Beskrivelse af Pelagius I, der var Pave i år 556-561

Sct. Peter var den første biskop af Rom og dermed den første Pave i historien.
Der er opstået tradition for at biskoppen over Rom, er den katolske kirkes overhovede og dermed Pave for hele den katolske verden. Pavetitlen bliver dog først brugt efter år 300.
Kirken ledes af paven, der anses som Sankt Peters efterfølger. Den opfattelse stammer fra Matthæusevangeliet, hvor Jesus giver Peter nøglerne til himmeriget.
Jesus sagde følgende ord til Peter, som kan læses på indersiden af kuplen i
Peterskirken: "Du er Peter (klippen) og på denne klippe vil jeg bygge min Kirke.
Dig vil jeg give nøglerne til himlens rige."

Pelagius I - 556-561 :

Pelagius I (Pelagio I)
Pelagius I (556-561), Romer, Ærkedegn i Rom, var blevet kendt med Kejser Justinian, da han var i Konstantinopel sammen med Pave Vigilius, og blev af Kejseren påtvungen Romerne som Biskop.
Han måtte ledsages af Narses ind i Peters-Kirken og der sværge på, at han ikke havde myrdet sin forgænger; men Romerne stolede ikke på hans Rettroenhed, og Nordafrikanerne og Illyrerne rev sig for en tid løs fra Rom; også Milano og Aquileia holdt sig borte fra Rom indtil Gregor den Store (590).
Pelagius I dør, som en af de første af en sygdoms epedimi, forårsaget af en stor oversvømmelse. På den tid da Kong Aptachar herskede over Longobarderne var der en stor vandflod i landskabet Venedig og i den del af Lombardiet kaldet Liguria og i mange andre dele af Italien; folket troede, at en vandflod ikke havde fundet sted siden Noah. Under denne store storm, gik Tiberen, der flyder gennem Rom, over byens mure og oversvømmede store dele af det omkringliggende område. Denne anden vandflod blev efterfulgt at en sygdom kaldet ”squinancie”. Pave Pelagius var den første der døde. Sygdommen spredte sig og voksede så folk døde som fluer i Rom.
Kirken San Lorenzo fuori le Mura er den mest populære begravelseskirke i Rom. Det er den største af de utallige kirker som er viet til Laurentius, den blev ombygget af pave Pelagius i 500-tallet og igen af pave Honorius III i 1200-tallet.

Paven Pelagius I (døde 3 marts 561) var pave fra 556 til sin død i 561. Han var den anden pave byzantinske pavedømmet, og ligesom sin forgænger, en tidligere apocrisiarius til Konstantinopel.

Tidligt liv

Han kom fra en romersk adelig familie. Hans far John synes at have været sognepræst i en af de to civile "bispedømmer" eller distrikter, hvor Italien blev derefter delt.

Apokrisiariat

Pelagius ledsaget pave Agapetus I til Konstantinopel og udnævnte ham Nuntius af Roman Church til byen.

Da pave Vigilius gik til Konstantinopel efter ordre fra kejser Justinian I, Pelagius opholdt sig i Rom som pavens repræsentant. Totila, konge af goterne, var begyndt at blokade af byen. Pelagius udøst sin egen formue til fordel for hungersnøden-ramte mennesker, og forsøgte at fremkalde kongen til at give en våbenhvile. Selvom han ikke, induceret han bagefter Totila til overs for mennesker, da han erobrede Rom i December 546. Totila sendt Pelagius til Konstantinopel for at arrangere en fred med Justinian I, men kejseren sendte ham tilbage til at sige, at hans general Belisarius var næstkommanderende i Italien.

Traditionelt, er han krediteret med opførelsen af Santi Apostoli, Rom, bygget for at fejre Narses fuldstændig sejr over ostrogoterne.

Pavedømmet

Pelagius blev valgt til pave som Justinians kandidat. Mens før sin ordination imod han Justinians bestræbelser på at fordømme de "tre kapitler" for at forene teologiske fraktioner i kirken, bagefter vedtaget Pelagius Justinians holdning. Dette beskadiget pavedømmets omdømme i det nordlige Italien, Gallien, og andre steder i Vesteuropa, og hans efterfølgere i de næste 50 år tilbragte meget indsats for fortryde skaderne.

Pope Pelagius I (died 3 March 561) was Pope from 556 to his death in 561. He was the second pope of the Byzantine Papacy, and like his predecessor, a former apocrisiarius to Constantinople.

Early life

He came from a Roman noble family. His father John seems to have been vicar of one of the two civil "dioceses", or districts, into which Italy was then divided.

Apokrisiariat

Pelagius accompanied Pope Agapetus I to Constantinople and was appointed by him nuncio of the Roman Church to that city.

When Pope Vigilius went to Constantinople on the orders of Emperor Justinian I, Pelagius stayed in Rome as the pope's representative. Totila, King of the Goths, had begun to blockade the city. Pelagius poured out his own fortune for the benefit of the famine-stricken people, and tried to induce the king to grant a truce. Though he failed, he afterwards induced Totila to spare the lives of the people when he captured Rome in December 546. Totila sent Pelagius to Constantinople in order to arrange a peace with Justinian I, but the emperor sent him back to say that his general Belisarius was in command in Italy.

Traditionally, he is credited with the construction of the Santi Apostoli, Rome, built to celebrate the complete victory of Narses over the Ostrogoths.

Papacy

Pelagius was elected Pope as Justinian's candidate. While before his ordination he opposed Justinian's efforts to condemn the "Three Chapters" in order to reconcile theological factions in the Church, afterwards Pelagius adopted Justinian's position. This damaged the papacy's reputation in northern Italy, Gaul, and elsewhere in Western Europe, and his successors over the next 50 years spent much effort undoing the damage.

---

                  Katolske begreber:

Ordforklaring :

Longobard:

Longobard = Langt skæg; de langskæggede.
Longobarderne var et germansk folkeslag, som kom fra Midttyskland og i folkevandringstiden drog sydpå ned i Nordbalkan, hvor de i det 4.århundrede grundlagde et rige ved Donau.
Longobarderne kaldte sig oprindeligt for "Winnili" og boede i sydlige Skandinavien (Scadanan) (Codex Gothanus skriver, at winnilierne oprindeligt boede ved en flod kaldet Vindilicus på den yderste grænse af Gallien.


I 568 drog longobarderne under Kong Alboin over Jugoslavien og Østrig og ned i Italien, hvor de erobrede Lombardiet og slog sig ned i Norditalien og grundlagde et Longobardisk Rige, som bestod til 774, hvor de besejredes af frankerkongen Karl den Store, som indlemmede deres rige i Frankerriget. Dog forblev hertugdømmet Benevento longobardisk og selvstændigt indtil det 11.århundrede.
Langobarderne, en nordgermansk folkestamme, nåede under folkevandringen, ca. omkring år 500, ind i det nuværende Norditalien ( Lombardiet ) og erobrede også områder i Mellem- og Syditalien.
Mens den langobardiske hovedstad Pavia allerede i år 774 blev erobret af Karl den Store, forblev Benevento i regionen Kampanien, ikke langt fra Neapel, i langobardisk besiddelse og var under deres indflydelse helt ind i det 11. århundrede.

Longobarderrigets historie i Italien kan opdeles i 3 hovedafsnit:

• Erobring og konsolidering i perioden 568-616,
• Riget som europæisk stormagt på linie med det vestgotiske og det frankiske rige - perioden 616-744, og
• Konflikter med frankerne og nedgangstid i perioden 744-774

Longobarderne eksisterede fra ca. 570 til ca. 806, ialt ca. 236 år.


Billede: Pave Johannes VI mødes med Longobarderne.

Nuntius:

Den pavelige Nuntius er chef for Den Hellige Stols diplomatiske repræsentation i et land eller ved en international organisation. Nuntius har rang som ambassadør og er i katolske lande oftest doyen. Han varetager normalt også forbindelserne mellem Den hellige Stol og den lokale katolske kirke. Nuntius vil oftest være en prælat med rang af biskop, ærkebiskop eller højere.

Nuntius, (m. lat. form) nuntii. (af lat. nuntius, sendebud; jf.
I. Legat; katolsk-kirk.) pavelig udsending, gesandt.

Billedet herunder: Ærkebiskop Henryk Józef Nowacki, Nuntius for de nordiske lande fra 2012.