Beskrivelse af Benedikt I, der var Pave i år 575-579

Sct. Peter var den første biskop af Rom og dermed den første Pave i historien.
Der er opstået tradition for at biskoppen over Rom, er den katolske kirkes overhovede og dermed Pave for hele den katolske verden. Pavetitlen bliver dog først brugt efter år 300.
Kirken ledes af paven, der anses som Sankt Peters efterfølger. Den opfattelse stammer fra Matthæusevangeliet, hvor Jesus giver Peter nøglerne til himmeriget.
Jesus sagde følgende ord til Peter, som kan læses på indersiden af kuplen i
Peterskirken: ''Du er Peter (klippen) og på denne klippe vil jeg bygge min Kirke.
Dig vil jeg give nøglerne til himlens rige''.





    B: 1.028.195
     LU: 11:21

Pave Benedikt I i tal :
Nummer 62 i paverækken

Begivenhed: Dato:Varighed:
Pavevalgt :  2. Jun. 575 -
Papiat slutter : 30. Jul. 579 4,2 år





Det dynamisk skiftende indhold på denne side er sammensat af bearbejdet materiale, der fortrinsvis er inspireret af fakta fra ovenstående links. Disse links er i sig selv og i høj grad spændende og anbefalelsesværdig læsning.
Jeg påberåber mig således ingen former for ophavsret over nærværende materiale.
Jeg takker hermed for inspiration. :-)
M. Due 2024















Benedikt I - 575-579 :

Benedikt I (Benedetto I)
Benedikt I (574-578). Under hans tid som pave rasede en hungersnød i Rom, og da han døde, belejredes byen af Longobarder. Han blev siden helgenkåret.
Benedikt I var pave fra 2. juni 575 til 30. juli 579. Hans Pontifikat faldt sammen med Longobardenes invasion, som medførte sygdom og hungersnød i Italien.
Benedikt var søn af en mand ved navn Bonifatius, og blev kaldt Bonosus af grækerne. På grund af Longobardenes hærgninger var det vandskeligt, at kommunikere med den bysantinske kejser, som gjorde krav på retten til, at bekræfte pavevalgene. Fra forgængerens død til den østromerske kejser bekræftede pavevalget gik der derfor nåsten 11 måneder. Benedikt regerede i fire år, en måned og 28 dage.
Kun få skrifter fra hans tid er bevaret, derfor ved man kun lidt om hans virke.

Pave Benedikt I (Latin: Benedictus; døde 30 juli 579) var pave fra 2 juni 575 til sin død i 579.

Liv

Benedikt var søn af en mand ved navn Bonifacius, og af grækerne blev kaldt Bonosus. Hærgen af langobarderne gjorde det meget vanskeligt at kommunikere med den byzantinske kejser i Konstantinopel, som hævdede privilegiet at bekræfte valget af paverne. Derfor var der en ledig stilling på næsten elleve måneder mellem død af pave John III og ankomsten af den kejserlige bekræftelse af Benedikts valg på 2 juni 575.

Benedict tildelt en ejendom, Massa Veneris i område Minturnae, abbed Stephen af St. Mark's "i nærheden af vægge af Spoleto" (St. Gregory I, Ep. ix, 87, I. al. 30). Hungersnøden fulgte ødelæggende langobarderne, og fra de få ord Liber Pontificalis har om Benedict, indsamler vi, at han døde midt i sine bestræbelser på at klare disse vanskeligheder. Han blev begravet i forhal i sakristiet St. Peters gamle Basilica. I en ceremoni, afholdt i December, han ordineret femten præster og tre diakoner og indviet enogtyve biskopper.

Kun få af registreringer af transaktioner uden for Rom, der kunne hjælpe os med at forstå historien om denne pavedømmet overleve fra Benedicts regeringstid, og på grund af forstyrrelser forårsaget af langobarderne i Italien, måske kun få har eksisteret nogensinde.

Paver opkaldt Benedict

Der har været 15 paver opkaldt Benedict, samt mindst tre Antipopes ved navn. Nogle kan være opkaldt efter denne obskure paven, men de fleste tager deres regnal navn fra Sankt Benedikt af Nursia, stifter af bevægelsen benediktiner Kloster. Især udtalte pave Benedict XVI efter sit valg at han var inspireret af Pave Benedict XV, som ledte kirken gennem kaos af første verdenskrig, og Sankt Benedikt af Nursia.

Pope Benedict I (Latin: Benedictus I; died 30 July 579) was Pope from 2 June 575 to his death in 579.

Life

Benedict was the son of a man named Bonifacius, and was called Bonosus by the Greeks. The ravages of the Lombards rendered it very difficult to communicate with the Byzantine Emperor at Constantinople, who claimed the privilege of confirming the election of the popes. Hence there was a vacancy of nearly eleven months between the death of Pope John III and the arrival of the imperial confirmation of Benedict's election on 2 June 575.

Benedict granted an estate, the Massa Veneris, in the territory of Minturnae, to Abbot Stephen of St. Mark's "near the walls of Spoleto" (St. Gregory I, Ep. ix, 87, I. al. 30). Famine followed the devastating Lombards, and from the few words the Liber Pontificalis has about Benedict, we gather that he died in the midst of his efforts to cope with these difficulties. He was buried in the vestibule of the sacristy of the old Basilica of St. Peter. In a ceremony held in December, he ordained fifteen priests and three deacons and consecrated twenty-one bishops.

Few of the records of transactions outside Rome that could help us understand the history of this Papacy survive from Benedict's reign, and because of the disruptions caused by the Lombards in Italy, perhaps few ever existed.

Popes named Benedict

There have been fifteen Popes named Benedict, as well as at least three Antipopes by the name. Some may be named after this obscure pontiff, but most take their regnal name from Saint Benedict of Nursia, the founder of the Benedictine monastic movement. In particular, Pope Benedict XVI stated after his election that he was inspired by Pope Benedict XV, who led the Church through the chaos of World War I, and Saint Benedict of Nursia.



                  Katolske begreber:

Afladshandel

Antiochia

Apokryf

Ariani

Arianisme

Arvesynd

Avignon

Basilika

Breviar

Bulle

Camerlengo

Cistercienser

Davids Slægt

Decius

Diokletian

Dominikaner

Donatisme

Døbefont

Dødssynder

Ecclesiast

Exarch

Franciskaner

Galilei

Glas

Gnostiker

Goddag mand økseskaft

Gudsbevis

Hegesippus

Helvede

Herrens år

Ikonoklasme

Inkvisition

Interregnum

Investitur

Irenæus

Janseni

Kanon

Katakomber

Kirkebøger

Kloster

Koncil

Konklave

Korstog

Lateran

Liber Pontificalis

Longobard

Luther

Lydkonge

Malakias

Malakiasrækken

Markion

Matematik

Modpave

Monarkianisme

Monofysitisme

Monoteletisme

Monstrans

Montanisme

Muhammed

Novatian

Nuntius

Oligark

Origenes

Pallium

Paternoster

Patriark

Pavenumre

Paverækken

Pavinde

Pelagianisme

Pontifikat

Påskestriden

Ramaskrig

Ravenna

Sakramente

Sanktus

Saracen

Schweizergarden

Sede Vacante

Simoni

Skisma

Syndefald

Synode

Tiara

Transsubstantiation

Vatikan

Vox-In-Rama

Økumenisk


Ordforklaring :

Kloster
Liber Pontificalis
Longobard
Pontifikat

Kloster:

[ - ]
Ordet Kloster betyder "indelukke" og betegner dels et bygningsværk, dels et religiøst fællesskab, som lever adskilt fra det øvrige samfund efter en klosterordens særlige bestemmelser.
Der findes klostre indefor flere religioner.
  • 1 Kristne klostre
  • 2 Buddhistiske klostre
  • 3 Islamiske klostre
  • 4 Hinduistiske klostre
Kristne klostre

I de kristne klostre var meningen med klosterlivet at efterkomme Jesu ord til den rige unge mand: "Vil du være fuldkommen, så gå hen og sælg, hvad du ejer, og giv pengene til de fattige, så vil du have en skat i himlene. Og kom så og følg mig!". Klosterets beboere, der for mænds vedkommende kaldes munke og for kvinders vedkommende nonner, var og er mennesker, der har følt et kald til at forsage verdens velfærd og vie deres liv til Gud.

Ikke alle klostre blev opført i askese. Herunder ses spisesalen fra Leubus kloster i Lubiaz i Polen.


[ - ]

Liber Pontificalis:

[ - ]
Liber Pontificalis: eller Pavernes Bog er en af de væsentlige kilder vedrørende den tidlige middelalders historie, men den er også genstand for stor skepsis i den henseende.


På det umiddelbare plan er bogen en samling kortfattede biografiske registreringer af de første paver op til slutningen af det 10. århundrede nævnt i kronologisk rækkefølge. Hver af registreringerne består af pavens regeringstid i antal år (og herudfra kan årstallene udledes), deres fødselssted og forældre, de samtidige kejsere, indsats med hensyn til byggeri (specielt vedrørende romerske kirker), udnævnelser, vigtigste erklæringer, begravelsessted og tiden indtil næste pave var valgt og indviet. Imidlertid vanskeliggør måden, den blev til på, at man kan fæste ordentlig lid til bogen som historisk dokumentation.
Liber Pontificalis er skrevet af underordnede embedsmænd ved paveretten, og der er fundet eksempler på forvanskninger, udeladelser og forfalskninger. Registreringerne for de første tre århundreder er derfor nok først og fremmest interessante for historikere som eksempler på, hvad man i det 5. århundrede vidste om den tidligste katolske kirke. Fra det 4. århundrede og frem er skribenterne på mere sikker grund, selv om der stadig kan findes fejl og mangler. Granskning af teksten lader formode, at der fandtes to tidlige versioner fra før belejringen af Rom i 546, men herefter er der tale om et enkelt eksemplar. Fra begyndelsen af det 7. århundrede (omkring tiden for Pave Honorius 1.'s indsættelse) og frem indtil indsættelsen af Pave Adrian 2. er registreringerne skrevet i samtiden kort efter hver paves død og dermed rimeligt præcise, når man ser bort fra de enkelte skribenters holdninger.
Fortsættelser af Liber Pontificalis blev senere lavet og fører beretningerne om paverne videre fra omkring 1100 til midten af det 15. århundrede, men kvaliteten heraf er meget varierende.
De mange skribenters arbejde over lang tid komplicerede arbejdet med at lave udgaver af værket til videnskabelige formål. Mod slutningen af det 19. århundrede gjorde Louis Duchesne og Thodor Mommsen begge forsøget, men Mommsens udgave er dog ikke komplet. I det 20. århundrede er der udkommet oversatte og kommenterede udgaver, hvor vægten af kommentarerne har gået på den historiske troværdighed af beskrivelserne.

[ - ]

Longobard:

[ - ]
Longobard = Langt skæg; de langskæggede.
Longobarderne var et germansk folkeslag, som kom fra Midttyskland og i folkevandringstiden drog sydpå ned i Nordbalkan, hvor de i det 4.århundrede grundlagde et rige ved Donau.
Longobarderne kaldte sig oprindeligt for "Winnili" og boede i sydlige Skandinavien (Scadanan) (Codex Gothanus skriver, at winnilierne oprindeligt boede ved en flod kaldet Vindilicus på den yderste grænse af Gallien.


I 568 drog longobarderne under Kong Alboin over Jugoslavien og Østrig og ned i Italien, hvor de erobrede Lombardiet og slog sig ned i Norditalien og grundlagde et Longobardisk Rige, som bestod til 774, hvor de besejredes af frankerkongen Karl den Store, som indlemmede deres rige i Frankerriget. Dog forblev hertugdømmet Benevento longobardisk og selvstændigt indtil det 11.århundrede.
Langobarderne, en nordgermansk folkestamme, nåede under folkevandringen, ca. omkring år 500, ind i det nuværende Norditalien ( Lombardiet ) og erobrede også områder i Mellem- og Syditalien.
Mens den langobardiske hovedstad Pavia allerede i år 774 blev erobret af Karl den Store, forblev Benevento i regionen Kampanien, ikke langt fra Neapel, i langobardisk besiddelse og var under deres indflydelse helt ind i det 11. århundrede.

Longobarderrigets historie i Italien kan opdeles i 3 hovedafsnit:
  • Erobring og konsolidering i perioden 568-616,
  • Riget som europæisk stormagt på linie med det vestgotiske og det frankiske rige - perioden 616-744, og
  • Konflikter med frankerne og nedgangstid i perioden 744-774
Longobarderne eksisterede fra ca. 570 til ca. 806, ialt ca. 236 år.


Billede: Pave Johannes VI mødes med Longobarderne.

[ - ]

Pontifikat:

[ - ]
Pontifikat, (af lat. pontificatus, afledt af pontifex), en paves regeringstid.

Pontifex, (lat., af pons 'vej, bro', gen. pontis, og -fex, af facere 'gøre'; af omstridt bet., måske 'den, der baner vej' eller 'den, der bygger bro'), i romersk religion navnet på et ledende medlem af pontifikalkollegiet, et præstekollegium bestående af rex sacrorum, de tre store flamines og tolv mindre flamines; pontifex maximus 'den største pontifex' havde som særligt embedsområde Vestakulten. Pontifikalkollegiet holdt til i Regia (egl. 'kongens hus') på Forum Romanum og havde bl.a. overopsyn med Roms statskult, lege (ludi), sakralret og varselstydning. Fra ca. 200 f.Kr. kendes tabulae pontificum 'pontifexernes tavler', en samling historiske annaler.

Fra og med Augustus blev ærestitlen pontifex maximus givet til den regerende kejser, og i løbet af 400-t. overtog paven den oprindelig hedenske titulatur, ofte forkortet pont.max. eller PM, nu i formen summus pontifex, hvis betydning tolkedes kristologisk som 'den, der slår bro mellem Jord og Himmel'.



[ - ]


1121
Pt:299