Beskrivelse af Cølestin IV, der var Pave i år 1241

Sct. Peter var den første biskop af Rom og dermed den første Pave i historien.
Der er opstået tradition for at biskoppen over Rom, er den katolske kirkes overhovede og dermed Pave for hele den katolske verden. Pavetitlen bliver dog først brugt efter år 300.
Kirken ledes af paven, der anses som Sankt Peters efterfølger. Den opfattelse stammer fra Matthæusevangeliet, hvor Jesus giver Peter nøglerne til himmeriget.
Jesus sagde følgende ord til Peter, som kan læses på indersiden af kuplen i
Peterskirken: ''Du er Peter (klippen) og på denne klippe vil jeg bygge min Kirke.
Dig vil jeg give nøglerne til himlens rige''.

Cølestin IV - 1241 :

Cølestin IV (Celestino IV) Pave Cølestin IV 1241
Celestin IV (død 10. november 1241) var pave fra 28. oktober 1241 til sin død samme år.
Efter at Pave Gregor IX (1227-1241) var død, valgtes Kardinal Goffredo da Sabina samme år som Pave Cølestin (på italiensk: Celestino) IV.
Kardinalens fødenavn var Goffredo da Castiglione og han skal have været søn af Giovanni (da) Castiglione, eller måske Castiglioni, og Cassandra Crivelli, en søster til pave Urban III (Uberto Crivelli). Han skal være født i - eller i nærheden af - Milano. Fødeåret kendes ikke.
Castiglione Olona er en lille by udenfor Milano, der især er kendt for at have fostret Kardinal Branda Castiglioni (1350-1443) - en senere slægtning til Goffredo. I byen findes Kardinalens hus og andre minder om familien.
Goffredo menes at have været Cisterciensermunk. Han skal i hvert fald have været munk i Klosteret Abbazia di Altacomba, også kaldet Hautecombe, der lå tæt på Aix-les-Bains i Savoyen. Klosteret var først (fra omkring 1100) beboet af Cisterciensere, senere blev det et BenediktinerKloster, så måske har Goffredo været Benediktinermunk i stedet. Under sit ophold i Klosteret skrev han en historisk bog om Skotland.
I 1223 blev han Cancelliere ved Ærkebispesædet i Milano og den 18. September 1227 udnævnt til Kardinal med Kirken San Marco ved Piazza Venezia i Rom som titelkirke.
I 1229 skal Goffredo have været pavelig legat i Lombardiet. I 1233 blev han udnævnt til Kardinalbiskop af Sabina, det bispedømme som idag kaldes "La Sede suburbicaria di Sabina-Poggio Mirteto". Bispedømmet ligger i egnen Lazio udenfor Rom og omfatter byen Sabina-Poggio Mirteto med 82 menigheder. På listen over Kardinal-Biskopper med denne titel findes Goffredo da Castiglione under årstallet 1239. Kardinalen kaldes nogle steder Goffredo di Sabina. (Andre steder omtales han som "Kardinal af Santa Sabina". Kirken Santa Sabina ligger på Aventinhøjen i Rom og er ligesom San Marco en af de gamle Titelkirker).
I 1241 døde Gregor IX, som havde været pave siden 1227. Til trods for sit tidligere venskab med Kejser Frederik II, havde Gregor ekskommuniceret ham i 1239. Konflikten mellem Pave og Kejser optrappedes efterhånden fra gadeslagsmål og hårde ord til regulære kampe i Pavestaten og endte med belejring af Rom. Gregor opfordrede venetianerne til at besætte Kejserens land i Syditalien og indkaldte samtidig til et økumenisk Koncil i Rom i Påsken 1241. Kejseren blokerede derpå byens indfaldsveje og tog de tilrejsende gejstlige til fange, så der ikke blev noget møde. Kardinal Giovanni Colonna gjorde nu åbent oprør mod Paven i Rom og sendte bud efter Kejseren, der således opmuntret drog ud for at indtage Rom. Under disse omstændigheder døde Gregor IX den 22. august 1241 og Kejser Frederik II ophævede straks belejringen og trak hæren væk fra Rom.
Der var på dette tidspunkt kun 14 kardinaler i kardinalkollegiet og af disse var 2 fanger hos Frederik II, der havde ført dem med sig, da han havde hævet belejringen af Rom, mens 1 kardinal ikke deltog i valget. Men de 11 resterende kardinaler havde svært ved at nå til enighed og først efter 2 måneder lykkedes det, fordi Roms Senator Matteo Rosso Orsini låsede dem inde i bygningen Settizodio og nægtede at lukke dem ud, før en ny pave var valgt. Det blev således på en måde det første Konklave (ordet kommer af "cum clave" = "med nøgle").
Forholdene for de indespærrede var dårlige, fordi man ikke havde haft tid til at forberede bygningen til at huse flere personer over en længere periode, især de hygiejniske forhold blev i den kvælende sommerhede ulidelige og den engelske Kardinal Roberto di Somercote døde af strabadserne. Det var imidlertid ikke nok til at de øvrige kunne komme overens, og først da Senatoren truede dem med at lade Gregor IX's lig grave op og iklæde pavedragt, så han fortsat kunne sidde på Sankt Peter's Stol, indså kardinalerne, at de måtte træffe et valg.
For at slippe ud valgte de nu enstemmigt, den 25. Oktober, den gamle og svagelige Goffredo Castiglioni, som de vel håbede snart ville dø, så de i næste omgang kunne få valgt en af deres egne kandidater.
Goffredo Castiglioni blev indsat i Lateranet som Pave Cølestin (Celestino) IV den 28. Oktober 1241, men han døde uden at blive paveviet blot 17 dage efter, den 10. November 1241. Han blev begravet i Peterskirken.
De overlevende 9 kardinaler, som ikke ønskede at blive lukket inde igen, hastede ud af Rom og først 2 år senere efterfulgtes Cølestin IV af Pave Innocens IV (1243-1254).
Celestine IV; Celestine IV var født som Goffredo Castiglione. Han var pave fra 25/10 1241 til 10/11 1241.
Efter hans død var der ingen pave for de næste 18 måneder, mens kardinalerne forhandlede med Frederik II i Tyskland.

---

                  Katolske begreber:

Ordforklaring :

Cistercienser
Kloster
Koncil
Konklave
Lateran

Cistercienser:

Historie
Cistercienserordenen opstod nærmest som en protest imod benediktinerordenen. Grunden til at cistercienserne protesterede imod Benediktinerne var, at de mente at benediktinerne ikke levede efter klosterreglen. De havde fået hang til pragtudfoldelse og luksus.
Cisterciensernes livsstil var præget af enkelthed, beskedenhed, ydmyghed og jævnhed. Selve bruddet med benediktinerne fandt sted i 1098 med oprettelsen af et kloster i Cíteaux. Den hellige Bernhard er den mest betydningsfulde figur for Cistercienserne. Som 22 årig blev han optaget i Cíteaux og senere grundlagde han klosteret Clairvaux i år 1115.
Utilfredsheden imod benediktinerne var udbredt i Europa, og da Bernhard arbejde ihærdigt for at udbrede cistercienserordenen fik den hurtigt stor tilslutning og udbredelse over hele Europa.
Allerede inden Bernhards død i 1115, var der blevet grundlagt omkring 68 cistercienserklostre rundt omkring i hele Europa. Og i 1151 blev Esrum klosteret grundlagt ved Esrum sø i Nordsjælland.
Esrum kloster blev moderkloster for en række klostre i Skandinavien, Polen og Nordtyskland. I 1164 overtog cistercienserne Sorø kloster. Omkring reformationen i 1536 var der ca. 730 Cistercienser

Levereglen
Cistercienserne lever efter klosterreglen, men fortolker den mere strengt end Benediktinerne gør. Deres livsstil var enkel, beskeden, ydmyg og jævn. Cistercienserne var ikke tiggermunke, men levede efter mantraet ” ORA ET LABORA”, der betyder ”BED OG ARBEJD”.
De havde tit store landområder som de dyrkede og forskellige værksteder hvor der f.eks. blev smedet, lavet lys, brygget øl og en masse andre ting. Cistercienserklostrene ligger som regel uden for byerne som landklostre. Men på grund af de mange funktioner som et Cistercienser kloster havde, voksede der ofte mindre bysamfund op omkring klostrene. Her levede de folk der arbejde for munkene eller leverede varer til klostrene. Et sådan samfund voksede også op omkring Sorø kloster.

Klædedragt
Cisterciensermunkene var klædt i en hvid munkekutte, med et sort scapular, som er et slags forklæde. Over hovedet havde de en særlig sort hætte.
Munkene havde en barberet plet på hovedet, som de fik da de aflagde deres munkeløfte. Lægbrødre var klædt i brune kutter, og havde ikke barberede hoveder.

I dag
I dag findes der igen Cistercienser munke og nonner i Danmark. På Bornholm ligger et lille munkekloster der hedder ”Myrendal kloster”, og på Djursland ligger et nonnekloster der hedder ”Marie Hjerte kloster”.

Kloster:

Ordet Kloster betyder "indelukke" og betegner dels et bygningsværk, dels et religiøst fællesskab, som lever adskilt fra det øvrige samfund efter en klosterordens særlige bestemmelser.
Der findes klostre indefor flere religioner.

• 1 Kristne klostre
• 2 Buddhistiske klostre
• 3 Islamiske klostre
• 4 Hinduistiske klostre

Kristne klostre

I de kristne klostre var meningen med klosterlivet at efterkomme Jesu ord til den rige unge mand: "Vil du være fuldkommen, så gå hen og sælg, hvad du ejer, og giv pengene til de fattige, så vil du have en skat i himlene. Og kom så og følg mig!". Klosterets beboere, der for mænds vedkommende kaldes munke og for kvinders vedkommende nonner, var og er mennesker, der har følt et kald til at forsage verdens velfærd og vie deres liv til Gud.

Ikke alle klostre blev opført i askese. Herunder ses spisesalen fra Leubus kloster i Lubiaz i Polen.

Koncil:

Et Koncil er et kirkemøde for hele eller dele af Den Katolske Kirke. Ordet kommer fra latin "concilium"=Rådsforsamling. Man taler om 4 forskellige typer af konciler: "Concilio Diocesano" eller "Sinodo" indkaldes af Biskoppen, "Concilio Provinciale" indkaldes af Metropolitten (Ærkebispen), "Concilio Nazionale" indkaldes af Patriarken eller Overhovedet for Kirken i det enkelte land.



Endelig er der "Concilio Ecumenico", som indkaldes af Paven og gælder for alle dele af Den Katolske Kirke.

Et Økumenisk Koncil foregår i 3 bestemte faser: Indkaldelsen af de nærmere bestemte grupper gejstlige som skal deltage. Afholdelsen sker under Pavens præsidium eller under en af hans legater. Paven bestemmer de emner, der skal debatteres og om evt. andre forslag skal tages med ind til diskussion. Paven har ret til at opløse Koncilet, eller til at stoppe det eller overflytte det til et andet sted. Den sidste fase er Pavens godkendelse af Koncilets konklusioner.

Koncilier - Romerkirkens generalforsamlinger

Konklave:

Konklave: (ordet kommer af "cum clave" = "med nøgle"). Konklave eller Pavevalg er forsamlingen af kardinaler, der vælger den nye pave, efter at den gamle er død eller træder af, som det var tilfældet med Pave Benedikt d. 16. Ordet konklave stammer fra latin, con'clave, og betyder: aflukkeligt værelse (helt bogstaveligt cum clave: med nøgle); specielt om den fra omverdenen afspærrede del af Vatikanpaladset, hvor pavevalget foregår; forsamlingen af kardinaler som vælger paven.
Annuntio vobis gaudium magnum! Habemus Papam! – Jeg meddeler jer en stor glæde! Vi har en pave! Sådan lyder budskabet fra protodiakonen fra balkonen over Peterspladsen i Rom, når valget er truffet. Det sker ved en højtidelig og historisk proces, der følges til punkt og prikke.
To uger efter pavens død vil kardinalerne mødes ved et højtideligt hemmeligt konklave i Det Sixtinske Kapel for at vælge apostlen Peters næste efterfølger. Konklavet må ikke afholdes senere end 20 dage efter. 14 dages-reglen er opstået for at give alle kardinalerne mulighed for at nå frem fra alle verdens hjørner. En regel, som nok mere stemmer overens med den tid, hvor kardinalerne skulle nå frem med hest og vogn end i dag, hvor de kommer flyvende til Rom.
Kardinalerne er udpeget overalt i verden og er pavens nærmeste rådgivere. Som det er i dag kan op til 120 kardinaler deltage, og de skal være under 80 år. Det blev bestemt af Pave Paul 6. i 1970. Ved sidste tælling af kardinalerne var der 119, der opfyldte kravene for at være med til at vælge.
Når kardinalerne ankommer til konklavet, hvor pavens efterfølger bliver valgt, lukkes den store bronzedør bag dem, og alle døre og vinduer bliver forseglet med bly. Tidligere skulle kardinalerne bo i spartanske værelser i selve kapellet, men i dag bliver alle indkvarteret i hotellignende værelser i Santa Martha Huset. Når kardinaler ankommer til konklavet, sværger de at holde alt, hvad der sker under afstemningen, hemmeligt. Hvis de bryder deres løfte, bliver de bortvist fra den katolske kirke.
Der gennemføres afstemning, hvor hver kardinal på en seddel skriver navnet på den kardinal, han ønsker som pave. Denne procedure gennemføres, indtil en af dem har har fået et flertal på 2/3 af stemmerne. Efter hver afstemning brændes stemmesedler, og røgen sendes gennem skorstenen. Ved tilsætning af kemikalier farves røgen sort, hvis afstemningen ikke har givet resultat og hvid, hvis afstemningen har peget på en ny pave.


Den nye pave skal formelt bekræfte, at han ønsker at påtage sig valget. Han spørges: "Accepterer De valget af egen, fri vilje?" Besvarer den valgte dette med "Accepto", er han den nye pave fra det øjeblik. Næste spørgsmål lyder: "Hvilket navn ønsker De at blive kaldt?", hvorpå han svarer med det navn, han ønsker at antage.

Lateran:

Laterankirken (Arcibasilica di San Giovanni in Laterano) er bispedømmet Roms domkirke og dermed pavens sæde, en del af Vatikanstaten og den katolske kirkes fornemste domkirke. Det har historiske årsager. Frem til pavernes ophold i Avignon (fra 1309) var Lateranpaladset lige ved kirken det pavelige palads. Først efter tilbagekomsten fra Avignon blev Vatikanet pavens opholdssted, og selv om Peterskirken er den største, er den ikke en domkirke.

Laterankirken kaldes ofte Alle kirkers mor, og på facaden står indskriften SACROSANCTA LATERANENSIS ECCLESIA OMNIUM URBIS ET ORBIS ECCLESIARUM MATER ET CAPUT (latin for: Den allermest hellige Laterankirke, for hele byen og verden moder- og hovedkirke). Kirken er viet til Jesus Kristus, Johannes Døberen og Evangelisten Johannes.

Kirken er en af de fire patriarkalbasilikaer (de fire største kirker i Rom: Peterskirken, Laterankirken, Santa Maria Maggiore og Sct. Paul uden for murene). I lighed med de andre har den en hellig port, som åbnes, når det hvert 25. år er jubelår. Pilgrimme, der går gennem porten efter at have skriftet deres synder, får fuld aflad.

Den første domkirke blev rejst under kejser Konstantin. Den blev ødelagt af vandalerne, og en ny blev rejst af pave Leo 1. ca. 460. Pave Sergius 3. (904–911) byggede den helt om, efter at et jordskælv havde forårsaget store skader. I 1308 blev den fuldstændig ødelagt af en brand, og flere efterfølgende paver stod for genopbygningen. Under arbejdet blev den igen totalskadet af brand i 1360. Nutidens basilika er med undtagelse af nogle mindre arbejder i det 19. århundrede resultatet af Francesco Borrominis arbejde før jubelåret 1650.

Apostlene Peters og Paulus' hoveder skal være bevaret i relikvarier i baldakinen over højalteret. I selve alteret er dele af en bordplade fra antikken indfældet. Den skal komme fra senator Pudens' hus, og Peter skal have fejret nadveren ved det.