Beskrivelse af Pius V, der var Pave i år 1566-1572

Sct. Peter var den første biskop af Rom og dermed den første Pave i historien.
Der er opstået tradition for at biskoppen over Rom, er den katolske kirkes overhovede og dermed Pave for hele den katolske verden. Pavetitlen bliver dog først brugt efter år 300.
Kirken ledes af paven, der anses som Sankt Peters efterfølger. Den opfattelse stammer fra Matthæusevangeliet, hvor Jesus giver Peter nøglerne til himmeriget.
Jesus sagde følgende ord til Peter, som kan læses på indersiden af kuplen i
Peterskirken: ''Du er Peter (klippen) og på denne klippe vil jeg bygge min Kirke.
Dig vil jeg give nøglerne til himlens rige''.





    B: 1.020.447
     LU: 16:11




Det dynamisk skiftende indhold på denne side er sammensat af bearbejdet materiale, der fortrinsvis er inspireret af fakta fra ovenstående links. Disse links er i sig selv og i høj grad spændende og anbefalelsesværdig læsning.
Jeg påberåber mig således ingen former for ophavsret over nærværende materiale.
Jeg takker hermed for inspiration. :-)
M. Due 2024





















Pius V - 1566-1572 :

Pius V (San Pio V) Pave Pius V (1566-1572)
Pius V. (1566-72), hed Michele Ghislieri, f. 1504 i Bosco i Lombardiet. Han var af ringe Stand, trådte ind i Dominikanerordenen og blev en hensynsløs Inkvisitor i Lombardiet. Paul IV gjorde ham til Biskop i Nepi og 1557 til Kardinal og Inkvisitionens Generalkommissær. Jan. 1566 blev han valgt til Pave af det strengt kirkelige Parti, og han genoptog Paul IV’s Politik. Han gennemførte de Reformer, som var vedtagne i Trient, og ligesom han øvede streng Tugt mod sig selv, ville han have den udøvet af andre. De lystige Dage var under hans Papat få for Romerne. Han indførte 1566 Catechismus Romanus, hvori Trient-Mødets Lære var omsat, 1568 udvidede han og udstedte på ny Bullen In coena Domini. Over for Protestanterne var han uforsonlig. 1570 bandsatte han Elisabeth af England, han støttede og opmuntrede Filip II og Hertugen af Alba i deres Fremfærd mod Nederlænderne og de franske Katolikker i deres Kanup mod Hugenotterne, han anbefalede at dræbe enhver Hugenot, de fik fat på.
Han fik et Forbund i Stand mellem Spanien og Venedig mod Tyrkerne, der herved led Nederlaget ved Lepanto 1571.
1. Maj 1572 døde Pius V, 1712 blev han gjort til Helgen. Hans Epistolæ apostolicæ udgav Goubau, Antwerpen, 1640.

Michele Ghisleri blev født 1504 i Bosco Marengo (Piemonte). I 1518 blev han Dominikanermunk og i 1556 biskop i Viterbo-provinsen. Fra 1558 fungerede han som Storinkvisitor indtil han i 1566 på initiativ af kardinal ( og senere helgen) Carlo Borromeo blev valgt som pave.
Som kirkens overhoved kæmpede paven for en troens renhed, og han gik hårdt i mod jøder, muslimer og støttede Frankrigs kamp mod hugenotterne. Han forsatte sin forgængers (pave Paolo IV) rigide politik, som en ivrig bannerfører for modreformationens program og en overbevist tilhænger af strengt asketiske idealer.
Han bandlyste dronning Elisabeth I (1533-1603) af England i 1570 og dette regnes for at være den katolske kirkes sidste forsøg på at knuse reformationen. Det var Pio V's mening, at alle katolske magter burde slutte sig sammen mod England og sende tropper for at kue landet. Dette stred dog mod Filip 2. ønsker og befolkningen i England sluttede op om Elisabeth mod Rom. I 1571 deltog Pavestaten i en kristen alliance med Spanien og Venezia mod tyrkerne, der i et stort søslag ved Lepanto blev tilføjet et alvorligt nederlag. Den pavelige admiral var Andrea Doria, hvis palads kan besøges midt på Corsoen og hærføreren var MarcAntonio Colonna.
Han udråbte Thomas Aquina (1225-1274), middelalderens betydeligste filosof og teolog til kirkefader, og gav dermed hans skrifter en officiel karakter, der blev bestemmende for den kirkelige liturgi frem til 2. VatikanKoncil (1962-65).
Pio V's gravmæle, som er udført af Fontana, findes i S. Maria Maggiore i det store Sixtinske kapel.

Da Pave Pius IV døde den 9. december 1565, blev der indkaldt til Konklave, som afholdtes den 19. december samme år. 53 kardinaler blev låst inde og den 7. januar var valget afgjort: den 62-årige Kardinal Michele Ghislieri blev den nye pave med navnet Pius V.
Antonio Michele Ghislieri var af en god, men ikke særlig velhavende familie, som levede ved Alessandria, hvor han blev født i byen Bosco Marengo den 17. januar 1504.
Som barn vogtede han får på marken, indtil en rig ven af familien fik øjnene op for drengens intelligens og sørgede for at han som 14-årig kom i Dominikanernes Klosterskole i Voghera.
Antonio Michele gik op i Klosterlivet med liv og sjæl og levede yderst spartansk, gav det meste væk af de almisser, som han modtog, og tilbragte den øvrige tid fordybet i studier og bønner.
Som 24-årig blev Michele Ghislieri præsteviet og sendt ud i verden. Her blev han skriftefader for Guvernøren i Milano, men han frabad sig enhver luksus og når han rejste foregik det til fods med ranslen på ryggen.
Han blev udnævnt til Prior for et Kloster og her strammede han straks op om sæder og moral. Han havde meget høje idealer og tålte heller ikke at andre fraveg dem, Han blev derfor kaldt til Rom og udnævnt til Inkvisitor og derpå sendt til Pavia og Como i denne egenskab. I disse områder, der grænser op til det protestantiske Schweiz, førte han en hård politik mod løsagtighed og kætteri. Han fik mange fjender, men det afholdt ham ikke fra at fortsætte den hårde og uforsonlige linie.
I 1557 blev han udnævnt til Kardinal og Storinkvisitor i Rom af Pave Paul IV. Da han ikke opførte sig som en typisk kardinal med dyre vaner, men stadig levede aksetisk og strengt overholdt fattigdomsløfterne, fastede og bad, så de øvrige kardinaler skævt til ham og under Pius IV blev han forflyttet til Mondovi, hvor han skulle være Biskop. På rejsen dertil blev han overfaldet af røvere og han fik derpå lov at forblive i Rom.
Michele Ghislieri var nu blevet syg og levede mest af æselmælk og i afsondrethed, men efter Pius IV's død foreslog Kardinal Carlo Borromeo den hellige mand som den næste pave og da flertallet af de øvrige kardinaler ønskede også en pave, der kunne reformere Kirken, blev Cardinale Alessandrino valgt til den næste pave.
Den asketiske nyvalgte ønskede en beskeden indsættelsesceremoni og i stedet for dyrt udstyr blev der delt penge ud til de fattige.Under den fine pavedragt bar den nye pave stadig den grove Dominikanerklædning. Han sov på en halmsæk og kun ganske få timer, ligesom han stadig fastede regelmæssigt og gik pilgrimsture til de 7 kirker, barfodet og med utildækket hoved, bleg og langskægget, fordybet i bønner. Og befolkningen elskede ham for det.
Pius V var ikke interesseret i politik og statssager og han var langt fra at ønske rigdom og indflydelse for sine familiemedlemmer, som mange paver før ham (den såkaldte "nepotisme"), men lod sig dog omsider overtale til at udnævne sin grandnevø Michele Bonelli til Kardinal, måske fordi denne også var Dominikanermunk - og ydermere havde taget onklens navn, da han aflagde sit munkeløfte. Det var et godt valg, fordi Kardinal Bonelli var Paven til stor hjælp uden at misbruge sin magt. Pius V brugte ham blandt andet som pavelig udsending i Spanien og Portugal i 1571 og samme år lod han ham udnævne officielt til sin "Cardinal-nepote" ("Kardinal Nevø").
I årene 1567-1570 satte Kardinal Bonelli gang i et større sanerings- og dræningsarbejde i en del af Forumdalen i Rom. Her opstod et helt nyt boligkvarter kaldet Quartiere Alessandrino efter Pavens og Kardinalens fødested og her opførte Kardinalen sit eget palæ lige nord for området, hvor også familie-palæ'et Palazzo Ghislieri blev bygget.
Pius V udnævnte nevøen Paolo til Kommandant over den pavelige garde og Guvernør over Borgo, men denne nevø viste sig ikke tilliden værdig og hans opførsel mishagede Paven, som fratog ham titlerne og sendte ham væk fra Rom.
I det hele taget var der mange, der ved deres opførsel mishagede Paven, og han igangsatte nu et større reformarbejde. Al pragt blev fjernet fra Pavehoffet, Kardinaler og Biskopper blev tvunget til at opholde sig i deres embedsbyer, der kom strenge straffe for de munke og præster, som ikke overholdt søndagen og helligdagene. Og der indførtes straffe for at bande - eller holde elskerinder. Og den, der gjorde sig skyldig i ægteskabsbrud, skulle offentligt piskes.
Paven ville også rense Rom for de mange prostituerede, som holdt til i byen, og beordrede disse ud. Mange af de fattigste fik nu kummerlige kår, folk angreb dem og røvede deres ejendele, nogle blev kastet i Tiberen, hvor de druknede, og andre døde af sult på vejene. Mange gik i forbøn for de forfulgte kvinder og Pius V, der så at det ikke kunne fortsætte med forfølgelserne, tillod da de prostituerede, som ikke allerede havde forladt byen, at forblive på betingelse af at de bosatte sig i et særligt område.
Til folkets store fortrydelse blev karnevalsløjerne forbudt, men til gengæld blev der givet store almisser til de fattige.
Efter Paul IV's død i 1559 havde en rasende og hævngerrig befolkning sat ild til Inkvisitions-palæet; dette lod Pius V nu genopbygge. Og efterhånden begyndte byens indbyggere at frygte deres nye Pave, der heller ikke holdt af at blive modsagt eller gjort til genstand for satire. For nogle af de satiriske vers, som blev ophængt på "den talende statue" Pasquino, anklagedes for eksempel Niccolò Franco, der selvom han bedyrede sin uskyld blev hængt, og digteren Antonio Paleario, som blev brændt på bålet.
Og andre af Kirkens mænd, biskopper og kardinaler, ja selv Carlo Borromeo, fulgte Pavens eksempel i deres forskellige bispedømmer og udskrev strenge straffe for alle, der ikke førte et eksemplarisk liv eller gik imod reformerne.
Som tidligere Storinkvisitor havde kampen mod kætteriet Pius V's særlige bevågenhed og han skrev til den spanske Kong Filip II (1556-1598) og anbefalede ham aldrig at vise barmhjertighed overfor kætterne, men lade dem dræbe og brænde. Ligeledes sendte Paven tropper til Frankrig som hjælp for katolikkerne der. Ledelsen af denne hær overgav han til Grev di Santa Fiora med en besked om at dræbe alle huguenotter og ikke tage nogen fanger.
Selvfølgelig satte Pius V også alt ind på at stoppe den tyrkiske fremrykning mod Europa. Det lykkedes ham at samle venezianerne og spanierne i en fælles kamp, hvor Paven stillede med skibe og pengemidler, således at katolikkerne i 1571 kunne fejre sejren i Slaget ved Lepanto. Det fortælles, at Pius V brast i tårer ved nyheden om sejren, og til minde derom fastsatte han den 7. Oktober som Festa di Nostra Signora della Vittoria. (Festen blev senere flyttet til den første søndag i Oktober).
En uheldig følge af Pavens "Korstog" mod kættere kom der i England, hvor Dronning Elisabeth I svarede igen med at fængsle Maria Stuart. En bandBulle mod Elisabeth forårsagede kun blodige sammenstød mellem de 2 religioner og Pius V kunne her ikke få sin vilje igennem.
I Februar 1572 blev Kardinal Bonelli af Pius V sendt til Frankrig, hvor han skulle forsøge at overtale Kong Charles IX til at slutte sig til det katolske forbund mod tyrkerne. Det lykkedes imidlertid ikke for Bonelli, ligesom det heller ikke lykkedes for ham at forhindre ægteskabet mellem den katolske prinsesse Margrethe af Valois og den protestantiske prins Henrik af Navarra. Det var ved deres bryllup senere samme år, at et attentatforsøg udløste den store massakre på protestanterne, der her kaldtes hueguenotter. Det Parisiske Blodbryllup eller Bartholomæusnatten afstedkom et blodbad med op til 12.000 ofre og en religiøs borgerkrig i Frankrig til stor bekymring for Pius V og de efterfølgende paver.
Den 1. maj 1572 døde Pius V og allerede den 13. maj blev han efterfulgt af Gregor XIII (1572-1585).
Pius V blev begravet i Peterskirken, men senere af Pave Sixtus V (1585-1590) flyttet til et mausolæum i Cappella Sistina i Kirken Santa Maria Maggiore. I maj 1712 blev han helgenkåret som San Pio V af Pave Clemens XI. Han fejres den 5. maj med Festa di San Pio V.

Pius V (1504-72), Dominikanske friar, biskop og pave. Selv om sin regeringstid varede kun seks år, var han en af de vigtigste paver af modreformationen. Michael Ghislieri, der blev født ved Bosco, blev en Dominikanske i en alder af fjorten i priory of Voghera. Efter sin ordination blev han Lektor i filosofi og teologi i seksten år, hvorefter han holdt af føreren af nybegyndere og forudgående kontorer. Hans reformiver førte til hans bliver valgt som Commissær General af Inkvisitionen af kardinal Caraffa i 1551; Når Caraffa blev pave, blev Ghislieri udnævnt til biskop i Nepi og Sutri i 1556; Han blev i 1557 inquisitor generelle og en kardinal. Senere blev han overført til Mondovi (Piemonte), som han restaurerede til sammenlignelige ro og orden, men blev kaldt tilbage til Rom af Pius IV som havde efterfulgt den brændende Paul IV (Caraffa), men hvis nepotisme var så berømt som hans forgænger uforsonlighed hærgede stift. Ghislieris modstand mod dette misbrug forhindrede ikke ham fra at blive valgt til pave i 1565 på død af Pius IV. Han tog navnet Pius v og præciseret sin hensigt om at være en energisk reformator ved at gennemtvinge dekreter Rådet Trent ånd og bogstav. Hans reform begyndte i Rom. Rundhåndethed normalt spredt blandt publikum efter kroningen blev givet i stedet til hospitaler og de reelle behov; i stedet for en banket for stormænd var der lindring for de fattigere klostre. Han forvandlede hans husstand, hjulpet i denne nødvendige opgave af Charles Borromeo, ærkebiskop i Milano. Hans Hellighed blev anerkendt af romerne, som oplevede hans radikale reform af moral af byen af en drastisk udrensning af curia, virtuelle afskaffelse af brigandry og tyrefægtning, og fast lovgivning mod prostitution.

Til brug i kirken som et hele Pius V truffet vigtige beslutninger. Biskopper havde at opholde sig i deres stifter, religiøse ordener skal reformeres. Breviary (renset for mange legender af hellige) blev reformeret, som var Roman Missal, hvis anvendelse blev gjort obligatorisk undtagen hvor der var en recept på 200 år for lokale ritualer. Den romerske Katekismus var afsluttet og oversat til mange sprog og catachetical instruktion af den unge gjort obligatorisk for alle sognepræster. Thomas Aquinas blev erklæret en læge af kirken i 1567 og en ny udgave af hans værker udgivet i 1570.

I internationale sager blev de to største styrker, som Pius V står for det osmanniske rige og den protestantiske Reformation. Mod sidstnævnte han brugte Inkvisitionen i Italien og Spanien, men i England hans indgriben var mere kontroversielle og mindre effektiv. I svar på forespørgsler fra forskellige sider om klarlægge situationen i katolikker i England for dronning Elizabeth, genudgivet han bull 'I Cena Domini' (1568), som hævdede nogle pavelig overhøjhed over verdslige herskere; efter gentagne forsøg i forskellige kredse at forene Elizabeth til kirken i Rom havde mislykkedes, var hun ekskommunikeret af bull 'Regnans i excelsis' af 1570, som frikendt hendes emner fra troskab til hende. Selv om forsvaret i visse kredse, og kendsgerningen af kundgørelsen tvivlede i andre, kan der ingen tvivl om, at det afspejler holdninger af den middelalderlige pavedømmet, som var uegnet i 1570. Det fortsatte fra utilstrækkelig forståelse af situationen for engelske katolikker; det gjorde deres holdning meget vanskeligere; Det gav deres modstandere i regeringen en vidunderlig mulighed, udnyttes fuldt ud, af beskyldte dem for illoyalitet og forræderi. Det var sidste gang at et paven ville udøve noget lignende en afsættelsen magt.

I modstanden mod den videre indtrængen af tyrkerne ind i Europa Pius opfyldt med forbløffende succes. En samlet flåde af pavelige, spanske og venetianske skibe under Don John af Østrig besejrede beslutsomt den tyrkiske flåde i slaget ved Lepanto. Dette brød deres magt i Middelhavet. Det var sidst, men en af de mere vellykkede indsats af pavedømmet indeholder og besejre magten af Islam i et nyt Korstog. For sin organisation, sammenhæng og præstation Pius med sin samlede engagement af hyppige bøn var fastende, og andre aktivitet hovedansvarlig. Hans Kloster nøjsomhed, personlig hengivenhed og venlighed til fattige og syge, hans generelle reform aktiviteter og sit forsvar af kristendommen mod Islam skal angives ved siden af sin fejllæsning af situationen i England. Han blev Kanoniseret i 1712. Et fint moderne portræt overlever på Rom og en bronze skulptur af 1697 pryder hans grav i Basilikaen St. Mary Major. Fest: tidligere 5 maj, nu 30 April.

(7 Jan. 1566 - 1 maj 1572) På de nitten-day Konklave Pius IVs død rigorist parti ledet af kardinal Carlo Borromeo (1538 - 84) opnået overraskende valg af Michele Ghislieri. Født af fattige forældre på 17 Jan. 1504 på Bosco, nær Alessandria, var Antonio Ghislieri en hyrde, indtil han blev en Dominikanske på 14, vedtage navnet Michele. Efter at have studeret i Bologna, er ordineret (1528), og lecturing for 16 år på Pavia, blev han gjort inquisitor for Como og Bergamo. Hans iver bragt ham til den af kardinal Giampietro Carafa, hvis henstilling Julius III udnævnt ham Commissær generelt af den romerske Inkvisitionen i 1551 - han havde da været involveret i Inkvisitionen på lokalt plan i en årrække. Da Carafa blev pave Paul IV, kaldte han sin protegé biskop Nepi og Sutri (1556), kardinal præst i Sta Maria sopra Minerva på 15 Mar. 1557 og endelig inquisitor generelle (1558). Med Pius IV hans intimitet med Carafa familie og sværhedsgraden som inkvisitor bragte ham i unåde, men som beskytter af Barnabites og biskop af Mondovì (Piemonte: begge siden 1560) han helligede sig helhjertet for reform. Hans alvor, askese og evangeliske fattigdom foreslog endda at den spanske ambassadør, han var Paven opfordrede til af times.

Pius gjorde det hans erklærede mål at sætte i kraft, i hver kugle, dekreter i Rådet i Trent. En mand, der altid tænkte og handlede ud fra en spirituel synsvinkel, han gjorde ingen forandring i sin krænket stil af liv, fortsætter med at bære en friar ru undertøj under sin pavelige klæder. Han pålagde de strengeste standarder på sin stærkt reducerede retten, og i en række dekreter forsøgte at udrydde blasfemi, vanhelligelse af højtider og offentlige umoral i Rom. Samtidige syntes han ønsker at gøre byen til et Kloster. Selvom sejrede på gør en grand-nevø, den Dominikanske Michele Bonelli, kardinal og bruge ham som minister, han indstillet sit ansigt mod nepotisme og gav sine slægtninge de mindste støtte. Han forbød (29 Mar. 1567) reInvestiture af len vender tilbage til Pavestolen; eventuelle fremtidige fremmedgørelse af jord i den pavelige stat blev forbudt med de hårdeste straffe. Mere positivt han tvungen gejstlig residence, og foretaget en systematisk gennemgang af religiøse Ordener, afskaffe nogle, som Humiliati (1571), som var blevet degenererede. Cardinals navngav alt samvittighedsfuldt blev valgt, og han udnævnte en Kommission (3 maj 1567) at undersøge episcopal udnævnelser. I overensstemmelse med Trent udgav han den romerske Katekismus (1566), de reviderede romersk Breviary (1568) og den romerske messebog (1570); Han har også nedsat en Kommission (1569) at revidere Vulgata. Han begrænset brugen af aflad og dispensationer, ombygget penitential systemet, og i et forsøg på at fremme de Tridentine reformer i Italien personligt besøgt de romerske Basilikaer, sørgede for en Kommission til at besøge sogne, og udpeget apostolske besøgende for den pavelige stat og Napoli. Han tog også foranstaltninger for at få dekreterne i Rådet i Trent rundsendt i hele verden så vidt Mexico, Goa og Congo.

I sin iver efter at udrydde kætteri var Pius stærkt afhængig af Inkvisitionen, opbygning af et nyt slot for det, skarphed dens regler og praksis, og personligt at deltage i sine møder. Under ham antallet personer anklaget og dømt, ofte mænd af kultur og skelnen, steg, og som et resultat han kunne lykønske sig selv med at have holdt Italien fri for ethvert spor af protestantismen. Selv så skylden han selv for sin eftergivenhed. Han var ikke mindre barske på jøder, tillader nogle kommercielle grunde til at leve i ghettoer i Rom og Ancona, men ellers udvise dem fra den pavelige stat. Mar. 1571 etableret han menighed af indekset som en ny administrativ afdeling med udøvende beføjelser, med det resultat, at hundredvis af printere flygtede til Tyskland og Schweiz. I oktober 1576 Han fordømte 79 afhandlinger af Michael Baius (1513 - 89), den flamske forløber for Jansenismens, der havde pessimistiske synspunkter om efteråret og behovet for nåde, men i det samme år (11 Apr.) erklærede den store Dominikanske tænker Thomas Aquinas (c. 1225 - 74) en læge i kirken og havde en ny udgave af hans skrifter udgivet (1570).

Pius' indgreb på den internationale scene manglede ofte politisk realisme. Hans rehabilitering af den vanærede Carafa familie og hans kompromisløse holdning mod statskontrol af kirken (udtrykt i hans genudgivelse i en strengere form i 1568 af tyren i coena Domini, læst højt på skærtorsdag og notering kirkelige dadler forbeholdt paven) fremmedgjorte de katolske regenter hvis støtte han havde brug for. Selv før sin stivhed af sit mandat, og stadig mere efter var tyren en konstant irriterende at verdslige regenter på grund af sin ophøjede krav for pavedømmet. Hans bandlysning og deposition af Elizabeth I af England (25 Feb. 1570), den sidste punktum på en regerende monark af en pave, var en ineffektiv anakronisme og gjorde tingene værre for hendes katolske emner; det modvirkes også Spanien, Frankrig og rige. I Frankrig assisterede han regent Catherine de Médicis økonomisk og militært mod huguenotter, kun at blive skuffede, når de fik religionsfrihed ved freden i Sankt-Germain (8 Aug. 1570). Hans forbindelser med Maximilian II (1564 - 76), anstrengt på grund af hans tvetydige holdning mod protestantismen, nået bristepunktet når Pius overtrådt på kejserens sfære af nominating Cosimo I som storhertug af Toscana (5 Mar. 1570). Med Philip II af Spanien (1556 - 98), hans mest naturlige allierede, han hele tiden stødte sammen på grund af kontrol over kirken krone i Spanien; komplet ruptur undgik kun af de utrættelige indsats af hans Nuntius, ærkebiskop Giambattista Castagna (Urban VII). Hans mest ambitiøst og vellykket enterprise var dannelsen, med Venedig og Spanien, en hellig League mod tyrkerne; en kombineret flådestyrke mødte den tyrkiske flåde i Gulf of Corinth på 7 oktober 1571 og påført på det i Lepanto et nederlag, som knust tyrkisk overlegenhed i Middelhavet. Tillægge forbøn af BVM sejren, erklærede han 7 okt feast of Our Lady of Victory, senere at blive ændret af Gregory XIII til festen af Rosenkransen.

Målbevidst, troende til punktet af intolerance, ubarmhjertig i sin forfølgelse af kætteri, overlevede Pius ikke sejren ret længe. En stor reform pave hvis arbejde var til at bære frugt i årtier og som forlod en karakteristisk Tridentine imponere på kirken, han blev saligkåret på 1 maj 1672 af Clemens X, Kanoniseret på 22 maj 1712 af Clemens XI. Fest 30 Apr.

Pius V (1504-72), Dominican friar, bishop, and pope. Although his reign lasted only six years, he was one of the most important popes of the Counter-Reformation. Michael Ghislieri, who was born at Bosco, became a Dominican at the age of fourteen in the priory of Voghera. After his ordination he was lecturer in philosophy and theology for sixteen years, after which he held the offices of master of novices and prior. His reforming zeal led to his being chosen as Commissary General of the Inquisition by Cardinal Caraffa in 1551; when Caraffa became pope, Ghislieri was appointed bishop of Nepi and Sutri in 1556; in 1557 he became inquisitor general and a cardinal. Later he was transferred to the ravaged diocese of Mondovi (Piedmont), which he restored to comparative peace and order, but was recalled to Rome by Pius IV who had succeeded the fiery Paul IV (Caraffa), but whose nepotism was as famous as the intransigence of his predecessor. Ghislieri's opposition to this abuse did not prevent him from being elected pope in 1565 on the death of Pius IV. He took the name of Pius V and made clear his intention of being a vigorous reformer by enforcing both the letter and the spirit of the decrees of the Council of Trent. His reform began at Rome. The largesse usually scattered among the crowd after the coronation was given instead to hospitals and those in real need; instead of a banquet for the magnates there was relief for the poorer convents. He transformed his household, helped in this necessary task by Charles Borromeo, archbishop of Milan. His holiness was recognized by the Romans, who experienced his radical reform of the morals of the city by a drastic purge of the curia, the virtual elimination of brigandry and bull-fighting, and firm legislation against prostitution.

For the needs of the Church as a whole Pius V made important decisions. Bishops had to reside in their dioceses, religious orders to be reformed. The Breviary (purged of many legends of the Sankts) was reformed, as was the Roman Missal, whose use was made obligatory except where there was a prescription of 200 years in favour of local rites. The Roman Catechism was completed and translated into many languages, and catachetical instruction of the young made obligatory for all parish priests. Thomas Aquinas was declared a Doctor of the Church in 1567 and a new edition of his works published in 1570.

In international matters the two greatest forces which Pius V faced were the Ottoman Empire and the Protestant Reformation. Against the latter he used the Inquisition in Italy and Spain, but in England his intervention was more controversial and less effective. In answer to queries from various quarters about clarifying the situation of Roman Catholics in England with regard to Queen Elizabeth, he reissued the bull ‘In Cena Domini’ (1568), which claimed some papal suzerainty over secular rulers; after repeated attempts in various quarters to reconcile Elizabeth to the Church of Rome had failed, she was excommunicated by the bull ‘Regnans in excelsis’ of 1570 which absolved her subjects from allegiance to her. Although defended in some quarters, and the fact of its promulgation doubted in others, there can be no doubt that it reflected attitudes of the medieval papacy which were inapt in 1570. It proceeded from insufficient understanding of the situation of English Catholics; it made their position much more difficult; it gave their opponents in the government a wonderful opportunity, exploited to the full, of accusing them of disloyalty and treason. It was the last time that a pope would exercise anything like a ‘deposing power’.

In opposing the further penetration of the Turks into Europe Pius met with astounding success. A combined fleet of papal, Spanish, and Venetian ships under Don John of Austria decisively defeated the Turkish fleet at the battle of Lepanto. This broke their power in the Mediterranean. It was the last, but one of the more successful efforts by the papacy to contain and defeat the power of Islam in a new crusade. For its organization, coherence, and achievement Pius with his total commitment by frequent prayer, fasting, and other activity was largely responsible. His monastic austerity, personal devotion, and kindness to the poor and sick, his general reforming activities and his defence of Christendom against Islam must be set beside his misreading of the situation in England. He was canonized in 1712. A fine contemporary portrait survives at Rome and a bronze sculpture of 1697 decorates his tomb in the basilica of St. Mary Major. Feast: formerly 5 May, now 30 April.

(7 Jan. 1566 - 1 May 1572) At the nineteen-day conclave following Pius IV's death the rigorist party led by Cardinal Carlo Borromeo (1538 - 84) achieved the surprise election of Michele Ghislieri. Born of poor parents on 17 Jan. 1504 at Bosco, near Alessandria, Antonio Ghislieri was a shepherd until he became a Dominican at 14, adopting the name Michele. After studying at Bologna, being ordained (1528), and lecturing for sixteen years at Pavia, he was made inquisitor for Como and Bergamo. His zeal brought him to the notice of Cardinal Giampietro Carafa, on whose recommendation Julius III appointed him commissary general of the Roman Inquisition in 1551-he had by then been involved in the Inquisition at local level for a number of years. When Carafa became Pope Paul IV, he named his protégé bishop of Nepi and Sutri (1556), cardinal priest of Sta Maria sopra Minerva on 15 Mar. 1557, and finally inquisitor general (1558). With Pius IV his intimacy with the Carafa family and severity as inquisitor brought him into disfavour, but as protector of the Barnabites and bishop of Mondovì (Piedmont: both since 1560) he devoted himself wholeheartedly to reform. His earnestness, asceticism, and evangelical poverty suggested even to the Spanish ambassador that he was the pope called for by the times.

Pius made it his avowed objective to put into effect, in every sphere, the decrees of the council of Trent. A man who always thought and acted from a spiritual viewpoint, he made no change in his mortified style of life, continuing to wear a friar's rough undergarments beneath his papal robes. He imposed the strictest standards on his greatly reduced court, and in a series of decrees sought to stamp out blasphemy, profanation of holy days, and public immorality in Rome. To contemporaries he seemed to want to turn the city into a monastery. Although prevailed on to make a grand-nephew, the Dominican Michele Bonelli, a cardinal and use him as secretary of state, he set his face against nepotism and gave his relatives the minimum support. He forbade (29 Mar. 1567) the reInvestiture of fiefs reverting to the holy see; any future alienation of land in the papal state was banned with the severest penalties. More positively, he enforced clerical residence, and conducted a systematic review of religious orders, abolishing some, like the Humiliati (1571), which had become degenerate. The cardinals he named were all conscientiously chosen, and he appointed a commission (3 May 1567) to examine episcopal appointments. In compliance with Trent he published the Roman catechism (1566), the revised Roman Breviary (1568), and the Roman missal (1570); he also set up a commission (1569) to revise the Vulgate. He restricted the use of indulgences and dispensations, remodelled the penitential system, and in an effort to promote the Tridentine reforms in Italy personally visited the Roman basilicas, arranged for a commission to visit the parishes, and appointed apostolic visitors for the papal state and Naples. He also took steps to have the decrees of the council of Trent circulated throughout the world as far as Mexico, Goa, and the Congo.

In his eagerness to extirpate heresy Pius relied heavily on the Inquisition, building a new palace for it, sharpening its rules and practice, and personally attending its sessions. Under him the number of persons accused and sentenced, often men of culture and distinction, soared, and as a result he could congratulate himself on having kept Italy free from any trace of Protestantism. Even so, he blamed himself for his leniency. He was no less harsh on the Jews, permitting some for commercial reasons to live in ghettos in Rome and Ancona, but otherwise expelling them from the papal state. In Mar. 1571 he established the Congregation of the Index as a new administrative department with executive powers, with the result that hundreds of printers fled to Germany and Switzerland. In Oct. 1576 he condemned 79 theses of Michael Baius (1513 - 89), the Flemish precursor of Jansenism who had pessimistic views on the Fall and need for grace, but in the same year (11 Apr.) declared the great Dominican thinker Thomas Aquinas (c. 1225 - 74) a doctor of the church and had a new edition of his writings published (1570).

Pius' interventions on the international stage often lacked political realism. His rehabilitation of the disgraced Carafa family and his uncompromising stand against state control of the church (expressed in his reissue in a stricter form in 1568 of the bull In coena Domini, read aloud on Maundy Thursday and listing Ecclesiastical censures reserved to the pope) alienated the Catholic rulers whose support he needed. Even before his stiffening of its terms, and still more after, the bull was a constant irritant to secular sovereigns because of its exalted claims for the papacy. His excommunication and deposition of Elizabeth I of England (25 Feb. 1570), the last such sentence on a reigning monarch by a pope, was an ineffective anachronism and made matters worse for her Catholic subjects; it also antagonized Spain, France, and the empire. In France he assisted the regent Catherine de Médicis financially and militarily against the Huguenots, only to be disillusioned when they were granted freedom of religion by the peace of Sankt-Germain (8 Aug. 1570). His relations with Maximilian II (1564 - 76), strained because of his equivocal stance towards Protestantism, reached breaking-point when Pius trespassed on the emperor's sphere by nominating Cosimo I as grand duke of Tuscany (5 Mar. 1570). With Philip II of Spain (1556 - 98), his most natural ally, he continually clashed because of the control exercised over the church by the crown in Spain; complete rupture was avoided only by the tireless efforts of his nuncio, Archbishop Giambattista Castagna ( Urban VII). His most ambitious and successful enterprise was the formation, with Venice and Spain, of a holy league against the Turks; a combined naval force met the Turkish fleet in the Gulf of Corinth on 7 Oct. 1571 and inflicted on it at Lepanto a defeat which shattered Turkish superiority in the Mediterranean. Attributing the victory to the intercession of the BVM, he declared 7 Oct. the feast of Our Lady of Victory, later to be changed by Gregory XIII to the feast of the Rosary.

Single-minded, devout to the point of intolerance, relentless in his persecution of heresy, Pius did not long survive the victory. A great reform pope whose work was to bear fruit for decades and who left a distinctive Tridentine impress on the church, he was beatified on 1 May 1672 by Clement X, canonized on 22 May 1712 by Clement XI. Feast 30 Apr.



                  Katolske begreber:

Afladshandel

Antiochia

Apokryf

Ariani

Arianisme

Arvesynd

Avignon

Basilika

Breviar

Bulle

Camerlengo

Cistercienser

Davids Slægt

Decius

Diokletian

Dominikaner

Donatisme

Døbefont

Dødssynder

Ecclesiast

Exarch

Franciskaner

Galilei

Glas

Gnostiker

Goddag mand økseskaft

Gudsbevis

Hegesippus

Helvede

Herrens år

Ikonoklasme

Inkvisition

Interregnum

Investitur

Irenæus

Janseni

Kanon

Katakomber

Kirkebøger

Kloster

Koncil

Konklave

Korstog

Lateran

Liber Pontificalis

Longobard

Luther

Lydkonge

Malakias

Malakiasrækken

Markion

Matematik

Modpave

Monarkianisme

Monofysitisme

Monoteletisme

Monstrans

Montanisme

Muhammed

Novatian

Nuntius

Oligark

Origenes

Pallium

Paternoster

Patriark

Pavenumre

Paverækken

Pavinde

Pelagianisme

Pontifikat

Påskestriden

Ramaskrig

Ravenna

Sakramente

Sanktus

Saracen

Schweizergarden

Sede Vacante

Simoni

Skisma

Syndefald

Synode

Tiara

Transsubstantiation

Vatikan

Vox-In-Rama

Økumenisk


Ordforklaring :

Basilika
Breviar
Bulle
Dominikaner
Ecclesiast
Inkvisition
Investitur
Janseni
Kanon
Kloster
Koncil
Konklave
Korstog
Nuntius
Vatikan

Basilika:

[ - ]
Ordet basilika kommer af græsk basilike (stoa) 'kongelig (søjlehal)', af basileus 'konge'.
Basilika, bygning, der består af et hovedrum, hovedskib eller midterskib, flankeret af to eller fire sideskibe; hovedskibet er højere og bredere end sideskibene og kan have en udbygning, apsis, i den ene eller i begge ender.
Hovedskib og sideskibe er skilt fra hinanden ved kolonnader eller buer; over disse kan der være et galleri (klerestorium) og vinduer. Oprindelig havde basilikaen fladt loft eller åben tagstol. Basilikaen kan have en bred indgangshal, narthex, og en åben forgård, atrium.
Bygningstypen stammer fra det østlige Middelhav. Den var meget anvendt i antikkens Romerrige og er beskrevet af den romerske arkitekturteoretiker Vitruvius.


Der hersker tvivl om, hvorledes den kristne basilika er opstået. Den mest udbredte teori er, at den kristne basilika er udviklet af antikkens offentlige og private basilika. Det er også vanskeligt at præcisere, hvornår den kristne basilika opstod, da bygning af offentlige kirker var umulig under forfølgelserne af de kristne.
De kirkebygninger, der blev opført i Rom og i Mellemøsten i Konstantin den Stores tid i 300-t. e.Kr., står derfor som de første eksempler på den kristne anvendelse af basilikatypen.


Blandt de mest berømte er Laterankirken, Santa Maria Maggiore, den første Peterskirke og Santa Sabina, alle i Rom.

[ - ]

Breviar:

[ - ]
Breviar (lat. breviarium 'kort fortegnelse', af brevis 'kort') kaldes den latinske bønnebog, som ved de daglige gudstjenester (bedetimerne, horae canonicae) uden for messen og ved privatbøn skal bruges af alle romersk-katolske gejstlige af højere grad (fra underdiakoner og opefter). Breviarer omfatter gammeltestamentlige salmer, takke-, lov- og bedebønner, stykker af gammel og ny testamente samt af kirkefædrenes homilier, hymner osv.

Navnet kommer af latin brevis ('kort') og synes at hidrøre fra, at man allerede i gammel tid brugte en sammentrængt, til dels med afkortninger skrevet samling af bønner, skriftstykker m.m. Disse samlinger blev efterhånden temmelig lange og uensartede, hvorfor Gregor VII afkortede dem til Breviarium Romanum (1074), som man i de følgende århundreder søgte at skaffe enegyldighed, uden at det dog lykkedes. Enheden skaffedes først til veje af Pius V ved det 1568 udgivne reviderede Breviarium Romanum, der senere er undergået nye revisioner 1602 og 1631.

Herover: Kølnerbreviaret, 12. eller 13 årh. Biblioteket ved Helsinki Universitet

Et breviar består af fire dele, efter de fire årstider; hvert af disse afsnit falder igen i fire dele: Psalterium, salmer for de syv ugedage; Proprium de tempore for kristusfesterne; Proprium de sanctis for helgenfesterne; Commune sanctorum for de fester der ikke har særlige bønneformularer. Dertil kommer endnu adskillige tillæg: bønner til Jomfru Maria og for de afdøde, bodssalmerne, bordbøn, rejsebøn osv. Også den græsk-katolske kirke har sit breviar, der kaldes horologion.

[ - ]

Bulle:

[ - ]
Bulle, et metalsegl, oftest på et pavebrev. Det pavelige blysegl fik ca. 1100 et fast udseende: på den ene side hovederne af apostlene Peter og Paulus og på den anden side pavens navn.
Ordet bulle kommer af latin bulla 'kapsel'. Vi genfinder ordet i det engelske bullit = patron [ammunition]
Det er også betegnelsen for et brev, beseglet med nævnte metalsegl. Selvom ordet bulle i denne betydning oprindelig kun anvendtes om en bestemt brevtype, blev det fra 1400-t. ofte brugt om alle breve, der var beseglet med blysegl. Den oprindelige bulle har en fast udformning med bestemte formler og særlig skrift, og blyseglet er fastgjort med silketråde. Fra pave Innocens 4.s tid (1243-54) anvendtes denne type til aktstykker af mere almen betydning såsom dekretaler og politisk vigtige bandlysninger. En bulle betegnes normalt ved de første ord i teksten.
En særlig type bulle var den såkaldte In coena Domini, der var en generel opregning af forbrydelser mod kirkeretten, som medførte bandlysning, og som hver skærtorsdag oplæstes i Rom i pavens nærvær.
Bullerne kunne også udfærdiges som rundskrivelser, cirkumskriptionsbuller, med en større eller mindre kreds af modtagere.
Indholdet af de pavelige buller udgør en del af retsgrundlaget for den internationale katolske kirkeret, og mange af dem er derfor blevet udgivet i særlige samlinger, bullarier. Andre samlinger er udgivet som historiske kilder, fx pavebullerne vedr. Danmark udgivet af Alfred Krarup i Bullarium Danicum 1198-1316 (1931-32).

[ - ]

Dominikaner:

[ - ]
Dominikanerordenen, (officielt navn Ordo Fratrum Praedicatorum, Prædikebrødrenes orden), er en religiøs tiggermunkeorden grundlagt af Dominicus 1215 og stadfæstet af paven nogle år senere. Ordenen har fra 1400-tallet i almindelighed været opkaldt efter sin stifter, Dominicus navn. (Se billedet herunder)



Formål og indflydelse

Dominikanerordenen er en romersk-katolsk munkeorden, hvis indflydelse har været stor i teologiens historie, bl.a. fra en af romerkirkens største kirkelærde Thomas Aquinas. Hans filosofi blev dominerende for resten af middelalderen og har i vore dage fået en renæssance med den såkaldte nythomisme. Et af ordenens oprindelige formål var arbejdet for at bekæmpe kættere, og i middelalderen fik dominikanerordenen ansvar for trosgranskningen ved inkvisitionen. Ordenen blev heraf kaldt “Herrens hunde” (lat: Domini canes), og et af ordenens symboler er en hund med en fakkel i gabet. Faklen symbolisere sandhedens fakkel. Ordensdragten er en tunika med munkekappe og hætte, begge af hvid uld. Ved udendørs brug består overtøjet af den sorte kappe, hvilken har givet dem tilnavnet sortebrødre.

Dominikanere i Danmark

Dominikanerordenen bredte sig hurtigt i de fleste europæiske lande. Forkyndelse var en hovedopgave, og derfor lå klostrene hovedsageligt i byerne. Danmark fik sit første dominikanerkloster i 1222-23 i Lund, og ordenen spredtes hurtigt til flere andre byer. Danske dominikanske nonneklostre blev grundlagt to steder i det nuværende Danmark. Det ene, Sankt Agnete Kloster i Roskilde, blev grundlagt af kong Erik Plovpennings døtre Agnes og Jutta i 1263. Det andet kloster på Gavnø blev grundlagt i 1403 af dronning Margrethe 1. Ved reformationen havde dominikanerordenen 15 klostre i Danmark, hvorefter de blev fordrevet. Fra 1916 og indtil sidste halvdel af 1900-tallet fandtes der dominikanere i Danmark i Sankt Andreas Kloster i Charlottenlund og ved Sankt Hyacinthus Kirke på Bornholm.

[ - ]

Ecclesiast:

[ - ]
Lignende ord i ordbogen:

Ecclesiastes                      -  Prædikerens Bog
Ecclesiastical                   -  Kirkelig
Ecclesiastical council      -  Koncil
Minister for - - -
Ecclesiastical Affairs       -  Kirkeminister
Ecleciast betyder direkte oversat til dansk: gejstlig.

[ - ]

Inkvisition:

[ - ]
En inkvisition var en institution inden for den katolske kirke, som opsporede og dømte kættere i 1200-1800-tallet. Især dominikanerne spillede en væsentlig rolle i forbindelse med Inkvisitionen.

Inkvisitioner:
  • Middelalderlige inkvisition (1184-1230'erne)
  • Spanske inkvisition (1478-1834)
  • Portugisiske inkvisition (1536-1821)
  • Romerske inkvisition (1542-1860'erne)
  • Peruvianske inkvisition (1570-1820)
  • Mexikanske inkvisition (1571-1820)
På billedet: Galileo blev i 1633 stillet for inkvisitionen på baggrund af hans påstand om at Jorden bevægede sig rundt om Solen, maleri af Cristiano Banti, 1857

inkvisitionen, (af lat. inquisitio 'udspørgning, undersøgelse', af in- og afledn. af quaerere 'søge, spørge'), pavelig domstol, oprettet 1231 for at bekæmpe kætteri; den indførtes i størstedelen af det katolske Europa, hvor den forfulgte kætterske sekter som katharer, albigensere og husitter. Inkvisitionen kom aldrig til Danmark. Ganske vist udnævntes franciskaneren broder Niels Jensen i Odense i 1421 til inkvisitor for hele Norden, men han synes mere at have oppebåret den pavelige titel af navn end af gavn. I anden halvdel af 1400-t. var inkvisitionen en hensygnende institution, og i første halvdel af 1500-t. forsvandt de sidste middelalderlige kætterdomstole. Kun i Spanien, Portugal og Italien fortsatte inkvisitionen i en omorganiseret og for Spaniens og Portugals vedkommende statskontrolleret skikkelse. Allerede i 1478 havde paven bemyndiget Ferdinand og Isabella til at udpege deres egne inkvisitorer. Det blev begyndelsen til den spanske inkvisition med en generalinkvisitor og et ottemandsråd i spidsen for efterhånden 20 tribunaler, der vågede over troens renhed i det spanske imperium fra Sicilien i øst til Mexico i vest. Kun Nederlandene og kongeriget Neapel undgik den spanske inkvisition, som i sit hjemland var virksom helt op til 1820.
Den italienske humanist og filosof Giordano Bruno blev 17. februar 1600 brændt som kætter på Campo dei Fiori i Rom, bl.a. fordi han nægtede at tage afstand fra det kopernikanske verdensbillede. I 1889 rejstes som en hyldest til tankens frihed et monument på stedet.
I 1531 blev den portugisiske inkvisition reorganiseret efter spansk forbillede; den fungerede indtil 1821. En lignende struktur blev 1542 indført i Italien med den "romerske" inkvisition, hvor Inkvisitionskongregationen oprettedes som central myndighed for de italienske provinstribunaler og vedblev at eksistere længe efter disses ophør i slutningen af 1700-t. Endnu i 1960'erne var den med til at fordømme forskellige kætterier i den katolske verden. I 1965 fik Paul 6. den reorganiseret og omdøbt til Troskongregationen (Congregazione per la dottrina della fede), som fortsat varetager en række af inkvisitionens funktioner, fx bogcensur og overvågelse af den katolske tros renhed.
Inkvisitionen har været omgivet af mange myter, som 1970'ernes historikere i nogen grad har dementeret. Eksempelvis har påstanden om inkvisitionens blodige hekseforfølgelse i 1200- og 1300-t. vist sig at bygge på kildeforfalskninger; hekseprocesserne begyndte først i 1400-t. (se heks). En statistik omfattende 44.000 spanske inkvisitionssager fra perioden 1540-1700 og vedrørende alle slags kætterier har dokumenteret, at dødsdommene udgjorde under 2%; den romerske inkvisition var endnu mildere, mens den portugisiske var noget strengere, når det gjaldt anvendelse af dødsstraf. En tredje undersøgelse har fremdraget, at den spanske inkvisition for at bekæmpe misbrug og korruption blandt sine ansatte accepterede anonyme klager og hemmelige vidner. Så megen tillid havde man altså til den ellers så berygtede hemmelige inkvisitionsproces, at man turde anvende den imod sine egne.
Autodafé i Palermo på Sicilien, afholdt den 6. april 1724 på følgende måde: Under baldakinen på en høj tribune fem trin oppe tronede de spanske inkvisitorer, under dem sad den verdslige og den gejstlige øvrighed, og nedenunder og på gulvet forskellige honoratiores. Øverst på den modsatte tribune sad kætterne iført en speciel dragt, som viste, at de skulle brændes. Foran delinkventerne var to prædikestole, hvorfra dommene læstes. Autodaféerne var omhyggeligt iscenesatte propagandaforestillinger.

[ - ]

Investitur:

[ - ]
Investiturstriden; Forklaring:
Investiturstriden var en strid i middelalderen i 1000-1100-tallet, mellem de tysk-romerske kejsere på den ene side og pavestolen på den anden, om retten til at udnævne personer til høje kirkelige embeder - biskopper, abbeder osv. Striden sluttede i år 1122 med Wormskonkordatet (Pactum Calixtinum), der var et forlig, som godt nok styrkede pavemagten på kort sigt, men dog ikke på den lange bane.


Billedet herover viser kejserens syn på diskussionen om de to sværd i investiturstriden. Skt. Peder sidder i midten og uddeler på samme tid det verdslige sværd, magtens sværd, til kejseren, som står til højre, og det åndelige sværd til paven, som står til venstre. De to, kejser og pave (eller konge og ærkebisp) er altså ligeværdige. Kirken mente, at det åndelige sværd var mere værd end det verdslige. Derfor striden, som kaldes investiturstriden.

Investiturstriden, (1. led af lat. investitura 'iklædning, installation'), middelalderens strid mellem kirken og de verdslige herskere om, hvem der skulle besætte kirkelige embeder, symbolsk udtrykt ved at iklæde bisperne deres embedsklædning. Bisperne var store lensbesiddere, og fra den tidlige kirkes tid havde kongerne i de germanske områder haft udnævnelsesretten til politisk vigtige poster.
Med reformpavedømmet i 1000-t. erklærede paven, frem for alt Gregor 7., embedsudnævnelserne for indre kirkelige anliggender. Henrik 4. af Tyskland nægtede at bøje sig for det, så paven løste i 1076 hans stormænd fra deres lensed til ham, og mange af dem gjorde oprør. Henrik 4. måtte bøje sig og gå til Canossa i 1077, men siden vendte han sig mod paven og udnævnte en modpave. En foreløbig afslutning fik Investiturstriden med konkordatet i Worms 1122 med Henrik 5., hvorefter kejseren ikke længere kunne indsætte bisper, men dog kunne nedlægge veto mod en udvalgt bisp. I praksis afhang udnævnelsesretten af det politiske styrkeforhold mellem pave og verdslige herskere.
I 1100- og 1200-t. tiltog de hohenstaufiske kejsere Frederik 1. Barbarossa og Frederik 2. sig investiturret og udnævnte endog modpaver, men efter Frederik 2.s død i 1250 endte striden på få år med pavens sejr. Pavens forsøg på at hævde kirkens overherredømme over for den franske konge førte i begyndelsen af 1300-t. til det stik modsatte resultat: Bonifacius 8. blev fanget i 1303, og pavestolen flyttet til Avignon 1309-77.
Pavestolens svækkede prestige, kirkemødernes og lokale domkapitlers større styrke i forhold til paven samt endelig fremvæksten af nationalkirker fra 1300-t. betød, at Investiturstriden med udgangen af middelalderen løstes ved, at udnævnelsesretten til bispesæder principielt blev kirkens anliggende, men at paven i reglen rettede sig efter fyrsternes henstillinger.

[ - ]

Janseni:

[ - ]
Jansenist
Jansenisme, katolsk teologisk bevægelse, opkaldt efter den Flamske Cornelius Jansen (1585-1638), som med vennen Jean Duvergier de Hauranne lagde grunden for bevægelsen.


Jansenisme var meget udbredt i 1600-t.s Frankrig og spillede en central rolle i de kirkelige stridigheder. Den fordrede en tilbagevenden til kirkefædrenes teologi og mente, at teologien bør bygge alene på Bibelens ord og ikke støtte sig til menneskelig filosofi.
I forlængelse af Augustin fastholdt Jansenisterne, at Guds nåde er virksom i sig selv og ikke kræver menneskelig medvirken for at føre de udvalgte til frelse. Imod jesuitternes udvendiggørelse af kristenlivet og slappe bodspraksis betonede de inderligheden og alvoren i den enkelte kristnes religiøse liv.

Pga. voldsom modstand fra det kirkelige hierarki blev Jansenismen inddraget i aktuelle kirkepolitiske stridigheder. På den ene side forsvarede de biskoppernes myndighed, mens de på den anden side modarbejdede Ludvig 14.s forsøg på at underlægge sig den franske kirke.
Antoine Arnauld var bevægelsens første egentlige leder; sin mest betydelige repræsentant fik den i Blaise Pascal. Dens sidste åndelige leder, Pasquier Quesnel, nægtede fra sit eksil i Nederlandene at anerkende fordømmelsen af sin bog Reflexions morales (1671) og appellerede s.m. adskillige jansenitter til et alment kirkemøde (appellanter), mens andre accepterede nederlaget (acceptanter).
Som resultat af den kirkelige og kongelige forfølgelse i Frankrig bredte Jansenismen sig til både Italien og Nederlandene.
I Utrecht dannede de i 1702 en "gammelromersk" katolsk kirke.

[ - ]

Kanon:

[ - ]
Kanon kommer af græsk og betyder rettesnor eller doktrin, og begrebet bruges om den officielle samling af bøger og helligskrifter inden for en given religion. Begrebet bruges først og fremmest om kristendommens kanon, dvs den officielle samling af skrifter, som er blevet optaget i Bibelen, og som anses for sande og nødvendige for Bibelens samlede helhed. Begrebet anvendes også indenfor en række andre religioner.

Kanonisk ret eller Kirkeretten er et retssystem indført af kirken.

Den katolske kirke kæmpede gennem hele middelalderen for at få godkendt, at den havde jurisdiktion over egne forhold. Det indebar oprettelsen af en særskilt dømmende magt, den kanoniske ret, der blev udviklet til et logisk og sammenhængende retssystem i løbet af det 11. århundrede.
Kirkeretten virkede i alle sager om kirkelige anliggender, herunder også moral og ægteskab. Kirkeretten stillede store krav til bevisførelsen, og førte ansvaret over på den enkelte i stedet for slægten.
De kirkelige retter blev ret meget brugt, fordi de lagde vægt på faktiske beviser i stedet for edsaflæggelse. De var også kendt for at være effektive i gældssager.
International kirkeret fik i 1234 sin officielle lovbog, Liber Extra, udstedt af pave Gregor IX (1227-41).
Den udøvende magt, iværksættelsen af straffeforanstaltninger osv. blev derimod på den verdslige magts hænder. Derfor var det kirkeretten, der pådømte sager om f.eks. præsters utugt, men det var lensherrens folk, der udførte straffen.

En del af kirkerettens bestemmelser vedrørende ægteskabelige forhold videreførtes efter reformationen i Tamperretten. Jyske Lov var stærkt inspireret af Kirkeretten.

I vore dage findes der stadig kirkeret. Den katolske kirke har en større lovsamling, men også i Danmark er der kirkeret. Ikke som nøje afgrænsede lovtekster, men som akademisk disciplin indenfor retsvidenskaben, der beskæftiger sig med de særlige retsregler, der regulerer den danske folkekirkes interne retsforhold.


Kanonisk messe

I den gamle liturgi er Kanon centrum i Messen som offer. I flg. tridentinerkoncilets vidnesbyrd går Kanon tilbage til apostlenes tradition, og var i det væsentlige fuldendt omkring Gregor d. Store (600 e. Kr.). Den romerske kirke havde aldrig andre kanoniske bønner. Selv mysterium fidei ["troens mysterium"] i indstiftelsesordene nævnes udtrykkeligt af pave Innocent d. 3. i et brev til ærkebiskoppen af Lyon i 1202, … Dette mysterium fidei blev fjernet i den nye liturgis indstiftelsesord. Samtidig blev der givet tilladelse til andre kanoniske bønner. Den anden - som ikke nævner Messens karakter af offer - men som er den korteste - har erstattet den gamle romerske Kanon stort set overalt. Derved er dyb teologisk indsigt fra tridentinerkoncilet gået tabt.



[ - ]

Kloster:

[ - ]
Ordet Kloster betyder "indelukke" og betegner dels et bygningsværk, dels et religiøst fællesskab, som lever adskilt fra det øvrige samfund efter en klosterordens særlige bestemmelser.
Der findes klostre indefor flere religioner.
  • 1 Kristne klostre
  • 2 Buddhistiske klostre
  • 3 Islamiske klostre
  • 4 Hinduistiske klostre
Kristne klostre

I de kristne klostre var meningen med klosterlivet at efterkomme Jesu ord til den rige unge mand: "Vil du være fuldkommen, så gå hen og sælg, hvad du ejer, og giv pengene til de fattige, så vil du have en skat i himlene. Og kom så og følg mig!". Klosterets beboere, der for mænds vedkommende kaldes munke og for kvinders vedkommende nonner, var og er mennesker, der har følt et kald til at forsage verdens velfærd og vie deres liv til Gud.

Ikke alle klostre blev opført i askese. Herunder ses spisesalen fra Leubus kloster i Lubiaz i Polen.


[ - ]

Koncil:

[ - ]
Et Koncil er et kirkemøde for hele eller dele af Den Katolske Kirke. Ordet kommer fra latin "concilium"=Rådsforsamling. Man taler om 4 forskellige typer af konciler: "Concilio Diocesano" eller "Sinodo" indkaldes af Biskoppen, "Concilio Provinciale" indkaldes af Metropolitten (Ærkebispen), "Concilio Nazionale" indkaldes af Patriarken eller Overhovedet for Kirken i det enkelte land.



Endelig er der "Concilio Ecumenico", som indkaldes af Paven og gælder for alle dele af Den Katolske Kirke.

Et Økumenisk Koncil foregår i 3 bestemte faser: Indkaldelsen af de nærmere bestemte grupper gejstlige som skal deltage. Afholdelsen sker under Pavens præsidium eller under en af hans legater. Paven bestemmer de emner, der skal debatteres og om evt. andre forslag skal tages med ind til diskussion. Paven har ret til at opløse Koncilet, eller til at stoppe det eller overflytte det til et andet sted. Den sidste fase er Pavens godkendelse af Koncilets konklusioner.

Koncilier - Romerkirkens generalforsamlinger

[ - ]

Konklave:

[ - ]
Konklave: (ordet kommer af "cum clave" = "med nøgle"). Konklave eller Pavevalg er forsamlingen af kardinaler, der vælger den nye pave, efter at den gamle er død eller træder af, som det var tilfældet med Pave Benedikt d. 16. Ordet konklave stammer fra latin, con'clave, og betyder: aflukkeligt værelse (helt bogstaveligt cum clave: med nøgle); specielt om den fra omverdenen afspærrede del af Vatikanpaladset, hvor pavevalget foregår; forsamlingen af kardinaler som vælger paven.
Annuntio vobis gaudium magnum! Habemus Papam! – Jeg meddeler jer en stor glæde! Vi har en pave! Sådan lyder budskabet fra protodiakonen fra balkonen over Peterspladsen i Rom, når valget er truffet. Det sker ved en højtidelig og historisk proces, der følges til punkt og prikke.
To uger efter pavens død vil kardinalerne mødes ved et højtideligt hemmeligt konklave i Det Sixtinske Kapel for at vælge apostlen Peters næste efterfølger. Konklavet må ikke afholdes senere end 20 dage efter. 14 dages-reglen er opstået for at give alle kardinalerne mulighed for at nå frem fra alle verdens hjørner. En regel, som nok mere stemmer overens med den tid, hvor kardinalerne skulle nå frem med hest og vogn end i dag, hvor de kommer flyvende til Rom.
Kardinalerne er udpeget overalt i verden og er pavens nærmeste rådgivere. Som det er i dag kan op til 120 kardinaler deltage, og de skal være under 80 år. Det blev bestemt af Pave Paul 6. i 1970. Ved sidste tælling af kardinalerne var der 119, der opfyldte kravene for at være med til at vælge.
Når kardinalerne ankommer til konklavet, hvor pavens efterfølger bliver valgt, lukkes den store bronzedør bag dem, og alle døre og vinduer bliver forseglet med bly. Tidligere skulle kardinalerne bo i spartanske værelser i selve kapellet, men i dag bliver alle indkvarteret i hotellignende værelser i Santa Martha Huset. Når kardinaler ankommer til konklavet, sværger de at holde alt, hvad der sker under afstemningen, hemmeligt. Hvis de bryder deres løfte, bliver de bortvist fra den katolske kirke.
Der gennemføres afstemning, hvor hver kardinal på en seddel skriver navnet på den kardinal, han ønsker som pave. Denne procedure gennemføres, indtil en af dem har har fået et flertal på 2/3 af stemmerne. Efter hver afstemning brændes stemmesedler, og røgen sendes gennem skorstenen. Ved tilsætning af kemikalier farves røgen sort, hvis afstemningen ikke har givet resultat og hvid, hvis afstemningen har peget på en ny pave.


Den nye pave skal formelt bekræfte, at han ønsker at påtage sig valget. Han spørges: "Accepterer De valget af egen, fri vilje?" Besvarer den valgte dette med "Accepto", er han den nye pave fra det øjeblik. Næste spørgsmål lyder: "Hvilket navn ønsker De at blive kaldt?", hvorpå han svarer med det navn, han ønsker at antage.

[ - ]

Korstog:

[ - ]
Korstog er en serie felttog fra 11. til 13. århundrede. De fleste var godkendt af paven. De kan ses som modtræk til flere århundreders islamisk ekspansion, og de fleste havde som mål at sikre kristen kontrol over Det hellige land, som var under muslimsk kontrol.

1. korstog 1096-1099

Pave Gregor 7. havde kort efter sin tiltrædelse i 1073 opfordret til et korstog til Jerusalem. Imidlertid lå pave Gregor i strid med den tyske konge og kejser (investiturstriden), så det blev først hans efterfølger, pave Urban 2., der kom til at virkeliggøre ideen.
Indtagelsen af Jerusalem under det første korstog 1099 i et middelalderligt manuskript.

2. korstog 1147-1149

Korstoget blev sat i gang på initiativ af Bernhard af Clairvaux, der inspirerede Ludvig 7. til at gå i spidsen, da der blev kaldt om hjælp fra Antiokia og Edessa i Syrien, der var blevet erobret under det første korstog.

3. korstog 1189-1193

Fra 1169 havde Saladin indtaget Egypten og havde sat et mål om at drive kristne væk fra den østlige del af Middelhavet. Efter at have erobret Syrien kunne han omringe korsfarerstaten, og den 4. juli 1187 overvandt han den i slaget ved Hattin. Den 2. oktober overgav Jerusalem sig, og derefter var det kun Antiokia, Tripoli, Tyrus og Margat, som var under kristen kontrol.
Frederik 1. Barbarossa (1122-1190), kejser af Tyskland og korsridder. Han var én af lederne af det 3. korstog i 1189

4. korstog 1202-1204

Under det 4. korstog ødelagde korsfarerne Konstantinopel – verdens største by – i 1204, selv om det var en kristen (græsk ortodoks) by, og plyndrede den. Dette betragtes som en af katolicismens skampletter og fik pave Johannes Paul 2. til den 4. maj 2001 officielt at undskylde overfor den Græske Kirke ved et personligt møde med den Økumeniske Patriark.

Nordiske korstog mod baltiske egne

I begyndelsen af 1200-tallet var turen kommet til de baltiske lande, blandt andet med danske korstog mod Estland. Korsfarerne drog først og fremmest af sted af religiøs overbevisning, men også med ønsket om at markere sig personligt som riddere, opnå anerkendelse eller finde store rigdomme i det mystiske østen.
Allerede ved midten af 1100-tallet opfordrede paven de danske konger til at føre korstog mod hedningene ved Østersøens sydkyst og de baltiske egne. Fra 1158 førte den danske ledingsflåde under ledelse af kong Valdemar den Store og den indflydelsesrige biskop Absalon krig mod de hedenske vendere for i 1169 at undertvinge disse og lægge øen Rügen under dansk indflydelsessfære. Den stærke danske kongemagt gennemførte i de følgende 50 år større og større erobringer for i 1219 at fuldbyrde korstogsmissionen ved at tvangskristne esterne. Esterne havde ellers forsvaret deres land med næb og kløer, men måtte bøje sig for den danske overmagt i slaget ved Lyndanisse.

[ - ]

Nuntius:

[ - ]
Den pavelige Nuntius er chef for Den Hellige Stols diplomatiske repræsentation i et land eller ved en international organisation. Nuntius har rang som ambassadør og er i katolske lande oftest doyen. Han varetager normalt også forbindelserne mellem Den hellige Stol og den lokale katolske kirke. Nuntius vil oftest være en prælat med rang af biskop, ærkebiskop eller højere.

Nuntius, (m. lat. form) nuntii. (af lat. nuntius, sendebud; jf.
I. Legat; katolsk-kirk.) pavelig udsending, gesandt.

Billedet herunder: Ærkebiskop Henryk Józef Nowacki, Nuntius for de nordiske lande fra 2012.



[ - ]

Vatikan:

[ - ]
Vatikanstaten er en bystat på 44,2 hektar i Rom i Italien, og er samtidig verdens mindste suveræne stat, der har bred global accept.
Vatikanstatens politik varetages af et enevældigt valgmonarki, hvor lederen af den romerskkatolske kirke er ved magten. Paven er den primære lovgivende, besluttende og udøvende magt i Vatikanstaten, der adskiller sig fra Den Hellige Stol, som er et sjældent tilfælde af ikke-arveligt monarki. Vatikanstaten er det eneste tilbageværende enevældige monarki i Europa.
Historie:
Området blev i oldtiden kaldt Ager Vaticanus. Det kan måske stamme fra det latinske vaticinium, der betyder "varsel", under henvisning til, at der lå et tempel på egnen, hvortil der var knyttet nogle profeter, vates.
Området var landligt, med vingårde. Vinen derfra stod ikke højt i kurs, og Martial skrev: "Drikker du Vatikan-vinen, drikker du gift. Kan du lide eddike, kan du også lide Vatikan-vin." Da undergrunden var rig på ler og sand, var der fremstilling af tegl og porcelæn i området.
Midt på Ager Vaticanus lå en gravplads. Døde måtte ikke begraves indenfor bymurene, så Via Cornelia, der førte gennem egnen, var kantet med gravmæler. Her blev også apostlen Peter gravlagt.


Agrippina den ældre besad nogle store haver mellem Vatikanhøjden og Tiberen, og efter hendes død begyndte sønnen Caligula at bygge et cirkus der. Det blev fuldført af Nero, som opkaldte det efter Caligula og sig selv: Circus Gaii et Neronis. Her fandt en af de første kristenforfølgelser sted, og man regner med, at det var her, apostlen Peter, der også var den første Pave, led martyrdøden.

[ - ]


1611
Pt:392