Kære DS-Faxe-Medlem
Faldt lige over dette emne.
Hilsner og god weekend
Tine
Soldaterprostitution
Social-Demokraten satte fokus på soldaterprostitution, men det var først, da Indre Mission gik ind i kampen mod den syndige seksualitet, at der for alvor kom fokus på fænomenet.
På Indre Missions årsmøde i 1908 fortalte bestyrelsesmedlem Thora Esche, at ungdommen i København var ude af kontrol, og at regeringen og kongehuset gjorde, hvad de kunne for at ødelægge det danske folk.
Ikke mindst den nyeste mode blandt kvinder, tobaksrygning, faldt Esche for brystet, men den værste synd var dog den omfattende prostitution i København.
Esche nævnte, at ud af et hold soldater på 100 mand var der højst 10, der ikke solgte sig selv for 5 kroner. Det var stærkt overdrevet, men det var meget effektfuldt og tegnede et billede af, at Danmark var på vej lige lukt ned i afgrunden.
Esches tale blev efterfølgende trykt i den dengang indremissionske avis Kristeligt Dagblad og skabte stort postyr, blandt andet i kongehuset.
Esche blev følgende afhørt af politiet grundet den mulige majestætsfornærmelse. Esche forklarede, at hendes anklager ikke var rettet mod kongehuset, men mod Garderhusarregimentet.
Kristeligt Dagblads redaktør pastor Hans Matthiesen kom Esche til undsætning. Matthiesen var gennem sit erhverv som præst blevet bekendt med soldaterprostitutionen gennem henvendelser fra bekymrede forældre, der fortalte om sønnernes oplevelser i København.
Matthiesen hyrede derfor Danmarks første kvindelige detektivbureau, der fik til opgave at undersøge rygterne om gardehusarerne.
Bureauets leder Martha Nielsen sendte i september 1908 tre detektiver ud til kasernen. Her fandt de hurtigt to menige, der var yderst meddelsomme.
Over en øl fortalte de to husarer, at de traf de homoseksuelle uden for kasernen. Herefter gik de oftest ind på Fælledparken eller Østre Anlæg, og her var ydelserne ligeså forskellige, som de mænd de indlod sig med. De to husarer fortalte, at de tog mellem en og tre kroner per kunde, en aften havde en af dem tjent hele 30 kroner.
Året efter blev den ene af de to menige indkaldt til et militærforhør, hvor han fortalte, at han nu var gift, arbejdede på et savværk og atter boede i Holbæk.
Udover at han nu havde lagt trækkeriet bag sig, så var det mest interessante ved afhøringen, at han fortalte, hvordan de ældre gardehusarer lærte de nye rekrutter at trække. De fortalte dem for eksempel om signalerne hos de forbipasserende homoseksuelle uden for kasernen.
Nogen brugte som signal at rømme sig højlydt, mens andre stirrede intenst. Når rekrutterne med tiden så blev de gamle erfarne, så lærte de håndværket og trickene videre, sådan at trækkeriet blev en form for uformel regimentstradition, der var svær at komme til livs.
I januar 1909 blev den erklærede homoseksuelle Frederik Seehusen indkaldt til forhør. Seehusen var populært kendt som Frederik Husar og havde i en periode boet tæt på Gardehusarkasernen.
Hans hjem blev kaldt ”Tehuset”, og var kendt som et samlingssted for husarer og civile homoseksuelle, der fik te med brændevin og blev underholdt med digte og historier. Derudover var Frederik Husar tavs om, hvad der ellers foregik i huset.
De lokale kaldte Tehuset en ”svensepillerbule” og unge drenge råbte skældsord når de passerede huset, hvorfor Frederik Husar valgte at flytte. Han indrømmede dog, at han havde haft gensidig onani med flere af gardehusarerne, men at han aldrig havde betalt for noget.
To af husarerne var sergenter, og i modsætning til de menige var de ansatte i hæren og kunne derfor smides ud, hvilket regimentschefen oberstløjtnant Frederik Engelbrecht efterfølgende gjorde.
De menige forsatte dog med at trække, hvorfor Engelbrecht året efter skrev en rapport til Krigsministeriet om bad om hjælp.
Krigsministeriet kontaktede Justitsministeriet, der lagde pres på politiet, som sendte en betjent ud for at patruljere nær kasernen efter mørkets frembrud.
Allerede på sin anden aften arresterede betjenten en husar for trækkeri. Husaren hed Christian Platou, han var 50 år, gift og havde to børn.
Han forklarede, at han havde trukket de sidste fem til seks år, men at det kun havde været gensidig onani.
Det var ikke første gang, at Platous dobbeltliv havde givet ham problemer. En af de første Platou havde været sammen med var en husar.
Forholdet havde udviklet sig, og Platou var forsat med at se husaren efter dennes hjemsendelse, men den tidligere husar var efterfølgende begyndt at afpresse Platou for penge.
Over de næste uger arresterede betjenten adskillige kunder. De arresterede var hovedsagelig fra det bedre borgerskab, nogle var gift, andre ikke.
Politidirektøren konkluderede, at selvom husarerne trak, så kunne politiet ikke stoppe det, da der kun var tale om gensidig onani.
Situationen blev ikke bedre af, at en trækkerring på hærens elevskole efterfølgende blev afsløret, eller at pastor Matthiesen blev trukket i højesteret for majestætsfornærmelse.
Matthiesen havde i en af hans artikler insinueret, at prins Harald, der på daværende tidspunkt var gardehusar og bror til den senere Christian 10., var involveret i homoseksuelle forhold.
Matthiesen blev dømt og måtte afsone tre måneder i Vestre Fængsel, men nu kendte alle til husarernes homoseksuelle tilbøjeligheder.
Det resulterede i marts 1911 i, at Krigsministeriet anmodede Justitsministeriet om et lovforslag, der skulle gøre trækkeriet ulovlig.
At hæve soldaterlønnen, der var den primære grund til ,at størstedelen af husarerne trak, blev end ikke overvejet.
Lovforslaget blev dog ikke vedtaget, hvorfor trækkeriet forsatte. Soldaterprostitution var udbredt i København helt op i 1970erne og var ikke kun et københavnsk fænomen.
I 1904 florerede udtrykket ”soldatertanter” i Berlin, hvilket var slang for de homoseksuelle, der opsøgte byens soldatertrækkerdrenge.
Gud, Konge og Tissemænd
Moderne Tider
Kilde: http://www.gardehusarforeningenfrederiksborgamt.dk/188951377
samt : https://www.information.dk/moti/2014/11/gud-konge-tissemaend
d. 15. november 2014
Flotte fyre.
Gardehusarernes flotte uniformer var en del af problemet, mente Krigsministeriet.
Den 19. november 1910 var næppe nogen god dag for oberstløjtnant Frederik Engelbrecht, der var chef for det stolte og traditionsrige Gardehusarregiment. Engelbrecht måtte nemlig i en fortrolig skrivelse til Krigsministeriet erkende, at hans gardehusarer solgte sig til homoseksuelle, og at han som chef ikke kunne gøre noget for at forhindre det.
Som han konstaterede, var situationen til stor last for regimentets ry, men soldaterne lod sig friste af de såkaldte »perverse Mandspersoner« for at få penge til forfriskninger og andet sjov, noget som soldaterlønnen ikke tillod.
Regimentet havde afskediget to sergenter, der omgikkes kendte homoseksuelle. Man havde desuden bedt politiet om skærpet opsyn omkring kasernen på Østerbro, hvor gardehusarerne trak, men politiet foretog sig angiveligt intet for at forhindre »dette Uvæsen«.
Man havde også forsøgt at få præster og missionærer til at tale med soldaterne »om det uværdige i at lade sig lokke af Mænd med homoseksuelle Tilbøjeligheder«, men de gejstlige ville nødig ind på emnet. Engelbrecht afsluttede med at advare om, at prostitutionen sandsynligvis ville eskalere yderligere, når opførelsen af Fælledparken stod færdig.
Parken ville efter mørkets frembrud være ideel til seksuelle rendezvous, og gardehusarkasernen lå kun en spytklat derfra. Regimentschef Engelbrecht var altså desperat, og han havde brug for hjælp.
Homoseksuel?
Forfatteren Stefan Zweig forklarede om tiden op til Første Verdenskrig, at en kvinde kunne gå gennem livet og kun vise sine ankler til tre mænd; fødselslægen, ægtemanden og bedemanden.
Den seksuelle moral var i hvert fald på overfladen streng og undertrykkende i borgerskabet, og i kvindemoden blev formerne og håret snøret ind og gemt væk med stive korsetter, lange kjoler og bånd. Når et samfund undertrykker seksualiteten, forsvinder den jo ikke, den foregår bare i det skjulte ofte gennem prostitution. Det var delvis accepteret, at mænd løb hornene af sig med såkaldt letlevende kvinder, hvis det foregik diskret.
Sex mellem mænd blev derimod betragtet som naturstridigt. Blev mænd grebet i at dyrke anal- eller oralsex med hinanden, blev de sigtet for »Omgængelse mod Naturen«, hvilket kunne straffes med fængsel eller tvangsindlæggelse.
Det var altså strengt forbudt for mænd at indføre deres lem i andre mænds naturlige åbninger, det vil sige i munden eller røven, og det samme gjaldt for modtageren.
Der var dog nogle lovlige smuthuller, som ikke indebar penetration, såsom gensidig onani mellem voksne mænd, som ikke var strafbart, selvom det blev betragtet som moralsk anstødeligt. Det var primært den form for seksuelle ydelse, de trækkende soldater tilbød til en pris af cirka to kroner.
For 100 år siden anede en stor del af den danske befolkning ikke, hvad ordet homoseksuel dækkede over. Der gik selvfølgelig historier om, at nogle mænd og kvinder havde såkaldt unaturlig kønsdrift. Blev en mand grebet i at dyrke sex med en anden mand, blev han ofte stemplet som sodomit eller pervers.
Begrebet homoseksuel blev primært brugt i en medicinsk forstand, hvor den herskende konsensus blandt læger var, at homoseksualitet var en form for sindslidelse. På trods af det spirende homoseksuelle miljø i København.
Med tilstrømningen fra land til by voksede mulighederne for at være anonym og finde en plads blandt ligesindede. Det gødede grobunden for subkulturer, herunder den homoseksuelle, hvor man kunne mødes, opbygge venskaber, forhold samt udveksle erfaringer – eksempelvis at flere gardehusarer var med på den frække.
Militarismens rene vanvid
Det var sandsynligvis arbejderbevægelsens talerør, avisen Social-Demokraten, der første gang tog temaet soldaterprostitution op i artikelserien »Soldaterne og homoseksualisterne« i januar 1908.
Arbejderbevægelsens forhold til militæret var anstrengt, blandt andet af ideologiske grunde. Nu mente Social-Demokraten tilmed at kunne afsløre, at værnepligten drev ungdommen ud i prostitution – blot endnu et eksempel på, at »Militarismen er det rene vanvid«.
Artikelserien var skrevet af en nyligt hjemsendt soldat, og den skildrede en fiktiv soldats deroute under indkaldelsen i Den Kongelige Livgarde – en deroute, der nåede sit lavpunkt, da en elegant gentleman inviterede ham ud at spise. Den unge soldat endte nemlig med at prostituere sig selv.
Afslutningen lød:
»Han er snart i Pengetrang igen, og da Lejligheden tilbyder sig, griber han til. Lidt efter lidt går det nedad – han synker dybere og dybere – han er nu kommen så vidt, at han selv gør Udveje for at tjene Penge. For eksempel går han nu selv hen til Mandfolk, som han kan se, hører til denne Race og beder om en Tændstik.«
For at Danmarks unge mænd ikke skulle ende som den fiktive soldat, anbefalede Social-Demokraten, at soldaternes tjenestetid blev forkortet og lønnen forhøjet.
Da Indre Mission kastede sig ind i kampen, kom der for alvor fokus på soldaterprostitutionen. I sin tale til Indre Missions årsmøde i 1908 kunne bestyrelsesmedlem frøken Thora Esche berette, at den københavnske ungdom var ude af kontrol, og at regeringen og de styrende magter, herunder kongehuset, gjorde alt for at ødelægge det danske folk.
Som hun pointerede:
»Får det Lov at blive ved, så vil vort Folk blive slettet af Folkenes Rækker.«
Herefter oplistede frøken Esche en række eksempler på, hvorfor det lakkede mod det danske folks ende, såsom den nye mode blandt kvinder – tobaksrygning. Dertil kom den omfattende prostitution i København, og »det er ej blot Kvinderne, der ødelægges og fordærves, det er også Mændene.
For eksempel af et hold Soldater på 100 mand var der kun enkelte, ikke over 10, som ikke solgte sig selv for 5 kroner«. Frøken Esches tale blev efterfølgende trykt som et opråb til det danske folk i den dengang indremissionske avis Kristeligt Dagblad og skabte stort postyr, blandt andet i kongehuset.
Man overvejede at sigte frøken Esche for majestætsfornærmelse, og i sommeren 1908 blev hun afhørt af politiet og forklarede blandt andet, at beskyldningerne om de trækkende soldater var rettet mod Gardehusarregimentet.
Politiet tøvede dog med at følge op på sagen, men det gjorde redaktøren for Kristeligt Dagblad, pastor Hans Matthiesen, ikke. Han havde gennem flere år modtaget henvendelser fra forældre, der berettede om deres sønners oplevelser som værnepligtige i København. Derfor hyrede pastor Matthiesen ud af egen lomme Danmarks første kvindelige detektivbureau, der skulle undersøge forholdene på Gardehusarkasernen.
Schenkel i buskadset
Detektivbureauets leder Martha Nielsen sendte i september 1908 tre detektiver ud til kasernen. Her faldt de hurtigt i snak med menig nr. 600 fra Holbæk og menig nr. 603 fra Roskilde.
Over en øl fortalt de to husarer, at de traf homoseksuelle »uden for Kasernen og gik da med dem enten ind på Fælleden eller Østre Anlæg, og at de blev benyttede på lige så mange forskellige Måder som Antallet af de Personer de indlod dem med bl.a. ved at beføle kønsdelene på Soldaterne eller lade sig beføle af Soldaterne, flere ved at anbringe den mandelige Kønsdel i Armhulen på Soldaterene eller at tage disses Kønsdele i Munden, og nogle vilde endelig have, at Soldaterne skulde sætte sig op på Ryggen af dem og give dem Schenkel«.
Schenkel er et begreb fra ridesport, hvor rytteren slår underbenene ind mod hestens bug for at få den til at makke ret. De to husarer tog mellem en og tre kroner pr. kunde, og en aften havde menig nr. 603 tjent hele 30 kroner.
Menig nr. 600 blev året efter indkaldt til et militærforhør. Her fortalte han, at han nu var gift, arbejdede på et savværk og atter boede i Holbæk. Under samme afhøring fortalte han, at de ældre husarer lærte de nye at trække, eksempelvis ved at indvie dem i signalerne hos de cruisende homoseksuelle uden for kasernen. Det kunne være at rømme sig højlydt eller at stirre intenst.
Når rekrutterne med tiden blev til de ældre husarer, lærte de håndværket videre. På den måde blev soldaterprostitutionen en form for uformel regimentstradition, som var svær at komme til livs.
I januar 1909 blev den erklæret homoseksuelle, tidligere bagermester Frederik Seehusen, indkaldt til forhør. Han var populært kendt som Frederik Husar og havde indtil for nylig boet på Ålborggade, tæt på Gardehusarkasernen. Hans hjem var under navnet ’Thehuset’ samlingssted for husarer og civile homoseksuelle, som fik the med brændevin og blev underholdt med viser, digte og historier. Derudover ville Frederik Husar ikke ind på, hvad der foregik.
Frederik Husar havde dog valgt at flytte. De lokale kaldte The-huset en »svansepillerbule«, og unge mennesker råbte skældsord. Han indrømmede, at han havde dyrket gensidig onani med flere husarer, men aldrig betalt. En af dem var angiveligt en sergent Esbersen, og han havde ligeledes kendskab til endnu en kompromitteret sergent ved regimentet. I modsætning til de menige værnepligtige, var de to ansatte i hæren og kunne smides ud, og det gjorde regimentet.
Betjent 352
Men de menige husarer blev ved med at trække, og regimentschef Engelbrecht måtte året efter bede Krigsministeriet om hjælp. Krigsministeriet tog kontakt til Justitsministeriet, som lagde pres på politiet.
Resultatet blev, at betjent 352 i januar 1911 i en periode blev beordret ud til Gardehusarkasernen efter mørkets frembrud.
Allerede på sin anden aften kunne betjenten vende hjem med en anholdt: »Den anden Person så jeg Klokken cirka ni på Østerbrogade udfor Sankt Jacobs Kirke i Selskab med en Husar. Da de ligeledes gik op ad den forannævnte Sti, gik jeg denne Gang ind på Kirkepladsen, hvor det lykkedes mig ubemærket at nærme mig på cirka 6 alens afstand. Her kunde jeg tydeligt se, at de stod og befølte hinanden på Kønsdelen.
Efter de var færdige hermed betalte den civile Person Soldaten nogle Penge, hvorefter de gik tilbage, først den civile og derefter Soldaten.«
På stationen opgav manden sit navn, Christian Platou, så han kunne indkaldes til afhøring senere. De næste mange aftener gentog betjent 352 processen og fangede adskillige kunder.
Christian Platou var den første, der blev afhørt. Under forhøret forklarede han, at han var 50 år, gift og havde to børn, og derudover arbejde han som kontorchef i Østifternes Kreditforening. Han forklarede, at han havde »lidt af Perversitet« de seneste fem til seks år. Det vil sige, at han havde været seksuelt sammen med andre mænd, men kun som gensidig onani.
Det var heller ikke første gang, at Christian Platous dobbeltliv havde bragt ham i problemer. En af de første, Christian Platou var sammen med, var en husar, og forholdet var fortsat efter husarens hjemsendelse, men den tidligere husar havde for få måneder siden forsøgt at presse penge af ham.
De pågrebne kunder var primært det bedre borgerskab, nogle var gift, andre ikke, og de opsøgte husarerne med jævne mellemrum. Prisen var normalt to kroner, og kunderne gik efter den første og bedste husar, de kunne finde. Politidirektør Eugen Petersen konkluderede, at husarerne trak, men at politiet ikke kunne gøre noget ved det, da der formentlig kun var tale om gensidig onani.
Efterspillet
Og det blev værre. På hærens elevskole var en større trækkerring netop blevet afsløret, og samtidig rullede en højesteretssag mod pastor Matthiesen for majestætsfornærmelse. Pastoren havde nemlig insinueret, at prins Harald, der var officer hos gardehusarerne og bror til den senere Christian X, var involveret i homoseksuelle forhold. Det kostede efterfølgende pastor Matthiesen tre måneder i Vestre Fængsel.
I marts 1911 anmodede Krigsmisteriet derfor Justitsministeriet om et lovforslag, der skulle gøre det strafbart for mænd at dyrke gensidig onani mod betaling. At hæve soldaterlønnen kom ikke på tale, selv om den ringe løn var den primære grund til, at hovedparten af soldaterne trak. Lovforslaget blev dog ikke vedtaget, og hvad der dernæst skete i Gardehusarregimentet, er foreløbigt uvist.
Postdoc. Peter Edelberg har dog i sin forskning dokumenteret, at soldaterprostitution var udbredt i København helt op i 1970’erne. Og det er værd at bemærke, at soldaterprostitution ikke kun var et københavnsk fænomen. Den tyske læge og homoseksuelle forkæmper Magnus Hirschfeld skrev allerede i 1904 om de såkaldte berlinske ’soldatertanter’, hvilket var slang for de homoseksuelle, der frekventerede byens soldatertrækkerdrenge.
Værnepligtige tiltrukket af det homoseksuelle miljø
Kilde: https://videnskab.dk/danske-bosser-fik-nok-af-den-grimme-lov
Det begyndte, da Dagbladet Politiken i slutningen af 1940'erne tog en ud tur ud til de mange værnepligtige på Holmen for at skrive om, hvad soldaterkammeraterne oplevede.
Her fortalte de, at de levede en kummerlig tilværelse. De havde ingen penge, og de følte, at den almindelige københavner ikke ville have noget med dem at gøre.
Var Politikens artikel blevet ved de værnepligtiges kedsomhed og deres følelse af at være udenfor, havde den sikkert ikke vakt den store opstandelse. Men da de værnepligtige begyndte at fortælle til Politikens journalister, hvordan de levede med deres tilværelse, tog sagen pludselig en anden drejning.
Det viste sig, at de københavnske værnepligtige også prostituerede sig selv til voksne mænd på Rådhuspladsen:
»Når de værnepligtige gik i byen, ville pigerne ikke danse med dem – men det ville de homoseksuelle. Hvis man er lidt grov, kan man sige, at de homoseksuelle gav de værnepligtige det, de ville have: sex, sjov og penge,« forklarer Peter Edelberg.
Bøsserne 'førte en generation på afveje'
Opdagelsen af, at de københavnske værnepligtige prostituerede sig selv på Rådhuspladsen, satte gang i danskernes følelser. Det blev mere og mere almindeligt at mene, at bøsse var noget, man blev forført til at være. Frygten var, at bøsserne var på vej til at forføre en hel generation af danske unge på afveje.
Politiet såvel som Børneværnet, der overvågede, at danske børn blev behandlet ordentligt, turnerede derfor rundt på landets skoler og kaserner. Her gjorde de deres bedste for at få Danmarks børn og ungdom til at forstå, at homoseksualitet var farlig.
|