Beskrivelse af Johannes VI, der var Pave i år 701-705

Sct. Peter var den første biskop af Rom og dermed den første Pave i historien.
Der er opstået tradition for at biskoppen over Rom, er den katolske kirkes overhovede og dermed Pave for hele den katolske verden. Pavetitlen bliver dog først brugt efter år 300.
Kirken ledes af paven, der anses som Sankt Peters efterfølger. Den opfattelse stammer fra Matthæusevangeliet, hvor Jesus giver Peter nøglerne til himmeriget.
Jesus sagde følgende ord til Peter, som kan læses på indersiden af kuplen i
Peterskirken: ''Du er Peter (klippen) og på denne klippe vil jeg bygge min Kirke.
Dig vil jeg give nøglerne til himlens rige''.

Johannes VI - 701-705 :

Johannes VI (St. John VI, San Giovanni VI) fra Grækenland
Pave Johannes VI indsættes den 30. Oktober 701. I November-December sender den østromerske kejser, Exarchen Teofilatto med en hær mod Rom for at kontrollere byen. Paven lukker byportene og sender tililende hjælpere hjem, hvorefter også den byzantinske hær marcherer væk.
Johannes VI; Grækenland (701-705) I denne paveperiode var kristendommen under hårdt pres fra øst og ikke mindst fra Spanien, hvor Saracenerne erobrede store landområder. Den 11. Januar 705 dør Pave Johannes VI og begraves i San Pietro. Den 1. Marts indsættes den nye Pave Johannes VII. Kejser Justinian II genvinder magten i det Østromerske rige og sender Paven akterne fra Koncilet Quinisextum til godkendelse, men Johannes VII afslår.

Pave John VI (Latin: Ioannes VI; 655 - 11 januar 705) var leder af den katolske kirke fra 30 oktober 701 til sin død i 705. John var en anatolske fra Ephesus, der herskede under den byzantinske pavedømmet. Hans pavedømmet blev bemærket for militære og politiske gennembrud på den italienske halvø. Det lykkedes ham til den pavelige stol to måneder efter dødsfaldet af pave Sergius I, og hans valg fandt sted efter en ledig stilling på mindre end syv uger. Han blev efterfulgt af pave John VII efter en ledig stilling på mindre end to måneder. Kroppen af paven er begravet i gamle St. Peter's Basilika.

Pavedømmet
I hans regeringstid, han assisterede Exarch Theophylactos, der var blevet sendt til Italien af kejser Tiberius III (II) Apsimar, og forhindrede ham fra at bruge vold mod romerne. John 6.S interventioner forhindrede Theophylactos fra at blive såret, der kommer til Rom for at "skabe problemer for paven".
Bortset fra dette lykkedes han også i inducerende Gisulf, Lombard hertug af Benevento, at trække sig tilbage fra områder af rige, gennem taktik overtalelse og bestikkelse. Ifølge nogle kilder, han "egenhændigt overbevist Lombard hertug Gisulf af Benevento at trække hans styrker tilbage og vende hjem" efter hertugen havde hærget det nærliggende kolonnade landskab og bygget en lejr inden for synsvidde af byen væggene i Rom.
Andre vigtige begivenheder under John 6.S Pontifikat omfatter Lombard king Aripert II tilbage Cottian Alperne til deres tidligere status som en pavelig arv. Mange byggeprojekter også opstod, herunder nye ambon i Basilikaen St. Andrew apostel, et nyt alter klud til San Marco, og "suspenderet diaphonous hvide slør mellem kolonner på hver side af alteret i San Paolo. John VI også fremmet easterners inden for den episkopale hierarki, herunder Bonifacius, den pavelige rådgiver.
I 704, efter den 70-årige Sankt Wilfrid af York blev bortvist (efter flere andre udvisninger) fra sin biskoppelige se, han gik til Rom og bønfaldt sin sag "før den apostolske pave John VI", tre år i den græske Pontifikat. Wilfrid havde besøgt Rom i 654 og 679 og var vidne til gradvis omdannelse af kirken administrationen til et græsk-dominerede hierarki. På grund af dette indkaldte John VI til en Synode af græsktalende biskopper at høre Wilfrids årsag, en sproglig hurdle, der meget urolig Wilfrid. Ikke desto mindre, Synoden frikendt Wilfrid, restaureret ham til hans see, som han besat indtil sin død i 709, og sendte ham tilbage til England med breve til Æthelred af Mercia for pavelige mandater skal gennemføres.

Pope John VI (Latin: Ioannes VI; 655 - 11 January 705) was the head of the Catholic Church from 30 October 701 to his death in 705. John VI was an Anatolian from Ephesus who reigned during the Byzantine Papacy. His papacy was noted for military and political breakthroughs on the Italian peninsula. He succeeded to the papal chair two months after the death of Pope Sergius I, and his election occurred after a vacancy of less than seven weeks. He was succeeded by Pope John VII after a vacancy of less than two months. The body of the pope is buried in Old St. Peter's Basilica.

Papacy
During his reign, he assisted the Exarch Theophylactos, who had been sent to Italy by the emperor Tiberius III (II) Apsimar, and prevented him from using violence against the Romans. John VI's interventions prevented Theophylactos from being injured, having come to Rome to "cause trouble for the pontiff".
Aside from this, he also succeeded in inducing Gisulf, the Lombard duke of Benevento, to withdraw from the territories of the empire, through tactics of persuasion and bribery. According to some sources, he "single-handedly convinced the Lombard duke Gisulf of Benevento to withdraw his forces and return home" after the duke had devastated the neighboring Campanian countryside and constructed an encampment within sight of the city walls of Rome.
Other significant events during John VI's pontificate include the Lombard king Aripert II returning the Cottian Alps to their former status as a papal patrimony. Numerous construction projects also occurred, including new ambon in the Basilica of St. Andrew the Apostle, a new altar cloth for San Marco, and "suspended diaphonous white veils between the columns on either side of the altar in San Paolo. John VI also promoted easterners within the episcopal hierarchy, including Bonifacius, the papal counselor.
In 704, after the 70 year-old Sankt Wilfrid of York was expelled (after several other expulsions) from his episcopal see, he went to Rome and pleaded his case "before the apostolic Pope John VI", three years into the Greek's pontificate. Wilfrid had visited Rome in 654 and 679 and witnessed the progressive transformation of the Church administration to a Greek-dominated hierarchy. Because of this, John VI convened a synod of Greek-speaking bishops to hear Wilfrid's cause, a linguistic hurdle that much perturbed Wilfrid. Nonetheless, the synod exonerated Wilfrid, restored him to his see, which he occupied until his death in 709, and sent him back to England with letters for King Æthelred of Mercia for papal mandates to be implemented.

---

                  Katolske begreber:

Ordforklaring :

Basilika
Exarch
Koncil
Pontifikat
Saracen
Synode

Basilika:

Ordet basilika kommer af græsk basilike (stoa) 'kongelig (søjlehal)', af basileus 'konge'.
Basilika, bygning, der består af et hovedrum, hovedskib eller midterskib, flankeret af to eller fire sideskibe; hovedskibet er højere og bredere end sideskibene og kan have en udbygning, apsis, i den ene eller i begge ender.
Hovedskib og sideskibe er skilt fra hinanden ved kolonnader eller buer; over disse kan der være et galleri (klerestorium) og vinduer. Oprindelig havde basilikaen fladt loft eller åben tagstol. Basilikaen kan have en bred indgangshal, narthex, og en åben forgård, atrium.
Bygningstypen stammer fra det østlige Middelhav. Den var meget anvendt i antikkens Romerrige og er beskrevet af den romerske arkitekturteoretiker Vitruvius.


Der hersker tvivl om, hvorledes den kristne basilika er opstået. Den mest udbredte teori er, at den kristne basilika er udviklet af antikkens offentlige og private basilika. Det er også vanskeligt at præcisere, hvornår den kristne basilika opstod, da bygning af offentlige kirker var umulig under forfølgelserne af de kristne.
De kirkebygninger, der blev opført i Rom og i Mellemøsten i Konstantin den Stores tid i 300-t. e.Kr., står derfor som de første eksempler på den kristne anvendelse af basilikatypen.


Blandt de mest berømte er Laterankirken, Santa Maria Maggiore, den første Peterskirke og Santa Sabina, alle i Rom.

Exarch:

Koncil:

Et Koncil er et kirkemøde for hele eller dele af Den Katolske Kirke. Ordet kommer fra latin "concilium"=Rådsforsamling. Man taler om 4 forskellige typer af konciler: "Concilio Diocesano" eller "Sinodo" indkaldes af Biskoppen, "Concilio Provinciale" indkaldes af Metropolitten (Ærkebispen), "Concilio Nazionale" indkaldes af Patriarken eller Overhovedet for Kirken i det enkelte land.



Endelig er der "Concilio Ecumenico", som indkaldes af Paven og gælder for alle dele af Den Katolske Kirke.

Et Økumenisk Koncil foregår i 3 bestemte faser: Indkaldelsen af de nærmere bestemte grupper gejstlige som skal deltage. Afholdelsen sker under Pavens præsidium eller under en af hans legater. Paven bestemmer de emner, der skal debatteres og om evt. andre forslag skal tages med ind til diskussion. Paven har ret til at opløse Koncilet, eller til at stoppe det eller overflytte det til et andet sted. Den sidste fase er Pavens godkendelse af Koncilets konklusioner.

Koncilier - Romerkirkens generalforsamlinger

Pontifikat:

Pontifikat, (af lat. pontificatus, afledt af pontifex), en paves regeringstid.

Pontifex, (lat., af pons 'vej, bro', gen. pontis, og -fex, af facere 'gøre'; af omstridt bet., måske 'den, der baner vej' eller 'den, der bygger bro'), i romersk religion navnet på et ledende medlem af pontifikalkollegiet, et præstekollegium bestående af rex sacrorum, de tre store flamines og tolv mindre flamines; pontifex maximus 'den største pontifex' havde som særligt embedsområde Vestakulten. Pontifikalkollegiet holdt til i Regia (egl. 'kongens hus') på Forum Romanum og havde bl.a. overopsyn med Roms statskult, lege (ludi), sakralret og varselstydning. Fra ca. 200 f.Kr. kendes tabulae pontificum 'pontifexernes tavler', en samling historiske annaler.

Fra og med Augustus blev ærestitlen pontifex maximus givet til den regerende kejser, og i løbet af 400-t. overtog paven den oprindelig hedenske titulatur, ofte forkortet pont.max. eller PM, nu i formen summus pontifex, hvis betydning tolkedes kristologisk som 'den, der slår bro mellem Jord og Himmel'.

Saracen:

Saracener var oprindelig en benævnelse som anvendtes af romerne om de indbyggere som beboede ørkenerne nær den romerske provins Syria og som skilte sig ud fra arabere. Senere, og fremforalt under korstogene, anvendtes ordet som benævnelse for muslimer i almindelighed. Da havde termen fået en negativ klang i det kristne Europa.


Etymologi
Saracen kommer fra græsk sarakenoí, hvilket alment anses at komme fra det arabiske ord sharqiyyin, som betyder østerlændinger. Oprindelsen til det arabiske ord er imidlertidigt tvivlsomt ifølge Oxford English Dictionary. En af de tidligste kendte skriftlige kilder er Ptolemæus værk: Geografike hyfegesis fra 100-tallet e.kr.. Han omtaler der befolkningsgruppen Sarakenoi som befolkede den nordvestlige del af den Arabiske halvø og som han adskiller fra araberne. Ordet kan siden have spredt sig til vesteuropa via Østromerske Kejserdømme og korsfarerne. Han beskriver desuden "Sarakene" som en region i det nordlige Sinai, navngiven efter byen Saraka på samme halvø.
Da Marko Polo (1254 - 1324) rejste gennem mellemøsten, omtalte han "saracenerne" som krigsgale.
Efter islams indtog i mellemøsten, og specielt ved tiden for korstogene i middelalderen, anvendtes ordet til at betegne alle muslimer uanset om disse var af arabisk herkomst eller ikke. Specielt anvendtes ordet om muslimer på Sicilien og i det sydlige Italien.
Fra 827 - 1091 herskede saracenerne på Sicilien; i en endnu længere periode på Sardinien.
I det 9. århundrede fandtes der derudover emirater i Tarent, Bari og Brindisi ( Apulien ).
Det må derfor formodes, at der også fandtes arabiske påvirkninger i resten af Syditalien.
Så vidt man ved, var det Saracenerne, der startede med, at drikke kaffe.

Synode: