Beskrivelse af Gregor XVI, der var Pave i år 1831-1846

Sct. Peter var den første biskop af Rom og dermed den første Pave i historien.
Der er opstået tradition for at biskoppen over Rom, er den katolske kirkes overhovede og dermed Pave for hele den katolske verden. Pavetitlen bliver dog først brugt efter år 300.
Kirken ledes af paven, der anses som Sankt Peters efterfølger. Den opfattelse stammer fra Matthæusevangeliet, hvor Jesus giver Peter nøglerne til himmeriget.
Jesus sagde følgende ord til Peter, som kan læses på indersiden af kuplen i
Peterskirken: ''Du er Peter (klippen) og på denne klippe vil jeg bygge min Kirke.
Dig vil jeg give nøglerne til himlens rige''.





    B: 1.020.452
     LU: 16:25

Pave Gregor XVI i tal :
Nummer 254 i paverækken

Begivenhed: Dato:Varighed:
Født :Onsdag 18. Sep. 1765  0
Pavevalgt :Onsdag 2. Feb. 1831 65,5 år
Papiat slutter :Mandag 1. Jun. 1846 15,3 år
Fratrådt/Død  alder : 80,8 år





Det dynamisk skiftende indhold på denne side er sammensat af bearbejdet materiale, der fortrinsvis er inspireret af fakta fra ovenstående links. Disse links er i sig selv og i høj grad spændende og anbefalelsesværdig læsning.
Jeg påberåber mig således ingen former for ophavsret over nærværende materiale.
Jeg takker hermed for inspiration. :-)
M. Due 2024

















Gregor XVI - 1831-1846 :

Gregor XVI (Gregorio XVI)
Gregor XVI, Bartolomeo Alberto Cappellari, 18.9.1765-1.6.1846, pave fra 1831. Han blev i 1783 kamaldulensermunk, abbed 1805, i 1823 general for sin orden og i 1825 kardinal. Som pave fremmede han kunst og videnskab; politisk var han dybt reaktionær og uden sans for tidens omvæltninger (de borgerlige revolutioner, Italiens samling). Med hjælp fra Østrig opretholdt han sin enevældige magt i Kirkestaten.
Gregorio XVI - Belluno (1831-1846)
Udenrigspolitisk støttede paven den hellige alliance mellem Preussen, Østrig og Rusland, der skulle dæmme op for den franske indflydelse. Ellers var der tale om et dybt reaktionært pontificat, hvor man forsøgte at holde folkeoplysningen nede på det lavest mulige niveau. Der var streng censur og på universiteterne var det forbudt at undervise i moderne litteratur og økonomi.
Gregor XVI (1831-46) hed Bartolommeo Alberto Cappellari og fødtes 1765 i Belluno i det Venetianske. Som ganske ung gik han ind i Kamaldulenserordenen og tog navnet Mauro; han studerede med iver teologi og østerlandske sprog. 1795, da Pavestolen var i den værste nød, udgav han et Skrift mod Jansenisterne; det hed Trionfo della Santa Sede (Den hellige Stols Triumf). 1801 blev han Abbed for klostret San Gregorio i Rom, og 1823 blev han Kamaldulenserordenens generalvikar; efter i forvejen at have haft flere kirkelige værdigheder blev han 1826 udnævnt til Kardinal og kort efter Præfekt for propagandaen. 2. Februar 1831 blev han valgt til Pave. Straks efter blev der oprør i kirkestaten; det kunne kun slås ned ved Østerrigs hjælp, men under hele hans Papiat var der stadige opstande. Kirkestatens forhold var fortvivlede, dens gæld steg uhyre, og dens indtægter brugtes næsten udelukkende til at lønne politisoldater og til kirkelige formål samt til Pavens rejser, medens landets økonomiske og sociale forhold aldeles forsømtes. Stormagterne gjorde forestillinger, og Gregor lovede reformer, men han lod det blive ved løfter, og stormagterne fandt sig deri; de bøjede sig meget mere for hans afgørelser i kirkelige sager, selv Preussen i striden om de blandede ægteskaber. Ved Encyclika af 1832 fordømte Gregor, samvittigheds- og pressefrihed, og 1844 fordømte han Bibelselskabernes virksomhed. For øvrigt viste Gregor megen interesse for kunst og videnskab. Under hans Papiat oprettedes 30 apostolske vikariater og 15 missionsbispedømmer, 43 kollegier og 30 ordener gav sig af med at uddanne og udsende missionærer.

Pave Gregory XVI (Latin: Gregorius XVI; 18 September 1765-1 juni 1846), født Bartolomeo Alberto Cappellari, var leder af den katolske kirke fra 2 februar 1831 til sin død i 1846. Han havde vedtaget navn Mauro ved ankomsten til den religiøse orden af Camaldolese. Stærkt konservative og traditionalist, han imod demokratiske og modernisering af reformer i pavestaten og i hele Europa, eftersom fronter til revolutionerende venstreorienteret, og han forsøgte at styrke den religiøse og politiske myndighed i pavedømmet (Se Ultramontanism). Han er den sidste pave at tage navnet "Gregory" efter sit valg.

Tidligt liv
Cappellari blev født på Belluno 18 September 1765, en italiensk lavere ædel familie. Hans forældre var fra en lille landsby ved navn Pesariis i Friuli. I en tidlig alder han sluttede sig til rækkefølgen af Camaldolese (en del af familien benediktiner Kloster) og trådte Kloster San Michael i Murano, nær Venedig. Som Camaldolese munk vundet Cappellari hurtigt udmærkelse for hans teologiske og sproglige færdigheder. I 1799 udgav han en polemik mod de italienske Jansenister med titlen II Trionfo della Santa Sede ("Pavestolens Triumf"), som passerede gennem forskellige udgaver i Italien og blev oversat til flere europæiske sprog. I 1800 blev han medlem af Akademiet for den katolske Religion, grundlagt af Pave Pius VII (1800–23), som han bidrog med erindringer om teologiske og filosofiske spørgsmål. I 1805 blev han gjort abbed for klostret San Gregorio på Roms Caelian Hill.
Da den franske kejser Napoleon tog Rom og udviste Pave Pius VII i 1809, flygtede Cappellari til Murano. Derfra han og en gruppe af munke flyttede til Padua i 1814. Efter Napoleons endelige nederlag genetableret Wienerkongressen suverænitet af Kirkestaten over centrale Italien og Cappellari blev kaldt tilbage til Rom for at overtage stillingen som Camaldolese sognepræst general. Han blev derefter udnævnt til rådgiver for Inkvisitionen og senere forfremmet til præfekt i den menighed af Propaganda Fide ("formering af tro"), som behandlede alle missionær arbejde uden for det spanske imperium, herunder at de ikke-katolske lande i Europa.
På 21 marts 1825, Cappellari blev oprettet kardinal af Pave Leo XII, og snart bagefter blev han bedt om at forhandle en konkordat for at beskytte rettigheder i katolikker i de lave lande, en diplomatisk opgave, som han blev fuldført. Også forhandlede han en fred for armenske katolikker med det osmanniske rige. Han fordømt offentligt de polske revolutionære, som han troede søger at underminere russiske zar Nicholas I's bestræbelser på at støtte den katolske royalistiske sag i Frankrig ved at tvinge ham til at aflede sine tropper for at undertrykke oprør i Polen.

Blev valgt som pave
På 2 februar 1831, efter en fireogtres dag Konklave, var Cappellari uventet valgt at lykkes Pave Pius VIII (1829–30). Hans valg var påvirket af den omstændighed, at Kardinalen betragtes af de fleste papabile, Giacomo Giustiniani, blev nedlagt veto mod af Kong Ferdinand VII i Spanien. Derefter opstod der en hårdknude mellem de andre to store kandidater, Emmanuele De Gregorio og Bartolomeo Pacca. For at løse dødvandet, Kardinalerne viste at Cappellari, men det tog så mange som 80-tre afstemninger for et tilstrækkeligt flertal skal nås.
På tidspunktet for valget, var kardinal Cappellari ikke endnu en biskop: han er den sidste mand så langt til at blive valgt til pave før hans episcopal indvielse. Han var indviet som biskop af Bartolomeo Pacca, kardinal biskop i Ostia og Velletri og dekan for hellige College Cardinals med molen Francesco Galleffi, kardinal biskop i Porto e Santa Rufina og sub dekan for hellige af kardinaler, og Tommasso Arezzo, kardinal biskop af Sabina, som co consecrators.
Valg af Gregory XVI som hans regnal navn var påvirket af, at han havde været abbed af San Gregorio Kloster på Coelian Hill i mere end tyve år. Det var den samme abbey fra som pave Gregory I havde sendt missionærer til England i 596.

Pontifikat
Revolutionen i 1830, som væltede huset Bourbon, havde bare påført et alvorligt slag på den katolske royalistiske parti i Frankrig. Næsten den første akt af den nye franske regering skulle gribe Ancona, således at smide Italien, og navnlig de pavelige stater, i en tilstand af forvirring og politiske omvæltninger. I løbet af kampen, der fulgte, var det mere end en gang nødvendigt at ringe i østrigske tropper til at bekæmpe de rød-shirted Republikanerne engageret i en Guerilla kampagne. Den konservative administration af Kirkestaten udskudt deres lovede reformer efter en række bombeattentater og mordet forsøg. Udskiftning af Tommaso Bernetti af Luigi Lambruschini som kardinal Secretary of State i 1836 gjorde intet for, at formilde situationen.
Pave Gregory og kardinal Lambruschini imod grundlæggende teknologiske innovationer såsom gas belysning og jernbaner, at tro, at de ville fremme handel og øge styrken i bourgeoisiet, fører til krav om liberale reformer, som ville underminere den monarkiske magt af paven over centrale Italien. Gregory faktisk forbudt jernbaner i Kirkestaten, kalde dem chemins d'enfer (bogstaveligt "vejen til Helvede," en spiller på franske railroad, chemin de fer, bogstaveligt "jern vej").
Oprør på Viterbo i 1836, i forskellige dele af Legations i 1840, i Ravenna i 1843 og Rimini i 1845, blev efterfulgt af engros henrettelser og drakoniske sætninger af hårdt arbejde og eksil, men de bringer ikke uro inden for Kirkestaten under kontrol af myndighederne. Gregor XVI gjort store udgifter for defensiv, arkitektoniske og tekniske værker, at have et monument til Pave Leo XII bygget af Guiseppe Fabris i 1837. Han ødslet også protektion på sådanne forskere som Angelo Mai, Giuseppe Mezzofanti og Gaetano Moroni. Denne gavmildhed, men svækket betydeligt økonomi med Kirkestaten.
I 1839 Gregory udsendte en rundskrivelse mod den atlantiske slavehandel, i Supremo Apostolatus og Kanoniseret Veronica Giuliani, en italiensk mystiker. Andre vigtige encyclicals var Sollicitudo ecclesiarum; som anført i tilfælde af en ændring af regeringen, kirken ville forhandle med den nye regering om placeringen af biskopper og ledige dioceses(issued 1831), Mirari Vos; på liberalisme og religiøse indifferentism (udstedt den 15 August 1832), Quo Graviora; på den pragmatiske forfatning i Rheinland (udstedt den 4 oktober 1833), og Singulari Nos; på ideer af Hugues Felicité Robert de Lamennais (udstedt den 25 juni 1834).
I løbet af hans regeringstid fem hellige blev Kanoniseret, Guds erklæret velsignet tredive-tre tjenere (herunder Cascia Augustinian Simon), mange nye ordrer blev grundlagt eller understøttes, trofast hengivenhed til Mary, mor til Jesus, steg, private som offentlige liv.
Gregor døde den 1 juni 1846, efter et svært angreb af facial Rosen.

Fordømmelse af slavehandel
I 1839 skrev Gregory, at:
  • Vi har vurderet, at det tilhørte vores pastorale omsorg at lægge os til at vende sig væk trofaste fra de umenneskelige slavehandel i negre og alle andre mænd. Som ønsker at fratage alle kristne nationer, har fuldt afspejlet over hele spørgsmålet og at have taget rådgivning af mange af vores ærværdige brødre Cardinals af den hellige romerske kirke, og gå i fodsporene af vores forgængere sådan en skam, vi advare og besværger inderligt i Herren trofaste kristne for hver betingelse, at ingen turde fremover vex nogen, ødelægge ham af hans ejendele, reducere til trældom, eller låner støtte og begunstiger dem, der giver sig selv op til denne praksis eller udøve at umenneskelig trafik, som sorte, som hvis de var ikke mænd, men temmelig dyr, har været bragt i trældom, uanset hvilken måde, er, uden nogen sondring, med foragt for retfærdighed og menneskeheden rettigheder, købt, solgt, og undertiden helliget den sværeste arbejdskraft. Yderligere, i håb om gevinst, udsagn af køb bliver gjort til de første ejere af sorte, kiv og næsten evig konflikter vakte i disse regioner. Vi dadle derefter, i kraft af vores apostolske myndighed, alle praksis ovennævnte som absolut uværdig af navnet Christian. Af den samme myndighed vi forbyde og strengt forbyder enhver Ecclesiastic eller lægmand fra formodning om at forsvare som tilladt denne trafik i sorte under uanset hvad påskud eller undskyldning eller udgivelse eller undervisning i nogen som helst måde, i offentligt eller privat, udtalelser i modsætning til, hvad vi har sat frem i denne apostolske brev.


Pope Gregory XVI (Latin: Gregorius XVI; 18 September 1765 – 1 June 1846), born Bartolomeo Alberto Cappellari, was the head of the Catholic Church from 2 February 1831 to his death in 1846. He had adopted the name Mauro upon entering the religious order of the Camaldolese. Strongly conservative and traditionalist, he opposed democratic and modernising reforms in the Papal States and throughout Europe, seeing them as fronts for revolutionary leftism, and he sought to strengthen the religious and political authority of the papacy (see Ultramontanism). He is the last pope to take the name "Gregory" upon his election.

Early life
Cappellari was born at Belluno on 18 September 1765, to an Italian lower noble family. His parents were from a small village named Pesariis, in Friuli. At an early age he joined the order of the Camaldolese (part of the Benedictine monastic family) and entered the Monastery of San Michael in Murano, near Venice. As a Camaldolese monk, Cappellari rapidly gained distinction for his theological and linguistic skills. In 1799 he published a polemic against the Italian Jansenists titled II Trionfo della Santa Sede ("The Triumph of the Holy See"), which passed through various editions in Italy and was translated into several European languages. In 1800 he became a member of the Academy of the Catholic Religion, founded by Pope Pius VII (1800–23), to which he contributed memoirs on theological and philosophical questions. In 1805 he was made abbot of the Monastery of San Gregorio on Rome's Caelian Hill.
When the French Emperor Napoleon took Rome and expelled Pope Pius VII in 1809, Cappellari fled to Murano. From there he and a group of monks moved to Padua in 1814. After Napoleon's final defeat, the Congress of Vienna re-established the sovereignty of the Papal States over central Italy and Cappellari was called back to Rome to assume the post of Camaldolese vicar general. He was then appointed as counsellor to the Inquisition and later promoted to Prefect of the Congregation of Propaganda Fide ("Propagation of the Faith"), which dealt with all missionary work outside of the Spanish Empire, including to the non-Catholic states in Europe.
On 21 March 1825, Cappellari was created cardinal by Pope Leo XII, and shortly afterwards he was asked to negotiate a concordat to safeguard the rights of Catholics in the Low Countries, a diplomatic task which he completed successfully. He also negotiated a peace on behalf of Armenian Catholics with the Ottoman Empire. He publicly condemned the Polish revolutionaries, who he thought were seeking to undermine Russian Tsar Nicholas I's efforts to support the Catholic royalist cause in France by forcing him to divert his troops to suppress the uprising in Poland.

Election as pope
On 2 February 1831, after a sixty-four day conclave, Cappellari was unexpectedly chosen to succeed Pope Pius VIII (1829–30). His election was influenced by the fact that the cardinal considered the most papabile, Giacomo Giustiniani, was vetoed by King Ferdinand VII of Spain. There then arose a deadlock between the other two major candidates, Emmanuele De Gregorio and Bartolomeo Pacca. To resolve the impasse, the cardinals turned to Cappellari, but it took as many as eighty-three ballots for a sufficient majority to be reached.
At the time of election, Cardinal Cappellari was not yet a bishop: he is the last man so far to be elected Pope prior to his episcopal consecration. He was consecrated as bishop by Bartolomeo Pacca, Cardinal Bishop of Ostia and Velletri and dean of the Sacred College of Cardinals, with Pier Francesco Galleffi, Cardinal Bishop of Porto e Santa Rufina and sub-dean of the Sacred College of Cardinals, and Tommasso Arezzo, Cardinal Bishop of Sabina, acting as co-consecrators.
The choice of Gregory XVI as his regnal name was influenced by the fact that he had been abbot of San Gregorio monastery on the Coelian Hill for more than twenty years. This was the same abbey from which Pope Gregory I had dispatched missionaries to England in 596.

Pontificate
The Revolution of 1830, which overthrew the House of Bourbon, had just inflicted a severe blow on the Catholic royalist party in France. Almost the first act of the new French government was to seize Ancona, thus throwing Italy, and particularly the Papal States, into a state of confusion and political upheaval. In the course of the struggle that ensued, it was more than once necessary to call in Austrian troops to fight the red-shirted republicans engaged in a guerrilla campaign. The conservative administration of the Papal States postponed their promised reforms after a series of bombings and assassination attempts. The replacement of Tommaso Bernetti by Luigi Lambruschini as Cardinal Secretary of State in 1836 did nothing to appease the situation.
Pope Gregory and Cardinal Lambruschini opposed basic technological innovations such as gas lighting and railways, believing that they would promote commerce and increase the power of the bourgeoisie, leading to demands for liberal reforms which would undermine the monarchical power of the Pope over central Italy. Gregory in fact banned railways in the Papal States, calling them chemins d'enfer (literally "road to hell," a play on the French for railroad, chemin de fer, literally "iron road").
The insurrections at Viterbo in 1836, in various parts of the Legations in 1840, at Ravenna in 1843 and Rimini in 1845, were followed by wholesale executions and draconian sentences of hard labour and exile, but they did not bring the unrest within the Papal States under the control of the authorities. Gregory XVI made great expenditures for defensive, architectural and engineering works, having a monument to Pope Leo XII built by Guiseppe Fabris in 1837. He also lavished patronage on such scholars as Angelo Mai, Giuseppe Mezzofanti, and Gaetano Moroni. This largesse, however, significantly weakened the finances of the Papal States.
In 1839 Gregory issued an encyclical against the Atlantic slave trade, In Supremo Apostolatus, and canonized Veronica Giuliani, an Italian mystic. Other important encyclicals were Sollicitudo ecclesiarum; that stated in the event of a change of government, the church would negotiate with the new government for placement of bishops and vacant dioceses(issued 1831), Mirari Vos; on liberalism and religious indifferentism (issued on 15 August 1832), Quo Graviora; on the Pragmatic Constitution in the Rhineland (issued on 4 October 1833), and Singulari Nos; on the ideas of Hugues Felicité Robert de Lamennais (issued on 25 June 1834).
During his reign five Sankts were canonized, thirty-three servants of God declared Blessed, (including the Augustinian Simon of Cascia), many new orders were founded or supported, the devotion of the faithful to Mary, the mother of Jesus, increased, in private as in public life.
Gregory died on 1 June 1846, after a severe attack of facial erysipelas.

Condemnation of the slave trade
In 1839, Gregory wrote that:
  • We have judged that it belonged to Our pastoral solicitude to exert Ourselves to turn away the Faithful from the inhuman slave trade in Negroes and all other men. Desiring to remove such a shame from all the Christian nations, having fully reflected over the whole question and having taken the advice of many of Our Venerable Brothers the Cardinals of the Holy Roman Church, and walking in the footsteps of Our Predecessors, We warn and adjure earnestly in the Lord faithful Christians of every condition that no one in the future dare to vex anyone, despoil him of his possessions, reduce to servitude, or lend aid and favour to those who give themselves up to these practices, or exercise that inhuman traffic by which the Blacks, as if they were not men but rather animals, having been brought into servitude, in no matter what way, are, without any distinction, in contempt of the rights of justice and humanity, bought, sold, and devoted sometimes to the hardest labour. Further, in the hope of gain, propositions of purchase being made to the first owners of the Blacks, dissensions and almost perpetual conflicts are aroused in these regions. We reprove, then, by virtue of Our Apostolic Authority, all the practices abovementioned as absolutely unworthy of the Christian name. By the same Authority We prohibit and strictly forbid any Ecclesiastic or lay person from presuming to defend as permissible this traffic in Blacks under no matter what pretext or excuse, or from publishing or teaching in any manner whatsoever, in public or privately, opinions contrary to what We have set forth in this Apostolic Letter.



                  Katolske begreber:

Afladshandel

Antiochia

Apokryf

Ariani

Arianisme

Arvesynd

Avignon

Basilika

Breviar

Bulle

Camerlengo

Cistercienser

Davids Slægt

Decius

Diokletian

Dominikaner

Donatisme

Døbefont

Dødssynder

Ecclesiast

Exarch

Franciskaner

Galilei

Glas

Gnostiker

Goddag mand økseskaft

Gudsbevis

Hegesippus

Helvede

Herrens år

Ikonoklasme

Inkvisition

Interregnum

Investitur

Irenæus

Janseni

Kanon

Katakomber

Kirkebøger

Kloster

Koncil

Konklave

Korstog

Lateran

Liber Pontificalis

Longobard

Luther

Lydkonge

Malakias

Malakiasrækken

Markion

Matematik

Modpave

Monarkianisme

Monofysitisme

Monoteletisme

Monstrans

Montanisme

Muhammed

Novatian

Nuntius

Oligark

Origenes

Pallium

Paternoster

Patriark

Pavenumre

Paverækken

Pavinde

Pelagianisme

Pontifikat

Påskestriden

Ramaskrig

Ravenna

Sakramente

Sanktus

Saracen

Schweizergarden

Sede Vacante

Simoni

Skisma

Syndefald

Synode

Tiara

Transsubstantiation

Vatikan

Vox-In-Rama

Økumenisk


Ordforklaring :

Ecclesiast
Helvede
Inkvisition
Janseni
Kanon
Kloster
Konklave
Pontifikat
Ravenna

Ecclesiast:

[ - ]
Lignende ord i ordbogen:

Ecclesiastes                      -  Prædikerens Bog
Ecclesiastical                   -  Kirkelig
Ecclesiastical council      -  Koncil
Minister for - - -
Ecclesiastical Affairs       -  Kirkeminister
Ecleciast betyder direkte oversat til dansk: gejstlig.

[ - ]

Helvede:

[ - ]
Porten til Helvede fundet i Tyrkiet
Grotten, som ifølge grækerne var indgang til underverdenen, indgik i et større tempelkompleks i Hierapolis.
Under udgravninger i den antikke by Hierapolis i det sydvestlige Tyrkiet er italienske arkæologer stødt på en grotte, som de mener kan være Ploutons Port. Ifølge den græsk-romerske mytologi var porten indgangen til Helvede.
Ved grotten i Hierapolis fandt Francescos hold også en mindre pool, som skulle have været brugt af pilgrimmene, samt rester af et tempel, trapper og flere større søjler.



Grotten er beskrevet af antikkens forfattere
I det gamle Grækenland nær Apollos tempel var indgangen til en grotte, som man troede var indgangen til underverdenen på grund af de dødelige gasser, som grotten, også i dag, udstøder.
I dag hedder området Pamukkale, men i det gamle Grækenland lå der en by kaldet Hierapolis, som den gang var et valfartssted for pilgrimme. Pamukkale er berømt for sin forekomst af kildekalk, varme kilder samt for oldtidsbyen Hierapolis.
Antikke forfattere har beskrevet, at grottens åbning var fuld af tåge og giftige dampe. Den græske geograf og filosof Strabon, som levede indtil år 24 e.Kr. fortæller i et af sine værker, at han kastede spurve ind i grotten, og at de straks faldt døde til jorden.

Fugle blev kvalt i grotten
Giftige dampe stiger op af den grotte, som arkæologer mener er grækernes mytiske nedgang til underverdenen - Porten til helvede.

Utroligt nok kan de italienske arkæologer bekræfte denne iagttagelse: "Vi kunne straks se, hvor dødbringende grotten var. Flere fugle, som forsøgte at komme i nærheden af den varme åbning, blev omgående kvalt af kuldioxid", fortæller Francesco D’Andria, som er professor i klassisk arkæologi på universitetet i Salento.

Der fandtes tre porte til Helvede
I ifølge den græske geograf og filosof Strabon: Den ene lå i Syditalien. Mens de to andre porte til Helvede lå i det sydvestlige Tyrkiet, bl.a. den nu udgravede i Hierapolis. Fælles for de tre steder var, at der steg giftige dampe i form af kuldioxid eller kvælstof op fra undergrunden. Indgangen til Helvede kaldte grækerne Ploutonion efter underverdenens hersker Plouton (på latin Pluto), der modtog sjælene efter døden. Plouton har lagt navn til dværgplaneten Pluto yderst i vores solsystem. Ifølge Strabon var dampene i Hierapolis dødelige for alle andre end templets præster. Omdiskuterede myter og kilder har angivet, at underverdenen blandt andet blev holdt i agt og ære af indbyggere i den græsk-romerske by Hierapolis, og indgangen blev beskrevet som fyldt med svovlholdige og dødbringende dampe.

[ - ]

Inkvisition:

[ - ]
En inkvisition var en institution inden for den katolske kirke, som opsporede og dømte kættere i 1200-1800-tallet. Især dominikanerne spillede en væsentlig rolle i forbindelse med Inkvisitionen.

Inkvisitioner:
  • Middelalderlige inkvisition (1184-1230'erne)
  • Spanske inkvisition (1478-1834)
  • Portugisiske inkvisition (1536-1821)
  • Romerske inkvisition (1542-1860'erne)
  • Peruvianske inkvisition (1570-1820)
  • Mexikanske inkvisition (1571-1820)
På billedet: Galileo blev i 1633 stillet for inkvisitionen på baggrund af hans påstand om at Jorden bevægede sig rundt om Solen, maleri af Cristiano Banti, 1857

inkvisitionen, (af lat. inquisitio 'udspørgning, undersøgelse', af in- og afledn. af quaerere 'søge, spørge'), pavelig domstol, oprettet 1231 for at bekæmpe kætteri; den indførtes i størstedelen af det katolske Europa, hvor den forfulgte kætterske sekter som katharer, albigensere og husitter. Inkvisitionen kom aldrig til Danmark. Ganske vist udnævntes franciskaneren broder Niels Jensen i Odense i 1421 til inkvisitor for hele Norden, men han synes mere at have oppebåret den pavelige titel af navn end af gavn. I anden halvdel af 1400-t. var inkvisitionen en hensygnende institution, og i første halvdel af 1500-t. forsvandt de sidste middelalderlige kætterdomstole. Kun i Spanien, Portugal og Italien fortsatte inkvisitionen i en omorganiseret og for Spaniens og Portugals vedkommende statskontrolleret skikkelse. Allerede i 1478 havde paven bemyndiget Ferdinand og Isabella til at udpege deres egne inkvisitorer. Det blev begyndelsen til den spanske inkvisition med en generalinkvisitor og et ottemandsråd i spidsen for efterhånden 20 tribunaler, der vågede over troens renhed i det spanske imperium fra Sicilien i øst til Mexico i vest. Kun Nederlandene og kongeriget Neapel undgik den spanske inkvisition, som i sit hjemland var virksom helt op til 1820.
Den italienske humanist og filosof Giordano Bruno blev 17. februar 1600 brændt som kætter på Campo dei Fiori i Rom, bl.a. fordi han nægtede at tage afstand fra det kopernikanske verdensbillede. I 1889 rejstes som en hyldest til tankens frihed et monument på stedet.
I 1531 blev den portugisiske inkvisition reorganiseret efter spansk forbillede; den fungerede indtil 1821. En lignende struktur blev 1542 indført i Italien med den "romerske" inkvisition, hvor Inkvisitionskongregationen oprettedes som central myndighed for de italienske provinstribunaler og vedblev at eksistere længe efter disses ophør i slutningen af 1700-t. Endnu i 1960'erne var den med til at fordømme forskellige kætterier i den katolske verden. I 1965 fik Paul 6. den reorganiseret og omdøbt til Troskongregationen (Congregazione per la dottrina della fede), som fortsat varetager en række af inkvisitionens funktioner, fx bogcensur og overvågelse af den katolske tros renhed.
Inkvisitionen har været omgivet af mange myter, som 1970'ernes historikere i nogen grad har dementeret. Eksempelvis har påstanden om inkvisitionens blodige hekseforfølgelse i 1200- og 1300-t. vist sig at bygge på kildeforfalskninger; hekseprocesserne begyndte først i 1400-t. (se heks). En statistik omfattende 44.000 spanske inkvisitionssager fra perioden 1540-1700 og vedrørende alle slags kætterier har dokumenteret, at dødsdommene udgjorde under 2%; den romerske inkvisition var endnu mildere, mens den portugisiske var noget strengere, når det gjaldt anvendelse af dødsstraf. En tredje undersøgelse har fremdraget, at den spanske inkvisition for at bekæmpe misbrug og korruption blandt sine ansatte accepterede anonyme klager og hemmelige vidner. Så megen tillid havde man altså til den ellers så berygtede hemmelige inkvisitionsproces, at man turde anvende den imod sine egne.
Autodafé i Palermo på Sicilien, afholdt den 6. april 1724 på følgende måde: Under baldakinen på en høj tribune fem trin oppe tronede de spanske inkvisitorer, under dem sad den verdslige og den gejstlige øvrighed, og nedenunder og på gulvet forskellige honoratiores. Øverst på den modsatte tribune sad kætterne iført en speciel dragt, som viste, at de skulle brændes. Foran delinkventerne var to prædikestole, hvorfra dommene læstes. Autodaféerne var omhyggeligt iscenesatte propagandaforestillinger.

[ - ]

Janseni:

[ - ]
Jansenist
Jansenisme, katolsk teologisk bevægelse, opkaldt efter den Flamske Cornelius Jansen (1585-1638), som med vennen Jean Duvergier de Hauranne lagde grunden for bevægelsen.


Jansenisme var meget udbredt i 1600-t.s Frankrig og spillede en central rolle i de kirkelige stridigheder. Den fordrede en tilbagevenden til kirkefædrenes teologi og mente, at teologien bør bygge alene på Bibelens ord og ikke støtte sig til menneskelig filosofi.
I forlængelse af Augustin fastholdt Jansenisterne, at Guds nåde er virksom i sig selv og ikke kræver menneskelig medvirken for at føre de udvalgte til frelse. Imod jesuitternes udvendiggørelse af kristenlivet og slappe bodspraksis betonede de inderligheden og alvoren i den enkelte kristnes religiøse liv.

Pga. voldsom modstand fra det kirkelige hierarki blev Jansenismen inddraget i aktuelle kirkepolitiske stridigheder. På den ene side forsvarede de biskoppernes myndighed, mens de på den anden side modarbejdede Ludvig 14.s forsøg på at underlægge sig den franske kirke.
Antoine Arnauld var bevægelsens første egentlige leder; sin mest betydelige repræsentant fik den i Blaise Pascal. Dens sidste åndelige leder, Pasquier Quesnel, nægtede fra sit eksil i Nederlandene at anerkende fordømmelsen af sin bog Reflexions morales (1671) og appellerede s.m. adskillige jansenitter til et alment kirkemøde (appellanter), mens andre accepterede nederlaget (acceptanter).
Som resultat af den kirkelige og kongelige forfølgelse i Frankrig bredte Jansenismen sig til både Italien og Nederlandene.
I Utrecht dannede de i 1702 en "gammelromersk" katolsk kirke.

[ - ]

Kanon:

[ - ]
Kanon kommer af græsk og betyder rettesnor eller doktrin, og begrebet bruges om den officielle samling af bøger og helligskrifter inden for en given religion. Begrebet bruges først og fremmest om kristendommens kanon, dvs den officielle samling af skrifter, som er blevet optaget i Bibelen, og som anses for sande og nødvendige for Bibelens samlede helhed. Begrebet anvendes også indenfor en række andre religioner.

Kanonisk ret eller Kirkeretten er et retssystem indført af kirken.

Den katolske kirke kæmpede gennem hele middelalderen for at få godkendt, at den havde jurisdiktion over egne forhold. Det indebar oprettelsen af en særskilt dømmende magt, den kanoniske ret, der blev udviklet til et logisk og sammenhængende retssystem i løbet af det 11. århundrede.
Kirkeretten virkede i alle sager om kirkelige anliggender, herunder også moral og ægteskab. Kirkeretten stillede store krav til bevisførelsen, og førte ansvaret over på den enkelte i stedet for slægten.
De kirkelige retter blev ret meget brugt, fordi de lagde vægt på faktiske beviser i stedet for edsaflæggelse. De var også kendt for at være effektive i gældssager.
International kirkeret fik i 1234 sin officielle lovbog, Liber Extra, udstedt af pave Gregor IX (1227-41).
Den udøvende magt, iværksættelsen af straffeforanstaltninger osv. blev derimod på den verdslige magts hænder. Derfor var det kirkeretten, der pådømte sager om f.eks. præsters utugt, men det var lensherrens folk, der udførte straffen.

En del af kirkerettens bestemmelser vedrørende ægteskabelige forhold videreførtes efter reformationen i Tamperretten. Jyske Lov var stærkt inspireret af Kirkeretten.

I vore dage findes der stadig kirkeret. Den katolske kirke har en større lovsamling, men også i Danmark er der kirkeret. Ikke som nøje afgrænsede lovtekster, men som akademisk disciplin indenfor retsvidenskaben, der beskæftiger sig med de særlige retsregler, der regulerer den danske folkekirkes interne retsforhold.


Kanonisk messe

I den gamle liturgi er Kanon centrum i Messen som offer. I flg. tridentinerkoncilets vidnesbyrd går Kanon tilbage til apostlenes tradition, og var i det væsentlige fuldendt omkring Gregor d. Store (600 e. Kr.). Den romerske kirke havde aldrig andre kanoniske bønner. Selv mysterium fidei ["troens mysterium"] i indstiftelsesordene nævnes udtrykkeligt af pave Innocent d. 3. i et brev til ærkebiskoppen af Lyon i 1202, … Dette mysterium fidei blev fjernet i den nye liturgis indstiftelsesord. Samtidig blev der givet tilladelse til andre kanoniske bønner. Den anden - som ikke nævner Messens karakter af offer - men som er den korteste - har erstattet den gamle romerske Kanon stort set overalt. Derved er dyb teologisk indsigt fra tridentinerkoncilet gået tabt.



[ - ]

Kloster:

[ - ]
Ordet Kloster betyder "indelukke" og betegner dels et bygningsværk, dels et religiøst fællesskab, som lever adskilt fra det øvrige samfund efter en klosterordens særlige bestemmelser.
Der findes klostre indefor flere religioner.
  • 1 Kristne klostre
  • 2 Buddhistiske klostre
  • 3 Islamiske klostre
  • 4 Hinduistiske klostre
Kristne klostre

I de kristne klostre var meningen med klosterlivet at efterkomme Jesu ord til den rige unge mand: "Vil du være fuldkommen, så gå hen og sælg, hvad du ejer, og giv pengene til de fattige, så vil du have en skat i himlene. Og kom så og følg mig!". Klosterets beboere, der for mænds vedkommende kaldes munke og for kvinders vedkommende nonner, var og er mennesker, der har følt et kald til at forsage verdens velfærd og vie deres liv til Gud.

Ikke alle klostre blev opført i askese. Herunder ses spisesalen fra Leubus kloster i Lubiaz i Polen.


[ - ]

Konklave:

[ - ]
Konklave: (ordet kommer af "cum clave" = "med nøgle"). Konklave eller Pavevalg er forsamlingen af kardinaler, der vælger den nye pave, efter at den gamle er død eller træder af, som det var tilfældet med Pave Benedikt d. 16. Ordet konklave stammer fra latin, con'clave, og betyder: aflukkeligt værelse (helt bogstaveligt cum clave: med nøgle); specielt om den fra omverdenen afspærrede del af Vatikanpaladset, hvor pavevalget foregår; forsamlingen af kardinaler som vælger paven.
Annuntio vobis gaudium magnum! Habemus Papam! – Jeg meddeler jer en stor glæde! Vi har en pave! Sådan lyder budskabet fra protodiakonen fra balkonen over Peterspladsen i Rom, når valget er truffet. Det sker ved en højtidelig og historisk proces, der følges til punkt og prikke.
To uger efter pavens død vil kardinalerne mødes ved et højtideligt hemmeligt konklave i Det Sixtinske Kapel for at vælge apostlen Peters næste efterfølger. Konklavet må ikke afholdes senere end 20 dage efter. 14 dages-reglen er opstået for at give alle kardinalerne mulighed for at nå frem fra alle verdens hjørner. En regel, som nok mere stemmer overens med den tid, hvor kardinalerne skulle nå frem med hest og vogn end i dag, hvor de kommer flyvende til Rom.
Kardinalerne er udpeget overalt i verden og er pavens nærmeste rådgivere. Som det er i dag kan op til 120 kardinaler deltage, og de skal være under 80 år. Det blev bestemt af Pave Paul 6. i 1970. Ved sidste tælling af kardinalerne var der 119, der opfyldte kravene for at være med til at vælge.
Når kardinalerne ankommer til konklavet, hvor pavens efterfølger bliver valgt, lukkes den store bronzedør bag dem, og alle døre og vinduer bliver forseglet med bly. Tidligere skulle kardinalerne bo i spartanske værelser i selve kapellet, men i dag bliver alle indkvarteret i hotellignende værelser i Santa Martha Huset. Når kardinaler ankommer til konklavet, sværger de at holde alt, hvad der sker under afstemningen, hemmeligt. Hvis de bryder deres løfte, bliver de bortvist fra den katolske kirke.
Der gennemføres afstemning, hvor hver kardinal på en seddel skriver navnet på den kardinal, han ønsker som pave. Denne procedure gennemføres, indtil en af dem har har fået et flertal på 2/3 af stemmerne. Efter hver afstemning brændes stemmesedler, og røgen sendes gennem skorstenen. Ved tilsætning af kemikalier farves røgen sort, hvis afstemningen ikke har givet resultat og hvid, hvis afstemningen har peget på en ny pave.


Den nye pave skal formelt bekræfte, at han ønsker at påtage sig valget. Han spørges: "Accepterer De valget af egen, fri vilje?" Besvarer den valgte dette med "Accepto", er han den nye pave fra det øjeblik. Næste spørgsmål lyder: "Hvilket navn ønsker De at blive kaldt?", hvorpå han svarer med det navn, han ønsker at antage.

[ - ]

Pontifikat:

[ - ]
Pontifikat, (af lat. pontificatus, afledt af pontifex), en paves regeringstid.

Pontifex, (lat., af pons 'vej, bro', gen. pontis, og -fex, af facere 'gøre'; af omstridt bet., måske 'den, der baner vej' eller 'den, der bygger bro'), i romersk religion navnet på et ledende medlem af pontifikalkollegiet, et præstekollegium bestående af rex sacrorum, de tre store flamines og tolv mindre flamines; pontifex maximus 'den største pontifex' havde som særligt embedsområde Vestakulten. Pontifikalkollegiet holdt til i Regia (egl. 'kongens hus') på Forum Romanum og havde bl.a. overopsyn med Roms statskult, lege (ludi), sakralret og varselstydning. Fra ca. 200 f.Kr. kendes tabulae pontificum 'pontifexernes tavler', en samling historiske annaler.

Fra og med Augustus blev ærestitlen pontifex maximus givet til den regerende kejser, og i løbet af 400-t. overtog paven den oprindelig hedenske titulatur, ofte forkortet pont.max. eller PM, nu i formen summus pontifex, hvis betydning tolkedes kristologisk som 'den, der slår bro mellem Jord og Himmel'.



[ - ]

Ravenna:

[ - ]
Ravenna er en by i den italienske region Emilia-Romagna. Ravenna har 134.631 (2001) indbyggere.

Ravenna var hovedstad i det Vestromerske Rige efter Romerrigets deling i 396 e.Kr. Senere var Ravenna de byzantinske kejseres administrative hovedstad for de italienske provinser. Ved byzantinernes fordrivelse fra den italienske halvø, blev Ravenna en del af Kirkestaten.



Den gamle æra

Oprindelsen af Ravenna er usikker. Den første bosætning er skiftevis tilskrives (og så har set co tilstedeværelse af) Thessalians, etruskerne og Umbrien, bagefter dens område blev afgjort også af Senones, især det sydlige landskab i byen, (der var ikke en del af lagunen), Ager-Decimanus. Ravenna bestod af huse bygget på pæle på en serie af små øer i en sumpet lagune-en situation svarende til Venedig adskillige århundreder senere. Romerne ignoreret det under deres erobring af Po floddelta, men senere accepterede det ind i den romerske republik som et organisationsnetværk by i 89 F.kr. I 49 f.kr var det det sted, hvor Julius Cæsar samlet sine styrker før krydset Rubicon. Senere, efter sin kamp mod Mark Antonius i 31 f.kr. grundlagde kejser Augustus den militære harbor Classe. Denne havn, beskyttet på første var af sine egne mure, en vigtig station i den romerske kejserlige flåde. I dag byen er indlandsstater, men Ravenna forblev en vigtig havn ved Adriaterhavet indtil den tidlige middelalder. Under de tyske kampagner, var Thusnelda, enke efter Arminius, og Marbod, konge af markomannierne, begrænset til Ravenna.

Ravenna fremgang stor under romersk herredømme. Kejser Trajan bygget en 70 km (43,50 mi) lang akvædukt i begyndelsen af det andet århundrede. Under de Marcomannic krige, germanske bosættere i Ravenna gjorde oprør og formået at gribe byen i besiddelse. Derfor forvist Marcus Aurelius besluttede ikke kun mod at bringe flere Barbarerne i Italien, men selv dem, der tidligere var blevet bragt der. I AD 402 overført kejser Honorius hovedstaden i det vestromerske rige fra Milano til Ravenna. Overførslen blev foretaget dels i defensivt øjemed: Ravenna var omgivet af sumpe og moser, og blev opfattet som nemt forsvares (selvom faktisk byen faldt til Modstående styrker mange gange i sin historie); Det er også sandsynligt, at overgangen til Ravenna skyldtes byens port og god søs forbindelser til det Østromerske rige. Men i 409, King Alaric af vestgoterne simpelthen omgået Ravenna, og gik, at fyre Rom i 410 og tage Galla Placidia, datter af kejser Theodosius, gidsel. Efter mange omskiftelser tilbage Galla Placidia til Ravenna med hendes søn, kejser Valentinian III og støtte af hendes nevø Theodosius II. Ravenna nød en periode med fred, i hvilket tidsrum den kristne religion var begunstiget af det kejserlige Hof, og byen opnået nogle af sine mest berømte monumenter, herunder den ortodokse døbefont, såkaldte Mausoleum Galla Placidia (hun ikke var virkelig begravet der) og San Giovanni Evangelista.

Den sene 400s så opløsningen af romerske myndighed i vest, og den sidste person til at holde titlen som kejser i Vesten blev afsat i 476 af den generelle Odoaker. Odoaker regerede som konge af Italien i 13 år, men i 489 den østlige kejser Zeno sendt den ostrogotiske King Theoderic dejligt at re-tage den italienske halvø. Efter at have tabt slaget Verona Odoaker trak sig tilbage til Ravenna, hvor han modstået en belejring af tre år af Theoderic, indtil udtagning af Rimini berøvet Ravenna af forsyninger. Theoderic tog Ravenna i 493, angiveligt dræbte Odoaker med hans egne hænder, og Ravenna blev hovedstaden i den ostrogotiske i Italien. Theoderic, efter hans kejserlige forgængere, også bygget mange pragtfulde bygninger i og omkring Ravenna, herunder hans palace kirke Sant'Apollinare Nuovo, en Arian domkirke (nu Santo Spirito) og dåbskapellet og hans eget Mausoleum lige uden for murene. .

Theoderic og hans tilhængere var arianske kristne, men co-eksisterede fredeligt med latinere, der var hovedsageligt ortodoks. Ravennas ortodokse biskopper gennemført markante byggeprojekter, som er den eneste overlevende en Capella Arcivescovile. Theoderic tilladt romerske borgere inden for hans rige til romerretten og den romerske retssystem. Goterne, i mellemtiden, levede under deres egne love og skikke. I 519, når en pøbel var brændt ned synagoger af Ravenna, beordrede Theoderic byen til at genopbygge dem for egen regning.

Theoderic døde i 526 og blev efterfulgt af hans unge barnebarn Athalaric under ledelse af hans datter Amalasunta, men af 535 begge var døde og Theoderics linje var repræsenteret kun af Amalasunthas datter Matasuntha. Forskellige ostrogotiske militære ledere tog kongedømme i Italien, men var ingen så vellykket, som Theoderic havde været. I mellemtiden, den ortodokse Christian Byzantine Emperor Justinian, imod både ostrogotiske regel og den arianske vifte af kristendommen. I 535 sin general Belisarius invaderede Italien og i 540 erobrede Ravenna. Efter erobringen af Italien blev afsluttet i 554, blev Ravenna sæde for byzantinsk regering i Italien.

Fra 540 til 600, Ravennas biskopper indledt en bemærkelsesværdig bygning program af kirker i Ravenna og i og omkring port byen Classe. Overlevende monumenter omfatter San Vitale Basilica samt til Sant'Apollinare-basilikaen i Classe og delvist overlevende San Michele i Africisco.

Eksarkatet Ravenna

Efter Belisarius for kejser Justinian erobringer I det sjette århundrede, Ravenna blev sæde for den byzantinske guvernør i Italien, Exarch, og blev kendt som Eksarkatet Ravenna. Det var på dette tidspunkt at Ravenna kosmografi blev skrevet.

Under byzantinsk herredømme, ærkebiskop af Ravenna blev midlertidigt ydet autocephaly fra Roman Church i kejseren, i 666, men dette snart blev tilbagekaldt. Ikke desto mindre, ærkebiskop af Ravenna holdt andenpladsen i Italien efter paven, og spillede en vigtig rolle i mange teologiske kontroverser i denne periode.

Ancient era

The origins of Ravenna are uncertain. The first settlement is variously attributed to (and then has seen the co presence of) the Thessalians, the Etruscans and the Umbrians, afterwards its territory was settled also by the Senones, especially the southern countryside of the city (that wasn't part of the lagoon), the Ager Decimanus. Ravenna consisted of houses built on piles on a series of small islands in a marshy lagoon – a situation similar to Venice several centuries later. The Romans ignored it during their conquest of the Po River Delta, but later accepted it into the Roman Republic as a federated town in 89 BC. In 49 BC, it was the location where Julius Caesar gathered his forces before crossing the Rubicon. Later, after his battle against Mark Antony in 31 BC, Emperor Augustus founded the military harbor of Classe. This harbor, protected at first by its own walls, was an important station of the Roman Imperial Fleet. Nowadays the city is landlocked, but Ravenna remained an important seaport on the Adriatic until the early Middle Ages. During the German campaigns, Thusnelda, widow of Arminius, and Marbod, King of the Marcomanni, were confined at Ravenna.

Ravenna greatly prospered under Roman rule. Emperor Trajan built a 70 km (43.50 mi) long aqueduct at the beginning of the 2nd century. During the Marcomannic Wars, Germanic settlers in Ravenna revolted and managed to seize possession of the city. For this reason, Marcus Aurelius decided not only against bringing more barbarians into Italy, but even banished those who had previously been brought there. In AD 402, Emperor Honorius transferred the capital of the Western Roman Empire from Milan to Ravenna. The transfer was made partly for defensive purposes: Ravenna was surrounded by swamps and marshes, and was perceived to be easily defensible (although in fact the city fell to opposing forces numerous times in its history); it is also likely that the move to Ravenna was due to the city's port and good sea-borne connections to the Eastern Roman Empire. However, in 409, King Alaric I of the Visigoths simply bypassed Ravenna, and went on to sack Rome in 410 and to take Galla Placidia, daughter of Emperor Theodosius I, hostage. After many vicissitudes, Galla Placidia returned to Ravenna with her son, Emperor Valentinian III and the support of her nephew Theodosius II. Ravenna enjoyed a period of peace, during which time the Christian religion was favoured by the imperial court, and the city gained some of its most famous monuments, including the Orthodox Baptistery, the so-called Mausoleum of Galla Placidia (she was not really buried there), and San Giovanni Evangelista.

The late 400s saw the dissolution of Roman authority in the west, and the last person to hold the title of emperor in the West was deposed in 476 by the general Odoacer. Odoacer ruled as King of Italy for 13 years, but in 489 the Eastern Emperor Zeno sent the Ostrogoth King Theoderic the Great to re-take the Italian peninsula. After losing the Battle of Verona, Odoacer retreated to Ravenna, where he withstood a siege of three years by Theoderic, until the taking of Rimini deprived Ravenna of supplies. Theoderic took Ravenna in 493, supposedly slew Odoacer with his own hands, and Ravenna became the capital of the Ostrogothic Kingdom of Italy. Theoderic, following his imperial predecessors, also built many splendid buildings in and around Ravenna, including his palace church Sant'Apollinare Nuovo, an Arian cathedral (now Santo Spirito) and Baptistery, and his own Mausoleum just outside the walls. .

Theoderic and his followers were Arian Christians, but co-existed peacefully with the Latins, who were largely Orthodox. Ravenna's Orthodox bishops carried out notable building projects, of which the sole surviving one is the Capella Arcivescovile. Theoderic allowed Roman citizens within his kingdom to be subject to Roman law and the Roman judicial system. The Goths, meanwhile, lived under their own laws and customs. In 519, when a mob had burned down the synagogues of Ravenna, Theoderic ordered the town to rebuild them at its own expense.

Theoderic died in 526 and was succeeded by his young grandson Athalaric under the authority of his daughter Amalasunta, but by 535 both were dead and Theoderic's line was represented only by Amalasuntha's daughter Matasuntha. Various Ostrogothic military leaders took the kingship of Italy, but none were as successful as Theoderic had been. Meanwhile, the orthodox Christian Byzantine Emperor Justinian I, opposed both Ostrogoth rule and the Arian variety of Christianity. In 535 his general Belisarius invaded Italy and in 540 conquered Ravenna. After the conquest of Italy was completed in 554, Ravenna became the seat of Byzantine government in Italy.

From 540 to 600, Ravenna's bishops embarked upon a notable building program of churches in Ravenna and in and around the port city of Classe. Surviving monuments include the Basilica of San Vitale and the Basilica of Sant'Apollinare in Classe, as well as the partially surviving San Michele in Africisco.

Exarchate of Ravenna

Following the conquests of Belisarius for the Emperor Justinian I in the 6th century, Ravenna became the seat of the Byzantine governor of Italy, the Exarch, and was known as the Exarchate of Ravenna. It was at this time that the Ravenna Cosmography was written.

Under Byzantine rule, the archbishop of Ravenna was temporarily granted autocephaly from the Roman Church by the emperor, in 666, but this was soon revoked. Nevertheless, the archbishop of Ravenna held the second place in Italy after the pope, and played an important role in many theological controversies during this period.

[ - ]


1625
Pt:483