Hvorfor er der 7 dage i en uge ?

Der kunne jo ligesågodt være 10 !
Se svaret nedenfor :

Hvorfor ?

Hvorfor er der syv dage i en uge?

Babylonerne var blandt de første, der for omkring 4000 år siden indførte en kalender, altså en tidsinddeling i år, måneder, uger og dage. Det er sandsynligvis herfra, syvdagesugen stammer. Babylonerne kendte til syv himmellegemer, nemlig Solen, Månen, Mars, Jupiter, Merkur, Venus og Saturn. Det kan være baggrunden for jødernes syvdagesuge, som præsenteres i Første Mosebog i Bibelen. Gud hviler på den syvende dag efter at have skabt Himmelen og Jorden, og denne syvende dag bliver derfor hellig og fridag. Syvdagesugen kom ind i den europæiske kalender, da Romerriget anerkendte kristendommen i 300-tallet. Da havde romere og grækere dog allerede længe kendt til babylonernes planet-uge. Der har været indført andre systemer, fx den franske revolutionskalender, der delte året op i 12 måneder med hver tre “dekader” a 10 dage plus fem-seks festdage ved årsskiftet. Det system holdt dog ikke længe.

Hvorfor er vores måde, at måle tiden på, som den er ?

1 minut = 60 sekunder, 1 time = 60 minutter, 1 døgn = 24 timer, 1 uge = 7 døgn, 1 år = 52 uger.
Hvordan er dette egentligt blevet fastsat og hvor er vi henne rent tidsmæssigt i historien?

Poul-Henning Kamp (PHK), erklæret tidsnørd og blogger på ing.dk, svarer:

-- Året og Dagen --

Længden af dagen og året har henholdsvis geofysisk og astronomisk oprindelse i jordens rotation og bane om solen.
Alle kulturer har i det omfang deres matematiske evner formåede, fundet længden af et år til omkring 365,24 dag2.
At ugen har syv dage tilskrives ofte første mosebogs skabelsesberetning, men er sandsynligvis ældre end som så. De forskellige fund fra diverse oldtidskulturer i mellemøsten giver også antydning derom.
Hvorfor de lige har valgt tallet syv ved vi ikke med sikkerhed, og alt hvad du læser om det, her eller andetsteds, er mere eller mindre velinformeret gætværk.

-- Ugen og tallet 7 --

Tallet 7 går ikke op i årets længde målt i dage, så det kommer næppe derfra.
Månens cyklus er 29.53 dage, så det passer heller ikke ret godt med 4 gange 7 dage.
PHK's personlige gæt er, at de syv dage kommer af "fagforeningspolitik".
Altså en eller anden social konvention om at have en fridag med regelmæssige mellemrum.
At der er 52 eller 53 uger på et år, følger naturligvis af årets længde og ugens længde.

-- Dagen og Timerne --

Nogle mener, at vi har fået de 24 timer fra det gamle Ægypten, hvor solure inddelte de lyse timer i ti lige store timer, hvortil der føjedes to tusmørketimer. Natten delte de ikke op, så vidt vi ved.
Vi ved, at de lyse timer i Ægypten svinger imellem ca. 11 timer og 20 minutter og 14 timer og 45 minutter, så deres timer har svinget imellem 68 og 88 minutter afhængig af årstiden.
Rent matematisk kan man naturligvis argumentere for, at videreudviklingen af denne tidsregning skulle have givet 22 timer i døgnet, men vi ved faktisk ikke noget om tusmørketimernes længde.
I teorien kunne tusmørketimerne fx godt have været tiden fra/til midnat, således at døgnet startede med "timen" fra midnat til solopgang, derefter 10 korte "arbejdstimer" og "timen" fra solnedgang til midnat.

-- Dagen og Uret --

Der er hypoteser om, at man eksperimenterede med forskellige primitive "tidsmaskiner" som vand-ure, timeglas og lignende. Så man ekstrapolerede måske de ti timer over hele døgnet og fik noget, som man rundede af til 24 af hensyn til nem brøkregning.
PHK tror ikke på den version. Matematikken passer simpelthen for dårligt.
Hvis man derimod kigger på Babylon, så delte de døgnet op i fire dele :

   - Solopgang til middag
   - Middag til solnedgang
   - Solnedgang til midnat og
   - Midnat til solopgang.

Hvorfor de skulle dele hver af disse op i netop seks dele er et ømt punkt, men de var generelt meget ivrige brugere af 12 og 60-tals-systemerne, fordi der er så mange tal, der går op deri.
Vi ved fx, at det var dem, der delte dyrekredsen op i tolv "stjernetegn", og der er også temmelig pålidelige kilder, der understøtter, at de delte en cirkel ind i 360 grader.
Det er måske nok sandsynligt, at det var dem, der fandt på 60 minutter på en time, men mindre sandsynligt, at de fandt på 60 sekunder på et minut. Det er sandsynligvis en efterfølgende ekstrapolation.
Det er dog værd at bemærke, at en ustresset, kolesterolfri, olivenoliespisende babylonsk astronom, meget sandsynligt har haft en hvilepuls på 60 slag i minuttet. J

Tids-inddelingen, uddybende forklaret !

Af Louis Nielsen cand. scient. i fysik og astronomi, lektor på Herlufsholm

Hermed lidt mere om tids-inddelingens historie, der ikke er rent gætværk, som PHK skriver herover.

-- Oprindelige tidsmål fra himmel-observationer --

Langt tilbage i oldtiden, mere end for 5000 år siden, har man optalt, at der på et sol-år er omkring 365 døgn, defineret som tidsforløbet fra Solen på et bestemt sted står højest på himlen til den dagen efter igen står højest på himlen. (Middags-tid). Naturlige tidsforløb er langt tilbage i historien blevet målt med solure.

-- Antal dage i et år og cirklens gradinddeling --

Selv om man tidligt i historien kunne tælle, at antallet af døgn i løbet af et sol-år ikke er præcis 365 døgn, ja, så troede man mere på, at himmelske periodiske fænomener måtte være bestemt ved hele tal.
Dette kan forklare, hvorfor man i meget gamle kulturer, f.eks. den babyloniske, har bestemt årets ’længde’ til 360 dage, et tal der var mere praktisk at regne med.
Tallet 360 svarer således til ’et helt omløb af Solen’, og da alle himmelske ’omløb’ i oldtiden måtte være noget med cirkler, så blev tallet 360 knyttet til en cirkels geometri.

-- 60-tal systemet --

Tallet 360 danner også grundlaget for Babyloniernes 60-tal system.
Dette giver forklaringen på, hvorfor en cirkel inddeles i 360 grader, med den mindre inddeling af 1 grad i 60 bueminutter og 1 bueminut i 60 buesekunder.
Det er også denne 60-tals-inddeling som stadig benyttes i tids-inddelingen på vore dages ure!

-- 7-tallet og 12-tallet er knyttet til Månens forandringer --

Langt tilbage i oldtiden har mennesker med undren iagttaget Månens varierende og periodiske faser, der inddeles i: Nymåne, første kvarter, fuldmåne og sidste kvarter.
Man opdagede to vigtige talforhold, som er knyttet til Månens bevægelse. For det første går der ca. 7 dage mellem de enkelte faser, og for det andet forekommer der fuldmåne ca. 12 gange i løbet af et solår.
Det er disse naturlige talforhold, der danner grundlaget for beregning af bl.a. vores kalender, der er inddelt i 12 måneder, og med uger bestående af 7 dage.

-- 7 vandrestjerner og det hellige 7-tal --

I oldtiden var antallet af kendte ’vandrestjerner’ 7 = Månen, Mars, Merkur, Jupiter, Venus, Saturn og Solen.
Så, ja, der måtte være noget ’helligt’ ved tallet 7! En overlevering der stadig tros på!

-- Navnene på ugens syv dage --

En uge bestående af syv dage, blev først almindelig benyttet fra det 3.århundrede e.Kr. Navnene på de enkelte dage i ugen blev taget fra 'vandrestjernerne': Månen (mandag), Mars (tirsdag), Merkur (onsdag), Jupiter (torsdag), Venus (fredag), Saturn (lørdag) og Solen (søndag). Med lokale ændringer er denne navngivning af ugedagene næsten den samme i dag.
Planeten Uranus blev først opdaget i 1781, Neptun i 1846 og Pluto i 1930.
Hvis disse himmellegemer havde været kendt i oldtiden, da havde det måske været tallet 9 (eller 10) og ikke tallet 7, der var blevet benyttet som antal dage i tidsforløbet 1 uge.

-- 12-tallet i time-opdeling af dag og nat --

Tallet 12 er også benyttet i time-opdelingen af dagen og natten. Det menes at være Kaldæerne, der indførte denne tolvdeling, og det var også dem der inddelte himmelkuglen i tolv stjernetegn, der tilsammen danner det man kalder zodiaken eller på dansk dyrekredsen.
Da dagenes og nætternes længde ændrer sig i løbet af året, havde man oprindelig ikke en fast timeinddeling. Timerne fik forskellig længde – horae inaequales. Dagtimerne var lange om sommeren og korte om vinteren, og omvendt for nattetimerne. Denne upraktiske timeinddeling blev benyttet gennem hele middelalderen. Siden har man vedtaget, at benytte de timelængder som dag og nat havde, når der indtraf jævndøgn. Disse jævndøgnstimer er nu standard.

-- Minut og sekund fra latin --

Betegnelsen ’minut’ (fra lat, ’minuere’, formindske) benyttet for en mindre tids-inddeling end time-inddelingen.
Betegnelsen ’sekund’ (fra lat, ’secundus’, anden) benyttet for ’nummer to’ inddeling af time-inddelingen.

-- Jost Bürgi og første sekund-ur --

Det første mekaniske ur, der havde minut-inddeling, blev konstrueret i 1577 af den schweiziske urmager, astronom og matematiker Jost Bürgi (1552-1632). Det var også Jost Bürgi, der omkring 1585 opfandt sekund-inddelingen, og han konstruerede det første ur med sekund-inddeling.
I øvrigt: Jost Bürgi var også først med logaritme-matematikken, før John Napier (1550-1617).

Relative afstande, tidsforløb og masser

I den såkaldte specielle relativitetsteori udviklet af Albert Einstein (1879-1955) i 1905 redegøres der for tre karakteristiske effekter, der har med rum, tid og stof at gøre. Effekterne betegnes længde-forkortning, tids-forlængelse og masse-forøgelse. Lad os betragte et eksempel:

Hvis et ur er i hvile i forhold til en iagttager i et system S, da vil uret måles at have en bestemt bredde, kaldet hvile-bredden, og det vil have en bestemt masse, kaldet hvilemassen. I S iagttages uret at gå med en vis hastighed, lad os kalde det hvile-tiden. Alle hvilende ure i S vil, hvis de er synkroniserede, vise samme tid.
Hvis et ur derimod bevæger sig med en konstant hastighed i forhold til S, da vil målinger udført med de hvilende instrumenter i S måle, at urets bredde er forkortet i bevægelsesretningen i forhold til hvile-bredden, og at dets masse er forøget i forhold til hvile-massen.
Ved sammenligning af et ur i hvile og et ur i bevægelse, viser det sig, at ’tiden’ går langsommere på uret i bevægelse end på uret, der er i hvile i S.

Med andre ord:

Afstande, tidsforløb og masser er relative, de afhænger af bevægelsesforholdene. Effekterne er dog yderst små ved almindelige hastigheder. Først når hastighederne nærmer sig lysets hastighed på 300.000 km/sek. bliver virkningerne mærkbare.