Beskrivelse af Pius X, der var Pave i år 1903-1914

Sct. Peter var den første biskop af Rom og dermed den første Pave i historien.
Der er opstået tradition for at biskoppen over Rom, er den katolske kirkes overhovede og dermed Pave for hele den katolske verden. Pavetitlen bliver dog først brugt efter år 300.
Kirken ledes af paven, der anses som Sankt Peters efterfølger. Den opfattelse stammer fra Matthæusevangeliet, hvor Jesus giver Peter nøglerne til himmeriget.
Jesus sagde følgende ord til Peter, som kan læses på indersiden af kuplen i
Peterskirken: ''Du er Peter (klippen) og på denne klippe vil jeg bygge min Kirke.
Dig vil jeg give nøglerne til himlens rige''.

Pius X - 1903-1914 :

Pius X (San Pio X), født Giuseppe Melchiore Sarto.
Pius 10. Giuseppe Sarto, 2.6.1835 - 20.8.1914, pave fra 1903; helgenkåret 1954. Sartos vej til pavestolen gik over embeder som kapellan, sognepræst, domherre, biskop af Mantua (1884) og kardinalPatriark af Venezia (1893). Som pave var Pius 10. først og fremmest sjælehyrde, og hans reformer af kirkemusikken, kurien, kirkeretten og præsteuddannelsen fik vidtrækkende betydning. Politisk var han derimod lidt af en katastrofe. I 1907 fordømte han modernismen og indførte antimodernist-eden i 1910.

Pius X, Sarto (1903-1914)
Giuseppe Melchiore Sarto blev født af fattige forældre 1835 i Riese mellem Vicenza og Treviso. Han fik et stipendium fra Patriarken af Venezia og kunne fra 1850 studere ved præsteseminariet i Padova. I 1858 blev har ordineret til præst og udnævnt til kapellan og i 1867 blev han sognepræst i Salzano. I 1875 blev har kannik ved domkirken i Treviso og i 1884 udnævnte Leone XIII ham til biskop i Mantova og i 1893 blev han kardinal og samme år Patriark af Venezia. Ved Konklavet efter Leone XIII's død var der to fløje over for hinanden. Den stærkeste bestod af kardinalerne fra Portugal, Spanien, Frankrig, Belgien og Italien hvis kandidat var en kardinal Rampolla, den sidste statssekretær for Leone XIII. Modparten bestod af kardinaler fra Tyskland, Østrig, Nederlandene, Amerika og nogle få fra Italien, de havde ingen modkandidat og i første afstemning fik Rampolla dog kun 24 stemmer, hvor kravet var 42 (2/3). Så nedlagde fyrstebiskoppen af Kraków i kejser Franz Josef af Østrigs navn veto mod Rampolla. Så blev en meget modvillig Sarto og en kardinal Gotti bragt i spil og deres stemmer blokerede for valget af Rampolla, og ved syvende afstemning fik Sarto 50 af 62 stemmer. Han tog navnet Pius X af respekt for de sidste paver med dette navn, som modigt havde modstået forfølgelser, men det var også et signal om, at han havde intentioner om at vende tilbage til en mere konservativ linje efter Leone XIII. Allerede i 1904 i "Commissum nobis" forbød Pius X indblanding fra verdslige magter ved fremtidige pavevalg med ekskommunikation som straf.
Pius X var kritisk overfor Leone XIII's politiske aktiviteter med forsoning over for de sekulære myndigheder, da de på mange områder var mislykket. Han hade været præst i 45 år, og han skulle blive "det indre livs pave", han blev en meget "religiøs pave", og politik eller diplomati hørte ikke til hans stærke sider, han lagde hele sin opmærksomhed på pavedømmets åndelige opgaver, og forsøgte at beskytte Kirken fra en "ukristelig tilpasning" til den moderne tid. Han stod urokkeligt på Kirkens rettigheder.
Også Pius X kom allerede i december 1905 i konflikt med Frankrig, da adskillelsen af stat og kirke blev gennemført og kirkens ejendomme blev overført til staten. Paven forkastede allerede i januar 1906 denne løsning, og han forbød de franske biskopper at acceptere de betingelser som staten satte for at de kunne beholde kirkebygningerne. De positive følger var et frit valg af biskopper og der kunne udnævnes præster uden hensyn til staten. Pius X ofrede kirkens ejendom for at sikre Kirkens frihed overfor staten. Da Portugal og Spanien også gennemførte en adskillelse af kirke og stat i 1910-1911 protestere Pius X igen med skarpe protester.
I 1912 blandede Pius X sig i en tysk fagforeningsstrid, hvor modsætningen var om arbejderne skulle organiseres i tværkirkelige foreninger eller om de skulle være rent katolske. Paven henviste til, at det ud fra et trosspørgsmål var bedst om de katolske arbejdere gik sammen i fagforeninger med rent katolsk præg, men som forholdene var i Tyskland kunne det tolereres at slutte sig til de kristne.
I denne periode med stærkt voksende industrialisering, holdt mange katolske intellektuelle sig fra at medvirke ved den politiske og kulturelle udformning af Italien, samtidig med, at paven på alle måder advarede mod det voksende socialistiske parti og de organiserede fagforeninger, der ødelagde det stabile katolske samfund.
På trods af den erklærede politik over for det politiske liv skete der en gradvis afspænding mellem Vatikanet og regeringen, blandt andet indgik Pius X i 1913 en aftale med den liberale ministerpræsident Giolitti, der skulle have støtte fra katolske kulturorganisationer, til gengæld fik katolikkerne økonomisk støtte til deres private skoler og politisk støtte i familie spørgsmål om for eksempel skilsmisse. Delvis på grund af frygt for socialismen tillod han allerede i 1905 at biskopper efter eget skøn løse personer fra bandlysning, hvis den troede deltog i et italiensk parlamentsvalg.
I dette Pontifikat opstår en katolsk bevægelse "modernismen" som ønskede at forene traditionel katolsk lære med de moderne historiske, filologiske og sociologiske videnskaber. Det er en parallel til den protestantiske liberalteologi, og den blev kritiseret for ensidig positivisme, relativisme og immanentisme. I 1907 udsender paven rundskrivelsen "Pacendi dominici gregis" (Vogt Herrens hjord), hvori han fordømte det liberale og demokratiske grundlg for de moderne statsforfatninger og modernismen som filosofisk system, "en syntese af alle kætterier". I 1910 foreskriver han antimodernist-eden (gyldig til 1967) for alle præster og lærere ved højere katolske læreanstalter.
De fleste af ovennævnte tiltag var defensive, men Pius X var også ansvarlig for en konstruktiv fornyelse af det indre liv i Kirken. I 1903 fik han gennemført en reform af kirkemusikken, hvor han betegnede den gregorianske sang som Kirkens egentlige sang, som derfor skulle bruges ved højtidelige gudstjenester. I 1911 grundlagde han den kirkemusikalske højskole i Rom.
Pius X sørgede for en skrivning af kirkeretten, da den daværende lovbog "Corpus Iuris Canonici" var stærkt forældet. En kommission blev nedsat til at foretage en systematisk bearbejdelse af de kirkeretslige bestemmelser. Det endelig resultat forelå dog først i 1917 under pave Benedetto XV. I
I 1908 offentliggjorde Pius X nyorganiseringen af kurien, de kirkelige ministerier. Han reducerede antallet af kongretionere og tribunaler, fjerne forældede embedere, og den enkelte myndigheds kompetancer og opgaver for fordelt, så kurien skulle blive bedre til at løse centralorganisationens opgaver. I 1909 skabte han et paveligt embedsblad "Acta Apostolicae Sedis", hvor de pavelige konstitutioner og de romerske myndigheders udgivelser blev offenliggjort uforkortet og i 1910 nyorganiserede Pius X den kirkelige domstol, rotaen.
Den kirkelige fornyelse under Pius X blev i stor udstrækning gennemført med kirkelig kontrol. Hans alvorlige reformiver lignede Paul IV's i sin centralistiske indstilling og metoderne ved gennemførelsen var ofte tilsvarende.
Pave Pius X var på mange måder dybt konservativ, men han hører til de største og mest konstruktive reformpaver, særlig på grund af den religiøse fornyelse af Kirken. Straks efter hans død var der et folkeligt ønske om hans Kanonisering. Processen begyndte i 1923, han blev saligkåret af Pius XII i 1951 og i 1954 blev han helgenkåret som den første pave i 242 år.

---

                  Katolske begreber:

Ordforklaring :

Kanon
Konklave
Patriark
Pontifikat
Vatikan

Kanon:

Kanon kommer af græsk og betyder rettesnor eller doktrin, og begrebet bruges om den officielle samling af bøger og helligskrifter inden for en given religion. Begrebet bruges først og fremmest om kristendommens kanon, dvs den officielle samling af skrifter, som er blevet optaget i Bibelen, og som anses for sande og nødvendige for Bibelens samlede helhed. Begrebet anvendes også indenfor en række andre religioner.

Kanonisk ret eller Kirkeretten er et retssystem indført af kirken.

Den katolske kirke kæmpede gennem hele middelalderen for at få godkendt, at den havde jurisdiktion over egne forhold. Det indebar oprettelsen af en særskilt dømmende magt, den kanoniske ret, der blev udviklet til et logisk og sammenhængende retssystem i løbet af det 11. århundrede.
Kirkeretten virkede i alle sager om kirkelige anliggender, herunder også moral og ægteskab. Kirkeretten stillede store krav til bevisførelsen, og førte ansvaret over på den enkelte i stedet for slægten.
De kirkelige retter blev ret meget brugt, fordi de lagde vægt på faktiske beviser i stedet for edsaflæggelse. De var også kendt for at være effektive i gældssager.
International kirkeret fik i 1234 sin officielle lovbog, Liber Extra, udstedt af pave Gregor IX (1227-41).
Den udøvende magt, iværksættelsen af straffeforanstaltninger osv. blev derimod på den verdslige magts hænder. Derfor var det kirkeretten, der pådømte sager om f.eks. præsters utugt, men det var lensherrens folk, der udførte straffen.

En del af kirkerettens bestemmelser vedrørende ægteskabelige forhold videreførtes efter reformationen i Tamperretten. Jyske Lov var stærkt inspireret af Kirkeretten.

I vore dage findes der stadig kirkeret. Den katolske kirke har en større lovsamling, men også i Danmark er der kirkeret. Ikke som nøje afgrænsede lovtekster, men som akademisk disciplin indenfor retsvidenskaben, der beskæftiger sig med de særlige retsregler, der regulerer den danske folkekirkes interne retsforhold.


Kanonisk messe

I den gamle liturgi er Kanon centrum i Messen som offer. I flg. tridentinerkoncilets vidnesbyrd går Kanon tilbage til apostlenes tradition, og var i det væsentlige fuldendt omkring Gregor d. Store (600 e. Kr.). Den romerske kirke havde aldrig andre kanoniske bønner. Selv mysterium fidei ["troens mysterium"] i indstiftelsesordene nævnes udtrykkeligt af pave Innocent d. 3. i et brev til ærkebiskoppen af Lyon i 1202, … Dette mysterium fidei blev fjernet i den nye liturgis indstiftelsesord. Samtidig blev der givet tilladelse til andre kanoniske bønner. Den anden - som ikke nævner Messens karakter af offer - men som er den korteste - har erstattet den gamle romerske Kanon stort set overalt. Derved er dyb teologisk indsigt fra tridentinerkoncilet gået tabt.

Konklave:

Konklave: (ordet kommer af "cum clave" = "med nøgle"). Konklave eller Pavevalg er forsamlingen af kardinaler, der vælger den nye pave, efter at den gamle er død eller træder af, som det var tilfældet med Pave Benedikt d. 16. Ordet konklave stammer fra latin, con'clave, og betyder: aflukkeligt værelse (helt bogstaveligt cum clave: med nøgle); specielt om den fra omverdenen afspærrede del af Vatikanpaladset, hvor pavevalget foregår; forsamlingen af kardinaler som vælger paven.
Annuntio vobis gaudium magnum! Habemus Papam! – Jeg meddeler jer en stor glæde! Vi har en pave! Sådan lyder budskabet fra protodiakonen fra balkonen over Peterspladsen i Rom, når valget er truffet. Det sker ved en højtidelig og historisk proces, der følges til punkt og prikke.
To uger efter pavens død vil kardinalerne mødes ved et højtideligt hemmeligt konklave i Det Sixtinske Kapel for at vælge apostlen Peters næste efterfølger. Konklavet må ikke afholdes senere end 20 dage efter. 14 dages-reglen er opstået for at give alle kardinalerne mulighed for at nå frem fra alle verdens hjørner. En regel, som nok mere stemmer overens med den tid, hvor kardinalerne skulle nå frem med hest og vogn end i dag, hvor de kommer flyvende til Rom.
Kardinalerne er udpeget overalt i verden og er pavens nærmeste rådgivere. Som det er i dag kan op til 120 kardinaler deltage, og de skal være under 80 år. Det blev bestemt af Pave Paul 6. i 1970. Ved sidste tælling af kardinalerne var der 119, der opfyldte kravene for at være med til at vælge.
Når kardinalerne ankommer til konklavet, hvor pavens efterfølger bliver valgt, lukkes den store bronzedør bag dem, og alle døre og vinduer bliver forseglet med bly. Tidligere skulle kardinalerne bo i spartanske værelser i selve kapellet, men i dag bliver alle indkvarteret i hotellignende værelser i Santa Martha Huset. Når kardinaler ankommer til konklavet, sværger de at holde alt, hvad der sker under afstemningen, hemmeligt. Hvis de bryder deres løfte, bliver de bortvist fra den katolske kirke.
Der gennemføres afstemning, hvor hver kardinal på en seddel skriver navnet på den kardinal, han ønsker som pave. Denne procedure gennemføres, indtil en af dem har har fået et flertal på 2/3 af stemmerne. Efter hver afstemning brændes stemmesedler, og røgen sendes gennem skorstenen. Ved tilsætning af kemikalier farves røgen sort, hvis afstemningen ikke har givet resultat og hvid, hvis afstemningen har peget på en ny pave.


Den nye pave skal formelt bekræfte, at han ønsker at påtage sig valget. Han spørges: "Accepterer De valget af egen, fri vilje?" Besvarer den valgte dette med "Accepto", er han den nye pave fra det øjeblik. Næste spørgsmål lyder: "Hvilket navn ønsker De at blive kaldt?", hvorpå han svarer med det navn, han ønsker at antage.

Patriark:

En patriark er overhovedet i en romersk-katolsk eller ortodoks kirkeprovins, et patriarkat. Da embedet er personorienteret bruger man sjældent betegnelser som f.eks. patriarkatet Konstantinopel, men som regel patriarken af Konstantinopel osv.
Fem patriarkater – i Rom, Jerusalem, Alexandria, Antiokia og Konstantinopel – har rødder i oldkirken. De andre er kommet til på senere tidspunkter, enten som belønning for loyalitet mod kirken eller af religionspolitiske grunde.


Patriarken Fotios af Konstantinopel (billede herover) levede fra ca. 820 til 893. Han regnes for en af de mest lærde mænd nogensinde i den Ortodokse Kirke.
Fotios var patriark af Konstantinopel - det vil sige, at han havde samme rolle i den østromerske, ortodokse kirke, som paven har den romersk-katolske kirke.

Fire af de ortodokse patriarkater, de fire første på listen, er oldkirkelige. De andre er nyere, og er knyttet til nationalkirker i forskellige lande.

• Patriarken af Konstantinopel (Den økumeniske patriark)
  
• Patriarken af Alexandria
  
• Patriarken af Antiokia
  
• Patriarken af Jerusalem
  
• Patriarken af Moskva og hele Rusland
  
• Patriarken af hele Bulgarien
  
• Katholikos-patriarken af hele Georgien
  
• Patriarken af hele Rumænien
  
• Den serbiske patriark
  
  

Den katolske kirkes patriarkater
Et af de katolske patriarkater går direkte tilbage til oldkirken, nemlig Rom. Patriarkaterne i Alexandria, Antiokia og Jerusalem har rødder i oldkirken, men disse steder var der i lang tid kun ortodokse patriarker.
Udover de nuværende patriarkater er der også i Den katolske kirke nogle historiske patriarkater, som af forskellige grunde ikke eksisterer mere.

Nuværende katolske patriarkater

• Patriarkatet i Rom (paven er patriark)
  
• Det koptiske patriarkat i Alexandria
  
• Det græske patriarkat i Antiokia
  
• Det syriske patrirkat i Antiokia
  
• Det maronittiske patriarkat i Antiokia
  
• Det romersk-katolske patriarkat i Jerusalem
  
• Patriarkat i Babylon (Bagdad)
  
• Patriarkat i Cilicia
  
• Patriarkat i Venezia
  
• Patriarkat i Lisabon
  
  

Historiske katolske patriarkater

• Det romersk-katolske patriarkat i Konstantinopel
  
• Det romersk-katolske patriarkat i Alexandria
  
• Det romersk-katolske patriarkat i Antiokia
  
• Patriarkatet i Vest-Indien
  
• Patriarkatet i Øst-Indien
  
  

De orientalske ortodokse kirkers patriarkater

• Paven og patriarken af Alexandria (Den koptiske ortodokse kirke)
  
• Patriarken af Antiokia (Den syriske ortodokse kirke)
  
• Katholikos-patriarken af Etchmiadzin og Armenia (Den armenske ortodokse kirke)
  
• Patriarken af Cilicia of Midt-Østen (Den armenske ortodokse kirke)
  
• Patriarken af hele Etiopien (Tewahedokirken)
  
• Patriarken af hele Eritrea (Den eritreanske ortodokse kirke)
  
  

De nestorianske patriarkater
De nestorianske kirker blev løsrevet fra resten af den kristne kirke i det 5. århundrede.

• Katholikos-patriarken af Babylon (Bagdad, Den assyriske kirke i øst)
  
• Katholikos-patriarken i Jerusalem (Kirken i øst og udenlands, sæde i Nordamerika)
  
  

Et patriarkat er en kultur, hvor magten og herredømmet besiddes af (de ældste) mænd, og hvor den fædrene linie tegner slægten. Magten tilhører den myndige og ærværdige patriark. Begrebet patriark kommer af græsk "patria", der betyder slægt og -ark, der betyder leder eller anfører. Patriarken er slægtens anfører og som sådan ikke kønsbestemt, men i bibelens gamle testamente er Abraham og hans søn Isak og dennes søn Jakob patriarker.

Pontifikat:

Pontifikat, (af lat. pontificatus, afledt af pontifex), en paves regeringstid.

Pontifex, (lat., af pons 'vej, bro', gen. pontis, og -fex, af facere 'gøre'; af omstridt bet., måske 'den, der baner vej' eller 'den, der bygger bro'), i romersk religion navnet på et ledende medlem af pontifikalkollegiet, et præstekollegium bestående af rex sacrorum, de tre store flamines og tolv mindre flamines; pontifex maximus 'den største pontifex' havde som særligt embedsområde Vestakulten. Pontifikalkollegiet holdt til i Regia (egl. 'kongens hus') på Forum Romanum og havde bl.a. overopsyn med Roms statskult, lege (ludi), sakralret og varselstydning. Fra ca. 200 f.Kr. kendes tabulae pontificum 'pontifexernes tavler', en samling historiske annaler.

Fra og med Augustus blev ærestitlen pontifex maximus givet til den regerende kejser, og i løbet af 400-t. overtog paven den oprindelig hedenske titulatur, ofte forkortet pont.max. eller PM, nu i formen summus pontifex, hvis betydning tolkedes kristologisk som 'den, der slår bro mellem Jord og Himmel'.

Vatikan:

Vatikanstaten er en bystat på 44,2 hektar i Rom i Italien, og er samtidig verdens mindste suveræne stat, der har bred global accept.
Vatikanstatens politik varetages af et enevældigt valgmonarki, hvor lederen af den romerskkatolske kirke er ved magten. Paven er den primære lovgivende, besluttende og udøvende magt i Vatikanstaten, der adskiller sig fra Den Hellige Stol, som er et sjældent tilfælde af ikke-arveligt monarki. Vatikanstaten er det eneste tilbageværende enevældige monarki i Europa.
Historie:
Området blev i oldtiden kaldt Ager Vaticanus. Det kan måske stamme fra det latinske vaticinium, der betyder "varsel", under henvisning til, at der lå et tempel på egnen, hvortil der var knyttet nogle profeter, vates.
Området var landligt, med vingårde. Vinen derfra stod ikke højt i kurs, og Martial skrev: "Drikker du Vatikan-vinen, drikker du gift. Kan du lide eddike, kan du også lide Vatikan-vin." Da undergrunden var rig på ler og sand, var der fremstilling af tegl og porcelæn i området.
Midt på Ager Vaticanus lå en gravplads. Døde måtte ikke begraves indenfor bymurene, så Via Cornelia, der førte gennem egnen, var kantet med gravmæler. Her blev også apostlen Peter gravlagt.


Agrippina den ældre besad nogle store haver mellem Vatikanhøjden og Tiberen, og efter hendes død begyndte sønnen Caligula at bygge et cirkus der. Det blev fuldført af Nero, som opkaldte det efter Caligula og sig selv: Circus Gaii et Neronis. Her fandt en af de første kristenforfølgelser sted, og man regner med, at det var her, apostlen Peter, der også var den første Pave, led martyrdøden.