Beskrivelse af Peter, der var Pave i år 30/42-64

Sct. Peter var den første biskop af Rom og dermed den første Pave i historien.
Der er opstået tradition for at biskoppen over Rom, er den katolske kirkes overhovede og dermed Pave for hele den katolske verden. Pavetitlen bliver dog først brugt efter år 300.
Kirken ledes af paven, der anses som Sankt Peters efterfølger. Den opfattelse stammer fra Matthæusevangeliet, hvor Jesus giver Peter nøglerne til himmeriget.
Jesus sagde følgende ord til Peter, som kan læses på indersiden af kuplen i
Peterskirken: ''Du er Peter (klippen) og på denne klippe vil jeg bygge min Kirke.
Dig vil jeg give nøglerne til himlens rige''.





    B: 1.004.899
     LU: 10:30

Pave Peter i tal :
Nummer 1 i paverækken

Begivenhed: Dato:Varighed:
Født :   ? 1  0
Pavevalgt :   ? 30 Ca. 29 år
Papiat slutter :  ? 64 Ca. 34 år
Fratrådt/Død  alder : Ca. 63 år





Det dynamisk skiftende indhold på denne side er sammensat af bearbejdet materiale, der fortrinsvis er inspireret af fakta fra ovenstående links. Disse links er i sig selv og i høj grad spændende og anbefalelsesværdig læsning.
Jeg påberåber mig således ingen former for ophavsret over nærværende materiale.
Jeg takker hermed for inspiration. :-)
M. Due 2024























Peter - 30/42-64 :

Peter (San Pietro) Peter blev født ca. samtidig med Jesus i Betsaida i Galilæa. Peters far var Jonas og hans bror Apostlen Andreas.
Ifølge den Apokryfe overlevering blev apostlen Peter fængslet i Antiochia, men løsladt på prøve. Ved et mirakel genoplivede han en dreng, der havde været død i 14 år og omvendte derved præfekten og hele befolkningen i Antiochia til kristendommen. Derefter tager han til Rom, hvor han bliver den første pave. Peters stol, er den høje tronstol, som Peter får efter at have oplivet drengen.
Sankt Peter, levede omkring begyndelsen af vor tidsregning og døde ca. år 64 eller måske 67 efter Kristi fødsel. Han var apostel af Jesus og regnes som den første biskop i Rom.
Evangelisten Johannes fortæller, at han var broder til Andreas og oprindelig hed Simon, men af Jesus fik navnet "Kefas", der betyder "klippe", på græsk "Petros".
Mange kilder forbinder San Pietro med Rom og legenden fortæller, at han døde her under Kejser Nero's forfølgelse af de kristne.
Han forsøgte at flygte fra Rom, da forfølgelserne startede, men på sin vej ud af byen mødte han ude ved den nuværende Kirke Domine Quo Vadis? på Via Appia Antica Kristus, som var på vej ind mod Rom. Peter stoppede ham og spurgte "Domine, quo vadis?" ("Herre, hvor går du hen?") og da Kristus svarede, at han var på vej til Rom for at lade sig korsfæste for anden gang, forstod Peter, at han måtte vende tilbage til sin skæbne.
Han blev fanget og sad en tid i Det Mamertinske Fængsel og traditionen vil, at lænkerne herfra opbevares i et relikvieskrin i Kirken San Pietro in Vincoli på Colle Oppio.
Til slut blev Peter korsfæstet i Nero's Cirkus ved den obelisk, der idag står midt på Piazza San Pietro. Traditionen fortæller, at han blev begravet i en klippehule på stedet, hvorover senere Peterskirken er rejst.
Arkæologiske undersøgelser af gravpladserne under Peterskirken synes at bekræfte denne tradition.

Apostlen Peter var en af Jesu Kristi ledende apostle. Peters oprindelige navn var Simon, men blev af Jesus givet navnet "Kefas", hvilket betyder klippesten - på græsk Petros, altså Peter. Peter var fisker, ligesom sin bror Andreas, der også var apostel.
Ifølge den katolske udlægning af Bibelen blev Peter valgt som "klippen", hvorpå Jesu kirke skulle bygges (den protestantiske udlægning er, at det var Peters udtrykte tro på Jesus som messias, der udgør "klippen"), og selv ikke dødsriget skulle få magten over kirken. Peter fik dermed nøglemagten - man kan se nøglerne i Vatikanets flag. Det var det samme som en fuldmagt og dermed magten over dødsriget og himmeriget. Peter var også den første mand, der mødte den opstandne Jesus, hvilket har haft stor betydning for hans status.
At Peter skulle være forfatteren til de to breve i Det nye testamente, som går under hans navn, lader sig af flere grunde vanskeligt opretholde.
Ifølge traditionen led Peter martyrdøden omkring år 64 e.Kr. samtidig med Paulus. Dette skete som følge af den romerske kejser Neros forfølgelser af de kristne. Ifølge historiske optegnelser havde Nero selv været skyld i branden i Rom, men brugte det som en undskyldning for at udrydde kristne, hvis umoral i forvejen gav dem et dårligt omdømme. Efter branden blev alle kristne i Rom dømt, og deres henrettelser fik præg af en grotesk farce. De kunne vælge mellem at blive indsyet i skind af ville dyr og sønderbidt af hunde, eller de kunne blive korsfæstet, gjort til levende fakler og brugt som oplysning om aftenen.
Peter blev efter eget ønske korsfæstet med hovedet nedad i de kejserlige haver på Vatikanhøjen, senere blev han begravet på en eksisterende kirkegård. Man kunne se hans korsfæstelse afbildet på et relief, der pryder Filaretes 1400-tals-bronzedør til Peterskirken.
Ifølge den romersk-katolske kirke var Peter den første biskop af Rom og dermed den første pave. Det blev set, at paven var Peters efterfølger, og nøglemagten blev overgivet til paven. Dermed blev paven bindeleddet mellem Gud og menneskene.

Sct. Peter. Apostlenes leder. Død i Rom ca. 64. Festdag 29. juni med apostlen Paulus. Han var fisker på Galilæas sø, var gift og havde en bror, Andreas, med hvem han blev kaldet til at følge Kristus og blive "menneskefisker". Egentlig hed han Simon; men Jesus gav ham den aramæiske benævnelse Kefas (Joh 1,42), der betyder "klippe", og ordets græske form bliver til Peter, det navn, som vi kender ham under. Navnet blev forklaret, da Herren, som svar på Simons bekendelse "Du er Kristus, den levende Guds Søn", sagde: "Du er Peter, og på denne klippe vil jeg bygge min Kirke". Kristus overgav ham "Himmerigets nøgler" og magten til at "binde og løse", der senere blev udvidet til de andre apostle (Matt 16,16-19 og 18,18). Ny Testamente giver fyldig dokumentation for Peters unikke stilling blandt apostlene, gør det også klart, at han tidligere har misforstået Kristi messianske kald, og viser hans varme, impulsive karakter. Få minutter efter at have svoret over for sin Mester: "Om jeg så skulle dø med dig, vil jeg dog ikke fornægte dig", fornægtede han faktisk ethvert kendskab til ham tre gange over for den jødiske ypperstepræsts tjenere (Matt 26; 35,69-75). Men efter opstandelsen var Peter den første af apostlene, som Jesus viste sig for. Og den opstandne Herre bad ham nu som konsekvens af fornægtelsen bekræfte sin kærlighed tre gange; derefter gentog Jesus Peters ansvar og opgave: "Vogt mine lam! Vogt mine får!" (Joh 21,15-19).
Skt. Peter gjorde dette tappert og trofast, som det kan ses af Apostlenes Gerninger. Han var leder af det kristne fællesskab. Han bestemte, at den plads blandt apostlene, som Judas Iskariot havde efterladt tom, skulle udfyldes. Han talte til folkeskaren pinsedag. Han gjorde mirakler i Kristi navn - bare skyggen af ham var helbredende (ApG 5,15). Han udtalte dommen over Ananias og Saffira. To gange afslog han at blive bragt til tavshed af det jødiske råd. Han tillod, at den første hedning, Cornelius, blev døbt. Han blev fængslet af Herodes Agrippa og undslap kun ved guddommelig indgriben. Han foretog missionsrejser og aflagde pastorale besøg i Samaria, Antiochia (efter traditionen var han byens første biskop) og andre steder. I Antiochia blev han irettesat af Paulus, fordi han tøvede med at spise sammen med hedningekristne (Gal 2,11-21); senere hen talte Peter stærkt imod at pålægge de hedningekristne pligten til at lade sig omskære: også til dem, sagde han, er Helligånden givet og deres hjerter er renset ved troen (ApG 15,7-11).
Den meget gamle tradition, der ikke udtrykkeligt omtales i Ny Testamente, at apostlen Peter til sidst kom til Rom og blev henrettet dér, er ofte blevet draget i tvivl, men moderne videnskabsmænds forskning har bekræftet traditionen. At han led martyrdøden under Nero er hævet over enhver tvivl. Det siges, at han blev korsfæstet med hovedet nedad efter sin egen anmodning, men dette er meget usikkert. Traditionen udpeger ligeledes et sted under Peterskirkens alter som hans grav. Resultaterne af nyere udgravninger dér bekræfter det.
Der synes ikke at være nogen rimelig grund til at betvivle Skt. Peters forfatterskab til det første nytestamentlige brev, der bærer hans navn, men det andet brev er der blevet sat spørgsmålstegn ved af nogle forskere. Der er almindelig enighed om, at Markus-evangeliet gengiver Peters forkyndelse. Andre tidlige værker, der angiver Skt. Peter som deres forfatter, eller at de er skrevet om ham, er Apokryfe. Et af dem, "Peters Gerninger", er kilden til beretningen om, at Peter på flugt for forfølgelsen i Rom mødte Kristus på vejen og spurgte ham: "Herre, hvor går du hen?" ("Quo vadis, Domine?"). Kristus svarede: "Hen for at lade mig korsfæste igen" - hvorpå vendte Peter tilbage for at lide martyrdøden. Skt. Peter har i kunsten symbolet to nøgler overkors.

S. Peter - Galilea (30-67)
Den kirkelige tradition fastslår at apostlen Peter var den første biskop i Rom. På Peter og hans efterfølgere tillempede man Matthæusevangeliets kap.16 vers 18 med de kendte Jesu ord:"Og jeg siger dig, at du er Peter, og på den klippe vil jeg bygge min kirke, og dødsrigets porte skal ikke få magt over den. Jeg vil give dig nøglerne til Himmeriget, og hvad du binder på jorden, det skal være bundet i himlene; og hvad du løser på jorden, det skal være løst i himlene."
Efter Roms brand i 64 iværksatte Kejser Nero de første store forfølgelser af den romerske menighed. Efter et ophold i Det marmertinske Fængsel og en fulgt ud at Via Appia, vendte Peter tilbage til Rom, hvor han led martyrdøden ved korsfæstelse med hoved nedad, dette sket i Nero's Cirkus tæt på den nuværende Peterskirke.



                  Katolske begreber:

Afladshandel

Antiochia

Apokryf

Ariani

Arianisme

Arvesynd

Avignon

Basilika

Breviar

Bulle

Camerlengo

Cistercienser

Davids Slægt

Decius

Diokletian

Dominikaner

Donatisme

Døbefont

Dødssynder

Ecclesiast

Exarch

Franciskaner

Galilei

Glas

Gnostiker

Goddag mand økseskaft

Gudsbevis

Hegesippus

Helvede

Herrens år

Ikonoklasme

Inkvisition

Interregnum

Investitur

Irenæus

Janseni

Kanon

Katakomber

Kirkebøger

Kloster

Koncil

Konklave

Korstog

Lateran

Liber Pontificalis

Longobard

Luther

Lydkonge

Malakias

Malakiasrækken

Markion

Matematik

Modpave

Monarkianisme

Monofysitisme

Monoteletisme

Monstrans

Montanisme

Muhammed

Novatian

Nuntius

Oligark

Origenes

Pallium

Paternoster

Patriark

Pavenumre

Paverækken

Pavinde

Pelagianisme

Pontifikat

Påskestriden

Ramaskrig

Ravenna

Sakramente

Sanktus

Saracen

Schweizergarden

Sede Vacante

Simoni

Skisma

Syndefald

Synode

Tiara

Transsubstantiation

Vatikan

Vox-In-Rama

Økumenisk


Ordforklaring :

Antiochia
Apokryf
Vatikan

Antiochia:

[ - ]
Antiochia, tredjestørste by i Nærorienten i hellenistisk tid (efter Alexandria og Seleukeia ved Tigris), nuværende Antakya i Tyrkiet. Grundlagt år 300 f.Kr. af Seleukos 1. og opkaldt efter hans far Antiochos. Byen lå 20 km inde i landet ved Orontesflodens bred og Silpiosbjergets fod. Seleukeia Pieria, grundlagt 310 ved Orontesflodens udløb i Middelhavet, reduceredes snart til Antiochias havneby, og ca. 280 blev Seleukiderigets hovedstad flyttet fra Seleukeia til Antiochia. Da Pompejus i 64 f.Kr. erobrede byen, gjorde han den til hovedstad i den nydannede romerske provins Syria.



Blandt de oprindelige kolonister dominerede et kontingent af makedonere og athenere, som Seleukos havde overført fra nabobyen Antigoneia, men tilflyttere fra alle de omliggende provinser gjorde snart Antiochia til et kosmopolitisk bysamfund med bl.a. en stor jødisk befolkningsgruppe. Byen var knudepunktet for karavanevejen fra Det Røde Hav i syd og fra Mesopotamien og Persien i øst, og den store velstand skyldtes fortrinsvis handel.

Skæbnegudinden Tyche er Antiochias beskytter. Hun står på Orontesfloden, personificeret som en gud, og har bykronen på sit hoved. Statuen er tilskrevet billedhuggeren Eutychides kort efter Antiochias grundlæggelse i 300 f.Kr.



Antiochia spillede allerede i urkristen tid en afgørende rolle for både kristendommens og kirkens historie. I Antiochia opstod — måske allerede i begyndelsen af 30'erne — den første kristne menighed uden for Palæstina, og her blev betegnelsen "de kristne" første gang anvendt for at adskille fra jøder og andre (Ap.G. 11,26). Menigheden i Antiochia indledte en missionsvirksomhed blandt hedninge, hvilket gav anledning til voldsomme diskussioner med de jøder, der var blevet kristne. Paulus besøgte flere gange den kristne menighed, og byen var udgangspunkt for hans tredje missionsrejse. Antiochia blev et hovedsæde for hellenistisk jødekristendom, og i begyndelsen af 200-t. var Antiochia sammen med Alexandria det førende center i den østlige kirke. Fra 300-t. var byen sæde for en af Østkirkens fire patriarker.

Antiochia blev erobret adskillige gange af perserne, og i 637 blev byen en del af det arabiske kalifat. Den blev i 969 tilbageerobret af kejser Nikeforos 2. Fokas og stod herefter under Det Byzantinske Rige indtil korsfarertiden.

[ - ]

Apokryf:

[ - ]
Apokryf stammer fra det græske ”apokryfos”.
Apokryf betyder ”hemmelig” eller ”skjult”.
Det er skrifter, der tilhører samme litteraturkreds som bibelskrifterne, men som ikke anses for ægte eller fuldt gyldige.
Apokryfisk er betegnelsen på de skrifter, der er blevet fjernet fra Det Gamle og Det Nye Testamente som ”uheldige” eller i hvert fald ligegyldige i teologisk henseende.
Nogle apokryfe bøger har dog fået deres plads selv i nyere bibeludgaver, selv om de ikke sidestilles med de kanoniske skrifter – dvs. de hellige bøger, der anvendes under gudstjenesten - mens andre og størsteparten er forsvundet ud af Bibelen.
Betegnelsen bruges især om de 10-15 skrifter der indgår som tillæg til Det Gamle Testamente i den romerskkatolske bibel (Vulgata), men ikke er optaget i jødisk og luthersk kanon

[ - ]

Vatikan:

[ - ]
Vatikanstaten er en bystat på 44,2 hektar i Rom i Italien, og er samtidig verdens mindste suveræne stat, der har bred global accept.
Vatikanstatens politik varetages af et enevældigt valgmonarki, hvor lederen af den romerskkatolske kirke er ved magten. Paven er den primære lovgivende, besluttende og udøvende magt i Vatikanstaten, der adskiller sig fra Den Hellige Stol, som er et sjældent tilfælde af ikke-arveligt monarki. Vatikanstaten er det eneste tilbageværende enevældige monarki i Europa.
Historie:
Området blev i oldtiden kaldt Ager Vaticanus. Det kan måske stamme fra det latinske vaticinium, der betyder "varsel", under henvisning til, at der lå et tempel på egnen, hvortil der var knyttet nogle profeter, vates.
Området var landligt, med vingårde. Vinen derfra stod ikke højt i kurs, og Martial skrev: "Drikker du Vatikan-vinen, drikker du gift. Kan du lide eddike, kan du også lide Vatikan-vin." Da undergrunden var rig på ler og sand, var der fremstilling af tegl og porcelæn i området.
Midt på Ager Vaticanus lå en gravplads. Døde måtte ikke begraves indenfor bymurene, så Via Cornelia, der førte gennem egnen, var kantet med gravmæler. Her blev også apostlen Peter gravlagt.


Agrippina den ældre besad nogle store haver mellem Vatikanhøjden og Tiberen, og efter hendes død begyndte sønnen Caligula at bygge et cirkus der. Det blev fuldført af Nero, som opkaldte det efter Caligula og sig selv: Circus Gaii et Neronis. Her fandt en af de første kristenforfølgelser sted, og man regner med, at det var her, apostlen Peter, der også var den første Pave, led martyrdøden.

[ - ]


1030
Pt:121