Kejserparret Henrik II og Kunigunde.

                Søndag 00:00

Helligt portræt af Kejserparret, Moravia panel, fra det 17. århundrede.


Sankt Kunigunde; maleri af mesteren fra Messkirch, c.1535-40, udstillet i Staatsgalerie Stuttgart.


Kejser Henrik II og kejserinde Kunigundes grav, udført af Tilman Riemenschneider.


Statue af St. Kunigunde som hellig romersk kejserinde, i Bamberg.


Solvognen herover, der kan ses på Nationalmuseet, er et nationalklenodie i bronze og guld fra bronzealderen. Solvognen er en hulstøbt hest, der trækker en solskive. Hesten og skiven står på resterne af seks hjul. Solskiven er belagt med guld med fine mønstre.
Solvognen blev fundet den 7. september 1902 i Trundholm Mose, Nørre Asmindrup Sogn i Odsherred i forbindelse med den første pløjning af mosen. Finderen, Frederik Willumsen, hjembragte fundet, og lod sin søn lege med hesten i den tro, at figuren bare var et stykke gammelt legetøj.
Solvognen er dateret til ældre bronzealder, ca. 1350 f.Kr.

                Søndag 00:00

Søndag: Navnet kommer fra det nordiske sunnudagr eller 'soldag', og søndag er derfor forbundet med solen, solguder og med solens gyldne og gule farver.
Solens energi bringer liv, hvilket også påvirker søndag, lige som det er god tid for at fremme helse og velstand.
Solen/Solaris. latin: dies Solis Feria I, Feria primo. Var oprindeligt den første dag i ugen jvf. skabelsesberetningen i Bibelen: "På den første dag skabte han lyset ..."
Blev tidligere også kaldt Sønnens dag, fordi Jesus blev født på en søndag.
Dagens tema: Befrugtning :
'viljens fødsel'; udtrykt i søndagens Sol, der netop symboliserer vilje, jeg, individualitetens nedslag i evighedens cykliske processer.
Når man er født en søndag:
Søndagsbørn skal leve længe og hele sin tid have fuldt op af penge.

Fakta om: 03. marts Dagens navn er: KUNIGUNDE

Kunigundes dag: Kunigunde, født i ca. 975, var datter af grev Siegfried af Lützelburg. Hun ægtede i år 999 hertug Henrik af Bayern, den senere konge og kejser Henrik 2. Ifølge legenden levede det barnløse ægtepar i et kysk "Josefægteskab". Efter Henrik 2.'s død i 1024 blev Kunigunde nonne og tilbragte sine sidste år, som enke hun i det søsterkommunitet, hun havde grundlagt i Kaufungen i Hessen. Både Henrik og Kunigunde var ivrige støtter af benediktinsk klosterliv. Henrik 2. bevidnede på sit dødsleje i 1024, sin hustrus fromhed og bedyrede at hun havde levet hele hendes liv som jomfru. Kunigunde, der kunne udrette undere, bekræftede efterfølgende sin fromhed ved at gå på glødende jern.
Hun døde d. 3. marts i 1033 og blev gravlagt ved siden af sin ægtefælle i domkirken i Bamberg. Hun blev kanoniseret af Pave Innocens III, i 1200.
Katolsk helgen og skytshelgen for Luxembourg, Litauen og Polen.
Sankt Kunigunde findes gengivet i Roskilde Domkirke.

Tidligere havde dagen navn efter Lucius, martyrpaven der døde 254 og som var skytshelgen for Roskilde, da hans hjerneskal blev fundet i Rom og hjembragt til Roskilde i det 12. århundrede.

Sankt Kunigunde af Luxembourg, Benediktiner ordnen. (ca. 975 - 3. marts 1040 i Baunatal), også kaldet Cunegundes og Cunegonda, var gift med den hellige romerske kejser Sankt Henrik II. Hun er katolsk helgen, protektor for Luxembourg; hendes festdag er 3 marts.

Tidligt liv

Kunigunde var en af elleve børn efter Siegfried I af Luxembourg (922 - 15 August 998) og Hedwig af Nordgau (c. 935-992). Hun var syvende generations efterkommer af Karl den Store. Det siges, at hun længe havde ønsket, at blive nonne og at hendes ægteskab med St. Henrik var åndeligt (også kaldet et "hvidt ægteskab"); det betyder, at de var gift for kammeratskab alene, og efter gensidig aftale ikke fuldbyrdede deres forhold. Sandheden om det kan diskuteres; men parret var helt sikkert begge barnløse, det menes, at senere hagiografer fejlagtigt fortolkede dette faktum til, at antyde et jomfrueligt ægteskab - dette kan også ses i tilfældet med Edward Bekenderen.

Det ser ud til at Kunigunde var politisk aktiv. Som den nærmeste rådgiver for sin mand, deltog hun i det kejserlige råd. Det fortælles også, at hun skulle have haft indflydelse på sin mand vedrørende hans donationer af jord til kirken. Disse omfattede katedralen og klosteret i Bamberg.

I 1014 rejste St. Kunigunde med hendes mand til Rom og blev kronet til kejserinde og modtog sammen med Henrik den Kejserlige Krone af hænderne fra pave Benedikt VIII. I løbet af sin regeringstid, fik hun af en alvorlig sygdom og aflagde det løfte, at hvis hun skulle genvinde sin sundhed, ville hun bygge et benediktiner kloster i Kassel. Efter at være blevbet rask, holdt hun sin ed og begyndte arbejdet på bygningen dog døde Henrik i 1024, før den var færdig. Ved hans død var Kunigunde forpligtet til, at påtage sig rollen som Regent. Dette gjorde hun sammen med sin bror, og overgav senere de kejserlige insignier da Conrad II blev valgt til at efterfølge hendes afdøde mand den 8. September 1024.

Religiøst liv og død

Som enke var St. Kunigunde efterladt forholdsvis fattig, på grund af de enorme rigdomme, som hun og Henrik havde givet væk til velgørenhedsarbejde.

I 1025 præcis et år efter sin mands død, trak St. Kunigunde sig tilbage til Kaufungen Kloster, i Hessen, Tyskland, hvor hun indtrådte i det benediktinske nonnekloster, som hun havde grundlagt der. Ved indvielsen af klostret, gav hun et stykke relikvie fra det sande Kors, fjernede sine regalier og påtog sig, at leve som nonne. Hun forblev på klosteret og udførte velgørenhedsarbejde, omsorg for syge og viede sin tid til bøn. Hun døde i 1040, og blev begravet i Bamberg domkirke ved siden af sin mand.

Kanonisering

Kunigunde blev kanoniseret af pave Innocent III den 29. marts 1200. For at forberede hende til kanonisering blev, der udarbejdet en biografi over hendes liv. Denne og den pavelige Bulle for hendes kanonisering, omfattede flere forekomster af mirakler, som skulle have været udført af kejserinden.

Et af disse drejer sig om hvordan, hun af bagtalere blev beskyldt for skandaløs adfærd, hendes uskyld blev bekræftet af det guddommelige forsyn, da hun gik over stykker af glødende jern uden, at få skader, til stor glæde for hendes mand, kejseren. En anden fortæller, at St. Kunigunde faldt i søvn en nat og blev båret ind i seng. Hendes tjenestepige faldt også i søvn og et stearinlys satte ild til sengen. Blusset vækkede dem begge og ved, at Kunigunde slår korsets tegn, forsvandt ilden straks og de blev reddet fra flammerne.

Endeligt fortæller Sagnet om en af Kunigundes niecer, Judith, senere abbedisse af Kaufungen Abbey. En frivol ung kvinde, Judith foretrak fest og drikkelag med de unge søstre til lørdagsfester (Sabbat). Kunigundes protester overfor hende, havde ringe virkning. Endelig blev helgenen så misfornøjet med sin niece, at hun slog hende i ansigtet; fingermærkerne forblev på hendes ansigt i resten af hendes dage for at tjene, som en advarsel til dem i fællesskabet, som ikke tog deres løfter eller plligter alvorligt.