Mosaik, fra Kroatien, med Sankt Perpetua.

                Fredag 00:00

Perpetua.


Felicita og Perpetua flankerer den hellige jomfru med Jesusbarnet.


Maleriet viser Perpetua, Felicitas, Revocatus, Saturninus og Secundulus martyrium, fra Menologion af Basil II. (c. 1000 e.Kr.)


Perpetua og Felicita.


Farvet glasvindue med Sankt Perpetua af Karthago (Notre-Dame i Vierzon, Frankrig, 19. århundrede). St. Pepetua og hendes fællers martyrium på stadion i Karthago; Sankt Felicitas ses på hendes venstre side.


Perpetua.


Perpetua og Felicita i kamp med en vild tyr i arenaen.

                Fredag 00:00

Fredag: Dagen gengiver navnet på gudinderne Frigg og Freja, svarende til romernes Venus.
Venus var den romerske gudinde for skønhed og kærlighed, og hendes farve var grøn og symboliserede frugtbarhed og vækst.
Planeten Venus er let at se på himmelen, når det er stjerneklart. Den er ofte, til trods for at det er en planet, blevet kaldt både "aftenstjernen" og "morgenstjernen". Det er fordi lyset fra den sædvanligvis er stærkere og klarere end fra mange af de rigtige stjerner på himmelen.
På latin: dies Veneris 'Venus' dag', Feria VI, Feria sexta; fransk: Vendre-di; oldnordisk: friggsdagr.
Dagens tema: Justering :
Gennemførelsen sker i en konkret verden, der altid ændrer sig. Hvor velforberedt projektet end er, behøves der altså den konstante justering i forhold til de omverdensindflydelser, der aldrig ophører; balanceakten er udtrykt i fredagens Venus-symbol der knyttes til forfinelse, ligevægt, harmonisering og sanselighed, jvf. den danske dagsnavngiver, Freja.
Når man er født en fredag:
Fredagsbørn får kærlighed og lykke.

Fakta om: 07. marts Dagens navn er: PERPETUA

Perpetuas dag: Hun blev martyrdræbt, ved at blive kastet for vilde dyr. Perpetua var slavinde i Carthago. Som kristen blev hun, sammen med den fornemme kvinde Felicitas, kastet for vilde dyr som led i forlystelserne i anledning af kejserens søns fødselsdag.
Da de to kvinder overlevede - trods svære kvæstelser, blev de dolket i halsen. Det skete i Karthago i omkring år 202.

Perpetuas lidelsesfæller

Perpetuas og Felicitas' lidelse og død sammen med fire mandlige lidelsesfæller er måske den mest levende og udtryksfulde autentiske beretning om tidlige martyrer.
Dokumentet blev delvis skrevet af Perpetua selv, delvis af en anden af martyrerne, Saturus og skrevet færdig af en unavngiven efter martyriet.
Vibia Perpetua var en ung gift kvinde af god familie (enke?) med et spædbarn i armene. Felicitas var en slavinde, langt henne i en graviditet og Revocatus ligeledes en slave. De andre tre mænd var Secundulus, Saturninus og Saturus.
På tidspunktet for deres fængsling i Kartago efter et edikt af Septimus Severus var de alle, undtagen Saturus, endnu katekumener. De blev døbt under deres husarrest og kort tid efter blev de fængslet i det almindelige fængsel. Da var det, at Perpetua fik den første af sine visioner eller drømme om himmelstigen, som er et gennemgående træk i beretningen. Og hun fik besøg af sin forvirrede gamle far, der var hedning: "Jeg sørgede over hans alderdoms ulykke". Hun bekymrede sig også for sit barn, der til sidst blev ført bort til sit hjem. I deres retssag blev de alle dømt til døden ved de vilde dyr.
Ifølge overleveringerne, var slaven ved navn Revocatus, en slave kollega til Felicitas og de to frie mænd Saturninus og Secundulus, samt Perpetua, stadig katekumenerne, det er kristne der er blevet instrueret i troen, men endnu ikke døbt, blevet arresteret og skulle henrettes ved de militære lege i anledning af kejser Getas fødselsdag. Til denne gruppe blev der tilføjet endnu en mand, ved navn Saturus, som frivilligt gik for dommeren og udråbte sig selv som kristen.

Vision om satan

Da Perpetua var ført tilbage til fængslet, havde hun en meget bemærkelsesværdig vision om sig selv: i en fysisk kamp fik hun bugt med Satan i skikkelse af en skummelt udseende ægypter. Saturus, der også beretter sin vision om sin ankomst til himlen og de ældste foran Guds trone; fortæller: Og Perpetua sagde: "Jeg var lykkelig, da jeg levede i kødet, men nu er jeg endnu mere lykkelig". Da Felicitas stønnede under svære fødselsveer, sagde fangevogteren ironisk til hende: "Når du ikke engang kan bære lidelsen nu, hvordan vil du så kunne det, når du bliver kastet for de vilde dyr?" Felicitas svarede: "I dag lider jeg for mig selv, men når jeg bliver martyr, er der en anden, som lider for mig, fordi jeg lider for Ham!" Hun fødte en pige, som straks blev adopteret af en medkristen.

Martyriet

På dagen for martyrernes triumf gik de ind på arenaen "med muntre tapre miner". "Du dømmer os; Gud vil dømme dig", råbte de til den præsiderende procurator Hilarion. Perpetua kom sidst, "Kristi sande brud og Guds yndling; hendes gennemborende blik gjorde alles øjne forlegne".
En udførlig beretning gives af, hvorledes hun og Felicitas hjalp hinanden, da de blev angrebet af en vild ko. Perpetua blev kastet i vejret, men levede endnu, da hun faldt ned. Hun troede, hun vågnede af en dyb søvn, men sårene på kroppen overbeviste hende om, hvor hun var. Til de unge mænd, som blev angrebet af en leopard, en bjørn og et vildsvin, råbte hun: "Stå fast i troen! Vær ikke forbavset over vores lidelser". Derpå kyssede de hinanden, "for at deres martyrium kunne fuldendes med fredshilsenen".

Kunne ikke slås ihjel, uden at hun selv ville det

Til sidst blev hver enkelt dræbt med sværd gennem struben. Et første kejtet stød med sværdet var forfejlet og dræbte ikke Perpetua. Hun skreg af smerte, men ledte selv sværdet til det andet stød: "Måske kunne så storsindet en kvinde, der måtte frygtes af den urene ånd, ikke slås ihjel, uden at hun selv ville det".