Beskrivelse af Gregor IX, der var Pave i år 1227-1241

Sct. Peter var den første biskop af Rom og dermed den første Pave i historien.
Der er opstået tradition for at biskoppen over Rom, er den katolske kirkes overhovede og dermed Pave for hele den katolske verden. Pavetitlen bliver dog først brugt efter år 300.
Kirken ledes af paven, der anses som Sankt Peters efterfølger. Den opfattelse stammer fra Matthæusevangeliet, hvor Jesus giver Peter nøglerne til himmeriget.
Jesus sagde følgende ord til Peter, som kan læses på indersiden af kuplen i
Peterskirken: "Du er Peter (klippen) og på denne klippe vil jeg bygge min Kirke.
Dig vil jeg give nøglerne til himlens rige."

Gregor IX - 1227-1241 :

Gregor IX (Gregorio IX) Pave Gregor IX
Gregor/Gregorius/Gregorio IX, 1227-1241, fulgte efter den fredsommelige Pave Honorius III. Hans fødenavn var Ugolino dei Segni ud af den adelige slægt Conti di Segni, en gren af den magtfulde Annibaldi-familie, og han blev født i Anagni et sted mellem 1145 og 1150.
Han var biskop af Ostia og blev af Pave Innocens III, der også var af Conti di Segni-slægten, udnævnt til kardinal ligesom han var dennes udsending i Tyskland flere gange og her kom på venskabelig fod med den senere Kejser Frederik II.
Under Pave Honorius III var Gregor også flere gange pavelig udsending i Norditalien, hvor han optrådte som mægler i flere konflikter mellem guelfiske og ghibellinske kommuner. Han siges, at have været en energisk og autoritær mand og selv i sin høje alder som Pave (som 80-årig) veg han ikke tilbage for konflikter med Kejseren. Han var af stor politisk begavelse, meget troende og beskytter af Franciscaner-ordenen, fra han i 1223 hjalp Frans af Assisi med at opnå pave Honorius III's godkendelse af ordensstiftelsen.
Den 21. Marts 1227 blev han kronet i San Pietro som Pave Gregor IX og 3 dage efter sendte han budskab om sit valg til sin ven Frederik II samtidig med at han mindede ham om hans tidligere løfte om at drage på Korstog. Frederik II, der i flere år havde udskudt dette, begyndte nu seriøse forberedelser, men mange ting sinkede projektet: for få skibe til for stor en hær, epidemier blandt soldaterne og også Frederik selv blev syg, så han måtte gøre ophold flere steder i længere perioder. Gregor IX, som i årevis havde oplevet Frederiks udskydelse af Korstoget, troede ikke på hans undskyldninger denne gang og ekskommunicerede ham.
Frederik II havde imidlertid gode støtter i Rom i den magtfulde Frangipane-familie, som var erklærede modstandere af Annibaldi-familien, hvortil Pave Gregor hørte. De startede nu et oprør, så Paven blev jaget ud af San Pietro under en messe, mens han prædikede mod Kejseren. Det kom til sammenstød mellem de kejsertro og de pavetro i gaderne og Paven måtte flygte til Viterbo og senere til Perugia, hvorfra han i August 1229 lyste oprørerne Egidius de Palombara, Petrus Gregorii Pagare og Nicola de Arcione i band.
Frederik II blev efterhånden rask og drog omsider på det lovede Korstog, hvor han blev kronet til Konge af Jerusalem i 1229.
I disse år lykkedes det Pavens familie at få valgt et andet familiemedlem, Annibaldo degli Annibaldi, til senator i Rom og han fik fængslet og dømt oprørerne. Imidlertid ramtes Rom af den værste oversvømmelse af Tiberens bredder nogensinde med epidemier, hungersnød og mange døde som følge. Romerne blev forfærdede og så i denne katastrofe Gud's straf, fordi de havde sat sig op mod Paven, så de bønfaldt ham om at vende hjem og i 1230 var Gregor tilbage igen og efter Frederik II's succes i Det Hellige Land, sluttede også han og Paven fred i 1230.
I 1233-1234 blev Giovanni Poli valgt til senator i Rom, han var i familie med Gregor og i denne tid var forholdet mellem Paven og romerne bedre, selvom disse meget ønskede et selvstændigt styre for byen løsrevet fra Kirkens styre.
Frederik II virkede nu udadtil som Kirkens beskytter og Pavens ven og hjalp ham blandt andet ved endnu et oprør i Rom i 1234, hvor Gregor måtte flygte til Viterbo, men med Frederiks hjælp kunne vende tilbage i 1237. Men i det skjulte plejede Frederik sine egne interesser og arbejdede på at få mere af Kirkens besiddelser ind under sig.
I 1238 måtte Gregor endnu engang flygte fra Rom til Anagni, der opstod nye tumulter i gaderne mellem de kejser- og de pavetro og Kejser Frederik begyndte nu åbent at tage parti mod Gregor, som ekskommunicerede ham igen i 1239. Konflikten optrappedes efterhånden fra gadekampe og hårde ord til regulære kampe i Pavestaten og belejring af Rom. Gregor opfordrede venetianerne til at besætte Kejserens land i Syditalien og indkaldte samtidig til et økumenisk Koncil i Rom i påsken 1241. Kejseren blokerede straks byens indfaldsveje og tog de tilrejsende gejstlige til fange, så der ikke blev noget møde.
Paven gav dog ikke sådan op, han indkaldte nu til et Korstog mod mongolerne, der invaderede Europa. Heller ikke dette fik han held med, men mongolerne trak sig alligevel tilbage uden kamp.
Paven var nu godt oppe i 90-erne, da Kardinal Giovanni Colonna gjorde åbent oprør mod ham i Rom og sendte bud efter Kejseren, der således opmuntret drog ud for at indtage Rom. Under disse omstændigheder døde Gregor IX den 22. August 1241 og Kejser Frederik II ophævede straks belejringen og trak hæren væk fra Rom.
Som ny pave valgtes Cølestin IV, der dog kun levede i 17 dage efter valget i 1241. Gregory IX = Gregor IX; Gregor IX var født som Ugolino di Segni. Han var innocent IIIs nevø. Han var pave fra 19/03 1227 til 22/08 1241.

Vox in Rama

Pave Gregor IX udstedte den 13. juni 1233, et edikt kaldet Vox-In-Rama, hvori han erklærede sorte katte for inkarnationer af Satan.
Hvorfor gå efter Europas fattige sorte katte? Kattene var allerede forbundet med hekse, som (endnu) ikke havde et negativt ry. De blev simpelthen betragtet som en del af samfundet: kvinder med dyb respekt for naturen og dens kræfter, herunder planternes helbredende egenskaber. Men efterhånden som kirken voksede i magt, så dens ledere hekse som en trussel og begyndte at forfølge dem. De begyndte at sprede den opfattelse, at hekse, uafhængige kvinder, der nægtede at bøje sig for kirken, var farlige. De dræbte titusinder af mennesker. Kirkens ledere gik også efter heksekatte, der som katte også var uafhængige tænkere, som gjorde deres egne ting og ikke var tilhængere af autoriteter, hverken religiøse eller andre autoriteter. Kirken tolererede ikke uafhængige kvinder eller kattekillinger.
Vox-In-Rama var ikke kun dårlige nyheder for katte. Dokumentet var startskuddet til Inkvisitionen - 200 års forfølgelse og tortur af jøder og muslimer. For at føje til kattens problemer blev de også beskyldt for at sprede pesten, kaldet "Den sorte død", i 1300-tallet, hvorfor mange katte blev indfanget og dræbt og/eller brændt på bålet. Ironisk nok fik dette rottebestanden til at eksplodere og det var jo, rotterne der virkelig spredte sygdommen - Særligt efter at hele europa havde udryddet et stort antal katte, hvilket dermed resulterede i, at 25 millioner mennesker blev dræbt af pesten.

---

                  Katolske begreber:

Ordforklaring :

Inkvisition:

En inkvisition var en institution inden for den katolske kirke, som opsporede og dømte kættere i 1200-1800-tallet. Især dominikanerne spillede en væsentlig rolle i forbindelse med Inkvisitionen.

Inkvisitioner:

• Middelalderlige inkvisition (1184-1230'erne)
• Spanske inkvisition (1478-1834)
• Portugisiske inkvisition (1536-1821)
• Romerske inkvisition (1542-1860'erne)
• Peruvianske inkvisition (1570-1820)
• Mexikanske inkvisition (1571-1820)

På billedet: Galileo blev i 1633 stillet for inkvisitionen på baggrund af hans påstand om at Jorden bevægede sig rundt om Solen, maleri af Cristiano Banti, 1857

inkvisitionen, (af lat. inquisitio 'udspørgning, undersøgelse', af in- og afledn. af quaerere 'søge, spørge'), pavelig domstol, oprettet 1231 for at bekæmpe kætteri; den indførtes i størstedelen af det katolske Europa, hvor den forfulgte kætterske sekter som katharer, albigensere og husitter. Inkvisitionen kom aldrig til Danmark. Ganske vist udnævntes franciskaneren broder Niels Jensen i Odense i 1421 til inkvisitor for hele Norden, men han synes mere at have oppebåret den pavelige titel af navn end af gavn. I anden halvdel af 1400-t. var inkvisitionen en hensygnende institution, og i første halvdel af 1500-t. forsvandt de sidste middelalderlige kætterdomstole. Kun i Spanien, Portugal og Italien fortsatte inkvisitionen i en omorganiseret og for Spaniens og Portugals vedkommende statskontrolleret skikkelse. Allerede i 1478 havde paven bemyndiget Ferdinand og Isabella til at udpege deres egne inkvisitorer. Det blev begyndelsen til den spanske inkvisition med en generalinkvisitor og et ottemandsråd i spidsen for efterhånden 20 tribunaler, der vågede over troens renhed i det spanske imperium fra Sicilien i øst til Mexico i vest. Kun Nederlandene og kongeriget Neapel undgik den spanske inkvisition, som i sit hjemland var virksom helt op til 1820.
Den italienske humanist og filosof Giordano Bruno blev 17. februar 1600 brændt som kætter på Campo dei Fiori i Rom, bl.a. fordi han nægtede at tage afstand fra det kopernikanske verdensbillede. I 1889 rejstes som en hyldest til tankens frihed et monument på stedet.
I 1531 blev den portugisiske inkvisition reorganiseret efter spansk forbillede; den fungerede indtil 1821. En lignende struktur blev 1542 indført i Italien med den "romerske" inkvisition, hvor Inkvisitionskongregationen oprettedes som central myndighed for de italienske provinstribunaler og vedblev at eksistere længe efter disses ophør i slutningen af 1700-t. Endnu i 1960'erne var den med til at fordømme forskellige kætterier i den katolske verden. I 1965 fik Paul 6. den reorganiseret og omdøbt til Troskongregationen (Congregazione per la dottrina della fede), som fortsat varetager en række af inkvisitionens funktioner, fx bogcensur og overvågelse af den katolske tros renhed.
Inkvisitionen har været omgivet af mange myter, som 1970'ernes historikere i nogen grad har dementeret. Eksempelvis har påstanden om inkvisitionens blodige hekseforfølgelse i 1200- og 1300-t. vist sig at bygge på kildeforfalskninger; hekseprocesserne begyndte først i 1400-t. (se heks). En statistik omfattende 44.000 spanske inkvisitionssager fra perioden 1540-1700 og vedrørende alle slags kætterier har dokumenteret, at dødsdommene udgjorde under 2%; den romerske inkvisition var endnu mildere, mens den portugisiske var noget strengere, når det gjaldt anvendelse af dødsstraf. En tredje undersøgelse har fremdraget, at den spanske inkvisition for at bekæmpe misbrug og korruption blandt sine ansatte accepterede anonyme klager og hemmelige vidner. Så megen tillid havde man altså til den ellers så berygtede hemmelige inkvisitionsproces, at man turde anvende den imod sine egne.
Autodafé i Palermo på Sicilien, afholdt den 6. april 1724 på følgende måde: Under baldakinen på en høj tribune fem trin oppe tronede de spanske inkvisitorer, under dem sad den verdslige og den gejstlige øvrighed, og nedenunder og på gulvet forskellige honoratiores. Øverst på den modsatte tribune sad kætterne iført en speciel dragt, som viste, at de skulle brændes. Foran delinkventerne var to prædikestole, hvorfra dommene læstes. Autodaféerne var omhyggeligt iscenesatte propagandaforestillinger.

Koncil:

Et Koncil er et kirkemøde for hele eller dele af Den Katolske Kirke. Ordet kommer fra latin "concilium"=Rådsforsamling. Man taler om 4 forskellige typer af konciler: "Concilio Diocesano" eller "Sinodo" indkaldes af Biskoppen, "Concilio Provinciale" indkaldes af Metropolitten (Ærkebispen), "Concilio Nazionale" indkaldes af Patriarken eller Overhovedet for Kirken i det enkelte land.



Endelig er der "Concilio Ecumenico", som indkaldes af Paven og gælder for alle dele af Den Katolske Kirke.

Et Økumenisk Koncil foregår i 3 bestemte faser: Indkaldelsen af de nærmere bestemte grupper gejstlige som skal deltage. Afholdelsen sker under Pavens præsidium eller under en af hans legater. Paven bestemmer de emner, der skal debatteres og om evt. andre forslag skal tages med ind til diskussion. Paven har ret til at opløse Koncilet, eller til at stoppe det eller overflytte det til et andet sted. Den sidste fase er Pavens godkendelse af Koncilets konklusioner.

Koncilier - Romerkirkens generalforsamlinger

Korstog:

Korstog er en serie felttog fra 11. til 13. århundrede. De fleste var godkendt af paven. De kan ses som modtræk til flere århundreders islamisk ekspansion, og de fleste havde som mål at sikre kristen kontrol over Det hellige land, som var under muslimsk kontrol.

1. korstog 1096-1099

Pave Gregor 7. havde kort efter sin tiltrædelse i 1073 opfordret til et korstog til Jerusalem. Imidlertid lå pave Gregor i strid med den tyske konge og kejser (investiturstriden), så det blev først hans efterfølger, pave Urban 2., der kom til at virkeliggøre ideen.
Indtagelsen af Jerusalem under det første korstog 1099 i et middelalderligt manuskript.

2. korstog 1147-1149

Korstoget blev sat i gang på initiativ af Bernhard af Clairvaux, der inspirerede Ludvig 7. til at gå i spidsen, da der blev kaldt om hjælp fra Antiokia og Edessa i Syrien, der var blevet erobret under det første korstog.

3. korstog 1189-1193

Fra 1169 havde Saladin indtaget Egypten og havde sat et mål om at drive kristne væk fra den østlige del af Middelhavet. Efter at have erobret Syrien kunne han omringe korsfarerstaten, og den 4. juli 1187 overvandt han den i slaget ved Hattin. Den 2. oktober overgav Jerusalem sig, og derefter var det kun Antiokia, Tripoli, Tyrus og Margat, som var under kristen kontrol.
Frederik 1. Barbarossa (1122-1190), kejser af Tyskland og korsridder. Han var én af lederne af det 3. korstog i 1189

4. korstog 1202-1204

Under det 4. korstog ødelagde korsfarerne Konstantinopel – verdens største by – i 1204, selv om det var en kristen (græsk ortodoks) by, og plyndrede den. Dette betragtes som en af katolicismens skampletter og fik pave Johannes Paul 2. til den 4. maj 2001 officielt at undskylde overfor den Græske Kirke ved et personligt møde med den Økumeniske Patriark.

Nordiske korstog mod baltiske egne

I begyndelsen af 1200-tallet var turen kommet til de baltiske lande, blandt andet med danske korstog mod Estland. Korsfarerne drog først og fremmest af sted af religiøs overbevisning, men også med ønsket om at markere sig personligt som riddere, opnå anerkendelse eller finde store rigdomme i det mystiske østen.
Allerede ved midten af 1100-tallet opfordrede paven de danske konger til at føre korstog mod hedningene ved Østersøens sydkyst og de baltiske egne. Fra 1158 førte den danske ledingsflåde under ledelse af kong Valdemar den Store og den indflydelsesrige biskop Absalon krig mod de hedenske vendere for i 1169 at undertvinge disse og lægge øen Rügen under dansk indflydelsessfære. Den stærke danske kongemagt gennemførte i de følgende 50 år større og større erobringer for i 1219 at fuldbyrde korstogsmissionen ved at tvangskristne esterne. Esterne havde ellers forsvaret deres land med næb og kløer, men måtte bøje sig for den danske overmagt i slaget ved Lyndanisse.

Vox-In-Rama:

Vox in Rama, (eng) A voice in Ramah, (DK) En stemme fra det høje.

Et dokument i form af et dekret (en bulle), udsendt af pave Gregor IX i juni 1233, der fordømmer luciferianismens kætteri, der siges at være udbredt i Tyskland. Dekretet tillader at prædike for ​​et korstog mod kætteriet. Kopier af brevet blev sendt til kejser Frederik II, Kong Henrik (VII) af Tyskland, ærkebiskop Siegfried III af Mainz, hans suffraganer, biskop Conrad II af Hildesheim og prædikanten Konrad von Marburg. Eksemplarerne er dateret til 11., 13. og 14. juni.
Gregor IX var pave i årene 1227-1241 og han blev født i Anagni et sted mellem 1145 og 1150. Gregor IX døde den 22. August 1241, godt oppe i 90-erne.


Gregor_IX fra et manuskript dateret ca. 1482.

Angiveligt gennem tortur og terror rapporterede Konrad von Marburg tilbage, at han havde afsløret en satanisk kult, som tilbad djævle i skikkelser af en dæmonisk mand og en djævelsk sort kat. Inkvisitionen udført af ​​Konrad var kontroversiel: kort efter Konrad ankom til Mainz skrev en pavelig embedsmand ved navn Bernard til Gregory og sagde, at Konrad havde tvunget uskyldige mennesker til at tilstå ved at true dem med at brænde på bålet, hvis de nægtede at gøre det. Kort efter blev Konrad myrdet, muligvis af tjenerne til Henrik II, grev af Sayn, som Konrad havde anklaget for at fremme kætteri.
Formålet med Vox in Rama Bullen var et svar på Konrads påstande, der opfordrede Siegfried III og kong Henrik, der repræsenterede henholdsvis de kirkelige og timelige myndigheder, til at opsøge og ødelægge kætterne (og kattene).

Pave Gregor IX

Indhold af Dekretet

Bullen beskriver i detaljer sektens indvielsesritualer og hævder, at den potentielle indviede først bliver kontaktet af en mystisk tudse så stor som en hund. Kort efter dukkede en afmagret bleg mand op, som den indviede skulle kysse og derved glemme alt om den katolske tro. Medlemmer af sekten ville derefter mødes til et måltid. Når måltidet var slut, ville sekten opstå, og en statue af en sort kat ville komme til live, katten gik baglæns med oprejst hale. Først skulle den nye indviede og derefter sektens herre kysse katten på bagdelen.
Efter ritualet var afsluttet, hævder Bullen, at stearinlysene i rummet ville blive slukket, og sekten ville deltage i vilde orgier, som nogle gange var homoseksuelle af natur. Når lysene er tændt igen, kommer en mand fra et mørkt hjørne af rummet "frem fra lænden og opad og skinner som solen. Hans nederste del er pjusket som en kat." Efter en kort litaniagtig dialog mellem katten og sektmedlemmerne slutter mødet.
Gregory hævder også, at sekten begik forskellige forbrydelser mod eukaristien: De modtager endda Herrens legeme hvert år i påsken fra præstens hånd, og bærer det i munden hjem og kaster det i latrinet i foragt for Frelseren.
Afslutningsvis fordømmer Gregory praksisen og opfordrer de religiøse og sekulære myndigheder i bispedømmet til at gribe ind over for kultens deltagere.


Kætternes indvielsesritual.

Vox_in_rama var ikke kun dårlige nyheder for katte. Dokumentet var startskuddet til inkvisitionen - 200 års forfølgelse og tortur af jøder og muslimer. For at føje til kattens problemer blev de også beskyldt for at sprede pesten, kaldet "Den sorte død", i 1300-tallet, hvorfor mange katte blev indfanget og dræbt og/eller brændt på bålet. Ironisk nok fik dette rottebestanden til at eksplodere og det var jo, rotterne der virkelig spredte sygdommen - Særligt efter at hele europa havde udryddet et stort antal katte, hvilket dermed resulterede i, at 25 millioner mennesker blev dræbt af pesten.