Beskrivelse af Sergius II, der var Pave i år 844-847

Sct. Peter var den første biskop af Rom og dermed den første Pave i historien.
Der er opstået tradition for at biskoppen over Rom, er den katolske kirkes overhovede og dermed Pave for hele den katolske verden. Pavetitlen bliver dog først brugt efter år 300.
Kirken ledes af paven, der anses som Sankt Peters efterfølger. Den opfattelse stammer fra Matthæusevangeliet, hvor Jesus giver Peter nøglerne til himmeriget.
Jesus sagde følgende ord til Peter, som kan læses på indersiden af kuplen i
Peterskirken: ''Du er Peter (klippen) og på denne klippe vil jeg bygge min Kirke.
Dig vil jeg give nøglerne til himlens rige''.





    B: 1.017.945
     LU: 16:53

Pave Sergius II i tal :
Nummer 102 i paverækken

Begivenhed: Dato:Varighed:
Pavevalgt :   ? Jan. 844 -
Papiat slutter :Lørdag 24. Jan. 847 3,1 år





Det dynamisk skiftende indhold på denne side er sammensat af bearbejdet materiale, der fortrinsvis er inspireret af fakta fra ovenstående links. Disse links er i sig selv og i høj grad spændende og anbefalelsesværdig læsning.
Jeg påberåber mig således ingen former for ophavsret over nærværende materiale.
Jeg takker hermed for inspiration. :-)
M. Due 2024











Sergius II - 844-847 :

Sergius II (Sergio II) Pave Sergius II
Sergius II blev pave i januar 844 og døde 27/1 847; Ved Pave Gregor IV's død i slutningen af Januar 844 valgtes Sergius, kardinal-diakon ved Kirken San Martino ai Monti, til ny pave for årene 844-847, hvor han efterfulgtes af Leo IV (847-855).
Sergius var af en romersk adelig slægt, i familie med de senere paver Hadrian II (867-872) og Stefan V (885-891). Han var tidligt blevet forældreløs og Pave Leo III (795-816) sørgede for hans uddannelse og sendte ham i præsteskole, hvor han blev ordineret præst. Også de følgende paver favoriserede ham, Pave Stefan IV (816-817) udnævnte ham til ærkediakon, Pave Paschalis I (817-824) til kardinalpræst ved San Martino ai Monti og under Pave Gregor IV (827-844) blev han udnævnt til ærkepræst ved samme kirke (som også benævntes San Silvestro).
Sergius valgtes til pave af flertallet, men en lille mindretal fra det folkelige parti støttede diakonen Giovanni, der blev valgt til (mod)pave Johannes. Hans tilhængere førte ham til Lateranet, hvor han indtog pavetronen. Adelen mobiliserede nu deres styrker og drog ud til Basilica di San Martino ai Monti, hvor Sergius havde søgt tilflugt, og de udråbte ham til pave og førte ham i triumf til Lateranet, hvor Johannes' tilhængere flygtede i panik og Johannes selv blev fængslet og dømt til døden, en dom som Sergius ændrede til forvisning og anbringelse i et Kloster. Den dag faldt der megen sne i Rom og det tog man for et godt varsel for den nye pave.
Straks efter blev Sergius paveviet i San Pietro uden at afvente Kejserens accept af valget. Dette tog Kejser Lothar I meget ilde op og i foråret 845 sendte han sin søn Ludwig til Rom. På vejen ned gennem Italien plyndrede hæren flittigt, men det lykkedes Pave Sergius at formilde Ludwig, som han modtog med stor pragt på trappen foran San Pietro, efter at en modtagelseskomité havde mødt ham udenfor byen og arrangeret at hæren slog lejr udenfor murene.
Paven omfavnede Ludwig og førte ham ind i kirken og opnåede at få en erklæring fra ham om Pavens overherredømme over kirkegodserne. Den 15. Juni 845 kronede Pave Sergius II så Ludwig til Konge af Italien og udnævnte samtidig Drogo, Biskoppen af Metz, til apostolsk vikar i Gallien og Germanien.
Pave Sergius var en mand med megen diplomatisk sans, som man kan se af det tidligere og af denne episode, som imidlertid eksisterer i flere versioner: Kong Ludwig ønskede efter kroningen, at romerne skulle sværge ham troskab, men Paven fik dette afværget ved at fastslå, at en sådan troskabsed ikke kunne aflægges til en konge, men kun til selve Kejseren.
Paven havde dog også dårlige egenskaber, han var selvglad og kolerisk, meget glad for mad og for sin familie, som han favoriserede og især broderen Benedetto, som var biskop af Albani, udnyttede sin stilling lidt for meget. Desuden veg han ikke bort fra at sælge bispedømmerne for at få penge i kassen.
I slutningen af 845, begyndelsen af 846 drog Kong Ludwig hjem igen med sin hær og sidst i August 846 overfaldt araberne Rom. De kom med en stor hær med en flåde på 75 skibe, som ankrede op ved Tiberens munding og den 25. August nåede de til Rom, hvor den Aurelianske Mur på byens østside holdt stand, men hvor det lykkedes dem at indtage Borgo-området omkring Peterskirken istedet. Både San Pietro og San Paolo fuori le Mura blev plyndret ved denne lejlighed og mange pilgrimme, der havde logi i nærheden, blev dræbt.
Hverken Kongen over Italien Ludwig eller Kejser Lothar I kom romerne til undsætning, men det lykkedes dem alligevel at besejre araberne ved Civitavecchia og fjenden blev slået tilbage til havet, hvor et stort uvejr tilintetgjorde deres flåde.
Pave Sergius' prestige led føleligt under denne prøvelse, som romerne så som en straf fra Gud over Pavens Simoni og nepotisme. Og Kejseren, som havde glimret med sit fravær, forsøgte at pynte på situationen ved over hele riget at samle penge ind til opbygning af alle de ødelagte kirker og kirkegodser. Yderligere erklærede han araberne krig og de blev nu slået helt væk fra Syditalien. Kejseren opmuntrede også Paven til at iværksætte bygningen af en mur omkring Peterskirken, dette projekt gennemførtes under den næste Pave Leo IV og går idag under navnet "Den Leoninske Mur".
Med de hærgede kirkegodser udenfor Rom fulgte hungersnød og fattigdom i byen, hvor desuden flere områder lå forsvarsløse hen nu, hvor forsvarsværkerne var blevet ødelagt.
Under disse forhold døde Pave Sergius II den 27. Januar 847 i Rom. Han efterfulgtes af Pave Leo IV (847-855).



                  Katolske begreber:

Afladshandel

Antiochia

Apokryf

Ariani

Arianisme

Arvesynd

Avignon

Basilika

Breviar

Bulle

Camerlengo

Cistercienser

Davids Slægt

Decius

Diokletian

Dominikaner

Donatisme

Døbefont

Dødssynder

Ecclesiast

Exarch

Franciskaner

Galilei

Glas

Gnostiker

Goddag mand økseskaft

Gudsbevis

Hegesippus

Helvede

Herrens år

Ikonoklasme

Inkvisition

Interregnum

Investitur

Irenæus

Janseni

Kanon

Katakomber

Kirkebøger

Kloster

Koncil

Konklave

Korstog

Lateran

Liber Pontificalis

Longobard

Luther

Lydkonge

Malakias

Malakiasrækken

Markion

Matematik

Modpave

Monarkianisme

Monofysitisme

Monoteletisme

Monstrans

Montanisme

Muhammed

Novatian

Nuntius

Oligark

Origenes

Pallium

Paternoster

Patriark

Pavenumre

Paverækken

Pavinde

Pelagianisme

Pontifikat

Påskestriden

Ramaskrig

Ravenna

Sakramente

Sanktus

Saracen

Schweizergarden

Sede Vacante

Simoni

Skisma

Syndefald

Synode

Tiara

Transsubstantiation

Vatikan

Vox-In-Rama

Økumenisk


Ordforklaring :

Kloster
Lateran
Simoni

Kloster:

[ - ]
Ordet Kloster betyder "indelukke" og betegner dels et bygningsværk, dels et religiøst fællesskab, som lever adskilt fra det øvrige samfund efter en klosterordens særlige bestemmelser.
Der findes klostre indefor flere religioner.
  • 1 Kristne klostre
  • 2 Buddhistiske klostre
  • 3 Islamiske klostre
  • 4 Hinduistiske klostre
Kristne klostre

I de kristne klostre var meningen med klosterlivet at efterkomme Jesu ord til den rige unge mand: "Vil du være fuldkommen, så gå hen og sælg, hvad du ejer, og giv pengene til de fattige, så vil du have en skat i himlene. Og kom så og følg mig!". Klosterets beboere, der for mænds vedkommende kaldes munke og for kvinders vedkommende nonner, var og er mennesker, der har følt et kald til at forsage verdens velfærd og vie deres liv til Gud.

Ikke alle klostre blev opført i askese. Herunder ses spisesalen fra Leubus kloster i Lubiaz i Polen.


[ - ]

Lateran:

[ - ]


Laterankirken (Arcibasilica di San Giovanni in Laterano) er bispedømmet Roms domkirke og dermed pavens sæde, en del af Vatikanstaten og den katolske kirkes fornemste domkirke. Det har historiske årsager. Frem til pavernes ophold i Avignon (fra 1309) var Lateranpaladset lige ved kirken det pavelige palads. Først efter tilbagekomsten fra Avignon blev Vatikanet pavens opholdssted, og selv om Peterskirken er den største, er den ikke en domkirke.

Laterankirken kaldes ofte Alle kirkers mor, og på facaden står indskriften SACROSANCTA LATERANENSIS ECCLESIA OMNIUM URBIS ET ORBIS ECCLESIARUM MATER ET CAPUT (latin for: Den allermest hellige Laterankirke, for hele byen og verden moder- og hovedkirke). Kirken er viet til Jesus Kristus, Johannes Døberen og Evangelisten Johannes.

Kirken er en af de fire patriarkalbasilikaer (de fire største kirker i Rom: Peterskirken, Laterankirken, Santa Maria Maggiore og Sct. Paul uden for murene). I lighed med de andre har den en hellig port, som åbnes, når det hvert 25. år er jubelår. Pilgrimme, der går gennem porten efter at have skriftet deres synder, får fuld aflad.

Den første domkirke blev rejst under kejser Konstantin. Den blev ødelagt af vandalerne, og en ny blev rejst af pave Leo 1. ca. 460. Pave Sergius 3. (904–911) byggede den helt om, efter at et jordskælv havde forårsaget store skader. I 1308 blev den fuldstændig ødelagt af en brand, og flere efterfølgende paver stod for genopbygningen. Under arbejdet blev den igen totalskadet af brand i 1360. Nutidens basilika er med undtagelse af nogle mindre arbejder i det 19. århundrede resultatet af Francesco Borrominis arbejde før jubelåret 1650.

Apostlene Peters og Paulus' hoveder skal være bevaret i relikvarier i baldakinen over højalteret. I selve alteret er dele af en bordplade fra antikken indfældet. Den skal komme fra senator Pudens' hus, og Peter skal have fejret nadveren ved det.



[ - ]

Simoni:

[ - ]
Simoni var i kirken betegnelsen for at modtage åndelige eller kirkelige goder for penge eller gods, og var en forbrydelse efter kanonisk ret. Navnet stammer fra Simon Mager der i følge Apostlenes Gerninger (8, 18-24) ville købe evnen til at meddele helligånden ved håndspålæggelse. Forsøget blev afvist, og simoni har derfor altid været forbudt indenfor den kristne kirke. På Første Laterankoncil i 1123 blev dette forbud fornyet i Den katolske kirke. I de fleste andre kirker findes det også klare regler som forbyder fænomenet.
Især i middelalderens investiturstrid der handlede om sammenblandingen mellem kirkelig og verdslig autoritet var der store problemer med simoni, da mange gjorde karriere ved at købe sig et kirkeligt embede. Verdslige herskere udnyttede også muligheden til at placere loyale personer i embeder gennem bestikkelser.
Den kanoniske ret straffede i Simonisager begge implicerede parter med suspension og ekskommunikation. Simoni gjaldt ikke kun erhvervelse af embeder, men også forvaltning af sakramenter, salg af relikvier og optagelse i gejstlige ordener.
Også efter reformationen har man haft problemer med simoni, i Danmark begunstiget af patronatsretten til præstekaldene. Det førte til at man i Danske Lov fastsatte at den som til et præsteembede indvies, forpligtes til at gjøre sin højeste ed for Superintendanten, at han hverken selv eller ved andre har budet, givet eller lovet nogen gave for at bekomme Kaldet; Denne simonied blev først afskaffet i 1870, hvor den blev afløst af en tilsvarende om at man ikke har noget uhæderligt middel til at få embedet.

[ - ]


1653
Pt:319