Beskrivelse af Evaristus, der var Pave i år 97-105

Sct. Peter var den første biskop af Rom og dermed den første Pave i historien.
Der er opstået tradition for at biskoppen over Rom, er den katolske kirkes overhovede og dermed Pave for hele den katolske verden. Pavetitlen bliver dog først brugt efter år 300.
Kirken ledes af paven, der anses som Sankt Peters efterfølger. Den opfattelse stammer fra Matthæusevangeliet, hvor Jesus giver Peter nøglerne til himmeriget.
Jesus sagde følgende ord til Peter, som kan læses på indersiden af kuplen i
Peterskirken: ''Du er Peter (klippen) og på denne klippe vil jeg bygge min Kirke.
Dig vil jeg give nøglerne til himlens rige''.

Evaristus - 97-105 :

Evaristus (Sant'Evaristo) St. Evaristus, fra Grækenland; biskop af Rom. Også anført som pave fra 100 til 109. Han var græker, også kendt som Aristus. Hans navn betyder "glædelig" eller "acceptabel".
Der er så godt som ingen troværdige oplysninger om hans bedrifter.

Evaristus var pave fra omkring 97 til 105 eller fra 99 til 108 ifølge Vatikanets "Annuario Pontificio". Han er også kendt som Aristus. Meget lidt er kendt om Evaristus. Ifølge Liber Pontificalis kom han fra en familie af græsk oprindelse. Han blev valgt som pave under Kejser Domitians regeringstid under den kristne forfølgelse.
Evaristus lagde fundamentet til kardinalkollegiet, der senere skulle blive ansvarligt for pavevalgene. Han er traditionelt betragtet som en martyr, men der findes ingen historiske beviser der kan understøtte betragtningen. Hans minde- eller festdag er den 26. oktober.

Pave Evaristus, Sankt Evaristus (c. 100 - c. 109). Født i Betlehem, Judæa.
I de tidligste lister over biskopper i Rom er han placeret efter Anacletus og Clemens I, som den fjerde i rækken. Han blev indviet af apostlene Peter og Paulus. En anden tradition, attesteret af Liber Pontificalis, tildeler ham den samme plads, men arrangerer hans forgængere i rækkefølgen, først Clemens og derefter Anacletus. De tidlige kilder er uenige om længden af hans regeringstid, Eusebius giver ham enten otte eller ni år, Liber Pontificalis, lige under 10, og det fjerde århundredes liberiske katalog (som navngiver ham Aristus) tretten år og 10 måneder; alle disse tal er gæt.
Hans navn tyder på græsk afstamning, som Liber Pontificalis hævder, men de andre oplysninger herfra (at hans far var Jøde fra Betlehem, at han delte de romerske sogne blandt sine presbyterne, og at han nedsatte syv diakoner til at eskortere biskoppen) er historisk set værdiløse. Især bør disse påstande, at han døde som martyr og blev begravet i nærheden af St Peter forkastes. To breve og to fragmenter af dekreter der er i omløb under hans navn er opdigtede. Selvom der ingen grund er til at betvivle, at han havde en førende position i den romerske kirke, vides der faktisk intet i Rom om hans rolle som kirkeleder, der kan kun blive tale om formodninger. Festdag 26. okt.
Pave Sct. Evaristus var den femte pave i embedet fra c. 99 til 107 eller fra 99 til 108. Han var også kendt som Aristus.
Ifølge Liber Pontificalis kom han fra en familie af Hellenistisk - Jødisk oprindelse. Han blev valgt under den Romerske kejser Domitians regeringstid, tidspunktet for den anden kristenforfølgelse.
Eusebius udtalte, i sin kirkelige historie IV-I, at Evaristus døde under den Romerske kejser Trajans 12 års regeringstid, efter at have haft embedet som biskop over romerne i otte år.
Engang mente man at alle de tidlige paver var martyrer. Der er ingen bekræftelse for dette i forbindelse med pave Evaristus, som er opført uden denne titel i den Romerske martyrology.
St Evaristus efterfulgte St Clement i Rom under Trajans regeringstid og regerede kirken i omkring otte år, som den fjerde efterfølger til St. Peter. Liber Pontificalis siger at han var søn af en Hellenistisk Jøde fra Bethlehem, og at han opdelte Rom i flere sogne og tildelte en præst til hvert af disse sogne, samt udpegede syv diakoner i byen. Han har normalt titel af martyr, men hans martyrium er ikke bevist. Det er sandsynligt, at St Evaristus blev begravet i nærheden af St Peter's grav i Vatikanet.

---

                  Katolske begreber:

Ordforklaring :

Liber Pontificalis
Vatikan

Liber Pontificalis:

Liber Pontificalis: eller Pavernes Bog er en af de væsentlige kilder vedrørende den tidlige middelalders historie, men den er også genstand for stor skepsis i den henseende.


På det umiddelbare plan er bogen en samling kortfattede biografiske registreringer af de første paver op til slutningen af det 10. århundrede nævnt i kronologisk rækkefølge. Hver af registreringerne består af pavens regeringstid i antal år (og herudfra kan årstallene udledes), deres fødselssted og forældre, de samtidige kejsere, indsats med hensyn til byggeri (specielt vedrørende romerske kirker), udnævnelser, vigtigste erklæringer, begravelsessted og tiden indtil næste pave var valgt og indviet. Imidlertid vanskeliggør måden, den blev til på, at man kan fæste ordentlig lid til bogen som historisk dokumentation.
Liber Pontificalis er skrevet af underordnede embedsmænd ved paveretten, og der er fundet eksempler på forvanskninger, udeladelser og forfalskninger. Registreringerne for de første tre århundreder er derfor nok først og fremmest interessante for historikere som eksempler på, hvad man i det 5. århundrede vidste om den tidligste katolske kirke. Fra det 4. århundrede og frem er skribenterne på mere sikker grund, selv om der stadig kan findes fejl og mangler. Granskning af teksten lader formode, at der fandtes to tidlige versioner fra før belejringen af Rom i 546, men herefter er der tale om et enkelt eksemplar. Fra begyndelsen af det 7. århundrede (omkring tiden for Pave Honorius 1.'s indsættelse) og frem indtil indsættelsen af Pave Adrian 2. er registreringerne skrevet i samtiden kort efter hver paves død og dermed rimeligt præcise, når man ser bort fra de enkelte skribenters holdninger.
Fortsættelser af Liber Pontificalis blev senere lavet og fører beretningerne om paverne videre fra omkring 1100 til midten af det 15. århundrede, men kvaliteten heraf er meget varierende.
De mange skribenters arbejde over lang tid komplicerede arbejdet med at lave udgaver af værket til videnskabelige formål. Mod slutningen af det 19. århundrede gjorde Louis Duchesne og Thodor Mommsen begge forsøget, men Mommsens udgave er dog ikke komplet. I det 20. århundrede er der udkommet oversatte og kommenterede udgaver, hvor vægten af kommentarerne har gået på den historiske troværdighed af beskrivelserne.

Vatikan:

Vatikanstaten er en bystat på 44,2 hektar i Rom i Italien, og er samtidig verdens mindste suveræne stat, der har bred global accept.
Vatikanstatens politik varetages af et enevældigt valgmonarki, hvor lederen af den romerskkatolske kirke er ved magten. Paven er den primære lovgivende, besluttende og udøvende magt i Vatikanstaten, der adskiller sig fra Den Hellige Stol, som er et sjældent tilfælde af ikke-arveligt monarki. Vatikanstaten er det eneste tilbageværende enevældige monarki i Europa.
Historie:
Området blev i oldtiden kaldt Ager Vaticanus. Det kan måske stamme fra det latinske vaticinium, der betyder "varsel", under henvisning til, at der lå et tempel på egnen, hvortil der var knyttet nogle profeter, vates.
Området var landligt, med vingårde. Vinen derfra stod ikke højt i kurs, og Martial skrev: "Drikker du Vatikan-vinen, drikker du gift. Kan du lide eddike, kan du også lide Vatikan-vin." Da undergrunden var rig på ler og sand, var der fremstilling af tegl og porcelæn i området.
Midt på Ager Vaticanus lå en gravplads. Døde måtte ikke begraves indenfor bymurene, så Via Cornelia, der førte gennem egnen, var kantet med gravmæler. Her blev også apostlen Peter gravlagt.


Agrippina den ældre besad nogle store haver mellem Vatikanhøjden og Tiberen, og efter hendes død begyndte sønnen Caligula at bygge et cirkus der. Det blev fuldført af Nero, som opkaldte det efter Caligula og sig selv: Circus Gaii et Neronis. Her fandt en af de første kristenforfølgelser sted, og man regner med, at det var her, apostlen Peter, der også var den første Pave, led martyrdøden.