been poisoned. Cardinal Camillo di Pietro gave the funeral ovation for the late Pope, before the cardinals entered the conclave.
Katolske begreber:
|
Ordforklaring :
Kanon
Konklave
Pontifikat
Vatikan
Kanon:[ - ]
Kanon kommer af græsk og betyder rettesnor eller doktrin, og begrebet bruges om den officielle samling af bøger og helligskrifter inden for en given religion. Begrebet bruges først og fremmest om kristendommens kanon, dvs den officielle samling af skrifter, som er blevet optaget i Bibelen, og som anses for sande og nødvendige for Bibelens samlede helhed. Begrebet anvendes også indenfor en række andre religioner.
Kanonisk ret eller Kirkeretten er et retssystem indført af kirken.
Den katolske kirke kæmpede gennem hele middelalderen for at få godkendt, at den havde jurisdiktion over egne forhold. Det indebar oprettelsen af en særskilt dømmende magt, den kanoniske ret, der blev udviklet til et logisk og sammenhængende retssystem i løbet af det 11. århundrede.
Kirkeretten virkede i alle sager om kirkelige anliggender, herunder også moral og ægteskab. Kirkeretten stillede store krav til bevisførelsen, og førte ansvaret over på den enkelte i stedet for slægten.
De kirkelige retter blev ret meget brugt, fordi de lagde vægt på faktiske beviser i stedet for edsaflæggelse. De var også kendt for at være effektive i gældssager.
International kirkeret fik i 1234 sin officielle lovbog, Liber Extra, udstedt af pave Gregor IX (1227-41).
Den udøvende magt, iværksættelsen af straffeforanstaltninger osv. blev derimod på den verdslige magts hænder. Derfor var det kirkeretten, der pådømte sager om f.eks. præsters utugt, men det var lensherrens folk, der udførte straffen.
En del af kirkerettens bestemmelser vedrørende ægteskabelige forhold videreførtes efter reformationen i Tamperretten.
Jyske Lov var stærkt inspireret af Kirkeretten.
I vore dage findes der stadig kirkeret. Den katolske kirke har en større lovsamling, men også i Danmark er der kirkeret. Ikke som nøje afgrænsede lovtekster, men som akademisk disciplin indenfor retsvidenskaben, der beskæftiger sig med de særlige retsregler, der regulerer den danske folkekirkes interne retsforhold.
Kanonisk messe
I den gamle liturgi er Kanon centrum i Messen som offer. I flg. tridentinerkoncilets vidnesbyrd går Kanon tilbage til apostlenes tradition, og var i det væsentlige fuldendt omkring Gregor d. Store (600 e. Kr.). Den romerske kirke havde aldrig andre kanoniske bønner. Selv mysterium fidei ["troens mysterium"] i indstiftelsesordene nævnes udtrykkeligt af pave Innocent d. 3. i et brev til ærkebiskoppen af Lyon i 1202, … Dette mysterium fidei blev fjernet i den nye liturgis indstiftelsesord. Samtidig blev der givet tilladelse til andre kanoniske bønner. Den anden - som ikke nævner Messens karakter af offer - men som er den korteste - har erstattet den gamle romerske Kanon stort set overalt. Derved er dyb teologisk indsigt fra tridentinerkoncilet gået tabt.
[ - ]
Konklave:[ - ]
Konklave: (ordet kommer af "cum clave" = "med nøgle").
Konklave eller Pavevalg er forsamlingen af kardinaler, der vælger den nye pave, efter at den gamle er død eller træder af, som det var tilfældet med Pave Benedikt d. 16. Ordet konklave stammer fra latin, con'clave, og betyder: aflukkeligt værelse (helt bogstaveligt cum clave: med nøgle); specielt om den fra omverdenen afspærrede del af Vatikanpaladset, hvor pavevalget foregår; forsamlingen af kardinaler som vælger paven.
Annuntio vobis gaudium magnum! Habemus Papam! – Jeg meddeler jer en stor glæde! Vi har en pave! Sådan lyder budskabet fra protodiakonen fra balkonen over Peterspladsen i Rom, når valget er truffet. Det sker ved en højtidelig og historisk proces, der følges til punkt og prikke.
To uger efter pavens død vil kardinalerne mødes ved et højtideligt hemmeligt konklave i Det Sixtinske Kapel for at vælge apostlen Peters næste efterfølger. Konklavet må ikke afholdes senere end 20 dage efter. 14 dages-reglen er opstået for at give alle kardinalerne mulighed for at nå frem fra alle verdens hjørner. En regel, som nok mere stemmer overens med den tid, hvor kardinalerne skulle nå frem med hest og vogn end i dag, hvor de kommer flyvende til Rom.
Kardinalerne er udpeget overalt i verden og er pavens nærmeste rådgivere. Som det er i dag kan op til 120 kardinaler deltage, og de skal være under 80 år. Det blev bestemt af Pave Paul 6. i 1970. Ved sidste tælling af kardinalerne var der 119, der opfyldte kravene for at være med til at vælge.
Når kardinalerne ankommer til konklavet, hvor pavens efterfølger bliver valgt, lukkes den store bronzedør bag dem, og alle døre og vinduer bliver forseglet med bly. Tidligere skulle kardinalerne bo i spartanske værelser i selve kapellet, men i dag bliver alle indkvarteret i hotellignende værelser i Santa Martha Huset. Når kardinaler ankommer til konklavet, sværger de at holde alt, hvad der sker under afstemningen, hemmeligt. Hvis de bryder deres løfte, bliver de bortvist fra den katolske kirke.
Der gennemføres afstemning, hvor hver kardinal på en seddel skriver navnet på den kardinal, han ønsker som pave. Denne procedure gennemføres, indtil en af dem har har fået et flertal på 2/3 af stemmerne. Efter hver afstemning brændes stemmesedler, og røgen sendes gennem skorstenen. Ved tilsætning af kemikalier farves røgen sort, hvis afstemningen ikke har givet resultat og hvid, hvis afstemningen har peget på en ny pave.
Den nye pave skal formelt bekræfte, at han ønsker at påtage sig valget. Han spørges: "Accepterer De valget af egen, fri vilje?" Besvarer den valgte dette med "Accepto", er han den nye pave fra det øjeblik. Næste spørgsmål lyder: "Hvilket navn ønsker De at blive kaldt?", hvorpå han svarer med det navn, han ønsker at antage.
[ - ]
Pontifikat:[ - ]
Pontifikat, (af lat. pontificatus, afledt af pontifex), en paves regeringstid.
Pontifex, (lat., af pons 'vej, bro', gen. pontis, og -fex, af facere 'gøre'; af omstridt bet., måske 'den, der baner vej' eller 'den, der bygger bro'), i romersk religion navnet på et ledende medlem af pontifikalkollegiet, et præstekollegium bestående af rex sacrorum, de tre store flamines og tolv mindre flamines; pontifex maximus 'den største pontifex' havde som særligt embedsområde Vestakulten. Pontifikalkollegiet holdt til i Regia (egl. 'kongens hus') på Forum Romanum og havde bl.a. overopsyn med Roms statskult, lege (ludi), sakralret og varselstydning. Fra ca. 200 f.Kr. kendes tabulae pontificum 'pontifexernes tavler', en samling historiske annaler.
Fra og med Augustus blev ærestitlen pontifex maximus givet til den regerende kejser, og i løbet af 400-t. overtog paven den oprindelig hedenske titulatur, ofte forkortet pont.max. eller PM, nu i formen summus pontifex, hvis betydning tolkedes kristologisk som 'den, der slår bro mellem Jord og Himmel'.
[ - ]
Vatikan:[ - ]
Vatikanstaten er en bystat på 44,2 hektar i Rom i Italien, og er samtidig verdens mindste suveræne stat, der har bred global accept.
Vatikanstatens politik varetages af et enevældigt valgmonarki, hvor lederen af den romerskkatolske kirke er ved magten. Paven er den primære lovgivende, besluttende og udøvende magt i Vatikanstaten, der adskiller sig fra Den Hellige Stol, som er et sjældent tilfælde af ikke-arveligt monarki. Vatikanstaten er det eneste tilbageværende enevældige monarki i Europa.
Historie:
Området blev i oldtiden kaldt Ager Vaticanus. Det kan måske stamme fra det latinske vaticinium, der betyder "varsel", under henvisning til, at der lå et tempel på egnen, hvortil der var knyttet nogle profeter, vates.
Området var landligt, med vingårde. Vinen derfra stod ikke højt i kurs, og Martial skrev: "Drikker du Vatikan-vinen, drikker du gift. Kan du lide eddike, kan du også lide Vatikan-vin." Da undergrunden var rig på ler og sand, var der fremstilling af tegl og porcelæn i området.
Midt på Ager Vaticanus lå en gravplads. Døde måtte ikke begraves indenfor bymurene, så Via Cornelia, der førte gennem egnen, var kantet med gravmæler. Her blev også apostlen Peter gravlagt.
Agrippina den ældre besad nogle store haver mellem Vatikanhøjden og Tiberen, og efter hendes død begyndte sønnen Caligula at bygge et cirkus der. Det blev fuldført af Nero, som opkaldte det efter Caligula og sig selv: Circus Gaii et Neronis. Her fandt en af de første kristenforfølgelser sted, og man regner med, at det var her, apostlen Peter, der også var den første Pave, led martyrdøden.
[ - ]
1953
|
