Beskrivelse af Bonifacius IV, der var Pave i år 608-615

Sct. Peter var den første biskop af Rom og dermed den første Pave i historien.
Der er opstået tradition for at biskoppen over Rom, er den katolske kirkes overhovede og dermed Pave for hele den katolske verden. Pavetitlen bliver dog først brugt efter år 300.
Kirken ledes af paven, der anses som Sankt Peters efterfølger. Den opfattelse stammer fra Matthæusevangeliet, hvor Jesus giver Peter nøglerne til himmeriget.
Jesus sagde følgende ord til Peter, som kan læses på indersiden af kuplen i
Peterskirken: ''Du er Peter (klippen) og på denne klippe vil jeg bygge min Kirke.
Dig vil jeg give nøglerne til himlens rige''.





    B: 223.305

Pave Bonifacius IV i tal :
Nummer 67 i paverækken

Begivenhed: Dato:Varighed:
Født :   ? 550  0
Pavevalgt :Tirsdag 25. Sep. 608 Ca. 58 år
Papiat slutter :Tirsdag 8. Maj. 615 6,7 år
Fratrådt/Død  alder : Ca. 65 år
Døde :Fredag 25. Maj. 615 Ca. 65 år





Det dynamisk skiftende indhold på denne side er sammensat af bearbejdet materiale, der fortrinsvis er inspireret af fakta fra ovenstående links. Disse links er i sig selv og i høj grad spændende og anbefalelsesværdig læsning.
Jeg takker hermed for inspiration. :-)
M. Due 2019















Bonifacius IV - 608-615 :

Bonifacius IV (San Bonifacio IV)
Bonifacius IV (608-15) omdannede Pantheon i Rom til en Kirke for Guds Moder og alle Martyrer, var tilbøjelig til en Udsoning med Monofysitterne. Blev helligkåret.
Bonifacio IV omdannede Hadrians gravmæle til en fæstning. Han påbegyndte bygningen af det biskoppelige Palazzo Laterano, og ikke mindst indviede han Agrippa's tempel Pantheon til kristen kirken Santa Maria ad Martyres.
Pave Bonifacius IV får af Kejseren overdraget Pantheon for at indrette en kirke i bygningen. Bonifacius lod 28 vognladninger med martyrben køre fra katakomberne og indmure i Santa Maria ad Martyres kirken, dette skulle senere give anledning til at fejre Allehelgensdag.

Pave Bonifacius IV indførte i år 610 Allehelgens dag d. 13. maj, til minde om alle martyrer. På det tidspunkt havde man allerede så mange helgener, at der snart ikke kunne gives flere kalenderdage væk hver gang en ny helgen opstod og han skulle have sin egen dag. Kelterne i Irland holdt en høstfest, og en fejring af, at de døde passerede over i dødsriget (deraf de uhyggelige udklædninnger), denne hedenske fest ville man gerne af med. Som løsning på disse problemer indførte paven én enkelt dag, hvor man kunne fejre flere (alle) helgener på samme dag. Mindedagen blev indført da pave Bonifacius IV den 13. maj år 610 viede Pantheon til Maria og alle martyrerne.
Datoen for allehelgensdag blev flyttet til november under pave Gregor III (731-741), som viede et kapel i Rom til alle helgener og befalede at de skulle æres den 1. november. Denne dag lå tæt op af Allesjæles dag den 2. november, hvor man bad for de døde.
I mange år var disse dage vigtige og traditionsrige.

Bonifacius IV ligger begravet under alteret i Peterskirken.

Paven Boniface IV (Latin: Bonifatius IV; c. 550-25 maj 615) var pave fra 25 September 608 til sin død i 615. Han er æret som en helgen i den katolske kirke.

Liv

Søn af Johannes, "en læge, en Marsiske fra provinsen og byen af Valeria; han efterfulgte Boniface III efter en ledig stilling i over ni måneder." Han blev indviet på enten 25 August (Duchesne) eller 15 September (Jaffé) i 608. Hans død er opført som enten 8 maj eller 25 maj 615 af disse samme to myndigheder.

I tid af pave Gregory I, han var en diakon af Roman Church og havde stillingen som dispensator, dvs, den første officielle i forbindelse med administrationen af patrimonies.

Boniface fået orlov fra den byzantinske kejser Phocas at konvertere Pantheon i Rom, ind i en kristen kirke, og på 13 maj 609 (?), templet rejst af Agrippa til Jupiter Avenger, Venus og Mars blev indviet af pave til Jomfru Maria og alle martyrerne. Det var først og fremmest på Rom i omdannelsen af en hedensk tempel til et sted for Christian tilbedelse. Otteogtyve vognlæs af knogler, sacred blev sagt at være blevet fjernet fra katakomberne og placeret i en porfyr bassin under altertavlen.

Under Pontifikat af Boniface gik Mellitus, den første biskop i London, til Rom "at konsultere paven på vigtige spørgsmål i forhold til den nyoprettede dansk kirke". Mens der i Rom. han assisteret på Rådets derefter holdes vedrørende visse spørgsmål om "liv og øm Kloster fred i munke", og på sin afgang, tog med ham til England dekret af Rådet sammen med breve fra paven til Lawrence, ærkebiskop af Canterbury, og at alle præster, at Kong Æthelberht af Kent og til alle de engelske folk "om hvad der skulle blive observeret af Church of England". Dekreter for Rådet nu bevarede er falske. Brev til Æthelberht anses spurious af Hefele, tvivlsom ved Haddan og Stubbs og ægte af Jaffé.

Mellem 612 og 615, blev den irske missionær Saint Columban, så lever i Bobbio i Italien, overtalt af Agilulf, konge af langobarderne, at behandle et brev på fordømmelsen af de "tre kapitler" Boniface IV. Han fortæller paven, at han er mistænkt for kætteri for at acceptere det femte økumeniske Råd (det andet Rådet for Konstantinopel i 553), og formaner ham at indkalde et råd og bevise sin ortodoksi.

Bonifacius havde omdannet sit eget hus til et Kloster, hvor han pensioneret og døde. Han blev begravet i portico af St. Peters Basilika. Hans jordiske rester blev tre gange fjernet — i tiendedel eller ellevte århundrede, ved afslutningen af trettende under Bonifatius VIII, og at den nye St. Peters på 21 oktober 1603.

Boniface IV er mindet som en helgen i den Roman Martyrology på hans festdag, 25 maj.

Pope Boniface IV (Latin: Bonifatius IV; c. 550 – 25 May 615) was Pope from 25 September 608 to his death in 615. He is venerated as a saint in the Catholic Church.

Life

Son of Johannes, "a physician, a Marsian from the province and town of Valeria; he succeeded Boniface III after a vacancy of over nine months." He was consecrated on either 25 August (Duchesne) or 15 September (Jaffé) in 608. His death is listed as either 8 May or 25 May 615 by these same two authorities.

In the time of Pope Gregory I, he was a deacon of the Roman Church and held the position of dispensator, that is, the first official in connection with the administration of the patrimonies.

Boniface obtained leave from the Byzantine Emperor Phocas to convert the Pantheon in Rome into a Christian church, and on 13 May 609 (?), the temple erected by Agrippa to Jupiter the Avenger, Venus, and Mars was consecrated by the pope to the Virgin Mary and all the Martyrs. It was the first instance at Rome of the transformation of a pagan temple into a place of Christian worship. Twenty-eight cartloads of sacred bones were said to have been removed from the Catacombs and placed in a porphyry basin beneath the high altar.

During the pontificate of Boniface, Mellitus, the first Bishop of London, went to Rome "to consult the pope on important matters relative to the newly established English Church". While in Rome he assisted at a council then being held concerning certain questions on "the life and monastic peace of monks", and, on his departure, took with him to England the decree of the council together with letters from the pope to Lawrence, Archbishop of Canterbury, and to all the clergy, to King Æthelberht of Kent, and to all the English people "concerning what was to be observed by the Church of England". The decrees of the council now extant are spurious. The letter to Æthelberht is considered spurious by Hefele, questionable by Haddan and Stubbs, and genuine by Jaffé.

Between 612 and 615, the Irish missionary Saint Columban, then living at Bobbio in Italy, was persuaded by Agilulf, King of the Lombards, to address a letter on the condemnation of the "Three Chapters" to Boniface IV. He tells the pope that he is suspect of heresy for accepting the Fifth Ecumenical Council (the Second Council of Constantinople in 553), and exhorts him to summon a council and prove his orthodoxy.

Boniface had converted his own house into a monastery, where he retired and died. He was buried in the portico of St. Peter's Basilica. His remains were three times removed — in the tenth or eleventh century, at the close of the thirteenth under Boniface VIII, and to the new St. Peter's on 21 October 1603.

Boniface IV is commemorated as a saint in the Roman Martyrology on his feast day, 25 May.



                  Katolske begreber:

Afladshandel

Apokryf

Arianisme

Basilika

Bulle

Davids Slægt

Diokletian

Donatisme

Dødssynder

Exarch

Galilei

Gnostiker

Gudsbevis

Herrens år

Inkvisition

Investitur

Janseni

Kirkebøger

Koncil

Korstog

Liber Pontificalis

Luther

Malakias

Markion

Monarkianisme

Monoteletisme

Montanisme

Novatian

Oligark

Paternoster

Pavenumre

Pavinde

Pontifikat

Ramaskrig

Sakramente

Saracen

Simoni

Synode

Vatikan


Ordforklaring :

Basilika
Kloster
Lateran
Pontifikat

Basilika:

[ - ]
Ordet basilika kommer af græsk basilike (stoa) 'kongelig (søjlehal)', af basileus 'konge'.
Basilika, bygning, der består af et hovedrum, hovedskib eller midterskib, flankeret af to eller fire sideskibe; hovedskibet er højere og bredere end sideskibene og kan have en udbygning, apsis, i den ene eller i begge ender.
Hovedskib og sideskibe er skilt fra hinanden ved kolonnader eller buer; over disse kan der være et galleri (klerestorium) og vinduer. Oprindelig havde basilikaen fladt loft eller åben tagstol. Basilikaen kan have en bred indgangshal, narthex, og en åben forgård, atrium.
Bygningstypen stammer fra det østlige Middelhav. Den var meget anvendt i antikkens Romerrige og er beskrevet af den romerske arkitekturteoretiker Vitruvius.


Der hersker tvivl om, hvorledes den kristne basilika er opstået. Den mest udbredte teori er, at den kristne basilika er udviklet af antikkens offentlige og private basilika. Det er også vanskeligt at præcisere, hvornår den kristne basilika opstod, da bygning af offentlige kirker var umulig under forfølgelserne af de kristne.
De kirkebygninger, der blev opført i Rom og i Mellemøsten i Konstantin den Stores tid i 300-t. e.Kr., står derfor som de første eksempler på den kristne anvendelse af basilikatypen.


Blandt de mest berømte er Laterankirken, Santa Maria Maggiore, den første Peterskirke og Santa Sabina, alle i Rom.

[ - ]

Kloster:

[ - ]
Ordet Kloster betyder "indelukke" og betegner dels et bygningsværk, dels et religiøst fællesskab, som lever adskilt fra det øvrige samfund efter en klosterordens særlige bestemmelser.
Der findes klostre indefor flere religioner.
  • 1 Kristne klostre
  • 2 Buddhistiske klostre
  • 3 Islamiske klostre
  • 4 Hinduistiske klostre
Kristne klostre

I de kristne klostre var meningen med klosterlivet at efterkomme Jesu ord til den rige unge mand: "Vil du være fuldkommen, så gå hen og sælg, hvad du ejer, og giv pengene til de fattige, så vil du have en skat i himlene. Og kom så og følg mig!". Klosterets beboere, der for mænds vedkommende kaldes munke og for kvinders vedkommende nonner, var og er mennesker, der har følt et kald til at forsage verdens velfærd og vie deres liv til Gud.

Ikke alle klostre blev opført i askese. Herunder ses spisesalen fra Leubus kloster i Lubiaz i Polen.


[ - ]

Lateran:

[ - ]


Laterankirken (Arcibasilica di San Giovanni in Laterano) er bispedømmet Roms domkirke og dermed pavens sæde, en del af Vatikanstaten og den katolske kirkes fornemste domkirke. Det har historiske årsager. Frem til pavernes ophold i Avignon (fra 1309) var Lateranpaladset lige ved kirken det pavelige palads. Først efter tilbagekomsten fra Avignon blev Vatikanet pavens opholdssted, og selv om Peterskirken er den største, er den ikke en domkirke.

Laterankirken kaldes ofte Alle kirkers mor, og på facaden står indskriften SACROSANCTA LATERANENSIS ECCLESIA OMNIUM URBIS ET ORBIS ECCLESIARUM MATER ET CAPUT (latin for: Den allermest hellige Laterankirke, for hele byen og verden moder- og hovedkirke). Kirken er viet til Jesus Kristus, Johannes Døberen og Evangelisten Johannes.

Kirken er en af de fire patriarkalbasilikaer (de fire største kirker i Rom: Peterskirken, Laterankirken, Santa Maria Maggiore og Sct. Paul uden for murene). I lighed med de andre har den en hellig port, som åbnes, når det hvert 25. år er jubelår. Pilgrimme, der går gennem porten efter at have skriftet deres synder, får fuld aflad.

Den første domkirke blev rejst under kejser Konstantin. Den blev ødelagt af vandalerne, og en ny blev rejst af pave Leo 1. ca. 460. Pave Sergius 3. (904–911) byggede den helt om, efter at et jordskælv havde forårsaget store skader. I 1308 blev den fuldstændig ødelagt af en brand, og flere efterfølgende paver stod for genopbygningen. Under arbejdet blev den igen totalskadet af brand i 1360. Nutidens basilika er med undtagelse af nogle mindre arbejder i det 19. århundrede resultatet af Francesco Borrominis arbejde før jubelåret 1650.

Apostlene Peters og Paulus' hoveder skal være bevaret i relikvarier i baldakinen over højalteret. I selve alteret er dele af en bordplade fra antikken indfældet. Den skal komme fra senator Pudens' hus, og Peter skal have fejret nadveren ved det.



[ - ]

Pontifikat:

[ - ]
Pontifikat, (af lat. pontificatus, afledt af pontifex), en paves regeringstid.

Pontifex, (lat., af pons 'vej, bro', gen. pontis, og -fex, af facere 'gøre'; af omstridt bet., måske 'den, der baner vej' eller 'den, der bygger bro'), i romersk religion navnet på et ledende medlem af pontifikalkollegiet, et præstekollegium bestående af rex sacrorum, de tre store flamines og tolv mindre flamines; pontifex maximus 'den største pontifex' havde som særligt embedsområde Vestakulten. Pontifikalkollegiet holdt til i Regia (egl. 'kongens hus') på Forum Romanum og havde bl.a. overopsyn med Roms statskult, lege (ludi), sakralret og varselstydning. Fra ca. 200 f.Kr. kendes tabulae pontificum 'pontifexernes tavler', en samling historiske annaler.

Fra og med Augustus blev ærestitlen pontifex maximus givet til den regerende kejser, og i løbet af 400-t. overtog paven den oprindelig hedenske titulatur, ofte forkortet pont.max. eller PM, nu i formen summus pontifex, hvis betydning tolkedes kristologisk som 'den, der slår bro mellem Jord og Himmel'.



[ - ]


1145
Pt:283