Beskrivelse af Damasus II, der var Pave i år 1048

Sct. Peter var den første biskop af Rom og dermed den første Pave i historien.
Der er opstået tradition for at biskoppen over Rom, er den katolske kirkes overhovede og dermed Pave for hele den katolske verden. Pavetitlen bliver dog først brugt efter år 300.
Kirken ledes af paven, der anses som Sankt Peters efterfølger. Den opfattelse stammer fra Matthæusevangeliet, hvor Jesus giver Peter nøglerne til himmeriget.
Jesus sagde følgende ord til Peter, som kan læses på indersiden af kuplen i
Peterskirken: ''Du er Peter (klippen) og på denne klippe vil jeg bygge min Kirke.
Dig vil jeg give nøglerne til himlens rige''.

Damasus II - 1048 :

Damasus II (Damaso II) Damasus II; Damasus II blev pave fra 17/7 1048 og til sin død 9 August 1048. Han var den tyske kejser Henrik IIIs anden kandidat af tysk, bayersk oprindelse.

Pave Damasus II (Latin: Damasus PP. II, italiensk: Damaso II Damaso II; Baviera), født Poppo, var leder af den katolske kirke fra 17 juli 1048 til sin død i 1048. Han var andet af de tyske pontiffs nomineret af kejser Henrik III. A native af Bayern, han var den tredje tyske at blive pave og havde en af de korteste pavelige regerer. Hans oprindelige navn var Poppo, og han var biskop af Brixen, når kejseren rejst ham til pavestaten.
Kejserlig nominering
Visning af imperial magt Henrik III havde påført romerne i intervenere mod pave Gregory VI og installere Klemens II er, det ikke overraskende, at en udsending på juledag i 1047, blev sendt af det romerske folk at bringe nyheden om Clement IIS død til Henrik III og beder ham, i sin stilling som Patricius af romerne, at udpege en efterfølger. Henrik havde været involveret i en ubeslutsom kampagne i Frisia, og var i sit palads på Pöhlde i Sachsen, da ambassaden fandt ham. Udsendinge, foreslog efter deres anvisninger, som en egnet kandidat til smukke Halinard, ærkebiskop af Lyon, som blev en flydende taler italiensk, og var respekteret i Rom.
Henrik var uvillige til at haste spørgsmål, og så stillede Wazo af Liège, mest uafhængige biskoppen i det rige, der bør gøres pave. Efter nøje overvejelse erklærede Wazo, at den bedst egnede kandidat til den ledige pavelige trone var manden kejseren havde fjernet - Gregory VI. Wazos overvejelser havde taget tid, og Henrik snart mistet tålmodigheden. Henrik udnævnt i stedet Poppo, biskop af Brixen i Tyrol, en stolt mand af fornem lære der havde deltaget i Synode Sutri. Denne beslutning antagoniseret romerne, som stadig presser på for Halinard at blive den nye pave. Ikke desto mindre, Henrik sendte de romerske udsendinge tilbage til Rom med præsenterer for at forberede ankomsten af deres nye pave.
Ankomst til Italien
Under udsendinge fravær, blev kejserlige autoritet i Rom næsten slukket som den Tusculan fraktion bekræftede sin magt. En tidligere pave Benedikt IX, bosat på Tusculum, havde holdt øje med situationen i Rom intenst, og havde besluttet at nu var hans lejlighed at genvinde, hvad var hans. Han nærmede sig markgreve Bonifacius III af Toscana for hjælp, og Bonifatius, der ikke kunne lide kejseren, var let overbevist om at hjælpe nogen, der ville forstyrre Henriks myndighed. Efter Benedict havde anvendt sin omfattende levering af guld til at få et stort antal tilhængere, aktiveret Markgreves indflydelse ham at besætte den pavelige trone i over otte måneder, fra 8 November 1047 indtil 17 juli 1048.
I mellemtiden, Henrik var på vej ned mod Italien med Poppo, ledsager ham i det mindste så langt som Ulm. Det kom her frem, at den pavelige statskassen var tæt på konkurs, og så Poppo fik lov til at beholde indtægterne fra hans see. Derudover en gerning var trukket op på 25 januar 1048, gives Poppo en vigtig skov i dalen Puster. At have gjort dette, og ikke forlade Tyskland i tilfælde kan der være et oprør under hans fravær, Henrik III instrueret markgreve Bonifacius til at gennemføre indstillet paven til Rom i person og i kejserens navn for at arrangere enthroning for den nye pave.
Hans rolle er i usurpation af Benedikt IX, og hans holdning til Henrik III, det ikke overraskende, at Bonifacius på først afviste, at rådgive Poppo da han trådte Tuscany, "jeg ikke kan gå til Rom med dig. Romerne har igen installeret Benedict, og han har vundet over hele byen til sin sag. Desuden er jeg nu en gammel mand." Har ingen steder at vende, og afskåret fra fortsætte, Poppo havde intet andet valg end at vende rundt og gå tilbage til Tyskland, hvor han meddelte Henrik af hvad der var sket.
Pavelig kroning
Ved modtagelse af nyheder, var Henrik rasende. Poppo sendt hurtigt tilbage til Bonifacius, transporterer med ham et brev fra kejseren, som bestilt ham til at arrangere udvisning af Benedict og enthroning af sin efterfølger. Henrik var enkle og direkte. "Lær, jer, der har genskabt en pave, der var canonically afsatte, og der har været ledet af kærlighed til penge at foragte mig befalinger, lære, at hvis du ikke ændrer din måder, vil jeg snart komme og gøre dig." Disse trusler reduceret snart Bonifacius til lydighed. Han sendte en krop af tropper i Rom og med magt fordrevet Benedikt fra byen.
Efter Benedikt IX fjernelse ind biskop Brixen i byen i triumf, som romerne, med hver demonstration af glæde, hilste den biskop, der ville være pave. Han var troner på Lateran som pave Damasus II på 17 juli 1048. Hans Pontifikat, var dog af kort varighed. Overvinde, efter al sandsynlighed af varmen fra Rom, han trak sig tilbage til Palestrina, men det var for sent. Efter en kort regeringsperiode på twenty-tre dage, han døde den 9 August og blev begravet i San Lorenzo fuori le Mura. Ifølge Panvinio var Damasus' sarkofag store og "smykket med relieffer, der repræsenterer en vingård med Amoriner som de vin samlere."
Åndenød af Damasus IIS regeringstid førte til rygter om at han var blevet forgiftet af en mand ved navn Gerhard Brazutus, en ven af Benedikt IX og tilhænger af Hildebrand. Men kilden til disse oplysninger er yderst tror, og et mere sandsynligt scenario er, at han døde af malaria.

Pope Damasus II (Latin: Damasus PP. II, Italian: Damaso II; died 9 August 1048), born Poppo, was the head of the Catholic Church from 17 July 1048 to his death in 1048. He was the second of the German pontiffs nominated by Emperor Henrik III. A native of Bavaria, he was the third German to become Pope and had one of the shortest papal reigns. His original name was Poppo, and he was bishop of Brixen when the Emperor raised him to the papacy.
Imperial nomination
Given the display of imperial power Henrik III had inflicted on the Romans in intervening against Pope Gregory VI and installing Clement II, it is not surprising that on Christmas Day of 1047, an emissary was sent by the Roman people bringing news of Clement II's death to Henrik III and asking him, in his position as Patricius of the Romans, to appoint a successor. Henrik had been engaged in an indecisive campaign in Frisia, and was in his palace at Pöhlde in Saxony when the embassy found him. The envoys, according to their instructions, suggested as a suitable candidate the handsome Halinard, Archbishop of Lyon, who was a fluent speaker of Italian, and was well respected in Rome.
Henrik was unwilling to rush matters, and so asked Wazo of Liège, the most independent bishop within the empire, who ought to be made pope. After careful consideration, Wazo declared that the most appropriate candidate for the vacant papal throne was the man the Emperor had removed - Gregory VI. Wazo's deliberations had taken time, and Henrik soon lost patience. Henrik instead appointed Poppo, Bishop of Brixen in Tyrol, a proud man of distinguished learning who had taken part in the Synod of Sutri. This decision antagonized the Romans, who were still pushing for Halinard to become the new Pope. Nevertheless, Henrik sent the Roman envoys back to Rome with presents to prepare for the arrival of their new Pope.
Arrival in Italy
During the envoys’ absence, imperial authority in Rome became virtually extinguished as the Tusculan faction reasserted its power. A former pope, Benedict IX, residing at Tusculum, had been watching the situation in Rome intently, and had decided that now was his opportunity to reclaim what was his. He approached the Margrave Bonifacius III of Tuscany for help, and Bonifacius, who did not like the emperor, was easily convinced to help anyone who would disrupt Henrik's authority. After Benedict had used his extensive supply of gold to gain a large number of followers, the Margrave's influence enabled him to occupy the papal throne for over eight months, from 8 November 1047 until 17 July 1048.
In the meantime, Henrik was marching down towards Italy with Poppo, accompanying him at least as far as Ulm. Here it came to light that the papal exchequer was close to bankrupt, and so Poppo was allowed to retain the revenues of his see. In addition, a deed was drawn up on 25 January 1048 that granted Poppo an important forest in the valley of Puster. Having done this, and unable to leave Germany in case there might be an uprising during his absence, Henrik III directed Margrave Bonifacius to conduct the Pope-designate to Rome in person, and in the emperor's name to arrange for the enthroning of the new Pope.
Given his role in the usurpation of Benedict IX, and his attitude towards Henrik III, it is unsurprising that Bonifacius at first refused, advising Poppo when he entered Tuscany, "I cannot go to Rome with you. The Romans have again installed Benedict, and he has won over the whole city to his cause. Besides, I am now an old man." Having nowhere to turn, and unable to proceed, Poppo had no choice but to turn around and return to Germany, where he informed Henrik of what had transpired.
Papal coronation
Upon receiving the news, Henrik was furious. Poppo was quickly sent back to Bonifacius, carrying with him a letter from the Emperor which ordered him to arrange the expulsion of Benedict and the enthroning of his successor. Henrik was simple and direct. "Learn, you who have restored a Pope who was canonically deposed, and who have been led by love of money to despise my commands, learn that, if you do not amend your ways, I will soon come and make you." These threats soon reduced Bonifacius to obedience. He sent a body of troops into Rome and forcibly expelled Benedict from the city.
After Benedict IX's removal, the Bishop of Brixen entered the city in triumph, as the Romans, with every demonstration of joy, welcomed the bishop who would be Pope. He was enthroned at the Lateran as Pope Damasus II on 17 July 1048. His Pontifikat, however, was of short duration. Overcome, in all likelihood, by the heat of Rome, he retired to Palestrina, but it was too late. After a brief reign of twenty-three days, he died on 9 August and was buried in San Lorenzo fuori le Mura. According to Panvinio, Damasus’ sarcophagus was large and "adorned with reliefs representing a vineyard, with cupids as the wine gatherers."
The shortness of Damasus II's reign led to rumors that he had been poisoned by a man named Gerhard Brazutus, a friend of Benedict IX and a follower of Hildebrand. However, the source for this information is extremely suspect, and a more likely scenario is that he died of malaria.

---

                  Katolske begreber:

Ordforklaring :

Lateran
Pontifikat
Synode

Lateran:

Laterankirken (Arcibasilica di San Giovanni in Laterano) er bispedømmet Roms domkirke og dermed pavens sæde, en del af Vatikanstaten og den katolske kirkes fornemste domkirke. Det har historiske årsager. Frem til pavernes ophold i Avignon (fra 1309) var Lateranpaladset lige ved kirken det pavelige palads. Først efter tilbagekomsten fra Avignon blev Vatikanet pavens opholdssted, og selv om Peterskirken er den største, er den ikke en domkirke.

Laterankirken kaldes ofte Alle kirkers mor, og på facaden står indskriften SACROSANCTA LATERANENSIS ECCLESIA OMNIUM URBIS ET ORBIS ECCLESIARUM MATER ET CAPUT (latin for: Den allermest hellige Laterankirke, for hele byen og verden moder- og hovedkirke). Kirken er viet til Jesus Kristus, Johannes Døberen og Evangelisten Johannes.

Kirken er en af de fire patriarkalbasilikaer (de fire største kirker i Rom: Peterskirken, Laterankirken, Santa Maria Maggiore og Sct. Paul uden for murene). I lighed med de andre har den en hellig port, som åbnes, når det hvert 25. år er jubelår. Pilgrimme, der går gennem porten efter at have skriftet deres synder, får fuld aflad.

Den første domkirke blev rejst under kejser Konstantin. Den blev ødelagt af vandalerne, og en ny blev rejst af pave Leo 1. ca. 460. Pave Sergius 3. (904–911) byggede den helt om, efter at et jordskælv havde forårsaget store skader. I 1308 blev den fuldstændig ødelagt af en brand, og flere efterfølgende paver stod for genopbygningen. Under arbejdet blev den igen totalskadet af brand i 1360. Nutidens basilika er med undtagelse af nogle mindre arbejder i det 19. århundrede resultatet af Francesco Borrominis arbejde før jubelåret 1650.

Apostlene Peters og Paulus' hoveder skal være bevaret i relikvarier i baldakinen over højalteret. I selve alteret er dele af en bordplade fra antikken indfældet. Den skal komme fra senator Pudens' hus, og Peter skal have fejret nadveren ved det.

Pontifikat:

Pontifikat, (af lat. pontificatus, afledt af pontifex), en paves regeringstid.

Pontifex, (lat., af pons 'vej, bro', gen. pontis, og -fex, af facere 'gøre'; af omstridt bet., måske 'den, der baner vej' eller 'den, der bygger bro'), i romersk religion navnet på et ledende medlem af pontifikalkollegiet, et præstekollegium bestående af rex sacrorum, de tre store flamines og tolv mindre flamines; pontifex maximus 'den største pontifex' havde som særligt embedsområde Vestakulten. Pontifikalkollegiet holdt til i Regia (egl. 'kongens hus') på Forum Romanum og havde bl.a. overopsyn med Roms statskult, lege (ludi), sakralret og varselstydning. Fra ca. 200 f.Kr. kendes tabulae pontificum 'pontifexernes tavler', en samling historiske annaler.

Fra og med Augustus blev ærestitlen pontifex maximus givet til den regerende kejser, og i løbet af 400-t. overtog paven den oprindelig hedenske titulatur, ofte forkortet pont.max. eller PM, nu i formen summus pontifex, hvis betydning tolkedes kristologisk som 'den, der slår bro mellem Jord og Himmel'.

Synode: