Beskrivelse af Leo III, der var Pave i år 795-816

Sct. Peter var den første biskop af Rom og dermed den første Pave i historien.
Der er opstået tradition for at biskoppen over Rom, er den katolske kirkes overhovede og dermed Pave for hele den katolske verden. Pavetitlen bliver dog først brugt efter år 300.
Kirken ledes af paven, der anses som Sankt Peters efterfølger. Den opfattelse stammer fra Matthæusevangeliet, hvor Jesus giver Peter nøglerne til himmeriget.
Jesus sagde følgende ord til Peter, som kan læses på indersiden af kuplen i
Peterskirken: ''Du er Peter (klippen) og på denne klippe vil jeg bygge min Kirke.
Dig vil jeg give nøglerne til himlens rige''.

Leo III - 795-816 :

Leo III (San Leone III)
Leo III; Han var kardinalpræst i Sta Susanna, da han blev pave den 26/12 795. Han døde 12/6 816.
Efter en sammensværgelse søgte han hjælp i Frankerriget. Karl den Store kom til Rom, og juledag år 800 kronede Leo 3. ham til kejser; denne genopliven af det antikke kejserdømme fik stor betydning for middelalderens Europa.
Hans styre blev hurtigt upopulært, og under et kup forsøgte man forgæves at skære hans tunge af og stikke hans øjne ud. Paven blev afsat og anbragt i et Kloster, hvorfra han med venners hjælp undslap og drog til kong Karl den Store i Franken, Paderborn. Pavens sag stod dårligt, da han ikke var ganske uden skyld i anklagerne om kvindeforførelse og falsk vidnesbyrd. men da paven officielt ikke kan dømmes af andre mennesker, hvilket var, hvad Kong Karls rådgiver, Alcuin, anbefalede, så blev paven eskorteret til Rom, og opstanden slået ned. Under kongens ophold i Rom blev han kronet til tysk-romersk kejser, og myterne om denne begivenhed er mange, og det er vigtigt at holde kongerettighederne over Franken ude fra kejsermagten i Rom. I Leo IIIs senere år arbejdede han ihærdigt og som en god administrator for kirken. Han havde del i kirkens udvikling i England, hvor han greb ind i stridigheder mellem Canterbury og York samt sikrede kong Eardulf i Northumbria hans rige. I spørgsmålet om Helligånden i trosbekendelsen skulle indholde sætningen "og sønnen" var han i modstrid med Karl den Store, der havde indført det i det frankiske ritual.

Leo III, den Hellige (795-816), f. i Rom. Valgt til Pave aflagde han Troskabsed til Kejser Karl den Store i dennes Egenskab af Romernes Patricier. Da der 799 dannedes en Sammensværgelse i Rom mod Leo, flygtede han til Karl den Store i Paderborn, og under Frankernes beskyttelse vendte han tilbage til Rom, hvor han 800 kronede Karl til Kejser. På Synoden i Aachen 809 besluttede Karl den Store’s teologer, at optage filioque i det nikænsk-konstantinopolitanske symbol, men Leo erklærede sig af opportunitetshensyn imod dette, på en Synode i Rom 810. Den frankiske Kirke optog imidlertid udtrykket i symbolet, og herfra forplantede det sig til Rom og fik så gyldighed i hele den vesterlandske Kirke. Efter Kejser Karl’s Død 814 var der i Rom igen oprør mod Leo.

Pave Leo 3. (død 816) var født i Rom og pave fra 795. Hans valg blev modarbejdet af slægtninge til pave Hadrian 1., som satte ham i fængsel. Han blev imidlertid befriet og flygtede til Frankrig, hvor han blev lovet støtte af Karl den Store. I år 800 blev han genindsat i pavestolen. Juleaften 800, kronede Leo 3. Karl den Store til kejser i den daværende Peterskirke. Dette blev begyndelsen til det tysk-romerske rige, hvor kejseren blev garant for pavestolens og kirkens sikkerhed. Handlingen var imidlertid også et endeligt brud med europæisk politik. Leo døde i 816 og blev begravet i Peterskirken.

Pave Leo III (750-12 juni 816) var pave fra 795 til sin død i 816. Beskyttet af Charlemagne fra sine fjender i Rom, styrket han efterfølgende Karl den Stores position ved kåringen ham kejser og Augustus af romerne.

Liv

Leo var en romersk, søn af Atyuppius og Elizabeth. Han var dengang valgets kardinal-præst i St. Susanna, og tilsyneladende også vestiarius eller chefen for den pavelige statskassen eller garderobe. Han blev valgt på samme dag, som hans forgænger, Adrian, blev begravet (26 Dec., 795), og indviet den følgende dag. Det er meget muligt, at dette hastværk kan have været på grund af et ønske fra romerne at foregribe enhver indblanding af frankerne med deres frihed i valget. Med bogstavet informere Charlemagne, at han var blevet enstemmigt valgt Pave Leo sendte ham nøglerne til tilståelse af St. Peter og standard af byen, og anmodet om en udsending. Det gjorde han for at vise, at han anså det frankiske konge som beskytter af Pavestolen.

Til gengæld fik han fra Karl den store bogstaver i lykønskning og en stor del af den skat, som kongen havde erobret fra avarerne. Erhvervelsen af denne rigdom var en af de årsager, som aktiveret Leo at være sådan en stor velgører til kirker og velgørende institutioner af Rom. Mens Karl den Stores brev er respektfuld og endda kærlig, det også udstiller Charles' begreb om koordinering af de beføjelser, åndelige og timelige, ej heller gør han tøve med at minde om paven i sin grav åndelige forpligtelser. Karl den Stores svar erklærede, at det var hans funktion at forsvare kirken og funktionen af paven til at bede for riget og for hans hær sejr.

Bedt om jalousi eller ambition, eller følelser af had og hævn, et antal slægtninge af pave Adrian dannet jeg et komplot for at gengive Leo uegnet til at holde sit hellige embede. I anledning af processionen af de større litanier (25 April, 799), hvor paven gør sin vej mod Flaminian Gate, blev han pludselig angrebet af en krop af bevæbnede mænd. Han var knust på jorden, og en indsats blev gjort for at udrydde hans tunge og rive ud af hans øjne og efterlod ham bevidstløs. Han blev reddet af to af kongens missi, der kom med en betydelig kraft. Hertug af Spoleto læ diffus paven, der gik senere til Paderborn, hvor kongens lejr så var. Han blev modtaget af den frankiske konge med den største ære på Paderborn. Dette møde udgør grundlaget for den episke digt Karolus Magnus et Leo Papa.

Hans fjender havde beskyldt Leo hor og mened. Karl den store beordrede dem til Paderborn, men ingen beslutning kan træffes. Han havde derefter Leo eskorteres tilbage til Rom. I November 800 gik Karl den store, selv til Rom, og på 1 December afholdes et råd der med repræsentanter for begge parter. Leo, 23 December, tog en ed af purgation vedrørende de afgifter, der er anlagt mod ham, og hans modstandere blev sendt i eksil.

Kroningen af Karl den store

Karl den Stores Fader, Pipin forsvarede pavedømmet mod langobarderne og udstedt Donation Pipin, der ydes landet rundt i Rom til paven som len. I 774 foregående pave Adrian jeg havde tillagt Charles hans far værdighed Patricius Romanus, som indebar først og fremmest beskyttelse af Roman Church i alle sine rettigheder og privilegier, først og fremmest i den tidsmæssige myndighed, som det havde gradvist opkøbt (navnlig i Roms tidligere byzantinske hertugdømmet og Eksarkatet Ravenna) af bare titler i løbet af de to århundreder. To dage efter Leos ed, på juledag 800 kronet han Charlemagne som romersk kejser af det hellige romerske rige. Efter Karls levnedsbeskriver, Einhard, (Vita Caroli 28) Charles havde ingen mistanke om hvad der var ved at ske, og hvis det ikke ville have accepteret den imperial Crown. På den anden side synes der ingen grund til at betvivle, at for nogen tid tidligere udvidelse af Charles var blevet diskuteret, både i hjemmet og på Rom, især i betragtning af to kendsgerninger: den skandaløse tilstand af den kejserlige regering i Konstantinopel, og anerkendte storhed og soliditet af den karolingiske hus. Kroningen fornærmet Konstantinopel, som havde set sig stadig som den retmæssige forsvarer af Rom, men den østlige Roman Empress Irene af Athen, ligesom mange af hendes forgængere siden Justinian, var for svag til at tilbyde beskyttelse til byen eller dens meget reduceret borgerskab.

Betydning

Få øjeblikke i verdenshistorien viste sig for at være af større betydning end hvad sket i Peterskirken i Rom på julen i år 800. Karl den store blev far til Europa. Ved sin kongelige Hof indsamlet han cremen af tilgængelige Intellekt, centreret omkring lærde Alcuin, hvem han bragte fra York i England. Munke og andre kopister blev sat til at transskribere gamle håndskrifter, både klassiske og kristne, for bevarelse og udvidelse af læring. Skoler blev etableret på klostre og katedraler, forløberne for de store universiteter. Utallige salmer og digte var sammensat, sammen med kommentarer på hellige skrift, afhandlinger om musik, teologiske værker og adskillige chronicles af historie. Blev gjort fremskridt i arkitektur (Aachen og Ingelheim, for eksempel), teknologi (såsom jern hestesko og en polstret sele til pløjning med heste) og landbrug (eksempelvis system tredobbelt sædskifte). Under ledelse af denne kloge og kraftfulde monark opstod der en kulturel berigelse stadig kendt som den karolingiske renæssance. Selv om den politiske enhed Charlemagne pålagt den større del af kontinentet ikke overlever ham, gjorde Europas kulturelle enhed.

Leo hjalp genoprette Kong Eardwulf af Northumbria og bosatte sig forskellige sager vedrørende tvister mellem ærkebiskoppen i York og Canterbury. Han også vendt beslutning af hans forgænger pave Adrian jeg, med hensyn til tildeling af Pallium til Higbert, biskop af Lichfield. Han mente, at den engelske Bispestolen havde været fordrejet før Adrian og at derfor hans handling var ugyldig. I 803 var Lichfield en regelmæssig stift igen.

Leo forbød tilsætning af Filioque til Nicene Creed, når bedt om at bekræfte beslutning for en Rådet i Aachen i 809. Selv han godkendt af således udtryk-doktrinen, beordrede han også at Nicene trosbekendelse, uden Filioque, vises på sølv tabletter placeret i Peterskirken, tilføjer: "Haec Leo posui amore et cautela orthodoxae fidei" (I, Leo, sætte disse her for kærlighed og beskyttelse af ortodokse tro).

Årsagerne til kroningen af Karl den store, engagement på forhånd af den frankiske Domstolen og forholdet til det Østromerske rige er alle spørgsmål til debat blandt historikere. En effektiv administrator af de pavelige territorier, Leo bidraget til forskønnelse af Rom.

Leo III var ikke officielt Kanoniserede, men hans navn var inkluderet i den Roman Martyrology i 1673. På grund af denne irregurality og manglen på beviser om hans hellighed, blev hans navn elimineret i liturgiske reformer i 1953.

Begravelse

Leo var oprindeligt begravet i sin egen monument. Dog blev nogle år efter hans død blev hans jordiske rester sat ind i en grav, der indeholdt de fire første pave Leos. I 1700-tallet, relikvier af Leo jeg var adskilt fra de andre Leos, og han fik sit eget kapel.

Pope Leo III (750 – 12 June 816) was Pope from 795 to his death in 816. Protected by Charlemagne from his enemies in Rome, he subsequently strengthened Charlemagne's position by crowning him Emperor and Augustus of the Romans.

Life

Leo was a Roman, the son of Atyuppius and Elizabeth. At the time of his election he was Cardinal-Priest of St. Susanna, and seemingly also vestiarius, or chief of the pontifical treasury, or wardrobe. He was elected on the very day his predecessor, Adrian I, was buried (26 Dec., 795), and consecrated on the following day. It is quite possible that this haste may have been due to a desire on the part of the Romans to anticipate any interference of the Franks with their freedom of election. With the letter informing Charlemagne that he had been unanimously elected pope, Leo sent him the keys of the confession of St. Peter, and the standard of the city, and requested an envoy. This he did to show that he regarded the Frankish king as the protector of the Holy See.

In return he received from Charlemagne letters of congratulation and a great part of the treasure which the king had captured from the Avars. The acquisition of this wealth was one of the causes which enabled Leo to be such a great benefactor to the churches and charitable institutions of Rome. While Charlemagne's letter is respectful and even affectionate, it also exhibits Charles' concept of the coordination of the spiritual and temporal powers, nor does he hesitate to remind the pope of his grave spiritual obligations. Charlemagne's reply stated that it was his function to defend the Church, and the function of the Pope to pray for the realm and for the victory of his army.

Prompted by jealousy or ambition, or by feelings of hatred and revenge, a number of the relatives of Pope Adrian I formed a plot to render Leo unfit to hold his sacred office. On the occasion of the procession of the Greater Litanies (25 April, 799), when the pope was making his way towards the Flaminian Gate, he was suddenly attacked by a body of armed men. He was dashed to the ground, and an effort was made to root out his tongue and tear out his eyes and left him unconscious. He was rescued by two of the king's missi, who came with a considerable force. The Duke of Spoleto sheltered the fugitive pope, who went later to Paderborn, where the king's camp then was. He was received by the Frankish king with the greatest honour at Paderborn. This meeting forms the basis of the epic poem Karolus Magnus et Leo Papa.

His enemies had accused Leo of adultery and perjury. Charlemagne ordered them to Paderborn, but no decision could be made. He then had Leo escorted back to Rome. In November 800, Charlemagne himself went to Rome, and on 1 December held a council there with representatives of both sides. Leo, on 23 December, took an oath of purgation concerning the charges brought against him, and his opponents were exiled.

Coronation of Charlemagne

Charlemagne's father, Pepin defended the papacy against the Lombards and issued the Donation of Pepin, which granted the land around Rome to the pope as a fief. In 774 Pope Adrian I had conferred on Charles his father dignity of Patricius Romanus, which implied primarily the protection of the Roman Church in all its rights and privileges, above all in the temporal authority which it had gradually acquired (notably in the former Byzantine Duchy of Rome and the Exarchate of Ravenna) by just titles in the course of the two preceding centuries. Two days after Leo's oath, on Christmas Day 800, he crowned Charlemagne as Roman emperor of the Holy Roman Empire. According to Charlemagne's biographer, Einhard,(Vita Caroli 28) Charles had no suspicion of what was about to happen, and if informed would not have accepted the imperial Crown. On the other hand, there seems no reason to doubt that for some time previous the elevation of Charles had been discussed, both at home and at Rome, especially in view of two facts: the scandalous condition of the imperial government at Constantinople, and the acknowledged grandeur and solidity of the Carolingian house. The coronation offended Constantinople, which had seen itself still as the rightful defender of Rome, but the Eastern Roman Empress Irene of Athens, like many of her predecessors since Justinian, was too weak to offer protection to the city or its much reduced citizenry.

Significance

Few moments in world history proved to be of greater significance than what transpired in St. Peter's Basilica in Rome on Christmas Day in the year 800. Charlemagne became the father of Europe. At his royal court, he gathered the cream of available intellect, centered around the scholar Alcuin, whom he brought from York in England. Monks and other copyists were set to transcribing ancient manuscripts, both classical and Christian, for the preservation and extension of learning. Schools were established at monasteries and cathedrals, the forerunners of the great universities. Myriad hymns and poems were composed, along with commentaries on Holy Scripture, treatises on music, theological works, and numerous chronicles of history. Advances were made in architecture (at Aachen and Ingelheim, for instance), technology (such as the iron horseshoe and the padded harness for plowing with horses), and agriculture (for example, the system of triple crop rotation). Under the leadership of this wise and powerful monarch there arose a cultural enrichment still known as the Carolingian Renaissance. Although the political unity Charlemagne imposed on the greater part of that continent did not outlive him, the cultural unity of Europe did.

Leo helped restore King Eardwulf of Northumbria and settled various matters of dispute between the Archbishops of York and Canterbury. He also reversed the decision of his predecessor Pope Adrian I, in regards to the granting of the Pallium to Higbert, Bishop of Lichfield. He believed that the English episcopate had been misrepresented before Adrian and that therefore his act was invalid. In 803, Lichfield was a regular diocese again.

Leo forbade the addition of Filioque to the Nicene Creed, when asked to confirm the decision of a Council of Aachen held in 809. Although he approved of the doctrine thus expressed, he also ordered that the Nicene Creed, without Filioque, be displayed on silver tablets placed in Saint Peter's Basilica, adding: "Haec Leo posui amore et cautela orthodoxae fidei" (I, Leo, put these here for love and protection of orthodox faith).

The reasons for the coronation of Charlemagne, the involvement beforehand of the Frankish court, and the relationship to the Eastern Roman Empire are all matters of debate among historians. An effective administrator of the papal territories, Leo contributed to the beautification of Rome.

Leo III wasn't officially canonized, but his name was included in the Roman Martyrology in 1673. Because of this irregurality and the lack of evidences about his holiness, his name was eliminated during liturgical reform in 1953.

Burial

Leo was originally buried in his own monument. However, some years after his death, his remains were put into a tomb that contained the first four Pope Leos. In the 18th century, the relics of Leo I were separated from the other Leos, and he was given his own chapel.

---

                  Katolske begreber:

Ordforklaring :

Exarch
Kanon
Kloster
Pallium
Ravenna
Synode

Exarch:

Kanon:

Kanon kommer af græsk og betyder rettesnor eller doktrin, og begrebet bruges om den officielle samling af bøger og helligskrifter inden for en given religion. Begrebet bruges først og fremmest om kristendommens kanon, dvs den officielle samling af skrifter, som er blevet optaget i Bibelen, og som anses for sande og nødvendige for Bibelens samlede helhed. Begrebet anvendes også indenfor en række andre religioner.

Kanonisk ret eller Kirkeretten er et retssystem indført af kirken.

Den katolske kirke kæmpede gennem hele middelalderen for at få godkendt, at den havde jurisdiktion over egne forhold. Det indebar oprettelsen af en særskilt dømmende magt, den kanoniske ret, der blev udviklet til et logisk og sammenhængende retssystem i løbet af det 11. århundrede.
Kirkeretten virkede i alle sager om kirkelige anliggender, herunder også moral og ægteskab. Kirkeretten stillede store krav til bevisførelsen, og førte ansvaret over på den enkelte i stedet for slægten.
De kirkelige retter blev ret meget brugt, fordi de lagde vægt på faktiske beviser i stedet for edsaflæggelse. De var også kendt for at være effektive i gældssager.
International kirkeret fik i 1234 sin officielle lovbog, Liber Extra, udstedt af pave Gregor IX (1227-41).
Den udøvende magt, iværksættelsen af straffeforanstaltninger osv. blev derimod på den verdslige magts hænder. Derfor var det kirkeretten, der pådømte sager om f.eks. præsters utugt, men det var lensherrens folk, der udførte straffen.

En del af kirkerettens bestemmelser vedrørende ægteskabelige forhold videreførtes efter reformationen i Tamperretten. Jyske Lov var stærkt inspireret af Kirkeretten.

I vore dage findes der stadig kirkeret. Den katolske kirke har en større lovsamling, men også i Danmark er der kirkeret. Ikke som nøje afgrænsede lovtekster, men som akademisk disciplin indenfor retsvidenskaben, der beskæftiger sig med de særlige retsregler, der regulerer den danske folkekirkes interne retsforhold.


Kanonisk messe

I den gamle liturgi er Kanon centrum i Messen som offer. I flg. tridentinerkoncilets vidnesbyrd går Kanon tilbage til apostlenes tradition, og var i det væsentlige fuldendt omkring Gregor d. Store (600 e. Kr.). Den romerske kirke havde aldrig andre kanoniske bønner. Selv mysterium fidei ["troens mysterium"] i indstiftelsesordene nævnes udtrykkeligt af pave Innocent d. 3. i et brev til ærkebiskoppen af Lyon i 1202, … Dette mysterium fidei blev fjernet i den nye liturgis indstiftelsesord. Samtidig blev der givet tilladelse til andre kanoniske bønner. Den anden - som ikke nævner Messens karakter af offer - men som er den korteste - har erstattet den gamle romerske Kanon stort set overalt. Derved er dyb teologisk indsigt fra tridentinerkoncilet gået tabt.

Kloster:

Ordet Kloster betyder "indelukke" og betegner dels et bygningsværk, dels et religiøst fællesskab, som lever adskilt fra det øvrige samfund efter en klosterordens særlige bestemmelser.
Der findes klostre indefor flere religioner.

• 1 Kristne klostre
• 2 Buddhistiske klostre
• 3 Islamiske klostre
• 4 Hinduistiske klostre

Kristne klostre

I de kristne klostre var meningen med klosterlivet at efterkomme Jesu ord til den rige unge mand: "Vil du være fuldkommen, så gå hen og sælg, hvad du ejer, og giv pengene til de fattige, så vil du have en skat i himlene. Og kom så og følg mig!". Klosterets beboere, der for mænds vedkommende kaldes munke og for kvinders vedkommende nonner, var og er mennesker, der har følt et kald til at forsage verdens velfærd og vie deres liv til Gud.

Ikke alle klostre blev opført i askese. Herunder ses spisesalen fra Leubus kloster i Lubiaz i Polen.

Pallium:

Pallium, (lat. 'kappe'), romersk-katolske ærkebiskoppers særlige kendetegn; et hvidt bånd, vævet af uld og besat med seks sorte, broderede kors.


Herover: Palliets udvikling gennem tiderne.

Det bæres over begge skuldre i form af et Y og symboliserer lammet, der bæres på hyrdens skuldre. Paven har siden 800-t. tildelt palliet til ærkebiskopper. Det er videreudviklet af antikkens lange, rektangulære kappe, oftest båret af ikke-romere, især grækere.
Pallium svarer til den græske himation.
Palliet kan med lidt god vilje minde lidt om et moderne slips.

Pallium tildeles af paven. Ud over ham er det (siden Paul VI i 1978) reserveret metropolitterne og den latinske patriark i Jerusalem.

Herunder: Johannes Paul II med sit Pallium.

Ravenna:

Ravenna er en by i den italienske region Emilia-Romagna. Ravenna har 134.631 (2001) indbyggere.

Ravenna var hovedstad i det Vestromerske Rige efter Romerrigets deling i 396 e.Kr. Senere var Ravenna de byzantinske kejseres administrative hovedstad for de italienske provinser. Ved byzantinernes fordrivelse fra den italienske halvø, blev Ravenna en del af Kirkestaten.



Den gamle æra

Oprindelsen af Ravenna er usikker. Den første bosætning er skiftevis tilskrives (og så har set co tilstedeværelse af) Thessalians, etruskerne og Umbrien, bagefter dens område blev afgjort også af Senones, især det sydlige landskab i byen, (der var ikke en del af lagunen), Ager-Decimanus. Ravenna bestod af huse bygget på pæle på en serie af små øer i en sumpet lagune-en situation svarende til Venedig adskillige århundreder senere. Romerne ignoreret det under deres erobring af Po floddelta, men senere accepterede det ind i den romerske republik som et organisationsnetværk by i 89 F.kr. I 49 f.kr var det det sted, hvor Julius Cæsar samlet sine styrker før krydset Rubicon. Senere, efter sin kamp mod Mark Antonius i 31 f.kr. grundlagde kejser Augustus den militære harbor Classe. Denne havn, beskyttet på første var af sine egne mure, en vigtig station i den romerske kejserlige flåde. I dag byen er indlandsstater, men Ravenna forblev en vigtig havn ved Adriaterhavet indtil den tidlige middelalder. Under de tyske kampagner, var Thusnelda, enke efter Arminius, og Marbod, konge af markomannierne, begrænset til Ravenna.

Ravenna fremgang stor under romersk herredømme. Kejser Trajan bygget en 70 km (43,50 mi) lang akvædukt i begyndelsen af det andet århundrede. Under de Marcomannic krige, germanske bosættere i Ravenna gjorde oprør og formået at gribe byen i besiddelse. Derfor forvist Marcus Aurelius besluttede ikke kun mod at bringe flere Barbarerne i Italien, men selv dem, der tidligere var blevet bragt der. I AD 402 overført kejser Honorius hovedstaden i det vestromerske rige fra Milano til Ravenna. Overførslen blev foretaget dels i defensivt øjemed: Ravenna var omgivet af sumpe og moser, og blev opfattet som nemt forsvares (selvom faktisk byen faldt til Modstående styrker mange gange i sin historie); Det er også sandsynligt, at overgangen til Ravenna skyldtes byens port og god søs forbindelser til det Østromerske rige. Men i 409, King Alaric af vestgoterne simpelthen omgået Ravenna, og gik, at fyre Rom i 410 og tage Galla Placidia, datter af kejser Theodosius, gidsel. Efter mange omskiftelser tilbage Galla Placidia til Ravenna med hendes søn, kejser Valentinian III og støtte af hendes nevø Theodosius II. Ravenna nød en periode med fred, i hvilket tidsrum den kristne religion var begunstiget af det kejserlige Hof, og byen opnået nogle af sine mest berømte monumenter, herunder den ortodokse døbefont, såkaldte Mausoleum Galla Placidia (hun ikke var virkelig begravet der) og San Giovanni Evangelista.

Den sene 400s så opløsningen af romerske myndighed i vest, og den sidste person til at holde titlen som kejser i Vesten blev afsat i 476 af den generelle Odoaker. Odoaker regerede som konge af Italien i 13 år, men i 489 den østlige kejser Zeno sendt den ostrogotiske King Theoderic dejligt at re-tage den italienske halvø. Efter at have tabt slaget Verona Odoaker trak sig tilbage til Ravenna, hvor han modstået en belejring af tre år af Theoderic, indtil udtagning af Rimini berøvet Ravenna af forsyninger. Theoderic tog Ravenna i 493, angiveligt dræbte Odoaker med hans egne hænder, og Ravenna blev hovedstaden i den ostrogotiske i Italien. Theoderic, efter hans kejserlige forgængere, også bygget mange pragtfulde bygninger i og omkring Ravenna, herunder hans palace kirke Sant'Apollinare Nuovo, en Arian domkirke (nu Santo Spirito) og dåbskapellet og hans eget Mausoleum lige uden for murene. .

Theoderic og hans tilhængere var arianske kristne, men co-eksisterede fredeligt med latinere, der var hovedsageligt ortodoks. Ravennas ortodokse biskopper gennemført markante byggeprojekter, som er den eneste overlevende en Capella Arcivescovile. Theoderic tilladt romerske borgere inden for hans rige til romerretten og den romerske retssystem. Goterne, i mellemtiden, levede under deres egne love og skikke. I 519, når en pøbel var brændt ned synagoger af Ravenna, beordrede Theoderic byen til at genopbygge dem for egen regning.

Theoderic døde i 526 og blev efterfulgt af hans unge barnebarn Athalaric under ledelse af hans datter Amalasunta, men af 535 begge var døde og Theoderics linje var repræsenteret kun af Amalasunthas datter Matasuntha. Forskellige ostrogotiske militære ledere tog kongedømme i Italien, men var ingen så vellykket, som Theoderic havde været. I mellemtiden, den ortodokse Christian Byzantine Emperor Justinian, imod både ostrogotiske regel og den arianske vifte af kristendommen. I 535 sin general Belisarius invaderede Italien og i 540 erobrede Ravenna. Efter erobringen af Italien blev afsluttet i 554, blev Ravenna sæde for byzantinsk regering i Italien.

Fra 540 til 600, Ravennas biskopper indledt en bemærkelsesværdig bygning program af kirker i Ravenna og i og omkring port byen Classe. Overlevende monumenter omfatter San Vitale Basilica samt til Sant'Apollinare-basilikaen i Classe og delvist overlevende San Michele i Africisco.

Eksarkatet Ravenna

Efter Belisarius for kejser Justinian erobringer I det sjette århundrede, Ravenna blev sæde for den byzantinske guvernør i Italien, Exarch, og blev kendt som Eksarkatet Ravenna. Det var på dette tidspunkt at Ravenna kosmografi blev skrevet.

Under byzantinsk herredømme, ærkebiskop af Ravenna blev midlertidigt ydet autocephaly fra Roman Church i kejseren, i 666, men dette snart blev tilbagekaldt. Ikke desto mindre, ærkebiskop af Ravenna holdt andenpladsen i Italien efter paven, og spillede en vigtig rolle i mange teologiske kontroverser i denne periode.

Ancient era

The origins of Ravenna are uncertain. The first settlement is variously attributed to (and then has seen the co presence of) the Thessalians, the Etruscans and the Umbrians, afterwards its territory was settled also by the Senones, especially the southern countryside of the city (that wasn't part of the lagoon), the Ager Decimanus. Ravenna consisted of houses built on piles on a series of small islands in a marshy lagoon – a situation similar to Venice several centuries later. The Romans ignored it during their conquest of the Po River Delta, but later accepted it into the Roman Republic as a federated town in 89 BC. In 49 BC, it was the location where Julius Caesar gathered his forces before crossing the Rubicon. Later, after his battle against Mark Antony in 31 BC, Emperor Augustus founded the military harbor of Classe. This harbor, protected at first by its own walls, was an important station of the Roman Imperial Fleet. Nowadays the city is landlocked, but Ravenna remained an important seaport on the Adriatic until the early Middle Ages. During the German campaigns, Thusnelda, widow of Arminius, and Marbod, King of the Marcomanni, were confined at Ravenna.

Ravenna greatly prospered under Roman rule. Emperor Trajan built a 70 km (43.50 mi) long aqueduct at the beginning of the 2nd century. During the Marcomannic Wars, Germanic settlers in Ravenna revolted and managed to seize possession of the city. For this reason, Marcus Aurelius decided not only against bringing more barbarians into Italy, but even banished those who had previously been brought there. In AD 402, Emperor Honorius transferred the capital of the Western Roman Empire from Milan to Ravenna. The transfer was made partly for defensive purposes: Ravenna was surrounded by swamps and marshes, and was perceived to be easily defensible (although in fact the city fell to opposing forces numerous times in its history); it is also likely that the move to Ravenna was due to the city's port and good sea-borne connections to the Eastern Roman Empire. However, in 409, King Alaric I of the Visigoths simply bypassed Ravenna, and went on to sack Rome in 410 and to take Galla Placidia, daughter of Emperor Theodosius I, hostage. After many vicissitudes, Galla Placidia returned to Ravenna with her son, Emperor Valentinian III and the support of her nephew Theodosius II. Ravenna enjoyed a period of peace, during which time the Christian religion was favoured by the imperial court, and the city gained some of its most famous monuments, including the Orthodox Baptistery, the so-called Mausoleum of Galla Placidia (she was not really buried there), and San Giovanni Evangelista.

The late 400s saw the dissolution of Roman authority in the west, and the last person to hold the title of emperor in the West was deposed in 476 by the general Odoacer. Odoacer ruled as King of Italy for 13 years, but in 489 the Eastern Emperor Zeno sent the Ostrogoth King Theoderic the Great to re-take the Italian peninsula. After losing the Battle of Verona, Odoacer retreated to Ravenna, where he withstood a siege of three years by Theoderic, until the taking of Rimini deprived Ravenna of supplies. Theoderic took Ravenna in 493, supposedly slew Odoacer with his own hands, and Ravenna became the capital of the Ostrogothic Kingdom of Italy. Theoderic, following his imperial predecessors, also built many splendid buildings in and around Ravenna, including his palace church Sant'Apollinare Nuovo, an Arian cathedral (now Santo Spirito) and Baptistery, and his own Mausoleum just outside the walls. .

Theoderic and his followers were Arian Christians, but co-existed peacefully with the Latins, who were largely Orthodox. Ravenna's Orthodox bishops carried out notable building projects, of which the sole surviving one is the Capella Arcivescovile. Theoderic allowed Roman citizens within his kingdom to be subject to Roman law and the Roman judicial system. The Goths, meanwhile, lived under their own laws and customs. In 519, when a mob had burned down the synagogues of Ravenna, Theoderic ordered the town to rebuild them at its own expense.

Theoderic died in 526 and was succeeded by his young grandson Athalaric under the authority of his daughter Amalasunta, but by 535 both were dead and Theoderic's line was represented only by Amalasuntha's daughter Matasuntha. Various Ostrogothic military leaders took the kingship of Italy, but none were as successful as Theoderic had been. Meanwhile, the orthodox Christian Byzantine Emperor Justinian I, opposed both Ostrogoth rule and the Arian variety of Christianity. In 535 his general Belisarius invaded Italy and in 540 conquered Ravenna. After the conquest of Italy was completed in 554, Ravenna became the seat of Byzantine government in Italy.

From 540 to 600, Ravenna's bishops embarked upon a notable building program of churches in Ravenna and in and around the port city of Classe. Surviving monuments include the Basilica of San Vitale and the Basilica of Sant'Apollinare in Classe, as well as the partially surviving San Michele in Africisco.

Exarchate of Ravenna

Following the conquests of Belisarius for the Emperor Justinian I in the 6th century, Ravenna became the seat of the Byzantine governor of Italy, the Exarch, and was known as the Exarchate of Ravenna. It was at this time that the Ravenna Cosmography was written.

Under Byzantine rule, the archbishop of Ravenna was temporarily granted autocephaly from the Roman Church by the emperor, in 666, but this was soon revoked. Nevertheless, the archbishop of Ravenna held the second place in Italy after the pope, and played an important role in many theological controversies during this period.

Synode: