Beskrivelse af Telesphorus, der var Pave i år 125-136

Sct. Peter var den første biskop af Rom og dermed den første Pave i historien.
Der er opstået tradition for at biskoppen over Rom, er den katolske kirkes overhovede og dermed Pave for hele den katolske verden. Pavetitlen bliver dog først brugt efter år 300.
Kirken ledes af paven, der anses som Sankt Peters efterfølger. Den opfattelse stammer fra Matthæusevangeliet, hvor Jesus giver Peter nøglerne til himmeriget.
Jesus sagde følgende ord til Peter, som kan læses på indersiden af kuplen i
Peterskirken: ''Du er Peter (klippen) og på denne klippe vil jeg bygge min Kirke.
Dig vil jeg give nøglerne til himlens rige''.

Telesphorus - 125-136 :

Telesphorus (San Telesforo) St. Telesphorus, fra Grækenland. Ikke meget om hans bedrifter er troværdigt, men han blev martyr under enten kejser Antonius Pius i 138 eller i slutningen af kejser Hadrians styre slut i 138.

Telesforus var pave fra 125 til 136. Han blev pave under kejser Hadrian i en tid, hvor kristne blev forfulgt; det sluttede først under kejser Antoninus Pius. I Vatikanets Annuario Pontificio siges det, at han var græker af fødsel og var pave fra 127 eller 128 til 137 eller 138. Traditionen med midnatsmessen julenat, fejringen af påske på søndage, afholdelse af den syv dage lange fastetid før påske og brugen af Gloria, menes at være opstået under Telesforus. Men mange historikere betvivler det dog.
Kirkefaderen Irenæus siger, at Telesforus led martyrdøden; han omtales traditionelt som den første pave efter apostlen Peter, som led den skæbne. Ifølge en kilde: "Han er den eneste pave fra det 2. århundrede, hvis martyrdød er pålidelig." I den romerske martyrologi er hans mindedag den 5. januar. Den græske kirke fejrer dagen den 22. februar. Telesforus er skytshelgen for karmelitterne, da han hævdes at have levet på Karmelbjerget som eremit.

I de tidligste succession lister over biskopper i Rom blev han syvende i linjen blev indviet af apostlene Peter og Paulus. Senere konventet, som regnet St Peter den første pave tælles ham ottende. Mens datoerne for hans regeringstid er usikre, er de tidlige kilder enig at det varede elleve år. LP hedder det, at han var en græsk, som hans navn bekræfter; det tilføjer anachronistically, at han tidligere havde været en anchorite. Det yderligere repræsenterer ham som processkrift praksis (f.eks. en syv-ugers hurtig før påske, og brug af Gloria i excelsis i julen midnat masse) der blev indført nogle århundreder senere. Flere reliance kan placeres på rapporten fra Irenæus (c. 180) at han 'bar vidne herlig', dvs lidt martyrium. Eusebius (c. 260 - c. 340) hedder det, at han blev slået ihjel i de første år af kejser Antoninus Pius (138/9), men de sidste år af Kejser Hadrian (117 - 38) tilbyder en mere sandsynlige dato. Under alle omstændigheder er han kun 2.-århundrede paven hvis martyrium er pålideligt attesteret. Som med andre paver i denne periode, da den monarkiske Bispestolen langsomt fremvækst i Rom, er det umuligt at danne sig et klart billede af sine forfatningsmæssige rolle.

In the earliest succession lists of bishops of Rome he was seventh in the line inaugurated by the Apostles Peter and Paul. The later convention which reckoned St Peter the first pope counted him the eighth. While the dates of his reign are uncertain, the early sources agree that it lasted eleven years. LP states that he was a Greek, as his name confirms; it anachronistically adds that he had previously been an anchorite. It further represents him as instituting practices (e.g. a seven-week fast before Easter, and the use of Gloria in excelsis in the Christmas midnight mass) which were introduced some centuries later. More reliance can be placed on the report of Irenaeus (c. 180) that he 'bore witness gloriously', i.e. suffered martyrdom. Eusebius (c. 260 - c. 340) states that he was put to death in the first year of Emperor Antoninus Pius (138/9), but the closing years of Emperor Hadrian (117 - 38) offer a more probable date. In any case, he is the only 2nd-century pope whose martyrdom is reliably attested. As with other popes of this period when the monarchical episcopate was slowly emerging at Rome, it is impossible to form any clear picture of his constitutional role.

---

                  Katolske begreber:

Ordforklaring :

Irenæus
Vatikan

Irenæus:

Irenæus (ca. 130 - ca. 200) var biskop af Lugdunum i Gallien (det nuværende Lyon i Frankrig) og en af de tidlige kirkefædre og den vigtigste teolog i det andet århundrede.


Irenæus' skrifter spillede en afgørende rolle i udviklingen af den tidlige kristne teologi, og han anerkendes som helgen af både den romersk-katolske kirke og de ortodokse kirker. Hans helgendag er 28. juni for den romersk-katolske kirke og den 23. august i den ortodokse kirke.
Han er særligt kendt for sit virke som kristen apologet, dvs. trosforsvarer. Det er forholdsvis sikkert, at Irenæus, mens han stadig var meget ung, har set og hørt Polykarp, der var biskop i Smyrna indtil sin død i år 155, der selv havde været discipel af evangelisten Johannes.
Irenæus er kendt for sit opgør med gnosticismen og har skrevet flere værker mod gnostikerne, hvor man kan iagttage en meget tidlig kristen teologi i støbeskeen. Irenæus havde ikke tidligere teologer at trække på, men var en vigtig faktor i kanondannelsen af de bibelske skrifter. Han var blandt de første til at definere de fire kanoniske evangelier. På hans tid cirkulerede dusinvis af evangelier i de kristne menigheder, indbefattet hans egen græsktalende indvandrer-menighed i Gallien, men Irenæus insisterede på, at kun de fire var autentiske. Hans begrundelse var, at ligesom der kun eksisterer fire verdenshjørner, fire vindretninger, og fire søjler til at holde himlen oppe, kan der kun være fire evangelier. Disse, påstod han, var skrevet af Jesu egne apostle (Matthæus og Johannes), eller deres følgesvende (Markus, Peters discipel, og Lukas, Paulus' discipel).

Biografi
Irenæus blev født i det andet århundrede (det eksakte årstal er diskuteret, ifølge nogle mellem 115 og 125, ifølge andre 130 og 142.) Irenæus formodes at være græker fra Polykarps hjemby, Smyrna i Lilleasien, det nuværende Izmir i Tyrkiet. Han voksede op i en kristen familie og fik formodentlig teologien ind med modermælken, hvilket forklarer hans brændende entusiasme for ortodoksi.
Irenæus var en vigtig person i forsvaret af de fire evangelier, Matthæus, Markus, Lukas og Johannes, og deres plads i Det Nye Testamente.
Hvorfor Irenæus forlod Lilleasien vides ikke, og vi kender heller ikke omstændighederne ved hans rejse, eller hvorfor han tog til Gallien.
Under kristenforfølgelserne på Marcus Aurelius' tid var Irenæus præst i Lyon i det nuværende Frankrig. De gejstlige i byen var under hårdt pres, og mange blev sat i fængsel. Irenæus blev derfor sendt til Rom (i 177 eller 178) med et brev til pave Eleuterus angående montanismen. Det var måske på grund af denne rejse, han selv slap for martyriet. Da han vendte tilbage til Gallien, efterfulgte Irenæus biskop Pothinus som havde lidt martyrdøden, og blev dermed den anden biskop i Lyon.
Efter Marcus Aurelius fulgte der religiøs fred, og den nye biskop delte sine opgaver i to grupper. For det første havde han pligter som præst, og for det andet som missionær (som vi dog kun har meget sparsomme informationer om). Næsten alle hans skrifter var rettet mod gnosticismen, en udspringer af kristendommen, men med et helt andet filosofisk grundlag for fortolkningen af bibelteksten. Gnosticismen spredtes på bekostning af ortodoks kristendom. Det mest berømte værk er Adversus Haereses (dansk: Mod kætterne). I 190 eller 191 drog Irenæus igen til Rom, og opfordrede den daværende pave Victor I til at opgive ekskommunikationen af de lilleasiatiske menigheder pga. uenighed omkring påskens korrekte dato.
Hans dødsdag er ikke nærmere kendt, men må formodes at være sidst i de andet århundrede eller i begyndelsen af det tredje. Det er ikke sandsynligt, at han endte sine dage som martyr, selvom flere senere kilder beretter om det. Han blev begravet i Johanneskirken i Lyon, som senere er blevet navngivet St. Irenæus. Graven og hans fysiske rester blev destrueret i 1562 af de calvinistiske hugenotter. Hans helgendag er 28. juni for den romersk-katolske kirke og den 23. august i den ortodokse kirke.

Skrifter
To fuldstændige værker er bevaret fra Irenæus’ hånd. Alle hans skrifter er hovedsageligt et opgør med den gnostiske tankegang, og han behandler flere teologiske emner. Han forsvarer de dødes legemlige opstandelse, han forsvarer at Gud i Det Gamle Testamente er den samme som Gud i Det Nye Testamente og er den første til at henvise til store dele af Det Nye Testamente som autoritativt skrift.

Vatikan:

Vatikanstaten er en bystat på 44,2 hektar i Rom i Italien, og er samtidig verdens mindste suveræne stat, der har bred global accept.
Vatikanstatens politik varetages af et enevældigt valgmonarki, hvor lederen af den romerskkatolske kirke er ved magten. Paven er den primære lovgivende, besluttende og udøvende magt i Vatikanstaten, der adskiller sig fra Den Hellige Stol, som er et sjældent tilfælde af ikke-arveligt monarki. Vatikanstaten er det eneste tilbageværende enevældige monarki i Europa.
Historie:
Området blev i oldtiden kaldt Ager Vaticanus. Det kan måske stamme fra det latinske vaticinium, der betyder "varsel", under henvisning til, at der lå et tempel på egnen, hvortil der var knyttet nogle profeter, vates.
Området var landligt, med vingårde. Vinen derfra stod ikke højt i kurs, og Martial skrev: "Drikker du Vatikan-vinen, drikker du gift. Kan du lide eddike, kan du også lide Vatikan-vin." Da undergrunden var rig på ler og sand, var der fremstilling af tegl og porcelæn i området.
Midt på Ager Vaticanus lå en gravplads. Døde måtte ikke begraves indenfor bymurene, så Via Cornelia, der førte gennem egnen, var kantet med gravmæler. Her blev også apostlen Peter gravlagt.


Agrippina den ældre besad nogle store haver mellem Vatikanhøjden og Tiberen, og efter hendes død begyndte sønnen Caligula at bygge et cirkus der. Det blev fuldført af Nero, som opkaldte det efter Caligula og sig selv: Circus Gaii et Neronis. Her fandt en af de første kristenforfølgelser sted, og man regner med, at det var her, apostlen Peter, der også var den første Pave, led martyrdøden.