Beskrivelse af Johannes IV, der var Pave i år 640-642

Sct. Peter var den første biskop af Rom og dermed den første Pave i historien.
Der er opstået tradition for at biskoppen over Rom, er den katolske kirkes overhovede og dermed Pave for hele den katolske verden. Pavetitlen bliver dog først brugt efter år 300.
Kirken ledes af paven, der anses som Sankt Peters efterfølger. Den opfattelse stammer fra Matthæusevangeliet, hvor Jesus giver Peter nøglerne til himmeriget.
Jesus sagde følgende ord til Peter, som kan læses på indersiden af kuplen i
Peterskirken: ''Du er Peter (klippen) og på denne klippe vil jeg bygge min Kirke.
Dig vil jeg give nøglerne til himlens rige''.

Johannes IV - 640-642 :

Johannes IV (Giovanni IV)
Johannes IV - Dalmazia (640-642) fra Salona, lod Monoteleterne fordømme på et Koncil i Rom.
Giovanni IV stammede fra Dalmatien og var den 72. pave, valgt d. 24 december 640, død 12 oktober 642. Hans forgænger var Severinus og han efterfulgtes af Theodor I.
Han udbyggede i 642 Laterankirkens dåbskapel med et Capella S. Venanzio til ære for martyrerne fra Dalmatien. Mosaikkerne i kapellet har stor betydning, da de viser tidens stilændring fra det hellenistiske til det byzantinske. Motivet viser Kristus der kommer til syne mellem to engle, nedenunder Jomfru Maria og til venstre herfor Paulus, evangelisten Johannes, S. Venanziano og pave Giovanni IV og til højre S. Peter, Johannes Døberen, en dalmatisk helgen og den græske pave Theodor I.

Pave Johannes IV (død 12 oktober 642) blev valgt til pave i den katolske kirke, efter fire måneder uden pave, den 24. december 640.
Pave Johannes var født i Dalmatien (sandsynligvis i byen Salona). Han var søn af scholasticus (advokat) Venantius. På tidspunktet for hans valg var han Stiftsprovst i den romerske kirke, en vigtig rolle i styringen af pavedømmet. Da Johanness indvielse den 24. december 640 fulgte meget hurtigt efter hans valg, og det var meningen, at de pavelige valg skulle bekræftes af Exarch Ravenna snarere end af kejseren i Konstantinopel.
Problemerne i hans fædreland, som følge af invasioner fra de slaviske folk krævede Johannes opmærksomhed der. For at afhjælpe indbyggernes nød, sendte han abbeden Martin fra Dalmatien og Istrien med store summer penge til frikøb af fanger. Da de ødelagte kirker ikke kunne blive genopbygget, blev relikvierne fra nogle af de mere vigtige dalmatiske helgener bragt til Rom. Johannes opstillede et oratorium til deres ære, som stadig står der. Det var pyntet med mosaikker der skildrer Johannes selv, der holder model af en af hans gaver i sine hænder. Johannes forsøgte derved at omvende de slaviske folk i Dalmatien og Istrien til kristendommen. Kejser Konstantin Porphyrogenitus hævdede, at Porga, hertug af de dalmatiske kroater, som var blevet inviteret til Dalmatien af Heraclius, var sendt til kejser Heraclius for at udbrede den kristne lære. Det var meningen, at Kejseren, til hvem denne besked blev sendt var kejser Heraclius selv, og at han sendte den til pave Johannes IV.
Johannes valgte, sammen med de øvrige biskopper i den katolske kirke, at skrive til præsterne i Irland og Skotland for, at fortælle dem om de fejl, som de begik med hensyn til tidspunktet for, at holde påske og formane dem til, at være på vagt mod det Pelagiske kætteri. Omtrent på samme tid, fordømte han også Monothelismen som kætteri. Kejser Heraclius tog straks afstand fra det Monothelistiske dokument kendt som "Ecthesis". Til Heraclius 'søn, Constantine III, rettede Johannes, sin undskyldning for pave Honorius I, idet han frarådede, at forsøge at forbinde navnet Honorius med Monothelisme. Honorius, erklærede, at Jesus kun havde én vilje og der ikke var to modsatrettede viljer i ham.
Johannes blev begravet i St. Peters Basilisk i Rom.

Pave John IV (Latin: Ioannes IV døde 12 oktober 642) var pave fra 24 December 640 til sin død i 642. Hans valg fulgt et fire-måneders Sede Vacante.

Pave Johannes var en indfødt af Dalmatien (sandsynligvis i byen Salona). Han var søn af Scholasticos (advokat) Venantius. På tidspunktet for sit valg var han ærkediakon af Roman Church, en vigtig rolle for styringen af see. Som Johns indvielse på 24 December 640 fulgte snart efter hans valg, og det er meningen, at de pavelige valg blev bekræftet af Exarch Ravenna ikke af kejseren i Konstantinopel.

Urolighederne i hans fædreland, forårsaget af invasioner af slaverne instrueret Johns opmærksomhed der. For at afhjælpe nøden indbyggere, sendt John abbed Martin i Dalmatien og Istrien med store summer af penge til indløsning af fanger. Som de kirker ikke kunne blive genopbygget, blev relikvier af nogle af de mere vigtige dalmatiske hellige bragt til Rom. John rejst en oratory i deres ære, som stadig står. Det var prydet af paven med mosaikker skildrer John selv holde i sine hænder en model af hans oratory. John bestræbt sig derved til at konvertere slaverne i Dalmatien og Istrien til kristendommen. Kejser Constantine Porphyrogenitus hævdede, Porga, hertug af den dalmatiske kroater, som var blevet inviteret til Dalmatien af Heraclius, sendt til kejser Heraclius kristne lærere. Det er meningen at kejseren som denne besked blev sendt var kejser Heraclius selv, og at han sendte den til pave John IV.

Mens stadig kun pave-udvalgte, skrev John, med de andre biskopper i den katolske kirke, til præster i Irland og Skotland til at fortælle dem om de fejl, de gjorde med hensyn til tidspunktet for at holde påske, og formane dem til at være på vagt mod Egadiske kætteri. Omkring samme tid studerede fordømte han Monothelism som kætteri. Kejser Heraclius afkræftet straks Monothelite dokument kendt som "Ecthesis". Heraclius' søn, Constantine III, John rettet hans undskyldning for pave Honorius I, hvori han frarådet forsøg på at forbinde navnet på Honorius med Monothelism. Honorius, erklærede han, vi taler om en vilje i Jesus, kun beregnet til at hævde, at der var ikke to modstridende viljer i ham. John blev begravet i Basilica of St. Peter.

Pope John IV (Latin: Ioannes IV; died 12 October 642) was Pope from 24 December 640 to his death in 642. His election followed a four-month Sede Vacante.

Pope John was a native of Dalmatia (probably in the town of Salona). He was the son of the scholasticus (advocate) Venantius. At the time of his election he was archdeacon of the Roman Church, an important role in governing the see. As John's consecration on 24 December 640 followed very soon after his election, and it is supposed that the papal elections were being confirmed by the Exarch of Ravenna rather than by the Emperor in Constantinople.

Troubles in his native land caused by invasions of Slavs directed John's attention there. To alleviate the distress of the inhabitants, John sent the abbot Martin into Dalmatia and Istria with large sums of money for the redemption of captives. As the ruined churches could not be rebuilt, the relics of some of the more important Dalmatian saints were brought to Rome. John erected an oratory in their honour which still stands. It was adorned by the pope with mosaics depicting John himself holding in his hands a model of his oratory. John endeavoured thereby to convert the Slavs in Dalmatia and Istria to Christianity. Emperor Constantine Porphyrogenitus claimed that Porga, duke of the Dalmatian Croats, who had been invited into Dalmatia by Heraclius, sent to Emperor Heraclius for Christian teachers. It is supposed that the Emperor to whom this message was sent was Emperor Heraclius himself, and that he sent it to Pope John IV.

While still only pope-elect, John, with the other bishops of the Catholic Church, wrote to the clergy of Ireland and Scotland to tell them of the mistakes they were making with regard to the time of keeping Easter, and exhort them to be on their guard against the Pelagian heresy. About the same time, he condemned Monothelism as heresy. Emperor Heraclius immediately disowned the Monothelite document known as the "Ecthesis". To Heraclius' son, Constantine III, John addressed his apology for Pope Honorius I, in which he deprecated the attempt to connect the name of Honorius with Monothelism. Honorius, he declared, in speaking of one will in Jesus, only meant to assert that there were not two contrary wills in Him. John was buried in the Basilica of St. Peter.

---

                  Katolske begreber:

Ordforklaring :

Exarch
Koncil
Lateran
Ravenna
Sede Vacante

Exarch:

Koncil:

Et Koncil er et kirkemøde for hele eller dele af Den Katolske Kirke. Ordet kommer fra latin "concilium"=Rådsforsamling. Man taler om 4 forskellige typer af konciler: "Concilio Diocesano" eller "Sinodo" indkaldes af Biskoppen, "Concilio Provinciale" indkaldes af Metropolitten (Ærkebispen), "Concilio Nazionale" indkaldes af Patriarken eller Overhovedet for Kirken i det enkelte land.



Endelig er der "Concilio Ecumenico", som indkaldes af Paven og gælder for alle dele af Den Katolske Kirke.

Et Økumenisk Koncil foregår i 3 bestemte faser: Indkaldelsen af de nærmere bestemte grupper gejstlige som skal deltage. Afholdelsen sker under Pavens præsidium eller under en af hans legater. Paven bestemmer de emner, der skal debatteres og om evt. andre forslag skal tages med ind til diskussion. Paven har ret til at opløse Koncilet, eller til at stoppe det eller overflytte det til et andet sted. Den sidste fase er Pavens godkendelse af Koncilets konklusioner.

Koncilier - Romerkirkens generalforsamlinger

Lateran:

Laterankirken (Arcibasilica di San Giovanni in Laterano) er bispedømmet Roms domkirke og dermed pavens sæde, en del af Vatikanstaten og den katolske kirkes fornemste domkirke. Det har historiske årsager. Frem til pavernes ophold i Avignon (fra 1309) var Lateranpaladset lige ved kirken det pavelige palads. Først efter tilbagekomsten fra Avignon blev Vatikanet pavens opholdssted, og selv om Peterskirken er den største, er den ikke en domkirke.

Laterankirken kaldes ofte Alle kirkers mor, og på facaden står indskriften SACROSANCTA LATERANENSIS ECCLESIA OMNIUM URBIS ET ORBIS ECCLESIARUM MATER ET CAPUT (latin for: Den allermest hellige Laterankirke, for hele byen og verden moder- og hovedkirke). Kirken er viet til Jesus Kristus, Johannes Døberen og Evangelisten Johannes.

Kirken er en af de fire patriarkalbasilikaer (de fire største kirker i Rom: Peterskirken, Laterankirken, Santa Maria Maggiore og Sct. Paul uden for murene). I lighed med de andre har den en hellig port, som åbnes, når det hvert 25. år er jubelår. Pilgrimme, der går gennem porten efter at have skriftet deres synder, får fuld aflad.

Den første domkirke blev rejst under kejser Konstantin. Den blev ødelagt af vandalerne, og en ny blev rejst af pave Leo 1. ca. 460. Pave Sergius 3. (904–911) byggede den helt om, efter at et jordskælv havde forårsaget store skader. I 1308 blev den fuldstændig ødelagt af en brand, og flere efterfølgende paver stod for genopbygningen. Under arbejdet blev den igen totalskadet af brand i 1360. Nutidens basilika er med undtagelse af nogle mindre arbejder i det 19. århundrede resultatet af Francesco Borrominis arbejde før jubelåret 1650.

Apostlene Peters og Paulus' hoveder skal være bevaret i relikvarier i baldakinen over højalteret. I selve alteret er dele af en bordplade fra antikken indfældet. Den skal komme fra senator Pudens' hus, og Peter skal have fejret nadveren ved det.

Ravenna:

Ravenna er en by i den italienske region Emilia-Romagna. Ravenna har 134.631 (2001) indbyggere.

Ravenna var hovedstad i det Vestromerske Rige efter Romerrigets deling i 396 e.Kr. Senere var Ravenna de byzantinske kejseres administrative hovedstad for de italienske provinser. Ved byzantinernes fordrivelse fra den italienske halvø, blev Ravenna en del af Kirkestaten.



Den gamle æra

Oprindelsen af Ravenna er usikker. Den første bosætning er skiftevis tilskrives (og så har set co tilstedeværelse af) Thessalians, etruskerne og Umbrien, bagefter dens område blev afgjort også af Senones, især det sydlige landskab i byen, (der var ikke en del af lagunen), Ager-Decimanus. Ravenna bestod af huse bygget på pæle på en serie af små øer i en sumpet lagune-en situation svarende til Venedig adskillige århundreder senere. Romerne ignoreret det under deres erobring af Po floddelta, men senere accepterede det ind i den romerske republik som et organisationsnetværk by i 89 F.kr. I 49 f.kr var det det sted, hvor Julius Cæsar samlet sine styrker før krydset Rubicon. Senere, efter sin kamp mod Mark Antonius i 31 f.kr. grundlagde kejser Augustus den militære harbor Classe. Denne havn, beskyttet på første var af sine egne mure, en vigtig station i den romerske kejserlige flåde. I dag byen er indlandsstater, men Ravenna forblev en vigtig havn ved Adriaterhavet indtil den tidlige middelalder. Under de tyske kampagner, var Thusnelda, enke efter Arminius, og Marbod, konge af markomannierne, begrænset til Ravenna.

Ravenna fremgang stor under romersk herredømme. Kejser Trajan bygget en 70 km (43,50 mi) lang akvædukt i begyndelsen af det andet århundrede. Under de Marcomannic krige, germanske bosættere i Ravenna gjorde oprør og formået at gribe byen i besiddelse. Derfor forvist Marcus Aurelius besluttede ikke kun mod at bringe flere Barbarerne i Italien, men selv dem, der tidligere var blevet bragt der. I AD 402 overført kejser Honorius hovedstaden i det vestromerske rige fra Milano til Ravenna. Overførslen blev foretaget dels i defensivt øjemed: Ravenna var omgivet af sumpe og moser, og blev opfattet som nemt forsvares (selvom faktisk byen faldt til Modstående styrker mange gange i sin historie); Det er også sandsynligt, at overgangen til Ravenna skyldtes byens port og god søs forbindelser til det Østromerske rige. Men i 409, King Alaric af vestgoterne simpelthen omgået Ravenna, og gik, at fyre Rom i 410 og tage Galla Placidia, datter af kejser Theodosius, gidsel. Efter mange omskiftelser tilbage Galla Placidia til Ravenna med hendes søn, kejser Valentinian III og støtte af hendes nevø Theodosius II. Ravenna nød en periode med fred, i hvilket tidsrum den kristne religion var begunstiget af det kejserlige Hof, og byen opnået nogle af sine mest berømte monumenter, herunder den ortodokse døbefont, såkaldte Mausoleum Galla Placidia (hun ikke var virkelig begravet der) og San Giovanni Evangelista.

Den sene 400s så opløsningen af romerske myndighed i vest, og den sidste person til at holde titlen som kejser i Vesten blev afsat i 476 af den generelle Odoaker. Odoaker regerede som konge af Italien i 13 år, men i 489 den østlige kejser Zeno sendt den ostrogotiske King Theoderic dejligt at re-tage den italienske halvø. Efter at have tabt slaget Verona Odoaker trak sig tilbage til Ravenna, hvor han modstået en belejring af tre år af Theoderic, indtil udtagning af Rimini berøvet Ravenna af forsyninger. Theoderic tog Ravenna i 493, angiveligt dræbte Odoaker med hans egne hænder, og Ravenna blev hovedstaden i den ostrogotiske i Italien. Theoderic, efter hans kejserlige forgængere, også bygget mange pragtfulde bygninger i og omkring Ravenna, herunder hans palace kirke Sant'Apollinare Nuovo, en Arian domkirke (nu Santo Spirito) og dåbskapellet og hans eget Mausoleum lige uden for murene. .

Theoderic og hans tilhængere var arianske kristne, men co-eksisterede fredeligt med latinere, der var hovedsageligt ortodoks. Ravennas ortodokse biskopper gennemført markante byggeprojekter, som er den eneste overlevende en Capella Arcivescovile. Theoderic tilladt romerske borgere inden for hans rige til romerretten og den romerske retssystem. Goterne, i mellemtiden, levede under deres egne love og skikke. I 519, når en pøbel var brændt ned synagoger af Ravenna, beordrede Theoderic byen til at genopbygge dem for egen regning.

Theoderic døde i 526 og blev efterfulgt af hans unge barnebarn Athalaric under ledelse af hans datter Amalasunta, men af 535 begge var døde og Theoderics linje var repræsenteret kun af Amalasunthas datter Matasuntha. Forskellige ostrogotiske militære ledere tog kongedømme i Italien, men var ingen så vellykket, som Theoderic havde været. I mellemtiden, den ortodokse Christian Byzantine Emperor Justinian, imod både ostrogotiske regel og den arianske vifte af kristendommen. I 535 sin general Belisarius invaderede Italien og i 540 erobrede Ravenna. Efter erobringen af Italien blev afsluttet i 554, blev Ravenna sæde for byzantinsk regering i Italien.

Fra 540 til 600, Ravennas biskopper indledt en bemærkelsesværdig bygning program af kirker i Ravenna og i og omkring port byen Classe. Overlevende monumenter omfatter San Vitale Basilica samt til Sant'Apollinare-basilikaen i Classe og delvist overlevende San Michele i Africisco.

Eksarkatet Ravenna

Efter Belisarius for kejser Justinian erobringer I det sjette århundrede, Ravenna blev sæde for den byzantinske guvernør i Italien, Exarch, og blev kendt som Eksarkatet Ravenna. Det var på dette tidspunkt at Ravenna kosmografi blev skrevet.

Under byzantinsk herredømme, ærkebiskop af Ravenna blev midlertidigt ydet autocephaly fra Roman Church i kejseren, i 666, men dette snart blev tilbagekaldt. Ikke desto mindre, ærkebiskop af Ravenna holdt andenpladsen i Italien efter paven, og spillede en vigtig rolle i mange teologiske kontroverser i denne periode.

Ancient era

The origins of Ravenna are uncertain. The first settlement is variously attributed to (and then has seen the co presence of) the Thessalians, the Etruscans and the Umbrians, afterwards its territory was settled also by the Senones, especially the southern countryside of the city (that wasn't part of the lagoon), the Ager Decimanus. Ravenna consisted of houses built on piles on a series of small islands in a marshy lagoon – a situation similar to Venice several centuries later. The Romans ignored it during their conquest of the Po River Delta, but later accepted it into the Roman Republic as a federated town in 89 BC. In 49 BC, it was the location where Julius Caesar gathered his forces before crossing the Rubicon. Later, after his battle against Mark Antony in 31 BC, Emperor Augustus founded the military harbor of Classe. This harbor, protected at first by its own walls, was an important station of the Roman Imperial Fleet. Nowadays the city is landlocked, but Ravenna remained an important seaport on the Adriatic until the early Middle Ages. During the German campaigns, Thusnelda, widow of Arminius, and Marbod, King of the Marcomanni, were confined at Ravenna.

Ravenna greatly prospered under Roman rule. Emperor Trajan built a 70 km (43.50 mi) long aqueduct at the beginning of the 2nd century. During the Marcomannic Wars, Germanic settlers in Ravenna revolted and managed to seize possession of the city. For this reason, Marcus Aurelius decided not only against bringing more barbarians into Italy, but even banished those who had previously been brought there. In AD 402, Emperor Honorius transferred the capital of the Western Roman Empire from Milan to Ravenna. The transfer was made partly for defensive purposes: Ravenna was surrounded by swamps and marshes, and was perceived to be easily defensible (although in fact the city fell to opposing forces numerous times in its history); it is also likely that the move to Ravenna was due to the city's port and good sea-borne connections to the Eastern Roman Empire. However, in 409, King Alaric I of the Visigoths simply bypassed Ravenna, and went on to sack Rome in 410 and to take Galla Placidia, daughter of Emperor Theodosius I, hostage. After many vicissitudes, Galla Placidia returned to Ravenna with her son, Emperor Valentinian III and the support of her nephew Theodosius II. Ravenna enjoyed a period of peace, during which time the Christian religion was favoured by the imperial court, and the city gained some of its most famous monuments, including the Orthodox Baptistery, the so-called Mausoleum of Galla Placidia (she was not really buried there), and San Giovanni Evangelista.

The late 400s saw the dissolution of Roman authority in the west, and the last person to hold the title of emperor in the West was deposed in 476 by the general Odoacer. Odoacer ruled as King of Italy for 13 years, but in 489 the Eastern Emperor Zeno sent the Ostrogoth King Theoderic the Great to re-take the Italian peninsula. After losing the Battle of Verona, Odoacer retreated to Ravenna, where he withstood a siege of three years by Theoderic, until the taking of Rimini deprived Ravenna of supplies. Theoderic took Ravenna in 493, supposedly slew Odoacer with his own hands, and Ravenna became the capital of the Ostrogothic Kingdom of Italy. Theoderic, following his imperial predecessors, also built many splendid buildings in and around Ravenna, including his palace church Sant'Apollinare Nuovo, an Arian cathedral (now Santo Spirito) and Baptistery, and his own Mausoleum just outside the walls. .

Theoderic and his followers were Arian Christians, but co-existed peacefully with the Latins, who were largely Orthodox. Ravenna's Orthodox bishops carried out notable building projects, of which the sole surviving one is the Capella Arcivescovile. Theoderic allowed Roman citizens within his kingdom to be subject to Roman law and the Roman judicial system. The Goths, meanwhile, lived under their own laws and customs. In 519, when a mob had burned down the synagogues of Ravenna, Theoderic ordered the town to rebuild them at its own expense.

Theoderic died in 526 and was succeeded by his young grandson Athalaric under the authority of his daughter Amalasunta, but by 535 both were dead and Theoderic's line was represented only by Amalasuntha's daughter Matasuntha. Various Ostrogothic military leaders took the kingship of Italy, but none were as successful as Theoderic had been. Meanwhile, the orthodox Christian Byzantine Emperor Justinian I, opposed both Ostrogoth rule and the Arian variety of Christianity. In 535 his general Belisarius invaded Italy and in 540 conquered Ravenna. After the conquest of Italy was completed in 554, Ravenna became the seat of Byzantine government in Italy.

From 540 to 600, Ravenna's bishops embarked upon a notable building program of churches in Ravenna and in and around the port city of Classe. Surviving monuments include the Basilica of San Vitale and the Basilica of Sant'Apollinare in Classe, as well as the partially surviving San Michele in Africisco.

Exarchate of Ravenna

Following the conquests of Belisarius for the Emperor Justinian I in the 6th century, Ravenna became the seat of the Byzantine governor of Italy, the Exarch, and was known as the Exarchate of Ravenna. It was at this time that the Ravenna Cosmography was written.

Under Byzantine rule, the archbishop of Ravenna was temporarily granted autocephaly from the Roman Church by the emperor, in 666, but this was soon revoked. Nevertheless, the archbishop of Ravenna held the second place in Italy after the pope, and played an important role in many theological controversies during this period.

Sede Vacante:

Sede vacante - Interregnum
Umiddelbart efter pavens død indtræder det såkaldte Interregnum (midlertidigt styre), også kaldet Sede vacante i betydningen, at Peters stol står tom. Alle, der besidder et højt og styrende kirkeligt embede ved Kurien eller i Vatikanstaten, nedlægger med øjeblikkelig virkning deres embeder. Undtagen herfra er fire embedsmænd, der forestår det midlertidige styre af kirken og gennemførelsen af valget af den nye pave. Det drejer sig om kardinalkammerherren, kardinal storpønitentiaren (for bod og syndsforladelse), kardinalvikaren for bispedømmet Rom samt ærkepræsten for Peterskirken, der også er generalvikar for Vatikanstaten.


Pavens Tronstol "Cathedra Petri", der blev flyttet fra den gamle Basilica til San Pietro.

Umiddelbart efter pavens død forsegles alle pavens personlige ejendele for senere disponering efter pavens testamente – og vigtigst af alt: Pescatorio - fiskerens ring - pavens signetring samt det pavelige segl, bliver ”destrueret” i overværelse af det tilstedeværende kardinalkollegium. Dernæst forsegles hele det pavelige palads, indtil en ny pave er blevet valgt.
Vatikanets Sede Vacante våbenskjold, der benyttes under Interregnum perioder.

Vatikanet har siden Laterankonkordatet i 1929 og sin oprettelse som moderne stat haft sit eget postvæsen med egne frimærker.



Mest eftertragtet blandt frimærkerne er de såkaldte ”Sede Vaccante-frimærker” (Den tomme Stol), der kun udstedes ved en paves død og kun er valide i interregnum-perioden, indtil en ny pave er valgt.