Beskrivelse af Martin IV, der var Pave i år 1281-1285

Sct. Peter var den første biskop af Rom og dermed den første Pave i historien.
Der er opstået tradition for at biskoppen over Rom, er den katolske kirkes overhovede og dermed Pave for hele den katolske verden. Pavetitlen bliver dog først brugt efter år 300.
Kirken ledes af paven, der anses som Sankt Peters efterfølger. Den opfattelse stammer fra Matthæusevangeliet, hvor Jesus giver Peter nøglerne til himmeriget.
Jesus sagde følgende ord til Peter, som kan læses på indersiden af kuplen i
Peterskirken: ''Du er Peter (klippen) og på denne klippe vil jeg bygge min Kirke.
Dig vil jeg give nøglerne til himlens rige''.

Martin IV - 1281-1285 :

Martin IV (Martino IV) Martin IV; Martin IV var født som Simon Mompitie. Han var pave fra 22/02 1281 til 28/03 1285.

I år 1281 gav pave Martin IV tiggerbrødrene, der tilhørte én af de to store tiggerbrødreordener i Holbæk DK, ret til at udøve pastoral mission og forvalte Sakramenterne overalt hvor de ønskede, uden at den lokale gejstlighed skulle give sin tilladelse dertil.

Pave Martin IV døde i 1285. Han opholdt sig stort set ikke i Rom under sit Pontifikat, da han var foragtet af den romerske adel p.g.a. sin franske oprindelse og franskvenlige politik.
Dante anbringer ham i skærsildens Helvede i sin Guddommelige Komedie, hvor han ikke undlader at nævne pavens store forkærlighed for fede ål fra Bolsenasøen og fin Vernaccia vin.

---

                  Katolske begreber:

Ordforklaring :

Helvede
Pontifikat
Sakramente

Helvede:

Porten til Helvede fundet i Tyrkiet
Grotten, som ifølge grækerne var indgang til underverdenen, indgik i et større tempelkompleks i Hierapolis.
Under udgravninger i den antikke by Hierapolis i det sydvestlige Tyrkiet er italienske arkæologer stødt på en grotte, som de mener kan være Ploutons Port. Ifølge den græsk-romerske mytologi var porten indgangen til Helvede.
Ved grotten i Hierapolis fandt Francescos hold også en mindre pool, som skulle have været brugt af pilgrimmene, samt rester af et tempel, trapper og flere større søjler.



Grotten er beskrevet af antikkens forfattere
I det gamle Grækenland nær Apollos tempel var indgangen til en grotte, som man troede var indgangen til underverdenen på grund af de dødelige gasser, som grotten, også i dag, udstøder.
I dag hedder området Pamukkale, men i det gamle Grækenland lå der en by kaldet Hierapolis, som den gang var et valfartssted for pilgrimme. Pamukkale er berømt for sin forekomst af kildekalk, varme kilder samt for oldtidsbyen Hierapolis.
Antikke forfattere har beskrevet, at grottens åbning var fuld af tåge og giftige dampe. Den græske geograf og filosof Strabon, som levede indtil år 24 e.Kr. fortæller i et af sine værker, at han kastede spurve ind i grotten, og at de straks faldt døde til jorden.

Fugle blev kvalt i grotten
Giftige dampe stiger op af den grotte, som arkæologer mener er grækernes mytiske nedgang til underverdenen - Porten til helvede.

Utroligt nok kan de italienske arkæologer bekræfte denne iagttagelse: "Vi kunne straks se, hvor dødbringende grotten var. Flere fugle, som forsøgte at komme i nærheden af den varme åbning, blev omgående kvalt af kuldioxid", fortæller Francesco D’Andria, som er professor i klassisk arkæologi på universitetet i Salento.

Der fandtes tre porte til Helvede
I ifølge den græske geograf og filosof Strabon: Den ene lå i Syditalien. Mens de to andre porte til Helvede lå i det sydvestlige Tyrkiet, bl.a. den nu udgravede i Hierapolis. Fælles for de tre steder var, at der steg giftige dampe i form af kuldioxid eller kvælstof op fra undergrunden. Indgangen til Helvede kaldte grækerne Ploutonion efter underverdenens hersker Plouton (på latin Pluto), der modtog sjælene efter døden. Plouton har lagt navn til dværgplaneten Pluto yderst i vores solsystem. Ifølge Strabon var dampene i Hierapolis dødelige for alle andre end templets præster. Omdiskuterede myter og kilder har angivet, at underverdenen blandt andet blev holdt i agt og ære af indbyggere i den græsk-romerske by Hierapolis, og indgangen blev beskrevet som fyldt med svovlholdige og dødbringende dampe.

Pontifikat:

Pontifikat, (af lat. pontificatus, afledt af pontifex), en paves regeringstid.

Pontifex, (lat., af pons 'vej, bro', gen. pontis, og -fex, af facere 'gøre'; af omstridt bet., måske 'den, der baner vej' eller 'den, der bygger bro'), i romersk religion navnet på et ledende medlem af pontifikalkollegiet, et præstekollegium bestående af rex sacrorum, de tre store flamines og tolv mindre flamines; pontifex maximus 'den største pontifex' havde som særligt embedsområde Vestakulten. Pontifikalkollegiet holdt til i Regia (egl. 'kongens hus') på Forum Romanum og havde bl.a. overopsyn med Roms statskult, lege (ludi), sakralret og varselstydning. Fra ca. 200 f.Kr. kendes tabulae pontificum 'pontifexernes tavler', en samling historiske annaler.

Fra og med Augustus blev ærestitlen pontifex maximus givet til den regerende kejser, og i løbet af 400-t. overtog paven den oprindelig hedenske titulatur, ofte forkortet pont.max. eller PM, nu i formen summus pontifex, hvis betydning tolkedes kristologisk som 'den, der slår bro mellem Jord og Himmel'.

Sakramente:

Sakramenter er handlinger, hvorved den troende får del i noget guddommeligt.
Der findes sakramenter og sakramentale handlinger overalt i religionernes verden.
I den danske folkekirke taler vi om to sakramenter: dåb og nadver. Men hvad ligger der egentlig i betegnelsen sakramente?
"Sakramente" er et latinsk ord, som er en oversættelse af det græske ord mysterion, der betyder hemmelighed. Vi vil se nærmere på, hvad man i kirken forstår ved et sakramente og hvilke sakramenter, vi har i de forskellige kirker.

Augustins lære om sakramenterne

Det var den store teolog og filosof Aurelius Augustin (354-430), der for alvor udformede en lære om sakramenterne. Sakramenterne, sagde han, er tegn, der peger hen på en usynlig og guddommelig virkelighed.
Vi kan sammenligne et sakramente med en gave, som man får af en nær ven eller et kært familiemedlem. Der er noget af giveren i selve gaven. Gaven forbinder giver og modtager. Og i Augustins forståelse er sakramentet et tegn på det hellige, på Gud selv. Augustin var stærkt inspireret af den græske filosof Platon (427-347 f. Kr) og hans lære om idéernes verden, som afspejlede sig i menneskets sjæl. På samme måde har tegnet også del i den virkelighed, det formidler.

         
         Det ældste kendte billede af Augustin
         fra 500-tallet i Laterankirken i Rom.

Dåben er således ikke blot en neddykning i vand, en renselse. Men idet den troende neddykkes i vand i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn, så kommer den døbte til at tilhøre Gud. På samme måde forholder det sig med kirkens nadver. Her modtager den troende brød og vin forbundet med ordene om, at dette er Jesu legeme og blod, som gives til syndernes forladelse.
Ifølge Augustin er elementerne brød og vin sammen med ordene det, der gør handlingen til et sakramente. Den troende får nu del i det, som Jesus Kristus har gjort for mennesker, nemlig frelst fra deres synder ved sin egen død på korset.

        
          Augustin af Hippo

Jesus Kristus er det egentlige sakramente, siger Augustin. Det guddommelige, Gud selv, er kommet ind i menneskers verden som Jesus Kristus for at frelse mennesket fra den synd, som det har siddet fast i siden Adams og Evas syndefald. Kirken formidler nu denne frelse videre gennem sakramenterne, som for Augustin først og fremmest er dåben og nadveren.

Aurelius Augustin om begrebet 'tid'

Hvad er tid?
Det siges om den lærde kirkefader Aurelius Augustin, at hvis ingen spurgte ham, da vidste han hvad tid er, men hvis nogen spurgte ham, da vidste han det ikke. 'Si non rogas intelligo', skal han have sagt.

Den katolske kirkes opfattelse

Augustins opfattelse blev bestemmende for den katolske kirkes opfattelse. Dog understregede man i løbet af middelalderen en mere realistisk opfattelse. Det gjaldt især læren om nadveren. Brødet og vinen blev reelt til Jesu legeme og blod, når præsten sagde indstiftelsesordene.

Den katolske kirke

Den katolske kirke regnede efterhånden med syv sakramenter:

• Dåben er det første sakramente, der gives til den nyfødte. Her tager Gud mennesket til sig, og det bliver Guds barn som ved en ny fødsel. Det modtager Helligånden, Guds kærligheds Ånd. Det er ved dåben, at den enkelte bliver medlem af kirken.
• I bodens sakramente tilstår den enkelte sine synder, fortryder dem og får dem slettet ved syndernes forladelse, som gives gennem præstens ord.
• Nadveren: Katolikker tror, at når præsten siger ordene: "Dette er mit legeme" og "Dette er mit blod", bliver brødet og vinen virkelig forvandlet til Jesu Kristi legeme og blod.
  
  
  Alterkalken
  
  
• Firmelsen eller konfirmationen hænger sammen med dåben. Selve konfirmationshandlingen foretages af kirkens biskop, der lægger sin hånd på den unges hoved og med indviet olie tegner et kors på hendes pande med ordene: Vær beseglet med Helligånden, Guds gave. Nu er den unge kaldet og styrket til at leve med Den salvede, det vil sige Messias, som sit forbillede.
• Ægteskabet regnes også af den katolske kirke som et sakramente. Foreningen af kvinde og mand i ægteskabet et tegn på, at den materielle og fysiske del af verden er god og skabt af Gud. Børnefødsel og familieliv har ægteskabet som forudsætning.
• Sygesalvelse skal styrke den syges mod og håb.
• Og endelig regnes ordinationen til præst med som et sakramente.

Luther og sakramenterne

Martin Luther (1483-1546) mente kun, at der kunne være to sakramenter: dåb og nadver. Han krævede, at der var baggrund i Bibelen for det, som kirken gjorde, og om sakramenterne krævede han, at de skulle være indstiftet af Jesus selv. Det gjaldt ifølge Luther kun dåben og nadveren.
Troen er det afgørende for opfattelsen af sakramentes betydning, mente Luther. Troen og dåben hører sammen på den måde, at den døbte altid har sin dåb at falde tilbage på. Den handling, der blev foretaget ved dåben og de ord, der blev sagt har en blivende betydning. Nu hører den døbte Gud til og det er, hvad den døbte fremover kan holde sig til. Troen er ikke en betingelse eller forudsætning for dåben. Tværtimod så kommer troen af det, som er sket i dåben. Derfor er dåben ifølge Luther altid en barnedåb også selv om det er en voksen, der døbes.


Martin Luther (1483-1546)

Vedrørende nadveren afviste Luther den katolske kirkes opfattelse af, at der sker en forvandling af brød og vin til Jesu legeme og blod ved præstens indstiftelsesord. For Luther er nadveren et fællesskab med Jesus Kristus, som kun kan erfares i troen. Når præsten ved uddelingen siger, at brødet og vinen er Jesu legeme og blod, så sker der ingen forvandling. Brødet forbliver brød, og vinen forbliver vin. men det er Kristus selv, der giver dette måltid mening. Sådan har Jesus Kristus valgt at give sig til kende for mennesker. Kristus er til stede i, med og under brøds og vins skikkelse, sagde Luther.