Beskrivelse af Sylvester I, der var Pave i år 314-335

Sct. Peter var den første biskop af Rom og dermed den første Pave i historien.
Der er opstået tradition for at biskoppen over Rom, er den katolske kirkes overhovede og dermed Pave for hele den katolske verden. Pavetitlen bliver dog først brugt efter år 300.
Kirken ledes af paven, der anses som Sankt Peters efterfølger. Den opfattelse stammer fra Matthæusevangeliet, hvor Jesus giver Peter nøglerne til himmeriget.
Jesus sagde følgende ord til Peter, som kan læses på indersiden af kuplen i
Peterskirken: "Du er Peter (klippen) og på denne klippe vil jeg bygge min Kirke.
Dig vil jeg give nøglerne til himlens rige."

Sylvester I - 314-335 :

Sylvester I (San Silvestro I) Pave Sylvester I / San Silvestro
Sylvester I var pave fra 314 til 335, fra Rom, var pave fra 31/01 314 til december 335. han efterfulgte Pave Melchiades (S.Milziade, 310-314) og efterfulgtes selv af Pave Marcus (336).
Sylvester/Silvestro var romer og blev valgt til biskop i Rom d. 31.1.314. Han var ikke nogen stor personlighed og hans virke i de 21 år, hans pavedømme varede, er noget blegt aftegnet mod Kejser Constantin den Store's vældige visioner, energi og handlekraft, som i mange sager fik ham til at overtage styringen af Kirken og agere som dens overhoved.
Men Kejser Constantin anerkendte Sylvester som Roms biskop og som sådan stående over alle de øvrige bisper, på denne måde blev Sylvester faktisk den første rigtige Pave, anerkendt af Staten.
Egentlig ved man ikke så meget om Sylvester's handlinger som overhoved for Kirken, da det for det meste var Kejser Constantin som behandlede de problemer og stridigheder, som tiden var fuld af, men nogle af hans handlinger i Rom kender vi til.
Ved hjælp af Kejserens talrige gaver til Kirken opførtes under Sylvester I kirkerne San Giovanni in Laterano, som blev sæde for Roms biskop fra Sylvester til Benedikt XI (1303-1304), San Pietro in Vaticano ovenpå et eksisterende Apollo-Tempel, San Paolo fuori le Mura, Santa Croce in Gerusalemme, protegeret af Constantins moder Helena, og forløberen til San Martino ai Monti, som på Sylvesters anmodning opstod på det oldkristne bedehus Titulus Aequitii på Colle Oppio.
Den 31.12.335 døde Pave Sylvester I og efter hans helgenkåring under Pave Symmachus (498-514) fejres han på denne dag. Han blev begravet på Priscilla's Begravelsesplads i den kirke, som han havde ladet bygge for martyrerne Filippo og Felice. Senere lod Pave Paul I (757-767) hans relikvier flytte til Kirken San Silvestro in Capite.
Eftertiden har kompenseret for hans lidt blege minde ved at give ham æren for Kejser Constantin's omvendelse til Kristendommen, som det kan ses afbilledet i Oratorio di San Silvestro in Kirken Santi Quattro Coronati på Monte Celio. Legenden har dog ikke hold i virkeligheden.

Silvestro I - Rom (314-335). Han var pave i næsten 22 år af kejser Konstantins regeringstid (306-337)en periode, hvor Kirken udviklede sig dramatisk, men han synes ikke at have spillet nogen betydningsfuld rolle i de store begivenheder, der fandt sted. Han deltog ikke i det første Koncil i Arles (314), hvor 50 vestlige biskopper fordømte "Donatismen" og han var heller ikke tilstede på det første økumeniske Koncil i Nikæa 325, hvor der deltog 300 biskopper for at løse det arianske spørgsmål. På mødet blev det fastslået, at Jesus som Kristus, Guds søn, var af samme væsen som Gud selv. Dette i modsætning til Arianismen, en trosretning opkaldt efter præsten Arios, ifølge denne var Jesus som Kristus, Guds søn af et andet væsen end Gud selv, sønnen var underordnet faderen. På kirkemødet vedtog man også den nikæanske trosbekendelse vendt mod arianerne. Han fik indført søndagen som helligdag til erindring om genopstandelsen.
Selv om Silvestro ikke var kejserens fortrolige, hvde han den tilfredsstillelse at se at Kirken blev rigere og forskønnet gennem Konstantins fyrstelige gavmildhed. I hans tid blev S. Pietro, S. Paolo, S. Giovanni in Laterano og S. Croce in Gerusalemme grundlagt.
Senere generationer fandt det usandsynligt, at paven skulle have spillet en så ubetydelig rolle i forhold til den første kristne kejser, så i anden halvdel af 400-tallet blev der spredt en romantisk version af Silvestros liv, med en række historier om at han omvendte Konstantin, helbredte ham for pest og medvirket til hans dåb.
Pave Sylvester I efterfulgtes af Pave Marcus (år 336).

Pave Sylvester I (død 31. December 335), hvis navn er også stavet "Silvester", var leder af den katolske kirke fra 31 januar 314 til sin død i 335. Han efterfulgte pave Miltiades. Han fyldte Rom-se på en vigtig epoke i historien om den katolske kirke, men meget lidt er kendt om ham. Regnskaberne for hans pavedømmet bevaret i Liber Pontificalis (syvende eller ottende århundrede) indeholder lidt mere end en optegnelse over de gaver, siges at have været tillagt kirken af Konstantin I, men det siger, at han var søn af en romersk navngivne Rufinus.
Under hans Pontifikat blev bygget de store kirker blev grundlagt i Rom af Konstantin, fx Basilikaen St. John Lateran, Santa Croce i Gerusalemme, St. Peters Basilika, og flere cemeterial kirker over gravene af martyrer.
Sylvester deltog ikke selv i det første Koncil i Nikæa i 325, men han var repræsenteret ved to legater, Vitus og Vincentius, og han vedtog Rådets beslutning.
En del af Symmachean falsknerier, Vita beati Silvestri (c. 501–508), som er blevet bevaret i græsk og syrisk (og i Latin i Constitutum Silvestri), er en Apokryf konto af en påstået romerske råd, herunder legender af sylvesters tæt forhold til den første kristne kejser. Disse vises også i Donation Constantine.

Legacy
Længe efter hans død, var tallet af Sylvester broderet på i en fiktiv hensyn til hans forhold til Konstantin, som med succes syntes at støtte senere Gelasian doktrinen om pavelig overhøjhed, pavelige auctoritas ("autoriteten") vejledende imperial potestas ("strøm"), den doktrin, der er indeholdt i den falske "Donation af Konstantin" af det ottende århundrede. I fiktionen, hvoraf en tidlig version er repræsenteret i de tidlige sjette århundredes "Symmachean falsknerier" stammer fra curia af pave Symmachus (døde 514), kejser Constantine blev helbredt for spedalskhed i kraft af dåbs vandet administreres af Sylvester.
Kejser, fejt taknemmelig, ikke kun bekræftede biskoppen af Rom som primat først og fremmest andre biskopper, han fratrådte sin kejserlige insignia og gik før sylvesters hest holding pavens tøjlen som den pavelige nette. Generøse paven, til gengæld tilbudt kronen af hans egen gode vilje at Konstantin, der opgav Rom til paven og opslog sin residens i Konstantinopel. "Doktrin bag denne charmerende historie er en radikal," Norman F. Cantor bemærker: "paven er øverste over alle herskere, selv den romerske kejser, der skylder sin krone til paven og derfor kan være afsat af pavelige dekret". Sådan en nyttig legenden fik hurtigt stor udbredelse; Gregor af Tours henvises til denne politiske legende i sin historie af frankerne, skrevet i 580s.
Pave Sylvester II, selv en tæt knytte Otto III, hellige romerske kejser, valgte navnet Sylvester i efterligning af Sylvester I.
I vest er Sankt Sylvesters liturgiske fest den 31 December, dagen for hans begravelse i Catacomb Priscilla. Dette er den sidste dag i året, og derfor i tysktalende lande og i nogle andre tæt på dem, New Year's Eve er kendt som Silvester. I andre lande også, dag er normalt omtales som Sankt Sylvester dag eller fest af Sankt Sylvester. I São Paulo, Brasilien forekommer langdistance løb hændelsen kaldet Sankt Silvester Road Race hvert år den 31.

Legender
Pave Sylvester I er portrætteret i færd med, at dræbe en drage og genoplive dens ofre. Donation Constantine er et dokument, der er fabrikeret i anden halvdel af det ottende århundrede, påstås at være en post af kejseren selv af hans omvendelse, profession af sin nye tro, og de privilegier, han er tillagt pave Sylvester I, sine præster og deres efterfølgere. Efter det, var pave Sylvester endda tilbudt den imperial crown, der, men han afviste.
"Lu Diddes Papa Silvestru", en historie i Giuseppe Pitrè samling af sicilianske fabler, fortæller legenden som følger: Constantine kongen ønsker at tage en anden kone, og spørger Sylvester. Sylvester nægter ham tilladelse, ringer på himlen som vidne; Constantine truer ham og Sylvester i stedet give i, flygter ind i skoven. Ikke længe efter Constantine bliver syg; Når han er desperat for nogensinde at genvinde sit helbred ser han en drøm, som befaler ham at sende for Sylvester. Han adlyder, og Sylvester modtager hans posse i sin hule og hurtigt Døber dem, hvorefter (efter at have vist dem flere mirakler) de føre ham tilbage til Konstantin, som han Døber også. I denne historie er Constantine og hans posse ikke hedninge men jøder.
En anden legende har Sylvester dræber en dragon. Han er ofte afbildet med det døende udyr.

---

                  Katolske begreber:

Ordforklaring :

Apokryf:

Ariani:

Arianismen er opkaldt efter præsten Arius (256 – 336), født i Alexandria, Egypten.
Hans tilhængere kaldtes arianere. Arianerne hævdede at Sønnen var skabt af Faderen, og derfor ikke lige med Faderen, ikke evig, og ikke guddommelig af væsen. Arianismen blev fordømt af det økumeniske koncil i Nikæa (325), men det varede længe før den forsvandt. En central modspiller i kampen mod arianismen var den alexandrinske biskop, Athanasius, der fastholdt, at sønnen, Kristus, var en del af Guds væsen og dermed ikke skabt.


Den 27. november 326 blev Arius indkaldt til Konstantinopel, hvorfra lejesoldater spredte arianismen ud i Europa, til den katolske kirkes vrede, fordi det ansås for et ødelæggende kætteri at nogen benægtede Jesu Kristi guddom. Blandt mange af de germanske folkeslag, bl.a. goterne i Spanien og vandalerne i Nordafrika og longobarderne i Italien levede arianismen videre i adskillige århundreder, dog også af magtpolitiske årsager.

Basilika:

Ordet basilika kommer af græsk basilike (stoa) 'kongelig (søjlehal)', af basileus 'konge'.
Basilika, bygning, der består af et hovedrum, hovedskib eller midterskib, flankeret af to eller fire sideskibe; hovedskibet er højere og bredere end sideskibene og kan have en udbygning, apsis, i den ene eller i begge ender.
Hovedskib og sideskibe er skilt fra hinanden ved kolonnader eller buer; over disse kan der være et galleri (klerestorium) og vinduer. Oprindelig havde basilikaen fladt loft eller åben tagstol. Basilikaen kan have en bred indgangshal, narthex, og en åben forgård, atrium.
Bygningstypen stammer fra det østlige Middelhav. Den var meget anvendt i antikkens Romerrige og er beskrevet af den romerske arkitekturteoretiker Vitruvius.


Der hersker tvivl om, hvorledes den kristne basilika er opstået. Den mest udbredte teori er, at den kristne basilika er udviklet af antikkens offentlige og private basilika. Det er også vanskeligt at præcisere, hvornår den kristne basilika opstod, da bygning af offentlige kirker var umulig under forfølgelserne af de kristne.
De kirkebygninger, der blev opført i Rom og i Mellemøsten i Konstantin den Stores tid i 300-t. e.Kr., står derfor som de første eksempler på den kristne anvendelse af basilikatypen.


Blandt de mest berømte er Laterankirken, Santa Maria Maggiore, den første Peterskirke og Santa Sabina, alle i Rom.

Donatisme:

Donatismen var en oldkristen retning, der opstod i begyndelsen af det 4. århundrede i Nordafrika. Denne kristne kirkeretning blev opkaldt efter sin grundlægger Donatus Magnus, der fungerede som biskop i Karthago og var denne kirkes leder fra omkring 315 til 355 e.v.t. Den opstod som følge af kristenforfølgelserne under kejser Diocletian (284-305 e.v.t.), hvorefter der opstod uenighed blandt kristne om, hvorvidt de præster, som havde samarbejdet med de romerske myndigheder, kunne genoptages i kirken. Donatisterne var af den opfattelse, at de var urene og ikke kunne genoptages i kirken. Dette førte til, at de blev erklæret for kættere af hovedkirken. Donatismens udbredelse begrænsede sig til Nordafrika, hvor den florerede indtil begyndelsen af det 5. århundrede.


Donatus Magnus

Donatus Magnus var biskop af Arezzo i Toscana. Donatus, der havde mistet sine forældre under kejser Julians kristenforfølgelser, søgte tilflugt i Arezzo, hvor han endte med at blive valgt som biskop i år 315. Da en munk engang tabte den hellige kalk så den gik i stykker, fik Donatus ved bønner kalken til at vokse sammen igen. Dette mirakel fik samtidig 79 grumme hedninge til at omvende sig. Han og en trosfælle blev fængslet og henrettet ved halshugning i år 380, fordi de under en af de anti-kristne forfølgelseskampagner havde bebrejdet den lokale præfekt, at han havde forladt den kristne tro. Hans tilhængere, Donatisterne var en fanatisk Sekt, stiftet i Nordafrika i det 4. Årh. De bekæmpede den katolske Kirke gennem flere Århundreder, som uren og verdslig. Donatus døde ca. 380.


Donatus Magnus halshugges

Koncil:

Et Koncil er et kirkemøde for hele eller dele af Den Katolske Kirke. Ordet kommer fra latin "concilium"=Rådsforsamling. Man taler om 4 forskellige typer af konciler: "Concilio Diocesano" eller "Sinodo" indkaldes af Biskoppen, "Concilio Provinciale" indkaldes af Metropolitten (Ærkebispen), "Concilio Nazionale" indkaldes af Patriarken eller Overhovedet for Kirken i det enkelte land.



Endelig er der "Concilio Ecumenico", som indkaldes af Paven og gælder for alle dele af Den Katolske Kirke.

Et Økumenisk Koncil foregår i 3 bestemte faser: Indkaldelsen af de nærmere bestemte grupper gejstlige som skal deltage. Afholdelsen sker under Pavens præsidium eller under en af hans legater. Paven bestemmer de emner, der skal debatteres og om evt. andre forslag skal tages med ind til diskussion. Paven har ret til at opløse Koncilet, eller til at stoppe det eller overflytte det til et andet sted. Den sidste fase er Pavens godkendelse af Koncilets konklusioner.

Koncilier - Romerkirkens generalforsamlinger

Lateran:

Laterankirken (Arcibasilica di San Giovanni in Laterano) er bispedømmet Roms domkirke og dermed pavens sæde, en del af Vatikanstaten og den katolske kirkes fornemste domkirke. Det har historiske årsager. Frem til pavernes ophold i Avignon (fra 1309) var Lateranpaladset lige ved kirken det pavelige palads. Først efter tilbagekomsten fra Avignon blev Vatikanet pavens opholdssted, og selv om Peterskirken er den største, er den ikke en domkirke.

Laterankirken kaldes ofte Alle kirkers mor, og på facaden står indskriften SACROSANCTA LATERANENSIS ECCLESIA OMNIUM URBIS ET ORBIS ECCLESIARUM MATER ET CAPUT (latin for: Den allermest hellige Laterankirke, for hele byen og verden moder- og hovedkirke). Kirken er viet til Jesus Kristus, Johannes Døberen og Evangelisten Johannes.

Kirken er en af de fire patriarkalbasilikaer (de fire største kirker i Rom: Peterskirken, Laterankirken, Santa Maria Maggiore og Sct. Paul uden for murene). I lighed med de andre har den en hellig port, som åbnes, når det hvert 25. år er jubelår. Pilgrimme, der går gennem porten efter at have skriftet deres synder, får fuld aflad.

Den første domkirke blev rejst under kejser Konstantin. Den blev ødelagt af vandalerne, og en ny blev rejst af pave Leo 1. ca. 460. Pave Sergius 3. (904–911) byggede den helt om, efter at et jordskælv havde forårsaget store skader. I 1308 blev den fuldstændig ødelagt af en brand, og flere efterfølgende paver stod for genopbygningen. Under arbejdet blev den igen totalskadet af brand i 1360. Nutidens basilika er med undtagelse af nogle mindre arbejder i det 19. århundrede resultatet af Francesco Borrominis arbejde før jubelåret 1650.

Apostlene Peters og Paulus' hoveder skal være bevaret i relikvarier i baldakinen over højalteret. I selve alteret er dele af en bordplade fra antikken indfældet. Den skal komme fra senator Pudens' hus, og Peter skal have fejret nadveren ved det.

Liber Pontificalis:

Liber Pontificalis: eller Pavernes Bog er en af de væsentlige kilder vedrørende den tidlige middelalders historie, men den er også genstand for stor skepsis i den henseende.


På det umiddelbare plan er bogen en samling kortfattede biografiske registreringer af de første paver op til slutningen af det 10. århundrede nævnt i kronologisk rækkefølge. Hver af registreringerne består af pavens regeringstid i antal år (og herudfra kan årstallene udledes), deres fødselssted og forældre, de samtidige kejsere, indsats med hensyn til byggeri (specielt vedrørende romerske kirker), udnævnelser, vigtigste erklæringer, begravelsessted og tiden indtil næste pave var valgt og indviet. Imidlertid vanskeliggør måden, den blev til på, at man kan fæste ordentlig lid til bogen som historisk dokumentation.
Liber Pontificalis er skrevet af underordnede embedsmænd ved paveretten, og der er fundet eksempler på forvanskninger, udeladelser og forfalskninger. Registreringerne for de første tre århundreder er derfor nok først og fremmest interessante for historikere som eksempler på, hvad man i det 5. århundrede vidste om den tidligste katolske kirke. Fra det 4. århundrede og frem er skribenterne på mere sikker grund, selv om der stadig kan findes fejl og mangler. Granskning af teksten lader formode, at der fandtes to tidlige versioner fra før belejringen af Rom i 546, men herefter er der tale om et enkelt eksemplar. Fra begyndelsen af det 7. århundrede (omkring tiden for Pave Honorius 1.'s indsættelse) og frem indtil indsættelsen af Pave Adrian 2. er registreringerne skrevet i samtiden kort efter hver paves død og dermed rimeligt præcise, når man ser bort fra de enkelte skribenters holdninger.
Fortsættelser af Liber Pontificalis blev senere lavet og fører beretningerne om paverne videre fra omkring 1100 til midten af det 15. århundrede, men kvaliteten heraf er meget varierende.
De mange skribenters arbejde over lang tid komplicerede arbejdet med at lave udgaver af værket til videnskabelige formål. Mod slutningen af det 19. århundrede gjorde Louis Duchesne og Thodor Mommsen begge forsøget, men Mommsens udgave er dog ikke komplet. I det 20. århundrede er der udkommet oversatte og kommenterede udgaver, hvor vægten af kommentarerne har gået på den historiske troværdighed af beskrivelserne.

Pontifikat:

Pontifikat, (af lat. pontificatus, afledt af pontifex), en paves regeringstid.

Pontifex, (lat., af pons 'vej, bro', gen. pontis, og -fex, af facere 'gøre'; af omstridt bet., måske 'den, der baner vej' eller 'den, der bygger bro'), i romersk religion navnet på et ledende medlem af pontifikalkollegiet, et præstekollegium bestående af rex sacrorum, de tre store flamines og tolv mindre flamines; pontifex maximus 'den største pontifex' havde som særligt embedsområde Vestakulten. Pontifikalkollegiet holdt til i Regia (egl. 'kongens hus') på Forum Romanum og havde bl.a. overopsyn med Roms statskult, lege (ludi), sakralret og varselstydning. Fra ca. 200 f.Kr. kendes tabulae pontificum 'pontifexernes tavler', en samling historiske annaler.

Fra og med Augustus blev ærestitlen pontifex maximus givet til den regerende kejser, og i løbet af 400-t. overtog paven den oprindelig hedenske titulatur, ofte forkortet pont.max. eller PM, nu i formen summus pontifex, hvis betydning tolkedes kristologisk som 'den, der slår bro mellem Jord og Himmel'.