|
|
Det dynamisk skiftende indhold på denne side er sammensat af bearbejdet materiale, der fortrinsvis er inspireret af fakta fra ovenstående links. Disse links er i sig selv og i høj grad spændende og anbefalelsesværdig læsning.
Jeg påberåber mig således ingen former for ophavsret over nærværende materiale.
Jeg takker hermed for inspiration. :-)
M. Due 2024
|
|
Bonifacius III - 607 :
Bonifacius III (Bonifacio III)
Bonifacius III (607) var Pave 19. Feb. - 12. Nov.
I det korte pavedømme (607, 4 mdr.) bestemte paven, at Roms biskop var den universelle pave. Bonifacius fik af den græske Kejser Fokas titel af »alle Kirkers Hoved«.
Pave Bonifacius III (Latin: Bonifatius III døde 12. November 607) var pave fra 19. februar til sin død i 607. Trods sin korte tid som pave gjorde han et væsentligt bidrag til tilrettelæggelsen af den katolske kirke.
Tidligt liv
Søn af John Cataadioce, som var af romersk afstamning.
Apokrisiariat (603–606)
Diakon, Bonifacius havde imponeret pave Gregory I, der beskrev ham som en mand "med en bevist tro og karakter" og valgte ham til at være apocrisiarius (legat, hovedsagelig den pavelige Nuntius) til retten i Konstantinopel i 603. Dette skulle være en betydelig tid i hans liv og hjalp med til at forme sin korte, men begivenhedsrige pavedømmet.
Som apocrisarius han havde øre af kejser Phocas og blev afholdt i agtelse af ham. Dette skulle vise sig vigtigt, når han var instrueret af pave Gregory forbøn med kejser Phocas på vegne af biskop Alcison af Cassiope på øen Corcyra. Alcison fandt sin stilling som biskop bliver tilranet af Biskop Johannes af Euria i Epiros, som var flygtet fra sit hjem sammen med hans præster til at flygte fra angreb af slaver og avarerne. John, der befandt sig sikker på Corcyra, var ikke indhold at tjene under biskop Alcison; i stedet satte han om at forsøge at bemægtige sig sin biskoppelige myndighed. Normalt denne adfærd ville ikke have været tolereret, men kejser Phocas var sympatisk indstillet til Biskop Johannes og ikke tilbøjelig til at gribe ind. Alcison appellerede til pave Gregory, der forlod problemet at Bonifacius at løse. I et strøg af diplomatiske geni formået Bonifacius at forene alle parter samtidig stadig bevare tilliden hos kejseren.
Udvalg som pave (606–607)
På pave Sabinianus død i februar 606, blev Bonifacius valgt sin efterfølger, selv om sin tilbagevenden fra Konstantinopel til Rom blev forsinket af næsten et år. Der er meget debat om, hvorfor der var sådan en lang Interregnum. Nogle myndigheder mener, at det var at tillade Bonifacius at fuldføre sit arbejde i Konstantinopel, men den mere udbredte tro er, at der var problemer med valget. Bonifatius, selv menes at have insisteret på valgene bliver frie og retfærdige og kan har nægtet at tage op pavedømmet indtil overbevist om, at de havde været. Denne visning er givet tiltro af hans handlinger på bliver indviet til embedet som pave.
Pavedømmet (607)
Han lavede to væsentlige ændringer til pavelige valg. Først var vedtagelsen af et dekret, der forbyder enhver i løbet af en pave at diskutere udnævnelsen af hans efterfølger under bandlysning. Den anden ændring fastlagt at ingen skridt kunne tages til at fastsaette en pavelig efterfølger indtil tre dage efter en pavens begravelse. Dette tyder på, at han var alvorligt i sit ønske om at holde pavelige valg gratis.
Hans andre bemærkelsesværdige handling resulterede fra hans nære forhold til kejser Phocas. Han søgte og fik et dekret fra Fokas, som gentog at "Se salig Peter Apostlen bør være lederen af alle kirker". Dette sikrede at titel af "Universal biskop" udelukkende tilhørte biskoppen af Rom, og effektivt sluttede Patriark Cyriacus af Konstantinopel forsøg på at etablere sig som "Universal biskop".
Bonifacius III blev begravet i Peterskirken, Rom, den 12 November 607.
Pope Boniface III (Latin: Bonifatius III; died 12 November 607) was the Pope from 19 February to his death in 607. Despite his short time as Pope he made a significant contribution to the organization of the Catholic Church.
Early life
The son of John Cataadioce, he was of Roman extraction.
Apokrisiariat (603–606)
As a deacon, Boniface had impressed Pope Gregory I, who described him as a man "of tried faith and character" and selected him to be apocrisiarius (legate, essentially the papal nuncio) to the court of Constantinople in 603. This was to be a significant time in his life and helped to shape his short but eventful papacy.
As apocrisarius he had the ear of Emperor Phocas and was held in esteem by him. This was to prove important when he was instructed by Pope Gregory to intercede with Emperor Phocas on behalf of Bishop Alcison of Cassiope on the island of Corcyra. Alcison found his position as bishop being usurped by Bishop John of Euria in Epirus, who had fled his home along with his clergy to escape from attacks by the Slavs and Avars. John, having found himself safe on Corcyra, was not content to serve under Bishop Alcison; instead he set about trying to usurp his episcopal authority. Normally this behaviour would not have been tolerated, but Emperor Phocas was sympathetic to Bishop John and not inclined to interfere. Alcison appealed to Pope Gregory, who left the problem to Boniface to resolve. In a stroke of diplomatic genius, Boniface managed to reconcile all the parties while still retaining the confidence of the Emperor.
Selection as pope (606–607)
On the death of Pope Sabinian in February 606, Boniface was elected his successor, although his return from Constantinople to Rome was delayed by almost a year. There is much debate over why there was such a long Interregnum. Some authorities believe that it was to allow Boniface to complete his work in Constantinople, but the more widely held belief is that there were problems with the election. Boniface himself is thought to have insisted on the elections being free and fair and may have refused to take up the papacy until convinced that they had been. This view is given credence by his actions on being consecrated to the office of Pope.
Papacy (607)
He made two significant changes to papal selections. The first was the enacting of a decree forbidding anyone during the lifetime of a pope to discuss the appointment of his successor under pain of excommunication. The second change established that no steps could be taken to provide for a papal successor until three days after a pope's burial. This suggests that he was serious in his desire to keep papal elections free.
His other notable act resulted from his close relationship with Emperor Phocas. He sought and obtained a decree from Phocas which restated that "the See of Blessed Peter the Apostle should be the head of all the Churches". This ensured that the title of "Universal Bishop" belonged exclusively to the Bishop of Rome, and effectively ended the attempt by Patriarch Cyriacus of Constantinople to establish himself as "Universal Bishop".
Boniface III was buried in St. Peter's Basilica, Rome, on 12 November 607.
Katolske begreber:
|
Ordforklaring :
Interregnum
Nuntius
Patriark
Interregnum:[ - ]
Sede vacante - Interregnum
Umiddelbart efter pavens død indtræder det såkaldte Interregnum (midlertidigt styre), også kaldet Sede vacante i betydningen, at Peters stol står tom. Alle, der besidder et højt og styrende kirkeligt embede ved Kurien eller i Vatikanstaten, nedlægger med øjeblikkelig virkning deres embeder. Undtagen herfra er fire embedsmænd, der forestår det midlertidige styre af kirken og gennemførelsen af valget af den nye pave. Det drejer sig om kardinalkammerherren, kardinal storpønitentiaren (for bod og syndsforladelse), kardinalvikaren for bispedømmet Rom samt ærkepræsten for Peterskirken, der også er generalvikar for Vatikanstaten.
Pavens Tronstol "Cathedra Petri", der blev flyttet fra den gamle Basilica til San Pietro.
Umiddelbart efter pavens død forsegles alle pavens personlige ejendele for senere disponering efter pavens testamente – og vigtigst af alt: Pescatorio - fiskerens ring - pavens signetring samt det pavelige segl, bliver ”destrueret” i overværelse af det tilstedeværende kardinalkollegium. Dernæst forsegles hele det pavelige palads, indtil en ny pave er blevet valgt.
Vatikanet har siden Laterankonkordatet i 1929 og sin oprettelse som moderne stat haft sit eget postvæsen med egne frimærker.
Mest eftertragtet blandt frimærkerne er de såkaldte ”Sede Vaccante-frimærker” (Den tomme Stol), der kun udstedes ved en paves død og kun er valide i interregnum-perioden, indtil en ny pave er valgt.
[ - ]
Nuntius:[ - ]
Den pavelige Nuntius er chef for Den Hellige Stols diplomatiske repræsentation i et land eller ved en international organisation. Nuntius har rang som ambassadør og er i katolske lande oftest doyen. Han varetager normalt også forbindelserne mellem Den hellige Stol og den lokale katolske kirke. Nuntius vil oftest være en prælat med rang af biskop, ærkebiskop eller højere.
Nuntius, (m. lat. form) nuntii. (af lat. nuntius, sendebud; jf.
I. Legat; katolsk-kirk.) pavelig udsending, gesandt.
Billedet herunder: Ærkebiskop Henryk Józef Nowacki, Nuntius for de nordiske lande fra 2012.
[ - ]
Patriark:[ - ]
En patriark er overhovedet i en romersk-katolsk eller ortodoks kirkeprovins, et patriarkat. Da embedet er personorienteret bruger man sjældent betegnelser som f.eks. patriarkatet Konstantinopel, men som regel patriarken af Konstantinopel osv.
Fem patriarkater – i Rom, Jerusalem, Alexandria, Antiokia og Konstantinopel – har rødder i oldkirken. De andre er kommet til på senere tidspunkter, enten som belønning for loyalitet mod kirken eller af religionspolitiske grunde.
Patriarken Fotios af Konstantinopel (billede herover) levede fra ca. 820 til 893. Han regnes for en af de mest lærde mænd nogensinde i den Ortodokse Kirke.
Fotios var patriark af Konstantinopel - det vil sige, at han havde samme rolle i den østromerske, ortodokse kirke, som paven har den romersk-katolske kirke.
Fire af de ortodokse patriarkater, de fire første på listen, er oldkirkelige. De andre er nyere, og er knyttet til nationalkirker i forskellige lande.
- Patriarken af Konstantinopel (Den økumeniske patriark)
- Patriarken af Alexandria
- Patriarken af Antiokia
- Patriarken af Jerusalem
- Patriarken af Moskva og hele Rusland
- Patriarken af hele Bulgarien
- Katholikos-patriarken af hele Georgien
- Patriarken af hele Rumænien
- Den serbiske patriark
Den katolske kirkes patriarkater
Et af de katolske patriarkater går direkte tilbage til oldkirken, nemlig Rom. Patriarkaterne i Alexandria, Antiokia og Jerusalem har rødder i oldkirken, men disse steder var der i lang tid kun ortodokse patriarker.
Udover de nuværende patriarkater er der også i Den katolske kirke nogle historiske patriarkater, som af forskellige grunde ikke eksisterer mere.
Nuværende katolske patriarkater
- Patriarkatet i Rom (paven er patriark)
- Det koptiske patriarkat i Alexandria
- Det græske patriarkat i Antiokia
- Det syriske patrirkat i Antiokia
- Det maronittiske patriarkat i Antiokia
- Det romersk-katolske patriarkat i Jerusalem
- Patriarkat i Babylon (Bagdad)
- Patriarkat i Cilicia
- Patriarkat i Venezia
- Patriarkat i Lisabon
Historiske katolske patriarkater
- Det romersk-katolske patriarkat i Konstantinopel
- Det romersk-katolske patriarkat i Alexandria
- Det romersk-katolske patriarkat i Antiokia
- Patriarkatet i Vest-Indien
- Patriarkatet i Øst-Indien
De orientalske ortodokse kirkers patriarkater
- Paven og patriarken af Alexandria (Den koptiske ortodokse kirke)
- Patriarken af Antiokia (Den syriske ortodokse kirke)
- Katholikos-patriarken af Etchmiadzin og Armenia (Den armenske ortodokse kirke)
- Patriarken af Cilicia of Midt-Østen (Den armenske ortodokse kirke)
- Patriarken af hele Etiopien (Tewahedokirken)
- Patriarken af hele Eritrea (Den eritreanske ortodokse kirke)
De nestorianske patriarkater
De nestorianske kirker blev løsrevet fra resten af den kristne kirke i det 5. århundrede.
- Katholikos-patriarken af Babylon (Bagdad, Den assyriske kirke i øst)
- Katholikos-patriarken i Jerusalem (Kirken i øst og udenlands, sæde i Nordamerika)
Et patriarkat er en kultur, hvor magten og herredømmet besiddes af (de ældste) mænd, og hvor den fædrene linie tegner slægten. Magten tilhører den myndige og ærværdige patriark. Begrebet patriark kommer af græsk "patria", der betyder slægt og -ark, der betyder leder eller anfører. Patriarken er slægtens anfører og som sådan ikke kønsbestemt, men i bibelens gamle testamente er Abraham og hans søn Isak og dennes søn Jakob patriarker.
[ - ]
1045
|
