Beskrivelse af Sixtus II, der var Pave i år 257-258

Sct. Peter var den første biskop af Rom og dermed den første Pave i historien.
Der er opstået tradition for at biskoppen over Rom, er den katolske kirkes overhovede og dermed Pave for hele den katolske verden. Pavetitlen bliver dog først brugt efter år 300.
Kirken ledes af paven, der anses som Sankt Peters efterfølger. Den opfattelse stammer fra Matthæusevangeliet, hvor Jesus giver Peter nøglerne til himmeriget.
Jesus sagde følgende ord til Peter, som kan læses på indersiden af kuplen i
Peterskirken: "Du er Peter (klippen) og på denne klippe vil jeg bygge min Kirke.
Dig vil jeg give nøglerne til himlens rige."

Sixtus II - 257-258 :

Sixtus II (San Sisto II, XYSTUS Secundus) Pave Sixtus II / San Sisto
Sixtus II, fra Grækenland var pave fra 30/08 257 - 06/08 258, han efterfulgte Pave Stefan I/Santo Stefano I (254-257) og efterfulgtes selv af Pave Dionysius/San Dionisio (259-268).
Hans fødenavn var Xystus og han var af græsk familie. Han betegnedes som en fredselskende mand, som blev valgt til pave den 30. August 257 under Kejser Valerian's kristenforfølgelser.
Han arbejdede på at forbedre den romerske kirkes forhold til den afrikanske kirke, men kejserens hårde fremfærd mod kirken vanskeliggjorde processen.
I år 258 udsendte kejseren en ny forordning om at biskopper, præster og almindelige lægfolk skulle ofre til de hedenske guder, hvis de nægtede ville deres ejendom blive konfiskeret og de selv halshugget.
De kristne fortsatte imidlertid med at mødes og afholde messer, selvom de forsøgte at finde steder, hvor de ikke så let faldt i øjnene, således prædikede Sixtus II i Praetextatus' Katakomber ("Catacombe di Pretestato") ude ved Via Appia (Via Appia Pignatelli 1 på venstre side af vejen efter vejkrydset ved Via Appia Antica). Her var de kristne mere skjult end i Calixtus-Katakomben lige overfor.
Den 6. August 258 blev Sixtus overrasket derude af kejserens soldater, mens han afholdt messe for en skare troende. Ifølge nogle overleveringer blev han arresteret og bragt ind til byen til forhør, for derefter at blive ført tilbage til Praetextatus' Kirkegård for at blive halshugget. Andre overleveringer fortæller, at han blev halshugget på sin bispetrone under sin prædiken. Hans afsjælede legeme blev derpå af hans tilhængere båret over på den anden side af vejen og begravet i Calixtus-Katakomben i Pave-gravstedet og Pave Damasus I (366-384) lod opsætte en indskrift på hans gravsten. San Sisto blev snart en af de mest ærede martyrer i den tidlige romerske kirke.
I 500-tallet blev hans ben overført til den kirke ved Monte Celio, som blev indviet til ham, den nuværende kirke San Sisto Vecchio.
Det fortælles at 2 diakoner (Felicissimus og Agapetus) og 4 underdiakoner (Januarius, Magnus, Vincentius, og Stefanus) halshuggedes samme dag og samme sted som Sixtus II, mens den syvende diakon (Laurentius/San Lorenzo) ikke var tilstede ved prædikenen og først mødte paven på vej til retterstedet. Her overgav Sixtus ham kirkens værdier og forudsagde, at han ville blive dræbt 3 dage senere, hvilket også skete den 10. august.

Pave Sixtus II (døde 6 August 258) var paven eller biskoppen af Rom fra 31 August 257 til sin død i 258. Han blev martyr under forfølgelsen af kejser baldrian.
Ifølge Liber Pontificalis, blev han født i Grækenland og en filosof; dog dette er usikkert, og bestrides af moderne vestlige historikere hævder, at forfatterne af Liber Pontificalis forvirret ham med de moderne forfatter Xystus, som var en græsk studerende af Pythagoreanism. Sixtus genskabte forbindelserne med de afrikanske og østlige menigheder, som var blevet afbrudt under hans forgænger på spørgsmålet om kættersk dåb rejst af kætteri kættere.
I forfølgelserne under baldrian i 258, blev mange biskopper, præster og diakoner bragt i døden. Pave Sixtus II var en af de første ofre for denne forfølgelse, at blive halshugget på 6 August. Han blev martyr sammen med seks af sine . Januarius, Vincentius, Magnus, Stephanus, Felicissimus og Agapitus. Lawrence af Rom, hans mest kendte deacon, lidt martyrium på 10 August, 3 dage efter sin biskop, som Sixtus havde profeteret.
Han menes af nogle at være forfatter til det pseudo Cyprianic skrift Ad Novatianum, selvom denne visning ikke har fundet generelle accept. En anden sammensætning skrevet i Rom mellem 253 og 258, er generelt enige om at være hans.
Det er denne Sixtus, der er nævnt ved navn i den Roman Canon af den messe. Han og hans følgesvend-martyrer mindes med en valgfri memorial på 7 August i den almindelige form og med en mindehøjtidelighed på 6 August i den ekstraordinære form.
Følgende påskrift ære Sixtus blev placeret på hans grav i catacomb af Callistus af pave Damasus I:

• På det tidspunkt, hvor sværdet gennemboret tarme af moderen, lærte jeg begravet her, som præsten Guds ord; Når pludselig soldaterne styrtede ind og slæbte mig fra stolen. Trofaste tilbudt deres halse til sværdet, men så snart præsten så dem, der ønskede at berøve ham palm (af martyrium) han var først til at tilbyde sig selv og sit eget hoved, ikke tolererer at (hedenske) vanvittig bør skade andre. Kristus, uskadt der giver belønning, gjort manifest præstens merit, bevare flokken.

---

                  Katolske begreber:

Ordforklaring :

Katakomber:

Domitilla-katakomberne, der blev opkaldt efter et medlem af den romerske familie, der havde bestilt gravpladserne, er de største i Rom. De strækker sig over 12 kilometer og går ned på fire niveauer med 26.250 grave fra anden til femte århundrede.



Over Domitilla katakomberne står basilikaen, som ses herover, Santi Nereo e Achilleo, der er ombygget og istandsat, så kun meget lidt er tilbage fra det 4. årh., hvor den blev bygget.
I katakomberne kan man se smukke fresker, bl.a. en der forestiller Kristus som den gode hyrde.
Når de kristne begravede de døde i underjordiske kirkegårde udenfor Rom, var det ikke på grund af forfølgelse, men blot fordi de fulgte tidens love.
Da der i katakomberne er begravet mange helgener, blev disse til helligdomme og genstand for besøg af pilgrimme.
De døde blev anbragt i nicher (loculi), hvor der kunne ligge 2 - 3 lig og de vigtigste rum blev udsmykket med stuk og fresker, se billedet herunder.
Det er en stor og spændende oplevelse at besøge disse underjordiske gravpladser.



Mange af krypterne har fresker, der synes udslettet. Faktisk blev de strippet af gravrøvere, idet katakomberne blev hærget og fresker skåret ud og fjernet som trofæer i middelalderen. Denne antikke form for tyveri kan findes i et museum i Catania, der viser eksempler, der oprindeligt blev bragt til Sicilien af en adelsmand for at dekorere hans hjem.



Domitilla katakomberne er de største af katakomberne og mange af gravene kan føres helt tilbage til 1. og 2. årh. e. Kr. dermed har disse kun ringe forbindelse med de kristne.

Liber Pontificalis:

Liber Pontificalis: eller Pavernes Bog er en af de væsentlige kilder vedrørende den tidlige middelalders historie, men den er også genstand for stor skepsis i den henseende.


På det umiddelbare plan er bogen en samling kortfattede biografiske registreringer af de første paver op til slutningen af det 10. århundrede nævnt i kronologisk rækkefølge. Hver af registreringerne består af pavens regeringstid i antal år (og herudfra kan årstallene udledes), deres fødselssted og forældre, de samtidige kejsere, indsats med hensyn til byggeri (specielt vedrørende romerske kirker), udnævnelser, vigtigste erklæringer, begravelsessted og tiden indtil næste pave var valgt og indviet. Imidlertid vanskeliggør måden, den blev til på, at man kan fæste ordentlig lid til bogen som historisk dokumentation.
Liber Pontificalis er skrevet af underordnede embedsmænd ved paveretten, og der er fundet eksempler på forvanskninger, udeladelser og forfalskninger. Registreringerne for de første tre århundreder er derfor nok først og fremmest interessante for historikere som eksempler på, hvad man i det 5. århundrede vidste om den tidligste katolske kirke. Fra det 4. århundrede og frem er skribenterne på mere sikker grund, selv om der stadig kan findes fejl og mangler. Granskning af teksten lader formode, at der fandtes to tidlige versioner fra før belejringen af Rom i 546, men herefter er der tale om et enkelt eksemplar. Fra begyndelsen af det 7. århundrede (omkring tiden for Pave Honorius 1.'s indsættelse) og frem indtil indsættelsen af Pave Adrian 2. er registreringerne skrevet i samtiden kort efter hver paves død og dermed rimeligt præcise, når man ser bort fra de enkelte skribenters holdninger.
Fortsættelser af Liber Pontificalis blev senere lavet og fører beretningerne om paverne videre fra omkring 1100 til midten af det 15. århundrede, men kvaliteten heraf er meget varierende.
De mange skribenters arbejde over lang tid komplicerede arbejdet med at lave udgaver af værket til videnskabelige formål. Mod slutningen af det 19. århundrede gjorde Louis Duchesne og Thodor Mommsen begge forsøget, men Mommsens udgave er dog ikke komplet. I det 20. århundrede er der udkommet oversatte og kommenterede udgaver, hvor vægten af kommentarerne har gået på den historiske troværdighed af beskrivelserne.

Novatian:

Modpave Novatian (251-258) gav navn til en kættersk bevægelse, Novatianismen, indenfor den katolske kirke.
Novatianisme var et kristent "kætteri" med oprindelse i det tredje århundrede, baseret på læren fra Modpave Novatian, der blev valgt i opposition til pave Cornelius . Novatianismen havde en noget mindre eftergivende politik med hensyn til tilgivelse af frafaldne kristne, der havde været villige til under tvang, at begå synd og afgudsdyrkelse under kristenforfølgelserne.

Se mere om Novatian på dette link.

Novatian var en respekteret og lærd gejstlig, der havde været sekretær for den romerske kirke under kejser Decius kristenforfølgelser i år ca. 250. Novatian mente, at det var både en fejltagelse og ud over myndigheden i kirken, at kunne frikende frafaldne kristne for den sørgeligt almindelige synd afgudsdyrkelse, han blev ordineret til biskop af Rom imod Cornelius. Novatianisterne skabte snart stor i hele det romerske imperium, en splittelse der fortsatte godt ind i det femte århundrede og videre frem.
Novatian selv blev martyr for sin tro i 258.

Hans tilhængere, også kaldet Novatianere, havde et puritansk syn på kirkens politik og mente, at dødelige synder kunne kun blive tilgivet af Gud, ikke af biskopper. Selvom de ikke skyede de angrende syndere, som havde begået forbrydelser som hedenskab, utroskab, hor og mord, nægtede de alligevel sådanne personer tilladelse til fuld altergang. Kontroversen bestod i; om den kristne kirke var "hellig" (om den bestod af helgener villige til at ofre deres liv for troen) eller "katolsk" (universel: også for syndere, herunder dem, der havde begået alvorlige synder efter at være blevet døbt).

Novatianerne fortsatte med deres uforsonlige linie helt op til det 5.århundrede, nogle steder endog længere. Fordi de ikke ville besudle Kirken med at genoptage frafaldne, kaldte de sig "de rene", på græsk "katharoi", hvoraf ordet kætter er opstået.

Se mere om Novatian på dette link.