Beskrivelse af Leo X, der var Pave i år 1513-1521

Sct. Peter var den første biskop af Rom og dermed den første Pave i historien.
Der er opstået tradition for at biskoppen over Rom, er den katolske kirkes overhovede og dermed Pave for hele den katolske verden. Pavetitlen bliver dog først brugt efter år 300.
Kirken ledes af paven, der anses som Sankt Peters efterfølger. Den opfattelse stammer fra Matthæusevangeliet, hvor Jesus giver Peter nøglerne til himmeriget.
Jesus sagde følgende ord til Peter, som kan læses på indersiden af kuplen i
Peterskirken: ''Du er Peter (klippen) og på denne klippe vil jeg bygge min Kirke.
Dig vil jeg give nøglerne til himlens rige''.

Leo X - 1513-1521 :

Leo X (Leone X) Leo X = Giovanni di Lorenzo de Medici; Leo X var født i Firenze den 11/12 1475 og var næstældste søn af Lorenzo the Magnificent de Medici. Han blev pave den 01/03 1513 og døde 01/12 1521. Han døde altså allerede som 46-årig af malaria. Hans karriere var bemærkelsesværdigt hurtig: han blev kronraget som munk, da han var syv, og blev kardinaldiakon som trettenårig. Hans familie blev landsforvist i 1494, og i årene 1494 til 1500 rejste han i Europa og mødte bl.a. Erasmus i Rotterdam.
Efter sin hjemkomst blev han embedsmand ved pavestolen og chef for statens hær og deltog i slaget ved Ravenna i 1512, hvor han blev taget til fange, men senere undslap. Det lykkedes ham - med sin hær som argument - at retablere Mediciernes dynasti i Firenze, og han bibeholdt denne stilling også senere som pave. Hans politiske forhold var en vekslen mellem forskellige europæiske alliancer, der skiftevis bekæmpede Frankrig og var allieret med det. Han måtte afgive land inklusive Milano til Frankrig og opnåede senere en aftale om besættelse af kirkelige embeder i Frankrig, hvor det blev den nationale konge, der havde retten til at anvise de højere embeder, mens paven måtte nøjes med at indsætte i de mindre. Denne aftale holdt indtil den franske revolution.
Han deltog i en del af møderne i det femte LateranKoncilium 1512-1517, men tiden for reformationen nærmede sig, og hans opførsel var stærkt medvirkende hertil. Leo X solgte aflad og embeder til den højestbydende og i hastig takt, og Simoni og nepotisme florerede i hele kirken. Det var under Leo, at Luther opslog sine teser.
Som en rigtig renæssancepave byggede Leo d. 10. videre på den nye Peterskirke, udbyggede Vatikanets bibliotek, og forskønnede Rom, så den kunne fremstå som Europas kulturelle centrum.
Og så holdt han i øvrigt fester og arrangerede skuespil af mindre lødig art. Hans store lidenskab var jagter. Alt sammen kostede det store summer, som han inddrog ved at iværksætte Afladshandel.
Afladshandelen blev den indirekte anledning til den Lutherske reformation. Men kritikken af kirkens og især pavedømmets forbrug var i forvejen stigende. Den kirkelige lære var sat til diskussion i de reformatoriske bevægelser nord for Alperne. Leo d. 10. afviste totalt at gå i dialog med Luther og de reformatoriske bevægelser.

Leo d. 10. (1513 - 1521) - Han indførte Afladshandelen
Som en rigtig renæssancepave byggede Leo d. 10. videre på den nye Peterskirke, udbyggede Vatikanets bibliotek, og forskønnede Rom, så den kunne fremstå som Europas kulturelle centrum.
Og så holdt han i øvrigt fester og arrangerede skuespil af mindre lødig art. Hans store lidenskab var jagter. Alt sammen kostede det store summer, som han inddrog ved at iværksætte Afladshandel.
Afladshandelen blev den indirekte anledning til den Lutherske reformation. Men kritikken af kirkens og især pavedømmets forbrug var i forvejen stigende. Den kirkelige lære var sat til diskussion i de reformatoriske bevægelser nord for Alperne. Leo d. 10. afviste totalt at gå i dialog med Luther og de reformatoriske bevægelser.

Homoseksualitet
Flere moderne historikere har konkluderet, at Leo var homoseksuel. Moderne skrifter og konti, herunder to af de førende pavelige historikere af tiden delte en tro på, at Leo engageret i "unaturlig vice". Francesco Guicciardini skrev: "i begyndelsen af hans Pontifikat anses de fleste mennesker for ham meget kysk; men han blev bagefter opdaget at være overordentlig hengivne - og hver dag med mindre og mindre skam - at der slags fornøjelse, for æres sake ikke kan hedde". Biskop og forfatter, Paolo Giovio, forklarede også, at Leo syntes at have "en uretmæssig kærlighed til nogle af sine Kammertjenerne". Der var forslag om, at grev Ludovico Rangone og Galeotto Malatesta var blandt Leos elskere, og der var talrige pasquinades indsendt omkring Roms statuer herom (selvom de uundgåeligt er en upålidelig kilde).
Cesare Falconi undersøgte navnlig Leos forelskelse med de sytten - årige venetianske adelige Marcantonio Flaminio, med Leo at arrangere den bedste uddannelse, der kunne blive tilbudt til tid. Mistanke om Leos motiver synes dog at have ført til en direkte indgriben fra Marcantonios far, der tog det usædvanlige skridt for tidspunktet for at nægte karriere i kirken at Leo havde udstukket for søn og i stedet krævet en tilbagevenden til Bologna.

Protektor
Leo X'er kæleelefant, Hanno

Da han blev pave, Leo X er rapporteret at have sagt, at hans broder Giuliano: "Da Gud har givet os pavedømmet, lad os nyde det." Den venetianske ambassadør, der relateret dette for ham var ikke objektiv, ejheller var han i Rom på tidspunktet; ikke desto mindre illustrerer sætningen temmelig pavens kultur-elskende natur og humanistiske interesser, der kendetegnede ham. Og nød det gjorde han, på ture rundt i Rom i spidsen for en flot parade med pantere, gøglere og Hanno, en hvid elefant.
Under hans Pontifikat antog den latinske kristendom en hedensk, græsk-romersk karakter, som passerer fra kunst i manerer, giver til denne epoke en mærkelig teint. Forbrydelser for øjeblikket forsvandt, for at give plads til laster; men charmerende laster, laster i god smag, som dem, der hengiver sig til af Alkibiades og sunget af Catullus. Alexandre Dumas père
Leo X var også overdådige i velgørenhed: plejehjem, hospitaler, klostre, aflades soldater, pilgrimme, fattige studerende, eksil, krøblinge og syge, ulykkelige af enhver art var generøst husket, og mere end 6.000 dukater blev årligt fordelt i almisse. Som protektor for læring fortjener Leo X en fremtrædende plads blandt paverne. Han rejste kirke på en høj rang som ven af hvad syntes at udvide viden eller at finpudse og pynte liv. Han gjorde hovedstad i Christenheden, Rom, midten af europæisk kultur. Mens endnu en kardinal, han havde gendannet kirken Santa Maria i Domnica efter Raphaels design; og som paven havde han San Giovanni dei Fiorentini, på den Via Giulia, bygget efter design af Jacopo Sansovino og presses frem arbejde på St Peter's Basilikaen og Vatikanet under Raphael og Agostino Chigi.

Protektor for læring
Leos forfatning af 5 November 1513 reformeret det romerske Universitet, der havde været negligeret af Julius II. Han restaureret alle dets fakulteter, gav større lønninger til professorer og indkaldt fremtrædende lærere langvejs fra; og selv om det aldrig nået til betydningen af Padua eller Bologna, det ikke desto mindre besad i 1514 en Fakultet (med et godt omdømme) otteogfirs professorer.
Leo hedder Janus Lascaris til Rom for at give undervisning i græsk og etableret en græsk trykpresse, hvorfra den første græske bog trykt på Rom dukkede op i 1515. Han lavede Raphael vogter af de klassiske oldsager af Rom og nærheden. Den fornemme Latinists Pietro Bembo og Jacopo Sadoleto var pavelig sekretærer, samt den berømte digter Bernardo Accolti.
Andre digtere som Marco Girolamo Vida, Gian Giorgio Trissino og Bibbiena, forfattere af novelle som Matteo Bandello og hundrede andre litterater af tiden var biskopper, eller pavelige scriptors eller abbreviators, eller i andre pavelige ansætte.

Ødeland
Leos livlige interesse for kunst og litteratur, at sige intet af hans naturlige frisind, hans påståede nepotisme, hans politiske ambitioner og fornødenheder og hans umådeholden personlige luksus, opbrugt inden to år det hårde besparelser af Julius II, og udfældet en finansiel krise som han aldrig dukket op, og som var en direkte årsag til de fleste af hvad, fra en pavelig synspunkt, var katastrofer af hans Pontifikat.
Han solgte kardinalk hatte. Han solgte medlemskab i "Riddere af Peter". Han lånte store beløb fra Finansrådet, curials, prinser og jøder. Den venetianske ambassadør Gradenigo anslået betalende antallet af kontorer på Leos død på 2.150, med en kapital værdi af næsten 3.000.000 dukater og en årlig indkomst på 328,000 dukater.
Den almindelige indkomst af paven i år 1517 havde været regnet på omkring 580.000 dukater, hvoraf 420.000 kom fra staterne i kirken, 100.000 fra annates, og 60.000 i den sammensætning afgift indført af Sixtus IV. Disse beløb, sammen med de betydelige beløb hidrørende fra aflad, jubilæer og specielle gebyrer, forsvundet så hurtigt, som de er modtaget. Derefter tyet paven til at pantsætte palace møbler, bord plade, juveler, selv statuerne af apostlene. Flere bank-virksomheder og mange individuelle kreditorer blev ruineret ved Leos død.

Homosexuality
Several modern historians have concluded that Leo was homosexual. Contemporary tracts and accounts, including those of two of the leading papal historians of the time shared a belief that Leo engaged in "unnatural vice". Francesco Guicciardini wrote, "At the beginning of his pontificate most people deemed him very chaste; however, he was afterwards discovered to be exceedingly devoted - and every day with less and less shame - to that kind of pleasure that for honour's sake may not be named". Bishop and writer, Paolo Giovio, also explained that Leo seemed to have "an improper love for some of his chamberlains". There were suggestions that Count Ludovico Rangone and Galeotto Malatesta were among Leo's lovers, and there were numerous pasquinades posted around Rome's statues to that effect (even though they are inevitably an unreliable source).
Cesare Falconi has examined in particular Leo's infatuation with the seventeen-year old Venetian noble Marcantonio Flaminio, with Leo arranging the best education that could be offered for the time. However, suspicions of Leo's motives seem to have led to the direct intervention of Marcantonio's father, who took the unusual step for the time of refusing the career in the church that Leo had mapped out for the son and instead demanded a return to Bologna.

Patron
Leo X's pet elephant, Hanno

When he became pope, Leo X is reported to have said to his brother Giuliano: "Since God has given us the Papacy, let us enjoy it." The Venetian ambassador who related this of him was not unbiased, nor was he in Rome at the time; nevertheless the phrase illustrates fairly the Pope's culture-loving nature and the humanistic interests that characterized him. And enjoy he did, traveling around Rome at the head of a lavish parade featuring panthers, jesters, and Hanno, a white elephant.
Under his pontificate, Latin Christianity assumed a pagan, Greco-Roman character, which, passing from art into manners, gives to this epoch a strange complexion. Crimes for the moment disappeared, to give place to vices; but to charming vices, vices in good taste, such as those indulged in by Alcibiades and sung by Catullus. Alexandre Dumas, père
Leo X was also lavish in charity: retirement homes, hospitals, convents, discharged soldiers, pilgrims, poor students, exiles, cripples and the sick, unfortunates of every description were generously remembered, and more than 6,000 ducats were annually distributed in alms. As a patron of learning Leo X deserves a prominent place among the popes. He raised the Church to a high rank as the friend of whatever seemed to extend knowledge or to refine and embellish life. He made the capital of Christendom, Rome, the center of European culture. While yet a cardinal, he had restored the church of Santa Maria in Domnica after Raphael's designs; and as pope he had San Giovanni dei Fiorentini, on the Via Giulia, built, after designs by Jacopo Sansovino and pressed forward the work on St Peter's Basilica and the Vatican under Raphael and Agostino Chigi.

Patron of Learning
Leo's constitution of 5 November 1513 reformed the Roman university, which had been neglected by Julius II. He restored all its faculties, gave larger salaries to the professors, and summoned distinguished teachers from afar; and, although it never attained to the importance of Padua or Bologna, it nevertheless possessed in 1514 a faculty (with a good reputation) of eighty-eight professors.
Leo called Janus Lascaris to Rome to give instruction in Greek, and established a Greek printing-press from which the first Greek book printed at Rome appeared in 1515. He made Raphael custodian of the classical antiquities of Rome and the vicinity. The distinguished Latinists Pietro Bembo and Jacopo Sadoleto were papal secretaries, as well as the famous poet Bernardo Accolti.
Other poets such as Marco Girolamo Vida, Gian Giorgio Trissino and Bibbiena, writers of novelle like Matteo Bandello, and a hundred other literati of the time were bishops, or papal scriptors or abbreviators, or in other papal employ.

Spendthrift
Leo's lively interest in art and literature, to say nothing of his natural liberality, his alleged nepotism, his political ambitions and necessities, and his immoderate personal luxury, exhausted within two years the hard savings of Julius II, and precipitated a financial crisis from which he never emerged and which was a direct cause of most of what, from a papal point of view, were calamities of his pontificate.
He sold cardinals' hats. He sold membership in the "Knights of Peter". He borrowed large sums from bankers, curials, princes and Jews. The Venetian ambassador Gradenigo estimated the paying number of offices on Leo's death at 2,150, with a capital value of nearly 3,000,000 ducats and a yearly income of 328,000 ducats.
The ordinary income of the pope for the year 1517 had been reckoned at about 580,000 ducats, of which 420,000 came from the States of the Church, 100,000 from annates, and 60,000 from the composition tax instituted by Sixtus IV. These sums, together with the considerable amounts accruing from indulgences, jubilees, and special fees, vanished as quickly as they were received. Then the pope resorted to pawning palace furniture, table plate, jewels, even statues of the apostles. Several banking firms and many individual creditors were ruined by the death of Leo.

---

                  Katolske begreber:

Ordforklaring :

Afladshandel
Basilika
Koncil
Lateran
Luther
Pontifikat
Ravenna
Simoni
Vatikan

Afladshandel:

Afladshandel i middelalder Pave kirken
Undgå at komme i Skærsilden!
Afladsbreve kunne hjælpe mod alt! - sagde Paven og præsterne - bare vi tjener penge på det, er det helt i orden!


Aflad var en gammel katolsk måde at mildne eller forkorte en bod på. Boden bestod i, i form af fx. bønner og gode gerninger, at sone sine synder, så man ikke skulle være så længe i skærsilden efter døden. I løbet af middelalderen opstod i den katolske kirke en form for aflad, som kunne købes for penge. Man kunne på den måde købe sig til et afladsbrev, som gav tilgivelse for ens synder. I nogle tilfælde behøvede man hverken at angre, skrifte eller gøre bod, hvis man havde købt et afladsbrev. Den protestantiske reformation begyndte, fordi Martin Luther offentliggjorde en kritik af afladshandlen. Afladshandel findes ikke i de protestantiske kirker, og heller ikke i de katolske kirker blev aflad benyttet på helt samme måde efter reformationen.
Afladshandlen blev igangsat for at finansiere en ny og større Peterskirke i Rom.

Aflad var et begreb i middelalderens katolske kirke. Det bestod i, at Pave kirken, (Den Katolske kirke) i denne forbindelse Paven, Kardinaler og personer, der var særligt betroet af kirken, kunne fritage mennesker for en straf, som kirken selv havde idømt dem! - ved at påstå at det stod i Bibelen. Sammen med synd og aflad for denne, skulle det syndige menneske også sone sin straf ved at få besked af præsten på at bede et vist antal Ave Maria - og evt. gå i sæk og aske og leve af vand og brød i en aftalt periode. Tiden i Skærsilden kunne også iflg. præsterne blive afkortet ved at gøre gode gerninger, samt give almisser til de fattige og munke som tog sig af de fattige og syge.
Stor opfindsomhed for at skaffe penge. Pave Kirken var meget fantasirig til at finde på metoder som kunne gøre kirken endnu mere rig end den var i forvejen, og skraber rigdomme til sig i enorme mængder! - Så var det rart at kunne bruge troen til at "stjæle penge fra rig og fattig".
Aflad forudsætter at det enkelte menneske tror på den opfattelse af synd og tilgivelse af denne, og for at undgå en straf i Skærsilden, som den katolske kirke bygger en del af sin tro på - sammen med tilbedelse af Jomfru Maria - og ikke Jesus, og så lige et hav af helgener.
At du skal gå til din lokale katolske præst og modtage tilgivelse fra præsten - ikke fra Gud. I andre kirkesamfund som den Lutherske Kirke modtages tilgivelse direkte fra Gud ved troen på Jesus Kristus som det er beskrevet i Bibelen. Så også på det punkt opfinder den katolske kirke sine egne regler, som ikke stemmer overens med Bibelens ord. Men det er da flot , at kunne lave reglerne så de passer med de regler og domme over mennesker, som den katolske kirke står for.
Aflad kunne, sagde præsterne, gøre at mennesker kunne få deres tid i Skærsilden forkortet. Ordet Skærsild - findes ikke i Bibelen.


Aflad kunne købes
Mod betaling kunne folk få et brev, som bevis på, at deres tid i Skærsilden blev afkortet med en bestemt tid, dage, uger, måneder eller år. Jo højere beløbet var, des mere blev tiden i Skærsilden nedsat! Der var en garanti for at det forholdt sig således! De havde endnu ikke haft nogen reklamationer!
Kirken kunne bilde folk alt muligt ind, da befolkningen havde en uhyggelig skræk for at komme ned i Skærsilden, og derfor ville gøre alt hvad de kunne for at "forkorte tiden dernede". Et misbrug af magt fra Pavekirkens side af format.
Det sikrede, at man var nærmere en plads i himlen, når man engang døde. At indtægten så også var af meget stor betydning for den katolske kirke - er noget helt andet!
Det tidligste afladsbrev, der kendes fra Danmark er fra 1197.

Basilika:

Ordet basilika kommer af græsk basilike (stoa) 'kongelig (søjlehal)', af basileus 'konge'.
Basilika, bygning, der består af et hovedrum, hovedskib eller midterskib, flankeret af to eller fire sideskibe; hovedskibet er højere og bredere end sideskibene og kan have en udbygning, apsis, i den ene eller i begge ender.
Hovedskib og sideskibe er skilt fra hinanden ved kolonnader eller buer; over disse kan der være et galleri (klerestorium) og vinduer. Oprindelig havde basilikaen fladt loft eller åben tagstol. Basilikaen kan have en bred indgangshal, narthex, og en åben forgård, atrium.
Bygningstypen stammer fra det østlige Middelhav. Den var meget anvendt i antikkens Romerrige og er beskrevet af den romerske arkitekturteoretiker Vitruvius.


Der hersker tvivl om, hvorledes den kristne basilika er opstået. Den mest udbredte teori er, at den kristne basilika er udviklet af antikkens offentlige og private basilika. Det er også vanskeligt at præcisere, hvornår den kristne basilika opstod, da bygning af offentlige kirker var umulig under forfølgelserne af de kristne.
De kirkebygninger, der blev opført i Rom og i Mellemøsten i Konstantin den Stores tid i 300-t. e.Kr., står derfor som de første eksempler på den kristne anvendelse af basilikatypen.


Blandt de mest berømte er Laterankirken, Santa Maria Maggiore, den første Peterskirke og Santa Sabina, alle i Rom.

Koncil:

Et Koncil er et kirkemøde for hele eller dele af Den Katolske Kirke. Ordet kommer fra latin "concilium"=Rådsforsamling. Man taler om 4 forskellige typer af konciler: "Concilio Diocesano" eller "Sinodo" indkaldes af Biskoppen, "Concilio Provinciale" indkaldes af Metropolitten (Ærkebispen), "Concilio Nazionale" indkaldes af Patriarken eller Overhovedet for Kirken i det enkelte land.



Endelig er der "Concilio Ecumenico", som indkaldes af Paven og gælder for alle dele af Den Katolske Kirke.

Et Økumenisk Koncil foregår i 3 bestemte faser: Indkaldelsen af de nærmere bestemte grupper gejstlige som skal deltage. Afholdelsen sker under Pavens præsidium eller under en af hans legater. Paven bestemmer de emner, der skal debatteres og om evt. andre forslag skal tages med ind til diskussion. Paven har ret til at opløse Koncilet, eller til at stoppe det eller overflytte det til et andet sted. Den sidste fase er Pavens godkendelse af Koncilets konklusioner.

Koncilier - Romerkirkens generalforsamlinger

Lateran:

Laterankirken (Arcibasilica di San Giovanni in Laterano) er bispedømmet Roms domkirke og dermed pavens sæde, en del af Vatikanstaten og den katolske kirkes fornemste domkirke. Det har historiske årsager. Frem til pavernes ophold i Avignon (fra 1309) var Lateranpaladset lige ved kirken det pavelige palads. Først efter tilbagekomsten fra Avignon blev Vatikanet pavens opholdssted, og selv om Peterskirken er den største, er den ikke en domkirke.

Laterankirken kaldes ofte Alle kirkers mor, og på facaden står indskriften SACROSANCTA LATERANENSIS ECCLESIA OMNIUM URBIS ET ORBIS ECCLESIARUM MATER ET CAPUT (latin for: Den allermest hellige Laterankirke, for hele byen og verden moder- og hovedkirke). Kirken er viet til Jesus Kristus, Johannes Døberen og Evangelisten Johannes.

Kirken er en af de fire patriarkalbasilikaer (de fire største kirker i Rom: Peterskirken, Laterankirken, Santa Maria Maggiore og Sct. Paul uden for murene). I lighed med de andre har den en hellig port, som åbnes, når det hvert 25. år er jubelår. Pilgrimme, der går gennem porten efter at have skriftet deres synder, får fuld aflad.

Den første domkirke blev rejst under kejser Konstantin. Den blev ødelagt af vandalerne, og en ny blev rejst af pave Leo 1. ca. 460. Pave Sergius 3. (904–911) byggede den helt om, efter at et jordskælv havde forårsaget store skader. I 1308 blev den fuldstændig ødelagt af en brand, og flere efterfølgende paver stod for genopbygningen. Under arbejdet blev den igen totalskadet af brand i 1360. Nutidens basilika er med undtagelse af nogle mindre arbejder i det 19. århundrede resultatet af Francesco Borrominis arbejde før jubelåret 1650.

Apostlene Peters og Paulus' hoveder skal være bevaret i relikvarier i baldakinen over højalteret. I selve alteret er dele af en bordplade fra antikken indfældet. Den skal komme fra senator Pudens' hus, og Peter skal have fejret nadveren ved det.

Luther:

Martin Luther 1483-1546

Den 31. oktober 1517 offentliggjorde teologen, Martin Luther (1483-1546), ifølge overleveringen 95 teser med titlen: En afhandling til fastlæggelse af afladens vidnesbyrd, på døren til slotskirken i den tyske by Wittenberg.
Martin Luther var professor ved det teologiske fakultet ved universitetet i den tyske by Wittenberg.


Teserne angreb den katolske kirkes handel med aflad og dermed det forhold, at man kunne købe sig til tilgivelse for sine synder. Offentliggørelsen af teserne er traditionelt blevet betragtet som den afgørende begivenhed, der igangsatte reformationen, som førte til et brud med den katolske kirke og dannelsen af en ny protestantisk kirke.

Clemens VI udstedte Bullen Unigenitus d. 27 januar 1343 for at begrunde pavens magt og brugen af aflad. Dette dokument blev brugt i forsvaret for aflad efter at Martin Luther slog sine 95 teser op i en kirke i Wittenberg.



Afladen, tesernes centrale omdrejningspunkt, opstod som fænomen i middelalderen. Aflad, der vil sige eftergivelse af straf (bodsstraf og straf i skærsilden), var tæt knyttet til den katolske kirkes bodssystem. Bod betegner en ’straf’, som en person blev pålagt, for at det skulle opveje en begået synd og dermed forsone vedkommende med Gud. Fra middelalderen blev boden et af den romersk-katolske kirkes syv sakramenter. Handel med afladsbreve, hvormed mennesket så at sige kunne købe sig fri for synd og forkorte tiden i Skærsilden inden de kom i Himmerige, hører til den senmiddelalderlige periode.



Martin Luther, 95 teser om afladen

Disputatio pro declaratione virtutis indulgentiarum 1517

Drøftelse til klarlægning af afladens kraft og virkning, 1517

Amore et studio elucidande veritatis hec subscripta disputabuntur Wittenberge, Presidente R. P. Martino Luther, Artium et S. Theologie Magistro eiusdemque ibidem lectore Ordinario.

Af kærlighed til og iver efter sandheden vil følgende teser blive drøftet i Wittenberg.
Det vil ske under forsæde af den ærværdige fader Martin Luther, magister i filosofi og i den hellige teologi og ordinær professor i teologi samme sted.

Quare petit, ut qui non possunt verbis presentes nobiscum disceptare agant id literis absentes.

Derfor bedes de, der ikke kan deltage mundtligt i drøftelserne med os, deltage på skrift, selv om de er fraværende.

In nomine domini nostri Hiesu Christi.
Amen.

I vor Herres Jesu Kristi navn.
Amen.


1. Dominus et magister noster Iesus Christus dicendo ”Penitentiam agite &c.” omnem vitam fidelium penitentiam esse voluit.

1. Da vor Herre og mester Jesus Kristus sagde: ”Gør bod” osv., ville han, at hele de troendes liv skulle være en bod.

2. Quod verbum de penitentia sacramentali (id est confessionis et satisfactionis, que sacerdotum ministerio celebratur) non potest intelligi.

2. Disse ord kan ikke forstås om bodens sakramente, dvs. om bekendelsens og fyldestgørelsens sakramente, som forvaltes ved præsternes embede.

3. Non tamen solam intendit interiorem, immo interior nulla est, nisi foris operetur varias carnis mortificationes.

3. Dog sigter det heller ikke blot til den indre bod. Nej, den indre bod er ikke noget, hvis ikke man i det ydre udøver forskellige former for kødets dødelse.

4. Manet itaque pena, donec manet odium sui (id est penitentia vera intus), scilicet usque ad introitum regni celorum.

4. Straffen forbliver derfor, så længe hadet til én selv forbliver (Det er det, der er den sande indre bod). Den forbliver altså indtil man indgår i Himmeriget.

5. Papa non vult nec potest ullas penas remittere preter eas, quas arbitrio vel suo vel canonum imposuit.

5. Paven vil ikke og kan ikke eftergive nogen straffe, undtagen dem, som han selv har pålagt, enten efter sin egen eller efter de kirkelige loves afgørelse.

6. Papa non potest remittere ullam culpam nisi declarando, et approbando remissam a deo. Aut certe remittendo casus reservatos sibi, quibus contemptis culpa prorsus remaneret.

6. Paven kan ikke tilgive nogen skyld. Han kan kun erklære og stadfæste, at den er tilgivet af Gud. Men han kan naturligvis tilgive i de sager, der er forbeholdt ham, og foragter man dem, forbliver skylden fuldt ud.

7. Nulli prorus remittit deus culpam, quin simul eum subiiciat humiliatum in omnibus sacerdoti suo vicario.

7. Gud tilgiver ikke nogen hans skyld uden samtidig at underlægger ham præsten, hans stedfortræder, til at blive ydmyget i alle ting.

8. Canones penitentiales solum viventibus sunt impositi nihilque morituris secundum eosdem debet imponi.

8. De kirkelige bodslove kan alene pålægges de levende. Intet kan ifølge lovene pålægges dem, der skal dø.

9. Inde bene nobis facit spiritussanctus in papa excipiendo in suis decretis semper articulum mortis et necessitatis.

9. Derfor handler Helligånden vel imod os, derved at paven i sine dekreter altid har undtaget dødens og nødvendighedens situation.

10. Indocte et male faciunt sacerdotes ii, qui morituris penitentias canonicas in purgatorium reservant.

10. De præster handler ukyndigt og slet, som over for døende overfører de kirkelige bodsstraffe til Skærsilden.

11. Zizania illa de mutanda pena Canonica in penam purgatorii videntur certe dormientibus episcopis seminata.

11. Talen om at forvandle kirkelig bod til straf i Skærsilden er et ukrudtsfrø, der virkelig synes at være sået, mens biskopperne sov.

12. Olim pene canonice non post, sed ante absolutionem imponebantur tanquam tentamenta vere contritionis.

12. I gamle dage pålagde man de kirkelige bodsstraffe ikke efter, men før tilsigelsen af syndernes forladelse, som en prøve på den sande anger.

13. Morituri per mortem omnia solvunt et legibus canonum mortui iam sunt, habentes iure earum relaxationem.

13. De, der skal dø, indfrier ved døden alle krav og er allerede døde fra de kirkelige love, idet de er løst fra disses myndighed.

14. Imperfecta sanitas seu charitas morituri necessario secum fert magnum timorem, tantoque maiorem, quanto minor fuerit ipsa.

14. Hvis den, der skal dø, ikke er i absolut harmoni eller kun har en ufuldkommen kærlighed, medfører det nødvendigvis stor frygt. Og den er så meget større, jo mindre kærligheden har været.

15. Hic timor et horror satis est se solo (ut alia taceam) facere penam purgatorii, cum sit proximus desperationis horrori.

15. Denne frygt og rædsel (for ikke at tale om andet) er i sig selv nok til at udgøre Skærsildens straf, da den ligger tæt op ad fortvivlelsens rædsel.

16. Videntur infernus, purgaturium, celum differre, sicut desperatio, prope desperatio, securitas differunt.

16. Man ser, at Helvede, Skærsild og Himmel adskiller sig fra hinanden, ligesom fortvivlelse, tilnærmelsesvis fortvivlelse og tryghed adskiller sig fra hinanden.

17. Necessarium videtur animabus in purgatorio sicut minni horrorem ita augeri charitatem.

17. Øjensynlig trænger sjælene i Skærsilden til, at deres kærlighed øges ligesom deres rædsel mindskes.

18. Nec probatum videtur ullis aut rationibus aut scripturis, quod sint extra statum meriti seu augende charitatis.

18. Der synes heller ikke at være hverken fornuftgrunde eller Skriftbeviser for den antagelse, at de ikke skulle være i en tilstand, hvor de kan gøre fortjenstfulde gerninger eller øge kærligheden.

19. Nec hoc probatum esse videtur, quod sint de sua beatitudine certe et secure, saltem omnes, licet nos certissimi simus.

19. Det synes heller ikke bevist, at de er visse og sikre på deres salighed, i hvert fald ikke alle, selv om vi er fuldkommen sikre på det.

20. Igitur papa per remissionem plenariam omnium penarum non simpliciter omnium intelligit, sed a seipso tantummodo impositarum.

20. Derfor mener paven, når han siger ”fuld eftergivelse af alle bodsstraffe”, ikke alle overhovedet, men kun eftergivelse af dem, han selv har pålagt.

21. Errant itaque indulgentiarum predicatores ii, qui dicunt per pape indulgentias hominem ab omni pena solvi et salvari.

21. Derfor farer de afladsprædikanter vild, som siger, at et menneske bliver løst fra al straf og frelst ved pavens aflad.

22. Quin nullam remittit animabus in purgatorio, quam in hac vita debuissent secundum Canones solvere.

22. Han eftergiver jo heller ikke sjælene i Skærsilden den straf, som de burde udstå i dette liv ifølge de kirkelige love.

23. Si remissio ulla omnium omnino penarum potest alicui dari, certum est eam non nisi perfectissimis, i.e. paucissimis, dari.

23. Hvis der i det hele taget kan gives eftergivelse af alle straffe overhovedet, så er det givetvis kun til de mest fuldkomne, dvs. til de færreste.

24. Falli ob id necesse est maiorem partem populi per indifferentem illam et magnificam pene solute promissionem.

24. Derfor må størstedelen af folket nødvendigvis blive narret af dette forskelsløse og rundhåndede tilsagn om eftergivelse af straf.

25. Qualem potestatem habet papa in purgatorium generaliter, talem habet quilibet Episcopus et Curatus in sua diocesi et parochia specialiter.

25. Den samme myndighed, som paven i almindelighed har over Skærsilden, den har en hvilken som helst biskop og sognepræst i sit eget stift og sogn.

26. Optime facit papa, quod non potestate clavis (quam nullam habet) sed per modum suffragii dat animabus remissionem.

26. Paven gør derfor vel i ikke at give sjælene eftergivelse i kraft af nøglemagten (som han ikke har), men blot gennem forbønner.

27. Hominem predicant, qui statim ut iactus nummus in cistam tinnierit evolare dicunt animam.

27. De prædiker menneskelære, som hævder, at straks pengene klinger i bøtten, flyver sjælen ud af Skærsilden.

28. Certum est, nummo in cistam tinniente augeri questum et avariciam posse: suffragium autem ecclesie est in arbitrio dei solius.

28. Det er sandt, at når pengene klinger i bøtten, så kan profitten og havesygen øges. Men kirkens forbønner beror alene på Guds vilje.

29. Quis scit, si omnes anime in purgatorio velint redimi, sicut de s. Severino et Paschali factum narratur.

29. Hvem véd, om alle sjælene i Skærsilden vil udfries, sådan som der fortælles om Sankt Severin og Paschalis.

30. Nullus securus est de veritate sue contritionis, multominus de consecutione plenarie remissionis.

30. Ingen kan være sikker på sandheden i sin anger, endnu mindre på den opnår fuld syndsforladelse.

31. Quam rarus est vere penitens, tam rarus est vere indulgentias redimens, i. e. rarissimus.

31. Ligeså sjælden som der findes én, der gør sand bod, ligeså sjælden er der én, der opnår sand aflad, altså uhyre sjælden.

32. Damnabuntur ineternum cum suis magistris, qui per literas veniarum securos sese credunt de sua salute.

32. De mennesker er fordømt i evighed sammen med deres lærere, som tror, at de er sikre på deres frelse i kraft af afladsbreve.

33. Cavendi sunt nimis, qui dicunt venias illas Pape donum esse illud dei inestimabile, quo reconciliatur homo deo.

33. Man skal vogte sig meget for dem, der siger, at pavens aflad er den Guds uvurderlige gave, hvorved mennesket bliver forsonet med Gud.

34. Gratie enim ille veniales tantum respiciunt penas satisfactionis sacramentalis ab homine constitutas.

34. For afladsnåden tager kun sigte på den sakramentale fyldestgørelses straffe, som er pålagt af mennesker.

35. Non christiana predicant, qui docent, quod redempturis animas vel confessionalia non sit necessaria contritio.

35. De mennesker prædiker ikke kristeligt, som lærer, at det er unødvendig med anger, når sjælene købes fri af Skærsilden eller man køber skriftebreve.

36. Quilibet christianus vere compunctus habet remissionem plenariam a pena et culpa etiam sine literis veniarum sibi debitam.

36. Enhver kristen, der i sandhed er sønderknust, har fuld syndsforladelse fra straffen og skylden. Og den bør gives ham også uden afladsbreve.

37. Quilibet versus christianus, sive vivus sive mortuus, habet participationem omnium bonorum Christi et Ecclesie etiam sine literis veniarum a deo sibi datam.

37. Enhver sand kristen, hvad enten han lever eller er død, har delagtighed i alle Kristi og kirkens goder, og de gives ham af Gud også uden afladsbreve.

38. Remissio tamen et participatio Pape nullo modo est contemnenda, quia (ut dixi) est declaratio remissionis divine.

38. Dog er pavens tilgivelse og fællesskabet med ham på ingen måde at foragte, fordi man som sagt får en erklæring om den guddommelige tilgivelse.

39. Difficillimum est etiam doctissimis Theologis simul extollere veniarum largitatem et contritionis veritatem coram populo.

39. Det er meget vanskeligt, selv for de lærdeste teologer, på én gang at prise afladens storhed og den sande anger for folket.

40. Contritionis veritas penas querit et amat, Veniarum autem largitas relaxat et odisse facit, saltem occasione.

40. Den sande anger søger og elsker straffen, men afladens storhed udhuler dette og får mennesker til at hade straffen, eller giver dem i hvert fald anledning til det.

41. Caute sunt venie apostolice predicande, ne populus false intelligat eas preferri ceteris bonis operibus charitatis.

41. Man må være forsigtig med at prædike den apostolske aflad, for at folk ikke fejlagtigt skal tro, at den er at foretrække frem for kærlighedens andre gode gerninger.

42. Docendi sunt christiani, quod Pape mens non est, redemptionem veniarum ulla ex parte comparandam esse operibus misericordie.

42. De kristne bør belæres om, at det ikke er pavens mening, at køb af aflad på nogen måde kan sammenlignes med barmhjertighedsgerninger.

43. Docendi sunt christiani, quod dans pauperi aut mutuans egenti melius facit quam si venias redimereet.

43. De kristne bør belæres om, at hvis man giver til den fattige eller låner til en trængende, så handler man bedre, end hvis man køber aflad.

44. Quia per opus charitatis crescit charitas et fit homo melior, sed per venias non fit melior sed tantummodo a pena liberior.

44. For ved kærlighedsgerningen vokser kærligheden og mennesket bliver bedre, men ved afladen bliver man ikke bedre, man slipper blot fri for straf.

45. Docendi sunt christiani, quod, qui videt egenum et neglecto eo dat pro veniis, non idulgentias Pape sed indignationem dei sibi vendicat.

45. De kristne bør belæres om, at den, der ser en nødlidende og lader ham i stikken og giver det til aflad, ikke køber pavens aflad, men Guds vrede.

46. Docendi sunt christiani, quod nisi superfluis abundent necessaria tenentur domui sue retinere et nequaquam propter venias effundere.

46. De kristne bør belæres om, at medmindre de har overflod, er det nødvendigt at beholde det, der er nødvendigt til hjemmet, og ikke bruge det på aflad.

47. Docendi sunt christiani, quod redemptio veniarum est libera, non precepta.

47. De kristne bør belæres om, at køb af aflad er en frivillig sag, der ikke er påbudt.

48. Docendi sunt christiani, quod Papa sicut magis eget ita magis optat in veniis dandis pro se devotam orationem quam promptam pecuniam.

48. De kristne bør belæres om, at paven, når han giver aflad, mere trænger til og derfor også hellere vil have, at man fromt beder for ham, end at man ofrer klingende mønt.

49. Docendi sunt christiani, quod venie Pape sunt utiles, si non in cas confidant, Sed nocentissime, si timorem dei per eas amittant.

49. De kristne bør belæres om, at pavens aflad er nyttig, når de ikke sætter deres lid til den, men skadelig, hvis gudsfrygten gennem den forsvinder.

50. Docendi sunt christiani, quod si Papa nosset exactiones venialium predicatorum, mallet Basilicam s. Petri in cineres ire quam edificari cute, carne et ossibus ovium suarum.

50. De kristne bør belæres om, at hvis paven kendte afladsprædikanternes måde at drive penge ind på, ville han hellere lade Peters-kirken gå op i luer end lade den bygge på sine fårs skind, kød og ben.

51. Docendi sunt christiani, quod Papa sicut debet ita vellet, etiam vendita (si opus sit) Basilicam s. Petri, de suis pecuniis dare illis, a quorum plurimis quidam concionatores veniarum pecuniam eliciunt.

51. De kristne bør belæres om, at paven, som det er hans pligt, gerne ville sælge Peters-kirken, hvis det skulle være, for at give af sine penge til de mange, som fralokkes afladspenge af visse prædikanter.

52. Vana est fiducia salutis per literas veniarum, etiam si Commissarius, immo Papa ipse suam animam pro illis impigneraret.

52. Tilliden til at man kan opnå frelse gennem køb af afladsbreve, er falsk, også selv om kommissæren, ja, paven selv, stod inde for det med sin sjæl.

53. Hostes Christi et Pape sunt ii, qui propter venias predicandas verbum dei in aliis ecclesiis penitus silere iubent.

53. Kristi og pavens fjender er dem, som befaler, at Guds ord helt skal forstumme i de andre kirker, når der udbydes aflad.

54. Iniuria fit verbo dei, dum in eodem sermone equale vel longius tempus impenditur veniis quam illi.

54. Der sker uret imod Guds ord, når der i den samme prædiken anvendes lige så lang tid eller mere på aflad som på ordet selv.

55. Mens Pape necessario est, quod, si venie (quod minimum est) una campana, unis pompis et ceremoniis celebrantur, Euangelium (quod maximum est) centum campanis, centum pompis, centum ceremoniis predicetur.

55. Det må nødvendigvis være pavens mening, at hvis afladen (som er det mindste) fejres med én klokke, med nogle enkelte processioner og ceremonier, så må evangeliet (som er det største) prædikes med hundrede klokker, hundrede processioner og ceremonier.

56. Thesauri ecclesie, unde Pape dat indulgentias, neque satis nominati sunt neque cogniti apud populum Christi.

56. Kirkens skatte, hvorfra paven uddeler afladen, er hverken omtalt eller kendt tilstrækkelig blandt Kristi folk.

57. Temporales certe non esse patet, quod non tam facile eos profundunt, sed tantummodo colligunt multi concionatorum.

57. Det fremgår klart, at det ikke er jordiske skatte, for så ville de fleste prædikanter ikke uddeler dem så gerne, men kun samler dem.

58. Nec sunt merita Christi et sanctorum, quia hec semper sine Papa operantur gratiam hominis interioris et crucem, mortem infernumque exterioris.

58. Det er heller ikke Kristi og helgenernes fortjenester, fordi disse altid, også uden paven, virker nåde til det indre menneske og kors, død og helvede til det ydre menneske.

59. Thesauros ecclesie s. Laurentius dixit esse pauperes ecclesie, sed locutus est usu vocabuli suo tempore.

59. Den hellige Laurentius sagde, at kirkens skatte var kirkens fattige, men han talte efter sin tids sprogbrug.

60. Sine temeritate dicimus claves ecclesie (merito Christi donatas) esse thesaurum istum.

60. Uden at gå for vidt kan vi sige, at skatten er kirkens nøgler (der er givet ved Kristi fortjeneste).

61. Clarum est enim, quod ad remissionem penarum et casuum sola sufficit potestas Pape.

61. Det er nemlig klart, at til eftergivelse af straffene og de særlige tilfælde, er pavens magt alene tilstrækkelig.

62. Verus thesaurus ecclesie est sacrosanctum euangelium glorie et gratie dei.

62. Kirkens sande skat er det højhellige evangelium om Guds ære og nåde.

63. Hic autem est merito odiosissimus, quia ex primis facit novissimos.

63. Men denne skat er logisk nok meget hadet, da den gør de første til de sidste.

64. Thesaurus autem indulgentiarum merito est gratissimus, quia ex novissimis facit primos.

64. Men afladens skat er logisk nok meget elsket, da den gør de sidste til de første.

65. Igitur thesauri Euangelici rhetia sunt, quibus olim piscabantur viros divitiarum.

65. Derfor er evangeliets skatte net, hvormed man i gamle dage indfangede rige folk.

66. Thesauri indulgentiarum rhetia sunt, quibus nunc piscantur divitias virorum.

66. Men afladens skatte er net, hvormed man i vore dage indfanger folks rigdomme.

67. Indulgentie, quas concionatores vociferantur maximas gratias, intelliguntur vere tales quoad questum promovendum.

67. Afladen, som af sine prædikanter udråbes som den største nåde, må virkelig siges at være det, når det drejer sig om at skovle penge ind.

68. Sunt tamen re vera minime ad gratiam dei et crucis pietatem comparate.

68. Men den er dog i sandhed den ringeste nåde, når man sammenligner den med Guds nåde og korsets fromhed.

69. Tenentur Episcopi et Curati veniarum apostolicarum Commissarios cum omni reverentia admittere.

69. Biskopper og sognepræster er pligtige til med al ærbødighed at byde forhandlerne af den apostolske aflad velkommen.

70. Sed magis tenentur omnibus oculis intendere, omnibus auribus advertere, ne pro commissione Pape sua illi somnia predicent.

70. Men de er endnu mere forpligtet til at holde skarpt øje med, at disse ikke i stedet for det, paven forlanger af dem, forkynder deres egne fantasier.

71. Contra veniarum apostolicarum veritatem qui loquitur, sit ille anathema et maledictus.

71. Den, der taler imod den apostolske aflads sandhed, han være fordømt og forbandet.

72. Qui vero, contra libidinem ac licentiam verborum Concionatoris veniarum curam agit, sit ille benedictus.

72. Men den, som træder op imod afladssælgernes griske og tøjlesløse ord, han være velsignet.

73. Sicut Papa iuste fulminat eos, qui in fraudem negocii veniarum quacunque arte machinantur,

73. Sådan som paven med rette tordner imod dem, som til skade for afladshandelen opfinder alle slags kunster,

74. Multomagnis fulminare intendit eos, qui per veniarum pretextum in fraudem sancte charitatis et veritatis machinantur,

74. så meget mere vil han tordne imod dem, som under dække af afladshandlen opfinder kunster til skade for den hellige kærlighed og sandhed.

75. Opinari venias papales tantas esse, ut solvere possint hominem, etiam si quis per impossibile dei genitricem violasset, Est insanire.

75. Det er vanvid at mene, at den pavelige aflad er så stor, at den endog kan skaffe tilgivelse til den, der havde krænket gudsfødersken, hvis det var muligt.

76. Dicimus contra, quod venie papales nec minimum venialium peccatorum tollere possint quo ad culpam.

76. Vi siger modsat, at den pavelige aflad ikke kan ophæve selv den mindste af de tilgivelige synder, for så vidt angår skylden.

77. Quod dicitur, nec si s. Petrus modo Papa esset maiores gratias donare posset, est blasphemia in sanctum Petrum et Papam.

77. Når man siger, at selv Sankt Peter, hvis han var pave nu, ikke kunne skænke større nådesbevisninger, er bespottelse mod Sankt Peter og mod paven.

78. Dicimus contra, quod etiam iste et quilibet papa maiores habet, scilicet Euangelium, virtutes, gratias, curationum &c. ut 1. Co. XII.

78. Vi siger modsat, at både Peter og en hvilken som helst pave råder over noget større, nemlig evangeliet, undergerninger, gaven at kunne helbrede, osv., som der står i 1 Kor 12.

79. Dicere, Crucem armis papalibus insigniter erectam cruci Christi equivalere, blasphemia est.

79. At sige, at det kors, som stilles op med pavens våben på, kan sidestilles med Kristi kors, er gudsbespottelse.

80. Rationem reddent Episcopi, Curati et Theologi, Qui tales sermones in populum licere sinunt.

80. Biskopperne, sognepræsterne og teologerne skal stå til regnskab for, at de tillader den slags forkyndelse blandt folk.

81. Facit hec licentiosa veniarum predicatio, ut nec reverentiam Pape facile sit etiam doctis viris redimere a calumniis aut certe argutis questionibus laicorm.

81. Denne overdrevne afladsprædiken bevirker, at det ikke er let, selv for lærde folk, at fastholde ærbødigheden over for paven med lægfolks forhånelser og spidsfindige spørgsmål.

82. Scilicet. Cur Papa non evacuat purgatorium propter sanctissimam charitatem et summam animarum necessitatem ut causam omnium iustissimam, Si infinitas animas redimit propter pecuniam funestissimam ad structuram Basilice ut causam levissimam?

82. For eksempel: Hvorfor tømmer paven ikke Skærsilden på grund af sin allerhelligste kærlighed og sjælenes store nød. Det er den mest retfærdige grund af alle. Han udfrier jo talløse sjæle på grund af beskidte penge, til bygning af Peters-kirken, hvilket er en meget ringe begrundelse?

83. Item. Cur permanent exequie et anniversaria defunctorum et non reddit aut recipi permittit beneficia pro illis instituta, cum iam sit iniuria pro redemptis orare?

83. Og hvorfor bliver man ved med at holde dødemesser og sjælemesser for de døde, i stedet for at tilbagegive de legater, der er indstiftet dertil, eller tillade, at de tilbagegives. Det er jo forkert at bede for dem, der er udfriet af Skærsilden.

84. Item. Que illa nova pietas Dei et Pape, quod impio et inimico propter pecuniam concedunt animam piam et amicam dei redimere, Et tamen propter necessitatem ipsius met pie et dilecte anime non redimunt eam gratuita charitate?

84. Og hvad er det for en ny fromhed hos Gud og paven, at de tillader et ufromt menneske, der ikke elsker Gud, for penge at udfri et fromt og gudselskende mennesker af Skærsilden, og dog ikke vil tillade, at de på grund af den fromme og gudselskende sjæls nød udfrier den ved kærlighed alene, uden betaling?

85. Item. Cur Canones penitentiales re ipsa et non usu iam diu in semet abrogati et mortui adhuc tamen pecuniis redimuntur per concessionem indulgentiarum tanquam vivacissimi?

85. Og når de gamle bodsregler allerede længe i virkeligheden har været ude af brug og døde i sig selv, hvorfor skal man så for penge købe sig fri af dem ved at få tilstået aflad, som om de stadig var i brug?

86. Item. Cur Papa, cuius opes hodie sunt opulentissimis Crassis crassiores, non de suis pecuniis magis quam pauperum fidelium struit unam tantummodo Basilicam sancti Petri?

86. Og når nu paven i dag har rigdomme, der er større end de allerrigestes, hvorfor bygger han så ikke bare denne ene kirke, Peters-kirken, for sine egne penge frem for at bruge de fattiges penge?

87. Item. Quid remittit aut participat Papa iis, qui per contritionem perfectam ius habent plenarie remissionis et participationis?

87. Og hvad er det egentlig, paven eftergiver og giver delagtighed i for dem, som gennem en fuldkommen anger har ret til fuld eftergivelse og fællesskab?

88. Item. Quid adderetur ecclesie boni maioris, Si Papa, sicut semel facit, ita centies in die cuilibet fidelium has remissiones et participationes tribueret?

88. Og hvordan kunne der tilføjes kirken et bedre gode, end hvis paven, ligesom han nu gør det én gang, således skænkede eftergivelse og fællesskab til enhver troende hundrede gange om dagen?

89. Ex quo Papa salutem querit animarum per venias magis quam pecunias, Cur suspendit literas et venias iam olim concessas, cum sint eque efficaces?

89. Når paven ønsker sjælenes frelse gennem afladen mere end penge, hvorfor sætter han så afladsbreve, der tidligere er udstedt, ud af kraft, skønt de stadig er gyldige?

90. Hec scrupulosissima laicorum argumenta sola potestate compescere nec reddita ratione diluere, Est ecclesiam et Papam hostibus ridendos exponere et infelices christianos facere.

90. Når man imødegår disse højst pinlige lægmandsspørgsmål alene med magt og ikke giver grunde for det, så er det at udsætte kirken og paven for fjendernes latter og skabe ulykkelige kristne.

91. Si ergo venie secundum spiritum et mentem Pape predicarentur, facile illa omnia solverentur, immo non essent.

91. Hvis afladen altså blev forkyndt efter pavens ånd og sind, så ville disse spørgsmål let kunne besvares. Ja, de ville slet ikke opstå.

92. Valeant itaque omnes illi prophete, qui dicunt populo Christi ”Pax pax,” et non est pax.

92. Bort derfor med alle de profeter, som siger til Kristi folk: ”Fred, fred”, og der er ikke fred.

93. Bene agant omnes illi prophete, qui dicunt populo Christi ”Crux crux,” et non est crux.

93. Vel handler alle de profeter, som siger til Kristi folk: ”Kors, kors”, selv om der ikke er noget kors.

94. Exhortandi sunt Christiani, ut caput suum Christum per penas, mortes infernosque sequi studeant,

94. De kristne bør formanes til at stræbe efter at efterfølge Kristus, deres hoved, gennem straffe, død og Helvede,

95. Ac sic magis per multas tribulationes intrare celum quam per securitatem pacis confidant.

95. og således mere sætter deres lid til at indgå i Himlen gennem mange trængsler end gennem fredens sikkerhed.


Oversættelse 2005
Cand.theol. Finn B. Andersen

Pontifikat:

Pontifikat, (af lat. pontificatus, afledt af pontifex), en paves regeringstid.

Pontifex, (lat., af pons 'vej, bro', gen. pontis, og -fex, af facere 'gøre'; af omstridt bet., måske 'den, der baner vej' eller 'den, der bygger bro'), i romersk religion navnet på et ledende medlem af pontifikalkollegiet, et præstekollegium bestående af rex sacrorum, de tre store flamines og tolv mindre flamines; pontifex maximus 'den største pontifex' havde som særligt embedsområde Vestakulten. Pontifikalkollegiet holdt til i Regia (egl. 'kongens hus') på Forum Romanum og havde bl.a. overopsyn med Roms statskult, lege (ludi), sakralret og varselstydning. Fra ca. 200 f.Kr. kendes tabulae pontificum 'pontifexernes tavler', en samling historiske annaler.

Fra og med Augustus blev ærestitlen pontifex maximus givet til den regerende kejser, og i løbet af 400-t. overtog paven den oprindelig hedenske titulatur, ofte forkortet pont.max. eller PM, nu i formen summus pontifex, hvis betydning tolkedes kristologisk som 'den, der slår bro mellem Jord og Himmel'.

Ravenna:

Ravenna er en by i den italienske region Emilia-Romagna. Ravenna har 134.631 (2001) indbyggere.

Ravenna var hovedstad i det Vestromerske Rige efter Romerrigets deling i 396 e.Kr. Senere var Ravenna de byzantinske kejseres administrative hovedstad for de italienske provinser. Ved byzantinernes fordrivelse fra den italienske halvø, blev Ravenna en del af Kirkestaten.



Den gamle æra

Oprindelsen af Ravenna er usikker. Den første bosætning er skiftevis tilskrives (og så har set co tilstedeværelse af) Thessalians, etruskerne og Umbrien, bagefter dens område blev afgjort også af Senones, især det sydlige landskab i byen, (der var ikke en del af lagunen), Ager-Decimanus. Ravenna bestod af huse bygget på pæle på en serie af små øer i en sumpet lagune-en situation svarende til Venedig adskillige århundreder senere. Romerne ignoreret det under deres erobring af Po floddelta, men senere accepterede det ind i den romerske republik som et organisationsnetværk by i 89 F.kr. I 49 f.kr var det det sted, hvor Julius Cæsar samlet sine styrker før krydset Rubicon. Senere, efter sin kamp mod Mark Antonius i 31 f.kr. grundlagde kejser Augustus den militære harbor Classe. Denne havn, beskyttet på første var af sine egne mure, en vigtig station i den romerske kejserlige flåde. I dag byen er indlandsstater, men Ravenna forblev en vigtig havn ved Adriaterhavet indtil den tidlige middelalder. Under de tyske kampagner, var Thusnelda, enke efter Arminius, og Marbod, konge af markomannierne, begrænset til Ravenna.

Ravenna fremgang stor under romersk herredømme. Kejser Trajan bygget en 70 km (43,50 mi) lang akvædukt i begyndelsen af det andet århundrede. Under de Marcomannic krige, germanske bosættere i Ravenna gjorde oprør og formået at gribe byen i besiddelse. Derfor forvist Marcus Aurelius besluttede ikke kun mod at bringe flere Barbarerne i Italien, men selv dem, der tidligere var blevet bragt der. I AD 402 overført kejser Honorius hovedstaden i det vestromerske rige fra Milano til Ravenna. Overførslen blev foretaget dels i defensivt øjemed: Ravenna var omgivet af sumpe og moser, og blev opfattet som nemt forsvares (selvom faktisk byen faldt til Modstående styrker mange gange i sin historie); Det er også sandsynligt, at overgangen til Ravenna skyldtes byens port og god søs forbindelser til det Østromerske rige. Men i 409, King Alaric af vestgoterne simpelthen omgået Ravenna, og gik, at fyre Rom i 410 og tage Galla Placidia, datter af kejser Theodosius, gidsel. Efter mange omskiftelser tilbage Galla Placidia til Ravenna med hendes søn, kejser Valentinian III og støtte af hendes nevø Theodosius II. Ravenna nød en periode med fred, i hvilket tidsrum den kristne religion var begunstiget af det kejserlige Hof, og byen opnået nogle af sine mest berømte monumenter, herunder den ortodokse døbefont, såkaldte Mausoleum Galla Placidia (hun ikke var virkelig begravet der) og San Giovanni Evangelista.

Den sene 400s så opløsningen af romerske myndighed i vest, og den sidste person til at holde titlen som kejser i Vesten blev afsat i 476 af den generelle Odoaker. Odoaker regerede som konge af Italien i 13 år, men i 489 den østlige kejser Zeno sendt den ostrogotiske King Theoderic dejligt at re-tage den italienske halvø. Efter at have tabt slaget Verona Odoaker trak sig tilbage til Ravenna, hvor han modstået en belejring af tre år af Theoderic, indtil udtagning af Rimini berøvet Ravenna af forsyninger. Theoderic tog Ravenna i 493, angiveligt dræbte Odoaker med hans egne hænder, og Ravenna blev hovedstaden i den ostrogotiske i Italien. Theoderic, efter hans kejserlige forgængere, også bygget mange pragtfulde bygninger i og omkring Ravenna, herunder hans palace kirke Sant'Apollinare Nuovo, en Arian domkirke (nu Santo Spirito) og dåbskapellet og hans eget Mausoleum lige uden for murene. .

Theoderic og hans tilhængere var arianske kristne, men co-eksisterede fredeligt med latinere, der var hovedsageligt ortodoks. Ravennas ortodokse biskopper gennemført markante byggeprojekter, som er den eneste overlevende en Capella Arcivescovile. Theoderic tilladt romerske borgere inden for hans rige til romerretten og den romerske retssystem. Goterne, i mellemtiden, levede under deres egne love og skikke. I 519, når en pøbel var brændt ned synagoger af Ravenna, beordrede Theoderic byen til at genopbygge dem for egen regning.

Theoderic døde i 526 og blev efterfulgt af hans unge barnebarn Athalaric under ledelse af hans datter Amalasunta, men af 535 begge var døde og Theoderics linje var repræsenteret kun af Amalasunthas datter Matasuntha. Forskellige ostrogotiske militære ledere tog kongedømme i Italien, men var ingen så vellykket, som Theoderic havde været. I mellemtiden, den ortodokse Christian Byzantine Emperor Justinian, imod både ostrogotiske regel og den arianske vifte af kristendommen. I 535 sin general Belisarius invaderede Italien og i 540 erobrede Ravenna. Efter erobringen af Italien blev afsluttet i 554, blev Ravenna sæde for byzantinsk regering i Italien.

Fra 540 til 600, Ravennas biskopper indledt en bemærkelsesværdig bygning program af kirker i Ravenna og i og omkring port byen Classe. Overlevende monumenter omfatter San Vitale Basilica samt til Sant'Apollinare-basilikaen i Classe og delvist overlevende San Michele i Africisco.

Eksarkatet Ravenna

Efter Belisarius for kejser Justinian erobringer I det sjette århundrede, Ravenna blev sæde for den byzantinske guvernør i Italien, Exarch, og blev kendt som Eksarkatet Ravenna. Det var på dette tidspunkt at Ravenna kosmografi blev skrevet.

Under byzantinsk herredømme, ærkebiskop af Ravenna blev midlertidigt ydet autocephaly fra Roman Church i kejseren, i 666, men dette snart blev tilbagekaldt. Ikke desto mindre, ærkebiskop af Ravenna holdt andenpladsen i Italien efter paven, og spillede en vigtig rolle i mange teologiske kontroverser i denne periode.

Ancient era

The origins of Ravenna are uncertain. The first settlement is variously attributed to (and then has seen the co presence of) the Thessalians, the Etruscans and the Umbrians, afterwards its territory was settled also by the Senones, especially the southern countryside of the city (that wasn't part of the lagoon), the Ager Decimanus. Ravenna consisted of houses built on piles on a series of small islands in a marshy lagoon – a situation similar to Venice several centuries later. The Romans ignored it during their conquest of the Po River Delta, but later accepted it into the Roman Republic as a federated town in 89 BC. In 49 BC, it was the location where Julius Caesar gathered his forces before crossing the Rubicon. Later, after his battle against Mark Antony in 31 BC, Emperor Augustus founded the military harbor of Classe. This harbor, protected at first by its own walls, was an important station of the Roman Imperial Fleet. Nowadays the city is landlocked, but Ravenna remained an important seaport on the Adriatic until the early Middle Ages. During the German campaigns, Thusnelda, widow of Arminius, and Marbod, King of the Marcomanni, were confined at Ravenna.

Ravenna greatly prospered under Roman rule. Emperor Trajan built a 70 km (43.50 mi) long aqueduct at the beginning of the 2nd century. During the Marcomannic Wars, Germanic settlers in Ravenna revolted and managed to seize possession of the city. For this reason, Marcus Aurelius decided not only against bringing more barbarians into Italy, but even banished those who had previously been brought there. In AD 402, Emperor Honorius transferred the capital of the Western Roman Empire from Milan to Ravenna. The transfer was made partly for defensive purposes: Ravenna was surrounded by swamps and marshes, and was perceived to be easily defensible (although in fact the city fell to opposing forces numerous times in its history); it is also likely that the move to Ravenna was due to the city's port and good sea-borne connections to the Eastern Roman Empire. However, in 409, King Alaric I of the Visigoths simply bypassed Ravenna, and went on to sack Rome in 410 and to take Galla Placidia, daughter of Emperor Theodosius I, hostage. After many vicissitudes, Galla Placidia returned to Ravenna with her son, Emperor Valentinian III and the support of her nephew Theodosius II. Ravenna enjoyed a period of peace, during which time the Christian religion was favoured by the imperial court, and the city gained some of its most famous monuments, including the Orthodox Baptistery, the so-called Mausoleum of Galla Placidia (she was not really buried there), and San Giovanni Evangelista.

The late 400s saw the dissolution of Roman authority in the west, and the last person to hold the title of emperor in the West was deposed in 476 by the general Odoacer. Odoacer ruled as King of Italy for 13 years, but in 489 the Eastern Emperor Zeno sent the Ostrogoth King Theoderic the Great to re-take the Italian peninsula. After losing the Battle of Verona, Odoacer retreated to Ravenna, where he withstood a siege of three years by Theoderic, until the taking of Rimini deprived Ravenna of supplies. Theoderic took Ravenna in 493, supposedly slew Odoacer with his own hands, and Ravenna became the capital of the Ostrogothic Kingdom of Italy. Theoderic, following his imperial predecessors, also built many splendid buildings in and around Ravenna, including his palace church Sant'Apollinare Nuovo, an Arian cathedral (now Santo Spirito) and Baptistery, and his own Mausoleum just outside the walls. .

Theoderic and his followers were Arian Christians, but co-existed peacefully with the Latins, who were largely Orthodox. Ravenna's Orthodox bishops carried out notable building projects, of which the sole surviving one is the Capella Arcivescovile. Theoderic allowed Roman citizens within his kingdom to be subject to Roman law and the Roman judicial system. The Goths, meanwhile, lived under their own laws and customs. In 519, when a mob had burned down the synagogues of Ravenna, Theoderic ordered the town to rebuild them at its own expense.

Theoderic died in 526 and was succeeded by his young grandson Athalaric under the authority of his daughter Amalasunta, but by 535 both were dead and Theoderic's line was represented only by Amalasuntha's daughter Matasuntha. Various Ostrogothic military leaders took the kingship of Italy, but none were as successful as Theoderic had been. Meanwhile, the orthodox Christian Byzantine Emperor Justinian I, opposed both Ostrogoth rule and the Arian variety of Christianity. In 535 his general Belisarius invaded Italy and in 540 conquered Ravenna. After the conquest of Italy was completed in 554, Ravenna became the seat of Byzantine government in Italy.

From 540 to 600, Ravenna's bishops embarked upon a notable building program of churches in Ravenna and in and around the port city of Classe. Surviving monuments include the Basilica of San Vitale and the Basilica of Sant'Apollinare in Classe, as well as the partially surviving San Michele in Africisco.

Exarchate of Ravenna

Following the conquests of Belisarius for the Emperor Justinian I in the 6th century, Ravenna became the seat of the Byzantine governor of Italy, the Exarch, and was known as the Exarchate of Ravenna. It was at this time that the Ravenna Cosmography was written.

Under Byzantine rule, the archbishop of Ravenna was temporarily granted autocephaly from the Roman Church by the emperor, in 666, but this was soon revoked. Nevertheless, the archbishop of Ravenna held the second place in Italy after the pope, and played an important role in many theological controversies during this period.

Simoni:

Vatikan:

Vatikanstaten er en bystat på 44,2 hektar i Rom i Italien, og er samtidig verdens mindste suveræne stat, der har bred global accept.
Vatikanstatens politik varetages af et enevældigt valgmonarki, hvor lederen af den romerskkatolske kirke er ved magten. Paven er den primære lovgivende, besluttende og udøvende magt i Vatikanstaten, der adskiller sig fra Den Hellige Stol, som er et sjældent tilfælde af ikke-arveligt monarki. Vatikanstaten er det eneste tilbageværende enevældige monarki i Europa.
Historie:
Området blev i oldtiden kaldt Ager Vaticanus. Det kan måske stamme fra det latinske vaticinium, der betyder "varsel", under henvisning til, at der lå et tempel på egnen, hvortil der var knyttet nogle profeter, vates.
Området var landligt, med vingårde. Vinen derfra stod ikke højt i kurs, og Martial skrev: "Drikker du Vatikan-vinen, drikker du gift. Kan du lide eddike, kan du også lide Vatikan-vin." Da undergrunden var rig på ler og sand, var der fremstilling af tegl og porcelæn i området.
Midt på Ager Vaticanus lå en gravplads. Døde måtte ikke begraves indenfor bymurene, så Via Cornelia, der førte gennem egnen, var kantet med gravmæler. Her blev også apostlen Peter gravlagt.


Agrippina den ældre besad nogle store haver mellem Vatikanhøjden og Tiberen, og efter hendes død begyndte sønnen Caligula at bygge et cirkus der. Det blev fuldført af Nero, som opkaldte det efter Caligula og sig selv: Circus Gaii et Neronis. Her fandt en af de første kristenforfølgelser sted, og man regner med, at det var her, apostlen Peter, der også var den første Pave, led martyrdøden.