Beskrivelse af Sixtus V, der var Pave i år 1585-1590

Sct. Peter var den første biskop af Rom og dermed den første Pave i historien.
Der er opstået tradition for at biskoppen over Rom, er den katolske kirkes overhovede og dermed Pave for hele den katolske verden. Pavetitlen bliver dog først brugt efter år 300.
Kirken ledes af paven, der anses som Sankt Peters efterfølger. Den opfattelse stammer fra Matthæusevangeliet, hvor Jesus giver Peter nøglerne til himmeriget.
Jesus sagde følgende ord til Peter, som kan læses på indersiden af kuplen i
Peterskirken: ''Du er Peter (klippen) og på denne klippe vil jeg bygge min Kirke.
Dig vil jeg give nøglerne til himlens rige''.

Sixtus V - 1585-1590 :

Sixtus V (Sisto V) Pave Sixtus V
Kardinal Felice Peretti fra Montalto valgtes til Pave som Sixtus V d. 24.4.1585, hvor han efterfulgte Pave Gregor XIII. Sixtus V var Pave indtil sin død d. 27.april 1590, hvor han blev efterfulgt af Pave Urban VII.
Felice Peretti var født i Grottammare i Le Marche den 13.December 1521 i et fattigt hjem, hvor han hjalp sin fader i marken og med at passe svinene. Han havde en onkel, der var Franciskanermunk og som sørgede for, at den begavede dreng kunne komme til at studere og hjalp ham på vej til en karriere indenfor Kirken. På denne måde blev Felice som 9-årig optaget blandt "I Frati Minori" i byen Montalto, der lå tæt ved hans hjem.
Da den unge mand viste store evner og var god til at prædike, kom han til at studere i Ferrara og Bologna og i 1552 kom han til Rom for at holde Faste-prædiken i Kirken I Santi Apostoli. Pave Paul IV (1555-1559) fik øje på ham og udnævnte ham til inkvisitor i Verona, hvor mange af hans medbrødre kritiserede hans nidkærhed.
Pave Pius V (1566-1572) satte stor pris på den unge præst og udnævnte ham til Generalvikar for Franciskanerne, til Biskop ved Kirken Santa Agata dei Goti og derpå til Kardinal.
Gregor XIII (1572-1585), der efterfulgte Pius V som pave i 13 år, syntes imidlertid at Kardinal Montalto var alt for streng og kritisk og holdt ham på en vis afstand. Kardinalen holdt derfor en lav profil i disse år, selv da hans nevø Francesco blev myrdet og der hviskedes om, at den skyldige var Paolo Giordano Orsini, elsker til den myrdedes smukke hustru Vittoria Accoramboni. Paven kaldte Kardinal Montalto for sig for at spørge om hans mening i denne ubehagelige sag og Kardinalen foreslog blot, at man slog en streg over ugerningen. Men selv glemte han det ikke og da han endelig blev pave, forstod han at hævne den uret, der var tilføjet hans nevø.
Da Gregor XIII døde den 10.April 1585, blev Kardinal Montalto valgt enstemmigt til Pave Sixtus V og han tog straks fat på Pavestatens alvorlige problemer. Han for hårdt frem mod "banditismen", udstedte dødsdomme til alle, der bar våben og til adelsmænd og ambassadører, som gav banditter asyl på deres ejendomme eller begunstigede voldelige overfald og sammenstød mellem de små private "hære" af "banditter", som disse havde i deres husholdning. Obsternasige kardinaler blev fængslet i Castel Sant'Angelo og allerede på hans kroningsdag den 1.Maj blev 4 unge mænd hængt på grund af våbenbesiddelse.
Paolo Giordano Orsini, der havde giftet sig med den myrdede Francesco Peretti's hustru, fortrak med hende til Bracciano og videre til Venedig og Padova for at komme udenfor den hævnende onkel og Paves rækkevidde. Her døde han af en infektion, mens Vittoria blev myrdet af Ludovico Orsini's lejemordere.
Forholdene i Rom var meget strenge, der var spioner og angiveri overalt og Sixtus V for hårdt frem mod alle, der var imod ham, mod prostituerede og alfonser, mod mødre der lod deres døtre prostituere sig. De prostituerede forvistes til et afsides sted, der kaldtes Ortaccio.
Også indenfor Kirken for Paven hårdt frem, kardinalerne skulle ikke mere have sønner eller nevøer at begunstige og han foretrak at udnævne italienske kardinaler. Det var i disse år at Den katolske Kirke måtte gå til modangreb mod den omsiggribende Protestantisme, som bredte sig i Norderuropa og Paven fandt det derfor nødvendigt med en grundig opstramning og reorganisering af Kirken. I 1588 udsendte han Bullen "Immensa Aeterni Dei", hvori han reorganiserede Pavestatens administrationsapparat, Curia Romana, og oprettede det rådgivende kontor, "La Consulta", til afløsning af en af Pave Paul IV i 1559 nedsat kommission med samme navn. Og han gav kardinalkollegiet den struktur, som det stadig har den dag idag. Til trods for alle disse tiltag havde Sixtus V dog selv en nevø, som han favoriserede og udnævnte til kardinal, da denne var 15 år. På samme måde forstod han også at begunstige sin familie, blandt andet sin søster Camilla Peretti, og han samlede sig en stor formue og opkøbte store ejendomme, hvor han på Esquilin opførte et pragtfuldt palads med en smukt anlagt park, som han derpå overdrog til sin søster.
Sixtus V havde en utrolig energi og nåede både at sætte en mængde ting i værk, men sandelig også at fuldende mange af dem i løbet af de kun 5 år han virkede. Han satte gang i landbruget og fik drænet de Pontinske Sumpe for en periode. På denne måde skaffede han mere korn til Roms brødforsyning, men samtidig lagde han nye skatter på netop korn, men også på andre dagligdags fornødenheder: olie, vin, kød, grønsager og fisk. Således steg Kirkens formue under Sixtus V, som til gengæld støttede både kunsten og videnskaben og satte nybyggeri i gang i Rom.
Han forstod, at for at udbygge yderkvartererne Esquilin, Viminal og Quirinal, hvilket var et af hans mål, måtte der skaffes vand til disse områder. Derfor lod han den gamle akvædukt Aqua Alessandrina restaurere og omdanne til akvædukten Acqua Felice, som skaffede vand til Monti-kvarteret. For at gøre disse kvarterer attraktive for nye bygherrer så han også, at der måtte nye og gode veje til, så han begyndte at sanere og planere i området, anlagde pladser og lange, lige, brede veje så pilgrimmene og kirkeprocessionerne havde let ved at komme rundt mellem de store valfartskirker. Fra Kirken Santa Maria Maggiore anlagde han den lange forbindelsesvej Strada Felice, som skulle bestå af 2 dele, fra Monte Pincio til Santa Maria Maggiore og herfra og ud til Santa Croce in Gerusalemme. Paven påtænkte nemlig også at lave organiserede pilgrimsrejser til Rom fra hele verden - også fra den nye verden i Amerika.
Området omkring Santa Maria Maggiore, hvor hans ejet landsted lå, havde hans særlige bevågenhed, han gav nye tilflyttere særlige økonomiske fordele, han sørgede for aktiviteter: til Piazza delle Terme flyttede han et marked, som ellers hvert år i september måned afholdtes på Abbazia di Farfa's ejendom, ligesom han sørgede for at få arrangeret et kvægmarked. Han lod bygge en række værksteder "botteghe" til silketilvirkning og opsætte 2 store offentlige vaskebassiner "i lavatoi" ved Diokletian's Termer. Han opkøbte kilderne til Pantano-kanalen af Marzio Colonna og forestillede sig, at der skulle føres en kanal fra Tivoli gennem Termini-området ind til Quirinalet for yderligere at udbygge vandforsyningen.
Sixtus V's byplansarbejder og byggerier er talrige, han rejste obeliskerne på pladserne Piazza del Popolo, Piazza San Giovanni in Laterano, Piazza dell'Esquilino foran apsis til Kirken Santa Maria Maggiore og på Piazza San Pietro og i 1587 lod han Trajansøjlen "krone" af en statue af Sankt Peter. I Collegio Massimo i EUR kan man idag se en række malerier af Pavens største byggeforetagender, der stammer fra festsalen i hans landejendom Villa Peretti.
Så megen magt Sixtus V end havde til at styre og organisere sin egen by, havde han ikke den samme magt udadtil. Det var en urolig tid i Europa, Protestantismen vandt frem, i Frankrig var der borgerkrig, i England blev den katolske Maria Stuart halshugget af sin rival, den protestantiske Elisabeth I, som var for magtfuld til at Paven kunne standse hende. Han bidrog dog med penge til den spanske Kong Filip II's "uovervindelige Armada", men troede måske ikke selv på et heldigt udfald, selvom han udsendte en pavelig Bulle, hvori han fradømte Elisabeth retten til Englands trone.
I 1590 blev Sixtus angrebet af malaria, men ville ikke lade sig overvinde af sygdommen og styrede Kirkens sager til det sidste. Den 27.April døde han. Samtidig rasede et voldsomt uvejr i Rom og det fik romerne til at hviske om, at Djævelen selv var kommet for at hente Paven, som nok havde haft en aftale med den herre, som havde hjulpet ham til tops.
Pave Sixtus V ligger begravet i Santa Maria Maggiore, den kirke han elskede højest og hvor han var Kardinal inden han blev Pave. Allerede i 1584 lod han her bygge et kapel, Cappella Sistina, på hvis højre væg der er opført et stort gravmæle for ham.

---

                  Katolske begreber:

Ordforklaring :

Bulle
Diokletian
Franciskaner
Lateran

Bulle:

Bulle, et metalsegl, oftest på et pavebrev. Det pavelige blysegl fik ca. 1100 et fast udseende: på den ene side hovederne af apostlene Peter og Paulus og på den anden side pavens navn.
Ordet bulle kommer af latin bulla 'kapsel'. Vi genfinder ordet i det engelske bullit = patron [ammunition]
Det er også betegnelsen for et brev, beseglet med nævnte metalsegl. Selvom ordet bulle i denne betydning oprindelig kun anvendtes om en bestemt brevtype, blev det fra 1400-t. ofte brugt om alle breve, der var beseglet med blysegl. Den oprindelige bulle har en fast udformning med bestemte formler og særlig skrift, og blyseglet er fastgjort med silketråde. Fra pave Innocens 4.s tid (1243-54) anvendtes denne type til aktstykker af mere almen betydning såsom dekretaler og politisk vigtige bandlysninger. En bulle betegnes normalt ved de første ord i teksten.
En særlig type bulle var den såkaldte In coena Domini, der var en generel opregning af forbrydelser mod kirkeretten, som medførte bandlysning, og som hver skærtorsdag oplæstes i Rom i pavens nærvær.
Bullerne kunne også udfærdiges som rundskrivelser, cirkumskriptionsbuller, med en større eller mindre kreds af modtagere.
Indholdet af de pavelige buller udgør en del af retsgrundlaget for den internationale katolske kirkeret, og mange af dem er derfor blevet udgivet i særlige samlinger, bullarier. Andre samlinger er udgivet som historiske kilder, fx pavebullerne vedr. Danmark udgivet af Alfred Krarup i Bullarium Danicum 1198-1316 (1931-32).

Diokletian:

Diokletian, Gajus Aurelius Valerius Diocletianus, opr. Diocles, romersk kejser 284-305. Diokletian tjente sig op fra soldat til kommandant for livvagten og blev efter kejser Numerians død udråbt til kejser i Nikomedia. Efter at have besejret kejser Carinus i 285 anerkendtes han som rigets enekejser. Han tog imidlertid samme år vennen Maximianus til medregent, fra det følgende år som ligeberettiget kejser (augustus); dog beholdt Diokletian selv den ledende stilling, hvilket blev udtrykt ved, at de to stillede sig under beskyttelse af hhv. Jupiter og Hercules. Diokletian overlod Maximianus den vestlige rigsdel og opholdt sig selv i den østlige. Fra 293 havde de Constantius 1. og Galerius som medregenter (cæsarer), og dette firemandsstyre, tetrarki, sikrede kejserdømmets stabilitet i hele Diokletians regeringstid. Ved sin og Maximianus' abdikation i 305 sørgede Diokletian for, at tetrarkiet kunne fortsætte, idet de to cæsarer rykkede op som augusti, og to nye cæsarer, Maximinus Daia og Flavius Severus, udråbtes.



Under Diokletian gennemførtes en række reformer. Provinsernes antal øgedes ved deling af de større til ca. 100, som atter samledes i 12 dioceser. Også hæren og centraladministrationen voksede stærkt. Som grundlag for de rekvisitioner i naturalier, der nu var statens vigtigste indtægt, gennemførtes en matrikulering af hele riget, dels det dyrkede land (iugatio), dels arbejdskraften (capitatio). Mindre held havde Diokletian med en møntreform, og det blev i 301 nødvendigt at udstede et maksimalprisedikt, som dog ikke kunne standse den voldsomme inflation. I 303 genoptog Diokletian efter en lang toleranceperiode en restriktiv politik over for kristendommen i den sidste store forfølgelse; dog blev de strengeste forholdsregler kun håndhævet i den østlige rigsdel. Indtil 303 havde de kristne religionsfrihed, men i 303 udstedte den noget ustabile kejser Diokletian et edit i Nicomedia, hvor det blev krævet at alle kirker skulle ødelægges, de hellige bøger udleveres og de kristnes sammenkomster forbydes. Diokletians medkejser Galerius beskyldtes for at stå bag.

Diokletians sidste regeringsår prægedes af voldsomme kristenforfølgelser. Deres baggrund er ukendt, bortset fra at han synes påvirket af sin fanatisk antikristne svigersøn og medkejser Galerius, hans mistillid til de kristnes loyalitet og afvisning af hær og forsvar. Han udelukkede først kristne fra alle statsembeder, optrappede forfølgelserne og forbød kristendommen i 303. Forfølgelsen var meget omfattende, men synes at have ført til relativt få henrettelser. Ikke desto mindre hævder den kirkelige tradition, at Diokletian omkring år 303 lod titusinder af kristne, som nægtede at ofre til de hedenske guder, korsfæste på Ararats bjerg "De ti tusinde martyrer ". Mere sikkert er det, at tortur, mishandling og tvangsarbejde forekom i stor udstrækning. Blandt ofrene var senere kendte helgener som Agnes og Lucia. Generelt mislykkedes forfølgelserne, der til dels blev saboteret af mindre engagerede underkejsere.

Det var først i forbindelse med Diokletians medkejser Galerius uhelbredelige sygdom, at det berømte Toleranceedikt af 311 blev udstedt. Her får de kristne fuld oprejsning og religionsfrihed, men de skal bede - ikke til kejseren, men for kejseren og statens velfærd.

Franciskaner:

Franciskanerordenen (latin: Ordo Fratrum Minorum (O.F.M.), "Mindrebrødrenes Orden") blev grundlagt af den den hellige Frans af Assisi i 1209.
Efter at Frans var vendt om fra sit muntre ungdomsliv til at søge Gud – ved at tage sig af de spedalske og opbygge små forfaldne kirker – fik han efterhånden følgeskab af andre, som ville følge hans eksempel.
Bernardo da Quintavalle og Pietro da Cattani var de første. De sluttede sig til Frans i 1208. De søgte vejledning ved at slå op tre gange i evangeliebogen, hvor de hver gang fandt bibelsteder, der handlede om efterfølgelse og fattigdom. Det var fra begyndelsen et ustruktureret fællesskab, som kaldte sig bodgørere fra Assisi.

         
         Sct. Frans af Assisi

Men i løbet af 1209 nedskrev Frans den første regel for fællesskabet og rejste til Rom for at få dem godkendt af paven, Innocens III. Og den fik de, ifølge legenden, fordi paven havde en drøm, hvor han så en fattigt klædt mand, Frans, støtte og opretholde Laterankirken, som var ved at styrte sammen.
Traditionen siger, at denne godkendelse fandt sted den 16. april, som franciskanerne derfor betragter som ordenens grundlæggelsesdag. Franciskanerne hører til de såkaldte "tiggermunke", fordi de ikke skulle skamme sig ved at tigge, hvis ikke de kunne skaffe sig det daglige brød ved arbejde.

Frans' brødre skulle leve efter de gamle klosterregler om fattigdom, lydighed og kyskhed. Og det var strengere forstået end i andre ordener. Fx gjaldt ejendomsløsheden ikke blot den enkelte mindrebroder, men også ordenen som sådan. Og en mindrebroder måtte ikke modtage penge overhovedet.

Palmesøndag 1212 flygtede en pige af fornem familie Chiara dei Scifi hjemmefra og sluttede sig til Frans' bevægelse. Hun blev grundlægger af clarisserordenen, som også kaldes den anden orden, til forskel fra den første orden, Frans' orden for mænd.

         
         Frans af Assisi, malet af Cimabue

Frans stiftede selv en tredje orden for mennesker, som ville leve et liv efter Frans' idealer uden at gå i kloster, men forenet med deres daglige arbejde og ægteskab. Reglen for denne tredje orden blev godkendt af paven i 1221.

Lateran:

Laterankirken (Arcibasilica di San Giovanni in Laterano) er bispedømmet Roms domkirke og dermed pavens sæde, en del af Vatikanstaten og den katolske kirkes fornemste domkirke. Det har historiske årsager. Frem til pavernes ophold i Avignon (fra 1309) var Lateranpaladset lige ved kirken det pavelige palads. Først efter tilbagekomsten fra Avignon blev Vatikanet pavens opholdssted, og selv om Peterskirken er den største, er den ikke en domkirke.

Laterankirken kaldes ofte Alle kirkers mor, og på facaden står indskriften SACROSANCTA LATERANENSIS ECCLESIA OMNIUM URBIS ET ORBIS ECCLESIARUM MATER ET CAPUT (latin for: Den allermest hellige Laterankirke, for hele byen og verden moder- og hovedkirke). Kirken er viet til Jesus Kristus, Johannes Døberen og Evangelisten Johannes.

Kirken er en af de fire patriarkalbasilikaer (de fire største kirker i Rom: Peterskirken, Laterankirken, Santa Maria Maggiore og Sct. Paul uden for murene). I lighed med de andre har den en hellig port, som åbnes, når det hvert 25. år er jubelår. Pilgrimme, der går gennem porten efter at have skriftet deres synder, får fuld aflad.

Den første domkirke blev rejst under kejser Konstantin. Den blev ødelagt af vandalerne, og en ny blev rejst af pave Leo 1. ca. 460. Pave Sergius 3. (904–911) byggede den helt om, efter at et jordskælv havde forårsaget store skader. I 1308 blev den fuldstændig ødelagt af en brand, og flere efterfølgende paver stod for genopbygningen. Under arbejdet blev den igen totalskadet af brand i 1360. Nutidens basilika er med undtagelse af nogle mindre arbejder i det 19. århundrede resultatet af Francesco Borrominis arbejde før jubelåret 1650.

Apostlene Peters og Paulus' hoveder skal være bevaret i relikvarier i baldakinen over højalteret. I selve alteret er dele af en bordplade fra antikken indfældet. Den skal komme fra senator Pudens' hus, og Peter skal have fejret nadveren ved det.