|
|
Det dynamisk skiftende indhold på denne side er sammensat af bearbejdet materiale, der fortrinsvis er inspireret af fakta fra ovenstående links. Disse links er i sig selv og i høj grad spændende og anbefalelsesværdig læsning.
Jeg påberåber mig således ingen former for ophavsret over nærværende materiale.
Jeg takker hermed for inspiration. :-)
M. Due 2024
|
|
Cølestin I - 422-432 :
Cølestin I (San Celestino I)
Pave Celestine I (Latin: Caelestinus; døde 26 juli 432) var leder af den katolske kirke fra 10 September 422 til sin død i 432. Ifølge Liber Pontificalis var begyndelsen af hans pavedømme 3 November. Men Tillemont placerer datoen på 10 September.
Celestine I var en romersk fra Campania-regionen. Intet er kendt af hans tidlige historie, bortset fra at hans Faders navn var Priscus. Han siges at have levet i en tid på Milan med St. Ambrose. Den første kendte post af ham er i et dokument fra pave Innocent I fra år 416, hvor han omtales som "Celestine the Deacon".
Forskellige dele af liturgi er tilskrevet ham, men uden nogen vished om emnet. Selvom han ikke deltog personligt, sendte han delegerede til den første Rådet af Efesos af 431, hvori Qing blev fordømt. Fire breve skrevet af ham ved denne lejlighed, alle dateret 15 marts 431, sammen med et par andre, at de afrikanske biskopper, til Illyrien, Thessaloniki og Narbonne, er bevaret i re oversættelser fra græsk; Latin originalerne at have været tabt.
St. Celestine aktivt fordømt pelagianerne og var ivrige for ortodoksi. Han sendte Palladius til Irland for at tjene som en biskop i 431. Biskop Patricius (Sankt Patrick) fortsatte dette missionsarbejde. Pave Celestine imod kraftigt Novatians i Rom; som Socrates Scholasticos skriver, "dette Celestinus fjernede kirkerne fra Novatians i Rom også, og forpligtet Rusticula deres biskop at afholde sine møder hemmeligt i private huse." Han var nidkær ved at nægte at tolerere den mindste innovation på forfatninger af sine forgængere. Som St. Vincent af Lérins rapporterede i 434:
-
Hellig pave Celestine også udtrykker sig på samme måde og med samme virkning. For i det brev, som han skrev til præster i Gallien, opladning dem med medviden med fejl, i som ved deres tavshed de mislykkedes i deres pligt til den gamle tro, og tilladt profane nyheder til foråret op, siger han: "vi er fortjent skylden hvis vi tilskynde fejl af stilhed. Derfor irettesætte disse mennesker. Begrænse deres frihed af prædiken."
St. Celestine døde på 26 juli 432. Han blev begravet i St. Priscilla cemetery i Via Salaria, men hans krop, flyttedes efterfølgende og ligger nu i Basilica di Santa Prassede.
I kunst, Sankt Cølestin er portrætteret som en pave med en due, dragon og flamme, og er anerkendt af kirken som en helgen.
Baggrund
Legitim søn af pave (St.) Boniface I og barnebarn af pave Innocent I. Historiebøgerne forjættende i spor med hensyn til paven (St.) Cølestin herunder var han en i nærheden af slægtning til Roman Emperor Valentinian III, tydeligt angiver ædle arv.
Berømt for at være den pave, der hemmeligt lanceret milits hær af Patrick at invadere Irland, undertvinge kelterne og stjæle deres rigdom.
Han er også berømt for sin største grusomhed og sataniske blodtørst i at forfølge de Pelagian kristne.
Men hvad er mindre betragtes som fødslen af Theodosian paverne har ramt fra historiebøgerne er at han formentlig fandt den pavelige trone på tilbud alder af blot 8 år, med sin mor, sandsynligvis dom pavedømmet i sit navn.
Han døde i en ung alder af blot 18 år og blev efterfulgt af rivalen Pelagian blodlinie pave Caelestius (432-440).
Katolske begreber:
|
Ordforklaring :
Liber Pontificalis
Novatian
Liber Pontificalis:[ - ]
Liber Pontificalis: eller Pavernes Bog er en af de væsentlige kilder vedrørende den tidlige middelalders historie, men den er også genstand for stor skepsis i den henseende.
På det umiddelbare plan er bogen en samling kortfattede biografiske registreringer af de første paver op til slutningen af det 10. århundrede nævnt i kronologisk rækkefølge. Hver af registreringerne består af pavens regeringstid i antal år (og herudfra kan årstallene udledes), deres fødselssted og forældre, de samtidige kejsere, indsats med hensyn til byggeri (specielt vedrørende romerske kirker), udnævnelser, vigtigste erklæringer, begravelsessted og tiden indtil næste pave var valgt og indviet. Imidlertid vanskeliggør måden, den blev til på, at man kan fæste ordentlig lid til bogen som historisk dokumentation.
Liber Pontificalis er skrevet af underordnede embedsmænd ved paveretten, og der er fundet eksempler på forvanskninger, udeladelser og forfalskninger. Registreringerne for de
første tre århundreder
er derfor nok først og fremmest interessante for historikere som eksempler på, hvad man i det 5. århundrede vidste om den tidligste katolske kirke. Fra det 4. århundrede og frem er skribenterne på mere sikker grund, selv om der stadig kan findes fejl og mangler. Granskning af teksten lader formode, at der fandtes to tidlige versioner fra før belejringen af Rom i 546, men herefter er der tale om et enkelt eksemplar. Fra begyndelsen af det 7. århundrede (omkring tiden for Pave Honorius 1.'s indsættelse) og frem indtil indsættelsen af Pave Adrian 2. er registreringerne skrevet i samtiden kort efter hver paves død og dermed rimeligt præcise, når man ser bort fra de enkelte skribenters holdninger.
Fortsættelser af Liber Pontificalis blev senere lavet og fører beretningerne om paverne videre fra omkring 1100 til midten af det 15. århundrede, men kvaliteten heraf er meget varierende.
De mange skribenters arbejde over lang tid komplicerede arbejdet med at lave udgaver af værket til videnskabelige formål. Mod slutningen af det 19. århundrede gjorde Louis Duchesne og Thodor Mommsen begge forsøget, men Mommsens udgave er dog ikke komplet. I det 20. århundrede er der udkommet oversatte og kommenterede udgaver, hvor vægten af kommentarerne har gået på den historiske troværdighed af beskrivelserne.
[ - ]
Novatian:[ - ]
Modpave Novatian (251-258) gav navn til en kættersk bevægelse, Novatianismen, indenfor den katolske kirke.
Novatianisme var et kristent "kætteri" med oprindelse i det tredje århundrede, baseret på læren fra Modpave Novatian, der blev valgt i opposition til pave Cornelius . Novatianismen havde en noget mindre eftergivende politik med hensyn til tilgivelse af frafaldne kristne, der havde været villige til under tvang, at begå synd og afgudsdyrkelse under kristenforfølgelserne.
Se mere om Novatian på dette link.
Novatian var en respekteret og lærd gejstlig, der havde været sekretær for den romerske kirke under kejser Decius kristenforfølgelser i år ca. 250. Novatian mente, at det var både en fejltagelse og ud over myndigheden i kirken, at kunne frikende frafaldne kristne for den sørgeligt almindelige synd afgudsdyrkelse, han blev ordineret til biskop af Rom imod Cornelius. Novatianisterne skabte snart stor i hele det romerske imperium, en splittelse der fortsatte godt ind i det femte århundrede og videre frem.
Novatian selv blev martyr for sin tro i 258.
Hans tilhængere, også kaldet Novatianere, havde et puritansk syn på kirkens politik og mente, at dødelige synder kunne kun blive tilgivet af Gud, ikke af biskopper. Selvom de ikke skyede de angrende syndere, som havde begået forbrydelser som hedenskab, utroskab, hor og mord, nægtede de alligevel sådanne personer tilladelse til fuld altergang. Kontroversen bestod i; om den kristne kirke var "hellig" (om den bestod af helgener villige til at ofre deres liv for troen) eller "katolsk" (universel: også for syndere, herunder dem, der havde begået alvorlige synder efter at være blevet døbt).
Novatianerne fortsatte med deres uforsonlige linie helt op til det 5.århundrede, nogle steder endog længere. Fordi de ikke ville besudle Kirken med at genoptage frafaldne, kaldte de sig "de rene", på græsk "katharoi", hvoraf ordet kætter er opstået.
Se mere om Novatian på dette link.
[ - ]
0307
|
