Beskrivelse af Honorius III, der var Pave i år 1216-1227
Sct. Peter var den første biskop af Rom og dermed den første Pave i historien.
| LU: 04:00 |
|
Honorius III - 1216-1227 :
Honorius III (Onorio III) Pave Honorius III |
Ordforklaring :DominikanerFranciskaner Korstog Lateran Dominikaner:[ - ]Dominikanerordenen, (officielt navn Ordo Fratrum Praedicatorum, Prædikebrødrenes orden), er en religiøs tiggermunkeorden grundlagt af Dominicus 1215 og stadfæstet af paven nogle år senere. Ordenen har fra 1400-tallet i almindelighed været opkaldt efter sin stifter, Dominicus navn. (Se billedet herunder) Formål og indflydelse Dominikanerordenen er en romersk-katolsk munkeorden, hvis indflydelse har været stor i teologiens historie, bl.a. fra en af romerkirkens største kirkelærde Thomas Aquinas. Hans filosofi blev dominerende for resten af middelalderen og har i vore dage fået en renæssance med den såkaldte nythomisme. Et af ordenens oprindelige formål var arbejdet for at bekæmpe kættere, og i middelalderen fik dominikanerordenen ansvar for trosgranskningen ved inkvisitionen. Ordenen blev heraf kaldt “Herrens hunde” (lat: Domini canes), og et af ordenens symboler er en hund med en fakkel i gabet. Faklen symbolisere sandhedens fakkel. Ordensdragten er en tunika med munkekappe og hætte, begge af hvid uld. Ved udendørs brug består overtøjet af den sorte kappe, hvilken har givet dem tilnavnet sortebrødre. Dominikanere i Danmark Dominikanerordenen bredte sig hurtigt i de fleste europæiske lande. Forkyndelse var en hovedopgave, og derfor lå klostrene hovedsageligt i byerne. Danmark fik sit første dominikanerkloster i 1222-23 i Lund, og ordenen spredtes hurtigt til flere andre byer. Danske dominikanske nonneklostre blev grundlagt to steder i det nuværende Danmark. Det ene, Sankt Agnete Kloster i Roskilde, blev grundlagt af kong Erik Plovpennings døtre Agnes og Jutta i 1263. Det andet kloster på Gavnø blev grundlagt i 1403 af dronning Margrethe 1. Ved reformationen havde dominikanerordenen 15 klostre i Danmark, hvorefter de blev fordrevet. Fra 1916 og indtil sidste halvdel af 1900-tallet fandtes der dominikanere i Danmark i Sankt Andreas Kloster i Charlottenlund og ved Sankt Hyacinthus Kirke på Bornholm. [ - ] Franciskaner:[ - ]Franciskanerordenen (latin: Ordo Fratrum Minorum (O.F.M.), "Mindrebrødrenes Orden") blev grundlagt af den den hellige Frans af Assisi i 1209. Frans af Assisi, født d. 5. juli 1181 død d. 3. oktober 1226, var grundlægger af Franciskanerordenen. Efter at Frans var vendt om fra sit muntre ungdomsliv til at søge Gud – ved at tage sig af de spedalske og opbygge små forfaldne kirker – fik han efterhånden følgeskab af andre, som ville følge hans eksempel. Bernardo da Quintavalle og Pietro da Cattani var de første. De sluttede sig til Frans i 1208. De søgte vejledning ved at slå op tre gange i evangeliebogen, hvor de hver gang fandt bibelsteder, der handlede om efterfølgelse og fattigdom. Det var fra begyndelsen et ustruktureret fællesskab, som kaldte sig bodgørere fra Assisi. Sct. Frans af Assisi Men i løbet af 1209 nedskrev Frans den første regel for fællesskabet og rejste til Rom for at få dem godkendt af paven, Innocens III. Og den fik de, ifølge legenden, fordi paven havde en drøm, hvor han så en fattigt klædt mand, Frans, støtte og opretholde Laterankirken, som var ved at styrte sammen. Traditionen siger, at denne godkendelse fandt sted den 16. april, som franciskanerne derfor betragter som ordenens grundlæggelsesdag. Franciskanerne hører til de såkaldte "tiggermunke", fordi de ikke skulle skamme sig ved at tigge, hvis ikke de kunne skaffe sig det daglige brød ved arbejde. Frans' brødre skulle leve efter de gamle klosterregler om fattigdom, lydighed og kyskhed. Og det var strengere forstået end i andre ordener. Fx gjaldt ejendomsløsheden ikke blot den enkelte mindrebroder, men også ordenen som sådan. Og en mindrebroder måtte ikke modtage penge overhovedet. Palmesøndag 1212 flygtede en pige af fornem familie Chiara dei Scifi hjemmefra og sluttede sig til Frans' bevægelse. Hun blev grundlægger af clarisserordenen, som også kaldes den anden orden, til forskel fra den første orden, Frans' orden for mænd. Frans af Assisi, malet af Cimabue Frans stiftede selv en tredje orden for mennesker, som ville leve et liv efter Frans' idealer uden at gå i kloster, men forenet med deres daglige arbejde og ægteskab. Reglen for denne tredje orden blev godkendt af paven i 1221. [ - ] Korstog:[ - ]Korstog er en serie felttog fra 11. til 13. århundrede. De fleste var godkendt af paven. De kan ses som modtræk til flere århundreders islamisk ekspansion, og de fleste havde som mål at sikre kristen kontrol over Det hellige land, som var under muslimsk kontrol. 1. korstog 1096-1099 Pave Gregor 7. havde kort efter sin tiltrædelse i 1073 opfordret til et korstog til Jerusalem. Imidlertid lå pave Gregor i strid med den tyske konge og kejser (investiturstriden), så det blev først hans efterfølger, pave Urban 2., der kom til at virkeliggøre ideen. Indtagelsen af Jerusalem under det første korstog 1099 i et middelalderligt manuskript. 2. korstog 1147-1149 Korstoget blev sat i gang på initiativ af Bernhard af Clairvaux, der inspirerede Ludvig 7. til at gå i spidsen, da der blev kaldt om hjælp fra Antiokia og Edessa i Syrien, der var blevet erobret under det første korstog. 3. korstog 1189-1193 Fra 1169 havde Saladin indtaget Egypten og havde sat et mål om at drive kristne væk fra den østlige del af Middelhavet. Efter at have erobret Syrien kunne han omringe korsfarerstaten, og den 4. juli 1187 overvandt han den i slaget ved Hattin. Den 2. oktober overgav Jerusalem sig, og derefter var det kun Antiokia, Tripoli, Tyrus og Margat, som var under kristen kontrol. Frederik 1. Barbarossa (1122-1190), kejser af Tyskland og korsridder. Han var én af lederne af det 3. korstog i 1189 4. korstog 1202-1204 Under det 4. korstog ødelagde korsfarerne Konstantinopel – verdens største by – i 1204, selv om det var en kristen (græsk ortodoks) by, og plyndrede den. Dette betragtes som en af katolicismens skampletter og fik pave Johannes Paul 2. til den 4. maj 2001 officielt at undskylde overfor den Græske Kirke ved et personligt møde med den Økumeniske Patriark. Nordiske korstog mod baltiske egne I begyndelsen af 1200-tallet var turen kommet til de baltiske lande, blandt andet med danske korstog mod Estland. Korsfarerne drog først og fremmest af sted af religiøs overbevisning, men også med ønsket om at markere sig personligt som riddere, opnå anerkendelse eller finde store rigdomme i det mystiske østen. Allerede ved midten af 1100-tallet opfordrede paven de danske konger til at føre korstog mod hedningene ved Østersøens sydkyst og de baltiske egne. Fra 1158 førte den danske ledingsflåde under ledelse af kong Valdemar den Store og den indflydelsesrige biskop Absalon krig mod de hedenske vendere for i 1169 at undertvinge disse og lægge øen Rügen under dansk indflydelsessfære. Den stærke danske kongemagt gennemførte i de følgende 50 år større og større erobringer for i 1219 at fuldbyrde korstogsmissionen ved at tvangskristne esterne. Esterne havde ellers forsvaret deres land med næb og kløer, men måtte bøje sig for den danske overmagt i slaget ved Lyndanisse. [ - ] Lateran:[ - ]Laterankirken (Arcibasilica di San Giovanni in Laterano) er bispedømmet Roms domkirke og dermed pavens sæde, en del af Vatikanstaten og den katolske kirkes fornemste domkirke. Det har historiske årsager. Frem til pavernes ophold i Avignon (fra 1309) var Lateranpaladset lige ved kirken det pavelige palads. Først efter tilbagekomsten fra Avignon blev Vatikanet pavens opholdssted, og selv om Peterskirken er den største, er den ikke en domkirke. Laterankirken kaldes ofte Alle kirkers mor, og på facaden står indskriften SACROSANCTA LATERANENSIS ECCLESIA OMNIUM URBIS ET ORBIS ECCLESIARUM MATER ET CAPUT (latin for: Den allermest hellige Laterankirke, for hele byen og verden moder- og hovedkirke). Kirken er viet til Jesus Kristus, Johannes Døberen og Evangelisten Johannes. Kirken er en af de fire patriarkalbasilikaer (de fire største kirker i Rom: Peterskirken, Laterankirken, Santa Maria Maggiore og Sct. Paul uden for murene). I lighed med de andre har den en hellig port, som åbnes, når det hvert 25. år er jubelår. Pilgrimme, der går gennem porten efter at have skriftet deres synder, får fuld aflad. Den første domkirke blev rejst under kejser Konstantin. Den blev ødelagt af vandalerne, og en ny blev rejst af pave Leo 1. ca. 460. Pave Sergius 3. (904–911) byggede den helt om, efter at et jordskælv havde forårsaget store skader. I 1308 blev den fuldstændig ødelagt af en brand, og flere efterfølgende paver stod for genopbygningen. Under arbejdet blev den igen totalskadet af brand i 1360. Nutidens basilika er med undtagelse af nogle mindre arbejder i det 19. århundrede resultatet af Francesco Borrominis arbejde før jubelåret 1650. Apostlene Peters og Paulus' hoveder skal være bevaret i relikvarier i baldakinen over højalteret. I selve alteret er dele af en bordplade fra antikken indfældet. Den skal komme fra senator Pudens' hus, og Peter skal have fejret nadveren ved det. [ - ] 0400 |