Beskrivelse af Benedikt XV, der var Pave i år 1914-1922

Sct. Peter var den første biskop af Rom og dermed den første Pave i historien.
Der er opstået tradition for at biskoppen over Rom, er den katolske kirkes overhovede og dermed Pave for hele den katolske verden. Pavetitlen bliver dog først brugt efter år 300.
Kirken ledes af paven, der anses som Sankt Peters efterfølger. Den opfattelse stammer fra Matthæusevangeliet, hvor Jesus giver Peter nøglerne til himmeriget.
Jesus sagde følgende ord til Peter, som kan læses på indersiden af kuplen i
Peterskirken: ''Du er Peter (klippen) og på denne klippe vil jeg bygge min Kirke.
Dig vil jeg give nøglerne til himlens rige''.

Benedikt XV - 1914-1922 :

Benedikt XV (Benedetto XV), født Giacomo della Chiesa.
Benedikt 15., Giacomo della Chiesa, 21.11.1854-22.1.1922, pave fra 1914. Han blev valgt kort efter udbruddet af 1. Verdenskrig, og krigen kom til at præge hans virke som pave. Benedikt 15. søgte at holde pavestolen neutral og dermed gøre det muligt for den at afbøde krigens nød og lidelser. Han spillede en aktiv rolle som mægler, men hans forsøg på at stifte fred i august 1917 slog fejl.

Benedikt XV, Pave fra 1914, hed Giacomo della Chiesa, f. 21. November 1854 i Pegli i Ligurien af en adelig slægt. Han studerede jura og tog doktorgraden deri, inden han gik præstevejen. Som privatsekretær hos den pavelige Nuntius i Madrid, den senere Kardinal Rampolla, blev han ført ind på den diplomatiske vej, og han var trofast mod denne fremragende politiker, også da han under Pave Pius X faldt i unåde. Benedikt blev understatssekretær og Ærkebiskop i Bologna. Maj 1914 blev han Kardinal og 3. September 1914 Pave. Under verdenskrigen 1914-15 har han arbejdet for, at Italien skulle holde sig neutral, og for verdensfreden.

Benedikt XV, Della Chiesa - Genova (1914-1922)
Dette pavedømme omfattede syv væsentlige år i verdenshistorien - Den Første Verdenskrig og de umiddelbare efterkrigsårs sociale opbrud og fremkomsten af den italienske fascisme. Han blev biskop i Bologna i 1907 og kardinal i 1914 umiddelbart før valget til pave. Della Chiesa blev valgt fordi han ikke havde udtrykt stærke sympatier i konflikten, der førte til 1. verdenskrig. Hovedparten af Benedikts indsats som pave blev at appellere til de krigsførende om at bringe blodsudgydelserne til ophør. Her stod den katolske kirkes ideelle mål ofte i synlig konflikt med dens institutionelle magtinteresser. Pavestolen havde en betydelig sympati for det krigsførende Østrig-Ungarn, fordi det var den sidste tilbageværende "katolsk stormagt i Europa".
Modsat så pavestolen med ængstelse på Rusland, fordi den frygtede, at Rusland ville benytte en sejr til at skyde den russisk ortodokse kirkes Patriark frem som konkurrent på Balkan. Med Frankrig var de forudgående årtiers strid mellem kirke og stat i landet på frysepunktet, efter at Benedikts forgængere var havnet på den yderste højrereaktions side. Italien gik i 1915 ind i krigen med håbet om at Østrig kunne fravristes sine norditalienske besiddelser, så pavestolen måtte vogte sig for handlinger, der kunne udlægges som landssvigeriske.
I august 1917 udsendte Benedikt XV en fredsnote i 6 punkter, den fik ikke øjeblikkelig virkning, men alle punkter indgik næsten ordret i den "14-punkts fredsplan" præsident Wilson offentliggjorde januar 1918, og som endte med at blive det grundlag, som Tyskland søgte våbenhvile på. I større ubemærkethed havde paven ydet en stor indsats krigens mange fangne og fordrevne og brugt så store midler på humanitær hjælp, at det var ved at slå bunden ud på Vatikanets kasse.
Benedikt XV's virke betød, at der efter krigen stod en større international respekt om pavedømmet end forud og antallet af lande med diplomatiske forbindelser til Vatikanet steg fra 14 til 27. Blandt andet genoptog Vatikanet de afbrudte diplomatiske forbindelser med Frankrig, og der kom engelske repræsentanter til Vatikanet for første gang siden konflikten i det 17. årh.
Efter krigen havde kirken dog for mange egeninteresser og for stor en socialistforskrækkelse til at kunne stå som samlende kraft mod Mussolonis og fascismens magtovertagelse, der blev en kendsgerning efter Benedikts død.

---

                  Katolske begreber:

Ordforklaring :

Nuntius
Patriark
Vatikan

Nuntius:

Den pavelige Nuntius er chef for Den Hellige Stols diplomatiske repræsentation i et land eller ved en international organisation. Nuntius har rang som ambassadør og er i katolske lande oftest doyen. Han varetager normalt også forbindelserne mellem Den hellige Stol og den lokale katolske kirke. Nuntius vil oftest være en prælat med rang af biskop, ærkebiskop eller højere.

Nuntius, (m. lat. form) nuntii. (af lat. nuntius, sendebud; jf.
I. Legat; katolsk-kirk.) pavelig udsending, gesandt.

Billedet herunder: Ærkebiskop Henryk Józef Nowacki, Nuntius for de nordiske lande fra 2012.

Patriark:

En patriark er overhovedet i en romersk-katolsk eller ortodoks kirkeprovins, et patriarkat. Da embedet er personorienteret bruger man sjældent betegnelser som f.eks. patriarkatet Konstantinopel, men som regel patriarken af Konstantinopel osv.
Fem patriarkater – i Rom, Jerusalem, Alexandria, Antiokia og Konstantinopel – har rødder i oldkirken. De andre er kommet til på senere tidspunkter, enten som belønning for loyalitet mod kirken eller af religionspolitiske grunde.


Patriarken Fotios af Konstantinopel (billede herover) levede fra ca. 820 til 893. Han regnes for en af de mest lærde mænd nogensinde i den Ortodokse Kirke.
Fotios var patriark af Konstantinopel - det vil sige, at han havde samme rolle i den østromerske, ortodokse kirke, som paven har den romersk-katolske kirke.

Fire af de ortodokse patriarkater, de fire første på listen, er oldkirkelige. De andre er nyere, og er knyttet til nationalkirker i forskellige lande.

• Patriarken af Konstantinopel (Den økumeniske patriark)
  
• Patriarken af Alexandria
  
• Patriarken af Antiokia
  
• Patriarken af Jerusalem
  
• Patriarken af Moskva og hele Rusland
  
• Patriarken af hele Bulgarien
  
• Katholikos-patriarken af hele Georgien
  
• Patriarken af hele Rumænien
  
• Den serbiske patriark
  
  

Den katolske kirkes patriarkater
Et af de katolske patriarkater går direkte tilbage til oldkirken, nemlig Rom. Patriarkaterne i Alexandria, Antiokia og Jerusalem har rødder i oldkirken, men disse steder var der i lang tid kun ortodokse patriarker.
Udover de nuværende patriarkater er der også i Den katolske kirke nogle historiske patriarkater, som af forskellige grunde ikke eksisterer mere.

Nuværende katolske patriarkater

• Patriarkatet i Rom (paven er patriark)
  
• Det koptiske patriarkat i Alexandria
  
• Det græske patriarkat i Antiokia
  
• Det syriske patrirkat i Antiokia
  
• Det maronittiske patriarkat i Antiokia
  
• Det romersk-katolske patriarkat i Jerusalem
  
• Patriarkat i Babylon (Bagdad)
  
• Patriarkat i Cilicia
  
• Patriarkat i Venezia
  
• Patriarkat i Lisabon
  
  

Historiske katolske patriarkater

• Det romersk-katolske patriarkat i Konstantinopel
  
• Det romersk-katolske patriarkat i Alexandria
  
• Det romersk-katolske patriarkat i Antiokia
  
• Patriarkatet i Vest-Indien
  
• Patriarkatet i Øst-Indien
  
  

De orientalske ortodokse kirkers patriarkater

• Paven og patriarken af Alexandria (Den koptiske ortodokse kirke)
  
• Patriarken af Antiokia (Den syriske ortodokse kirke)
  
• Katholikos-patriarken af Etchmiadzin og Armenia (Den armenske ortodokse kirke)
  
• Patriarken af Cilicia of Midt-Østen (Den armenske ortodokse kirke)
  
• Patriarken af hele Etiopien (Tewahedokirken)
  
• Patriarken af hele Eritrea (Den eritreanske ortodokse kirke)
  
  

De nestorianske patriarkater
De nestorianske kirker blev løsrevet fra resten af den kristne kirke i det 5. århundrede.

• Katholikos-patriarken af Babylon (Bagdad, Den assyriske kirke i øst)
  
• Katholikos-patriarken i Jerusalem (Kirken i øst og udenlands, sæde i Nordamerika)
  
  

Et patriarkat er en kultur, hvor magten og herredømmet besiddes af (de ældste) mænd, og hvor den fædrene linie tegner slægten. Magten tilhører den myndige og ærværdige patriark. Begrebet patriark kommer af græsk "patria", der betyder slægt og -ark, der betyder leder eller anfører. Patriarken er slægtens anfører og som sådan ikke kønsbestemt, men i bibelens gamle testamente er Abraham og hans søn Isak og dennes søn Jakob patriarker.

Vatikan:

Vatikanstaten er en bystat på 44,2 hektar i Rom i Italien, og er samtidig verdens mindste suveræne stat, der har bred global accept.
Vatikanstatens politik varetages af et enevældigt valgmonarki, hvor lederen af den romerskkatolske kirke er ved magten. Paven er den primære lovgivende, besluttende og udøvende magt i Vatikanstaten, der adskiller sig fra Den Hellige Stol, som er et sjældent tilfælde af ikke-arveligt monarki. Vatikanstaten er det eneste tilbageværende enevældige monarki i Europa.
Historie:
Området blev i oldtiden kaldt Ager Vaticanus. Det kan måske stamme fra det latinske vaticinium, der betyder "varsel", under henvisning til, at der lå et tempel på egnen, hvortil der var knyttet nogle profeter, vates.
Området var landligt, med vingårde. Vinen derfra stod ikke højt i kurs, og Martial skrev: "Drikker du Vatikan-vinen, drikker du gift. Kan du lide eddike, kan du også lide Vatikan-vin." Da undergrunden var rig på ler og sand, var der fremstilling af tegl og porcelæn i området.
Midt på Ager Vaticanus lå en gravplads. Døde måtte ikke begraves indenfor bymurene, så Via Cornelia, der førte gennem egnen, var kantet med gravmæler. Her blev også apostlen Peter gravlagt.


Agrippina den ældre besad nogle store haver mellem Vatikanhøjden og Tiberen, og efter hendes død begyndte sønnen Caligula at bygge et cirkus der. Det blev fuldført af Nero, som opkaldte det efter Caligula og sig selv: Circus Gaii et Neronis. Her fandt en af de første kristenforfølgelser sted, og man regner med, at det var her, apostlen Peter, der også var den første Pave, led martyrdøden.