Beskrivelse af Johannes I, der var Pave i år 523-526

Sct. Peter var den første biskop af Rom og dermed den første Pave i historien.
Der er opstået tradition for at biskoppen over Rom, er den katolske kirkes overhovede og dermed Pave for hele den katolske verden. Pavetitlen bliver dog først brugt efter år 300.
Kirken ledes af paven, der anses som Sankt Peters efterfølger. Den opfattelse stammer fra Matthæusevangeliet, hvor Jesus giver Peter nøglerne til himmeriget.
Jesus sagde følgende ord til Peter, som kan læses på indersiden af kuplen i
Peterskirken: ''Du er Peter (klippen) og på denne klippe vil jeg bygge min Kirke.
Dig vil jeg give nøglerne til himlens rige''.





    B: 1.013.100
     LU: 12:49

Pave Johannes I i tal :
Nummer 53 i paverækken

Begivenhed: Dato:Varighed:
Født :   ? 470  0
Pavevalgt :  13. Aug. 523 Ca. 53 år
Papiat slutter : 18. Maj. 526 2,7 år
Fratrådt/Død  alder : Ca. 56 år





Det dynamisk skiftende indhold på denne side er sammensat af bearbejdet materiale, der fortrinsvis er inspireret af fakta fra ovenstående links. Disse links er i sig selv og i høj grad spændende og anbefalelsesværdig læsning.
Jeg påberåber mig således ingen former for ophavsret over nærværende materiale.
Jeg takker hermed for inspiration. :-)
M. Due 2024











Johannes I - 523-526 :

Johannes I (San Giovanni I)Johannes I, med tilnavnet "den Hellige" (pave 523—526), var fra Toscana. Hans helbred var skrøbeligt allerede da han blev valgt, men på trods af sine protester blev han i 525 sendt af østgoterkongen Theodorik til Konstantinopel, for at stemme kejser Justinus 1. mildere mod arianerne. Da han kom hjem uden noget resultat, blev han kastet i fængsel i Ravenna, hvor han døde.
Som basis for kalenderen havde man benyttet anno Diokletiani, helt til Johannes I gav den lærde abbed Dionysius Exiguus i opdrag at beregne det følgende års påske. Exiguus satte en tabel op for påsken i de følgende 95 år, men erklærede, at han ville bruge anno Domini (= det Herrens år) i stedet for anno Diokletiani, når Diocletian dog havde forfulgt de kristne. Dermed indførte Exiguus den tidsregning, der bruges i dag; men frem til hans tid var det Diocletians liv, man beregnede årstallene ud fra. Abbeden beregnede, at Kristus blev født 531 år tidligere, og kaldte det årstal 1. Nullet var dengang ikke kendt. Man ved ikke, hvordan Exiguus regnede sig frem til Kristi fødsel; og udregningen er helt sikkert forkert. Kristus blev født, mens Lydkongen, Herodes den Store, endnu var i live; og han døde i år 4 f.Kr.

Johannes I, den Hellige (523-26), var fra Toscana, blev 525 sendt af Østgotekongen Theodorik til Konstantinopel for at stemme Kejser Justinus I mildere mod Arianerne. Da han kom hjem uden noget Resultat, blev han kastet i Fængsel i Ravenna, hvor han døde.

Pope John I (Latin: Ioannes I; 470 – 18 May 526) was the head of the Catholic Church from 13 August 523 to his death in 526. He was a native of Siena (or the "Castello di Serena"), near Chiusdino, in Italy. He is the first pope known to have visited Constantinople while in office.

While a deacon in Rome, he is known to have been a partisan of the Antipope Laurentius, for in a libellus written to Pope Symmachus in 506, John confessed his error in opposing him, condemned Peter of Altinum and Laurentius, and begged pardon of Symmachus. He would then be the "Deacon John" who signed the acta (Ecclesiastic publication) of the Roman synod of 499 and 502; the fact the Roman church only had seven deacons at the time makes identifying him with this person very likely. He may also be the "Deacon John" to whom Boethius, the 6th-Century philosopher, dedicated three of his five religious tractates, or treatises, written between 512 and 520.

John was very frail when he was elected to the papacy as Pope John I. Despite his protests, Pope John was sent by the Arian King Theodoric the Great--ruler of the Ostrogoths, a kingdom in present-day Italy--to Constantinople to secure a moderation of a decree against the Arians, issued in 523, of Emperor Justin, ruler of the Byzantine, or East Roman, Empire. King Theodoric threatened that if John should fail in his mission, there would be reprisals against the orthodox, or non-Arian, Catholics in the West. John proceeded to Constantinople with a considerable entourage: his religious companions included Bishop Ecclesius of Ravenna, Bishop Eusebius of Fanum Fortunae, and Sabinus of Campania. His secular companions were the senators Flavius Theodorus, Inportunus, Agapitus, and the patrician Agapitus.

Emperor Justin is recorded as receiving John honorably and promised to do everything the embassy asked of him, with the exception of restoring converts from Arianism-to-Catholicism to their original beliefs. Although John was successful in his mission, when he returned to Ravenna, Theodoric's capital in Italy, Theodoric had John arrested on the suspicion of having conspired with Emperor Justin. John was imprisoned at Ravenna, where he died of neglect and ill treatment. His body was transported to Rome and buried in the Basilica of St. Peter.

The Liber Pontificalis credits John with making repairs to the cemetery of the martyrs Nereus and Achilleus on the Via Ardeatina, that of Saints Felix and Adauctus, and the cemetery of Priscilla.

Pope John I is depicted in art as looking through the bars of a prison or imprisoned with a deacon and a subdeacon. He is venerated at Ravenna and in Tuscany. His feast day is 18 May, the anniversary of the day of his death (whereas it had formerly been 27 May).



                  Katolske begreber:

Afladshandel

Antiochia

Apokryf

Ariani

Arianisme

Arvesynd

Avignon

Basilika

Breviar

Bulle

Camerlengo

Cistercienser

Davids Slægt

Decius

Diokletian

Dominikaner

Donatisme

Døbefont

Dødssynder

Ecclesiast

Exarch

Franciskaner

Galilei

Glas

Gnostiker

Goddag mand økseskaft

Gudsbevis

Hegesippus

Helvede

Herrens år

Ikonoklasme

Inkvisition

Interregnum

Investitur

Irenæus

Janseni

Kanon

Katakomber

Kirkebøger

Kloster

Koncil

Konklave

Korstog

Lateran

Liber Pontificalis

Longobard

Luther

Lydkonge

Malakias

Malakiasrækken

Markion

Matematik

Modpave

Monarkianisme

Monofysitisme

Monoteletisme

Monstrans

Montanisme

Muhammed

Novatian

Nuntius

Oligark

Origenes

Pallium

Paternoster

Patriark

Pavenumre

Paverækken

Pavinde

Pelagianisme

Pontifikat

Påskestriden

Ramaskrig

Ravenna

Sakramente

Sanktus

Saracen

Schweizergarden

Sede Vacante

Simoni

Skisma

Syndefald

Synode

Tiara

Transsubstantiation

Vatikan

Vox-In-Rama

Økumenisk


Ordforklaring :

Ariani
Diokletian
Ecclesiast
Herrens år
Liber Pontificalis
Lydkonge
Ravenna

Ariani:

[ - ]
Arianismen er opkaldt efter præsten Arius (256 – 336), født i Alexandria, Egypten.
Hans tilhængere kaldtes arianere. Arianerne hævdede at Sønnen var skabt af Faderen, og derfor ikke lige med Faderen, ikke evig, og ikke guddommelig af væsen. Arianismen blev fordømt af det økumeniske koncil i Nikæa (325), men det varede længe før den forsvandt. En central modspiller i kampen mod arianismen var den alexandrinske biskop, Athanasius, der fastholdt, at sønnen, Kristus, var en del af Guds væsen og dermed ikke skabt.


Den 27. november 326 blev Arius indkaldt til Konstantinopel, hvorfra lejesoldater spredte arianismen ud i Europa, til den katolske kirkes vrede, fordi det ansås for et ødelæggende kætteri at nogen benægtede Jesu Kristi guddom. Blandt mange af de germanske folkeslag, bl.a. goterne i Spanien og vandalerne i Nordafrika og longobarderne i Italien levede arianismen videre i adskillige århundreder, dog også af magtpolitiske årsager.

[ - ]

Diokletian:

[ - ]
Diokletian, Gajus Aurelius Valerius Diocletianus, opr. Diocles, romersk kejser 284-305. Diokletian tjente sig op fra soldat til kommandant for livvagten og blev efter kejser Numerians død udråbt til kejser i Nikomedia. Efter at have besejret kejser Carinus i 285 anerkendtes han som rigets enekejser. Han tog imidlertid samme år vennen Maximianus til medregent, fra det følgende år som ligeberettiget kejser (augustus); dog beholdt Diokletian selv den ledende stilling, hvilket blev udtrykt ved, at de to stillede sig under beskyttelse af hhv. Jupiter og Hercules. Diokletian overlod Maximianus den vestlige rigsdel og opholdt sig selv i den østlige. Fra 293 havde de Constantius 1. og Galerius som medregenter (cæsarer), og dette firemandsstyre, tetrarki, sikrede kejserdømmets stabilitet i hele Diokletians regeringstid. Ved sin og Maximianus' abdikation i 305 sørgede Diokletian for, at tetrarkiet kunne fortsætte, idet de to cæsarer rykkede op som augusti, og to nye cæsarer, Maximinus Daia og Flavius Severus, udråbtes.



Under Diokletian gennemførtes en række reformer. Provinsernes antal øgedes ved deling af de større til ca. 100, som atter samledes i 12 dioceser. Også hæren og centraladministrationen voksede stærkt. Som grundlag for de rekvisitioner i naturalier, der nu var statens vigtigste indtægt, gennemførtes en matrikulering af hele riget, dels det dyrkede land (iugatio), dels arbejdskraften (capitatio). Mindre held havde Diokletian med en møntreform, og det blev i 301 nødvendigt at udstede et maksimalprisedikt, som dog ikke kunne standse den voldsomme inflation. I 303 genoptog Diokletian efter en lang toleranceperiode en restriktiv politik over for kristendommen i den sidste store forfølgelse; dog blev de strengeste forholdsregler kun håndhævet i den østlige rigsdel. Indtil 303 havde de kristne religionsfrihed, men i 303 udstedte den noget ustabile kejser Diokletian et edit i Nicomedia, hvor det blev krævet at alle kirker skulle ødelægges, de hellige bøger udleveres og de kristnes sammenkomster forbydes. Diokletians medkejser Galerius beskyldtes for at stå bag.

Diokletians sidste regeringsår prægedes af voldsomme kristenforfølgelser. Deres baggrund er ukendt, bortset fra at han synes påvirket af sin fanatisk antikristne svigersøn og medkejser Galerius, hans mistillid til de kristnes loyalitet og afvisning af hær og forsvar. Han udelukkede først kristne fra alle statsembeder, optrappede forfølgelserne og forbød kristendommen i 303. Forfølgelsen var meget omfattende, men synes at have ført til relativt få henrettelser. Ikke desto mindre hævder den kirkelige tradition, at Diokletian omkring år 303 lod titusinder af kristne, som nægtede at ofre til de hedenske guder, korsfæste på Ararats bjerg "De ti tusinde martyrer ". Mere sikkert er det, at tortur, mishandling og tvangsarbejde forekom i stor udstrækning. Blandt ofrene var senere kendte helgener som Agnes og Lucia. Generelt mislykkedes forfølgelserne, der til dels blev saboteret af mindre engagerede underkejsere.

Det var først i forbindelse med Diokletians medkejser Galerius uhelbredelige sygdom, at det berømte Toleranceedikt af 311 blev udstedt. Her får de kristne fuld oprejsning og religionsfrihed, men de skal bede - ikke til kejseren, men for kejseren og statens velfærd.

[ - ]

Ecclesiast:

[ - ]
Lignende ord i ordbogen:

Ecclesiastes                      -  Prædikerens Bog
Ecclesiastical                   -  Kirkelig
Ecclesiastical council      -  Koncil
Minister for - - -
Ecclesiastical Affairs       -  Kirkeminister
Ecleciast betyder direkte oversat til dansk: gejstlig.

[ - ]

Herrens år:

[ - ]
'Det Herrens år' er direkte oversat fra Latin: Anno Domini, som ofte forkortes A.D. eller på dansk 'e.Kr.'
Især på engelsk bruges A.D. om årstal der ligger efter Kristi fødsel. År før Kristi fødsel betegnes: B.C. (Before Christ = før Kristi) eller på dansk 'f.Kr.'.

Ablativ singularis latin anno 'i år' og genitiv singularis latin domini 'Herrens'.
A.D. står af og til for anno dei: genitiv singularis latin dei 'gud'.

Den latinske betegnelse Anno Domini, betyder derfor ganske enkelt ’det Herrens år’ og vise versa. Det har gennem tiderne været brugt for at angive tiden efter Kristi fødsel.
  • Herrens år
  • Jaar des Heren
  • In the year of the Lord
  • Anul Domnului
  • Anno del Signore
Dionysius Exiguus var den første der brugte betegnelsen i år 525.



Under den romerske kejser Diokletian 284-305 e. Kr. begyndte man, at anvende hans første regeringsår 284 e. Kr. som udgangspunkt for den officielle tidsregning.
Inden da brugte de gamle romere Roms grundlæggelse som fælles tidsregning. Rom blev grundlagt på Palatinerhøjen d. 21. april 753 f. Kr.
Fx: Cæsar blev myrdet i det 710ende år efter byens grundlæggelse = 44 f. Kr.

Kirkens tidsregning – og vores
Kirken brugte fortrinsvis kalenderen til at fastlægge de kirkelige højtider. I år 248 i den diocletianske tidsregning skulle den skytiske munk og astronom Dionysius Exiguus udarbejde en ny liste over kirkehøjtider, og han fastsatte da dette år til at være det 532. år efter Kristi fødsel.



Det var pave Johannes I, der gav den lærde abbed Dionysius Exiguus i opdrag at beregne det følgende års påske. Exiguus satte en tabel op for påsken i de følgende 95 år, men erklærede, at han ville bruge anno Domini i stedet for anno Diokletiani, når Diokletian dog på bestialsk vis havde forfulgt de kristne.
Denne tidsregning, som tager udgangspunkt i Jesu fødsel og fastsætter året til anno Domini = i Herrens år, bliver efterhånden, men meget langsomt, den fælles tidsregning i Europa og senere i det meste af verden.

Den arabiske verden 622 e. Kr.
Den arabiske verdens tidsregning tager udgangspunkt i Muhammeds flugt fra Mekka til Medina i 622 e.Kr.

Verden skabelse 5509 f. Kr.
I Byzants, den østlige del af romerriget, vedblev man at regne efter verdens skabelse 5509 f.Kr., og i Rusland brugte man denne tidsregning helt til 1700, hvor Peter d. Store indførte den vesteuropæiske tidsregning, anno Domini.

I sin seneste bog om Jesu liv skriver den katolske pave Benedikt XVI, at munken Dionysius Exiguus begik en fejl, da han i det sjette århundrede udregnede datoen for frelserens fødsel.
- Udregningen af begyndelsen på vores kalender - baseret på Jesu fødsel - er lavet af Dionysius Exiguus, der regnede flere år forkert. Den virkelige dato for fødslen af Jesus var flere år tidligere, skriver Benedikt i bogen »Jesus af Nazareth - Fortællingerne om barndommen«.



Dionysius Exiguus var en østeuropæisk munk, der i 525 opfandt datosystemet Anno Domini - Herrens År - som bruger året for Jesu fødsel som udgangspunkt for tidsregningen. Hans beregninger var dog ikke præcise, og de fleste forskere på området vurderer nu, at fødslen fandt sted mellem år 6 og 4 før Kristus.

[ - ]

Liber Pontificalis:

[ - ]
Liber Pontificalis: eller Pavernes Bog er en af de væsentlige kilder vedrørende den tidlige middelalders historie, men den er også genstand for stor skepsis i den henseende.


På det umiddelbare plan er bogen en samling kortfattede biografiske registreringer af de første paver op til slutningen af det 10. århundrede nævnt i kronologisk rækkefølge. Hver af registreringerne består af pavens regeringstid i antal år (og herudfra kan årstallene udledes), deres fødselssted og forældre, de samtidige kejsere, indsats med hensyn til byggeri (specielt vedrørende romerske kirker), udnævnelser, vigtigste erklæringer, begravelsessted og tiden indtil næste pave var valgt og indviet. Imidlertid vanskeliggør måden, den blev til på, at man kan fæste ordentlig lid til bogen som historisk dokumentation.
Liber Pontificalis er skrevet af underordnede embedsmænd ved paveretten, og der er fundet eksempler på forvanskninger, udeladelser og forfalskninger. Registreringerne for de første tre århundreder er derfor nok først og fremmest interessante for historikere som eksempler på, hvad man i det 5. århundrede vidste om den tidligste katolske kirke. Fra det 4. århundrede og frem er skribenterne på mere sikker grund, selv om der stadig kan findes fejl og mangler. Granskning af teksten lader formode, at der fandtes to tidlige versioner fra før belejringen af Rom i 546, men herefter er der tale om et enkelt eksemplar. Fra begyndelsen af det 7. århundrede (omkring tiden for Pave Honorius 1.'s indsættelse) og frem indtil indsættelsen af Pave Adrian 2. er registreringerne skrevet i samtiden kort efter hver paves død og dermed rimeligt præcise, når man ser bort fra de enkelte skribenters holdninger.
Fortsættelser af Liber Pontificalis blev senere lavet og fører beretningerne om paverne videre fra omkring 1100 til midten af det 15. århundrede, men kvaliteten heraf er meget varierende.
De mange skribenters arbejde over lang tid komplicerede arbejdet med at lave udgaver af værket til videnskabelige formål. Mod slutningen af det 19. århundrede gjorde Louis Duchesne og Thodor Mommsen begge forsøget, men Mommsens udgave er dog ikke komplet. I det 20. århundrede er der udkommet oversatte og kommenterede udgaver, hvor vægten af kommentarerne har gået på den historiske troværdighed af beskrivelserne.

[ - ]

Lydkonge:

[ - ]
Lydkonge

En Lydkonge er konge over et land der indgår i en større statsdannelse især om historiske forhold. En konge, der er underordnet en anden, med andre ord en vasal eller en underkonge.
På billedet til venstre ses: Kong Kyros, der først regerede som medisk lydkonge i "Parsua", men siden underlagde sig Medien i 557 f.Kr. Han kaldte sit nye rige "Persien".


Kong Herodes den Store

Herodes den Store var en romersk lydkonge. Han kendes fra en bibelsk beretning, nemlig den om barnemordene i Betlehem, hvor Herodes den Store - for at ramme Jesus - slår alle drengebørn under 2 år ihjel.
Herodes forsøgte at leve som rettroende jøde, og faktisk døde han 4 år før Kristi fødsel, så hvis han har stået bag barnemordene, er det et af Bibelens største mirakler.
Så vi kan vist roligt gå ud fra, at barnemordene aldrig har fundet sted.
Guds udvalgte folk var desuden kommet under romersk lov, så der herskede en vis retssikkerhed. Endvidere er der ingen historikere, der kender til denne begivenhed, selvom Herodes er den person i oldtiden, vi ved mest om.



Kong Herodes den Store


[ - ]

Ravenna:

[ - ]
Ravenna er en by i den italienske region Emilia-Romagna. Ravenna har 134.631 (2001) indbyggere.

Ravenna var hovedstad i det Vestromerske Rige efter Romerrigets deling i 396 e.Kr. Senere var Ravenna de byzantinske kejseres administrative hovedstad for de italienske provinser. Ved byzantinernes fordrivelse fra den italienske halvø, blev Ravenna en del af Kirkestaten.



Den gamle æra

Oprindelsen af Ravenna er usikker. Den første bosætning er skiftevis tilskrives (og så har set co tilstedeværelse af) Thessalians, etruskerne og Umbrien, bagefter dens område blev afgjort også af Senones, især det sydlige landskab i byen, (der var ikke en del af lagunen), Ager-Decimanus. Ravenna bestod af huse bygget på pæle på en serie af små øer i en sumpet lagune-en situation svarende til Venedig adskillige århundreder senere. Romerne ignoreret det under deres erobring af Po floddelta, men senere accepterede det ind i den romerske republik som et organisationsnetværk by i 89 F.kr. I 49 f.kr var det det sted, hvor Julius Cæsar samlet sine styrker før krydset Rubicon. Senere, efter sin kamp mod Mark Antonius i 31 f.kr. grundlagde kejser Augustus den militære harbor Classe. Denne havn, beskyttet på første var af sine egne mure, en vigtig station i den romerske kejserlige flåde. I dag byen er indlandsstater, men Ravenna forblev en vigtig havn ved Adriaterhavet indtil den tidlige middelalder. Under de tyske kampagner, var Thusnelda, enke efter Arminius, og Marbod, konge af markomannierne, begrænset til Ravenna.

Ravenna fremgang stor under romersk herredømme. Kejser Trajan bygget en 70 km (43,50 mi) lang akvædukt i begyndelsen af det andet århundrede. Under de Marcomannic krige, germanske bosættere i Ravenna gjorde oprør og formået at gribe byen i besiddelse. Derfor forvist Marcus Aurelius besluttede ikke kun mod at bringe flere Barbarerne i Italien, men selv dem, der tidligere var blevet bragt der. I AD 402 overført kejser Honorius hovedstaden i det vestromerske rige fra Milano til Ravenna. Overførslen blev foretaget dels i defensivt øjemed: Ravenna var omgivet af sumpe og moser, og blev opfattet som nemt forsvares (selvom faktisk byen faldt til Modstående styrker mange gange i sin historie); Det er også sandsynligt, at overgangen til Ravenna skyldtes byens port og god søs forbindelser til det Østromerske rige. Men i 409, King Alaric af vestgoterne simpelthen omgået Ravenna, og gik, at fyre Rom i 410 og tage Galla Placidia, datter af kejser Theodosius, gidsel. Efter mange omskiftelser tilbage Galla Placidia til Ravenna med hendes søn, kejser Valentinian III og støtte af hendes nevø Theodosius II. Ravenna nød en periode med fred, i hvilket tidsrum den kristne religion var begunstiget af det kejserlige Hof, og byen opnået nogle af sine mest berømte monumenter, herunder den ortodokse døbefont, såkaldte Mausoleum Galla Placidia (hun ikke var virkelig begravet der) og San Giovanni Evangelista.

Den sene 400s så opløsningen af romerske myndighed i vest, og den sidste person til at holde titlen som kejser i Vesten blev afsat i 476 af den generelle Odoaker. Odoaker regerede som konge af Italien i 13 år, men i 489 den østlige kejser Zeno sendt den ostrogotiske King Theoderic dejligt at re-tage den italienske halvø. Efter at have tabt slaget Verona Odoaker trak sig tilbage til Ravenna, hvor han modstået en belejring af tre år af Theoderic, indtil udtagning af Rimini berøvet Ravenna af forsyninger. Theoderic tog Ravenna i 493, angiveligt dræbte Odoaker med hans egne hænder, og Ravenna blev hovedstaden i den ostrogotiske i Italien. Theoderic, efter hans kejserlige forgængere, også bygget mange pragtfulde bygninger i og omkring Ravenna, herunder hans palace kirke Sant'Apollinare Nuovo, en Arian domkirke (nu Santo Spirito) og dåbskapellet og hans eget Mausoleum lige uden for murene. .

Theoderic og hans tilhængere var arianske kristne, men co-eksisterede fredeligt med latinere, der var hovedsageligt ortodoks. Ravennas ortodokse biskopper gennemført markante byggeprojekter, som er den eneste overlevende en Capella Arcivescovile. Theoderic tilladt romerske borgere inden for hans rige til romerretten og den romerske retssystem. Goterne, i mellemtiden, levede under deres egne love og skikke. I 519, når en pøbel var brændt ned synagoger af Ravenna, beordrede Theoderic byen til at genopbygge dem for egen regning.

Theoderic døde i 526 og blev efterfulgt af hans unge barnebarn Athalaric under ledelse af hans datter Amalasunta, men af 535 begge var døde og Theoderics linje var repræsenteret kun af Amalasunthas datter Matasuntha. Forskellige ostrogotiske militære ledere tog kongedømme i Italien, men var ingen så vellykket, som Theoderic havde været. I mellemtiden, den ortodokse Christian Byzantine Emperor Justinian, imod både ostrogotiske regel og den arianske vifte af kristendommen. I 535 sin general Belisarius invaderede Italien og i 540 erobrede Ravenna. Efter erobringen af Italien blev afsluttet i 554, blev Ravenna sæde for byzantinsk regering i Italien.

Fra 540 til 600, Ravennas biskopper indledt en bemærkelsesværdig bygning program af kirker i Ravenna og i og omkring port byen Classe. Overlevende monumenter omfatter San Vitale Basilica samt til Sant'Apollinare-basilikaen i Classe og delvist overlevende San Michele i Africisco.

Eksarkatet Ravenna

Efter Belisarius for kejser Justinian erobringer I det sjette århundrede, Ravenna blev sæde for den byzantinske guvernør i Italien, Exarch, og blev kendt som Eksarkatet Ravenna. Det var på dette tidspunkt at Ravenna kosmografi blev skrevet.

Under byzantinsk herredømme, ærkebiskop af Ravenna blev midlertidigt ydet autocephaly fra Roman Church i kejseren, i 666, men dette snart blev tilbagekaldt. Ikke desto mindre, ærkebiskop af Ravenna holdt andenpladsen i Italien efter paven, og spillede en vigtig rolle i mange teologiske kontroverser i denne periode.

Ancient era

The origins of Ravenna are uncertain. The first settlement is variously attributed to (and then has seen the co presence of) the Thessalians, the Etruscans and the Umbrians, afterwards its territory was settled also by the Senones, especially the southern countryside of the city (that wasn't part of the lagoon), the Ager Decimanus. Ravenna consisted of houses built on piles on a series of small islands in a marshy lagoon – a situation similar to Venice several centuries later. The Romans ignored it during their conquest of the Po River Delta, but later accepted it into the Roman Republic as a federated town in 89 BC. In 49 BC, it was the location where Julius Caesar gathered his forces before crossing the Rubicon. Later, after his battle against Mark Antony in 31 BC, Emperor Augustus founded the military harbor of Classe. This harbor, protected at first by its own walls, was an important station of the Roman Imperial Fleet. Nowadays the city is landlocked, but Ravenna remained an important seaport on the Adriatic until the early Middle Ages. During the German campaigns, Thusnelda, widow of Arminius, and Marbod, King of the Marcomanni, were confined at Ravenna.

Ravenna greatly prospered under Roman rule. Emperor Trajan built a 70 km (43.50 mi) long aqueduct at the beginning of the 2nd century. During the Marcomannic Wars, Germanic settlers in Ravenna revolted and managed to seize possession of the city. For this reason, Marcus Aurelius decided not only against bringing more barbarians into Italy, but even banished those who had previously been brought there. In AD 402, Emperor Honorius transferred the capital of the Western Roman Empire from Milan to Ravenna. The transfer was made partly for defensive purposes: Ravenna was surrounded by swamps and marshes, and was perceived to be easily defensible (although in fact the city fell to opposing forces numerous times in its history); it is also likely that the move to Ravenna was due to the city's port and good sea-borne connections to the Eastern Roman Empire. However, in 409, King Alaric I of the Visigoths simply bypassed Ravenna, and went on to sack Rome in 410 and to take Galla Placidia, daughter of Emperor Theodosius I, hostage. After many vicissitudes, Galla Placidia returned to Ravenna with her son, Emperor Valentinian III and the support of her nephew Theodosius II. Ravenna enjoyed a period of peace, during which time the Christian religion was favoured by the imperial court, and the city gained some of its most famous monuments, including the Orthodox Baptistery, the so-called Mausoleum of Galla Placidia (she was not really buried there), and San Giovanni Evangelista.

The late 400s saw the dissolution of Roman authority in the west, and the last person to hold the title of emperor in the West was deposed in 476 by the general Odoacer. Odoacer ruled as King of Italy for 13 years, but in 489 the Eastern Emperor Zeno sent the Ostrogoth King Theoderic the Great to re-take the Italian peninsula. After losing the Battle of Verona, Odoacer retreated to Ravenna, where he withstood a siege of three years by Theoderic, until the taking of Rimini deprived Ravenna of supplies. Theoderic took Ravenna in 493, supposedly slew Odoacer with his own hands, and Ravenna became the capital of the Ostrogothic Kingdom of Italy. Theoderic, following his imperial predecessors, also built many splendid buildings in and around Ravenna, including his palace church Sant'Apollinare Nuovo, an Arian cathedral (now Santo Spirito) and Baptistery, and his own Mausoleum just outside the walls. .

Theoderic and his followers were Arian Christians, but co-existed peacefully with the Latins, who were largely Orthodox. Ravenna's Orthodox bishops carried out notable building projects, of which the sole surviving one is the Capella Arcivescovile. Theoderic allowed Roman citizens within his kingdom to be subject to Roman law and the Roman judicial system. The Goths, meanwhile, lived under their own laws and customs. In 519, when a mob had burned down the synagogues of Ravenna, Theoderic ordered the town to rebuild them at its own expense.

Theoderic died in 526 and was succeeded by his young grandson Athalaric under the authority of his daughter Amalasunta, but by 535 both were dead and Theoderic's line was represented only by Amalasuntha's daughter Matasuntha. Various Ostrogothic military leaders took the kingship of Italy, but none were as successful as Theoderic had been. Meanwhile, the orthodox Christian Byzantine Emperor Justinian I, opposed both Ostrogoth rule and the Arian variety of Christianity. In 535 his general Belisarius invaded Italy and in 540 conquered Ravenna. After the conquest of Italy was completed in 554, Ravenna became the seat of Byzantine government in Italy.

From 540 to 600, Ravenna's bishops embarked upon a notable building program of churches in Ravenna and in and around the port city of Classe. Surviving monuments include the Basilica of San Vitale and the Basilica of Sant'Apollinare in Classe, as well as the partially surviving San Michele in Africisco.

Exarchate of Ravenna

Following the conquests of Belisarius for the Emperor Justinian I in the 6th century, Ravenna became the seat of the Byzantine governor of Italy, the Exarch, and was known as the Exarchate of Ravenna. It was at this time that the Ravenna Cosmography was written.

Under Byzantine rule, the archbishop of Ravenna was temporarily granted autocephaly from the Roman Church by the emperor, in 666, but this was soon revoked. Nevertheless, the archbishop of Ravenna held the second place in Italy after the pope, and played an important role in many theological controversies during this period.

[ - ]


1249
Pt:283