Beskrivelse af Zosimus, der var Pave i år 417-418
Sct. Peter var den første biskop af Rom og dermed den første Pave i historien.
| ![]() LU: 03:34 |
|
![]() ![]() ![]() ![]() ![]() |
Zosimus - 417-418 :
Zosimus (San Zosimo) |
Ordforklaring :BasilikaEcclesiast Kanon Koncil Liber Pontificalis Pelagianisme Pontifikat Synode Basilika:[ - ]Ordet basilika kommer af græsk basilike (stoa) 'kongelig (søjlehal)', af basileus 'konge'. Basilika, bygning, der består af et hovedrum, hovedskib eller midterskib, flankeret af to eller fire sideskibe; hovedskibet er højere og bredere end sideskibene og kan have en udbygning, apsis, i den ene eller i begge ender. Hovedskib og sideskibe er skilt fra hinanden ved kolonnader eller buer; over disse kan der være et galleri (klerestorium) og vinduer. Oprindelig havde basilikaen fladt loft eller åben tagstol. Basilikaen kan have en bred indgangshal, narthex, og en åben forgård, atrium. Bygningstypen stammer fra det østlige Middelhav. Den var meget anvendt i antikkens Romerrige og er beskrevet af den romerske arkitekturteoretiker Vitruvius. ![]() Der hersker tvivl om, hvorledes den kristne basilika er opstået. Den mest udbredte teori er, at den kristne basilika er udviklet af antikkens offentlige og private basilika. Det er også vanskeligt at præcisere, hvornår den kristne basilika opstod, da bygning af offentlige kirker var umulig under forfølgelserne af de kristne. De kirkebygninger, der blev opført i Rom og i Mellemøsten i Konstantin den Stores tid i 300-t. e.Kr., står derfor som de første eksempler på den kristne anvendelse af basilikatypen. ![]() Blandt de mest berømte er Laterankirken, Santa Maria Maggiore, den første Peterskirke og Santa Sabina, alle i Rom. [ - ] Ecclesiast:[ - ]Lignende ord i ordbogen: Ecclesiastes - Prædikerens Bog Ecclesiastical - Kirkelig Ecclesiastical council - Koncil Minister for - - - Ecclesiastical Affairs - Kirkeminister Ecleciast betyder direkte oversat til dansk: gejstlig. [ - ] Kanon:[ - ]Kanon kommer af græsk og betyder rettesnor eller doktrin, og begrebet bruges om den officielle samling af bøger og helligskrifter inden for en given religion. Begrebet bruges først og fremmest om kristendommens kanon, dvs den officielle samling af skrifter, som er blevet optaget i Bibelen, og som anses for sande og nødvendige for Bibelens samlede helhed. Begrebet anvendes også indenfor en række andre religioner. Kanonisk ret eller Kirkeretten er et retssystem indført af kirken. Den katolske kirke kæmpede gennem hele middelalderen for at få godkendt, at den havde jurisdiktion over egne forhold. Det indebar oprettelsen af en særskilt dømmende magt, den kanoniske ret, der blev udviklet til et logisk og sammenhængende retssystem i løbet af det 11. århundrede. Kirkeretten virkede i alle sager om kirkelige anliggender, herunder også moral og ægteskab. Kirkeretten stillede store krav til bevisførelsen, og førte ansvaret over på den enkelte i stedet for slægten. De kirkelige retter blev ret meget brugt, fordi de lagde vægt på faktiske beviser i stedet for edsaflæggelse. De var også kendt for at være effektive i gældssager. International kirkeret fik i 1234 sin officielle lovbog, Liber Extra, udstedt af pave Gregor IX (1227-41). Den udøvende magt, iværksættelsen af straffeforanstaltninger osv. blev derimod på den verdslige magts hænder. Derfor var det kirkeretten, der pådømte sager om f.eks. præsters utugt, men det var lensherrens folk, der udførte straffen. En del af kirkerettens bestemmelser vedrørende ægteskabelige forhold videreførtes efter reformationen i Tamperretten. Jyske Lov var stærkt inspireret af Kirkeretten. I vore dage findes der stadig kirkeret. Den katolske kirke har en større lovsamling, men også i Danmark er der kirkeret. Ikke som nøje afgrænsede lovtekster, men som akademisk disciplin indenfor retsvidenskaben, der beskæftiger sig med de særlige retsregler, der regulerer den danske folkekirkes interne retsforhold. ![]() Kanonisk messe I den gamle liturgi er Kanon centrum i Messen som offer. I flg. tridentinerkoncilets vidnesbyrd går Kanon tilbage til apostlenes tradition, og var i det væsentlige fuldendt omkring Gregor d. Store (600 e. Kr.). Den romerske kirke havde aldrig andre kanoniske bønner. Selv mysterium fidei ["troens mysterium"] i indstiftelsesordene nævnes udtrykkeligt af pave Innocent d. 3. i et brev til ærkebiskoppen af Lyon i 1202, … Dette mysterium fidei blev fjernet i den nye liturgis indstiftelsesord. Samtidig blev der givet tilladelse til andre kanoniske bønner. Den anden - som ikke nævner Messens karakter af offer - men som er den korteste - har erstattet den gamle romerske Kanon stort set overalt. Derved er dyb teologisk indsigt fra tridentinerkoncilet gået tabt. ![]() [ - ] Koncil:[ - ]Et Koncil er et kirkemøde for hele eller dele af Den Katolske Kirke. Ordet kommer fra latin "concilium"=Rådsforsamling. Man taler om 4 forskellige typer af konciler: "Concilio Diocesano" eller "Sinodo" indkaldes af Biskoppen, "Concilio Provinciale" indkaldes af Metropolitten (Ærkebispen), "Concilio Nazionale" indkaldes af Patriarken eller Overhovedet for Kirken i det enkelte land. ![]() Endelig er der "Concilio Ecumenico", som indkaldes af Paven og gælder for alle dele af Den Katolske Kirke. ![]() Et Økumenisk Koncil foregår i 3 bestemte faser: Indkaldelsen af de nærmere bestemte grupper gejstlige som skal deltage. Afholdelsen sker under Pavens præsidium eller under en af hans legater. Paven bestemmer de emner, der skal debatteres og om evt. andre forslag skal tages med ind til diskussion. Paven har ret til at opløse Koncilet, eller til at stoppe det eller overflytte det til et andet sted. Den sidste fase er Pavens godkendelse af Koncilets konklusioner. Koncilier - Romerkirkens generalforsamlinger [ - ] Liber Pontificalis:[ - ]Liber Pontificalis: eller Pavernes Bog er en af de væsentlige kilder vedrørende den tidlige middelalders historie, men den er også genstand for stor skepsis i den henseende. ![]() På det umiddelbare plan er bogen en samling kortfattede biografiske registreringer af de første paver op til slutningen af det 10. århundrede nævnt i kronologisk rækkefølge. Hver af registreringerne består af pavens regeringstid i antal år (og herudfra kan årstallene udledes), deres fødselssted og forældre, de samtidige kejsere, indsats med hensyn til byggeri (specielt vedrørende romerske kirker), udnævnelser, vigtigste erklæringer, begravelsessted og tiden indtil næste pave var valgt og indviet. Imidlertid vanskeliggør måden, den blev til på, at man kan fæste ordentlig lid til bogen som historisk dokumentation. Liber Pontificalis er skrevet af underordnede embedsmænd ved paveretten, og der er fundet eksempler på forvanskninger, udeladelser og forfalskninger. Registreringerne for de første tre århundreder er derfor nok først og fremmest interessante for historikere som eksempler på, hvad man i det 5. århundrede vidste om den tidligste katolske kirke. Fra det 4. århundrede og frem er skribenterne på mere sikker grund, selv om der stadig kan findes fejl og mangler. Granskning af teksten lader formode, at der fandtes to tidlige versioner fra før belejringen af Rom i 546, men herefter er der tale om et enkelt eksemplar. Fra begyndelsen af det 7. århundrede (omkring tiden for Pave Honorius 1.'s indsættelse) og frem indtil indsættelsen af Pave Adrian 2. er registreringerne skrevet i samtiden kort efter hver paves død og dermed rimeligt præcise, når man ser bort fra de enkelte skribenters holdninger. Fortsættelser af Liber Pontificalis blev senere lavet og fører beretningerne om paverne videre fra omkring 1100 til midten af det 15. århundrede, men kvaliteten heraf er meget varierende. De mange skribenters arbejde over lang tid komplicerede arbejdet med at lave udgaver af værket til videnskabelige formål. Mod slutningen af det 19. århundrede gjorde Louis Duchesne og Thodor Mommsen begge forsøget, men Mommsens udgave er dog ikke komplet. I det 20. århundrede er der udkommet oversatte og kommenterede udgaver, hvor vægten af kommentarerne har gået på den historiske troværdighed af beskrivelserne. [ - ] Pelagianisme:[ - ]Pelagius, munk og vranglærer i den gamle Kirke, levede omkring år 400. Han var født i Britannien og bar opr. navnet Morgan, men kom tidlig til syden og opholdt sig længe i Rom, som han forlod 410, da Goterne rykkede mod byen. I Rom sluttede han sig til de asketiske Kredse, og her formede hans religiøse og etiske anskuelser sig efterhånden, ligesom han også her fandt flere Disciple, deriblandt navnlig den forhenværende advokat Cølestius. Det var dog først efter bortrejsen fra Rom, at Pelagius’s meninger blev alm. kendte, og at striden om dem begyndte. Pelagius og Cølestius rejste sammen til Afrika, og her traf de Augustin, hvem de foreløbig talte med i god forståelse. Pelagius rejste dog snart videre til Palæstina, men Cølestius ønskede at blive Presbyter i Kartago. Det gav imidlertid anledning til, at hans Teologi blev undersøgt, og på en Synode 412 blev han anklaget for vranglære på de to punkter, som også senere stadig var Pelagianismens svage, nemlig Læren om arvesynden og om barnedåben. Resultatet blev, at Synoden ekskommunicerede ham, men han rejste straks til Østen, og i Efesos opnåede han uden besvær Presbyterværdigheden. Pelagius selv kom snart i strid med Hieronymus i Palæstina og blev beskyldt for Origenisme, medens Biskop Johannes af Jerusalem tog sig af ham. Senere kom den unge Spanske kætterfjende Paulus Orosius fra Augustin til Hieronymus og stillede sig skarpt over for Pelagius, og for at få spliden udjævnet enedes man om at høre Roms mening. Den romerske Biskop Innocens I gav Pelagius’s modstandere ret, men adskillige betydelige Teologer i Østen værgede Pelagius, og Innocens’ eftermand syntes endog en stund at vakle. Afrikanerne under Augustin holdt imidlertid en Synode 418 og fordømte Pelagianismen, og Rom måtte gøre følge. S. A. udstedte Kejser Honorius et Edikt mod Pelagianerne, og alle Bisper i riget måtte undertegne en fordømmelse af dem. Det viste sig da, at Pelagius’s Parti alligevel kun var lille. Den betydeligste mand i partiet blev Biskop Julianus af Eclanum i Apulien, og han og Cølestius fortsatte kampen til deres død, flygtende fra sted til sted. Pelagius selv forsvinder efter 418 ganske af Historien, vi ved intet om hans Død. Synoden i Efesos 431 fordømte hans lære, og de egl. Pelagianere uddøde hastigt; men der opstod, navnlig i Sydgallien, en modificeret Pelagianisme, Semipelagianismen (s. d.), som fik en betydelig Udbredelse, men som også blev ivrig bekæmpet af Augustin og hans disciple. ![]() Munken Pelagius Pelagius var en udpræget etisk natur. Han var forarget over den sædelige slaphed mange steder i menighederne og ville tilskynde dem til at handle etisk. Men det religiøse kom hos ham til at træde i baggrunden, og han overvurderede ganske menneskenaturens sædelige kraft. Syndsbegrebet var svagt hos ham, og arvesynden benægtede han ganske: Adam havde ved faldet kun skadet sine efterkommere ved at give dem et dårligt eksempel, og ethvert menneske fødes til verden ganske neutralt i etisk henseende. Selv efter syndskatastrofer er menneskets viljie ganske fri. Til iværksættelse af en god handling kræves, strengt taget, ikke nogen medvirkning fra Guds side, og Jesus Kristus har kun gavnet menneskeslægten ved sit gode eksempel. Hos små børn kan der ikke tales om synd, thi synd er en handling, som foretages med bevidsthed, og barnedåben bliver derfor overflødig. Alligevel ville Pelagianerne ikke opgive barnedåben, men deres forsvar for den var såre vagt. På alle punkter stod Augustin’s lære som Pelagianismens diametrale modsætning, og skønt hans positive lære langtfra helt igennem blev Kirkens lære, sluttede Kirken sig dog ganske til hans gendrivelse af Pelagius. [ - ] Pontifikat:[ - ]Pontifikat, (af lat. pontificatus, afledt af pontifex), en paves regeringstid. Pontifex, (lat., af pons 'vej, bro', gen. pontis, og -fex, af facere 'gøre'; af omstridt bet., måske 'den, der baner vej' eller 'den, der bygger bro'), i romersk religion navnet på et ledende medlem af pontifikalkollegiet, et præstekollegium bestående af rex sacrorum, de tre store flamines og tolv mindre flamines; pontifex maximus 'den største pontifex' havde som særligt embedsområde Vestakulten. Pontifikalkollegiet holdt til i Regia (egl. 'kongens hus') på Forum Romanum og havde bl.a. overopsyn med Roms statskult, lege (ludi), sakralret og varselstydning. Fra ca. 200 f.Kr. kendes tabulae pontificum 'pontifexernes tavler', en samling historiske annaler. Fra og med Augustus blev ærestitlen pontifex maximus givet til den regerende kejser, og i løbet af 400-t. overtog paven den oprindelig hedenske titulatur, ofte forkortet pont.max. eller PM, nu i formen summus pontifex, hvis betydning tolkedes kristologisk som 'den, der slår bro mellem Jord og Himmel'. ![]() [ - ] Synode:[ - ]Synode, (gr. synodos 'sammenkomst', af syn- og hodos 'vej, passage', jf. -ode), d.s.s. koncil, men fortrinsvis anvendt om kirkemøder på lokalt og nationalt plan. Man taler om stiftssynoder for de enkelte bispedømmer, om provinssynoder for en hel kirkeprovins og (national)synoder for et enkelt land. Som organer for kirkeligt selvstyre har synoder en særlig rolle i kirker, der er uafhængige af statsmagten. I den græsk-ortodokse og romersk-katolske kirke er hele spektret af synoder repræsenteret, hvorimod synoders rolle er varierende i de protestantiske kirkesamfund. Størst betydning har de i de reformerte kirker. Den danske folkekirke karakteriseres ved et stærkt statsstyre og kender ikke til synoder. [ - ] 0334 |