Beskrivelse af Vigilius, der var Pave i år 537-555

Sct. Peter var den første biskop af Rom og dermed den første Pave i historien.
Der er opstået tradition for at biskoppen over Rom, er den katolske kirkes overhovede og dermed Pave for hele den katolske verden. Pavetitlen bliver dog først brugt efter år 300.
Kirken ledes af paven, der anses som Sankt Peters efterfølger. Den opfattelse stammer fra Matthæusevangeliet, hvor Jesus giver Peter nøglerne til himmeriget.
Jesus sagde følgende ord til Peter, som kan læses på indersiden af kuplen i
Peterskirken: ''Du er Peter (klippen) og på denne klippe vil jeg bygge min Kirke.
Dig vil jeg give nøglerne til himlens rige''.





    B: 1.028.195
     LU: 11:21

Pave Vigilius i tal :
Nummer 59 i paverækken

Begivenhed: Dato:Varighed:
Pavevalgt :  29. Mar. 537 -
Papiat slutter : 7. Jun. 555 18,2 år





Det dynamisk skiftende indhold på denne side er sammensat af bearbejdet materiale, der fortrinsvis er inspireret af fakta fra ovenstående links. Disse links er i sig selv og i høj grad spændende og anbefalelsesværdig læsning.
Jeg påberåber mig således ingen former for ophavsret over nærværende materiale.
Jeg takker hermed for inspiration. :-)
M. Due 2024













Vigilius - 537-555 :

Vigilius (Vigilio)
Vigilius, Pave (537-55), Romer af Fødsel, fulgte 536 som Diakonus Pave Agapet til Konstantinopel, hvor han kom i Berøring med Kejser Justinian og Kejserinde Theodora. Da Agapet pludselig døde før Hjemrejsen, tilbød Kejserparret at hjælpe Vigilius på Pavestolen, såfremt han ville støtte dets Kirkepolitik og holde Hånden over Monofysitismen, og Vigilius gik ind herpå.
En allerede valgt Pave i Rom, Silverius, måtte da også vige Pladsen for Vigilius, men denne søgte på en tvetydig Måde at slippe uden om sine Løfter til Kejseren. I 544 udstedte Justinian for at vinde Monofysitterne det Edikt, som førte til Trekapitelstriden, og for at sikre sig Vigilius’s Tilslutning til Ediktet kaldte Kejseren ham til Konstantinopel. Her søgte Vigilius at slippe fri for at afgive en tydelig Erklæring, men 548 blev han nødt til at give sin Tilslutning til Ediktet i en hemmelig Skrivelse, det såkaldte Judicatum. Skrivelsen blev imidlertid bekendt og vakte en heftig indsigelse fra Vestens Biskoppers Side. Navnlig Nordafrikanerne protesterede. Vigilius blev bange og søgte at hale i land, men for sent.
Kejseren sammenkaldte 553 et Koncil i Konstantinopel, det femte økumeniske, og dette fordømte de tre Kapitler trods Vestens Protest. Vigilius søgte også en Stund at protestere; men da han blev truet og plaget, slog han på ny om og sluttede sig til Koncilet.
Han fik derefter endelig Lov at drage hjem til Rom, men på Hjemrejsen døde han.

Pave Vigilius (døde 7 juni 555) var pave fra 29 marts 537 til sin død i 555. Han betragtes som den første pave byzantinske pavedømmet.

Tidligt liv

Han tilhørte en aristokratisk romerske familie; hans far Johannes er identificeret som en konsul i Liber Pontificalis, efter at have modtaget denne titel fra kejseren. Ifølge Procopius, sin bror Reparatus var en af de senatorer, der er taget som gidsel af Witigis, men formåede at flygte, før den østgoternes konge beordrede deres slagtning i 537. Vigilius indtastet service af Roman Church og blev ordineret en diakon i 531, i hvilket år romerske præster enige om at et dekret bemyndigelse paven til at afgøre arvesagen den pavelige se, (noget teologer nu overveje ugyldig). Vigilius blev valgt af pave Boniface II som hans efterfølger og præsenteret for de gejstlige, samlet i St. Peters Basilika. Modstand mod en sådan procedure førte Boniface i det følgende år at trække sin udpegning af en efterfølger og brænde det dekret, respekt for det.

Apocrisiariat

Den anden efterfølger af Boniface, pave Agapetus I (535–536), udpeget Vigilius pavelige repræsentant (apocrisiary) i Konstantinopel. Kejserinde Theodora søgte at vinde ham som en konfødereret til hævn aflejring af monofysitiske Patriarken Anthimus I af Konstantinopel af Agapetus og også få støtte for hendes indsats på vegne af Monophysites. Vigilius siges at have accepteret planerne for den spændende kejserinde, som lovede ham den pavelige se, og en stor sum penge (700 pund guld).

Udvalg som pave

Mens Vigilius var i Konstantinopel, pave Agapetus døde den 22 April 536, og paven Silverius havde gjort paven gennem påvirkning af kongen af goterne. Snart efter Silverius blev ordineret, besatte den østromerske general Belisarius Rom, som blev derefter belejret af goterne. Selv om goterne var ude af stand til at omringe byen helt, frygtede både de byzantinske soldaterne og indbyggerne, de ville blive ødelagt. Snart efter belejringen begyndte eksempelvis ordre Belisarius kvinder, børn og unødvendigt ansatte i Rom til Napoli, såvel som hans egen hær camp tilhængere. Omkring samme tid, blev Silverius beskyldt for at tilbyde at forråde Rom at goterne. Belisarius havde ham afsatte, sat i en Munks vane og forvist til Grækenland. Flere andre senatorer blev også forvist fra Rom på samme sigtelse.

Hvilken del Vigilius spillede i aflejring af Silverius er uklart i de primære kilder. Forfatterne af Liber Pontificalis, der er fjendtligt indstillet over for Vigilius, statens han afleverede til Belisarius imperial ordrer til Askar Silverius, men er velunderrettet om, hvordan Silverius blev valgt og ordineret. Procopius, på den anden side hedder det, at Belisarius udpeget Vigilius kort efter Silverius blev afsat. Det er sikkert at Vigilius blev indviet og troner paven på 29 marts 537. Efter døden af hans forgænger var Vigilius anerkendt som pave ved alle romerske præster, selv om måden, hans højde ikke var regelmæssig.

Pavedømmet (537–555)

Kejserinde Theodora lærte hurtigt, at hun havde været bedraget. Efter Vigilius havde nået genstanden for hans ambition og gjort paven, fastholdt han den samme holdning som sin forgænger mod Monophysites og den afsatte Anthimus. Et brev, der foregav at være fra paven til de afsatte Monophysite Patriarker, Anthimus, Severus og Theodosius synes at angive, at pave Vigilius accepteres Monofysitisme. Dette brev, imidlertid betragtes ikke som ægte af de fleste efterforskere og bærer alle mærker på forfalskning. Paven ikke gendanne Anthimus til sit kontor.

I år 540 tog Vigilius stilling i henseende til Monofysitisme, i to breve til Konstantinopel. Et af brevene er adresseret til kejser Justinian, den anden til Patriark Menas. I begge breve paven understøtter positivt Synods af Ephesus og Chalcedon, beslutninger af hans forgænger Pave Leo I, og deposition af Patriarken Anthimus. Flere andre breve, skrevet af paven i de første år af hans Pontifikat give oplysninger respekterer hans interposition i de kirkelige anliggender i forskellige lande. 6 marts 538 skrev han til biskop Caesarius af Arles om bod af Austrasian konge Theudebert I på grund af sit ægteskab til sin brors enke. På 29 juni 538, blev en decretal sendt til biskop Profuturus af Braga indeholdende beslutninger om forskellige spørgsmål for Kirkens disciplin. Biskop Auxanius og hans efterfølger, Aurelian af Arles, trådte i kommunikation med paven respekt for ydelse af Pallium som en mark af værdighed og beføjelser en pavelig legat til Gallien; paven sendte egnet breve til de to biskopper. I mellemtiden havde udvikle nye dogmatiske vanskeligheder i Konstantinopel, der skulle give paven mange timer af bitterhed. I 543 udstedt kejser Justinian et dekret, der fordømte de forskellige kætterier af Origenes; dette dekret blev sendt til underskrift både orientalsk Patriarkerne og Vigilius.

For at tegne Justinians tanker fra Origenism, Theodore Askidas, biskop i Caesarea i Cappadocia, kaldet hans opmærksomhed på det faktum, at fordømmelsen af forskellige repræsentanter for Antiochene skolen, som sagdes at have inspireret Nestorianism, ville gøre Unionen med Monophysites meget lettere. Kejser, som lagde meget vægt på at vinde over Monophysites, enige om at dette, og 543 eller 544 han udstedt en ny bekendtgørelse fordømmer de tre kapitler. Orientalsk Patriarker og biskopper underskrevet fordømmelse af disse tre kapitler. I Vesteuropa, proceduren blev imidlertid anset for uforsvarligt og farligt, fordi det var frygtet, at det ville forringe betydningen af Rådet for Chalcedon. Vigilius nægtede at anerkende den kejserlige dekret og af Justinian, blev kaldt til Konstantinopel for at afgøre sag der med en Synode. Ifølge Liber Pontificalis på 20 November, blev mens paven fejrer festen for St. Cecilia i kirken St. Cecilia i Trastevere, og før servicen var fuldt sluttede, han beordret af den kejserlige officielle Anthimus at starte på én gang på turen til Konstantinopel. Paven blev taget straks til et skib, der ventede i Tiberen for at transporteres til den østlige hovedstad, mens en del af befolkningen forbandet paven og kastede sten på skibet. Rom var nu belejret af goterne under Totila og indbyggerne faldt i den største elendighed. Vigilius sendte skibe med korn til Rom, men disse blev erobret af fjenden. Hvis historien relateret af Liber Pontificalis er det væsentlige korrekt, paven sandsynligvis forlod Rom på 22 November 545. Han forblev i lang tid i Sicilien og nåede Constantinople om slutningen af 546 eller i januar 547.

Vigilius forsøgte at overtale kejseren at sende hjælp til indbyggerne i Rom og Italien, der var så hårdt presset af goterne. Justinians chef interesse, men var sagen om de tre kapitler, og da Vigilius ikke var klar til at gøre indrømmelser på dette punkt og vaklet ofte i hans foranstaltninger, han havde meget at lide. Ændringen i hans holdning er til at kunne forklares af, at fordømmelse af de skrifter, der er nævnt var berettiget hovedsagelig, men syntes ubelejlige og ville føre til katastrofale kontroverser med Vesteuropa. Endelig Vigilius erkendt i et brev af 8 December 553 til Patriarken Eutychius beslutninger af andet Rådet for Konstantinopel og erklærede sin dom i detaljer i en forfatning af 26 februar 554. Således i slutningen af en sorgfuld opholdstilladelse på otte år i Konstantinopel var paven i stand, efter at komme til en forståelse med kejseren, til at starte ved tilbagekomsten til Rom i foråret 555.

Død

Mens der på den rejse, han døde i Syracuse. Hans krop blev bragt til Rom og begravet i San Martino ai Monti over Catacomb Priscilla på Via Salaria.

Pope Vigilius (died 7 June 555) was Pope from 29 March 537 to his death in 555. He is considered the first pope of the Byzantine Papacy.

Early life

He belonged to an aristocratic Roman family; his father Johannes is identified as a consul in the Liber Pontificalis, having received that title from the emperor. According to Procopius, his brother Reparatus was one of the senators taken hostage by Witigis, but managed to escape before the Ostrogothic king ordered their slaughter in 537. Vigilius entered the service of the Roman Church and was ordained a deacon in 531, in which year the Roman clergy agreed to a decree empowering the pope to determine the succession to the Papal See (something theologians now consider invalid). Vigilius was chosen by Pope Boniface II as his successor and presented to the clergy assembled in St. Peter's Basilica. The opposition to such a procedure led Boniface in the following year to withdraw his designation of a successor and to burn the decree respecting it.

Apocrisiariat

The second successor of Boniface, Pope Agapetus I (535–536), appointed Vigilius papal representative (apocrisiary) at Constantinople. Empress Theodora sought to win him as a confederate to revenge the deposition of the Monophysite Patriarch Anthimus I of Constantinople by Agapetus and also to gain aid for her efforts in behalf of the Monophysites. Vigilius is said to have agreed to the plans of the intriguing empress who promised him the Papal See and a large sum of money (700 pounds of gold).

Selection as pope

While Vigilius was in Constantinople, Pope Agapetus died on 22 April 536, and Pope Silverius had been made pope through the influence of the King of the Goths. Soon after Silverius was ordained, the Byzantine general Belisarius occupied Rome, which was then besieged by the Goths. Although the Goths were unable to encircle the city completely, both the Byzantine soldiers and the inhabitants feared they would be destroyed. Soon after the siege began, for example, Belisarius ordered the women, children, and unnecessary servants of Rome to leave for Naples, as well as his own army's camp followers. Around the same time, Silverius was accused of offering to betray Rome to the Goths. Belisarius had him deposed, put in a monk's habit and exiled to Greece. Several other senators were also banished from Rome on the same charges.

What part Vigilius played in the deposition of Silverius is unclear in the primary sources. The authors of the Liber Pontificalis, who are hostile to Vigilius, state he delivered to Belisarius the imperial orders to depose Silverius, yet are circumspect about how Silverius was elected and ordained. Procopius, on the other hand, states that Belisarius appointed Vigilius shortly after Silverius was deposed. It is certain that Vigilius was consecrated and enthroned Pope on 29 March 537. After the death of his predecessor Vigilius was recognized as pope by all the Roman clergy, even though the manner of his elevation was not regular.

Papacy (537–555)

Empress Theodora soon learned that she had been deceived. After Vigilius had attained the object of his ambition and been made pope, he maintained the same position as his predecessor against the Monophysites and the deposed Anthimus. A letter purported to be from the pope to the deposed Monophysite patriarchs Anthimus, Severus, and Theodosius seems to indicate that Pope Vigilius accepted the Monophysitism. This letter, however, is not regarded as genuine by most investigators and bears all the marks of forgery. The pope did not restore Anthimus to his office.

In the year 540 Vigilius took a stand in regard to Monophysitism, in two letters sent to Constantinople. One of the letters is addressed to Emperor Justinian, the other to the Patriarch Menas. In both letters the pope supports positively the Synods of Ephesus and Chalcedon, the decisions of his predecessor Pope Leo I, and the deposition of the Patriarch Anthimus. Several other letters written by the pope in the first years of his pontificate give information respecting his interposition in the Ecclesiastical affairs of various countries. On 6 March 538, he wrote to Bishop Caesarius of Arles concerning the penance of the Austrasian King Theudebert I on account of his marriage to his brother's widow. On 29 June 538, a decretal was sent to Bishop Profuturus of Braga containing decisions on various questions of church discipline. Bishop Auxanius and his successor, Aurelian of Arles, entered into communication with the pope respecting the granting of the Pallium as a mark of the dignity and powers of a papal legate for Gaul; the pope sent suitable letters to the two bishops. In the meantime new dogmatic difficulties had been developing at Constantinople that were to give the pope many hours of bitterness. In 543 Emperor Justinian issued a decree which condemned the various heresies of Origen; this decree was sent for signature both to the Oriental patriarchs and to Vigilius.

In order to draw Justinian's thoughts from Origenism, Theodore Askidas, Bishop of Caesarea in Cappadocia, called his attention to the fact that the condemnation of various representatives of the Antiochene school, who were said to have inspired Nestorianism, would make union with the Monophysites much easier. The emperor, who laid much stress upon winning over the Monophysites, agreed to this, and in 543 or 544 he issued a new edict condemning the Three Chapters. The Oriental patriarchs and bishops signed the condemnation of these Three Chapters. In Western Europe, however, the procedure was considered unjustifiable and dangerous, because it was feared that it would detract from the importance of the Council of Chalcedon. Vigilius refused to acknowledge the imperial edict and was called to Constantinople by Justinian, in order to settle the matter there with a synod. According to the Liber Pontificalis on 20 November, while the pope was celebrating the Feast of St. Cecilia in the Church of St. Cecilia in Trastevere, and before the service was fully ended, he was ordered by the imperial official Anthimus to start at once on the journey to Constantinople. The pope was taken immediately to a ship that waited in the Tiber in order to be carried to the eastern capital while a part of the populace cursed the pope and threw stones at the ship. Rome was now besieged by the Goths under Totila and the inhabitants fell into the greatest misery. Vigilius sent ships with grain to Rome, but these were captured by the enemy. If the story related by the Liber Pontificalis is essentially correct, the pope probably left Rome on 22 November 545. He remained for a long time in Sicily and reached Constantinople about the end of 546 or in January 547.

Vigilius sought to persuade the emperor to send aid to the inhabitants of Rome and Italy who were so hard pressed by the Goths. Justinian's chief interest, however, was in the matter of the Three Chapters, and as Vigilius was not ready to make concessions of this point and wavered frequently in his measures, he had much to suffer. The change in his position is to be explained by the fact that the condemnation of the writings mentioned was justifiable essentially, yet appeared inopportune and would lead to disastrous controversies with Western Europe. Finally, Vigilius acknowledged in a letter of 8 December 553 to the Patriarch Eutychius the decisions of the Second Council of Constantinople and declared his judgment in detail in a Constitution of 26 February 554. Thus at the end of a sorrowful residence of eight years at Constantinople the pope was able, after coming to an understanding with the emperor, to start on his return to Rome in the spring of 555.

Death

While on the journey he died at Syracuse. His body was brought to Rome and buried in the San Martino ai Monti over the Catacomb of Priscilla on the Via Salaria.



                  Katolske begreber:

Afladshandel

Antiochia

Apokryf

Ariani

Arianisme

Arvesynd

Avignon

Basilika

Breviar

Bulle

Camerlengo

Cistercienser

Davids Slægt

Decius

Diokletian

Dominikaner

Donatisme

Døbefont

Dødssynder

Ecclesiast

Exarch

Franciskaner

Galilei

Glas

Gnostiker

Goddag mand økseskaft

Gudsbevis

Hegesippus

Helvede

Herrens år

Ikonoklasme

Inkvisition

Interregnum

Investitur

Irenæus

Janseni

Kanon

Katakomber

Kirkebøger

Kloster

Koncil

Konklave

Korstog

Lateran

Liber Pontificalis

Longobard

Luther

Lydkonge

Malakias

Malakiasrækken

Markion

Matematik

Modpave

Monarkianisme

Monofysitisme

Monoteletisme

Monstrans

Montanisme

Muhammed

Novatian

Nuntius

Oligark

Origenes

Pallium

Paternoster

Patriark

Pavenumre

Paverækken

Pavinde

Pelagianisme

Pontifikat

Påskestriden

Ramaskrig

Ravenna

Sakramente

Sanktus

Saracen

Schweizergarden

Sede Vacante

Simoni

Skisma

Syndefald

Synode

Tiara

Transsubstantiation

Vatikan

Vox-In-Rama

Økumenisk


Ordforklaring :

Basilika
Ecclesiast
Koncil
Liber Pontificalis
Monofysitisme
Origenes
Pallium
Patriark
Pontifikat
Synode

Basilika:

[ - ]
Ordet basilika kommer af græsk basilike (stoa) 'kongelig (søjlehal)', af basileus 'konge'.
Basilika, bygning, der består af et hovedrum, hovedskib eller midterskib, flankeret af to eller fire sideskibe; hovedskibet er højere og bredere end sideskibene og kan have en udbygning, apsis, i den ene eller i begge ender.
Hovedskib og sideskibe er skilt fra hinanden ved kolonnader eller buer; over disse kan der være et galleri (klerestorium) og vinduer. Oprindelig havde basilikaen fladt loft eller åben tagstol. Basilikaen kan have en bred indgangshal, narthex, og en åben forgård, atrium.
Bygningstypen stammer fra det østlige Middelhav. Den var meget anvendt i antikkens Romerrige og er beskrevet af den romerske arkitekturteoretiker Vitruvius.


Der hersker tvivl om, hvorledes den kristne basilika er opstået. Den mest udbredte teori er, at den kristne basilika er udviklet af antikkens offentlige og private basilika. Det er også vanskeligt at præcisere, hvornår den kristne basilika opstod, da bygning af offentlige kirker var umulig under forfølgelserne af de kristne.
De kirkebygninger, der blev opført i Rom og i Mellemøsten i Konstantin den Stores tid i 300-t. e.Kr., står derfor som de første eksempler på den kristne anvendelse af basilikatypen.


Blandt de mest berømte er Laterankirken, Santa Maria Maggiore, den første Peterskirke og Santa Sabina, alle i Rom.

[ - ]

Ecclesiast:

[ - ]
Lignende ord i ordbogen:

Ecclesiastes                      -  Prædikerens Bog
Ecclesiastical                   -  Kirkelig
Ecclesiastical council      -  Koncil
Minister for - - -
Ecclesiastical Affairs       -  Kirkeminister
Ecleciast betyder direkte oversat til dansk: gejstlig.

[ - ]

Koncil:

[ - ]
Et Koncil er et kirkemøde for hele eller dele af Den Katolske Kirke. Ordet kommer fra latin "concilium"=Rådsforsamling. Man taler om 4 forskellige typer af konciler: "Concilio Diocesano" eller "Sinodo" indkaldes af Biskoppen, "Concilio Provinciale" indkaldes af Metropolitten (Ærkebispen), "Concilio Nazionale" indkaldes af Patriarken eller Overhovedet for Kirken i det enkelte land.



Endelig er der "Concilio Ecumenico", som indkaldes af Paven og gælder for alle dele af Den Katolske Kirke.

Et Økumenisk Koncil foregår i 3 bestemte faser: Indkaldelsen af de nærmere bestemte grupper gejstlige som skal deltage. Afholdelsen sker under Pavens præsidium eller under en af hans legater. Paven bestemmer de emner, der skal debatteres og om evt. andre forslag skal tages med ind til diskussion. Paven har ret til at opløse Koncilet, eller til at stoppe det eller overflytte det til et andet sted. Den sidste fase er Pavens godkendelse af Koncilets konklusioner.

Koncilier - Romerkirkens generalforsamlinger

[ - ]

Liber Pontificalis:

[ - ]
Liber Pontificalis: eller Pavernes Bog er en af de væsentlige kilder vedrørende den tidlige middelalders historie, men den er også genstand for stor skepsis i den henseende.


På det umiddelbare plan er bogen en samling kortfattede biografiske registreringer af de første paver op til slutningen af det 10. århundrede nævnt i kronologisk rækkefølge. Hver af registreringerne består af pavens regeringstid i antal år (og herudfra kan årstallene udledes), deres fødselssted og forældre, de samtidige kejsere, indsats med hensyn til byggeri (specielt vedrørende romerske kirker), udnævnelser, vigtigste erklæringer, begravelsessted og tiden indtil næste pave var valgt og indviet. Imidlertid vanskeliggør måden, den blev til på, at man kan fæste ordentlig lid til bogen som historisk dokumentation.
Liber Pontificalis er skrevet af underordnede embedsmænd ved paveretten, og der er fundet eksempler på forvanskninger, udeladelser og forfalskninger. Registreringerne for de første tre århundreder er derfor nok først og fremmest interessante for historikere som eksempler på, hvad man i det 5. århundrede vidste om den tidligste katolske kirke. Fra det 4. århundrede og frem er skribenterne på mere sikker grund, selv om der stadig kan findes fejl og mangler. Granskning af teksten lader formode, at der fandtes to tidlige versioner fra før belejringen af Rom i 546, men herefter er der tale om et enkelt eksemplar. Fra begyndelsen af det 7. århundrede (omkring tiden for Pave Honorius 1.'s indsættelse) og frem indtil indsættelsen af Pave Adrian 2. er registreringerne skrevet i samtiden kort efter hver paves død og dermed rimeligt præcise, når man ser bort fra de enkelte skribenters holdninger.
Fortsættelser af Liber Pontificalis blev senere lavet og fører beretningerne om paverne videre fra omkring 1100 til midten af det 15. århundrede, men kvaliteten heraf er meget varierende.
De mange skribenters arbejde over lang tid komplicerede arbejdet med at lave udgaver af værket til videnskabelige formål. Mod slutningen af det 19. århundrede gjorde Louis Duchesne og Thodor Mommsen begge forsøget, men Mommsens udgave er dog ikke komplet. I det 20. århundrede er der udkommet oversatte og kommenterede udgaver, hvor vægten af kommentarerne har gået på den historiske troværdighed af beskrivelserne.

[ - ]

Monofysitisme:

[ - ]
Monofysitisme (fra græsk: monos, 'kun én' og physis, 'natur') er den kristologiske position at Jesus Kristus kun havde én natur (den guddommelige), i modsætning til den position fastslået i koncilet i Chalcedon (451) hvori Kristus har to samtidige naturer; en guddommelig og en menneskelig.



Monofysitisme og dets antitesis, nestorianisme, var begge meget kontroversielle, splittende og lidenskabeligt debatterede skismaer i den tidlige kristne kirke i løbet af det første halvdel af det 5. århundrede; en i forvejen kaotisk periode med germanske stammers indtog i det kollapsende vestromerske rige, og medfølgende forflytning af det politiske og kristne centrum til det nu Østromerske Kejserdømme, og i særdeleshed i Syrien, Levanten, Egypten og Anatolien hvor monofysitisme var en populær strømning blandt folket.

Der er to hoveddoktriner der ubestrideligt kan kaldes for monofysitiske: Eutychianisme, opkaldt efter presbyter Eutykhes, mente at Kristi menneskelige natur blev opløst i den guddommelige, «som en dråbe honning i havet». Den eutychianske monofysitisme, og Eutykhes selv, blev fordømt som kættersk på koncilet i 451. Apollinarisme, ifølge hvilke Kristus havde en menneskelig krop, men at det guddommelige (Logos) havde fyldt denne fuldstændig således at det ikke fandtes noget menneskelig sind (nous). Apollinarisme blev forkastet ved flere forskellige synoder, og endelig fordømt som kættersk ved koncilet i Konstantinopel år 381.

En mere moderat form for monofysitisme, som bruger formelen «Kristus er én natur fra to», det vil sige en fusion mellem de to naturer uden at den ene fuldstændig opsluger den anden, fik større opbakning, og er delvist bevaret i de orientalske ortodokse kirker.

Flere forsøg blev gjort på at forene monofysitterne med resten af kirken i slutningen af det 5. og ind i det 6. århundrede. Kejser Zeno forsøgte at finde en formulering som kunne accepteres af begge parter, men denne blev afvist af pave Simplicius. Senere kejsere forsøgte også, men ligeledes uden held. Det er betegnende at det er netop kejserne som stod for dette arbejde; kirken var blevet en stabiliserende faktor i samfundet, og kejserne ønskede at stoppe splittelsen som var opstået.

I nyere tid er der på ny blevet oprettet kontakt mellem de orientalske ortodokse kirker, Den ortodokse kirke og den katolske kirke. I 1973 kom pave Paul VI og den koptiske-ortodokse pave Shenouda III med en fælleserklæring om kristologi, og i 1984 kom også en fælleserklæring fra pave Johannes Paul II og den syrisk-ortodokse patriark Ignatius Zakka.

[ - ]

Origenes:

[ - ]
Origenes fra Alexandria (ca.185-254), har lagt navn til Origenismen, en teori hvor teologi og filosofi blandedes, men den kritiseredes af hans modstandere i slutningen af det 4. århundrede, i 553 fordømtes troen som kætteri på det 2. Koncil i Constantinopel
Origenismen udvikledes også til Arianismen, en teologisk retning i oldkirken, udtænkt af præsten Arios omkring år 300 som en forlængelse af Origenes' tanker. Den arianske lære hævdede, at Jesus Kristus IKKE var ét kød med Faderen (ikke selv var Gud og "af samme væsen som faderen", som den "nikænske trosbekendelse", vedtaget på kirkemødet i Nikæa i år 325, lød). Arios var blevet ekskommunikeret i 319, men Arianismen levede videre og blomstrede op igen under Kejser Julian Den Frafaldne og levede længe i de germansk kontrollerede områder. Den forsvandt først i løbet af det 6.århundrede.



Origenes forholder sig til kristendommens mangfoldighed på to måder. På den ene side anerkender han en ”intern”, tilladt ja endog gavnlig mangfoldighed, mens han på den anden side betragter de to grupperinger, Ophiterne og Cainiterne, som ikke-kristne, altså stående udenfor det kristne fællesskab. Disse to måder at forholde sig til den ”kristne” mangfoldighed på kan benyttes til at illustrere to forskellige forskningsparadigmer.
Origenes skelnede, med andre ord mellem nogle, som kunne forveksles med kristne, men som ifølge hans synspunkt ikke var det – altså udenforstående på den ene side og på den anden side forskellige kristne grupper – indenforstående. Denne skelnen mellem udenforstående og indenforstående dominerede i forskningen helt frem til anden halvdel af det 20. århundrede. De udenforstående blev i forskningen oftest benævnt kættere eller hæretikere.
I første halvdel af det 5.århundrede var mange ægyptiske munke stærkt påvirkede af forskellige af Origenes ideer, men selvom de kirkelige autoriteter forsøgte at bekæmpe Origenes vranglære, så indgik netop dennes forestilling om, at der havde levet og kunne være særligt udvalgte mennesker, der var undsluppet denne forbandelse, i den almindelige koptiske lære om dette emne.
I sin lille bog Om bøn beskriver han brødet i fadervor som et billede på Jesus selv. Jesus siger jo i Johannesevangeliet, at han er det sande brød, livets brød. Forstået på den måde er fadervor ikke længere en jødisk bøn, men en kristen bøn, der handler om, at Jesus skal tage bolig i den bedende.



Origenes der var født i Alexandria, var den betydeligste oldkirkelige teolog, der beskæftigede sig med skrifterne. Origenes udskilte de aldeles uacceptable dele og inddelte resten i »de ægte« og »de tvivlsomme skrifter«. Dem kalder han på græsk hhv. homologumena og amfiballomena. I den første gruppe »de ægte« er de fire evangelier, Paulusbrevene, Petersbrevene, 1. Johannesbrev, Apokalypsen og Apostlenes Gerninger anbragt. »De tvivlsomme« inkluderer 2. Petersbrev, 2. og 3. Johannesbrev, Hebræerbrevet, Jakobsbrevet og Judasbrevet.
Origenes vender sig også mod den romerske skik, at fejre fødselsdag, som han kalder en hedensk praksis.
Origenes liv er beskrevet af Eusebius i den sjette bog af hans kirkehistorie. Origenes' fader omkom under kristenforfølgelserne i 202 under Septimus Severus.


Origines kastrerer sig selv.

For at følge fremstillingen i Matthæusevangeliet 19-12, lod han sig kastrere. Efter uoverensstemmelser med sin biskop i Alexandria, hvor han var blevet skoleforstander, slog han sig ned som kirkelig autoritet i Cæsarea.
Under senere kristenforfølgelser blev han tortureret og døde 69 år gammel).


[ - ]

Pallium:

[ - ]
Pallium, (lat. 'kappe'), romersk-katolske ærkebiskoppers særlige kendetegn; et hvidt bånd, vævet af uld og besat med seks sorte, broderede kors.


Herover: Palliets udvikling gennem tiderne.

Det bæres over begge skuldre i form af et Y og symboliserer lammet, der bæres på hyrdens skuldre. Paven har siden 800-t. tildelt palliet til ærkebiskopper. Det er videreudviklet af antikkens lange, rektangulære kappe, oftest båret af ikke-romere, især grækere.
Pallium svarer til den græske himation.
Palliet kan med lidt god vilje minde lidt om et moderne slips.

Pallium tildeles af paven. Ud over ham er det (siden Paul VI i 1978) reserveret metropolitterne og den latinske patriark i Jerusalem.

Herunder: Johannes Paul II med sit Pallium.


[ - ]

Patriark:

[ - ]
En patriark er overhovedet i en romersk-katolsk eller ortodoks kirkeprovins, et patriarkat. Da embedet er personorienteret bruger man sjældent betegnelser som f.eks. patriarkatet Konstantinopel, men som regel patriarken af Konstantinopel osv.
Fem patriarkater – i Rom, Jerusalem, Alexandria, Antiokia og Konstantinopel – har rødder i oldkirken. De andre er kommet til på senere tidspunkter, enten som belønning for loyalitet mod kirken eller af religionspolitiske grunde.


Patriarken Fotios af Konstantinopel (billede herover) levede fra ca. 820 til 893. Han regnes for en af de mest lærde mænd nogensinde i den Ortodokse Kirke.
Fotios var patriark af Konstantinopel - det vil sige, at han havde samme rolle i den østromerske, ortodokse kirke, som paven har den romersk-katolske kirke.

Fire af de ortodokse patriarkater, de fire første på listen, er oldkirkelige. De andre er nyere, og er knyttet til nationalkirker i forskellige lande.
  • Patriarken af Konstantinopel (Den økumeniske patriark)
  • Patriarken af Alexandria
  • Patriarken af Antiokia
  • Patriarken af Jerusalem
  • Patriarken af Moskva og hele Rusland
  • Patriarken af hele Bulgarien
  • Katholikos-patriarken af hele Georgien
  • Patriarken af hele Rumænien
  • Den serbiske patriark

Den katolske kirkes patriarkater
Et af de katolske patriarkater går direkte tilbage til oldkirken, nemlig Rom. Patriarkaterne i Alexandria, Antiokia og Jerusalem har rødder i oldkirken, men disse steder var der i lang tid kun ortodokse patriarker.
Udover de nuværende patriarkater er der også i Den katolske kirke nogle historiske patriarkater, som af forskellige grunde ikke eksisterer mere.

Nuværende katolske patriarkater
  • Patriarkatet i Rom (paven er patriark)
  • Det koptiske patriarkat i Alexandria
  • Det græske patriarkat i Antiokia
  • Det syriske patrirkat i Antiokia
  • Det maronittiske patriarkat i Antiokia
  • Det romersk-katolske patriarkat i Jerusalem
  • Patriarkat i Babylon (Bagdad)
  • Patriarkat i Cilicia
  • Patriarkat i Venezia
  • Patriarkat i Lisabon

Historiske katolske patriarkater
  • Det romersk-katolske patriarkat i Konstantinopel
  • Det romersk-katolske patriarkat i Alexandria
  • Det romersk-katolske patriarkat i Antiokia
  • Patriarkatet i Vest-Indien
  • Patriarkatet i Øst-Indien

De orientalske ortodokse kirkers patriarkater
  • Paven og patriarken af Alexandria (Den koptiske ortodokse kirke)
  • Patriarken af Antiokia (Den syriske ortodokse kirke)
  • Katholikos-patriarken af Etchmiadzin og Armenia (Den armenske ortodokse kirke)
  • Patriarken af Cilicia of Midt-Østen (Den armenske ortodokse kirke)
  • Patriarken af hele Etiopien (Tewahedokirken)
  • Patriarken af hele Eritrea (Den eritreanske ortodokse kirke)

De nestorianske patriarkater
De nestorianske kirker blev løsrevet fra resten af den kristne kirke i det 5. århundrede.
  • Katholikos-patriarken af Babylon (Bagdad, Den assyriske kirke i øst)
  • Katholikos-patriarken i Jerusalem (Kirken i øst og udenlands, sæde i Nordamerika)

Et patriarkat er en kultur, hvor magten og herredømmet besiddes af (de ældste) mænd, og hvor den fædrene linie tegner slægten. Magten tilhører den myndige og ærværdige patriark. Begrebet patriark kommer af græsk "patria", der betyder slægt og -ark, der betyder leder eller anfører. Patriarken er slægtens anfører og som sådan ikke kønsbestemt, men i bibelens gamle testamente er Abraham og hans søn Isak og dennes søn Jakob patriarker.

[ - ]

Pontifikat:

[ - ]
Pontifikat, (af lat. pontificatus, afledt af pontifex), en paves regeringstid.

Pontifex, (lat., af pons 'vej, bro', gen. pontis, og -fex, af facere 'gøre'; af omstridt bet., måske 'den, der baner vej' eller 'den, der bygger bro'), i romersk religion navnet på et ledende medlem af pontifikalkollegiet, et præstekollegium bestående af rex sacrorum, de tre store flamines og tolv mindre flamines; pontifex maximus 'den største pontifex' havde som særligt embedsområde Vestakulten. Pontifikalkollegiet holdt til i Regia (egl. 'kongens hus') på Forum Romanum og havde bl.a. overopsyn med Roms statskult, lege (ludi), sakralret og varselstydning. Fra ca. 200 f.Kr. kendes tabulae pontificum 'pontifexernes tavler', en samling historiske annaler.

Fra og med Augustus blev ærestitlen pontifex maximus givet til den regerende kejser, og i løbet af 400-t. overtog paven den oprindelig hedenske titulatur, ofte forkortet pont.max. eller PM, nu i formen summus pontifex, hvis betydning tolkedes kristologisk som 'den, der slår bro mellem Jord og Himmel'.



[ - ]

Synode:

[ - ]
Synode, (gr. synodos 'sammenkomst', af syn- og hodos 'vej, passage', jf. -ode), d.s.s. koncil, men fortrinsvis anvendt om kirkemøder på lokalt og nationalt plan. Man taler om stiftssynoder for de enkelte bispedømmer, om provinssynoder for en hel kirkeprovins og (national)synoder for et enkelt land.

Som organer for kirkeligt selvstyre har synoder en særlig rolle i kirker, der er uafhængige af statsmagten. I den græsk-ortodokse og romersk-katolske kirke er hele spektret af synoder repræsenteret, hvorimod synoders rolle er varierende i de protestantiske kirkesamfund. Størst betydning har de i de reformerte kirker. Den danske folkekirke karakteriseres ved et stærkt statsstyre og kender ikke til synoder.

[ - ]


1121
Pt:361